Pyramideenergi – en kritisk undersøgelse. Kapitel 3

2009, Aug 29th | Emner: Bøger, Pyramidekraft

af Jens Laigaard

Hvem byggede Kheopspyramiden?
På et fladt klippeplateau 15 km sydvest for Cairo, hvor agerlandet hører op og ørkenen begynder, står Kheopspyramiden. Den har stået der i årtusinder. Roligt har den trukket sin skygge over sandet og skiftet farve efter lyset, dag efter dag under solens brændende bue, nat efter nat under stjernernes kølige urværk, årtusind efter årtusind. »Hele verden frygter tiden, men tiden frygter pyramiderne,” siger et gammelt arabisk ordsprog.

Alligevel må man tro, at selv den største af pyramiderne har lært at frygte tiden lidt. Den er ikke længere sluttet og smuk. Jordskælv, vinderosion og mennesker har i forening fjernet ni og en halv meter af dens top og kradset den oprindelige, skinnende hvide facadebeklædning af, så siderne nu præsenterer sig som trapper af grove, forvitrede stenblokke. Men formen er stadig kendelig på mange mils afstand, formatet kan stadig drage og tryllebinde. Kheopspyramiden udgør det ubestridte midtpunkt for menneskets interesse for pyramider. Intet andet bygningsværk har været genstand for et tilsvarende antal opmålinger og teorier, hverken de pyramidestubformede templer i Mexico, hvoraf enkelte kan konkurrere i størrelse, eller nogen anden af Ægyptens rundt regnet firs pyramider. Alle teorierne, al mystikken begynder og ender ved Kheopspyramiden.

Ægyptologerne har fremlagt data, som giver rimeligt grundlag for visse overordnede formodninger om den store pyramides opførelse og formål. Men der er et væld af detaljer, som er ukendte og givetvis vil forblive ukendte. Muligheden for, at arkæologiske fund skal føje afgørende nyt til den eksisterende viden, er forsvindende lille; firetusind år er en tung dør at åbne. Man må tage udgangspunkt i det materiale, som allerede foreligger, og det har dannet baggrund for mange diskussioner blandt historikere, arkæologer og folk med forstand på byggehåndværk. Man kan dog også gøre det stik modsatte, tage udgangspunkt i de huller, der findes i vor viden om stenkolossen, og teoretisere over de usikre og gådefulde aspekter ved den. Det er pyramidemystikernes foretrukne vej. Et helt klassisk eksempel er den korte omtale, Klaus Aarsleff giver pyramiden i sin bog »Før dette«:

»Den store Cheops-pyramide består af ca. 2,3 millioner kampestensblokke, alle nøjagtigt tilhuggede og med en gennemsnitsvægt på 3 tons. Cheops-pyramidens formål er helt ukendt. Intet tyder på, at den har været anvendt som gravmæle og -kammer, f.eks. rummer den i modsætning til senere pyramider praktisk taget ingen inskriptioner. Hvilken byggeteknik der har været anvendt ved opførelsen vides heller ikke, lige så lidt som man i dag kender opskriften på den usandsynlig fine cement, der er blevet brugt som fugemateriale.«

En del af disse oplysninger er direkte forkerte, mens andre, som i sig selv er rigtige nok, bliver fremsat på en måde, så de kaster et slør af mystik over pyramiden snarere end at oplyse. Det er korrekt, at Kheopspyramiden næsten ingen inskriptioner har, men den rummer i det mindste én, som på afgørende vis bekræfter, at den er bygget som gravmæle for en bestemt ægyptisk farao. Det er ligeledes sandt, at der ikke eksisterer samtidige beskrivelser af, hvordan pyramiden blev opført, men der hører den væsentlige tilføjelse til, at fagfolk senere har fremsat detaljerede forslag om, hvilke metoder der kan have været anvendt. Typisk nok er selv Aarsleffs betegnelse for byggematerialet vildledende. Ved kampesten forstår man almindeligvis granit, men den store pyramide er ikke bygget af 2,3 millioner granitblokke. Det altoverskyggende problem, som møder den, der beskæftiger sig med Kheopspyramiden, er, at de få sikre data driver rundt i et hav af unøjagtige eller forkerte oplysninger. Selv hvor man tror at være på sikker grund kan man støde på forbavsende fejlopgivelser. I Will Durants hæderkronede »Verdens kulturhistorie« læser man således, at visse stenblokke i pyramiden vejer 250 tons; det er ca. fem gange for højt sat. Videre skriver Durant, at Kheopspyramidens oprindelige beklædning var marmor, og at Mykerinos’ pyramide er dækket med tegl, og det er heller ikke rigtigt. Det er imidlertid småting sammenlignet med nogle af de påstande, vi senere skal stifte bekendtskab med. Men hvis vi ønsker at beskæftige os seriøst med den store pyramide, må vi til en begyndelse søge at fa rede på de ydre, håndgribelige data. Stenene smuldrer, men der er stadig noget at holde fast i.

Kheopspyramiden hører til Giza-komplekset af pyramider, som har navn efter forstaden El Giza, der ligger omtrent halvvejs på vejen ind mod Cairo. Gruppen består af i alt ni pyramider, hvoraf de tre største er opkaldt efter kongerne Kheops, Khefren og Mykerinos. Dette er de græske navne, som benyttes i den første europæiske skildring af pyramiderne, Herodots »Historie«; de ægyptiske navne er Khufu, Khafra og Menkaura. De seks unavngivne pyramider er betydelig mindre og fordeler sig med tre langs Kheopspyramidens østside og tre langs Mykerinos’ pyramides sydside. Området omkring pyramiderne er fyldt med tempelruiner og grave, og tæt ved ligger den velkendte klippefigur af katten med kongehoved, sfinksen.

Mykerinos’ pyramide, den mindste af de berømte tre, rummer ikke engang en tiendedel af Kheopspyramidens stenmasse. I.E.S. Edwards opgiver i sin bog »Ægyptens pyramider«, der regnes for standardværket på dette område, at Mykerinos’ pyramides oprindelige lodrette højde var 66,45 m. Den er beklædt med kalksten foroven, mens den nedre del har granitforskalling.

Også Khefrens pyramide er beklædt med gulhvid kalksten foroven og rød granit forneden, omend det kun er det nederste skifte dæksten, som er af granit. Man mener, at topstenen ligeledes har været udført i granit, men det kan aldrig fastslås, da de øverste syv meter af pyramiden nu er forsvundet. Trods dette fremstår Khefrens pyramide som gruppens mindst beskadigede, en god del af yderbeklædningen er endnu intakt, og hvad størrelsen angår, er den næsten lige så imponerende som sin nabo Kheopspyramiden. Edwards sætter den oprindelige højde til 143,56 m, hvilket vil sige, at den kun var tre meter lavere end Kheopspyramiden, da begge stod nyopført. Årtusinderne har udjævnet denne forskel til trekvart meter, og da Khefrens pyramide desuden er bygget på højere grund, synes den set på afstand at være den største.

Disse ting nævnes blot for at ridse omgivelserne op, for eftertiden har ikke vist megen interesse for dimensionerne hos Mykerinos’ og Khefrens pyramider. Helt anderledes stiller sagen sig, når vi går videre til den tredie og største. Den er blevet opmålt utallige gange af fagfolk såvel som af amatører og med varierende resultater.

Oldtidens rejsende har skønnet om pyramidens størrelse og vist, at deres øjemål var temmelig ringe. Eksempelvis skriver Strabon, at Kheops’ og Khefrens pyramider er et stadion (192 m) høje, og at sidernes længde er lidt kortere end højden, hvilket er så forkert, at man formoder, Strabon har betragtet pyramiderne på ret stor afstand. De første rimelig nøjagtige tal kom frem, da den danske ekspedition til Jemen gjorde ophold i Ægypten i 1762. Ekspeditionens landmåler og astronom, nordfriseren Carsten Niebuhr, udførte med sin kvadrant en serie elegante vinkelmålinger og anslog pyramidens højde til 138,09 m, kun trekvart meter højere end det tal, som anerkendes i dag. Niebuhr kunne ikke beregne sidelængden, men måtte nøjes med at skridte den af, og hans tal for Kheopspyramidens sydside, 222,83 m, er adskillige meter for kort. Men det var en begyndelse. Allerede i 1798 kunne Edéme-François Jomard, som deltog i Napoleons ægyptiske felttog, give et temmelig præcist bud på sidelængden. I 1800-tallet kom der for alvor gang i pyramideforskningen, og nu var det englænderne, der førte an. Howard Vyse, Perring og flere andre opmålte pyramiderne ude og inde. Det var tiden for de victorianske ekspeditioner, hvor svedende europæere ankom gennem ørkenen med karavaner af tungt læssede kameler og æsler, ledsaget af snese af arabiske hjælpere, og iført rigeligt tøj halvt klatrede, halvt lod sig bære op til den store pyramides top. Udgraverne gik håndfast til værks med tunge redskaber, oberst Vyse brugte krudt i sin eftersøgning af skjulte kamre i Kheopspyramiden. I årene 1880-82 indledte en af Englands mest berømte arkæologer, W.M. Flinders Petrie, 46 års udgravningsvirksomhed i Ægypten med en omhyggelig kortlægning af pyramiderne ved Giza. Hans beregning af Kheopspyramidens dimensioner blev stående som den hidtil bedste lige til 1925, da den engelske landmåler J.H. Cole foretog en ny opmåling for den ægyptiske regering. Han fandt mærker i klippegrunden efter pyramidens oprindelige hjørner, og der var tilstrækkelig mange dæksten tilbage langs nordsiden til, at denne sides hældningsvinkel lod sig bestemme. På grundlag af disse arkæologiske vidnesbyrd og takket være nye, moderne måleapparater kunne Cole fastslå bygningens oprindelige dimensioner med millimeters nøjagtighed. Det viste sig, at ingen af siderne var lige lange, men varierede med op til 10 cm. Gennemsnittet af de fire grundlinier var 230,37 m. Pyramidens højde var, da den stod nyopført, 146,73 m. Disse tal er ikke senere blevet draget i tvivl af fagfolk.

Cole har også sat tal på et andet af pyramidens kendetegn, nemlig dens orientering. Det er almindeligt kendt, at siderne hos de ægyptiske pyramider vender nøjagtigt mod nord, syd, øst og vest, og Coles måling bekræfter, at Kheopspyramidens nordside kun afviger med 3’6″ vest for geografisk nord. Petrie har efterprøvet orienteringen hos andre af de store pyramider, og også her kan afvigelserne måles i brøkdele af en grad. Det er tydeligt, at de, som byggede pyramiderne, bevidst har søgt at rette siderne mod verdenshjørnerne, og det betagende er, at den største af pyramiderne også er den mest præcist anlagte af dem alle.

Så er der byggematerialet. Ingen ved, hvor mange sten Kheopspyramiden indeholder, men arkæologer som Petrie og Edwards skønner, at den i sin oprindelige skikkelse bestod af 2.300.000 stenblokke med en gennemsnitsvægt på 2,5 tons, et tal, som ikke modsiges af nutidens ingeniører. Selve bygningskernen er blokke af gul kalksten, hugget ud i nærliggende stenbrud og lagt oven på hinanden uden bindemiddel imellem. Til gange og kamre i pyramidens indre er benyttet granit fra Aswan. De største blokke finder man over kongekammeret, hvis loft består af fem adskilte lag granitbjælker, i alt 45 vældige blokke, som hver vejer omkring 50 tons. Facadebeklædningen, hvoraf der kun er bevaret en lille rest ved pyramidens fod, har været hvide kalksten fra Tura. Det ses, at dækstenene er blevet omhyggeligt tilhugget, poleret og sammenføjet med et papirtyndt lag bindemiddel. Men hvilket? I 1973, samme år som Klaus Aarsleff erklærede, at ingen kendte opskriften på den usandsynlig fine cement, kunne man i et dansk tidsskrift læse, at F.L. Smidts laboratorium havde analyseret dette bindemiddel. Prøver taget fra forskellige sammenføjninger i pyramiden viste, at der var anvendt to slags fugemateriale, nogle steder en finkornet gipsmasse, andre steder en mørtel af knust, brændt og læsket kalk iblandet sand.

Dette er i store træk de håndfaste kendsgerninger om pyramiden. Man vil andetsteds kunne læse mere detaljerede redegørelser for dens opbygning og det indre system af gange og kamre. I stedet vil vi give os i kast med de spørgsmål, hvor svarene ikke er til at tage og føle på, men hvor man må tænke sig lidt om på grundlag af det spredte arkæologiske materiale. Et af disse spørgsmål er bygningens alder.

Nogle forfattere mener, at den store pyramide er Ægyptens ældste, og at alle de andre pyramider er bygget som efterligninger af den. Edgar Cayce, den sovende profet, har endog udtalt, at pyramiden blev bygget så tidligt som 10.000 f. Kr.

Ifølge gammel ægyptisk overlevering er pyramiden bygget af Kheops, anden farao i det fjerde dynasti, som regerede omkring midten af det 3. årtusind f.Kr. Dette forhold omtales første gang i nyere tid hos Herodot og er siden blevet gentaget mere eller mindre som et historisk faktum. Nu er Herodot imidlertid ikke, hvad man kan kalde en pålidelig kilde; han stiller sig ikke det mindste kritisk an. Som han selv udtrykker det: »Det ægypterne fortæller, må enhver gøre brug af i det omfang, han finder så danne ting troværdige; for mit vedkommende er det et fast princip i enhver sammenhæng at skrive, hvad jeg hører folk sige de forskellige steder.« Og Herodot har trofast nedskrevet de fantasifulde skrøner, hans ægyptiske førere har disket op med, bl.a. at Kheops skulle have ført en kanal fra Nilen ind under pyramiden, så hans gravkammer kunne anlægges på en underjordisk ø, at Kheops sendte en datter i bordel for at skaffe penge til byggeriet, og at pyramidens sider var dekoreret med indskrifter, som fortalte, hvor mange penge der var brugt til grøntsager til arbejderne. Disse påstande vækker ikke den største tillid til de øvrige ting, Herodot har at meddele. Det ville derfor være rart, om der fandtes håndgribelige beviser til støtte for hans påstand om, at pyramiden er opført i kong Kheops’ regeringstid.

Det gør der. Over kongekammeret ligger en serie lave rum, som har til hensigt at lette noget af den vægt, der ellers ville presse mod kongekammerets loft. Engang i fortiden er der hugget en passage op til det nederste af disse aflastningsrum, men de øverste fire rum blev ikke opdaget før 1837, da Vyse og hans assistent Perring sprængte sig vej ind i dem. Disse rum har tydeligt nok ikke været beregnet på at skulle ses af eftertiden. Væggene er utilhuggede og nogle af dem bærer endnu røde okkermærker, anbragt af stenbrudsarbejderne. En af blokkene er signeret af et håndværkerhold, der kaldte sig »Hvor mægtig er ikke Kheops’ hvide krone«.

Det er ikke meget, men det rækker. Navnet kan selvfølgelig ikke være malet på blokken før Kheops levede, men det kan heller ikke være anbragt af Kheops for at tilrane sig æren for en unavngiven forgængers pyramide. Aflastningsrummene har stået fuldstændig uberørte fra pyramidens opførelse til midten af 1800-tallet; det fremgår af det enkle faktum, at Vyse og Perring måtte bruge krudt for at trænge ind i dem. Bygningen kan kun være opført på kong Kheops’ tid.

De få røster, der bestrider den etablerede mening om Kheopspyramidens alder, er dog for intet at regne mod det kor af modsigelser, som rejser sig, når talen falder på, hvordan den blev opført. Ægyptologerne har i årtier diskuteret, hvilke byggeteknikker der kan have været anvendt, idet de går ud fra, at pyramiden er opført af befolkningen i det ægyptiske Gamle Rige. Sideløbende har mystikerne energisk afvist sagkundskabens forklaringer og selv fremført teorier, som forudsætter en anderledes højtudviklet kultur. Nogle af metoderne involverer endog brug af magi. Man finder en kontant, men bestemt ikke upartisk oversigt over de forskellige teorier i Peter Juhl Svendsens efterskrift til den danske udgave af antologien »Pyramider og pyramidekraft«. Han systematiserer byggeteorierne ved at dele dem op i fire typer:

  1. Den »ortodokse« teori. Denne teori fremføres af etablerede forskere og disses efterplaprere og går ud på, at pyramiden er bygget af en enorm mængde arbejdere, der i deres ansigts sved ved hjælp af primitive løfte- og rulleanordninger slæbte sten på sten til pyramiden. Hvordan det rent praktisk er gået for sig, er der imidlertid vild uenighed om.
  2. Luftundertryksteorien. Denne teori, som er behandlet af nu afdøde flyingeniør Henry Kjellson, er baseret dels på forsøg med hvirvelkanoner (»lydkanoner«), som forfatteren foretog for SAAB-fabrikkerne i 1940′erne, dels på en detaljeret beretning om, hvordan nogle munke i Tibet skulle have været i stand til at hæve et større antal ca. 6,3 tons tunge stenblokke omkring 250 meter i vejret ved luftbevægelse fremkaldt af en kombination af forskellige lydkilder (»instrumenter«). Kjellson påviser, at det i hvert fald teoretisk er muligt ved hjælp af lydbølger at fremkalde en lufthvirvel over stenblokkene, der på den måde løftes i vejret af undertrykket i hvirvlen. Der er altså i princippet tale om frembringelse af en kunstig »skypumpe«.
  3. Tæppeteorien. I Psykisk Forum nr. 9, 1974, bringes en skildring af, hvorledes pyramidebyggerne har tilhugget byggeblokkene på millimeter, hvorefter de har lagt dem »på et underlag en slags tæppe, måske. De omkringstående har så istemt en sang eller blot en tone af en bestemt højde. Så hoppede stenen 15-20 meter.« Det nævnes ikke, hvor denne teori oprindelig stammer fra, men den leder tanken hen på H.G. Wells’ science fiction-roman »De første mænd på Månen« fra 1901, hvor forfatteren beskriver et antityngdestof, der, når det påsmøres et underlag (et »tæppe« f.eks.), får dette til at virke som et skjold mod Jordens tiltrækning, således at alt, hvad der befinder sig over det, bliver vægtløst.
  4. Bladteorien. Endelig må nævnes en teori, der kan føres tilbage til den arabiske historiker al Makrizi, der levede omkring år 1400. Den omtales i Johannes Hohlenbergs »Kheopspyramiden og dens hemmelighed«, hvorfra følgende citat fra al Makrizis værk er taget: »… man havde beskrevne blade, og når en sten var hugget færdig, lagde man et blad på den og gav den et stød, og straks bevægede stenen sig 600 alen, og således blev man ved, til stenen nåede pyramiden.

Efter denne korte fremstilling af de fire teorier vil vi nu betragte deres indbyrdes teoretiske ligheder og forskelle … Mellem teorierne 1 og 2 er der ingen kvalitativ forskel, hvorimod teorierne 3 og 4 er kvalitativt forskellige.«

Mellem teorierne 1 og 2 er der ingen kvalitativ forskel. Det er flot sagt. Lidt for flot. Der er, når man ser nærmere til, en betydelig forskel på, hvor detaljeret de to teorier er i stand til at forklare pyramidebyggeriet. Og der er en helt afgørende forskel på kvaliteten af de beviser, der kan fremlægges for den ortodokse teori og de øvrige tre.

Hvordan mener ægyptologerne, at pyramiden blev opført?

Der findes ingen samtidige dokumenter eller afbildninger, som fortæller om byggeriet. Den første og eneste beskrivelse af Kheopspyramidens opførelse finder man i Herodots »Historie«, og det er temmelig problematisk. Da Herodot besøgte Ægypten, var pyramiden allerede et 2000 år gammelt fortidslevn, og de ting, han fik fortalt om den, var bestemt ikke lige korrekte. Det billede, forskerne har dannet sig af pyramidebyggeriet, har naturligt nok suppleret og korrigeret Herodots oplysninger med senere tilkommen viden om datidens ægyptiske samfund.

Første skridt i byggeriet var at udjævne det areal, hvor på pyramiden skulle opføres. Klippen under Kheopspyramiden er så omhyggeligt nivelleret, at hele pyramidens grundflade på 5,3 hektar kun afviger med halvanden centimeter fra det vandrette plan. Forskerne mener, at den anvendte teknik formentlig er afledt af det ægyptiske landbrugssamfunds arbejde med kanaler og overrislingsanlæg. Pyramidens bygmestre kan have opført en lav dæmning af ler rundt om det område, der var afstukket til fundament, og fyldt arealet med vand. Derpå blev der boret huller eller hugget små render i grundklippen, ned til en bestemt dybde, således at bunden i samtlige huller eller kanaler havde samme afstand til vandoverfladen. Man kunne nu lede vandet ud og nivellere fundamentet ved at hugge klippemassen mellem hullerne bort. En enkel teknik, men lige så pålidelig som vore dages vaterpas.

Pyramidesidernes orientering mod verdenshjørnerne blev fastlagt ved astronomiske observationer. Man har fundet de instrumenter, hvormed ægypterne sigtede mod himmellegemerne: en »bai«, en stok forsynet med et V-formet indsnit, og en »merkhet«, en lille pind med sigtekorn og nedhængende lodline. Spørgsmålet om, hvilken fremgangsmåde og hvilke himmellegemer der blev anvendt ved orienteringen, har optaget forskerne en del. Den almindeligste teori, som bygger på ægyptiske tekster af senere dato, foreslår, at bygmestrene opførte en kunstig horisont, f.eks. en cirkelformet mur. En observatør, som stod i cirklens centrum og sigtede gennem en bai, gav en medhjælper tegn til at sætte et mærke det sted på muren, hvor en bestemt stjerne stod op. Når stjernen gik ned, blev der sat endnu et mærke. Ved nu at sænke lodlinen fra mærkerne ned til den planerede klippegrund, tegne linier videre herfra ind til cirklens centrum og halvere den herved fremkomne vinkel, fik man en linie, som pegede direkte nord-syd. Resten var et spørgsmål om at tegne rette vinkler, og den kunst forstod ægypterne sig udmærket på.

Kheopspyramiden er forbavsende nøjagtigt orienteret, men dog ikke helt præcist. Dens nordvendte side afviger som nævnt med 3’6″ i vestlig retning, en ubetydelig fejl, der sandsynligvis er opstået ved anlæggelsen som følge af, at ægypterne kun havde det blotte øje og primitive sigteredskaber til rådighed. Men endnu en faktor må have spillet ind. Samtlige store pyramider er, med Mykerinos’ som eneste undtagelse, orienteret en smule vest for nord. Dette kan ikke forklares som tilfældigt byggesjusk. Der er tale om en systematisk fejl.

Den amerikanske astronom Steven Haack har givet en overbevisende forklaring på dette forhold. Han foreslår, at ægypterne har rettet pyramiderne ind efter stjernen Beta i stjernebilledet Skorpionen, når denne kom til syne over den østlige horisont. En stjernes op- og nedgangsposition på horisonten forskyder sig som følge af jordaksens langsomme slingren, og Haack har med støtte i astronomiske tabeller kunnet påvise, at en pejling af øst-vest retningen efter denne stjernes opgang svarer præcis til den skiftende fejlorientering hos pyramiderne ved Meldum og Dahshur, Kheops’ og Mykerinos’ pyramider samt Neferirkares pyramide ved Abu Sir, mens en pejling af stjernens nedgang svarer til afvigelsen hos Khefrens pyramide.

Til udmåling af pyramidens grundflade anvendtes målestokke af træ, eftersom tove havde en tendens til at strække sig under brugen. Mens nogle arbejdshold udjævnede bygningens fundament, anlagde andre en bred vej fra byggepladsen ned til det sted, hvortil Nilen nåede i oversvømmelsestiden. Her skulle der opføres et tempel, og her ville en del af byggematerialerne blive losset. Samtidig arbejdedes der uafbrudt rundt om i stenbruddene. Ægypterne havde glimrende værktøj til rådighed, save og mejsler af kobber, forskellige flinteredskaber samt hamre, hvis hoved var af en mørk, hård stenart kaldet diorit. Der findes eksempler på dette værktøj, udstillet på museer. Petrie har imidlertid fremdraget spor efter endnu mere avancerede redskaber. Nogle dioritskåle fra pyramidetiden bærer hieroglyfindskrifter skåret med et hårfint instrument, hvis spids nærmer sig en diamants hårdhed. Et muligt materiale er korund. Brudstykker af diorit og basalt viser mærker efter save med påsatte juveltænder, og borehuller i granit afslører, at ægypterne også rådede over rørformede, juvelbesatte bor. Det var således ikke vanskeligt at bearbejde blokke af granit, for ikke at tale om den langt blødere kalksten.

Stenbruddene bærer stadig tydelige spor, som viser, hvordan arbejderne fik stenene fri. Den almindeligste metode var at bore huller langs den ønskede brudflade, slå kiler af træ ind og væde disse, så de udvidede sig og flækkede klippen. En anden fremgangsmåde bestod i at hamre løs med hårde dioritkugler rundt om det klippestykke, som skulle frigøres. Dette var en mere langsommelig proces, men den mindskede risikoen for, at stenen skulle brække de forkerte steder.

Hovedparten af stenene blev brudt direkte ved pyramidens fod. Yderbeklædningen, en hårdere og hvidere kvalitet kalksten, blev flådet over fra Nilens modsatte bred, og stenene fra de fjerne granitbrud i Aswan ankom ligeledes ad vandvejen. De skibe eller tømmerflåder, som blev anvendt til denne transport, må have haft en betydelig lasteevne, da de største blokke vejede omkring 50 tons. Over land blev de store sten trukket på slæder over en udjævnet og sandsynligvis træbelagt vejbane. Nogle gange brugte man forspand af okser, men som regel var det et hold mænd, der sled i tovene af palmefibre, mens en hjælper hældte væske ned under slæden, vand, planteolie eller mælk, hvad som helst, der kunne smøre mederne og nedsætte gnidningsmodstanden. Et velkendt gravmaleri fra det tolvte dynasti anskueliggør, hvordan en sådan stentransport gik for sig. Hvis 172 mand kunne flytte en alabasterstatue på omkring 60 tons, som det ses på dette billede, har et arbejdshold på 8 mand været tilstrækkeligt til at trække de gængse stenblokke på 2,5 tons til pyramiden, i det mindste ud ad vandret vej.

Ægyptologerne er stort set enige om de anvendte teknikker, men på to punkter har der gennem tiderne været forskellige opfattelser. Det første punkt gælder spørgsmålet om, hvordan arbejderne bar sig ad med at løfte stenene op og på plads i pyramiden. Herodot skriver, at stenblokkene blev løftet fra trin til trin op ad pyramiden ved hjælp af »nogle apparater, der var bygget af korte stykker træ«. Hvilke apparater? Vi ved, at ægypterne på den tid ikke kendte til brugen af taljer, og der er i det hele taget ingen arkæologiske fund, som støtter Herodots påstand. Det er ganske vist ikke utænkeligt, at nogle af stenene blev hævet med løftestænger efter samme princip som den vippebrønd, shaduf’en, de ægyptiske bønder har brugt til overrisling lige fra oldtiden og op til vore dage. Men de fleste sten blev trukket op ad lange ramper af ler, sand og sten, som blev bygget højere og længere, efterhånden som pyramiden voksede. Der er ingen tvivl om, at ægypterne anvendte sådanne ramper; som regel blev de revet ned, når pyramiden var færdig, men enkelte steder er de blevet stående, f eks. ved kong Sekhemkhets ufuldendte pyramide. Forskernes diskussion har især drejet sig om, hvorvidt der blev opført en eller flere ramper, og om de blev ført helt op til pyramidens top. Dette problem er ikke afklaret, men man kan vægte de forskellige teorier efter hvor sandsynlige de forekommer. Således taler meget lidt for, at ramperne blev bygget op i pyramidens fulde højde, da dette ville kræve en urimelig stor arbejdsstyrke.

Det andet spørgsmål ligger i forlængelse heraf. Hvor megen arbejdskraft og hvor lang tid krævedes der til pyramidens opførelse? Igen er vi henvist til Herodot som eneste kilde, og han skriver, at arbejdet med at klargøre byggepladsen og anlægge vejen fra daltemplet til pyramiden tog 10 år, hvorefter der gik yderligere 20 år med at bygge selve pyramiden. Videre skriver han, at ægypterne »arbejdede til stadighed på skift, et hundrede tusinde mand ad gangen i tre måneder«. Den græske tekst er imidlertid uklar, og den fremherskende tolkning blandt forskerne er nu, at arbejdet kun stod på i tre af årets måneder. Denne udlægning stemmer bedre overens med de historiske vidnesbyrd. Datidens Ægypten havde ikke ubegrænsede mængder arbejdskraft til rådighed for pyramidebyggeri; den voksne, mandlige del af befolkningen oversteg næppe en halv million, og hovedparten af denne arbejdsstyrke var travlt beskæftiget med at dyrke jorden, bortset fra en periode på netop lidt over tre måneder, fra først i august til først i november, hvor Nilen oversvømmede markerne og midlertidigt standsede landbrugsarbejdet.

Umiddelbart lyder det usandsynligt, at der kun skulle være arbejdet på pyramiden tre måneder om året. Hvis arbejdet stod på hver eneste dag gennem 20 år, skulle der i gennemsnit glide en færdig tilhugget stenblok på plads i pyramiden hvert andet minut. Men her må man huske på to ting. For det første, at det i byggeriets første faser, hvor byggepladsen strakte sig over fem hektar, var muligt for mange arbejdshold at bringe sten på plads samtidig. Og for det andet, at man intet sikkert ved om, hvor længe pyramiden var under opførelse. Nogle tror, at byggetiden har været mellem 20 og 30 år, fordi dette var længden af kong Kheops’ regeringstid, men det er en ulogisk følgeslutning. Pyramidens størrelse var fastlagt fra begyndelsen, og Kheops kunne ikke vide, hvor længe han ville leve, da han udstak den enorme grundflade og bestemte sidernes hældning. Sandsynligvis var det Dedefre, Kheops’ efterfølger på tronen, som sørgede for pyramidens fuldførelse. På den anden side er det usandsynlige også muligt: at pyramiden er bygget inden for det korte tidsrum af 20 år.

Den mest tilbundsgående redegørelse for, hvorledes Kheopspyramiden kan tænkes at være opført, kommer ikke fra en arkæolog eller en historiker, men fra en ingeniør. P. Garde-Hansen har på baggrund af mange års erfaring med bygningsarbejde i Mellemøsten og en grundig orientering i forholdene omkring Giza beskrevet, hvordan pyramiden kunne bygges i løbet af 20 år og af en arbejdsstyrke langt under de 100.000 mand, Herodot nævner. Brydning og transport af sten til byggepladsen skulle foregå året rundt, men selve murerarbejdet kunne de første 11 år klares i perioder à 3 måneder årligt. Efter 11 år ville pyramiden have nået en højde af 80 m, og 90% af stenblokkene, herunder de svære bjælker over kongekammeret, ville være på plads. Garde-Hansen foreslår, at stenblokkene indtil dette 11. år blev trukket op ad en jordrampe, hvorefter ægypterne gik over til at bringe stenene på plads med løfteanordninger og arbejde året rundt. Det resterende murerarbejde ville kun kræve nogle få tusinde faglærte arbejdere, som ikke ville savnes i landbruget. Den store arbejdsindsats lå i de første år, hvor både pyramiden og rampen var under opførelse. Således ville projektet i sit 6. år kræve 63.000 mand, mens behovet i det 14. år ville være sunket til 16.000 mand. Disse tal inkluderer alt nødvendigt mandskab til brydning af sten, transport af stenblokkene til lands og til vands, arbejde på rampen og pyramiden, administration, madlavning og sanitet, plus et tillæg på 20% som kompensation for arbejdsulykker og sygdomme. Garde-Hansens redegørelse forekommer ikke overdrevet optimistisk; en vigtig detalje, som bidrager hertil, er hans iagttagelse af, at en af de små pyramider i Giza-komplekset indeholder lommer fyldt med skærver og murbrokker. Hvis der findes tilsvarende hulrum med stenaffald i Kheopspyramidens indre – og det er ikke undersøgt – vil dette have betydet væsentlige besparelser i tid og arbejdskraft. Men Garde-Hansen lader denne mulighed ligge, hans regnestykke bygger på den almindelige opgivelse, 2,3 millioner stenblokke à gennemsnitlig 1 kubikmeter. Og hans facit er ganske klart. Projektet lod sig gennemføre. Med det Gamle Riges teknik og med kun en lille del af det Gamle Riges forhåndenværende arbejdskraft.

Som man ser, er det et ganske detaljeret og velunderbygget billede af pyramidens konstruktion, der fremføres af de etablerede forskere og disses efterplaprere. Lad os nu vende os mod den såkaldte luftundertryksteori, som ifølge Peter Juhl Svendsen ikke adskiller sig kvalitativt fra den ortodokse forklaring.

Teorien er beskrevet i Henry Kjellsons bog »Forsvunden teknik« og bygger på to sæt iagttagelser. Første del af disse er nogle forsøg, Kjellson skulle have foretaget sammen med det svenske militær omkring den ødelæggende virkning af lufthvirvler. Vi har kun forfatterens ord for, at disse forsøg virkelig har fundet sted. Anden del af teoriens grundlag har vi ikke engang Kjellsons eget ord for. Kilden er her en ukendt svensker med pseudonymet »Jarl«, som et ikke nærmere angivet sted i Tibet skulle have overværet et temmelig utroligt skuespil. En gruppe på 30 munke slog på tromme og blæste i lange trompeter, mens et par hundrede præster sang og messede, og de fik på denne måde flere klippeblokke med en anslået vægt på 6,3 tons til at flyve op på en afsats i en bjergvæg 250 m over jorden. Kjellson tager historien for gode varer og foreslår, at Kheopspyramiden er bygget efter et tilsvarende princip, hvor stenblokkene løftedes på plads ved hjælp af vakuum frembragt af lydbølger. Han går endnu videre og forklarer, at hvis fire hold musikanter arbejdede i døgndrift, ville samtlige stenblokke kunne bringes på plads i løbet af 9 år.

Der kan knyttes et par fornuftige kommentarer til denne teori. For det første, at den selv på det hypotetiske plan er utilstrækkelig. På baggrund af historien om munkene opstiller Kjellson en beregning, som munder ud i, at der har manglet 100 hestekræfter i at skabe et vakuum, som kunne løfte stenblokkene. Da stykket ikke går op, skubber Kjellson det til side med en bemærkning om, at de musicerende munke nok har leveret »en ekstraordinær kraftpræstation«. For det andet har man aldrig i praksis set eksempler på, at lydbølger kan hæve tunge genstande. Ifølge Kjellson skulle den omtalte Jarl ganske vist have optaget to film af de flyvende tibetanske stenblokke. Der er blot et lille problem. Da Jarl vendte tilbage og aflagde rapport til den institution, der havde finansieret hans rejse, blev filmene hemmeligstemplet for 50 år, »og det varer endnu nogen tid, for materialet frigives«. Det er det eneste håndgribelige bevis for Kjellsons teori, vi her ser flyve op og bort i den blå luft. Også til dette kan der knyttes en fornuftig kommentar. Historien er tilsyneladende opspind.

Ud over det totale fravær af beviser har teorien også en anden typisk kvalitativ mangel. Den redegør kun for en enkelt detalje i pyramidebyggeriet, i dette tilfælde flytningen af stenblokke fra pyramidens fod til deres plads i murværket. Om metoderne til brydning og transport af stenblokkene frem til byggepladsen meldes der intet. Skal vi forestille os, at stenene har tilbagelagt hele vejen i store spring under musikledsagelse? Også blokkene på 50 tons fra Aswan, 1000 km sydpå? Ingen sten kunne i længden holde til en sådan behandling. Her må man altså forlade sig på den ortodokse forklaring, som bygger på, at der er benyttet skibe, træslæder og forspand af okser og mennesker. Kjellsons teori kræver blot, at man springer fra ved sidste etape af transporten og vælger den mindst realistiske af to løsninger. Ægyptologerne mener, at stenene blev trukket op ad en jordrampe, og kan henvise til, at der stadig findes sådanne ramper ved de ufuldendte pyramider. Kjellson kan for sin del henvise til to film, som er blevet væk.

Man skal ikke kigge længe på de fire teorier, Juhl Svendsen opregner, for at indse, at den kvalitative skillelinie går mellem den ortodokse teori og de øvrige tre. Den eneste nævneværdige forskel mellem luftundertryksteorien, tæppeteorien og bladteorien er, at de to sidste faktisk vil have os til at tro, at stenblokkene – tilhugget på millimeter – er hoppet frem til byggepladsen uden at knuses eller få hjørnerne beskadiget. Den tekniske tankegang bag de tre teorier er påfaldende ens. Lidt sang og musik, en smule magi, og straks svæver stenene af sted. Et andet fællestræk er teoriernes tågede baggrund. Kjellsons kilde er anonym. Tæppeteorien stammer fra en anonym artikel i et okkult tidsskrift. Bladteorien, som for øvrigt er ganske populær blandt pyramidemystikere, kan føres længere tilbage end år 1400 og den arabiske forfatter al Makrizi; han gengiver blot en historie, der hviler på gamle traditioner og hvis oprindelse fortaber sig i det uvisse.

Juhl Svendsens omtale af de fire byggeteorier giver et godt indtryk af pyramidemystikernes argumentationsform. De omtaler den officielle forklaring på byggeriet på lige fod med lydbølger og flyvende tæpper, så læseren får det indtryk, at alle teorier er lige plausible. Det er en psykologisk overtalelse, som dog kun lykkes, hvis læseren er ligeglad med de konkrete beviser. En anden metode består i at overdrive de uoverensstemmelser, som vitterlig findes ægyptologerne imellem. Juhl Svendsen fortæller, at der er »vild uenighed« blandt de etablerede forskere. Max Toth og Greg Nielsen giver følgende charmerende billede af situationen: »For os synes der grund til at tro, at så længe som egyptologer fortsætter med at kævle om konstruktionsmetoder ved opførelsen af den Store Pyramide, og hvor medlemmerne af hver skole indædt og blindt klynger sig til deres egne teorier, ligesom små børn stædigt klynger sig til gamle, fedtede teddybjørne, lige så længe vil mysteriet, såfremt der overhovedet er et mysterium, ikke blive løst.«

Det hyppigst anvendte argument blandt pyramidemystikerne lyder slet og ret, at pyramiden ikke har kunnet opføres med datidens teknik. De praktiske forhindringer var for store, de nødvendige ressourcer var ikke til stede, hævdes det. Også her lykkes argumentationen bedst, hvis man går let hen over de faktiske forhold.

Man har aldrig fundet bare ét stykke af det værktøj, som blev brugt til at bearbejde stenblokkene, skriver Max Toth. Det passer ikke. Så han skynder sig at tilføje: »Det lille antal kobberværktøj man har fundet i nogle af stenbruddene kan ikke have været benyttet som arbejdsredskaber, men tjente andre formål.« Det er ikke let at forestille sig, hvilke andre formål der kan have været for kiler, mejsler og hamre, som er fundet i et stenbrud. Så det skriver Toth ikke noget om.

Der voksede kun få træer i området, og det var mest daddelpalmer, hvis frugter befolkningen havde hårdt brug for som næringsmiddel. Derfor havde ægypterne ikke tilstrækkeligt træ til at fremstille slæder, træbelagte vejbaner og skibe til transport af stenblokkene. Det mener i hvert fald Max Toth og hans schweiziske kollega Erich von Däniken. De arkæologiske vidnesbyrd fortæller os noget andet. Der indgik masser af gavntræ i den ægyptiske hverdag til møbler, landbrugsredskaber, værktøj og våben. Man havde selv akacie og johannesbrødtræ, ikke meget ganske vist, men det blev lige fra det Gamle Riges begyndelse suppleret med en massiv import af fyr og ceder fra Libanon. Handelstogterne foregik i store søgående skibe bygget af cedertræ, som ejedes af kongen, og i 1954 fandt arkæologerne de demonterede dele af et sådant skib, ca. 43 m langt, i en grube langs Kheopspyramidens sydside. Herudover importerede ægypterne også eg, ask, birk og bøg fra Lilleasien.

Men hvordan fik man så lys at arbejde ved i pyramidens indre? »Hverken her eller i klippegravene i Kongernes Dal er der blevet brugt fakler eller lignende, « skriver Däniken. »Man finder ikke sværtede lofter eller vægge og heller ikke det ringeste tegn på, at spor af den slags er blevet fjernet.« Det er også en omstændighed, som Toth og Nielsen finder meget mystisk. Igen må de etablerede forskere træde til, og de kan endda anvise to forklaringer på problemet. Ægypterne kan have ledet sollyset ind i pyramiden ved hjælp af polerede metalplader, anbragt i forskellige vinkler gennem hele gangsystemet. En enkel og elegant løsning, som stadig kan ses i brug. Den anden løsning er endnu enklere: lidt salt i lampeolien forhindrer røg og sod. Arbejderne har sandsynligvis benyttet en kombination af de to lyskilder.

Den ortodokse forklaring på byggeriet tager sig selvfølgelig også utilstrækkelig ud, hvis man overdriver det konkrete arbejde, der skulle udføres. Det gør pyramidemystikerne. Lad os til en forsigtig begyndelse tage Klaus Aarsleffs bog, som fortæller, at pyramiden består af 2,3 millioner stenblokke med en gennemsnitsvægt på 3 tons. Det er 0,5 ton mere pr. blok end fagfolk skønner, på papiret en uanselig afvigelse, men med den barske konsekvens i realiteternes verden, at de ægyptiske arbejdere pludselig får 1,1 millioner tons sten ekstra at slæbe til byggepladsen. Däniken skriver, at pyramiden er bygget af 2,6 millioner stenblokke på 12 tons, hvilket giver det konventionelle billede et tillæg på 300.000 ekstra stenblokke at hugge til og yderligere 2,8 millioner tons at transportere. Ostrander og Schroeder hævder, at kalkstensblokkene hver vejer så meget som 54 tons. Værsågod, i 18 millioner tons ekstra at transportere. Men det mest fænomenale overbud tegner Borg Jensen sig for. Pyramiden er, skriver han, »bygget af mere end 2½ million stenblokke af granit og kalksten. Hver blok vejer fra 70 tons og opefter.« Med en stenmasse i denne størrelsesorden kunne der opføres mere end 30 Kheopspyramider.

Ifølge Patrick Flanagan er granitblokkene i kongekammeret »så hårde, at der skal lægges to tons tryk på et bor med diamantskær for blot at lave et lille mærke i stenene«. Læseren skal naturligvis spørge sig selv, hvilken vidunderlig teknik bygmestrene har rådet over, siden de kunne tilhugge og polere så utrolig hårde sten. Et mere nærliggende spørgsmål er dog, hvor Flanagan har sin viden fra. Har han selv slæbt boregrej ind i pyramidens allerhelligste og trakteret væggene med et to tons belastet bor? Eller kender han nogen, der har? I så fald vil de ægyptiske myndigheder sikkert gerne tale med ham. Eller skal vi nøjes med at komplimentere Flanagan for hans frodige fantasi?

Ingen god pyramidemystiker undlader at bemærke, at samtlige sten i pyramiden er hugget til og lagt sammen med millimeters nøjagtighed. Den almindelige vending lyder, at stenblokkene er føjet sammen med en sådan omhu, at mellemrummet mellem dem ofte kun er på 1/100 engelsk tomme og aldrig overstiger 1/50 tomme. Disse opgivelser kan føres tilbage til Petrie, som var den første, der henledte opmærksomheden på den højfine præcision i sammenføjningerne. Mystikerne glemmer blot konsekvent at fortælle, at Petries bemærkninger alene gælder pyramidens dæksten, som tilsammen ikke anslås at have udgjort mere end 1,2% af den samlede stenmasse. Stenene under den fornemme yderbeklædning er i dag synlige for enhver; det er groft tilhuggede blokke af meget varierende størrelse.

Det turde stå klart, at mystikerne gerne vil have os bort fra den traditionelle opfattelse af, hvordan pyramiden er bygget. Hvad kan de da tilbyde i stedet? Ikke noget særlig solidt, desværre. Der gives intet sammenhængende modbillede til ægyptologernes teori. Samtlige uortodokse byggeteorier er enten i strid med kulturhistoriske data eller med elementære fysiske love, og ikke sjældent med begge dele på én gang. Ingen af teorierne støttes af håndgribelige beviser. Men en del af dem er afgjort underholdende.

Pyramiden er ifølge de fleste mystikere opført af en teknisk højtudviklet civilisation, som nu er forsvundet. Paul Brunton mener, at det var emigranter fra Atlantis, som i en fjern fortid byggede pyramiderne i Ægypten og Mellemamerika og indførte soltilbedelsen disse steder. Conar MacDari har i bogen »Irish wisdom« fra 1923 fastslået, at den store pyramide blev bygget af en flok irske præster. En englænder har fremsat den teori, at gangene i pyramiden kun er omkring 1 m høje, fordi den er bygget af en race af 1 m høje dværge. Han mener også, at der må ligge en atomreaktor begravet under pyramiden.

Ophavsmanden til sidstnævnte teori er mentalt syg, et beklageligt forhold, som de andre mystikere imidlertid næppe kan dække sig ind under. De har vidst, hvad de skrev. Max Toth ved givetvis, hvad han skriver, eller han ved i det mindste, hvordan man gør indtryk på læseren. Hans bog »Pyramidernes gåder« er et skoleeksempel på, hvordan en forfatter går frem, når han vil fremstille Kheopspyramiden som et totalt mysterium. Mens Toth med velbehag slagter ægyptologernes beskrivelse af byggeriet, introducerer han sideløbende en række teorier, som efter hans mening kan være lige så sandsynlige. En af dem drejer sig om arbejdet i stenbruddene:

»Dyreriget har en meget interessant parallel til en af de metoder, der kan være benyttet. Man kender en fugl, som på stejle klippesider bygger reder i nicher den selv huler ud i stenen. Fuglen samler blade af en bestemt plante og gnider dem itu mod klippen. Plantens saft blødgør stenen så fuglen kan hakke den itu. Fuglen fortsætter med bladgnidninger og næbhuggene indtil hullet er tilstrækkeligt stort og dybt.”

Det lyder jo interessant, at de ægyptiske arbejdere måske frigjorde stenblokkene ved at opløse klippen med plantesaft. Der mangler blot et par ting, før vi kan godtage denne forklaring. Toth må udpege nogle steder i de ægyptiske stenbrud, hvor der findes spor efter en sådan blødgøringsproces, og han må bortforklare de tusinder af huller, som tydeligt viser, at arbejderne fik blokkene fri ved hjælp af bor, kiler og save. Desuden skylder han at fortælle os, hvad det er for en fugl, der bygger rede ved at gnide blade af en bestemt plante mod klippesiden. Selv de mest velinformerede ornitologer har aldrig hørt om den. Men det har Toth ikke tid til at bekymre sig om, han går hurtigt videre til en anden teori, som hævder, at stenblokkene blev skåret ud med laser. En laserstråle kan meget vel have efterladt overflademærker som efter et savblad, skriver han.

»Det lyder ganske vist utroligt, at man allerede i hine tider havde opfundet laser o.a. teknik. Men vi kan ikke helt udelukke den mulighed, at der engang fandtes en så avanceret civilisation her på Jorden.«

Nej, lad os endelig ikke udelukke den mulighed, den er spændende at lege videre med. Toth følger laserteorien op med en moderne udlægning af den gamle arabiske anekdote, vi tidligere har stiftet bekendtskab med. Ægypterne havde et stykke papir med hellige tegn, som de lagde på de færdigt tilhuggede stenblokke. Når man slog med en hammer, mistede stenen på magisk vis sin vægt og kunne bæres væk af nogle få mænd. Der er sikkert en kerne af sandhed i denne beretning, mener Toth, men den er blot blevet misforstået eller måske forkert oversat.

»Det mystiske »papir med hellige tegn« kan have været et elektronisk kredsløbspanel tyndt som en isvaffel. Det blev anbragt på stenen, og »hammeren« var snarere et batteri eller en energicelle, som når den fik kontakt med et bestemt sted på det elektriske apparatur aktiverede dette, så tyngdekraften blev delvis ophævet.«

Nu tegner der sig for alvor et interessant billede af oldtidens Ægypten. Laserstråler i stenbruddene. Elektronisk udstyr, som ophæver tyngdekraften. Kort sagt et højteknologisk samfund, som på visse områder var langt forud for vor tid. Men hvad er der blevet af maskinerne? Samtlige redskaber og kunstgenstande, arkæologerne har fremdraget af Ægyptens jord, vidner om en naturligt udviklet civilisation med stenalder, bronzealder og så videre. Hvor er resterne af den formodede højteknologi? Pyramidemystikerne bliver os svar skyldig. De vil hellere fortælle om oprindelsen til det herlige isenkram. En populær opfattelse var tidligere, at teknologien kom fra Atlantis; men her i rumfartens tidsalder har en anden forklaring vundet indpas, nemlig at den moderne teknik blev introduceret af gæster fra det ydre rum.

Den voldsomme popularitet, som er blevet teorien om astronauter i oldtiden til del, kan helt præcis føres tilbage til marts 1968 og udgivelsen af en bestemt bog. Forfatteren var den schweiziske hotelejer Erich von Däniken, som i begyndelsen af 1970erne tilbragte nogle år i fængsel for dokumentfalsk. Däniken havde dog allerede for han blev sat bag tremmer erfaret, at det ikke er alle former for skriftlig svindel, der straffes hårdt. Hans første bog, »Fortids gåder – fremtids virkelighed«, blev solgt i mange millioner eksemplarer og oversat til 35 sprog. I denne og efterfølgende bøger udviklede Däniken teorien om, at jorden i en fjern fortid har haft besøg af astronauter fra fremmede kloder. Disse rumfolk forædlede menneskeracen ved at parre sig med udvalgte eksemplarer, iværksatte vældige tekniske projekter og rejste derefter bort igen. Deres bedrifter levede videre i folkeslagenes religioner og sagn om guder fra himlen. En mængde arkæologiske vidnesbyrd, såsom et sarkofaglåg i Palenque i Mexico, en jernsøjle i Indien, de ægyptiske pyramider, stenhovederne på Påskeøen og de geometriske tegninger på sletten ved Nazca i Peru, kan kun forstås, hvis man ser dem i lyset af teorien om ekstraterrestrisk kontakt i fortiden. Hævdede Däniken. Han blev millionær, fuldtidsforfatter og globetrotter på ustandselig jagt efter nye beviser for sin teori. Det generede ham ikke at få at vide, at astronomerne I.S. Sliklovskij og Carl Sagan allerede i 1966 havde vurderet og forkastet en række af hans vigtigste beviser. Han bevarede sit gode humør, selv om det kom frem, at størstedelen af »Fortids gåder – fremtids virkelighed« var skrevet ordret af efter andre bøger, med stavefejl og det hele. Han lod sig ikke gå på af, at seriøse forskere pillede hans teori fra hinanden og påviste, at hans oplysninger enten var unøjagtige eller direkte usande, han kunne klare det hele, for hans bøger blev solgt alligevel. Däniken var blevet midtpunkt for en ny pseudovidenskab, astroarkæologien. Verden over organiserede hans tilhængere sig i The Ancient Astronaut Society og begyndte selv at udgive bøger. I USA Josef Blumrich, i England Raymond Drake, i Østrig Gerhard Steinhäuser, i Australien Andrew Thomas. Sverige har posthumt hyldet Henry Kjellson som en af foregangsmændene. Også et mindre land som Danmark har fået sit kontingent af astroarkæologer.

Mest aktiv blandt disse er Frede Melhedegård, en lille ilter mand, som har døbt sit hus om til Tut-Ankh-Amon Instituttet, og som i en fransk antologi »Le livre des anciens astronautes«, (1977) titulerer sig »Dr. Frede Melhedegaard«. Melhedegård er dog ikke professor, han er oprindelig vejarbejder og nu invalidepensionist med tid til at læse. Efter grundige studier af billedværker om oldtidens Ægypten er han nået til den erkendelse, at hieroglyfferne er blevet fejltolket; tegnene skal i virkeligheden forstås som elektriske symboler. En slange symboliserer strøm, en skarabæ er det samme som en transformator, lilje og papyrus betegner henholdsvis plus og minus, og så fremdeles. Melhedegård har fremlagt sine banebrydende opdagelser i bogen »Tut-Ankh-Amon er vågnet«. Første kapitel hedder meget passende »Der sættes strøm på pyramiderne« og indeholder bl.a. Melhedegårds afsløring af, at Tutankhamons forgyldte sarkofag slet ikke er en sarkofag, men en symbolsk gengivelse af et varmelegeme. Og den ægyptiske kongekrone er en stikprop. Og de persiske basrelieffer er skåret ud med elektrisk fræseværktøj. Og al teknologien i den elektriske oldtid blev medbragt af fremmede rumfolk.

Astroarkæologernes betragtninger er ikke alle steder blevet læst med samme alvor som de er skrevet, men en af de danske pyramideforskere har i hvert fald taget dem dybt alvorligt. Elsa Kaufmann søger i sin bog »Pyramide-mystik, Yang-Yin og I Ching-oraklet« at forklare visse forhold i oldtidens kulturer, og hun interesserer sig især for ægypternes kultiske tilbedelse af katten. I de ægyptiske templer holdt man katte til ære for gudinden Bast; når de hellige katte døde, blev de balsameret, og der er fundet hele kattekirkegårde fra det 1. årtusind f.Kr. Elsa Kaufmann begynder dog i en anden verdensdel:

»I Sydamerikas ældste kultur havde man pyramider. Disse findes afbildet på plader af guld, og over pyramiderne ser man svævende katte.«

Vi kender endnu ikke Elsa Kaufmann og kunne måske frygte, at hun nu vil fortælle, at kattene i det gamle Sydamerika kunne svæve. Men det vil hun ikke. Det bliver meget værre. Hun fortsætter:

»I gamle myter fortælles om kattefolket, som kom fra rummet til jorden i et eller andet ærinde. De kom fra »Løvens konstellation« fortælles der. Dette »kattefolk« kan have gjort et vældigt indtryk på os, for kombinationen kat og menneske har siden da fascineret mange kunstnere.«

Og så følger den ubønhørlige pointe:

»Bag kattekulten tror jeg, der ligger den forklaring, at vi engang i tidernes morgen er blevet hjemsøgt af en avanceret extraterrestrisk kultur, hvis flyvende fartøjer bar et katteemblem og hvis besætninger blev kaldt »kattefolket«. Måske har de også bragt katten hertil for at se, om den kunne trives på denne planet! Det har den ikke altid kunnet, for menneskene har ikke behandlet den lige godt altid.«

At formode, at katten skulle være kommet hertil fra en fremmed planet, vidner om en komplet mangel på indsigt i evolutionsprocessen. Katten har ligesom alle andre nulevende rovdyr udviklet sig fra den eocæne, desmerdyrlignende Miacis. Katten har den samme indre kemi og den samme genetiske kode som alle andre dyr på jorden, og er i enhver henseende så tæt forbundet med denne fauna, at den umuligt kan have andet oprindelsested. Biologisk set er der større sandsynlighed for, at kattene i det gamle Sydamerika var i stand til at flyve ved egen kraft.

Nogle forfattere tror, at de forhistoriske rumfolk har opført pyramider andre steder end på jorden. De hævder, at der på planeten Mars er opdaget pyramider, som synes at være resterne af en nu forsvunden civilisation. I 1972 optog rumsonden Mariner 9 fotos af pyramideformede strukturer i den region af Mars, som kaldes Elysium-firkanten. Senere blev der opdaget lignende strukturer i området Cydonia.

»Her findes sandsynligvis beviset for liv uden for jordkloden!«

skriver den danske astroarkæolog Bjarno Finderup. Også Toth og Nielsen gør i denne forbindelse store armbevægelser:

»Hvad er disse strukturer? Hvem byggede dem? Hvor mange flere findes der? Og hvor er de kommet fra? Disse spørgsmål er videnskaben endnu ikke i stand til at besvare tilfredsstillende.«

Toth og Nielsen er åbenbart vanskelige at stille tilfreds, for da de skrev dette, havde videnskaben allerede givet fyldige forklaringer på fænomenet. Marspyramiderne er næppe af samme oprindelse som de ægyptiske; de har kun tre sider, og nogle af dem har en grundlinie på 3 km og er 1 km høje, hvilket turde gøre det klart, at der er tale om naturligt opståede klippeformationer. Geofysikere har peget på flere mekanismer, som enkeltvis eller i forening kan have formet sådanne strukturer. Langvarige støvstorme kan have slebet vulkankegler i facetform. Højderygge i grundfjeldet, som krydser hinanden, kan gennem forvitring have antaget form af pyramider. Blokke af størknet lava kan være kæntret i den underliggende flydende lava og have sat sig fast med et hjørne stikkende op over lavamarken. Der er ingen grund til at drage marsboere ind i billedet. Også dette bevis for ikke-jordiske pyramidebyggere smuldrer ved nærmere eftersyn.

Hvem byggede Kheopspyramiden? Vi må erkende, at vi aldrig får noget fuldstændig sikkert svar. Der er usikkerhed og huller i ægyptologernes forklaring, som man kan forvente det, når forskere udtaler sig om fire tusind år gamle begivenheder. Den ortodokse forklaring gør ikke pyramiden mindre betagende, tværtimod må byggeriet indgyde respekt, når det ses i sammenhæng med oldtidens enkle teknikker. Det er en ingeniørmæssig og administrativ bedrift, som står alene i verdenshistorien. Mystikerne vil på deres side gerne anbringe pyramidebyggeriet helt uden for verdenshistorien, som vi kender den. Også deres teorier rummer usikkerhed og huller; størstedelen består faktisk ikke af andet.

Vi må vurdere de konkrete beviser og vælge den mest sandsynlige forklaring. Men det bringer ikke alt på plads. Endnu har vi kun stiftet bekendtskab med en del af Kheopspyramidens hemmeligheder. Der venter os lige så mange og lige så forskelligartede svar, hvis vi spørger, hvad der var hensigten med at opføre pyramiden.

Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.

Bookmark and Share

1 kommentar
Skriv en kommentar »

  1. jeg har været der og er blevet lige så facineret af dem som milioner før mig.
    de har haft kalk . Vis man har været i en kalkgrube som de blant andet findes i danmark. — det har min bagdel også— jævn kalkunderlag med vand, giver en overflade som brun sæbe.! man behøver ikke megen fantasi at forestille sig en ramperne op til og på pyramiderne af våd kalksten, så kan nan med garanti slæbe sten på slæder og i sidste ende skuppe dem på plads, enkelt og serdeles effektivt.

Skriv kommentar

*