af Jens Laigaard
|
Definitioner
Kigger man bagest i tredie udgave af Borg Jensens bog, støder man på en interessant oplysning. Her er en annonce for Borg Jensens såkaldte helsepyramide, og teksten fortæller, at denne rørkonstruktion »opsamler og fokuserer tachyon energi, som kan aftappes under Pyramidens top og overføres til det menneskelige legeme«. Tachyon-energi? Er dette måske den kontante videnskabelige betegnelse for pyramideenergi? Blader man nogle sider tilbage i bogen, bestyrkes man i denne formodning. Borg Jensen har gengivet en artikel fra Berlingske Tidende i fotokopi, og i den forklares, hvad pyramideenergi egentlig er. Journalisten har først interviewet Borg Jensen, som udtaler:
»Den energi, pyramiden opsamler, kaldes »tachyon-energi« og er en ny-funden form for energi, som vi endnu ikke ved så meget om herhjemme. Men i USA har man forsket meget på området. På Københavns Universitet er de også begyndt at forske i tachyon-energi. Lektor Børge Frøkjær-Jensen fra Københavns Universitet står i spidsen for en række skandinaviske videnskabsmænd, der er begyndt at forske på det område.«
Herefter følger en udtalelse fra Børge Frøkjær-Jensen.
»Tachyoner påstås at være meget små energi-mængder, som muligvis er de byggestene, der indgår i opbygningen af elektroner, protroner og neutroner – ifølge den tyske forsker Nieper. Udforskningen af tachyoner er imidlertid af meget ny dato – efter 1970. Orientering om dette nye energifelt har jeg bl.a. fået ved kongres-besøg i Toronto, Atlanta og Hannover. På nuværende tidspunkt er der lavet mange undersøgelser om tachyon-feltet, men det er i sagens natur vanskeligt at forske i så små partikler.«
Og journalisten tilføjer:
»I en artikel i tidsskriftet Det Ukendte skriver Frøkjær-Jensen endvidere, at »tachyoner er små energistrukturer, der udgør universets mindste byggestene. De er fysikernes nærmeste nøgle til en forståelse af hele universet«.
Dette sidste rummer en lille mislyd. Seriøse videnskabsfolk plejer ikke at offentliggøre deres synspunkter i okkulte tidsskrifter. Men ellers forekommer artiklen troværdig nok. Små energistrukturer? Universets mindste byggesten? Hvorfor egentlig ikke. Elementarpartiklernes verden vrimler ligesom verdensrummet med underlige navne og egenskaber, og der kommer ustandselig nye til. På nuværende tidspunkt kan forskerne fortælle os, at stof består af to sæt byggesten: kvarkerne, hvoraf alle atomkernernes bestanddele er opbygget, og leptonerne, som omfatter elektronen, myonen og neutrinoen. En neutrino er, hvor ufatteligt det end lyder, en partikel, som hverken har masse eller elektrisk ladning. Men hvor kommer tachyonerne ind i billedet?
De kommer overhovedet ikke ind i billedet, og det fremgår også klart af den originale artikel i Berlingske Tidende. Artiklen i avisen fylder 251 linier og er særdeles kritisk over for påstandene om pyramideenergi. Fotokopien i Borg Jensens bog er kun på 84 linier, idet alle ubehagelige og besværlige oplysninger er skåret bort. En af de ting, Borg Jensen har villet skåne sine læsere for, er en udtalelse af fysikeren Bjørn Felsager fra Niels Bohr Instituttet i København:
»Man har forskellige steder i verden arbejdet med en teori om tachyoner. Det vil sige små partikler, der bevæger sig hurtigere end lysets hastighed. Men jeg må understrege, at det er teori og en ren og skær matematisk hypotese. Der findes intet bevis for, at de tachyoner eksisterer.«
Selve definitionen på en tachyon udelukker den fra vor del af virkeligheden. Den er et pudsigt biprodukt af Einsteins specielle relativitetsteori, som siger, at ingen partikel kan bevæge sig hurtigere end lysets hastighed. Enkelte fysikere har foreslået, at der måske findes en særlig gruppe partikler, som altid bevæger sig hurtigere end lysets hastighed. Disse hypotetiske partikler har man kaldt tachyoner. Efter de fleste forskeres mening eksisterer de slet ikke, men hvis de gør, findes de i et mærkeligt univers hinsides vort, hvor tiden går baglæns og vrangen er vendt ud af fysikkens love. Således vil en tachyon miste energi, når den accelererer, og den må tilføres energi for at bremse op. Hvis en tachyon stod fuldstændig stille, balancerende på lyshastigheden, ville dens energi være uendelig; her går grænsen, længere end uendeligt kommer man ikke. Vort eget univers er lukket af på tilsvarende vis. Hos os vil et legemes energi tiltage ved acceleration og blive uendelig ved 300.000 km/sekundet. Lysets hastighed er en absolut grænse, som hverken lader sig overskride herfra eller i modsat retning fra et eventuelt hinsides.
Pyramideenergi hævdes at give tydelige, fysiske udslag i vor verden og kan følgelig ikke have noget med tachyoner at gøre. En hvilken som helst energi, der manifesterer sig fysisk i vort univers, må nødvendigvis defineres inden for dette univers’ rammer. Bjørn Felsager er inde på dette i en kommentar, som Borg Jensen også har redigeret bort.
»Nu må jeg indrømme, at jeg intet kender til pyramidekraft,«
siger Felsager,
»men hvis det påstås, at man kan trække energi ud af ingenting, ville evighedsmaskinen jo være opfundet. og det ville få hele grundlaget for fysikken til at vælte. Fysikere over hele verden er enige om, at hele ideen er vanvittig. Hvis manden oppe i Nordjylland kan trække energi ud af ingenting, må han vel også kunne gøre rede for det. Bevise det for alle os, der ikke kan.«
Sådan er holdningen altså på Niels Bohr Instituttet. Men hvad med Københavns Universitet, hvor man ifølge Borg Jensen er begyndt at forske i tachyon-energi? Børge Frøkjær-Jensen siger til Berlingske Tidende:
»Det er ikke rigtigt, at man på Københavns Universitet forsker indenfor dette område.«
En besværlig udtalelse. Den er skåret bort i Borg Jensens bog.
Det er rigtigt, at Frøkjær-Jensen er ansat ved Københavns Universitet. Han er lektor ved Center for Audiologopædi og underviser i transskription, fonetik og stemmefysiologi. Det er også rigtigt, at han beskæftiger sig med tachyoner, men det er udelukkende en fritidsinteresse. Der er langt fra fonetik til partikelfysik, og vi får et godt indtryk af hvor langt, når vi vender os mod Frøkjær-Jensens artikel i Det Ukendte. Her trækkes tachyonerne tværs over lysgrænsen ind i vort univers, idet det hævdes, at disse partikler forårsager tyngdekraften. Tachyonerne danner et altgennemtrængende, universelt felt, som udgør
»en naturlig og uudtømmelig energikilde af astronomisk format«.
Man kan kort og godt tappe energi ud af den blå luft, og ikke nok med det, evighedsmaskinen er allerede opfundet. Frøkjær-Jensen viderebringer nogle utrolige røverhistorier om, at der i England og USA findes maskiner, som ved at udnytte tachyon-feltet kan producere langt mere energi, end de forbruger. Disse projekter er naturligvis hemmeligstemplede indtil videre, men Frøkjær-Jensen lover dog, at der inden længe vil være energi nok til alle. Nogle af fremtidens forsyningsfrie elværker vil kunne fremstilles i en hobbykælder. Forurening og energikriser vil blive afskaffet. Politiske og økonomiske samfundsomvæltninger vil følge. Artiklen passer glimrende til det okkulte tidsskrift, hvor den er trykt.
Der er så mange lighedspunkter mellem Frøkjær-Jensens og Borg Jensens tanker om gratis energi fra verdensrummet, at det synes naturligt, de to skulle mødes. Lektoren besøgte Sejlflod Pyramidecenter i efteråret 1983 i forbindelse med et familiebesøg. Vi må gætte os til, hvordan mødet passerede, hvorledes ordene faldt. Borg Jensen siger:
»Vandets kemiske sammensætning ændrer sig under pyramideformen. Det så Børge Frøkjær-Jensen, og han konstaterede, at det var tachyon-energi.«
Frøkjær-Jensen oplyser på sin side, at besøget varede en halv time og at han ikke foretog undersøgelser på stedet. Også på længere sigt fik de to forskere noget forskelligt ud af det korte møde. Frøkjær-Jensen opnåede, at hans artikel om tachyon-motorerne kom i offentlighedens søgelys, og han blev senere irettesat af uddannede naturvidenskabsfolk. Borg Jensen fik et videnskabeligt klingende navn at sætte på sin pyramideenergi.
Men pyramideenergi kan i sagens natur ikke være tachyonenergi. Dette moderne definitionsforsøg slår fejl, om end det naturligvis kan bruges til at imponere folk, som ikke ved, hvad der forstås ved en tachyon. Hvad er pyramideenergi da for noget?
Den moderne fysik anerkender fire fundamentale former for energi: stærk og svag atomkraft, tyngdekraft og elektromagnetisme. Den stærke atomkraft holder atomernes kerner sammen, men virker kun over afstande svarende til atomkernernes størrelse, omkring en billiontedel millimeter. Den svage atomkraft, som styrer solens forbrænding og radioaktivt henfald, er af endnu ringere udstrækning og omtrent hundredtusinde gange svagere. Tyngdekraften er den mest beskedne energi, den er astronomisk svag selv i forhold til den svage atomkraft, men den har til gengæld ubegrænset rækkevidde. Det er tyngdekraften, som styrer himmellegemernes langsomme dans, holder jorden fast i sin bane omkring solen og månen i sin bane omkring jorden. Men det er elektromagnetismens skyld, at vi kan se solen, månen og vore øvrige omgivelser, for lys er elektromagnetisk stråling. Elektromagnetismen er den mest alsidige af de fire fundamentale naturkræfter. Den holder sammen på atomer og molekyler og har betydning for så godt som alle kemiske og biologiske processer. Uden den kunne livet ikke eksistere. Det er derfor ikke overraskende, at mange forsøg på at definere pyramideenergien beskriver denne som et elektromagnetisk fænomen.
Patrick Flanagan siger kort og godt, at Kheopspyramiden udvikler nanobølger. Strålingerne fra stoffet i pyramiden samles i de fem hjørner og transmitteres herfra ind mod midten.
»Disse energier forenes i kongekammeret i pyramidens centrum. Molekylerne eller atomerne i dette område absorberer energierne gennem resonans. Når energimængden vokser, begynder elektronernes kredsløb at udvide sig. Efterhånden som der absorberes mere energi, udvides kredsløbene yderligere. Hvis der blev absorberet for megen energi, ville atomerne på et givet tidspunkt desintegrere, fordi elektronerne fløj af, men det ville kræve langt mere energi, end den store pyramide er i stand til at koncentrere. Som energimængden vokser, øges cirkulationen, så man til sidst har en atmosfære mættet med energi i bølgeområdet omkring ti nanometer. Disse energier stråler også ud fra pyramidens hjørner.«
Denne forklaring lyder teknisk konkret, men der er et problem ved den, som Flanagan ikke kommer nærmere ind på. Elektromagnetiske bølger omkring 10 nanometer ligger midt i området for røntgenstråler, og disse er selv i relativt små doser livsfarlige.
Karel Drbal mener ligeledes, at pyramideenergi er en art elektromagnetisme, men han udviser større forsigtighed i sin beskrivelse. Han nøjes med at sige, at hans lille barberbladsskærpende pyramide formodentlig virker ved hjælp af mikrobølgeenergi fra solen, som ophobes i pyramidens hulrum gennem resonans. Denne teori forekommer mindre urimelig end Flanagans, men den er i konflikt med en betydelig del af den nyere pyramideforsknings vidnesbyrd. Mange forfattere hævder at have opnået fine resultater med pyramider, der blot består af fire metalrør, og en åben konstruktion som denne giver ikke mulighed for resonans.
Elsa Kaufmann definerer pyramideenergi som elektromagnetisk stråling på nogle få millimeters bølgelængde. Hun skriver i sin bog, at hun kan mærke en kølig luftning stige op fra spidsen af nogle små pyramider af bjergkrystal. Den træk eller vind, der kommer fra disse pyramider, må være »kolde mikrobølger«, mener hun.
Mikrobølger kaldes også varmestråling, så det er ikke umiddelbart indlysende, at de postulerede stråler skulle være kølige. Har Elsa Kaufmann gjort det simple forsøg at holde et termometer over sine små pyramider? Det har hun ikke, men hun kan betro os, at nogle af hendes bekendte også kan mærke strålingen. Som yderligere dokumentation bringer hun i sin bog ikke mindre end fem fotos af mennesker, som holder en hånd over små krystalpyramider og stykker af bjergkrystal; den tilhørende tekst fortæller, at disse personer føler en opadstigende vind, som uden tvivl er kolde mikrobølger. Man kan vanskeligt bevæge sig længere bort fra en videnskabelig bevisførelse. Men Elsa Kaufmann skal lige have luft for endnu en interessant teori om disse elektromagnetiske bølger:
»Jeg har i mange år tænkt den tanke, at fænomenet »telepati« er en form for »telekommunikation«, der foregår på en bølgelængde på omkring 3 millimeter og derunder.«
Skulle telepati slet og ret være radioudsendelser fra hjerne til hjerne? Parapsykologer har i mange år tumlet med denne mulighed, men den synes nu at være manet endeligt i jorden, idet det har vist sig, at elektromagnetisk afskærmning ikke har nogen indflydelse på eksperimenter med oversanselig perception. Elsa Kaufmanns forsøg på at knytte pyramideenergien sammen med parapsykologien er imidlertid ganske typisk. Adskillige forfattere mener, at det, der sker i en pyramide, blot er ét udtryk for en universel livsenergi, som også giver sig til kende i paranormale fænomener som ekstrasensorisk perception, psykokinese, åndelig helbredelse med videre. De spanske pyramideforskere Salas og Cano taler om
»eksistensen af et andet kraft-felt, parallelt og uafhængigt af dem, som fysikken anerkender, men som kan indvirke på fysikken selv eller fysikken indvirke på dem«.
Det er knudret udtrykt, men meningen er klar; vi ser her selve den grundlæggende modsigelse i teorien om pyramideenergi. På den ene side placerer forfatterne energifeltet helt uden for den fysiske virkelighed, som videnskaben har konstateret. På den anden side hævder de, at foranstaltninger i den fysiske verden er i stand til at påvirke energifeltet. Stiller man eksempelvis en pyramide op, vil denne indfange og modulere energien.
En anden fysisk indretning, som efter sigende skulle kunne indfange den kosmiske livsenergi, er Wilhelm Reichs orgonkasse. Salas og Cano siger i deres bog, at orgonenergi er det samme som pyramideenergi. Det er ikke helt let at forstå, for en orgonkasse ser jo helt anderledes ud end en pyramide, og ifølge Reich er det ikke dens form, men den lagvise opbygning af organisk og uorganisk materiale, som indfanger energien. Man skulle tro, at to så forskellige genstande gav vidt forskellige modulationer af energien, men deres påståede virkning på mennesker er forbavsende ens. Begge tilfører brugeren fysisk og psykisk velvære, begge hævdes at kunne kurere hovedpine, overfladiske sår, kræft, ledegigt og andre sygdomme. Og der er endnu et paradoks af samme slags. Salas og Cano fastslår, at den videnskabelige demonstration af orgons eksistens er en kendsgerning, og begrunder dette med, at Reich udforskede sit orgon med mikroskoper, geigertællere, elektroskoper og andre videnskabelige instrumenter. Disse apparater er imidlertid indrettet til måling af ganske specifikke fænomener i den fysiske verden. Et mikroskop viser detaljer i fysisk materiale, en geigertæller måler radioaktiv stråling, og et elektroskop registrerer elektrisk spænding. Alligevel hævdede Reich, at orgon hverken var fysisk stof, radioaktiv stråling eller elektrisk spænding.
Pyramideteoretikerne synes ikke at bekymre sig om sådanne inkonsekvenser i deres argumentation. For dem er det i sig selv et bevis, at der kan fremlægges en mængde enslydende teorier om en universel livsenergi. Det amerikanske forfatterpar Schul og Pettit skriver:
»Tanken om bioenergi er ikke af ny dato. De gamle kinesere sagde, at mennesket står i forbindelse med kosmos gennem en livsenergi, som fylder universet. I Indien betegner man denne energi som »prana«, der omgiver alting. Mesmer kaldte den dyrisk magnetisme. Reichenbach omtalte den som od-kraft. Blondot kaldte den N-stråler. Sovjetiske videnskabsfolk har benævnt den bioplasmatisk energi, og tjekkiske videnskabsfolk kalder den psykotronisk energi.«
Når så mange mennesker mener det samme, må de vel have ret. Eller har de? Hvad er den faktiske værdi af de eksempler, Schul og Pettit remser op? Den psykiske forskning bag jerntæppet, der henvises til, kan ikke bruges til ret meget, da den kun yderst sjældent lader sig verificere. Mesmer var en europæisk modeterapeut, som hævdede at kunne helbrede sygdomme ved at stryge patienten med magneter eller sine bare hænder. I 1784 rapporterede en videnskabelig kommission i Frankrig, at hans behandlinger var svindel, og Mesmer flygtede til Schweiz, hvor han døde i al ubemærkethed. I midten af 1800-tallet påstod den tyske fysiker Kari von Reichenbach, at han i fuldstændig mørke kunne se en lysende blå udstråling fra magneter og krystaller. Andre videnskabsfolk kunne ikke se noget og forkastede Reichenbachs teori. Den tragikomiske historie om N-strålerne udspillede sig i 1903, da den franske fysiker René Blondlot (ikke Blondot, som Schul og Pettit kalder ham) mente at have opdaget en ny type stråling. Han kaldte fænomenet N-stråler efter sin hjemby Nancy. Det franske akademi var imponeret og planlagde en fornem prisoverrækkelse, men der kom noget i vejen. En amerikansk fysiker, som besøgte Blondlot i laboratoriet, fjernede i hemmelighed et vigtigt prisme i hans apparatur, men Blondlot kunne ikke desto mindre stadig aflæse N-strålernes spektrum. Det blev klart, at strålerne var et visuelt selvbedrag hos Blondlot. Han fik akademiets pris, men begrundelsen blev hastigt ændret til at gælde hans øvrige fortjenester.
Hvis bevisførelsen for den universelle livsenergi alene hviler på religiøse og filosofiske begreber, svindelnumre og selvbedrag, er den i sandhed ilde stedt. Findes der ikke et pålideligt instrument, som kan fastslå dens eksistens?
Pyramideforskernes teori om, at energien helt eller delvis består af mikrobølger, er ikke vanskelig at efterprøve. Man har siden 1930’erne haft metoder til registrering af mikrobølger, og i dag findes der et stort udvalg af målemodtagere og spektrumanalysatorer, som kan spore og måle elektromagnetisk stråling. Nogle af disse instrumenter er batteridrevne og ikke større, end at man kan have dem i hånden. Pyramideforskerne har ikke i ét eneste kendt tilfælde anvendt et sådant apparat for at konstatere, om der optræder elektromagnetisk stråling i en pyramide.
Derimod hævder tilhængere af energien, at man kan registrere den med et pendul eller en ønskekvist. Dette er det stik modsatte af videnskabelige måleinstrumenter. Et stykke lakmuspapir eller en geigertæller vil give et korrekt og letfatteligt udslag i hænderne på en hvilken som helst person, der har fået en elementær vejledning i at anvende dem, og det uanset om den pågældende tror de virker eller ej. Med ønskekvist og pendul er det en ganske anden sag. Disse redskaber fungerer som bekendt ikke ved egen kraft, men kun i hænderne på mennesker, som er udstyret med en særlig psykisk følsomhed. Deres præcision stiger og falder i takt med de psykiske evner hos den, som betjener dem, og ofte udebliver præcisionen fuldstændig, for det er jo desværre langt fra alle, som besidder den nødvendige følsomhed eller forstår at tolke pendulets udsving.
Der synes at være mere at hente i en nyere metode til fastholdelse af bioenergien, nemlig Kirlian-fotografering. Denne fototeknik er velkendt fra skrifter om parapsykologi, de fleste har efterhånden set eksempler på de forunderligt smukke Kirlian-fotos, hvor omridset af en fingerspids eller et blad er omgivet af flammende felter i orange, hvidt, glødende rødt eller elektrisk blåt. Entusiaster har i disse billeder set en bekræftelse af gamle forestillinger om en menneskelig aura, et energilegeme, som måske kan overleve kroppens død. Man har talt om »fotografier af sjælen«. Mange bøger om det overnaturlige hævder, at de udstrålinger, der træder frem på Kirlian-fotos, er den ellers usynlige kosmiske livsenergi. Helt i tråd med dette har Patrick Flanagan fremlagt et Kirlian-foto af pyramideenergien i aktion. På side 90 i hans bog findes et uskarpt sort-hvidt billede af den lille pyramidegenerator, han har opfundet. Over næsten alle 15 pyramidespidser ses der lodrette, lysende stråler, nogle steder en slank stikflamme, andre steder en tåget vifte af lys. Det er et bemærkelsesværdigt billede. Her synes at foreligge fotografisk dokumentation for pyramideenergiens eksistens.
For at forstå naturen af Flanagans bevis må vi se lidt nærmere på den teknik, som frembringer Kirlian-effekten. Man placerer et emne, f.eks en fingerspids, på en fotografisk plade. Denne hviler på en isolerende plade af glas, som igen er anbragt på en metalplade. Fingeren og metalpladen tilsluttes et afbrudt kredsløb, og når der sendes en elektrisk strøm med høj frekvens og spænding gennem fingeren, vil der springe en gnist. På grund af den mellemliggende isolator tværes gnisten dog noget ud, der sker en ionisering af luftarterne omkring fingerspidsen, og det opfanges på den fotografiske film som en lysende plet. Man taler om korona-udladning, et fænomen i familie med sankt elmsild. Det vides, at mindst 25 fysiske variabler har indflydelse på korona-udladningens form, farve og størrelse, og af disse er langt den vigtigste fugtigheden i og omkring det fotograferede emne. Den ofte hørte påstand om, at lysfelterne omkring fingerspidser på Kirlian-fotos ændrer sig alt efter personens psykiske tilstand, er altså rigtig nok. Følelsesmæssige udsving ledsages altid af ændringer i hudens naturlige fugtighed, og det registreres med stor præcision i Kirlian-processen. En løgnedetektor fungerer efter nøjagtig samme princip.
Kirlian-teknikken rummer en indbygget begrænsning, som er interessant i denne sammenhæng. idet fotografierne optages med emnet liggende i direkte kontakt med filmen, vil det færdige billede altid være todimensionelt. Man ser ikke hele fingeren, men fingerspidsen og den omgivende korona i et fladt tværsnit. Men Flanagans Kirlian-fotografi, er tredimensionelt, det har dybdevirkning, og man kan se udstrålinger over både de forreste og bageste pyramidespidser. Der er kun én mulig forklaring på dette. Flanagan har ydet en ganske særlig indsats for at kunne fremlægge denne dokumentation. Billedet er et falsum.
Flanagan har føjet endnu et karakteristika til pyramideenergien ved at påstå, at den kan oplagres i krystal. Den driftige forretningsmand kunne i 1984 tilbyde en opladet krystal til alle, der deltog i et seminar, han afholdt i nærheden af San Francisco. Seminaret kostede 145 dollars; som en gratis gave medfulgte en af de omtalte krystaller, som Flanagan hævdede var opladet med energi direkte over Kheopspyramidens top, endda på et tidspunkt, hvor Syvstjernen stod i en meget gunstig position.
Energien menes også at kunne akkumuleres i andre stoffer end krystal. Der er almindelig enighed blandt pyramideforskere om, at en aluminiumsplade, som i længere tid ligger i en pyramide, vil blive mættet med energi, således at pladen i nogen tid efter kan anvendes med samme virkning som en pyramide. Endvidere kan energien efter sigende ledes gennem forskellige materialer. Salas og Cano noterer følgende iagttagelser:
»Energien, der udgår fra pyramidetoppen, kan udnyttes, hvis man til pyramidetoppen tilslutter en ledning og forbinder ledningen i den anden ende med en jernplade. I det tilfælde vil pladen producere mange af de effekter, som er pyramidens. Det besynderlige er, at hvis man i stedet for en kobberledning bruger f.eks. et stykke sejlgarn som ledning og forbinder det i den anden ende med en træplade, transmitteres energien på samme måde.«
Schul og Pettit afrunder billedet ved at forklare, at energien kan brydes, reflekteres og polariseres, og at den frembringer samme effekter som elektricitet, magnetisme, varme og lysstråling, skønt den i sig selv ikke er nogen af delene.
Nu toner et klart signalement frem. Pyramideenergien er elektromagnetiske bølger på 10 nanometer og på 3 mm og kosmisk stråling fra solen, som ophobes gennem resonans. Den er det samme som tachyon-energi, orgon, od-kraft og N-stråler, Det er den mystiske kraft, som står bag tankeoverføring, psykokinese og andre paranormale fænomener. Det er den universelle livsenergi, som i århundreder har været kendt i østlig mystik og vestlig afsporet videnskab. Pyramideenergien virker på samme måde som elektricitet, magnetisme, varme og lys, men er alligevel noget andet. Den kan fotograferes med Kirlian-udstyr, hvis man snyder. Den kan akkumuleres i krystal og aluminium og ledes gennem kobber, sejlgarn og træ.
Tilsammen peger disse beskrivelser på en ganske bestemt type energi, som vi udmærket kender. Det er den energi, som udelukkende eksisterer i visse menneskers fantasi. Med en teoretisk baggrund af denne beskaffenhed er der kun én ting, som kan redde begrebet pyramideenergi, og det er et bevismateriale, som lever op til de strengeste videnskabelige krav.
Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.
Seneste kommentarer