af Jens Laigaard
|
Myter omkring energien
I nyere tid er der dukket historier op, som beretter om mystiske tildragelser omkring de ægyptiske og andre pyramider, og som ofte knyttes sammen med begrebet pyramideenergi. Takket være massemedierne og ikke mindst pyramideforskernes bøger er disse historier blevet spredt ud til et bredt publikum. De er blevet myter i ordets gængse betydning: en udbredt antagelse, som er i modstrid med kendsgerningerne.
Blandt disse myter er den mest kendte utvivlsomt den, man kan kalde røntgen-historien. Lyall Watson gengiver den på følgende måde:
»I 1968 begyndte et hold videnskabsmænd fra USA og fra Ein Shams universitetet i Cairo på et projekt til flere millioner dollars med det formål at røntgenfotografere Cheops’ efterfølger, Chephrens, pyramide. De håbede at finde nye hvælvinger skjult i de seks millioner tons sten ved at anbringe detektorer i et kammer ved grundlinjen, og måle mængden af kosmiske stråler der trængte igennem, eftersom man havde en teori om, at der ville komme mere stråling ned gennem hulninger. Resultaterne blev opnoteret fireogtyve timer i døgnet gennem mere end et år indtil den nyeste IBM 1130 datamat i begyndelsen af 1969 blev leveret til universitetet for at analysere båndene. Et halvt år senere måtte videnskabsmændene indrømme, at de havde lidt nederlag: Der er ikke skygge af mening i pyramiden. Bånd der var optaget med det samme udstyr de samme steder flere dage efter hinanden viste helt forskellige kosmiske strålingsmønstre. Lederen af projektet, Amr Gohed, udtalte bagefter i et interview: »Dette er videnskabeligt set umuligt. Kald det hvad De vil – okkultisme, faraonernes forbandelse, hekserier eller magi, men der findes i pyramiden en eller anden kraft, der trodser de videnskabelige love.«
Sådan lyder Lyall Watsons referat af mysteriet, og der er flere andre at tage af. Historien bliver fortalt to gange i Toth og Nielsens »Pyramidernes kræfter«, først som en appetitvækker i forordet og senere én gang til i kapitel 9. Den er med i de gængse bøger om emnet, hos Salas og Cano, Ostrander og Schroeder, Schul og Pettit, Borg Jensen, Warren Smith, Peter Tompkins, og endvidere finder man den i Maurice Chatelains »Our ancestors came from outer space«, Erich von Dänikens »Min verden i billeder«, Charles Berlitz’ »Bermuda Trekanten« samt i Alexander Ross’ artikel i »Pyramider og pyramidekraft«. For ikke at tale om en mængde artikler i tidsskrifter og aviser.
Det er kort sagt en populær anekdote, og man har ikke svært ved at forstå hvorfor. Mange mennesker finder det spændende, i visse tilfælde ligefrem tilfredsstillende, at se den moderne videnskab og al dens teknologiske isenkram sat skakmat af mystiske naturkræfter. Og pyramideforskerne har naturligvis taget beretningen til sig som bevis for, at der findes en ukendt energi i pyramiden – formentlig af elektromagnetisk natur, eftersom den kan gribe forstyrrende ind hos elektroniske måleapparater. Selv de, der hævder, at energien kun opstår i en nøjagtig model af Kheopspyramiden, har i dette tilfælde valgt at se bort fra, at Khefrens pyramide har andre dimensioner og således ikke burde kunne producere energi. En enkelt af de nævnte forfattere, Maurice Chatelain, har dog en anden forklaring. Han mener, at det, forskerholdet stødte på, var en strålings-skærm frembragt af et elektromagnetisk apparatur, som rumfolk fra andre kloder har installeret med henblik på at skjule de ufattelige skatte, der findes i pyramidens indre. Chatelain har dog ikke desto mindre gættet, hvad disse skatte består af. Han har noget, der er bedre end røntgenblik, han har fantasi. Pyramidens skat er
»sandsynligvis guldplader med indgraverede hieroglyffer, som rummer hele menneskehedens historie inklusive sandheden om vor herkomst fra rummet«.
Lad os vende tilbage til Lyall Watson. Han opgiver som kilde til sin beretning en artikel af J. Tunstall i The London Times, den 14. juli 1969, med titlen »Pharaoh’s curse«. Og det afslører ham som fusker. Der var ikke nogen sådan artikel i The Times på denne dato. Artiklen stod i The Times Saturday Review den 26. juli 1969 og bar i øvrigt titlen »Pyramid versus the space age«. Watson har ikke besværet sig med at efterkontrollere den originale kilde, men har slet og ret skrevet af efter det første sted, beretningen kunne læses i bogform, nemlig Ostrander og Schroeders »Psykisk forskning bag jerntæppet«. De to har historien fra et canadisk dagblad, og det er her, der er byttet om på datoer og titler. De få forfattere, som nævner en kilde, opgiver den forkerte dato og viser hermed, at de ganske ukritisk har hentet historien hos Ostrander og Schroeder eller hos hinanden. Undertiden er oplysningerne blevet en del forandret af at vandre fra bog til bog; hos Borg Jensen og Schul og Pettit får man ligefrem det indtryk, at det var Kheopspyramiden, der var genstand for undersøgelsen.
Men der stod oprindelig en artikel i The Times Saturday Review, som fortalte underlige ting om røntgenfotograferingen af Khefrens pyramide. Var den sand? Ja, det meste af den, lige til de to sidste spalter, hvor citaterne om det »videnskabeligt umulige« og »faraonernes forbandelse« dukkede op. Dem havde journalisten selv fundet på.
Historien er følgende. I april 1968 opstod der en teknisk fejl i computeren, som skulle analysere de omtalte bånd. Den fordoblede talværdien på en række målinger, og dette blev af forskerne udlagt som tegn på, at der fandtes et stort, hidtil uopdaget kammer i pyramiden. Den egentlige leder af projektet, fysikeren Luis Alvarez, var rejst til USA, men blev i al hast kaldt tilbage til Cairo. Samme dag han ankom, blev fejlen imidlertid opdaget, og ophidselsen lagde sig atter. Der forløb to dage mellem fejlens opståen og den fuldstændige opklaring, og i det tidsrum blev det formodede kammer betragtet som tophemmeligt af de implicerede forskere. På denne tid, eller måske noget senere, dukkede den engelske journalist John Tunstall. op på skuepladsen. Det er uklart, om han overhovedet talte med Alvarez’ assistent dr. Amr Goneid. Tunstall kalder ham konsekvent dr. Gohed, hvilket tyder på, at der ikke har været personlig kontakt. Under alle omstændigheder kan Tunstall kun have hørt om problemet, efter at det var fuldt opklaret, og hans udlægning må derfor enten skyldes en misforståelse eller bevidst forvanskning. Alvarez beskriver Goneid som en dygtig og pålidelig forsker, der næppe kan have fremsat de meningsløse udtalelser, Tunstall har citeret ham for. De »videnskabeligt umulige« resultater synes således at være journalistens eget påfund, smækket oven i reportagen for at gøre den ekstra spændende. Det lykkedes. Den blev så spændende, at den nåede ud til millioner af læsere verden over.
John Tunstall er ikke den eneste, som kan prale med at have sat en myte i omløb helt på egen hånd. Der findes et lignende eksempel, som angår den største af pyramiderne. Lad os begynde med en dansk version af myten, hentet fra Elsa Kaufmanns bog:
»Fra Keops-pyramiden i Ægypten bemærkes ofte en elektromagnetisk virkning på flyvemaskiners måleinstrumenter, således at de afviger fra den rigtige måling. Mange fly undgår derfor at flyve direkte hen over Keops-pyramidens top.«
Aha. Også dette synes at underbygge teorien om, at pyramideenergi i hvert fald tildels er et elektromagnetisk fænomen. Hvis det da er rigtigt. For hvorfra ved Elsa Kaufmann i grunden, at der ofte optræder elektromagnetiske forstyrrelser over Kheopspyramiden, og at mange fly af denne grund undgår at flyve direkte hen over den? Hun har næppe gjort sine iagttagelser i førerkabinen hos fly, der letter og lander i Cairo lufthavn. En mere sandsynlig forklaring er, at hun har læst om fænomenet hos Borg Jensen eller hos ophavsmanden selv, Patrick Flanagan. Det er nemlig hans bog »Pyramid power«, som har lanceret myten. »Jeg blev underrettet om en stående ordre, som gjaldt alle amerikanske piloter stationeret i Ægypten under 2. verdenskrig,« skriver Flanagan.
»Alle piloter fik besked på ikke at flyve over den store pyramide, fordi der gik kludder i instrumenterne, hvis de gjorde. Jeg talte med en pilot, som prøvede, og han sagde, at hans instrumenter holdt fuldstændig op med at fungere.«
Hvem var denne pilot? Hans navn, rang og enhed? Det fortæller Flanagan intet om. I dens oprindelige udgave består myten ene og alene af de tre sætninger, som her er gengivet. Men fravær af konkrete data er ikke noget problem for folk, som virkelig ønsker at tro, og der er mange, som har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med denne myte. Flanagans bog er foreløbig kommet i otte udgaver. I Danmark har hans tro discipel Borg Jensen påtaget sig at sørge for den videre udbredelse. Historien er med i hans første bog, han har omtalt den ved sine foredrag, og det er også lykkedes ham at binde nogle journalister den på ærmet, heriblandt Steen Landsy. I Landsys artikel er det dog ikke længere amerikanerne, men englænderne, som havde forbud mod at overflyve pyramiden under krigen. Men det er en bagatel; det væsentlige i denne sammenhæng er, om ordren overhovedet har eksisteret.
Hvad siger nogle institutioner, som må formodes at vide besked? U.S. Air Force Historical Research Center har ingen sådan ordre i arkiverne for de amerikanske luftvåbenenheder, der var stationeret i Mellemøsten under 2. verdenskrig. National Air and Space Museum i Washington beklager, men de kan heller ikke finde nogen henvisning til en militær forskrift om pyramiderne. Derimod sender de nogle smukke luftfotos optaget over Giza i 1943 og 45 og skriver:
»Som det fremgår af vedlagte fotokopier, fløj amerikanske militærfly faktisk hen over disse monumenter.«
Biblioteket ved Royal Air Force Museum i London er ikke i stand til at finde nogen omtale af den påståede pyramideeffekt. og hos det engelske Public Record Office giver en gennemsøgning af papirerne for Middle East Command, det engelske luftfartsministeriums korrespondance samt ministeriets uregistrerede papirer om Mellemøsten intet resultat. Der findes med andre ord ikke skyggen af historisk bevis for Flanagans påstand.
Heller ikke i vore dage bliver lufttrafikken generet af udstrålinger fra Kheopspyramiden. Det ægyptiske luftfartsselskab EgyptAir har forelagt den underlige påstand, som man her betegner den, for nogle af de ældre piloter. Disse siger, at de aldrig har bemærket nogen forstyrrelser på deres instrumenter, når de flyver over Giza. De fortæller videre, at de normalt overflyver pyramiderne i en højde af 3 km for at undgå, at støj og forurening fra flyene skal indvirke på de berømte monumenter. Hermed skulle vi være færdige med Flanagans fantasier.
Og dog, helt færdige er vi alligevel ikke. Teorien om, at der opstår elektromagnetiske forstyrrelser over en pyramide, er nemlig dukket op i forbindelse med en anden populær myte. Efter sigende opfører navigationsinstrumenter sig også mærkeligt i Bermuda-trekanten. Dette område i Atlanterhavet, der af grænses ved, at man trækker en linie mellem Bermudaøerne, Puerto Rico og Miami, skulle ifølge forfatteren Charles Berlitz være et farligt sted, hvor kompasnålen pludselig går i spin, radiokommunikationen svigter og fly, skibe og mennesker forsvinder uden spor. Mere end 145 skibe og fly og over 1000 mennesker skulle det være blevet til gennem årene. Berlitz har skrevet to bøger om dette, og de er blevet internationale bestsellers. Alle har hørt om den mystiske trekant. Knap så mange har hørt om bogen »The Bermuda Triangle mystery – solved«. Forfatteren til denne, en amerikansk bibliotekar ved navn Lawrence Kusche, har efterforsket de mange forsvindinger på en noget anden måde end Berlitz. Han har været omhyggelig og vist respekt for kendsgerningerne. Hans bog viser med støtte i de originale kilder – logbøger, skibsregistre, rapporter med videre – at mysteriet er opdigtet. Skibe, som hævdes at være forulykket i trekanten, er i virkeligheden gået til bunds andre steder i Atlanten eller endog i Stillehavet. Mennesker, som skulle være forsvundet, lever i bedste velgående. Fly, som påstås at være styrtet ned, har aldrig eksisteret. Orkaner, som rasede da den »uforklarlige forsvinding« fandt sted, bliver ikke omtalt. Det eneste foruroligende ved Bermuda-trekanten er, at Berlitz’ bøger er blevet købt af millioner af mennesker verden over, og at han trods afsløringen bliver ved at fremture med nye skrøner, som om intet var hændt. Han har fremsat en række forklaringer på de påståede forsvindinger. Måske bliver besætningerne på skibe og fly kidnappet af UFOer og fløjet til zoologiske haver i andre egne af universet. Måske rummer trekanten en åbning til andre dimensioner. Eller måske er det en elektromagnetisk strålingskilde, der er skyld i hændelserne. Det kunne f.eks. være en pyramide: i bogen »Forsvundet« hævder han at have opdaget en 125 m høj pyramide på havbunden i trekanten. Den er Borg Jensen helt med på. I sin »Håndbog nr. 1« citerer han med velbehag Berlitz for følgende udtalelse:
»Jeg har altid tilskrevet de mystiske ulykker et slags elektromagnetisk fænomen, der forårsager en molekylær opløsning, der får mennesker, fly og skibe til at forsvinde sporløst. De særlige pyramidevinkler har noget med dette at gøre. Jeg har længe ledt efter undersøiske bygningsværker for at underbygge min teori om, at der engang har eksisteret en højt udviklet civilisation i området. Jeg antog først pyramiden som et undersøisk bjerg, da jeg stødte på den. Men med et nyt system af horisontal-sonar fastslog jeg, at det drejede sig om en retvinklet kæmpebygning, som kun kan være en pyramide. Den er 180 m høj, men har de samme vinkelmål som Cheops Pyramiden i Giza udenfor Cairo.«
Man ser, at pyramiden er skudt i vejret med ikke mindre end 55 m fra det ene sted til det andet. Hvor høj er den mon næste gang, vi hører om den? For Berlitz skal nok blive ved at henvise til den som et faktum, selv om den ikke er andet end en pinlig misforståelse på et stykke papir.
I 1978 udfordrede Lawrence Kusche Berlitz til et væddemål om pyramiden. Hvis Berlitz kunne fremlægge et holdbart bevis for pyramidens eksistens, ville Kusche betale ham 10.000 dollars; hvis ikke, skulle Berlitz op med en tilsvarende sum. Berlitz afslog væddernålet. Han havde sine grunde. Det eneste, han var i stand til at fremvise, var en stregtegning af pyramidens profil, optaget med horisontal-sonar af en vis kaptajn Don Henry. At optagelsen skulle være sket med horisontal-sonar er noget, Berlitz senere har skyndt sig at tilføje, da fejltagelsen var gået op for ham. i virkeligheden har Don Henry anvendt almindeligt sonar, og det giver en udskrift, hvor de vertikale ændringer i havbunden er voldsomt overdrevet. Det, Don Henrys båd er passeret hen over, er ikke en pyramide med en sidehældning som Kheopspyramidens ca. 52°, men et stykke havbund, der skråner højst 3°. Strukturer som den, der er gengivet i Berlitz’ bog, optræder ofte på sonartegninger og kan fremkomme på forskellig vis. Ønsker man en fuldstændig symmetrisk pyramidefigur, behøver man blot sejle over en svagt skrånende havbund, vende båden og sejle tilbage igen, så man får et spejlvendt billede af samme kurve.
Det er den amerikanske forfatter James Randi, der har påvist den simple forklaring på Berlitz’ pyramidetegning, så det er rimeligt, at han får slutreplikken. Randi giver selv Berlitz følgende ord med på vejen:
»Charlie, hvis du engang virkelig skulle finde en pyramide på havbunden ved hjælp af sonar, vil den tage sig ud som Empire State Building på din kurvetegning på grund af den vertikale overdrivelse i aftegningsteknikken. Og hvis du engang skulle påstå, at du har fundet Empire State Building et eller andet sted i Det caraibiske Hav, vil jeg ikke blive det mindste forbavset.«
Ligesom Bermuda-trekanten ikke er Charles Berlitz’ egen opfindelse (han gentager blot påstande, der tidligere er fremsat af andre forfattere), er han heller ikke den første, som hævder at have opdaget pyramider i dette havområde. Allerede i 1970 skulle en amerikansk naturlæge ved navn Ray Brown være stødt på en pyramide nogenlunde samme sted. Brown ventede dog nogle år med at offentliggøre sin opdagelse. Først i 1975, ved et seminar for okkult interesserede i Arizona, forelagde han sit bevis for pyramiden: en lille kugle af kvarts med en diameter på ca. 9 cm. Omkring denne kugle har Ray Brown spundet en fantasifuld historie.
Efter hvad han beretter, fandt han pyramiden under en dykning med nogle kammerater ved Berry Islands. Pyramiden stod på ret lavt vand og var omgivet af en hel by af undersøiske ruiner. Den var omkring 28 m høj, og dens overflade bestod af spejlblanke, glatpolerede hvide sten. Inde i pyramiden fandt Brown et rum, hvori der stod syv stole omkring en piedestal af sten. Oven på piedestalen var der anbragt to bronzehænder, og heri hvilede krystalkuglen. Fra loftet pegede en guldskinnende stav med en facetslebet rød sten i spidsen ned mod kuglen. Brown sad lidt i en af stolene, så greb han kuglen og svømmede hurtigt ud igen. Da han kom tilbage til båden, viste det sig, at de andre dykkere havde haft lignende oplevelser. Også de bragte mærkelige kunstgenstande med op.
Ray Brown mener selv, at den undersøiske by må være resterne af Atlantis, et sagnrige, som skulle have ligget på en ø i Atlanterhavet engang i fortiden. Atlantis har været et populært diskussionsemne helt op til vore dage, skønt der aldrig er ført noget bevis for dets eksistens. Berlitz har skrevet bøger om det.
Paradoksalt nok lader Browns fantastiske historie sig ikke modbevise; men vi kan vurdere dens troværdighed. Vort eneste holdepunkt er Browns eget vidnesbyrd. Hvad med de andre dykkere? De er uheldigvis kommet af dage, hvis de da nogen sinde har eksisteret. I én version af historien, gengivet i Borg Jensens »Håndbog nr. 1«, havde Brown tre kammerater med, og de omkom alle, da de senere vendte tilbage for at udforske stedet. I Max Toths »Pyramidernes gåder« fortæller Brown derimod, at der var fire andre dykkere med, og at disse omkom eller forsvandt forskellige steder i Det caraibiske Hav. I et interview i Charles Berlitz’ bog »Atlantis« synes Brown at have indgået et kompromis med sig selv. Nu havde han fire kammerater med, og af dem er de tre omkommet eller forsvundet. Men Brown har i intet tilfælde opgivet deres navne.
Der er andre svage punkter ved Browns beretning. Mest iøjnefaldende er hans oplysning om, at dykkerne kunne se den undersøiske by fra båden, selv om vandet var uklart efter en storm, da de ankom. I disse egne er vandet normalt glasklart, og bygningsværkerne burde derfor ligge som i en udstillingsmontre, synlige for enhver forbipasserende. Det er usandsynligt, at en sådan seværdighed, beliggende mindre end 200 km fra Miami og Nassau, skulle undgå at blive opdaget af de folk, som gennem årtier har opmålt havbunden og tegnet søkort over området. Hvor ligger pyramiden? Vil Brown måske selv vise vej til den? Nej, desværre. Da han stak krystalkuglen til sig, hørte han en frygtelig stemme, som sagde:
»Du kom og har hvad du kom efter. Forsvind nu og vend ikke tilbage.«
Det eneste håndgribelige bevis er den lille kugle af kvarts. Max Toth skriver, at den i 1970 blev vurderet som ædelsten til 20.000 dollars, men nævner intet om, hvem der står inde for denne vurdering. Toth har i et interview med Brown stykket sammen,
»hvad der bidrager mest til vor viden om det vidunderlige fund i pyramiden«.
Det påstås, at kuglen udstråler energi og til tider også lys, og at syge mennesker er blevet helbredt ved at berøre den. De læsere, som interesserer sig mere for konkrete data end for anekdoter, vil imidlertid kunne hente tilstrækkelig viden om det vidunderlige fund i to af Ray Browns svar:
»Spørgsmål: Er der andre, som har en sådan krystalkugle?
Svar.- Der er folk, som fabrikerer dem …
Spørgsmål: Har De fået kuglen kulstof-14 dateret?
Svar: Nej. Direktøren på Smithsonian Institution siger, at man før 1900 ikke havde værktøjsmaskiner til fremstilling af en så perfekt kugle.«
Den sidste bemærkning skal naturligvis antyde, at kuglen må være forarbejdet af en højteknologisk, fortidig civilisation. Men for den skeptiske læser understreger den tværtimod, at så længe kuglens alder ikke er bestemt, er det mest sandsynligt, at den er af ganske ny dato. Og hvor kommer den fra? Man kan købe krystalkugler i enhver okkult boghandel med respekt for sig selv.
Der er et godt billede af dr. Brown i Borg Jensens bog. Det viser en firskåren herre iført hvid jakke med usædvanlig bredt revers. Under jakken bærer han en sort skjorte med lange flipper og påtrykte blomsterranker. Han holder krystalkuglen frem mod os og ligner mere end noget andet en tryllekunstner, som netop har vippet kuglen ud af ærmet. På baggrund af hans beretning synes det rimeligt at antage, at det er præcis sådan et illusionsnummer, vi har overværet.
Men pyramideforskerne har slugt historien råt og gjort en myte ud af den. Det er næsten rørende at læse Borg Jensens version under overskriften »Den forbløffende pyramide på havbunden: Amerikansk doktor transplanterer dens hjerte«. Borg Jensen var selv til stede, da kuglen første gang blev vist frem for offentligheden, og der er ingen ende på hans begejstring over »dette rigsæble«, »den ædle genstand«, og hvad han ellers kalder den. Også Elsa Kaufmann har myten med i sin bog. Hun er interesseret i den tekniske opstilling inde i pyramiden og har ikke noget imod at digte lidt videre på egen hånd.
»Den røde facetslebne sten på spidsen af staven kan have været en rubin,«
skriver hun.
»Disse sten bruger vi i dag undertiden til Laserstrålefremstilling … «
Lad os til slut se på en historie, som havde stof i sig til en ny pyramidemyte, men alligevel ikke slog rigtig an, måske fordi den ikke foregik i tilstrækkeligt eksotiske omgivelser. Beretningen nåede Skandinavien i slutningen af 1979, hvor den kunne læses i det svenske Hemmets journal. Hovedpersonen var en hollandsk guldsmed, Frans Theuwis i byen Dedemsvaart. Han var begyndt at køre rundt med en kartonpyramide over tanken i sin bil. Ifølge Theuwis havde dette mindsket bilens benzinforbrug med gennemsnitlig 25%. Han mente, at pyramideenergien ændrede noget i benzinens struktur, så den blev i stand til at afgive mere energi. Endvidere kunne han oplyse, at flere indbyggere i Dedemsvaart havde anbragt store pyramider over deres olietanke og derved sparet op til 50% på deres varmeregning. Den svenske artikel sluttede forventningsfuldt med at fortælle, at en hollandsk videnskabelig institution havde planer om at underkaste Theuwis’ opdagelse en grundig undersøgelse. Men siden hørte man ikke mere til guldsmeden i Dedemsvaart. Der fulgte heller ingen meddelelser om, at de hollandske myndigheder var begyndt at anbefale pyramider som energibesparende foranstaltning.
Opsøger man den oprindelige kilde, en artikel i De Telegraaf fra august 1979, vil man forstå hvorfor. Her er nogle detaljer, som ikke kom med i den svenske udgave af historien. Den videnskabelige institution, som var interesseret i Theuwis’ opdagelse, var en ældre herre ved navn J. Visch. Han hævdede at have en lang videnskabelig karriere bag sig, men kunne desværre ikke dokumentere dette. Det havde dog ikke hindret ham i at undersøge pyramiden, og han kunne fortælle, at den virkelig havde en benzinbesparende effekt. Visch kunne også berette om en mand, som havde lavet en flaske vand om til genever under en pyramide. Endelig ville han advare om, at pyramideenergi kunne være livsfarlig, hvis man ikke anvendte den med forsigtighed. Frans Theuwis havde også en trumf i baghånden. Han fortalte, at olieselskabet Shell havde vist interesse for hans opfindelse og var begyndt at eksperimentere med den. Efter at have talt med de to pyramideforskere ringede journalisten til Shell for at høre, om Theuwis’ påstand var korrekt. Det var den ikke. Shell kendte ikke noget til Theuwis’ opdagelse og var heller ikke interesseret i den. Med disse ord sluttede artiklen i den hollandske avis; sagen var i realiteten afsluttet samme dag, den blev forelagt offentligheden. Men traditionen havde fået sit. Femogtyve år tidligere havde en mand i USA opdaget, at han kunne få motorer til at køre ved hjælp af orgonenergi. Det kom der heller ikke noget ud af.
De myter, som her er berørt, kan naturligvis hverken bruges til at bekræfte eller afkræfte pyramideenergiens eksistens. Men de er gavnlige at have i baghovedet, når vi skal undersøge eksperimenter og resultater. De advarer os om, at pyramideforskerne kan være ganske uansvarlige i deres omgang med kilder, og de illustrerer, hvor langt forskernes velvilje rækker, når de møder noget, som ligner et bevis for pyramideenergi.
Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.
Seneste kommentarer