af Jens Laigaard
|
Helbredelser
I det foregående har vi i spredte glimt kunnet følge Borg Jensen på hans vej rundt i verden. Vi har oplevet ham sammen med Patrick Flanagan i et amerikansk TV-studie, hvor han blev truet på livet, i Acrodome i Vancouver, hvor han imponerede et tusindtalligt publikum med levitation, og i Københavns Langeliniepark, hvor han spredte skyerne ved hjælp af pyramideenergi. Vi har set ham starte Verdensborgerpartiet, som i løbet af seks år skulle overtage verdensherredømmet, og læst hans usædvanlige påstande om Kheopspyramiden. Borg Jensen har dog hele tiden holdt en vis afstand til beskueren, netop som man ser ham i gang med et projekt, slipper han det igen, trækker sig ud af synsfeltet, rejser videre, begynder forfra. Men nu er der omsider mulighed for at komme ind på livet af ham; nu har han bundet sig til nogle forblæste marker i det nordlige Jylland med et otte meter højt monument over sit liv. Nu kan vi iagttage ham i færd med det, der synes at have været hans egentlige bestemmelse, det, alle hans tilløb peger hen imod, det, der har bragt hans navn frem i aviser og ugeblade, radio og TV. Vi skal se, hvordan han helbreder folk med pyramideenergi.
Vi besøger Pyramidecenteret i Sejlflod. Det er lørdag formiddag den 15. september 1984, og vi tager derud sammen med Connie Andersen, en typisk repræsentant for de patienter, der søger Borg Jensens behandling. Connie Andersen er 47 år, en køn, lidt trivelig husmor med gråhvidt hår, ofte smilende trods sin sygdom. For fjorten år siden fik Connie Andersen en kraftig hovedpine, som ikke har forladt hende siden. Til tider har smerterne været næsten ulidelige, andre gange har de været næsten væk, men helt borte har de aldrig været. Med mellemrum har sygdommen givet sig udslag i opsvulmende buler i panden eller røde skjolder i ansigtshuden. Connie Andersen har to gange været indlagt til undersøgelse på Ålborg Sygehus’ medicinske afdeling. Hun har været indlagt tre uger på Rigshospitalets hudafdeling. Hun er gentagne gange blevet behandlet af en fysioterapeut. En neurolog har undersøgt hende. Hudlæger har taget prøver af bulerne i hendes pande. En anæstesiolog har givet hende akupunktur og blokader, og akupunkturen udvirkede en betydelig bedring, hvorefter smerterne vendte tilbage med fornyet styrke. Så har Connie Andersen været hos forskellige alternative helbredere, taget dråber fra kloge koner, skrevet efter piller og gode råd fra ugebladenes naturlægebrevkasser. Hun er blevet undersøgt med pendul af en synsk kvinde, som gav hende magnetiske strygninger, ti behandlinger à 100 kr. I dag er turen kommet til Borg Jensens pyramide. Det er første gang, Connie Andersen besøger Pyramidecenteret.
Der er en anden patient til behandling i pyramiden, og vi bliver vist til rette i stuehusets lille køkken af en mager, fyrreårig kvinde, som forsvinder ind bagved. De gråhvide dørkarme skaller stærkt af. På gulvet er der imiterede træfliser. Et nøgent lysstofrør er tændt i det revnede loft, ved den ene væg er loftspudset faldet ned, så man ser de rå brædder indenunder. Op ad en væg står fire 2 m lange aluminiumsrør, som er bundtet sammen med tape og klistermærker. Det er Borg Jensens nye opfindelse, helsepyramiden, som efter sigende eksporteres til hele Skandinavien. Den koster 995 kr. plus forsendelse. På køkkenbordet ligger tilbehøret, plastposer med elektroder og ledninger med krokodillenæb. Et lavt bord i forgangen har en udstilling af Borg Jensens bøger og Pjecer, forskellige kartonpyramider samt nøgleringe og øloplukkere med påskriften »Sejlflod Pyramiden – Sejlflod Turistforening«.
Vi kan se ud på gårdspladsen med den runde brolægning. Det blæser. Midt i gården står en lille brønd med en kobberpyramide over, på de gulkalkede mure hænger hakker, staldlygter, seletøj, en gammel agestol. Borg Jensen kommer hurtigt gående over gårdspladsen. Han er høj, knoglestærk, har trætte øjne med smilerynker. En venlig mand. Han er klar om ti minutter, siger han.
Inde i pyramiden er der halvmørkt og køligt. De hvide pyramideformede lamper i hjørnerne er ikke tændt, og den lange radiator virker ikke. Stålbjælkerne peger op i en spids mellem vægplader af rockwool, øverst hænger en stålplatform, hvor Jensen plejer at meditere. Gulvet er dækket af et lag strandsand, og spredt ud over det står rækker af gamle biografstole, sofaer, klapstole og udslidte lænestole. Endvidere tre brikse, et steroeanlæg og en videoskærm.
Connie Andersen bliver anbragt på den ene af briksene, og Jensen indleder straks med et kvarters samtaleterapi. Han viser hende en række billeder i et fotokopieret hæfte og stiller spørgsmål imens, som skal føre hende tilbage til den tidligste barndom. Havde hun nogle ubehagelige oplevelser? Prøv at genkalde dem. Det gælder om at finde en såkaldt »kerneoplevelse«, siger Jensen.
Her er det nødvendigt at standse op et øjeblik. Der findes en temmelig enslydende procedure inden for Scientology. Her hedder samtaleterapien blot »auditering«, og den skadelige oplevelse, der skal graves frem og konfronteres, kaldes et »engram«. Faktisk er det hæfte, Jensen har i hånden, en fotokopi af bogen »Selvanalyse«, skrevet af Scientologys grundlægger L. Ron Hubbard. Det er endvidere værd at bemærke, at Jensen altid titulerer sig »Borg Jensen O.T.« i sine bøger. Man kan opnå rang af OT (Opererende Thetan) ved at følge Scientologys kurser. Billedet fuldendes, når vi vender blikket mod de Academies of Applied Philosophy i Los Angeles og Vancouver, hvor Jensen blev uddannet midt i 1970’erne. På denne tid var Scientology begyndt at komme i modvind i pressen, og visse afdelinger af bevægelsen besluttede derfor at anvende et mere neutralt navn, når de skulle hverve nye medlemmer. Et eksempel var den Church of Scientology Mission, som Elsie Griffith drev på West 6th i Vancouver. I en periode omkring midten af 1970’erne hed den midlertidigt The Academy of Applied Philosophy. Der er skrevet meget dårligt om Scientology-bevægelsen, dens mærkelige blanding af religion, psykoanalyse, okkultisme og profit, dens psykiske terror mod frafaldne medlemmer, retssagerne, skandalerne. Det skal ikke gentages her. Her skal blot konstateres, at den psykologeksamen, som bragte Borg Jensen ind som lærer på en aftenskole i Ålborg, og som han i øvrigt henviser til i tide og utide, i virkeligheden er erhvervet hos Scientology-sekten. Den psykoterapi, som indleder Connie Andersens behandling, er ligeledes en fordrejet udgave af Scientologys såkaldt åndelige teknologi.
Men nu er det tid for pyramideenergien. Ned fra pyramidens spids hænger nogle tynde ledninger; Connie Andersen får en elektrode klæbet på hver brystvorte og en tredie på navlen. Det er, fordi man som foster indtager energi gennem navlestrengen, og senere, når man er født, kommer næringen ud gennem brystvorterne, forklarer Jensen. Han rækker Connie Andersen et buet kobberrør, som skal holdes i begge hænder for at give den nødvendige jordforbindelse. Han lægger et tæppe over hende. Nu skal hun hvile og mærke energien strømme igennem kroppen. Han starter et bånd med elektronisk, pulserende meditationsmusik.
Tyve minutter senere vender Jensen tilbage til pyramiden. Han spænder et pandebånd med elektroder om patientens hoved og begynder systematisk at afsøge hendes krop med en pencil. Det skratter og tikker fra et lille biofeedback-instrument. Jensen snakker venligt med patienten imens. Han leder efter »parasit-frekvenser«, fortæller han. De sætter sig i kroppens akupunktur-punkter og blokerer for hjernens signaler til de forskellige organer, og således opstår sygdommene. Parasit-frekvenserne er endnu et lån fra Scientology, her hedder de blot »thetaner«.
Jensen kører et nyt apparat frem, en vakuumstøvle koblet til en tung luftpumpe. Efter et par minutters undertryk træder nogle mørkviolette skjolder frem i patientens fodsåler. Jensen trykker tommelen hårdt ind i pletterne, og Connie Andersen vrider sig. Han trykker også på hendes lægge, og hun vrider sig igen. Her er sygdommens egentlige sæde. Han tilråder patienten at stå på tæer og rulle en tom ølflaske under fodsålerne et par gange om dagen; det skal modvirke en begyndende forkalkning i tæerne. Og nu skal patienten til slut hvile sig. Jensen korter tiden af med en film på videoskærmen. Først vises afsnittet fra TV-udsendelsen »Landet rundt«, hvor Pyramidecenteret blev skildret, dernæst en kortfilm om en dansk ekspedition, som har søgt efter skjulte kamre i Kheopspyramiden.
Efter halvanden times behandling er Connie Andersen klar til at tage af sted. Hun betaler 120 kr. til den fyrreårige i køkkenet. Kom igen om to uger, siger Jensen, én behandling til vil sikkert kunne afslutte sagen. Det er en almindelig lørdag i efteråret 1984. Borg Jensen har tre patienter denne dag, på hverdage er der som regel fire. Før Connie Andersen var der en kvinde fra Fyn, som havde kørt i over tre timer for at blive behandlet for smerter i hoften. Læger og hospitalsophold havde ikke kunnet hjælpe hende. Før vi tager af sted, ankommer en ambulance fra Silkeborg Hospital med en gammel, indfalden kone. Hun har kræft. Mændene løfter hende forsigtigt fra båren over på briksen i pyramiden. Hun er blevet udskrevet i morges og skal atter indskrives ved tilbagekomsten til hospitalet. Hun har insisteret på at prøve Pyramidecenteret, og lægerne har ikke ønsket at tage ansvaret for hende under turen.
De to patienter forbliver navnløse; vi kender ikke deres videre skæbne; men vi ved derimod, hvordan det går Connie Andersen. Hun drager endnu en gang til Sejlflod og lægger 120 kr. på køkkenbordet. Jensen gentager behandlingen og erklærer, at hun nu vil blive rask. Men Connie Andersen bliver ikke rask. Flere år efter har hun stadig den samme hovedpine, og lægerne fremsætter stadig nye forslag til hendes lidelser.
Besøget i Pyramidecenteret tillader os at drage to konklusioner. For det første, at Jensens sammenblanding af uortodokse terapier gør det umuligt at fastslå, om det er pyramideenergi, biofeedback, zoneterapi eller noget helt fjerde, som har en eventuel helbredende virkning. Og for det andet, at hans behandling ikke giver resultat hver gang. Borg Jensen hævder ganske vist, at omkring 90% af hans patienter bliver raske, og at han har kureret mennesker for migræne, astma, sukkersyge, Parkinsons syge, spastisk lammelse og kræft, men han har aldrig dokumenteret disse påstande.
To mediebegivenheder har frem for noget været medvirkende til at trække patienter til Sejlflod: en TV-udsendelse i november 1983 og en artikel i et ugeblad i juli 1984. I TV udbredte Borg Jensen sig frit om sine mirakuløse helbredelser, man hørte ikke antydning af kritiske spørgsmål fra interviewerens side, og resultatet lod ikke vente på sig. I månederne efter var den store pyramide stuvende fuld af syge mennesker fra alle egne af landet, og Jensen måtte arbejde fra tidligt til sent. Patienterne overnattede i pyramiden og forrettede deres nødtørft i haven. Til sidst overanstrengte Jensen sig og fik et nervesammenbrud. Herefter måtte patienterne bestille tid forud for behandling.
Artiklen i ugebladet Ude og Hjemme, det, hvor der var indlagt en pappyramide til læserne, var om muligt endnu mere virkningsfuld, fordi den blev hæftet op på to personlige sygehistorier. Den ene patient var en kvinde, som siden 16-års alderen havde lidt af spastisk lammelse. Efter ti behandlinger var følelsen imidlertid begyndt at vende tilbage i hendes ben, og nu kunne hun også bøje dem. Under overskriften »Jeg kommer til at gå igen« fik læserne at vide:
»Lægerne sagde, at Elna Rasmussen aldrig ville klare sig uden sin kørestol. Men pyramidekraften giver hende førligheden.«
Flere år efter havde hun endnu ikke forladt sin kørestol.
Den anden sygehistorie blev slået lige så sensationelt op. En mand med sukkersyge og dårligt kredsløb var i hurtig og overraskende bedring.
»Jens Martin Jensen blev lam efter en blodprop,«
fortalte artiklen.
»Han fik koldbrand. Lægerne ville sætte hans fod af. Efter den første time i pyramiden glemte han sine stokke. Og han beholder sin fod.«
To billeder viste, hvordan Jens Martin Jensen glad og tillidsfuld kastede stokken fra sig. Han har senere fået det ene ben sat af.
Der har ikke været megen bevågenhed om Pyramidecenteret fra ortodoks lægelig side, men en enkelt undtagelse findes dog. I gæstebogen har en praktiserende læge nedfældet nogle positive bemærkninger om pyramiden.
»Jeg har en formodning om, at megen hovedpine, migræne, astma, epilepsi, angst og depression afhjælpes,«
står der. Det lyder lovende. Kontakter man denne læge, viser det sig dog, at han først og fremmest interesserer sig for den gunstige virkning af pyramidens indeklima, og at han ikke har forstået meget af teorien om pyramideenergi.
»Man kan vel se sådan på det: »pyramidekraft = ideelt indeklima + en evt. magnetisk faktor?«
skriver han.
»Jeg tror det faktisk, men jeg har ikke en disse af mulighed for at bevise noget som helst.«
Borg Jensen fortæller, at Gorm Wagner, som er afdelingsleder ved Medicinsk-fysiologisk institut på Københavns Universitet, har fået en helsepyramide til undersøgelse. Det er korrekt. Jensen har uopfordret sendt en pyramide til Wagner, og den blev stillet til side i uåbnet stand, da han syntes, han havde mere tungtvejende projekter at bruge sin tid på. Men Jensen har åbenbart brugt dette til at udbrede sin opfattelse af pyramidens værdi, for flere journalister har henvendt sig til Wagner for at høre om hans undersøgelse.
Videre fortæller Jensen, at lægerne i den nærliggende by Storvorde har afholdt et møde om hans aktiviteter. Oprindelig var deres holdning kritisk, men de måtte til sidst bøje sig for de mange tilkendegivelser fra patienter, som var blevet helbredt i pyramiden. Efter mødet sendte de chefen for sundhedsplejerskerne ud til Jensen med følgende besked:
»Jeg skal overbringe dig en verbal buket blomster, og du skal overhovedet ikke forvente nogen problemer fra vores side.«
Lægerne giver en noget anden version af historien. De har aldrig holdt møde om Borg Jensen eller sendt chefen for sundhedsplejerskerne ud til ham.
»Vi har taget afstand fra hans behandlinger,«
siger Per Magnussen fra Storvorde Lægecenter.
»Jeg har kontaktet chefen for sundhedsplejerskerne, der meddeler, at han har været i pyramiden for at orientere sig om Borg Jensens psykiske tilstand, da han frygtede for, at den ikke var helt god. Ved denne lejlighed spurgte Borg Jensen, hvad chefen for sundhedsplejerskerne mente om hans pyramide og dens helbredende virkning, hvortil der blev svaret, at det var ikke til at udtale sig om, men hvis folk hellere ville høre Beethoven i pyramiden end hjemme i stuen, havde han intet at indvende herimod … Borg Jensens udtalelser er syg fantasi, som vi under ingen omstændigheder ønsker at lægge navn til.«
Vi synes her at være fremme ved noget væsentligt i Borg Jensens karakter. Hans indre styrke udspringer netop af fantasien; den har rejst ham op, hver eneste gang realiteterne slog ham omkuld. Borg Jensen er et venligt og hjertensgodt menneske, opfyldt af en drøm om at helbrede menneskeheden og forbedre verden ved hjælp af pyramideenergi. Eftersom energien ikke kan dokumenteres, har han kun været i stand til at forfølge sit mål ved at gøre systematisk vold på virkeligheden. Vi har set ham fordreje og beskære såvel skriftligt materiale som faktiske hændelser, så alt passede ind i hans forestillingsverden og bekræftede teorien om pyramideenergi.
Om aftenen den 5. oktober 1985 blev der ændret ved det tilforladelige indtryk, danske TV-seere tidligere måtte have fået af Borg Jensens aktiviteter. Ugen før havde han i TV-underholdningsprogrammet »Lørdagskanalen« hævdet, at han var i stand til at helbrede alle slags sygdomme, herunder også sukkersyge. Det gav så voldsomme reaktioner fra seerne, især fra læger, at Jensen blev indkaldt endnu en gang. Og nu kunne man overvære en interesant ordveksling mellem Jensen og den ene af programværterne, Hans-Georg Møller.
Møller: »Borg Jensen, har du et eneste eksempel på, at du har kureret nogen for sukkersyge?«
Jensen: »Der er mange derude.«
Møller: »Men du er jo ikke kommet med noget eksempel til os?«
Jensen: »Nej. Jeg fik, to dage til at komme frem med nogen, og søgte fortvivlet … «
Møller: »Når der er så mange, kan det vel ikke være svært?«
Jensen: »Nej, men jeg har kun deres fornavn, jeg har ikke telefonnummer eller noget … «
Møller: »Det er jo en verdenssensation, det her. Læger overalt i verden har sagt, at de ikke kan kurere sukkersyge. Du siger, du kan. Men du svarer ikke på, om du rent faktisk har helbredt en patient med sukkersyge.«
Jensen: »Du har jo kun mit ord. Det har publikum. Der er tusindvis af mennesker i de sidste to år, som jeg har behandlet daglig. De sidder derude!«
Møller: »Jamen, hvorfor har vi dem så ikke her? Når der er så mange, hvorfor er de så ikke her?«
Jensen: »Tja, det er jo den tavse majoritet, som man siger. Det er denne autoritetstro. Her sidder tusindvis af sukkersyge, som er fanget i lægernes monopolsystem.«
Med i programmet var også en praktiserende læge, som selv havde sukkersyge. Han udtalte vredt, at naturlæger havde forårsaget adskillige dødsfald blandt diabetikere ved at indgive dem den opfattelse, at de kunne klare sig uden insulin. I flere tilfælde var disse læger blevet retsforfulgt og straffet. Han påpegede videre, at Borg Jensen, hvis behandlinger han havde overværet, ikke var i besiddelse af de simple remedier, der skal til for at diagnosticere sukkersyge. Direkte henvendt til Borg Jensen sagde han:
»Du er livsfarlig, min ven, og du skal håbe, du ikke havner et sted, hvor du bliver sat ud af stand til at behandle nogen.«
Intet bevis. Sådan lyder facit, når man lægger alle Borg Jensens påstande sammen og trækker kendsgerningerne fra. Ingen af hans mange patienter er blevet underkastet sagkyndig kontrol før, under og efter behandlingsforløbet, og som følge heraf gives der ikke ét eksempel på, at en patient er blevet helbredt i Sejlflod-pyramiden. Mange postulater, men intet bevis. Dette forhold gentager sig med deprimerende regelmæssighed, uanset hvor man vender sig hen blandt folk, der beskæftiger sig med pyramideterapi.
Det er ikke nødvendigt at fjerne sig særlig langt fra Sejlflod for at finde en af slagsen. I den nærmeste større by, Ålborg, ligger Clinique Kari, hvis indehaver tilbyder zoneterapi, vakuumterapi, meridian, øreakupunktur og pyramideenergi. Karin Thordrup var kun 22 år, da hun efter et par kurser i zoneterapi åbnede forretningen. Hun har været en flittig gæst hos Borg Jensen, det er ham, der har lært hende at behandle sygdomme med pyramideenergi. Hvordan foregår det i praksis? Jo, patienten lægger sig på en briks under en metalrørs-pyramide, som hænger ned fra loftet; efter nogen tid bliver patienten døsig, symptomerne træder tydeligt frem, og så går Karin Thordrup videre med zoneterapi eller hvad hun nu skønner, der behøves. Bruger hun ikke pyramider til andet? Jo, hun har overvejet at sætte en rigtig stor pyramide frem i vinduet, det vil være et godt blikfang. Men i behandlingen bruger hun altså kun pyramiden til at fremprovokere symptomer? Ja. Har hun nogen sinde kureret en sygdom udelukkende ved hjælp af pyramideenergi? Nej.
Vi tager videre til København, hvor en midaldrende dame ved navn Mirza Nimb driver en klinik for zoneterapi og healing. Mirza Nimb er synsk og har, efter hvad hun selv fortæller, flere gange hjulpet sine patienter ved at skue ud i fremtiden for dem. Ud over sine overnaturlige evner benytter Mirza Nimb også pyramideenergi i behandlingen. Et værelse i klinikken er næsten helt fyldt op af en kobberpyramide, der skræver over en bred skumgummimadras. Hver mandag aften kommer fire mennesker og lægger sig under pyramiden. Mirza Nimb hjælper dem med at spænde af og lader dem derefter være alene en times tid, mens der spilles sagte meditationsmusik.
Efter meditationen plejer deltagerne at udfærdige et kort referat. Nogle få skriver om smerter og svimmelhed, som er begyndt at forsvinde, men den altovervejende del af rapporterne handler udelukkende om de psykiske oplevelser, der har ledsaget meditationen. Deltagerne beretter om strømmende varme og energi, behagelig svæven, fornemmelser af kosmisk helhed. Mange har set farver, lys og landskaber for sig. De fleste synes, de er veloplagte efter terapien, om end en enkelt bemærker:
»Bagefter følte jeg mig træt og slatten og lidt ved siden af mig selv.« Vi kender det hele fra andre beretninger om pyramidemeditation, det er ikke nyt, og det har ingen betydning i den aktuelle sammenhæng. Her drejer det sig om helbredelse, og en smerte, som siges at forsvinde, kan ikke gøre det ud for en klart diagnosticeret fysisk lidelse, som bevisligt er blevet helbredt. Desuden kan de få vidnesbyrd om svindende smerter med nogen ret sættes i forbindelse med deltagernes indbildningskraft. Flere af dem viser veludviklede evner for selvsuggestion; en kvinde har under meditationen mærket nogen stryge hende let over panden, mens en mand tydeligt kunne fornemme tilstedeværelsen af to mennesker, »sikkert min åndelige læge og åndelige leder. «
Mirza Nimb fortæller, at hun konsulteres af både læger og sygeplejersker, og at flere nytænkende læger henviser patienter til hende. Det lyder interessant. Har den etablerede lægevidenskab sagt god for hendes behandlinger? Det falder naturligt at spørge om disse lægers navne og adresser. Men Mirza Nimb svarer ikke på spørgsmålet.
Derimod vil hun gerne videregive andre erfaringer med pyramideenergien. Hun forhandler en såkaldt »pyramidebrik«, som ifølge hende virker effektivt mod smerter hvor som helst i kroppen. Indretningen beskrives som en sammentrykt pyramide. Den anbringes direkte på det sted, hvor man føler smerte, på panden, på et ben, ved menstruationssmerter oven på æggestokkene. Man kan også sove med brikken på om natten. Bærer man den konstant, skal den helst sidde på solar plexus.
Vi er i besiddelse af en sådan pyramidebrik. Den består af 155 cm elektrisk ledning, almindelig tvilling kobberledning i klar PVC, rullet sammen til en flad spiral og limet fast på en hvid plasticskive. Skiven måler 8,3 cm i diameter og har en 0,6 cm høj kant. Den er fremstillet hos Malte Haaning Plastic og forhandles i hobbyforretninger under betegnelsen bund til tapplade; man bruger den normalt til husflidsarbejder med smeltede plasticperler. Spiralen er indlagt i 135 cm hvid tubegaze, hvis ender skal bindes sammen om patientens krop. Det er endog meget vanskeligt at forstå, hvordan denne kobberspiral. kan betegnes som en sammentrykt pyramide, og hvordan den skulle være i stand til at frembringe en energi, som ellers kun siges at opstå i et pyramideformet hulrum. Til gengæld er det let at regne ud, at brikkens fremstillingspris ikke overstiger 14 kr. Mirza Nimb sælger den for 95 kr.
Pyramidebrikken leveres i en lille plasticpose, og en mærkat udenpå oplyser, hvem der har præsteret det kunststykke at lave 14 kr. om til 95 kr. Der står:
»Tage Nissen. Pyramideingeniør Pyramidesalg – Undersøgelse af skadelig vandudstråling – Isolering af disse – Zoneterapeut – Akutrykmassør.«
Tage Nissen er en ældre herre bosiddende i København, indehaver af en klinik for zoneterapi og et sandt festfyrværkeri af pseudovidenskab. Hver morgen og aften tilbringer hr. Nissen en halv times tid iført en høj hat med en vendbar pappyramide; når hans biorytme er positiv, skal pyramidens spids vende opad, og når rytmen er negativ, skal spidsen pege ned mod hovedet. Nissen går ind for astrologi, farveterapi, meridianterapi og psykisk massage. Han hævder at kunne opdage jordstråler, en sundhedsfarlig stråling, som efter sigende udgår fra underjordiske vandårer. Han har undersøgt Mirza Nimbs lejlighed for jordstråler og isoleret tre af værelserne med kobber. Nissen tager 200 kr. for en konsultation angående jordstråler, en pæn pris i betragtning af, at der ikke findes det mindste konkrete bevis for denne strålings eksistens.
I sin klinik har Nissen gennem en årrække trykket folk under fødderne og masseret deres omme muskler, og i den senere tid har han desuden haft succes med at sælge pyramider og spiraler. Han har i sin hobbykælder en omfattende fabrikation i gang af spiraler i kobber og plastic, som er gavnlige for smerter og svindende seksualdrift, pappyramider i syv forskellige farver og kobberpyramider i otte forskellige størrelser. Han har konstrueret kobberpyramiden over Borg Jensens brønd og den store pyramide i Mirza Nimbs klinik. Naturlæger og private mennesker landet over er ivrige aftagere af hans produkter, alene af pappyramider mener han at have solgt over 1000 stykker. Et andet af hans store salgsnumre er pyramidebrikken, som ligeledes fremstilles i forskellige farver. Takket være denne brik skulle en lang række mennesker være blevet helbredt for hovedpine, forkølelse, mavesmerter, forhøjet blodtryk og søvnløshed. Tage Nissen har dog ikke bekymret sig om at vise praktiserende læger sine behandlingsmetoder, det ville være spild af tid, da disse er aldeles forstokkede. Heller ingen af de tilfælde, Mirza Nimb omtaler, bekræftes af udenforstående sagkyndige. Vi begynder at kende omkvædet. Intet bevis.
Vi vender os mod den internationale litteratur. Patrick Flanagan gør kun en enkelt bemærkning om pyramidens indvirkning på helbredet. »Min kropslige energi er blevet forøget, efter at jeg begyndte at sove i pyramideteltet,« skriver han. Toth og Nielsen har ikke selv gjort iagttagelser, men nøjes med at referere rygter og teorier. Der er fremkommet mangfoldige påstande om pyramidernes helbredende egenskaber, skriver de, men de gør intet forsøg på at klarlægge, om disse påstande har hold i virkeligheden. En læge, hvis navn Toth og Nielsen omhyggeligt undlader at nævne, citeres for en formodning om, at pyramiden måske vil vise sig virksom ved behandling af vanskelige ødemer og måske endog som hjælp til regenerering af organer. Det kunne være interessant at vide, hvilke iagttagelser denne læge bygger sin formodning på, og virkelig interessant havde det været, om lægen havde givet en videnskabelig demonstration af, at pyramiden faktisk er effektiv ved sådanne behandlinger. Men så meget må vi ikke bede om. ikke hos Toth og Nielsen. De er fuldt ud tilfredse med at kunne viderebringe lidt anonymt gætteri.
Schul og Pettit synes umiddelbart at have mere at byde på end de foregående. Efter en erklæring om, at de selv har fået sår, skrammer og forstuvninger til at læges på mindre end den forventede tid, gengiver de en række udsagn fra folk, som har haft positivt udbytte af at sidde i en pyramide. Flere af disse mennesker er nævnt ved navn. En kvinde har haft for kraftig blodtilstrømning til bihulerne og smerter i alle led; begge dele er forsvundet efter en times pyramidebehandling. En anden kvinde er blevet fri for tandpine. En tredie fortæller, at hendes mand er blevet lettet for et kronisk hold i ryggen, og at hun selv har kunnet kurere en voldsom hovedpine med tyve minutters ophold i pyramiden. En mand erklærer, at han har følt sig sundere og mere energisk, efter at han er begyndt at sove under en pyramide. Disse vidnesbyrd lyder oprigtige og kan udmærket være sande, men for det første er de overfladisk gengivet, og for det andet står patienternes udsagn alene. Ikke i ét tilfælde er der tale om, at en udenforstående læge har overværet behandlingen og bekræftet, at den pågældende lidelse er forsvundet.
Forfatterparret Salas og Cano indtager en forsigtig holdning i spørgsmålet om helbredelse. De skriver:
»Foruden vore egne, personlige erfaringer på dette område har vi modtaget en enorm mængde vidnesbyrd om helbredelse af de mest forskellige lidelser, i nogle tilfælde efter at normale behandlinger ikke havde givet noget resultat. Skal vi være helt ærlige, tager vi et vist forbehold overfor disse helbredelser. Vi ved, hvordan troen og selvsuggestion kan spille en vigtig rolle ved »mirakelhelbredelser«.«
Salas og Cano berører her en faktor, hvis betydning vanskeligt kan overvurderes. De to forfattere vælger resolut at undervurdere den. Som forklaring på helbredelserne peger de i stedet på den afslappende og nerveberoligende virkning, energien efter sigende har:
»Selv om vi ikke med sikkerhed vil fastslå, at pyramiden helbreder, kan vi ihvertfald fastslå, at den lindrer og fremmer helbredelsesprocessen. Pyramidens virkning kan bestå i, at den opsamler og tilfører kroppen den nødvendige energi og livskraft, så kroppen kan øge sin forsvarskraft mod sygdommen.«
Fraværet af dokumenterede sygehistorier med relevante kliniske detaljer tvinger os til at give Salas og Cano ret i, at det absolut ikke er sikkert, at pyramiden helbreder. Men hvad nu, hvis der alligevel i den »enorme mængde vidnesbyrd« findes enkelte virkelige helbredelser, som blot ikke er blevet ordentligt belyst? På dette sene sted i vor undersøgelse synes det rimeligt at spørge, om ikke der gives andre forklaringer end lige netop den pyramideenergi, som ikke kan fremvise nogen videnskabeligt underbygget virkning på fødevarer, barberblade, potteplanter og vand. En alternativ forklaring kunne være den enkle, at en lang række lidelser simpelt hen hører op af sig selv. Sår heles, hovedpine forsvinder, forstuvninger går i sig selv igen. Men den vigtigste faktor ligger formodentlig i patientens eget hoved. Salas og Cano har selv peget den ud, og senere drager de den uafvidende frem igen:
»Tilsyneladende taber mange mennesker sig efter at have opholdt sig i nogen tid under pyramiden. Men der er også de tilfælde, hvor slanke personer tager på i vægt efter en pyramide-tur. En fælles faktor i alle tilfælde er ønsket om, at denne virkning indtræffer. «
Vi ved ikke, om nogen patienter overhovedet er blevet helbredt gennem pyramideterapi; men vi kan være sikre på, at alle, som har underkastet sig denne behandling, har næret et bevidst eller ubevidst ønske om positivt resultat. Det er værd at huske Salas og Canos oplysning om, at en del patienter har prøvet pyramiden »efter at normale behandlinger ikke havde givet noget resultat«. De mennesker, som søger hjælp hos naturhelbredere, er typisk patienter, som efter en lang og opslidende rundgang i det etablerede behandlingssystem har fået den besked, at de må lære at leve med deres sygdom. Men det vil de ikke; de fortsætter til de uortodokse behandlere, netop fordi de stadig har håbet om og viljen til helbredelse. Denne psykologiske faktor kan under de rette omstændigheder give voldsomme udslag.
En placebo er en pille eller en indsprøjtning uden aktivt medicinsk indhold, som gives til en patient med den forklaring, at der er tale om en effektiv medicin. I omkring en trediedel af alle tilfælde vil denne uvirksomme medicin være særdeles virkningsfuld; smerter forsvinder, sygdomsbilledet ændrer sig til det bedre, og nogle gange bliver patienten helt rask. Det er i sagens natur ikke stoffet selv, men udelukkende patientens tro på det, som fremkalder disse virkninger. Placebo har givet positive resultater ved så forskellige lidelser som forkølelse, hjertekrampe, forhøjet blodtryk og kræft. Et særlig tankevækkende resultat fremkom ved et eksperiment på Johns Hopkins Medical School i Baltimore. Fjorten neurotiske patienter blev bedt om at indtage placebopiller tre gange daglig i en uge. Patienterne havde i forvejen fået at vide, at disse piller ikke indeholdt nogen form for medicin, men at de trods dette tidligere havde hjulpet mennesker med tilsvarende lidelser. Efter en uges forløb kunne der iagttages en betydelig bedring i symptomerne hos tretten af patienterne. Fire patienter hævdede endda, at placebo-pillerne var det mest effektive, de nogen sinde havde fået ordineret. Der må ganske vist tages forbehold over for dette eksperiment, idet den undersøgte gruppe var ganske lille og bestod af psykiatriske patienter; men perspektivet i det er alligevel tydeligt. Når placebobehandling har en sådan virkning på patienter, som er vidende om dens inaktive karakter, kan det ikke undre, at den giver resultat hos mennesker, som virkelig tror, de får en effektiv behandling.
Flere undersøgelser har vist, at placebo-effekten øges, hvis også lægen tror på behandlingen og går entusiastisk ind for den. Her er det værd at tænke på, at de fleste patienter, som har prøvet pyramideterapi, formentlig er blevet tilskyndet og måske også behandlet af overbeviste pyramideforskere, som har udbredt sig om energiens vidunderlige virkninger.
Placebo-effekten er ikke noget enestående fænomen, men knytter sig til andre former for suggestion og selvsuggestion. Der findes endnu mere opsigtsvækkende eksempler på sindets kontrol over kroppen inden for hypnose og religiøs ekstase. Schul og Pettit omtaler en kvinde, som i elleve år havde haft en vorte på tommelfingeren. En dag holdt hun tommelen under en lille pyramide i to gange femten minutter, og den følgende dag var vorten forsvundet. Imponerende, javist, men ikke noget bevis på pyramideenergi. Vorter kan også fremkaldes og kureres ad hypnotisk vej; sandsynligvis var det kvindens tro på, at pyramiden ville virke, som frembragte den pludselige forandring.
Suggestion er naturligvis lægevidenskabens traditionelle tilflugt, når den skal affærdige helbredelser, som falder uden for de vedtagne rammer. Endnu i dag mener enkelte ortodokse læger, at virkningen af akupunktur udelukkende beror på suggestion, selv om der for længst er givet velunderbyggede, neurofysiologiske forklaringer på fænomenet. Det er én ting. Akupunktur har bevist sin effektivitet gennem snese af kontrollerede forsøg, og at vende ryggen til en dokumenteret kendsgerning, blot fordi den er ny, har ikke noget med videnskabelig indstilling at gøre. Helt anderledes stiller sagen sig, når man præsenteres for en terapi, der som pyramidebehandling lider under en katastrofal mangel på beviser. Her kan placebo-effekten være relevant at drage frem.
Helbredelse gennem suggestion er et til overflod demonstreret faktum, og det er ikke utænkeligt, at psykologiske faktorer spiller ind ved så godt som alle former for helbredelse. Den nyere tids medicinske forskning peger i stigende grad på sammenhænge mellem patientens psykiske og fysiske tilstand. Disse forbindelser er endnu i mange henseender gådefulde, og de udgør et af de mest spændende forskningsområder for fremtidens lægevidenskab. Et forskningsområde i virkeligheden. Og derfor også virkelig spændende.
Hvad pyramideenergien angår, må man konstatere, at den tilsyneladende ikke har nogen indflydelse på sygdomme i virkeligheden, men kun i pyramideforskernes bøger. Skulle der alligevel være indtruffet enkelte helbredelser, findes der en naturlig og nærliggende forklaring i placebo-effekten. Der er en vis bagvendt logik i dette. På alle andre områder har pyramideforskerne kludret med deres forsøg og gjort resultaterne værdiløse, fordi de lod sig lede af deres vilje til at tro på energien og ikke ønsket om at finde ud af, om den overhovedet eksisterer. Men her, i den mest alvorlige sammenhæng, kan det netop være troen på pyramidens kraft, som har fremkaldt eventuelle resultater.
Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.
Seneste kommentarer