af Jens Laigaard
|
Barberbladet
»Da vi i Praha besøgte nogle venner, lagde vi mærke til en lille papmodel af Den store Pyramide, der stod oven på en boghylde, nøjagtig den samme pyramide, som er afbilledet på en amerikansk én-dollar seddel. Inden i pyramiden var der et barberblad, der lå oven på en tændstikæske. Til sidst kunne vi ikke styre vores nysgerrighed længere og spurgte, hvad det skulle forestille.«
Med disse linier begyndte pyramidebølgen at rulle ud over Vesten. De nysgerrige folk med forstand på dollarsedler var to amerikanske journalister ved navn Sheila Ostrander og Lynn Schroeder, og svaret på, hvad barberbladet lavede inde i pyramiden, kunne læses i deres bog »Psykisk forskning bag jerntæppet«, som udkom i 1970. Her blev den brede vestlige offentlighed for første gang gjort bekendt med teorien om, at pyramideformen udvikler en særlig energi. Ganske vist havde Antoine Bovis allerede mange år tidligere sat sine ideer på tryk, men de nåede kun ud til en snæver kreds af okkultister. Ostrander og Schroeder genfortalte Bovis’ historie, denne gang for et lydhørt millionpublikum. Men hovednummeret var den sensationelle beretning om den tjekkiske radioingeniør Karel Drbal og hans patent nr. 91304: Kheops-pyramide-barberbladsskærperen. Den megen omtale, som blev pyramideenergien til del i de følgende år, samlede sig især om påstanden om barberbladet, der blev skarpt igen under pyramiden.
Det skal siges, at Drbal kunne have gjort sin entré et pænere sted end i Ostrander og Schroeders bestseller. De to kvinder levede oprindeligt af at skrive krimi- og kærlighedshistorier. I 1968 lykkedes det dem ved at udgive sig for videnskabsfolk at blive inviteret med til en psykisk konference i Moskva. De talte med forskellige forskere, men fik ikke lov at besøge nogen laboratorier og overværede ingen af de forsøg, de beskriver i deres bog. Til gengæld bearbejdede de alt, hvad de fik fortalt, så det kom til at tage sig dramatisk, epokegørende og ikke mindst selvoplevet ud, og hvis et interview glippede eller en udtalelse ikke var spændende nok, digtede de selv det fornødne til. En del af de forskere, de talte med, bad om at være anonyme. Ostrander og Schroeder gengav samtlige navne, de var kommet i besiddelse af. Det fik følger. Om det nu skyldtes bogens antikommunistiske tone eller vilde påstande, blev der fra officielt sovjetisk hold faret hårdt frem mod de videnskabsfolk, som havde udtalt sig til de to journalister. Nogle mistede deres stillinger og enkelte blev sendt i arbejdslejr. Også i Vesten fik bogens antikommunisme og vilde påstande vidtrækkende følger. Ostrander og Schroeder tjente en bunke penge, og det lykkedes dem at forvrænge billedet af østlandenes parapsykologiske forskning et godt stykke frem i tiden. Under indtryk af senere tilkomne og mere pålidelige oplysninger har kompetente parapsykologer nærmest revet bogen fra hinanden. Svenskeren Martin Johnson kalder den
»en virkelig dårlig kilde på dette felt«.
Officielle talsmænd fra det sovjetiske videnskabsakademi, heriblandt hjerneforskeren A.R. Luria, har ligeledes taget afstand fra den som
»en smagløs beretning på laveste niveau, hvis hovedformål var at give forfatterne billig publicity«.
Takket være denne bog slog Karel Drbals teori om pyramideenergi igennem i USA og Vesteuropa. Hans historie er nu fast inventar i enhver pyramidebog med respekt for sig selv, og i Toth og Nielsens bog har han selv fået lov at føre ordet i kapitlet »Kampen for pyramide-patentet«. Dette er den mest detaljerede version og derfor også den mest interessante.
Historien er i korte træk, at Drbal i en lille tryksag læste om Bovis’ eksperimenter med at mumificere organisk materiale. Han gentog forsøgene med positivt resultat og fortsatte derefter med at se, hvad der skete med et barberblad, som blev anbragt under pyramiden. Han forventede, at det ville blive sløvt, men det viste sig tværtimod at beholde sin skarphed langt ud over det sædvanlige. Drbal kunne normalt barbere sig fem gange med et nyt Zenith-blad, men hvis det fik lov at ligge i pyramiden mellem hver barbering, kunne det holde over 50 gange. Drbal indledte en længere forsøgsrække, hvor hver daglig barbering var led i det fortsatte eksperiment. På 27 år brugte han i alt 80 barberblade, hvilket i gennemsnit giver 123 barberinger pr. blad. Hans rekord var 200 barberinger med samme blad. Og da gode, holdbare barberblade var en mangelvare i østlandene, foreslog Drbals venner, at han skulle prøve at tage patent på sin opdagelse. Han indleverede sin ansøgning i Prag i 1949 og regnede med, at det ville vare mellem to og tre år, inden den var færdigbehandlet. Der kom dog til at gå ikke mindre end ti år, for patentkommissionen omsider sagde god for Drbals lille barberbladsskærper. I 1959 modtog han den tjekkoslovakiske republiks patent nr. 91304, og senere begyndte en fabrik at fremstille miniaturepyramider. Desuden havde der, lige siden Drbals forsøg blev offentligt kendt, været en vis hjemmeproduktion af pyramider i gang både i Tjekkoslovakiet og Sovjet. Ingen ved, hvor stor udbredelse de hjemmelavede pyramider har fået i østlandene, men Drbal fortæller, at han alene fra Tjekkoslovakiet har modtaget tusinder af breve fra tilfredse brugere.
Karel Drbal er den mest respekterede af de to store pionerer inden for pyramideforskningen. Mens Antoine Bovis var den lidt gammeldags okkultist, som mente at finde udstrålinger i alt, hvad hans pendul rørte ved, repræsenterer Drbal den moderne, empiriske fremgangsmåde. Han gennemfører eksperimenter og sammenligner resultaterne. Han er, som han selv gentagne gange har påpeget, ikke mystiker, men mikrobølgetekniker, radioingeniør og fysiker. Og med hans patent synes pyramideenergien at være blevet accepteret som en kendsgerning af den etablerede videnskab.
Der er imidlertid en del svagheder ved Drbals historie, som tilhængerne enten ikke har bemærket eller bevidst har valgt at se bort fra. Der er uklare punkter omkring patentet og hvilken anvendelse, det senere fik, og der er i særdeleshed videnskabelige problemer forbundet med Drbals teori og de forsøg, han udførte med sine barberblade.
Det varede som nævnt ti år, inden det tjekkiske patentkontor godkendte Drbals ansøgning. Han fremhæver selv dette som et tegn på, at kommissionen betragtede hans andragende som overordentlig ekstraordinært. Men den lange ventetid kan lige så vel betyde, at man ikke tog hans ansøgning alvorligt, eller at man i det mindste var uenige og usikre. Egentlig burde proceduren være ganske ligetil: der skulle opstilles en række eksperimenter, hvorunder et sløvet barberblad lå inde i en pyramide efter de forskrifter, Drbal havde opgivet. Hvis eksperimenterne kunne godtgøre, at bladet genvandt sin skarphed, måtte man udstede patent. Blev bladet ikke skarpt igen, kunne ansøgningen afvises. Det er nærliggende at antage, at eksperimentatorerne er kommet i vanskeligheder med at afgøre, hvornår bladet var »skarpt«, og hvornår det ikke var. Og hvad lavede Drbal i mellemtiden, sad han hjemme med hænderne i skødet og afventede kommissionens dom? Overhovedet ikke. Efter hvad han selv fortæller, så han en opgave i ikke blot at overbevise patentfolkene om, at pyramiden virkede, men også forklare dem, på hvilken måde den virkede. Han læste alt, hvad han kunne komme til om kosmisk stråling, jordmagnetisme, resonans og metallurgi, og disse ting mødte han op og fremlagde for folkene på patentkontoret. Der var også en livlig brevkorrespondance. Ikke underligt, om patentfolkene blev forvirrede og måske også lidt trætte. Endelig konstruerede Drbal en ny lille pappyramide, som han forærede den ledende patentundersøger:
»Da modellen virkede helt til hans tilfredshed i tiårsperioden,«
skriver Drbal,
»var han i stand til at bevise af egen erfaring at opfindelsen ikke er en mystification. Af samme grund var han nødsaget til at forsvare min opfindelse over for undersøgelseskommissionen. jeg er sikker på, at uden hjælpen fra den redelige undersøger, ville det »mærkværdige« patent nr. 91304 ikke eksistere i dag.«
Det noterer vi os. Patentet kom i stand takket være en enkelt persons indsats, nemlig denne chef, som endda var nødt til at forsvare Drbals opfindelse over for kommissionen. Der var med andre ord ikke opnået enighed efter næsten ti års undersøgelser. Enten har folkene i patentkommissionen arbejdet så langsomt, at det nærmer sig en rekord selv for østeuropæisk bureaukrati, eller også har udfaldet af deres eksperimenter givet dem rimelig grund til at være skeptiske. Var ti år netop den tid, der skulle til, før de gav efter for trætheden og lod tvivlen komme den mest udholdende part til gode?
Hvis det tjekkiske patentkontor begik en fejl i 1959, er det hverken første eller sidste gang, noget sådant er passeret. Der er udstedt patent på opfindelser, som både i teori og praksis var adskilligt mere vanvittige end Drbals pyramide. Et eksempel? I 1949, samme år som Drbal indleverede sin ansøgning, fik en amerikansk elektroingeniør ved navn Thomas G. Hieronymous patent på en maskine, som kunne analysere den »eloptiske udstråling« fra mineraler. Eloptisk udstråling var en særlig form for stråling, som var ganske ukendt for videnskaben, indtil Hieronymous opdagede den. Hans maskine var en kasse, hvor på der sad en talskive og en plasticplade. Man lagde et stykke metal foran kassen; en person drejede på talskiven med den ene hånd og gned på plasticpladen med den anden. Når man fik de rigtige vibrationer ind, begyndte pladen at føles klæbrig. Maskinen virkede lige så godt, hvis man nøjedes med at vise den et foto af et stykke metal. Senere viste det sig endda, at den kunne fungere uden strømtilførsel. Maskinen blev aldrig videre udbredt, men den fik dog enkelte begejstrede tilhængere, heriblandt Patrick Flanagan. Han betegner den som »en milepæl« og mener, at den passer fint ind i hans egne overvejelser om ukendte stråler og energier.
»Selv om Hieronymous-maskinen ikke kan forklares ud fra moderne fysik, er den værdifuld, fordi dens resultater kan gentages,«
skriver Flanagan.
»T.G. Hieronymous er afgjort en pionér inden for dette nye felt.«
Den amerikanske forfatter Martin Gardner har en noget anden kommentar:
»Elektronikingeniører har fået sig et godt grin over Hieronymous’ patent (nr. 2.482.773), og anser det for at være i klasse med Socrates Scolfields berømte patent fra 1914 (nr. 1.087.186), som skulle bevise Guds eksistens ved hjælp af to sammenflettede spiraler.«
Nok om de berømte patenter. Karel Drbal fik sit, men kilderne er uenige om, hvor stor anvendelse det fik. Ostrander og Schroeder hævder, at en tjekkisk fabrik begyndte at fremstille små pappyramider kort efter, at patentet var udstedt, og at der i sidste halvdel af 1960’erne blev fabrikeret pyramider af plastic. Drbal selv nævner intet om en fabriksproduktion af pappyramider. Derimod skriver han, at en 7 cm høj model flere år efter patentets udstedelse blev sat i produktion af en plasticfabrik,
»men der blev kun produceret nogle få hundrede pyramider, før fabrikken afslog at fortsætte produktionen. Selv om jeg ikke kender alle omstændighederne omkring fabrikkens afslag på at fortsætte, så kan jeg ikke lade være at spekulere på, om en stor barberbladsfabrik skulle stå bag. Fabrikanten af barberblade kan jo ikke være interesseret i at forbrugeren kan bruge det samme blad over hundrede gange.«
Det mener Drbal altså, og tanken er da ikke usandsynlig. En anden forklaring, som heller ikke kan udelukkes, er at folk klagede til fabrikken, fordi deres pyramider ikke virkede. Det korte af det lange er, at ifølge Drbals eget udsagn var den kommercielle udnyttelse af patentet ganske minimal. Nogle få hundrede pyramider var alt, hvad det blev til.
Men derfor kan Drbals forsøgsresultater vel være gode nok? Nej, det kan de ikke. Den årelange forsøgsrække, de gennemsnitlige 123 barberinger med hvert pyramidebehandlet blad, rekorden på 200 barberinger med samme blad – intet af det har den ringeste værdi som videnskabeligt bevis. Den manglende kontrol får det hele til at falde til jorden. Drbals barberblade blev ikke opbevaret af udenforstående. Der var ingen vidner, som kontrollerede hans daglige barberinger, og forsøgene fandt aldrig sted i noget andet laboratorium end hans eget badeværelse. Disse omstændigheder reducerer hans beretning til en ren anekdote. Muligvis sand, afgjort underholdende, men på ingen måde acceptabel som bevis.
Så står vi tilbage med Drbals teoretiske redegørelse for, hvad der sker med barberbladet inde i pyramiden.
Et barberblads æg har en krystallinsk struktur. Når bladet bliver sløvt, skyldes det, at de fine krystaller under brugen enten bliver presset sammen eller gnedet af. Drbal beskriver dette ved at sige, at æggens mikro-struktur får en deformation, som enten er af elastisk eller definitiv karakter. Det er kun, hvis deformationen er af elastisk art, at bladets oprindelige skarphed kan genoprettes. Æggen bliver ikke slebet i pyramiden, den regenererer: krystallerne indtager deres oprindelige stilling langs kanten. Dette er ifølge Drbal en naturlig proces, som normalt tager mellem 15 og 30 dage; pyramidens fortjeneste er blot, at den får processen til at accelerere, så den fuldføres i løbet af et døgn.
Hvad er det ved pyramiden, som bevirker denne regeneration af æggens krystalstruktur? Drbal citerer fra patentbeskrivelsen, at de virksomme kræfter stammer fra pyramidens »omgivende kosmiske og jordiske felt«, og at de derfor kan være fremkaldt
»elektrisk, magnetisk, elektromagnetisk, tyngdemæssigt, partikulært«
eller måske gennem
»andre endnu ikke definerede felter eller energier«
. Værsågod at vælge! Klarheden er ikke overvældende, og hvis de specifikke forslag (elektricitet osv.) ikke holder, er det jo rart at have et smuthul åbent i form af endnu ikke definerede energier.
Drbal prøver dog senere at udtrykke sig mere konkret. Han henviser til den såkaldte »liquid-stain« effekt, hvor dipolære vandmolekyler, som optræder i stål, kan nedsætte dettes hårdhed med indtil 22%. Disse nedbrydende dipolære vandmolekyler kan atter uddrives ved hjælp af mikrobølger i centimeterområdet. Drbal sammenholder dette med den udtørringsproces, han mener at have iagttaget hos organisk materiale i pyramiden, og foreslår, at barberbladets æg faktisk bliver dehydreret. Hans endelige hypotese lyder, at det, der påvirker barberbladet, er mikrobølger fra solen, som ophobes i pyramidens hulrum. Denne mikrobølgeenergi er ganske svag og kan let forstyrres af anden stråling. Det kan være årsagen til, at pyramiden ikke vil fungere i nærheden af elektriske installationer såsom radio- og TV-apparater.
Alt dette hjælper dog ikke meget på forvirringen, for nu har Drbal blandet to forklaringer sammen uden at tilkendegive, hvilken han anser for den mest sandsynlige. På den ene side siger han, at barberbladet bliver skarpt, fordi pyramideenergien eller mikrobølgerne får æggens krystalstruktur til at rette sig ud hurtigere end normalt. På den anden side foreslår han, at bladet genvinder sin skarphed, fordi mikrobølgerne uddriver dipolære vandmolekyler fra æggen. Hvis vi skal godtage den sidste forklaring, må vi have vished for, at barberblade jævnligt rammes af liquid-stain effekten. På Gillettes laboratorium har man ikke hørt om liquid-stain, men antager, at udtrykket måske dækker over den nogenlunde velkendte Rehbinder-effekt. Det er den svækkelse, som rammer ionkrystaller ved adsorbtion af overfladeaktive molekyler. Rehbinder-effekten har så vidt vides aldrig udgjort noget problem for barberblades styrke og skarphed. Som man vil se, kommer Drbal ikke særlig langt med sine forklaringsforsøg, og hverken han eller det tjekkiske patentkontor har i øvrigt påvist, om det overhovedet er mikrobølger, som virker i pyramiden. Det har dog heller ikke afgørende betydning, om Drbals mikrobølgeteori holder, for som han selv fornuftigt nok har påpeget, behøver den ikke være den eneste mulige. Det væsentlige i denne sammenhæng er den påståede kendsgerning, som teorien skal forklare: at et sløvt barberblad genvinder sine fysiske egenskaber, hvis det ligger et døgn i en pyramide. Denne påstand kan efterprøves på to måder.
Det mest oplagte er naturligvis at barbere sig med det behandlede blad, men det er en vurderingsmåde, som af flere grunde er upræcis og usikker. For det første varierer skæghårenes tykkelse og hudens irritabilitet fra person til person, og der vil derfor være tilsvarende udsving i den individuelle opfattelse af, hvornår et barberblad er skarpt eller sløvt. For det andet er det svært at genkalde, præcis hvor skarpt bladet var ved sidste barbering. Og for det tredie kan ubevidste forventninger øve en ikke ringe indflydelse på vurderingen.
Det er denne subjektive test, Karel Drbal og så godt som alle hans efterfølgere har anvendt. Kun i et enkelt tilfælde har pyramideforskere foretaget en videnskabeligt funderet, objektiv kontrol af bladene. Det skete ved den tidligere nævnte forsøgsrække i Toronto i 1973.
Eksperimenterne med barberblade blev ledet af ingeniør Dale Simmons og fandt sted i et metallurgisk laboratorium ved Ryerson Polytechnic Institute. Man sløvede tre blade lige meget, fotograferede æggene gennem et mikroskop og anbragte derefter to af dem i hver sin pyramide, mens det tredie blev lagt i fri luft som kontrol. Efter en uges forløb tog man et nyt foto af æggene. Der var ingen indbyrdes forskel på de tre blades tilstand og kun ubetydelig forskel på deres tilstand før og efter eksperimentet. De små forandringer, man konstaterede – også hos kontrolbladet – kunne forklares dels ved, at de mikroskopiske takker i æggene var blevet afrundet af luftmolekylernes bevægelser, dels ved den almindelig tendens, mange metaller har til at vende tilbage til deres oprindelige tilstand efter at have været udsat for pres og spændinger. Den overordnede konklusion var klar: pyramiderne havde ikke påvirket bladene på nogen fysisk måde.
Dette forsøg fra 1973 står stadig som det mest velkontrollerede af samtlige eksperimenter på dette område. Fremgangsmåden med at mikroskopere bladenes æg er den bedst tænkelige, idet resultatet her kan iagttages og vurderes af flere personer. Der foreligger kun oplysning om ét barberbladsforsøg med tilsvarende kontrol, og om det ved vi ikke andet, end at det også gav negativt resultat. Det er vigtigt at gøre sig konsekvensen af dette helt klart. På nuværende tidspunkt taler beviserne imod, at en pyramide kan genskærpe barberblade. Det ene eksperiment med objektiv kontrol vejer tungere end de mange tusind subjektive forsøg.
Som vi har set, blev Toronto-forsøgene nærmest fuldstændig ignoreret af pyramideforskerne. Kun et par år efter mente forfatterparret Toth og Nielsen at kunne feje problemet ind under gulvtæppet med følgende kommentar:
»Selvom der ikke har været nogen almindelig enighed i videnskabelige kredse med hensyn til pyramidens effektivitet til at vedligeholde barberblades skarphed, så har lægmænd udført i hundredvis af udokumenterede eksperimenter, som har bekræftet denne antagelse.«
Toth og Nielsens ræsonnement er tilsyneladende, at når blot der foreligger et tilstrækkelig stort antal dårlige forsøg, kan de opveje det ene velkontrollerede. Inden for almindelig videnskab er det lige omvendt.
Men Toth og Nielsen har fuldstændig ret i, at der er udført en mængde hjemmelavede forsøg med pyramider og barberblade. I dag skal antallet nok ikke længere gøres op i hundreder, men i titusinder. Bølgen har ikke ladet sig standse; folk har eksperimenteret på livet løs, iagttagelser og påstande har hobet sig op, og resultatet er blevet en støt voksende sum af forvirring og selvmodsigelser.
Tag eksempelvis forskriften om, at barberbladet skal anbringes præcist på nord-syd aksen i pyramiden, så æggene vender mod øst og vest. Denne forholdsregel går igen i samtlige vejledninger og hænger sammen med teorien om, at jordens magnetfelt skulle have betydning for pyramideenergien. Ikke desto mindre hævder Serge V. King at have barberet sig over 30 gange med et blad, som under behandlingen sad fastspændt i en barbermaskine på en sådan måde, at det ikke blot vendte de korte ender mod øst og vest, men også stod på højkant, vinkelret på underlaget. Og i de senere år har flere forfattere, heriblandt Borg Jensen, fremsat den påstand, at energien også kan genskærpe elektriske barbermaskiner. Disse har som regel enten buet eller roterende skær, og lige meget hvordan man anbringer en sådan barbermaskine i pyramiden, vil de fleste skær pege i andre retninger end stik øst-vest. Borg Jensen tager ingen forbehold over for dette. Han skriver slet og ret: »Elektriske barbermaskiner vil også genvinde skarphed.« Hvem skal man tro?
Et problem i forlængelse heraf er spørgsmålet om, hvorvidt pyramiden kan skærpe andre skærende redskaber end barberblade. Nogle forfattere hævder, at man også får positive resultater med knive og sakse. Den fulde titel på Drbals patentspecifikation lød:
»En indretning til at vedligeholde skarpheden på barberblade og -knive«. Barberknive, javel. Det stemmer dårligt overens med, hvad Salas og Cano rapporterer: »Vi forsøgte med en kniv, og helt ærligt, efter at have haft den under pyramiden i tre måneder fandt vi ikke, at den skar spor bedre end før behandlingen.«
Et tredie punkt, hvor der er uoverensstemmelser, er i opfattelsen af den ideelle størrelse på pyramiden. Salas og Cano hævder ud fra egne erfaringer, at pyramidens størrelse ikke har den mindste indflydelse på, hvor hurtigt effekten opnås, men tilføjer:
»Enhver pyramide, højere end otte cm, er velegnet.«
Denne bemærkning er væsentlig. Den indebærer, at forfatterparret må have afprøvet pyramider, som var lavere end 8 cm, og fundet dem uegnede. Og det er atter i konflikt med Drbals opgivelser. Han udtaler, at hans bedste barberbladspyramide kun er 5 cm høj. Hvem skal man tro?
Skal man måske i stedet tro den engelske forfatter Alan Landsburg, som foreslår, at effekten er direkte proportional med pyramidens størrelse? Ganske vist kan Landsburg ikke føre det mindste bevis for sin teori, tilsyneladende har han ikke engang udført det elementære barberbladsforsøg, men han er god til at sætte et storslået perspektiv på sine tanker. Hans bog hedder »In search of strange phenomena«, og læserne skal have smæk for skillingen. Hvis en lille pyramidemodel kan skærpe et barberblad, skriver Landsburg, så må en større model kunne skærpe en kniv eller en machete. Og en endnu større model? En model på størrelse med Kheopspyramiden eller den endnu større pyramide ved Cholula de Rivaldahia i Mexico –
»hvor stor en kraft kunne der ikke fokuseres med en energi-linse af så vældige dimensioner?«
Hvem ved? Måske ligefrem kraft nok til at skærpe den kritiske sans hos visse forfattere? En mindre model kan sandsynligvis ikke gøre det.
Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.
Seneste kommentarer