af Jens Laigaard
|
Psykiske oplevelser
Overalt i pyramidelitteraturen møder man påstande om, at energien virker befordrende for psykiske oplevelser. Da forfatterne hertil regner frembringelsen af paranormale fænomener, vil det psykologiske og det overnaturlige også her blive behandlet under ét, især da vidnesbyrdene på de to områder har samme bevisværdi. Den er lig nul. Psykiske oplevelser er i sagens natur subjektive; de kan være yderst virkelige for den, som har oplevelserne, men da de ikke kan kontrolleres af andre, er de uden værdi i en videnskabelig bevisførelse.
Et lille hjørne af materialet er imidlertid tilgængeligt for kontrollerede forsøg. Det drejer sig om de mindst sensationelle påstande, de, som angår energiens indvirkning på kendte mentale processer. Efter sigende vil folk, der sover med en pyramide over eller under sengen, behøve mindre søvn og føle sig mere udhvilede om morgenen. Man kan naturligvis ikke måle, om en person er mere morgenfrisk end normalt, men ændringer i søvnbehovet er forholdsvis lette at konstatere. Menneskehjernen frembringer forskellige elektriske svingninger ved vågen-, søvn og drømmetilstand. Hver af disse tre bevidsthedstilstande registreres som karakteristiske kurver af en elektroencefalograf, og det gør det muligt at bestemme varigheden af en persons søvn, uden at man skal forlade sig på de ydre, mere usikre tegn på søvn. Man kunne således måle det gennemsnitlige søvnbehov hos en forsøgsperson over en længere periode, f.eks. en måned, og sammenligne med søvnbehovet i en efterfølgende måned, hvor personen har en pyramide under sengen. Et eksperiment som dette ville byde på adskillige fordele. Resultaterne ville fremstå som objektive udsagn, nemlig udskrifter på en papirstrimmel. Forsøget kunne kontrolleres af så mange observatører, det skulle være, og det kunne gentages med den samme eller med andre forsøgspersoner, hvilket ville give resultaterne en høj videnskabelig værdi. Pyramideforskerne har aldrig gennemført et sådant eksperiment.
Det skyldes ikke, at de ikke har haft adgang til det nødvendige udstyr. Flere pyramideforskere har undersøgt hjernebølgernes aktivitet under meditation i en pyramide; de rapporterer enstemmigt, at der produceres flere alfa- og thetabølger under opholdet i pyramiden end både før og efter. Det er der dog ikke noget forbavsende ved. Det er almindeligt kendt, at meditation ledsages af markante ændringer i hjerneimpulserne. Som regel sker der en neddæmpning fra betarytme til alfarytme i de indledende stadier af meditationen. Trænede meditationsudøvere kan gå endnu længere ned og frembringe de langsomme theta og deltabølger, som ellers normalt er et tegn på søvn. Når pyramideforskerne hævder at have målt en øget alfa- og theta-aktivitet hos mediterende i pyramider, kan de derfor ikke siges at have bidraget med noget nyt. Tilsyneladende har de også kun ønsket at tilvejebringe en teknisk lydende bekræftelse på en i forvejen fastslået sandhed, nemlig at man øger udbyttet af meditation ved ophold i en pyramide. Det er en sandhed, som har haft så stor gennemslagskraft, at flere forretningsfolk har øget deres udbytte betragteligt ved salg af pyramideformede telte til meditation.
Det er ganske tænkeligt, at man mediterer bedre, når man sidder i et pyramidetelt. En hvilken som helst afskærmning, der kan forhindre sanseindtryk udefra, vil virke befordrende på koncentrationen og fordybelsen. Men om man netop får rigere oplevelser ved at meditere i et pyramidetelt end i en papkasse, lader sig ikke fastslå på objektiv vis. Sådanne erfaringer er éns personlige ejendom og kan aldrig blive andet. Efter meditationen kan man fortælle andre om sine oplevelser. Man kan fortælle så meget man vil, og til så mange man lyster; men man kan intet bevise. Oplevelser kan ikke måles.
Det bekymrer dog ikke pyramideforskerne. De stiller sig tilfreds med at fortælle og dynger beretninger op om alt det vidunderlige, man kan opleve i en meditationspyramide. De fortæller, at man i pyramiden mister al fornemmelse af tid og sted og føler sig i ét med universet. De beretter om intense følelser af frigjorthed og lykke, om opladning af indre energi. Nogle har oplevet visioner, set ubeskrivelige former og farver, hørt stemmer og musik. Andre har modtaget guddommelig indsigt, genoplevet tidligere inkarnationer og bevæget sig ud af kroppen på rejse i verdensrummet. I intet af dette ser vi noget, som viser en særlig pyramideeffekt. Der foreligger nøjagtig enslydende vidnesbyrd fra mennesker, som har praktiseret andre former for meditation, indtaget hallucinogene stoffer eller været udsat for sansemæssig isolation. og for den sags skyld også fra ganske almindelige mentalt forstyrrede mennesker.
Traditionen for, at man kan have usædvanlige indre oplevelser i en pyramide, skriver sig tilbage til den engelske forfatter Paul Brunton, som i 1930’erne tilbragte en nat i Kheopspyramiden. Hans beretning om denne nat er levende og rig på detaljer. Ved mørkets frembrud blev jerngitteret ved pyramidens indgang låst, og Brunton belavede sig på, at han de følgende tolv timer ville være fange i verdens største enecelle. Udrustet med lygte, termoflaske og notesbog slog han sig ned i kongekammeret, slukkede lygten og satte sig til at vente. Han havde for en sikkerheds skyld forberedt sig til nattens oplevelser gennem tre dages faste og var modtageligt stemt. Inden længe tog begivenhederne fart. En flok rædselsvækkende spøgelser dukkede frem af mørket, kredsede om ham og søgte at skræmme ham ud af pyramiden. Men med ét slog stemningen om; prøvelsen var forbi; spøgelserne forsvandt, og i stedet så Brunton to høje, lysende skikkelser træde ind i kammeret. De var klædt i hvidt og så ud til at være ypperstepræster for en gammel ægyptisk kult. Den ene præst forklarede Brunton, at han nu ville blive ført ind i Visdommens Hal. Bruntons åndelige legeme forlod det fysiske, og han blev vist rundt i ukendte dele af pyramiden, mens præsten belærte ham om sjælens udødelighed. Lige inden Brunton gled tilbage i sit jordiske hylster, fik han følgende ord med på vejen:
»Den store pyramides mysterium er dit eget Selvs mysterium. Alle de hemmelige kamre og beretninger gemmes i din egen natur. Den store pyramides lære er den, at mennesket må vende sig indad, vove sig ind i det ukendte midtpunkt af sit eget væsen for at finde sin sjæl … «
En sådan åndfuldhed fortjener virkelig et langvarigt bifald, og alle gode pyramidemystikere har da også taget Bruntons beretning til hjertet. Patrick Flanagan er endda blevet så begejstret, at han har gentaget forsøget og tilbragt en nat i kongekammeret med sin forlovede. Hans oplevelser er mildt sagt inspireret af Brunton, men man mærker, at tiden er blevet en anden. Teorien om pyramideenergi er kommet til, og det samme er hippiekulturens erfaringer med meditation og psykedeliske stoffer. Først på natten omringes Flanagan og hans forlovede af røde, blå, grønne og hvide lyskugler, en lidt tam erstatning for Bruntons grusomme spøgelser, men det lykkes snart for den energiske amerikaner at overgå sit forbillede. Hos Brunton hører vi om et hemmeligt kammer i pyramiden, hvori der opbevares »den tabte beretning om menneskehedens første racer«. Dette oplæg bygger Flanagan videre på:
»Jeg følte, at jeg forlod min krop, som om jeg blev styret af en ukendt magt. Jeg kom til et kammer, som lå skjult et sted i pyramidens indre. Dette kammer havde hvælvet loft, og i rummet stod en piedestal. På denne hvilede en tung gylden bog, hvis sider, som var af rent guld, havde mærkelige hieroglyffer indgraveret. Også omslaget bar tegn, som var præget af menneskehænder. Jeg fik det indtryk, at hvis jeg lagde hænderne på denne gyldne bogs sider, ville fortidens viden passere direkte op i hjernen på mig. Og i samme øjeblik, jeg gjorde dette, mærkede jeg en bølge af energi vælte ind over mig. jeg blev kastet baglæns over i et hjørne af kammeret.«
Flanagan gør meget ud af at beskrive sin oplevelse af pyramidens voldsomme energi.
»Det føltes, som om en elektrisk strøm jog op og ned gennem min rygrad,«
siger han.
»Det gjorde så ondt, at jeg faldt i en slags katatonisk trance.«
Senere på natten vendte denne fornemmelse tilbage, men nu mere afdæmpet, som en behagelig snurren i rygraden og en følelse af varme omkring kroppen. Fortæller Flanagan.
Dette besøg fandt efter sigende sted i september 1974. Fire måneder efter var den trofaste elev Borg Jensen på vej i et fly fra Los Angeles til Cairo. Han ville også overnatte i pyramiden og forventede, som han skriver i sin bog, at han her ville finde vejen til sandheden.
Meditation kan udøves på mange måder. Nogle anvender den som en mentalhygiejnisk foranstaltning, et middel til at stresse af. Men man kan også blande den sammen med okkultisme og mystik, og det er i denne form, vi som oftest finder pyramidemeditation. For eksempel hævdes det, at meditation i en pyramide virker rensende på éns aura. Forestillingen om, at mennesket omsluttes af et usynligt energihylster, har været kendt langt tilbage i tiden under vekslende betegnelser som nimbus, energilegeme, æterisk dublet, bioenergetisk felt eller aura. Auraen siges at ændre farve og form alt efter personens humor og helbredstilstand, men desværre er det kun mennesker med særlige psykiske evner, som er i stand til at se auraen. Den vigtigste psykiske evne synes at være viljen til at tro, man ser auraen. Det kaldes i fagsproget »aurisk syn«. Det har været foreslået, at Kirlian-fotografier udgjorde et videnskabeligt bevis for auraens eksistens, men vi ved nu, at de smukke udstrålinger på Kirlian-billederne er af elektrisk og ikke åndelig art. Auraen kan konstateres med de gode gamle remedier ønskekvist og pendul, men de kræver som bekendt også, at man tror på dem. Der findes intet håndgribeligt bevis for, at auraen eksisterer. Ikke desto mindre hævder pyramideforskerne rask væk, at et ophold i pyramiden er sundt for auraen.
Talrige beretninger vil vide, at indiske vismænd og kristne mystikere i ældre tid kunne slippe jordforbindelsen og svæve frit i luften, når de mediterede. Dette fænomen kaldes levitation. Det forekommer ikke nær så ofte i vore dage som i middelalderen, men helt forsvundet er det dog ikke. Midt i 1970’erne hævdede talsmænd for Transcendental Meditation, at man ved at følge bevægelsens træningsprogram ville blive i stand til at overvinde tyngdekraften. Påstanden, som var led i en bredt anlagt reklamekampagne, fulgtes op med fotos af TM-disciple, der tilsyneladende hang frit i luften i lotusstilling, mens de mediterede. Skønt billederne var en let gennemskuelig svindel, og skønt TM understregede dette ved at nægte at gennemføre en offentlig demonstration af levitation, fik billederne alligevel mange letbevægelige unge til at melde sig til TM-kurser. Også pyramideenergien har været knyttet sammen med levitation. Da Borg Jensen havde sit Pyramidecenter i København, bød hans foredragsaftener bl.a. på undervisning i
»naturkontrol og levitation. af tunge genstande«.
Borg Jensen havde lært kunsten at levitere tunge genstande i USA, og allerede i januar 1975 havde han demonstreret dette for et tusindtalligt publikum i den store Acrodome hal i Vancouver. Også her var formålet reklame, idet Borg Jensen netop var ved at åbne et pyramidecenter i byen. Under forestillingen lod Jensen otte børn komme op på scenen og forsøge at løfte en mandshøj cementskål med spidsen af deres pegefingre. Det kunne de ikke. Så viste Jensen, hvorledes de skulle holde hænderne lagvis over spidsen af en pyramide, og da de atter prøvede, efter at publikum i salen havde talt ned fra ti, lykkedes miraklet. Den tunge cementskål blev løftet i vejret.
Som man ser, var der ikke tale om egentlig levitation, hvor mennesker eller ting svæver alene ved egen kraft. Faktisk var der overhovedet ikke tale om noget mirakel, men om en gammel selskabsleg, hvis heldige udfald afhænger af, at deltagerne løfter på nøjagtig samme tid og er fordelt omkring den »leviterede« genstand, så de opnår den bedst mulige vægtstangsvirkning. Som regel skal der et par forsøg til, før deltagerne får koordineret deres løftebevægelse. Hvor gammelt dette nummer i grunden er, fremgår af Samuel Pepys’ dagbog for den 31. juli 1665. Pepys fortæller her om en levitation, en af hans bekendte har overværet i Frankrig. I dette tilfælde blev der ikke anvendt pyramideenergi, men en lille magisk remse:
Her er en krop
så stiv som en stok,
kold som marmor
og let som en ånd,
lad os løfte den i Jesu Kristi navn.
Mr. Brisband, hvorfra Pepys har historien,
»så fire små piger, ikke ret gamle, alle ligge på deres knæ, og den ene begyndte på den første linie, som hun hviskede ind i øret på den næste, og den anden til den tredje, og den tredje til den fjerde og hun igen til den første. Så begyndte den første på nummer to linie og så rundt helt igennem verset, og de anbragte hver af dem kun én finger på en dreng, som lå fladt ud på ryggen på jorden, som om han var død. Da de havde sagt ordene, hævede de med deres fire fingre denne dreng så højt, som de kunne nå op, og Brisband var til stede og undredes og blev lidt angst ved at se det, for de vilde haft ham til at være med til at sige ordene i stedet for en af de små piger, der var så bitte, at de næppe kunne lære hende at gentage ordene. Mr. Brisband kaldte på kokken i huset, der var en kraftig fyr ligesom sir G. Carterets kok, som er meget stor, af frygt for, at der kunde være nogle kneb fra drengens side, eller at drengen kunde være meget let, men de løftede kokken ganske lige som drengen.« Samuel Pepys tilføjer: »Dette er en af de underligste ting, jeg har hørt nogensinde, men han fortalte det ud fra egen oplevelse, og jeg tror fuldt og fast, at det er sandt.«
Det gjorde han næppe fejl i. Beretningen har utvivlsomt været sand. Tre hundrede år senere brugte Borg Jensen nøjagtig samme trick til at imponere canadiere og københavnere, og blandt dem har der sikkert også været nogle, som syntes, at dette var en af de underligste ting, de nogen sinde havde set.
Rigtig levitation, hvor man ikke hjælper til med fingrene, er et eksempel på det, parapsykologerne kalder psykokinese, bevægelse af genstande alene ved sindets kraft. Det er et af de mest spændende områder inden for parapsykologien, men sandt at sige også et område, hvor skuffelserne falder tæt. Selv om litteraturen bugner af eksempler, er det aldrig lykkedes at påvise levitation eller nogen anden form for psykokinese under kontrollerede forhold. Derimod har man til overflod kunnet påvise svindel, tryllekunstnertricks, svigtende kontrol eller fejlagtig opfattelse af naturlige fænomener. Problemet er her som inden for andre dele af parapsykologien, at kun et fåtal af forskerne er i besiddelse af den nødvendige skepsis og selvdisciplin, mens dertil gengæld findes en mængde amatører, som ikke kan få deres iagttagelser hurtigt nok ud på tryk.
Et eksempel på, hvorledes simple misforståelser kan brede sig som ringe i vandet blandt ukritiske sjæle, er den opdagelse, Borg Jensen hævdede at have gjort i efteråret 1977. Han havde konstrueret et mobile, en stor pyramide af lette rør, hvis bund udgjordes af flere mindre pyramider. Dette apparat, som blev navngivet OT Tvirleren, kunne ifølge Jensen anvendes til forsøg med psykokinese. Hvis man stirrede vedholdende på det, ville det begynde at dreje rundt. Jensen demonstrerede med forkærlighed dette nummer for journalister, som kom på besøg i Pyramidecenteret i Toldbodgade, og omtalte selv opdagelsen i begejstrede vendinger i sin bog. Denne kom Elsa Kaufmann i hænde, og hun gik uden tøven videre med sagen. I hendes litterære debut, artiklen i Det Ukendte ved årsskiftet 1979-80, kunne hun således meddele:
»Jeg har en karton-pyramide hængende over min seng, og hvis jeg ser op i den og forestiller mig, at den skal dreje til f.eks. venstre, så begynder den langsomt at dreje til venstre. Ligeledes kan jeg få den til at standse ved at ønske, at den skal standse.« Da Elsa Kaufmanns bog om pyramidemystik udkom et års tid senere, havde hun gjort nye iagttagelser. Alle pyramider ville dreje, straks man så på dem, også selv om man kun kiggede på dem i et spejl. Og nu vidste hun hvorfor. »Der er kun én forklaring: øjet udsender mikrobølger!«
Der er faktisk endnu en forklaring, men den kan vente. Lad os først se, hvor Elsa Kaufmanns teori kommer fra. Det lyder underligt, at øjet skulle udsende særlige stråler, men Flanagan og Borg Jensen hævder noget tilsvarende. Deres sandhedsvidne er endnu en gang Ostrander og Schroeders »Psykisk forskning bag jerntæppet«. Blandt de sensationer, dette værk har præsenteret den vestlige offentlighed for, finder man også en omtale af den sovjetiske videnskabsmand Alexander Gurvich, som sidst i 1930’erne mente at have opdaget en ny, usynlig stråling hos levende celler. Han kaldte den mitogenetisk stråling. Han hævdede, at denne stråling strømmede ud fra øjets hornhinde, fra nervespidser og muskelvæv, og at den mindede om ultraviolet lys, men alligevel var af en anden natur. Gurvichs teori har ikke senere kunnet underbygges med konkrete beviser, hverken af østlige eller vestlige videnskabsfolk.
I øvrigt var det heller ikke Gurvich selv, som var ophavsmand til teorien. Allerede i 1920’erne havde den sovjetiske domptør Vladimir Durov fået den idé, at mennesker kunne berolige vilde dyr med usynlige stråler fra øjet. Durov var i den grad overbevist om strålernes eksistens, at han opfordrede videnskaben til at søge efter dem. Nogle forskere prøvede faktisk. De fandt intet. Men Ostrander og Schroeder fik noget at skrive om.
Den alternative forklaring på de drejende pyramider er ganske ligetil. En let genstand, som hænger i en tråd, vil som regel dreje frem og tilbage. Af og til vil den stå stille, men den mindste luftstrømning sætter den atter i bevægelse. Man kan more sig med at gætte, hvilken side pyramiden vil dreje til, og med lidt held og en god portion selvsuggestion kan man også få det indtryk, at det er selve éns blik, der sætter den i gang. Der er dog ingen tvivl om, at det er tilfældet, der styrer spillet. Elsa Kaufmann skriver, at pyramiden vil dreje i den retning, man ønsker. Borg Jensen udtaler derimod:
»Den vil give sig til at rotere, men modsat retning af det du forestiller dig.«
Denne lille rundgang blandt pyramiderne og det overnaturlige kan passende slutte med det emne, som ved siden af psykokinesen har optaget parapsykologerne mest: spørgsmålet om, hvorvidt den menneskelige bevidsthed eller dele af den overlever kroppens død. Et alvorligt spørgsmål, hvor man i høj grad må vare sig for ønsketænkning, når man vurderer det påståede bevismateriale. Hvordan kommer pyramiderne ind i billedet her? Vi giver ordet til Toth og Nielsen:
»Et andet interessant fænomen som videnskaben søger at bortforklare er eksistensen af båndoptagelser med stemmer. Disse båndoptagelser er foretaget med almindelige taperecordere og mikrofoner eller endog med mikrofonstikket udesluttet ved hjælp af et specielt mikrofonstik. Der er i årevis foretaget tusinder af optagelser af banken, klikken, klokker, hvisken, kimen, dæmpede lyde, åndedrag så vel som klart hørbare lyde og sætninger. Pyramide-formen har nu sat forskere i stand til at udvide udforskningen med paranormale båndoptagelser. I en nylig udkommen bog, »Talks with the Dead« (Samtaler med de døde), fortæller forfatteren, William Welch, hvorledes han anbragte en pyramide på sin båndoptager, mens han optog åndestemmer. Han fandt, at pyramiden hjalp til at forbedre signalerne, både kvalitetsmæssigt og kvantitetsmæssigt, som båndene også viste.«
Der hører en korrektion til Toth og Nielsens indledende bemærkning. Videnskaben søger ikke at bortforklare disse båndoptagelser; videnskaben har overhovedet ikke interesseret sig for dem. Til gengæld er fænomenet blevet grundigt undersøgt af forskere fra parapsykologernes egne rækker, og de har givet forklaringer, som er betydelig mindre dramatiske end stemmer fra åndeverdenen.
Historien begyndte i 1959, da en svensk maler ved navn Friedrich Jürgenson mente at kunne skelne menneskestemmer på nogle bånd, han egentlig havde benyttet til at optage fuglesang. Jürgenson blev nysgerrig og underkastede fænomenet en årelang undersøgelse, og han nåede efterhånden til den konklusion, at stemmerne måtte tilhøre afdøde mennesker i en anden dimension, som ville i kontakt med ham. En lettisk psykolog, Konstantin Raudive, førte Jürgensons forskning videre med en sådan energi, at fænomenet fik navn efter ham og nu til dags kendes som Raudive-stemmer. I løbet af 1960’erne optog Raudive mere end 70.000 stemmer på bånd, og de udgjorde en tid lang et forskningsfelt for folk med interesse for liv efter døden. Raudive førte selv an, han syntes mere at være drevet af personlig end af videnskabelig interesse. Den svenske parapsykolog Martin Johnson siger det ganske klart: »Efter alle tilgængelige kilder at dømme kan Raudive beskrives som en person, der var besat af tanken om at bevise, at bevidstheden lever videre efter døden.« Med tiden dukkede der dog andre og mere jordnære forklaringer op omkring åndestemmerne. Måske var der slet og ret tale om brus på båndene. Lydene var særdeles svage, men Raudive kunne suggerere både sig selv og andre til at tro, at det var menneskestemmer, der udtrykte sig i mærkelige blandingssprog. Hvis ikke Raudive var til stede og kunne styre tingene, viste det sig, at lydene blev tolket højst forskelligt af forskellige mennesker. En sætningsstump, som Raudive selv opfattede som »May dream, my dear yes«, lød i andres ører som »Make beans my lovely«, »Late sleep I’m serviette ong«, »Nimst die Micahel as yet«, »Make me quite clear gemmell« eller »Methylene Mike is here«.
Det er ikke umuligt, at der her og der i den umådelige mængde bånd, Raudive og hans efterfølgere har optaget, virkelig kan spores menneskestemmer. Atmosfæren er i den grad gennernvævet af radiokommunikation og moderne optageudstyr efterhånden så fintmærkende, at der kan opstå en slags elektromagnetisk afsmitning. Det gives der adskillige eksempler på, og to af de bedre leveres af den engelske forfatter Stan Gooch. En kvindelig bekendt af Gooch havde optaget et interview i et stille hus i London. Da hun afspillede båndet hjemme hos sig selv, kunne hun hen over spørgsmål og svar høre brudstykker af en radiosamtale mellem en taxachauffør og dennes kontor. Var det mon en afdød taxachauffør, som fortsatte sit arbejde i det hinsidige?
»Jeg har et endnu bedre eksempel, jeg selv har oplevet,«
skriver Gooch.
»En af mine venner havde købt et meget dyrt stereoanlæg og indbød mig til at høre, hvor fremragende det var. Han spillede en plade for mig, og jeg var behørigt imponeret. Men pludselig, mens han var ved at finde en ny plade frem, begyndte højttalerne til vor forbløffelse at udsende lydsporet til den film, der blev vist i biografen 200 meter nede ad gaden! Jeg tror, vi roligt kan udelukke forekomsten af talefilm i åndeverdenen.«
Gooch er ganske vist overbevist om, at paranormale fænomener forekommer, og han medgiver en spinkel mulighed for, at nogle af Raudive-stemmerne kan skyldes en psykokinetisk indvirkning på båndene. Men i det store og hele mener han, at sagen kan opsummeres i et enkelt ord: vrøvl.
Vi kan således under henvisning til Toth og Nielsen fastslå, at pyramiden er et glimrende hjælpemiddel til at forbedre kvaliteten og kvantiteten af vrøvl. Denne konklusion kan uden besvær udstrækkes til også at gælde resten af de vidnesbyrd, forfatterne viderebringer under betegnelsen psykiske oplevelser. Pyramiden har i en række tilfælde vist sig at kunne forstærke fænomener, som ikke er der.
Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.
Seneste kommentarer