af Jens Laigaard
|
Mumificering
De første eksperimenter med pyramideenergi drejede sig om mumificering af organisk materiale. Utallige bøger og artikler har beskrevet, hvorledes Antoine Bovis under et besøg i Kheopspyramiden fik mistanke om, at pyramideformen var i stand til at fremkalde hurtig udtørring, og hvordan han gennem senere forsøg fik bekræftet denne formodning.
Bovis i kongekammeret. Her begyndte det, her fødtes teorien om pyramideenergi. I betragtning af, hvor stor betydning eftertidens pyramideforskere har tillagt Bovis’ opdagelse i pyramiden, er det imidlertid påfaldende, at ingen synes at vide, hvornår den fandt sted. Toth og Nielsen skriver, at det var »engang i dette århundrede«, Ostrander og Schroeder erklærer med tilsvarende præcision, at det skete »for en del år siden«, andre forfattere opgiver slutningen af 1920’erne eller begyndelsen af 30’erne. Ret beset har vi kun Bovis’ eget ord for, at han har besøgt pyramiden; men der er en detalje i hans beretning, som tillader os at vurdere dens troværdighed. Man forestiller sig uden vanskelighed sceneriet, det har været skildret igen og igen. Bovis træder ind i kongekammeret med de mørkebrune, polerede vægge, lidt omtumlet af varmen, men med vidt åbne sanser. Til højre i det aflange rum står granitsarkofagen, hvis ene hjørne er slået i stykker. Der står også en affaldsbeholder i rummet, og i en ligger ligene af nogle katte og andre smådyr, som er strejfet ind i bygningen og ikke har kunnet finde ud igen. Bovis bemærker, at der ikke kommer nogen stank af forrådnelse fra de døde dyr. Han nærmer sig nysgerrigt affaldsbeholderen og tager en af de små kroppe op, den er let, udtørret, omdannet til en mumie. Opdagelsen sætter Bovis i gang med at spekulere. Den burde også få os andre til at standse op og tænke os om. Kongekammeret er det fjerneste og vanskeligst tilgængelige rum i pyramiden. Er det ikke underligt, at opsynsmanden bærer de døde dyr herop i stedet for straks at smide dem ud af bygningen? Kongekammeret er endvidere det mest berømte rum i verdens mest berømte oldtidsmoniment. Er det ikke mærkeligt, at der netop her skulle stå en skraldespand fyldt med døde dyr? Jo, og det er mere end mærkeligt, det er sagt med rene ord en lodret løgn. ifølge en kilde, vi må betragte som særdeles velunderrettet, nemlig direktøren for Ægyptens Nationalmuseum, har der aldrig været opstillet affaldsbeholdere i kongekammeret. Så hvad enten Bovis har været i pyramiden eller ej, må vi konstatere, at beretningen om hans opdagelse af de mumificerede dyr er frit opfundet. Pyramideenergiens fødsel, som aldrig har været forsynet med dato eller årstal, er nu pludselig revet helt ud af historien.
Søger vi et oprindelsessted for teorien, må vi vende blikket mod den franske Riviera, mod byen Nice, hvor Bovis tilsyneladende i et øjebliks inspiration har fundet på at sammenkæde teorien om radiæstetiske stråler med forestillingen om, at der er noget særligt ved den store pyramides dimensioner. Det var i Nice, Bovis angiveligt skulle have konstateret, at en 75 cm høj træmodel af Kheopspyramiden var i stand til at mumificere en død kat. Vi har ganske vist også kun Bovis’ eget ord for, at dette og hans efterfølgende eksperimenter gav positivt resultat; men i dag er vi ikke længere henvist til udelukkende at forlade os på monsieur Bovis’ tvivlsomme udsagn. Mumificering har været det mest populære begynderforsøg siden pyramidebølgen tog fart. Tusinder af mennesker har prøvet at lægge forskellige fødevarer under en pyramide, og der er fremkommet talrige udsagn om, at pyramideenergi kan konservere fisk, kød, æg, grønsager, frugt og mælk. Afskårne blomster, som behandles med energien, vil efter sigende bevare farve og duft. Endvidere skulle kaffe, vin, spiritus og tobak få en blødere, mere behagelig smag efter en tur i pyramiden.
Der er ikke fremsat mange forklaringer på, hvordan energien helt konkret udvirker disse forandringer. Schul og Pettit nøjes med at give en antydning:
»Ved vore eksperimenter med kød opdagede vi, at kødet ikke går i forrådnelse, men hurtigt mister sin fugtighed og bliver inaktivt hvad bakterier angår. Efter tre ugers ophold i en pyramide vil kød tabe mere end 66% af sin vægt, men det vil ikke blive fordærvet. Sammenlign dette med den udbredte brug af ultraviolet lys til at dræbe skadelige bakterier og modvirke dannelse af andre bakterier.«
Meget vel, vi sammenligner. Ultraviolet lys er ikke blot farligt for bakterier, men for alle levende organismer; det er dræbende i større doser og har selv i mindre kvanta en ødelæggende virkning på DNA. Endvidere hæmmer ultraviolet lys fotosyntesen, og det stemmer dårligt overens med påstanden om, at planter vokser hurtigere under en pyramide. Pyramideenergi kan næppe have noget at gøre med ultraviolet lys.
Schul og Pettit har ret i, at bakterier spiller en væsentlig rolle ved nedbrydning af kød og andre madvarer. Bakterier er som bekendt encellede organismer. Hvordan kan pyramideenergien dræbe bakterier uden samtidig at beskadige andre levende celler i f.eks. planter og mennesker? Spørgsmålet kompliceres yderligere ved, at de to amerikanere hævder at have omdannet mælk til yoghurt under en pyramide. Denne proces afhænger netop af mælkesyrebakterier. Ifølge Schul og Pettit skulle energien altså være så heldigt indrettet, at den dræber de skadelige bakterier og lader de nyttige fungere uantastet. Det er ikke dårligt, men heller ikke helt let at begribe.
Nedbrydningsprocessen standser ikke, fordi samtlige bakterier i et stykke organisk materiale afgår ved døden; den beror også på faktorer som iltning og enzymaktivitet. Hvordan modvirker energien disse ting? Det fortæller Schul og Pettit intet om. De rapporterer derimod, at der ikke vil danne sig mug på madvarer under en pyramide, og straks dukker et nyt paradoks op. Mug er en svamp, et mikroskopisk men alligevel ganske respektabelt medlem af planteriget. Hvordan kan det være, at mug i modsætning til større planter ikke vil trives under en pyramide? Det giver pyramideforskerne heller ikke noget svar på.
Elsa Kaufmann forklarer mumificeringsprocessen ved at sammenknytte dens to aspekter, udtørring og standsning af forrådnelse. Hun mener ligesom alle andre pyramideforskere, at der udtræder vand af et stykke kød, som mumificeres.
»Men jeg tror ikke, at det er vand med formlen H2O eller HOH. Da kødet ikke rådner, må det være blevet desinficeret på en eller anden måde. jeg har tænkt mig, at der måske dannedes brintoverilte, H2O2 i første omgang, og dette virker jo desinficerende.«
En original forklaring, men desværre fuldstændig uholdbar. Alt organisk væv indeholder et enzym kaldet katalase, som spalter brintoverilte i vand og ilt, og dette enzym er forrygende effektivt. Et enkelt molekyle katalase kan ved frysepynktet omsætte op til 42.000 molekyler brintoverilte i sekundet. Enzymers reaktionshastighed øges, når temperaturen stiger. Det er med andre ord utænkeligt, at der skulle optræde brintoverilte i et stykke kød, som befinder sig ved stuetemperatur.
Der synes at være flere spørgsmål end svar at hente i disse teorier om, hvordan energien påvirker madvarer. Men forklaringerne kommer i anden række, det vigtigste er beviserne. Hvad siger eksperimenterne på dette område?
Set fra et videnskabeligt standpunkt er påstandene om, at vin og kaffe smager bedre efter en pyramidebehandling, ikke særlig interessante, idet resultaterne her ofte vil afhænge af personlig smag og selvsuggestion. Det er noget lettere at afgøre, om pyramidetørrede blomster holder farven bedre end blomster tørret på anden vis. Mumificering af madvarer er i endnu højere grad tilgængelig for objektiv kontrol. Her kan man sammenligne vægttabet hos identiske forsøgsemner, og også de resultater, som ikke lader sig udtrykke i tal, vil i mange tilfælde kunne konstateres af uafhængige observatører. Der vil sjældent være megen uenighed om, hvorvidt et æg er tørret ind eller gået i forrådnelse. Forsøg med letfordærvelige madvarer er derfor at foretrække i bevisførelsen, og desuden er der et par grundlæggende krav, som må opfyldes, hvis resultaterne skal have videnskabelig værdi. Der skal opstilles kontrolforsøg. De påviste effekter må kunne gentages under de samme betingelser. Resultaterne skal konstateres af uafhængige kontrollanter og så vidt muligt beskrives i kvantitative udsagn.
Et blik ud over pyramidelitteraturen afslører, at disse kriterier kun er blevet tilnærmelsesvis opfyldt og kun ved en enkelt lejlighed. Det skete i 1972, da et forskerhold fra Toronto Society for Psychical Research gennemførte en serie forsøg omkring de to mest omtalte egenskaber ved pyramiden, dens evne til at genskærpe barberblade og mumificere organisk materiale. Ved de sidstnævnte forsøg opstillede fire deltagere hver for sig en række eksperimenter i deres hjem eller kontorer, idet de fulgte de samme, på forhånd aftalte fremgangsmåder. Her ville endnu fire uafhængige kontrollanter have været på sin plads, hvis vi skulle have fuldstændig vished for, at de fastlagte procedurer blev fulgt til punkt og prikke. Alligevel ligger der en betydelig grad af sikkerhed i den omstændighed, at hvert eksperiment blev udført fire gange af forskellige personer, og resultaterne har derfor krav på opmærksomhed.
Hver forsøgsdeltager anvendte en hjemmelavet kartonpyramide med samme proportioner som Kheopspyramiden, en kommercielt fremstillet pyramide samt forskellige kartonbeholdere, terninger, kegler, parallelepipeder og trekantede prismer, der alle havde samme rumfang som pyramiderne. Der blev gennemført forsøg med hamburgerkød, kartofler, bønnespirer, bananer, æbler, lever og knoglemarv. En prøve af materialet blev anbragt i en pyramide og en kontrolprøve af tilsvarende størrelse i en af den andre beholdere. Pyramiderne blev orienteret mod geografisk nord. Hvert forsøg varede to uger og blev gentaget med forsøgsemnet anbragt i forskellige højder i pyramiden, en tredjedel oppe, halvvejs oppe, tre fjerdedele oppe eller liggende i et hjørne på pyramidens bund.
Man gennemførte også i fællesskab to eksperimenter med afskårne blomster. Fire friske roser blev anbragt i henholdsvis to pyramider, i en terning med tilsvarende rumfang og i fri luft. I dette tilfælde var pyramiderne og terningen orienteret mod den magnetiske nordpol; ved det næste forsøg, hvor tre krysantemer lå i en pyramide, i en terning og i fri luft, var beholderne atter orienteret mod geografisk nord. Begge forsøg var af en uges varighed.
Samtlige forsøg gav enslydende resultat. Der kunne ikke konstateres nogen forskel mellem materialet i pyramiderne og materialet i de forskellige kontrolbeholdere. Ved forsøgene med roser og krysantemer sporedes en vis forskel mellem blomsterne, der havde ligget i fri luft, og de øvrige, men blomsterne under pyramiderne og terningerne var i nøjagtig samme forfatning ved eksperimentets udgang. Forsøgslederen Allan Alter drog en afbalanceret slutning ud fra disse resultater. Det kunne ikke udelukkes, sagde han, at der på grund af særlige geomagnetiske forhold ved Giza fandtes en ukendt kraft i Kheopspyramiden. Men pyramideforskernes påstand om, at hvem som helst kunne frembringe denne kraft i sit eget hjem, var modbevist af holdets undersøgelser.
Hvad sagde pyramideforskerne nu til dette? Deres hobbyvidenskab var endnu kun i sin vorden, og her blev der rettet et knusende slag mod den. Hvis de skulle fortsætte efter samme retningslinier som den etablerede videnskab, havde de kun to valgmuligheder. Enten måtte de betragte sagen som afsluttet og smide deres pyramider ud, eller også måtte de opstille forsøg med endnu strengere kontrol i håb om, at disse ville give positivt resultat. Pyramideforskerne gjorde ingen af delene. De nøjedes med at ryste på hovedet og protestere i barnlig vantro. Iris Owen, som var sekretær for Toronto-holdet, fortæller:
»Vore resultater blev offentliggjort, og nogle af reaktionerne var højst uventede. Folk skrev til os, at de var forbavsede over, at vi ikke kunne »få pyramiderne til at virke« – havde vi fundet ud af, hvad vi havde gjort forkert i vore forsøg? En skolelærer, vi kendte, havde oplevet tilsvarende reaktioner, da han satte sin klasse til at eksperimentere med pyramider. Elevernes reaktion var ikke: »Hvor interessant; det ser ud, som om vi har modbevist teorien«, men derimod: »Hvad har vi gjort forkert – vi kan ikke få den til at virke«. Vi modtog en hel del henvendelser, der argumenterede til fordel for den magnetiske nordpol, og lige så mange, der fremhævede den geografiske. Begge parter påpegede også, at blot den ringeste afvigelse ville ødelægge resultaterne, hvilket nok kan undre, eftersom de hver for sig hævdede at opnå ufejlbarlige resultater.«
Det, vi her får fremvist, er måske den væsentligste årsag til, at pyramideforskerne har kunnet bevare deres energi og gode humør i så lang tid: de nægter at tage negative beviser for pålydende. Knap hundrede år tidligere havde Petries opmåling af Kheopspyramiden revet grundlaget væk under pyramidemystikernes spekulationer, men de fortsatte som om intet var hændt, deres bevægelse havde endnu sin egentlige blomstringstid til gode. Nu gentog historien sig. Videnskabeligt set standsede pyramidebølgen brat op ved Toronto-forsøgene, men i realiteten fik disse forsøg så godt som ingen indflydelse på udviklingen. Snart var de bitre kendsgerninger skjult under en tyk bunke rapporter om mumificeringsforsøg med positivt udfald, og pyramideforskerne så stort på, at ingen af disse var så omhyggeligt kontrollerede som forsøgene i Toronto. Et eksempel blandt hundrede andre leveres af Joan Ann de Mattia, som har fået tildelt et kapitel i Toth og Nielsens bog til at fortælle om sine erfaringer. Hun indleder sin beretning med følgende mindeværdige ord:
»Da jeg for omkring fire år siden fik mine første pyramider fra Toth Pyramid Company i New York City, søgte jeg at forholde mig så videnskabeligt som muligt under mine eksperimenter. Jeg indledte med at placere en gul rose i midten af en lille pappyramide på en æske fra en flaske Chanel no. 5 … «
Med så videnskabelige forholdsregler må éns bestræbelser naturligvis krones med held, og Joan Ann de Mattia kan da også rapportere, at den gule rose samt en anden, som ligeledes blev placeret i en pyramide, bevarede duften og endog fik en mere intensiv farve. En tredie rose, som lå i fri luft, falmede derimod, mistede sin duft og tabte kronbladene ved mindste berøring. Den eneste kontrollant ved forsøget var Joan Ann de Mattia selv. Hun fortæller, at alle tre roser tabte det samme i vægt, hvilket modsiger påstanden om, at pyramiden virker særligt dehydrerende, og hun glemmer at oplyse, hvor stort vægttabet var. Et eksperiment, der er så dårligt dokumenteret som dette, er fuldstændig værdiløst, men det kunne dog vinde lidt ved at blive gentaget med samme resultat. Joan Ann de Mattia har ikke gentaget forsøget. Det er der imidlertid andre, der har, og nu kommer vi til et gennemgående og yderst alvorligt problem ved pyramideforskernes forsøg. Den påviste effekt kan ikke gentages under tilsvarende betingelser. I dette tilfælde modsiges de Mattia ikke blot af forskerholdet i Toronto, men også af svorne tilhængere af energien som Salas og Cano, der skriver:
»Alle de blomster, vi har forsøgt med, har ændret udseende og er blegnet, også roser.«
Uanset hvor man vender sig hen i pyramidelitteraturen, vil man se dette mønster gentaget. En tilhænger opdager en interessant effekt i pyramiden, men da en anden tilhænger udfører samme eksperiment, udebliver effekten.
Mumificeringsforsøg med negativt resultat indtager ikke nogen fremtrædende plads i pyramideforskernes bøger. De nævnes, men syner ikke af meget i det store udvalg af positive resultater, som ofte fremstilles i kurver og tabeller. Som en beskeden modvægt skal her omtales en enkelt forsøgsrække, som ikke har opnået videre udbredelse blandt pyramideforskerne, skønt den ellers er omhyggeligt udført. Det drejer sig om en serie eksperimenter med dehydrering af kartoffelstykker, som englænderen Bob Forrest foretog, i 1976.
Forrest anvendte fire beholdere udført i karton. Beholder A var en skalamodel af Kheopspyramiden med en grundlinie på 20 cm, B var en rektangulær kasse med det samme rumfang, og C var endnu en pyramide, men betydelig spidsere end Kheopspyramiden, idet dens grundlinie var 15 cm og sidehøjden 25 cm. Den fjerde beholder, D, var en kasse, hvis rumfang kun var en sjettedel af de andres.
Der blev gennemført ti forsøg, hvor tre små glasskåle med et stykke kartoffel blev placeret i hver sin beholder. Gennem alle ti forsøg stod en skål i beholder A i en tredjedel af pyramidens højde. B, den største af kasserne, blev også anvendt ved samtlige forsøg, men her blev skålen anbragt i varierende højde. Den tredje skål blev i de første fire eksperimenter anbragt i beholder C, den spidse pyramide, og i de sidste seks i D, den lille kasse. Ved de første seks eksperimenter var alle beholdere orienteret mod den magnetiske nordpol; i de efterfølgende fire forblev A korrekt orienteret, mens B og D blev stillet 20-30° skævt. Denne forsøgsopstilling gjorde det muligt efter tur at afprøve de forskellige faktorer, som hævdes at have betydning for en perfekt mumificering.
De forskellige forsøg og deres resultater er gengivet i tabel 3. Det ses, at det ikke gjorde nogen som helst forskel, om kartoffelstykket var anbragt i kongekammer- position i en omhyggeligt orienteret skalamodel af Kheopspyramiden, eller om det lå et tilfældigt sted i en tilfældig beholder, som ikke var orienteret mod nord. Den eneste lære, som kan uddrages af disse tal, er, at jo mindre prøvens oprindelige vægt er, desto større vil det procentvise vægttab ved dehydrering være. Forrest har gennem en senere række forsøg fået bekræftet, at dette faktisk er tilfældet. Det er der heller ikke noget mærkeligt i, eftersom den overflade, hvorfra der kan foregå fordampning, er forholdsvis større hos et lille legeme end hos et stort.
Da forsøgene ikke er overvåget af andre end Forrest selv, kan de ikke gælde for bevismateriale i videnskabelig forstand. Men dårlige er de ikke. Resultaterne er fremlagt i kvantitative udsagn, og man ser det for pyramideforsøg temmelig sjældne, at ét af eksperimenterne er gentaget to gange og et andet hele tre gange. Set i forhold til det niveau, som pyramideforskningen i øvrigt befinder sig på, står Forrests resultater som et betydningsfuldt modstykke til rapporterne om vellykket mumificering. Og de er ikke det eneste negative vidnesbyrd. Søger man oplysninger uden for de populære bøger om emnet, vil man opdage et væld af forsøg, hvor pyramidens virkning er udeblevet. En skoleklasse i København gennemførte i fysiktimerne kontrollerede forsøg med fire forskellige kommercielt fremstillede pyramidesæt. Eleverne kunne ikke spore nogen indvirkning på kød, æg, mælk eller æbler. Ruth Flynn i Ontario gentog i 1976 den række eksperimenter, Toronto-gruppen havde udført tre år tidligere. Hamburgerkød, salat, æbler, bananer og kartoffelstykker blev placeret i lukkede pyramider, åbne ståltrådspyramider og klare plastickrukker. Samme resultat som tre år tidligere. P.H. Bering, en afdelingsleder ved et dansk universitet, som vi senere skal møde i anden sammenhæng, beretter om følgende forsøg:
»Æg og en skimmelkultur blev anbragt under i øvrigt ens forhold under en nord-syd orienteret pyramide og en rektangulær æske, begge udført af svær pap. Der kunne ikke konstateres nogen forskel på hverken æggene eller skimmelkulturens tilstand.«
Og så videre. Det ser ud til, at der for hvert eksperiment med vellykket mumificering kan fremdrages to, tre eller flere, hvor resultaterne var negative. Hvorfor er dette forhold ikke almindeligt kendt i offentligheden?
Forklaringen skal søges to steder. Pyramideforskerne selv er generelt uvillige til at beskæftige sig med noget, som taler imod energiens eksistens, og det afspejles i deres bøger og artikler, hvor genstridige data enten er sorteret fra eller bliver overfladisk behandlet. En mindre gruppe blandt forfatterne har desuden økonomiske interesser at pleje, de tjener deres udkomme ved salg af pyramideprodukter og har naturligvis ingen interesse i at opremse forsøg, hvori pyramiden ikke har fungeret efter hensigten.
Men også en anden gruppe har del i det fortegnede billede af pyramidens effektivitet, nemlig den store anonyme flok, som har eksperimenteret et par gange uden held og derefter mistet interessen. Her spiller nogle forståelige psykologiske faktorer ind. En normalt begavet person, som anbringer et stykke kød under en pyramide, vil forholde sig med lige dele nysgerrighed og skepsis til eksperimentet; mumificerer kødet ikke, vil dette ikke komme som nogen større overraskelse. Man prøver måske en enkelt gang til, inden man opgiver helt og smider pyramiden ud. Publicerer man sine resultater? Nej, nej, det kan gå an at nævne sagen for familie og venner, men så heller ikke mere, man skal ikke have noget af at blive offentligt til grin. Anderledes stiller tingene sig, hvis man mener at have opnået et positivt resultat; nu har man noget, som er værd at fortælle om, og man føler sig ansporet til at gå videre. Et enkelt positivt resultat, en misforståelse eller et par tvetydige udfald kan fastholde interessen i lang tid, inden skuffelserne tager overhånd og man giver op. Det illustreres i en rapport fra englænderen Frank Adey, en af de mange, hvis eksperimenter aldrig er nået ud til en bredere offentlighed.
Adeys første forsøg med fødevarer gjaldt en flaske vin, som var åbnet og efter længere tids ophold i køleskabet var blevet temmelig sur. Han lod et glas af vinen stå under en kartonpyramide natten over, mens et tilsvarende glas stod ved siden af, dækket af et stykke pap for at udelukke støv. Næste morgen opdagede Adey til sin forbavselse, at den vin, som havde stået under pyramiden, var betydelig mildere i smagen end vinen i kontrolglasset. Han lod sin familie smage på vinen uden at fortælle, hvilket af glassene der havde været under pyramiden, og de valgte enstemmigt den pyramidebehandlede vin som den bedste. En slægtning, som tilfældigt kom på besøg, gav endnu en bekræftelse. Adey fortsætter:
»Min begejstring over dette »gennembrud« forsvandt dog hurtigt igen, da jeg blev gjort opmærksom på, at min pyramide havde været forkert orienteret under hele forsøget. Det var dens hjørner og ikke siderne, jeg havde rettet ind mod verdenshjørnerne. Jeg kan ikke forklare, hvordan de to glas vin kom til at smage så forskelligt, men jeg nærer en snigende mistanke om, at jeg ville have opnået et tilsvarende resultat ved at anbringe vinen under en høj hat.«
Adey var dog ikke slået ud. Han prøvede at lægge en tomat under en pyramide og en anden i en papæske og stille begge dele i sit haveskur. Han glemte eksperimentet og så først til tomaterne fire måneder senere. Tomaten i æsken var rådnet væk. Den anden var dehydreret, stadig rød om end i en blegere tone, indskrumpet, tør og let som en kugle sammenkrøllet papir. Nu havde Adey mod på endnu et forsøg. Han placerede en vindrue under en korrekt orienteret pyramide, en anden drue under en forkert orienteret pyramide og en tredie i en papæske. Opstillingen fik lov at stå fem uger i et fugtigt badeværelse. Druerne i den korrekt orienterede pyramide og i æsken bevarede nogenlunde deres oprindelige kugleform, men begyndte at visne. Druen under den forkert orienterede pyramide opførte sig derimod lige efter bogen, tørrede kraftigt ind og antog udseende af en rosin.
»Jeg ville ønske,”
skriver Adey,
»at jeg havde glemt alt om æsker og pyramider og simpelt hen havde ladet druerne ligge i en række på hylden. Jeg tror, at druer skrumper ind med vidt forskellig hastighed af naturlige årsager – måske kan mikroskopiske revner i skindet fremskynde væksten af bakterier – og jeg begynder efterhånden at hælde til den anskuelse, at hele kulten omkring pyramidekraft blot er en rullende snebold af uvidenskabelige iagttagelser og fejlagtige konklusioner.«
Men det er for tidligt at afsige en så kategorisk dom; vi mangler endnu at gennemgå en mængde materiale. Hvad angår pyramidens konserverende egenskaber, er vi dog i stand til at drage en klar slutning her og nu. De bedst kontrollerede forsøg har ikke påvist nogen effekt, og adskillige andre har heller ikke givet positivt resultat. Det er nok. Der er ikke videnskabeligt belæg for påstanden om, at en pyramide kan mumificere organisk materiale.
Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.
Seneste kommentarer