af Jens Laigaard
|
Vandet
Alle pyramideforskere er enige om, at vand er i stand til at optage og videregive pyramideenergi. Dette er et kritisk punkt i bevisførelsen for pyramideenergiens eksistens. Den kosmiske energi har indtil nu vist sig at være en luftig størrelse, der behændigt undviger ethvert forsøg på registrering med videnskabeligt apparatur. Men når denne energi bliver overført til et medium som vand, burde den kunne konstateres. Der må ske nogle væsentlige ændringer hos vandmolekyler i en pyramide; efter behandlingen skulle de efter sigende have fået helt andre egenskaber end vandmolekyler, der lige er kommet ud af vandhanen.
Hvordan laver man pyramidevand? Borg Jensen giver følgende opskrift:
“Vand er et godt opmagasineringsbatteri for pyramideenergi og kan blive opladet ved at placere det i en plasticskål, enten under, i midten eller på toppen af pyramiden, alt efter hvad kvantum man ønsker at oplade. Når vand er opladet, har det de samme evner til at »virke« som en pyramide.«
Ifølge Borg Jensen kan en halv liter vand oplades i løbet af en nat, altså på mellem otte og ti timer, men han oplyser ikke, hvor stor en pyramide der skal anvendes til dette kvantum. Brintoverilte behøver ligeledes omkring otte timer for at blive energiseret, mens andre væsker, bl.a. drikkevarer som juice, vin og spiritus, udviser en tydelig forandring efter kun en times behandling.
Allerede ved spørgsmålet om, hvorledes man fremstiller og opbevarer pyramidevand, viser der sig en klar uenighed pyramideforskerne imellem. Toth og Nielsen mener, at en liter vand kan energiseres i løbet af et døgn. Når vandet er behandlet, skal det placeres i en lukket beholder i et køleskab, og her kan det opbevares på ubegrænset tid. Serge V. King klarer det ikke så lidt hurtigere. Han behøver kun en time til at energisere en liter vand, men det hænger muligvis sammen med de usædvanlige evner, han hævder at besidde. King kan mærke både pyramideenergi og almindelig magnetisme med de bare hænder, så hvorfor skulle han ikke også kunne få en pyramide til at køre på dobbelt hastighed? I den modsatte ende finder vi Salas og Cano, som fraråder, at man behandler vandet i kortere tid end en uge, og det energiserede vand skal vel at mærke opbevares inde i pyramiden, ikke i et køleskab. Endvidere skriver de i direkte modstrid med Toth og Nielsen, at vandet ikke beholder sine nye kvaliteter i ubegrænset tid, men mister kraften inden for et tidsrum, som kan svinge fra en enkelt dag til et par uger.
Da der således er uenighed om, hvor længe behandlingen bør vare, ville det være en hjælp, hvis der fandtes nogle sikre tegn på, at vand har optaget tilstrækkeligt med pyramideenergi. Det gør der efter sigende også. Et iøjnefaldende tegn, som er let at kontrollere objektivt, er en øget fordampning. Flere forfattere anfører, at vand fordamper hurtigere i en pyramide end udenfor. Elsa Kaufmann kan endda oplyse, at fordampningen synes at foregå hurtigst, hvis vandbeholderen er af glas og har samme form som kisten i Kheopspyramiden. Hun har ikke fremlagt data, som kan underbygge denne påstand.
Øget fordampning kunne umiddelbart tænkes at komme af, at pyramiden virker som et drivhus over vandet. Salas og Cano mener imidlertid at have påvist, at den hurtige fordampning er et blivende kendetegn ved det pyramidebehandlede vand, uanset hvor man flytter det hen. De har foretaget en serie eksperimenter, hvor to petriskåle med samme mængde vand blev anbragt utildækket på et bord. Vandet i den ene skål var pyramidebehandlet, mens den anden indeholdt almindeligt postevand. Salas og Cano konstaterede, at pyramidevand altid fordamper ca. 10% hurtigere end normalt vand.
Disse eksperimenter er så løst skitserede, at der hverken er grundlag for at afvise eller godtage dem. Man savner detaljer, og mere end det savner man en ekstra observator, som kunne bekræfte de opnåede resultater og måske også have holdt øje med, at de to forskere gik fornuftigt til værks. Vi skal lige straks se, hvilken særlig form for videnskabelig selvdisciplin og akkuratesse Salas og Cano formår at opvise, når de arbejder på egen hånd. Den øgede fordampning hos pyramidevand kan med andre ord udmærket være sand, den er blot ikke blevet påvist under så omhyggeligt kontrollerede forhold, at den kan siges at have videnskabelig gyldighed.
Er der andre kendetegn, som viser, at vand indeholder pyramideenergi? Elsa Kaufmann fortæller, at det føles meget køligt, selv om det opbevares ved stuetemperatur,
»men man kan ikke måle det med et almindeligt termometer«
. Vi kan med rette spørge, hvad slags termometer der så skal til.
Flere pyramideforskere skriver, at pyramidebehandlet vand smager friskere og renere end almindeligt vand. Det er en subjektiv vurdering, som ikke kan bruges til ret meget i en seriøs undersøgelse. Skal man tillægge dette kendetegn nogen betydning, må det først konstateres gennem blindforsøg med store antal deltagere. Pyramideforskerne har ikke gennemført sådanne forsøg.
»Alle forfattere,«
skriver Salas og Cano,
»er enige om, at den bedste metode til at konstatere, om vandet virkelig er behandlet og hvor kraftigt, er at bruge pendulet. Med et pendul eller simpelthen en synål ophængt i en tråd over vandet konstateres ved hjælp af pendulbevægelserne eksistensen og mængden af opladet energi.«
Med denne metode, som åbenbart er i høj kurs, har vi som bekendt fuldstændig sluppet taget i videnskaben og bevæget os ud på okkultismens gyngende grund. Salas og Cano erkender da også, at denne fremgangsmåde har sine ulemper, ja, de føler sig ligefrem nødsaget til en personlig tilståelse:
»Vi selv har ofte været i tvivl, når vi skulle vurdere penduludsvingene.«
Spørgsmålet står stadig ubesvaret: er det muligt at påvise nogen forskel mellem pyramidebehandlet vand og almindeligt postevand?
Det forekommer indlysende, at man ville få det mest kontante svar fra et kemisk laboratorium. Lad os se lidt nærmere på Salas og Canos meriter. De to bruger et helt kapitel i deres bog til at komme omkring de forskellige aspekter ved pyramideenergi og vand, og det synes at være den mest detaljerede diskussion, som foreligger. Hvad gjorde de to forskere, da de havde opdaget, at pyramidebehandlet vand fordamper hurtigere end almindeligt vand?
»Vi sendte de to vandprøver til en kemisk analyse, men der blev ikke registreret nogen som helst kemisk forskel eller ændring. Det var altså ikke vejen.
Hvis den kemiske sammensætning ikke ændres, så må det være vandets fysiske egenskaber, der ændres af pyramiden, tænkte vi. I så fald må det være overfladespændingen, der reduceres under pyramiden.
Dette er let at bekræfte med et lille forsøg. Små vanddråber dryppes fra ringe højde ned på en vandoverflade. Til forsøget behøves kun et glas med vand og en fin pipette. Så vidt vi kunne se under vore forsøg, opløstes pyramidebehandlet vand hurtigere og lettere end almindeligt vand. Men da forskellen var ringe, og vi ikke disponerede over mere fintfølende måleudstyr, valgte vi i første omgang på et teoretisk plan at undersøge, hvad er vand og hvordan opfører det sig.«
Herefter følger en flere sider lang udredning om vandets mangeartede natur. Salas og Cano beretter om tungt vand og supertungt vand og om en professor ved Moskvas Universitet, som har fremstillet en særlig type vand, der først koger ved over 200° og ikke fryser til is før omkring -50°. De fortæller, at der findes seks forskellige former for is, hvoraf kun den ene er lettere end vand. De fremlægger mange andre iagttagelser, som nok kan fængsle den almindelige læser og trække opmærksomheden bort fra det egentligt interessante i denne sammenhæng, nemlig den ovenfor gengivne beskrivelse af deres eksperimenter. Her kommer Salas og Canos videnskabelige ambitioner frem, så alle kan få øje på dem.
Vi præsenteres først for et af de sjældne tilfælde, hvor en udenforstående kontrolinstans er blevet bedt om at undersøge et emne, som hævdes at være påvirket af pyramideenergi. Og hvad siger laboratoriet? Der kan ikke registreres nogen som helst kemisk forskel mellem pyramidevand og almindeligt vand. De to spaniere er rystede, men lader sig dog ikke slå ud. De opstiller i stedet den ganske rimelige hypotese, at den øgede fordampning kan skyldes en formindsket overfladespænding hos vandet. Men nu synes de at have pådraget sig en sand skræk for, hvad der kan komme ud af at sende vandprøver til analyse hos fremmede mennesker. Så det gør de ikke. Mange laboratorier råder ellers over glimrende udstyr til at fastslå vands overfladespænding, men det må hvile i denne omgang, det er ikke vejen. I stedet kaster Salas og Cano sig ud i et hjemmelavet eksperiment, hvor man kan være fuldstændig sikker på at få usikre resultater. Det står enhver frit for at dryppe to farveløse væsker med forskellig overfladespænding – f.eks. vand og saltvand ned i et glas vand og prøve at afgøre, hvilken af dem der opløses hurtigst. Det er ikke helt let, og seriøs videnskab er det da slet ikke. Men under disse betingelser lykkes det Salas og Cano at opnå de forventede resultater. De stiller sig tilfreds med at konstatere, at »så vidt de kan se« er pyramidevand lettere opløseligt end almindeligt vand, hvorefter de hurtigt springer over i den lange, teoretiske udenomssnak om, hvad vand egentlig er.
Tilsyneladende har Toth og Nielsen været udsat for lignende skuffelser. De skriver, at
»vore egne erfaringer lader formode, at vand som har været opbevaret i en pyramide faktisk undergår en ændring, som endnu ikke har kunnet spores ved kemisk analyse«
. Et nænsomt ordvalg, men meningen kommer alligevel frem. Toth og Nielsen har sendt en prøve pyramidevand til kemisk analyse og fået den retur med den besked, at der ikke kunne spores noget usædvanligt.
Andre har dog haft mere held med sig. Schul og Pettit har fundet små forskelle i vandets indhold af kobber og zink og mener derfor, at pyramiden er i stand til at reducere tilstedeværelsen af disse metaller. Salas og Cano omtaler denne opdagelse, men afholder sig klogeligt fra at kommentere den, deres egne erfaringer siger noget andet. Bortset fra denne detalje føler de en nær samhørighed med det amerikanske forskerpar, og de glæder sig over, at Schul og Pettits vurdering af vandets fysiske egenskaber falder sammen med deres egen. Til gengæld håner de Norman Stark, fordi hans analyser har vist en kraftig stigning af nitritter i vandet. Det kan umuligt passe, at pyramiden laver rent vand om til en sundhedsfarlig drik, mener Salas og Cano. »Vi ville foreslå Stark at være mere omhyggelig og rense sine kolber og flasker, bare en gang imellem,« skriver de. Men hvordan kan de være så sikre på, at det er Stark, der er et rodehoved og tager fejl? Man kunne med lige så stor ret tænke sig, at Schul og Pettit har glemt en mikroskopisk rest salt- eller svovlsyre i deres kolber, hvilket ville nedsætte vandets indhold af kobber og zink. Man kunne tænke sig, at Schul og Pettit er gået lige så skødesløst frem i deres undersøgelser som Salas og Cano. Og man kunne i særdeleshed tænke sig, at der ikke indtræffer nogen som helst fysisk eller kemisk forandring med vand under en pyramide. Indtil nu har pyramideforskerne ikke formået at dokumentere det modsatte.
Det totale fravær af videnskabeligt bevismateriale har dog ikke afholdt forskerne fra at arbejde videre med hypoteser om, hvad det i grunden er, der sker med vand under en pyramide. Salas og Cano mener som nævnt, at overfladespændingen bliver reduceret, og andre forfattere giver udtryk for en lignende opfattelse. Ingen af dem giver dog nogen særlig detaljeret beskrivelse af, hvilke forandringer der sker i vandet. Måske med undtagelse af den danske forfatter Elsa Kaufmann. Hun har i en årrække foretaget eksperimenter med vand, og sideløbende har hun fordybet sig i østlig filosofi. Hendes overvejelser kredser om Yin og Yang, livets modsatte og komplementære kræfter, og det har fået hende til at sætte vandet i forbindelse med ild. Hun skriver i sin bog:
»Jeg tror, at vand som står i en pyramide, spaltes i flere brint- og hydroxyl-joner, og at der er en reversibel proces i gang derinde. Vandet spaltes i et ganske kort sekund i en masse joner, hvoraf brinten brænder ved at forbinde sig med ilt i luften. Så dannes der igen vand. Processen løber hele tiden mellem vand og spaltet vand med brint, som i et kort øjeblik bliver til ild, hvorefter der igen dannes vand. Vandet bliver ved denne proces »levende«. Brintjon-koncentrationen stiger i brøkdele af et sekund, og dette kunne være nok til, at bakterier ikke kan leve i vandet, hvilket er tilfældet med pyramidevand.«
For den almindelige læser lyder dette måske som en tilforladelig eller i det mindste mulig forklaring. Det er det ikke. Teorien har intet som helst hold i virkeligheden.
I et glas vand findes der altid nogle få vandmolekyler, som er spaltet i brint- og hydroxylioner, nemlig ca. en timilliontedel af samtlige vandmolekyler. Dette tal kan ikke ændres. At brintion-koncentrationen skulle stige i brøkdele af et sekund er lige så utænkeligt, som at vandet pludselig skulle blive rødt. Hvis man alligevel forestiller sig, at der på en eller anden måde er kommet en masse brint- og hydroxylioner til stede i vandet, vil der ikke af den grund boble brint op. Det skyldes, at brintioner er ladet med positiv elektricitet, mens brint selv er uladet. Brintionerne vil derfor blive i vandet, hvor de øjeblikkelig vil forene sig med hydroxylioner, indtil balancen er genoprettet og kun en timilliontedel af vandmolekylerne er spaltet.
Man kan godt få brintioner omdannet til boblende brint. Hertil kræves to ting: tilførsel af energi og tilførsel af elektroner. Elektroner er negativ elektricitet, og når en elektron forener sig med en brintion, som jo er positivt ladet, neutraliserer disse hinanden og danner uladet brint. Sender man en elektrisk strøm gennem vandet, tilføres såvel energi som elektroner, og i så fald vil der boble brint op af vandet. Processen kaldes elektrolyse. Af dette følger, at enten må pyramideenergi være det samme som almindelig elektrisk strøm, eller også har Elsa Kaufmann ikke begreb om kemi. Og der er endnu et problem. Selv om der skulle være kommet brint til stede over vandet, opstår der ikke af den grund ild. For ganske vist er det rigtigt, at brint kan brænde i ilt, og at der herved opstår vand, men processen går ikke i gang, af sig selv. Der kræves en igangsætter, en gnist eller en brændende tændstik. At tale om
»en masse ioner, hvoraf brinten brænder«,
er således en dobbelt misforståelse. For det første er ioner ikke brint (brint er brintion forenet med elektron), og for det andet brænder brint ikke uden igangsætter.
Men Elsa Kaufmann har vovet sig endnu længere ud i sine spekulationer om vandet og dets bestanddele.
»Vi kender alle,«
skriver hun,
»forsøgene med “knaldgas” fra fysiktimerne, når brint forener sig med ilt og bliver til vand. Vi hører en lyd som et piskesmæld. Denne lyd hører man netop undertiden på et vist stadium af meditation. Lyden høres inde i hovedet et sted og kan forekomme meget kraftig. Fysiologisk set kan det være brintatomer, der kolliderer med ilt, men det kan nok aldrig påvises ad teknisk vej. For hvor i hjernen skal man lede?«
Ja, hvor i hjernen skal man dog lede efter alt det vand? Og ikke mindst, hos hvem?
Borg Jensen har som den første pyramideforsker fremlagt en iagttagelse af en helt anden måde, hvorpå pyramideenergi kan påvirke vand. Den angår et dagligdags fænomen, nemlig vand, der løber ud af et badekar eller en håndvask. Hvis badekarret befinder sig på jordens nordlige halvkugle, vil vandet som regel forme en højredrejende hvirvel, idet det løber ud. På den sydlige halvkugle vil vandet derimod løbe ud i en venstredrejende hvirvel. Ifølge Borg Jensen kan man ved at anbringe en pyramide over vandet og lade den virke i nogle timer få vandet til at løbe ud i modsat retning af det normale. Han fremhæver dette som et glimrende eksperiment, der kan overbevise tvivlere om pyramideenergiens eksistens, og tilføjer, at pyramiden ikke engang behøver stå direkte over vandet. Han omtaler i sin »Håndbog nr. 1« et tilfælde, hvor en pyramide skulle have energiseret en hel lejlighed i København og have fået vandet til at løbe ud venstre om.
Ved første øjekast ligner dette et godt og enkelt bevis. En veldefineret fysisk kraft ophæves af pyramiden, ergo må pyramideenergien eksistere. Ved nærmere eftersyn er beviset imidlertid hverken godt eller enkelt. Borg Jensen glemmer nemlig at fortælle, at den pågældende fysiske kraft er uhyre svag og følsom over for mange andre påvirkninger end lige netop pyramideenergi. Det er en effekt af jordens rotation, den såkaldte corioliskraft, som får vand i bevægelse til at dreje mod højre på den nordlige halvkugle og mod venstre på den sydlige. Men corloliskraften er ganske svag; ved eksperimentet med badekarret kan den mindste uro i vandet – frembragt af luftstrømninger over vandoverfladen eller ved fjernelse af proppen – være nok til at forstyrre billedet, så hvirvelen udebliver eller drejer den forkerte vej rundt. Faktisk er det kun tre gange lykkedes at opstille de rette betingelser for, at corioliskraften kunne virke fuldstændig uhindret. Det skete ved en række forsøg i begyndelsen af 1960’erne i England, USA og Australien. Ved forsøgene på den sydlige halvkugle anvendte man en cylindrisk tank med en diameter på ca. 2 m og et 1 cm bredt udløbsrør midt i bunden. Tanken stod i et lille kælderrum uden vinduer. I nogle af de indledende forsøg drejede vandet rundt højre om, selv om man havde ladet det hvile i tanken i 13 timer. Eksperimentatorerne var nødt til at forsegle en luftkanal i loftet for at undgå træk og at lade vandet falde til ro i næsten et døgn, før hvirvelen ville dreje den rigtige vej rundt hver gang. Det siger sig selv, at man må tage tilsvarende forholdsregler, hvis man med sikkerhed vil kunne fastslå, om pyramideenergi er i stand til at ophæve corioliskraften.
Af de forhåndenværende beviser på dette felt står vi tilbage med en række oplysninger om, hvordan man rent praktisk kan gøre nytte med det pyramidebehandlede vand. Det er til gengæld oplysninger, som fylder godt i de fleste pyramidebøger. Man får hurtigt det indtryk, at energiseret vand virker som en ren mirakelkur på mennesker, dyr og planter. Lige så hurtigt opdager man dog, at denne del af bevismaterialet er af anekdotisk og uforpligtende karakter. Tørre tal, f.eks. resultater fra kontrollerede forsøg, glimrer ved deres fravær; i stedet druknes læseren i en strøm af subjektive og vagt formulerede udsagn. Toth og Nielsen står parat med et eksempel.
»Man kan drikke pyramidevand,«
skriver de.
»Det rapporteres at have velgørende, og endog kurativ virkning. Folk og kæledyr, som har drukket det, siges at føle sig bedre tilpas og se bedre ud. Kæledyrenes hårlag bliver mere blankt. Burfugle synger bedre og fuglenes farvede fjer bliver klarere i farven. Vi har modtaget rapporter om, at ledbetændelse, som blev behandlet med omslag af pyramidevand, blev lindret, og at vandet i andre tilfælde eliminerer smerter og andre problemer i forbindelse med ledbetændelse. Pyramidevand på sår, brandsår, hudafskrabninger, læsioner, modermærker, skønhedspletter, erstatningsvæv, neglerødder, vorter og forskellige hudproblemer tilsyneladende modsvarer de ellers anvendte behandlingsmidler.«
Sådan fortsætter Toth og Nielsen deres opremsning af pyramidevandets vidunderlige virkninger, uden på noget tidspunkt at gå i detaljer eller angive kilden til deres oplysninger. De har modtaget rapporter, skriver de, men fra hvem? Og hvor mange? Er den kurative virkning af pyramidevandet blevet konstateret under lægeopsyn? Må vi se bare ét dokumenteret eksempel på, at afvaskning med pyramidevand har fjernet modermærker og skønhedspletter? Der kan fremføres relevante indvendinger til hvert eneste postulat, hver eneste sætning. Bedre bliver det ikke, hvis man i stedet vender sig mod andre pyramideforskere, f.eks. Borg Jensen. Han er om muligt endnu mere svævende og begejstret.
»Deres fugle fortjener det funklende vand,«
betror han læseren.
»Vi har modtaget mange rapporter fra ejere af kæledyr af alle arter. De snakker, pludrer og synger mere af livsglæde. En glad fugl får hurtigere skønne fjer. Med andre ord, farverne får »knald«.«
Også akvarister kan ifølge Borg Jensen have glæde af det behandlede vand. Man bør dog kun tilsætte akvariet en liter pyramidevand i døgnet, ellers risikerer man, at fiskene får chok.
»Det vil holde Deres akvarie renere,«
skriver han.
»Sorte mollier vil yngle hyppigere uden nedværdigelse. Fiskene vil blive mere aktive og nogle vil forandre karakter.«
Tanken om, at sorte mollier føler nedværdigelse ved at yngle, vil sikkert komme som en overraskelse for de fleste akvarister, men det er da rart at vide, at man kan stive fiskenes selvfølelse af med lidt pyramidevand. Man skal i øvrigt være en særdeles tålmodig iagttager for at kunne fastslå, om ens fisk på et givet tidspunkt ændrer karakter og i hvilken retning. Har man ikke den fornødne tålmodighed, kan man nok klare sig med en smule selvsuggestion.
Borg Jensen har mange andre anvendelsesmuligheder for pyramidevand. Afskårne blomster holder sig friske i længere tid, når de sættes i energiseret vand. Potteplanter bliver højere, grønnere og stærkere, hvis man vander og sprøjter dem med energiseret vand. Vasker man hår i pyramidevand, vi det få en smukkere glans, og hårspidserne vil ikke længere spalte. Der er ingen grund til at fortsætte. Borg Jensens ideer om pyramidevand er i visse tilfælde lidt vildere end dem, man normalt støder på i litteraturen, men hans måde at argumentere på er aldeles typisk. Det er ikke et referat af forsøg. Det er ikke en fremlæggelse af data. Det er en simpel opregning af alle de muligheder, der findes for at udskifte almindeligt vandhanevand med pyramidebehandlet vand i den daglige husholdning. Men den kendsgerning, at pyramideforskerne kan finde på at lave kaffe og vande plæne med pyramidevand og bruge det til hundrede og sytten andre ting, udgør i sig selv intet bevis for, at der sker en forandring med vandmolekyler under en pyramide. Det beviser blot, at forskerne er så begejstrede for pyramidevand, at de kan finde på at lave kaffe og vande plæne med det.
Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.
Seneste kommentarer