af Jens Laigaard

Videnskab og det modsatte
En eftermiddag i januar 1941 kom Wilhelm Reich på besøg hos Albert Einstein. Han havde flere gange skrevet til Einstein om sine revolutionerende opdagelser, og nu havde denne indvilliget i en samtale. Reich mødte veloplagt op. Indtil denne dag havde den etablerede videnskab nægtet at tage ham alvorligt; skønt stadig mere tydede på, at orgon ville få uvurderlig betydning for fremtidens lægevidenskab og teknik, måtte han gang på gang se sig afvist af uforstående fysikere og biologer. Men nu var den store chance der. Reich holdt et fire en halv times langt foredrag om orgonenergien, den kosmiske livskraft, som strømmede gennem atmosfæren fra vest mod øst og var lysende blå. Han havde medbragt en af sine opfindelser, et orgonoskop, gennem hvilket man skulle være i stand til at se den glitrende orgonstråling. De to mænd slukkede lyset og ventede tyve minutter for at vænne øjnene til mørket. Så rakte Reich orgonoskopet til Einstein og bad ham rette det mod vinduet.

»Jo,«

sagde Einstein,

»der er noget. jeg kan se det.«

De tændte atter lyset. Lidt efter tilføjede Einstein:

»Jeg kan stadig se denne glitren. Kan det ikke være noget i mine øjne?«

Reich blev forbavset. Selvfølgelig kunne det ikke være noget i øjnene, hans orgon var ikke noget synsbedrag. Men lige meget, han havde et nyt og mere tungtvejende bevis parat. Han fortalte om orgonkassen, som han havde opfundet nogle måneder forinden. Dette apparat blev ikke tilført nogen form for konventionel energi, men fungerede udelukkende ved at akkumulere orgon fra atmosfæren. Under denne proces udvikledes der varme. Han havde gentagne gange målt en højere temperatur over kassen end i den omgivende luft, og denne udstråling af varme viste, at orgonenergien var en realitet. Nu var det Einsteins tur til at blive forbløffet. Det var umuligt, udbrød han. Hvis det var sandt, ville det være en stor bombe under fysikken. Der fulgte en ophidset diskussion mellem de to mænd, og enden blev, at Einstein udbad sig en orgonkasse for ved selvsyn at kunne konstatere, om Reichs observation var korrekt. Da de tog afsked med hinanden, sagde Reich henkastet, at nu forstod Einstein måske bedre, hvorfor folk sagde, at han var skør. Hertil svarede Einstein:

»ja, det forstår jeg udmærket.«

To uger senere vendte Reich tilbage med en lille orgonkasse, han havde ladet fremstille specielt til Einstein. De gik ned i kælderen, stillede kassen på et bord og hængte et termometer op over den. Et andet termometer blev hængt i en meters afstand som kontrol. Efter nogen tid kunne begge se, at temperaturen over kassen var omkring I grad varmere end i den omgivende luft. Reich gned sig i hænderne. Nu kom hans gennembrud. Der lå en bombe under den etablerede fysik, og han havde tændt lunten i fællesskab med verdens mest berømte fysiker. Det ville blive et brag, der kunne høres.

Einstein ville gerne beholde orgonkassen. De følgende ti dage holdt han nøje opsyn med de to termometre; temperaturforskellen forblev uforandret, og Einstein undrede sig. Til sidst fik han hjælp af en praktisk anlagt assistent, som påpegede, at der foregik en varmestrømning fra kælderrummets loft mod bordpladen. Einstein prøvede at fjerne orgonkassen og så, at temperaturen stadig var højere over bordet. Her var løsningen på mysteriet; han skrev til Reich, at der hørte en naturlig forklaring til det observerede fænomen. Reich blev voldsomt skuffet og skrev tilbage, at eksperimentet burde gentages i fri luft. Men nu havde Einstein fået nok af løjerne. Han svarede ikke på brevet.

Var det forkert? Sprang han fra umiddelbart for det afgørende bevis? Eller sparede han blot sig selv og Reich for en mængde unødigt besvær? I betragtning af, at Reichs øvrige bevismateriale udelukkende bestod af misforståelser, forekommer det sandsynligt, at et eksperiment i fri luft også havde givet negativt resultat. Det må stå hen i det uvisse. Til gengæld er der ingen tvivl om, at hvis det nye eksperiment var slået fejl, ville Reich have forlangt endnu et og endnu et. Før eller senere var Einstein blevet træt. Nu blev han det før.

Einstein var ellers ret tålmodig med hensyn til underlige teorier. Hans holdning var i bedste videnskabelige tradition åben og skeptisk på samme tid. Han var altid parat til at lytte til nye ideer, selv de mest vanvittige, men han vidste også, hvornår det var tid at vende opmærksomheden mod væsentligere ting. Det hele afhang af kvaliteten af de beviser, der kunne fremlægges.

Desværre er der ikke mange videnskabsfolk, som deler denne fordomsfrie indstilling til uortodokse og grænsevidenskabelige teorier. De fleste bliver som regel trætte i samme øjeblik, de præsenteres for en sådan teori. De smiler, ryster på hovedet og vender ryggen til. Inden for det videnskabelige samfund er den almindelige holdning, at grænsevidenskab er en irriterende foreteelse, men ikke noget, man behøver tage alvorligt. De fleste videnskabsfolk har et krævende arbejde og gider ikke spilde tid på at diskutere med fantaster. I mange tilfælde er de grænsevidenskabelige påstande desuden så absurde, at fagfolk straks afviser dem uden at tænke videre over det. Det er en forståelig reaktion, men den er også uheldig, for så længe de grænsevidenskabelige ideer ikke mødes med sagkyndig kritik, vil de fortsat virke tiltrækkende på store dele af offentligheden.

Der er i dag opstået en antividenskabelig stemning i Vesten. Det er ikke usædvanligt at høre højt uddannede folk hævde, at den positivistiske videnskab har spillet fallit, fordi den tror, den kan forklare verden ved at dele den op i små isolerede bidder. Også i offentligheden mærkes en voksende mistillid til den etablerede videnskab, og den følges af en stigende begejstring for det irrationelle. Mystiske og okkulte forestillinger har gode dage. Der er afsætning på mærkværdige helsekure, terapiformer og pseudoreligiøse bevægelser. Bøger, som bakker fornuftsstridige påstande op med falske beviser, kan sælges i millionoplag. Denne tendens kan ikke undgå at gøre indtryk. Den vidner om en udbredt mangel på intellektuel disciplin, en modvilje mod at se kendsgerningerne i øjnene, som ikke lover særlig godt for vor fremtid.

Ganske vist er det i sig selv et godt tegn, at folk har interesse for deres omverden og bruger tid på at sætte sig ind i nye teorier, men der et bestemt ikke ligegyldigt, hvad man stiller sin videbegærlighed med. Hvis man fortrinsvis beskæftiger sig med falske og ulogiske påstande, kan dette i det lange løb medføre, at man mister evnen til at skelne væsentligt fra uvæsentligt, sandt fra falsk. På kort sigt betyder det naturligvis også, at man spilder tiden med noget unyttigt.

Schul og Pettit slutter deres første bog med en erklæring, som klart viser, hvordan grænsevidenskabelige ideer kan komme til at udgøre en farlig afledning af energi. De skriver:

»De alvorligste problemer, menneskeheden i dag står over for, menes at være mangel på fødevarer, forurening, udtømning af energireserver og krig. Pyramiden giver et vist håb om, at disse problemer vil kunne afhjælpes:

1. Fødevaremangel gennem spiredygtige frø, forøget plantevækst og konservering af fødevarer;
2. forurening – tidlige forsøg viser, at pyramiden kan rense vand, luft og muldjord;
3. energikilder – gennem frembringelse eller forstærkning af kendte og ukendte energifelter;
4. krig – alternativet er naturligvis fred, og ifølge de store tænkere afhænger freden af en større menneskelig forståelse og højnelse af bevidstheden.

Pyramiden synes at kunne anvendes som et redskab til opnåelse af højere bevidsthedsniveauer.«

Hvis pyramiden virkelig rummer sådanne egenskaber, tager fremtiden sig sandelig lys ud. Et tilstrækkelig stort antal pyramider ville være i stand til at afværge hungersnød, forurening, energimangel og krig. Hvis pyramiden derimod er virkningsløs, leder Schul og Pettit deres læsere på vildspor i nogle ganske alvorlige anliggender.

Og der er ingen tvivl om, at pyramiden er virkningsløs. Pyramideforskerne har selv gjort hvad de kunne for at demonstrere dette. De har fremlagt en række observationer, som modsiger teorien om pyramideenergi på alle væsentlige punkter. De har udført en mængde forsøg, som ikke i et eneste tilfælde kan leve op til videnskabens krav om kontrol og dokumentation. De har nægtet at forholde sig seriøst til det faktum, at de eksperimenter, som kommer nærmest på en videnskabelig procedure viser, at der ikke foregår noget som helst usædvanligt i en pyramide. De har rodet en imponerende mængde okkulte begreber ind i teorien, og for ligesom at understrege, hvilket niveau deres argurnentation befinder sig på, har de suppleret med usandheder og citatfusk.

Blandt alle de forhold, som taler imod pyramideenergiens eksistens, er det mest alvorlige fraværet af et gentageligt eksperiment. I almindelig naturvidenskab er kravet om gentagelighed uomgængeligt, når der skal føres bevis. En ny opdagelse anerkendes ikke som gyldig, før den er blevet bekræftet og kontrolleret af andre, uafhængige forskere. Denne strenge holdning kan for udenforstående måske tage sig ud som overdrevet pedanteri; men det er netop gentageligheden, der gør det videnskabelige verdensbillede alment gyldigt. Det skal være muligt for enhver at overbevise sig om, at et givet fænomen eksisterer. Grunden til, at vi ved hvad fotosyntese er og regner denne proces med til vor fælles virkelighed, er, at den har kunnet påvises og analyseres ved gentagne forsøg. En grøn plante vil altid frembringe kulhydrater og ilt, når den får tilført vand, kultveilte og sollys. Det er et sikkert og regelmæssigt forløb. En pyramide vil derimod langt fra altid frembringe energi, og det lægger pyramideforskerne heller ikke skjul på. Eric McLuhan siger, at de nødvendige forudsætninger for pyramideenergi er, at man orienterer sin model præcist mod magnetisk nord og ikke anbringer den i nærheden af vinduer, radiatorer, lysstofrør, radioer, TV-apparater eller lignende indretninger. Herefter tilføjer han:

»Hvis man gør alle disse ting, vil den måske virke, måske ikke. Hvis man ikke gør, vil den i hvert fald ikke virke.«

Salas og Cano udtrykker sig lige så uforbeholdent:

»Måske det mest irriterende ved at arbejde med pyramiden er de irregulære resultater, der opnås. Resultaterne er ikke nødvendigvis ens, selv om forsøgene gentages under identiske former eller udføres af to personer samtidig. Til tider kommer der ikke engang resultater ud af forsøgene.«

Kort sagt, skønt pyramideforskerne har gennemført utallige forsøg uden at opnå holdbare resultater er det ikke faldet dem ind, at deres teori kunne være forkert. De er blevet lidt irriterede, men har fortsat med flere eksperimenter af samme slags. Denne uforstyrrelige holdning er et af de mest karakteristiske træk hos folk, som driver pseudovidenskab.

Pseudovidenskab er ikke det samme som grænsevidenskab. Alle kontroversielle teorier i videnskabens randområder kan betegnes som grænsevidenskabelige, og enkelte af disse viser sig efter en nærmere undersøgelse at være solide nok. Darwins evolutionsteori, Wegeners teori om kontinentaldriften og Semmelweis’ tanker om sammenhængen mellem barselsfeber og hygiejne mødte alle kraftig modstand fra det etablerede videnskabelige samfund, da de først blev fremlagt, men måtte siden tages til efterretning på grund af det overvældende bevismateriale. Men for hver grænsevidenskabelig teori, som er korrekt, findes der halvtreds, som i bund og grund er forkerte. Her taler man om pseudovidenskab. Det vil sige påstande, som giver sig ud for at bygge på videnskabelig forskning, men ikke støttes af kontrollerede, gentagelige forsøg og heller ikke kan fremvise en logisk sammenhængende teori.

Trods disse påfaldende mangler bliver pseudovidenskabelige forestillinger ofte populære. De omfatter astrologi, biorytmer, flyvende tallerkener og astronauter i oldtiden, pendulering, auraer og planters følelsesliv, Atlantis og Bermuda-trekanten, spiritisme og reinkarnation, numerologi og håndlæsning, psykisk kirurgi, radionisk medicin og en lang række andre uortodokse helbredelsesmetoder. Og man kan roligt føje pyramideenergi til listen.

Pseudovidenskab er overhovedet ikke videnskab, men det stik modsatte. Videnskaben er en fremadrettet, selvkorrigerende proces, hvor forskerne ustandselig ser sig nødsaget til at ændre eller forlade deres teorier, fordi der dukker nye forskningsresultater op, som teorierne ikke er i stand til at forklare. Pseudovidenskaben er derimod en march på stedet, hvor forskerne holder fast ved deres teorier, uanset hvor mange modstridende data der kommer for dagen. Det første er en måde at søge oplysning på, den eneste sikre, vi har. Det andet er løgn forklædt som oplysning.

Hovedårsagen til, at så mange pseudovidenskabelige ideer bliver populære, er, at de er elementært spændende. Universet omkring os ville unægtelig være mere interessant, hvis stjernernes stilling havde dyb betydning for vort livsforløb, hvis personligheden kunne læses ud af håndens linier, hvis man kunne få stenblokke til at svæve ved tankens kraft, eller hvis det var muligt at hente helbredende energi ud af orgonkasser og pyramider. Men netop fordi sådanne teorier tager sig umiddelbart tillokkende ud, er det vigtigt at undersøge det påståede bevismateriale med største omhu. Man bør gøre sig den ulejlighed at bruge sin sunde fornuft og kritiske sans, for man lader andres tanker indgå i sin opfattelse af verden.

Videnskabsfolk kunne yde meget til at bekæmpe de moderne former for overtro og oplære i rationel tænkning. De pseudovidenskabelige påstande ville miste en del af deres tiltrækning, hvis de blev tilbagevist af fagfolk i fuld offentlighed. På den anden side er det også muligt, at der i et samfund altid vil være en vis procentdel af befolkningen, som ønsker at tro på noget overnaturligt og fornuftsstridigt. Én ting er imidlertid sikker, nemlig at eventuelle forsøg på at imødegå fordummelsen udelukkende bør henvende sig til den almene offentlighed. Det vil være spild af tid at prøve at tale fornuft til de mennesker, der opdigter og udbreder pseudovidenskabelige påstande. Det havde Petrie erkendt, da han i en bog i 1931 gik i rette med Smyth og de andre pyramidemystikere:

»Der kommer stadig nye, fantastiske teorier til, og teoretikerne hævder stadig, at kendsgerningerne siger præcis det, de vil have dem til. Det er nytteløst at forklare sagens rette sammenhæng, eftersom det ikke har nogen virkning på folk, der ligger under for denne slags hallucinationer. Der er ikke andet for end at lade dem passe sig selv i selskab med de, der mener at jorden er flad, og andre sådanne, som sætter større pris på en teori end en kendsgerning.«

Nej, pseudoforskerne lader sig ikke overbevise, de kan blive ved og ved i én uendelighed, de er urokkelige. Men det er deres påstande ikke. Dem kan man undersøge, bekræfte eller afkræfte. Der bliver intet tilbage af teorien om pyramideenergi, når først man begynder at spørge efter videnskabelige beviser. intet andet end nogle storslåede bygningsværker i Ægypten og nogle mennesker, som har fremsat mærkelige påstande om dem. Historien om pyramideenergi er egentlig ikke andet og mere end historien om disse mennesker. En fransk isenkræmmer, som mente at finde usynlige stråler hos alt, hvad hans pendul rørte ved. En tjekkisk radioingeniør, som havde held til at tage patentkontoret i Prag ved næsen. Et par amerikanske journalister, som havde held til at tjene en masse penge. Og de mange mennesker, det lykkedes dem at overtale, dem, der altid er villige til at tro på noget, blot det er tilpas utroligt. Pyramideforskerne. De vil blive ved at henvise til pyramideenergien som et faktum, men de har ikke krav på at blive hørt, før de stiller med et ordentligt, videnskabeligt bevis. Indtil da vil det være rimeligt at kalde dem ved deres rette navn. Det blev foregrebet i 1930’erne af en engelsk arkæolog, der ligesom Petrie var blevet irriteret over pyramidemystikerne; men den nye tids mystikere har med deres bestræbelser på at finde skjulte kræfter i pyramiderne opnået mindst lige så stor berettigelse til at bære navnet. Vi har indtil nu anvendt udtrykket pyramideforskere, men det siger egentlig for lidt. Pyramidioter er langt mere passende.

Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.