af Jens Laigaard

Forord. Kapitel 1: Orgon og lignende Kapitel 2: Pyramidecenteret i Sejlflod Kapitel 3: Hvem byggede Kheopspyramiden? Kapitel 4: Pyramidens formål Kapitel 5: Fysiske forudsætninger for pyramideenergi Kapitel 6: Myter omkring energien Kapitel 7: Definitioner

Kapitel 8: Mumificering Kapitel 9: Barberbladet Kapitel 10: Forøget plantevækst Kapitel 11: Vandet Kapitel 12: Psykiske oplevelser Kapitel 13: Helbredelser Kapitel 14: Videnskab og det modsatte Litteraturliste

Fysiske forudsætninger for pyramideenergi

»Små modeller af den store pyramide i Ægypten vil, når de er indstillet til den magnetiske nordpol, fange, fokusere og resonere (genlyde) pyramideenergi,«

skriver Borg Jensen. Så enkelt er det. At skaffe sig pyramideenergi er ganske ligetil, men at blive klog på, hvad denne energi egentlig er, kan til gengæld være særdeles vanskeligt.

Måske vil det derfor være en god idé at starte i det praktiske hjørne og se, hvilke håndgribelige faktorer der skal til for at frembringe pyramideenergi.

Der kræves en pyramide, men man kan dog ikke anvende en hvilken som helst model. Visse forhold skal være i orden. Citatet fra Borg Jensen viser de to faktorer, pyramideforskerne generelt tillægger den største betydning. Det skal være en nøjagtig skalamodel af Kheopspyramiden, og den skal ligesom forbilledet orienteres præcist mod nord. Ideen med at efterligne den store pyramide stammer fra Antoine Bovis og har siden hans tid været en gylden grundregel i al slags pyramidekonstruktion, sandsynligvis understøttet af den ganske menneskelige tanke, at Ægyptens største pyramide også måtte være den bedste, hvad energi angik.

Set fra en historisk synsvinkel er det imidlertid problematisk at antage, at Kheopspyramiden skulle være den optimale energistation. Hvis vi går med til hypotesen om, at ægypterne byggede pyramider for at udvinde energi, og videre, at de med Kheopspyramiden fandt frem til den ideelle form, må vi undre os over, at de ikke holdt fast ved denne form og satte den i masseproduktion, eventuelt i mindre format. Men det gjorde de ikke. De pyramider, som er bygget umiddelbart efter Kheops, afviger både med hensyn til proportioner og orientering. Også gravkammerets placering som efter sigende angiver det sted, hvor energien koncentreres – er helt ændret. Mens pyramideforskerne i årtier har baseret deres forsøg på den omstændighed, at Kheops’ gravkammer findes en trediedel oppe i pyramiden, har de helt set bort fra, at hans søn Khefren lagde sit gravkammer i pyramidens bund, og at det i Mykerinos’ pyramide endog er hugget ud i klippegrunden et stykke under selve pyramiden. Og hvorfor er de forudgående pyramider bygget så store? Hvis ægypterne ønskede prototyper at eksperimentere med, kunne de nok have valgt en lettere fremgangsmåde end at rejse kolossale monumenter som Zosers trinpyramide og pyramiderne ved Meidum og Dahshur. Selv den mindste af disse, Zosers pyramide, ville være en fejltagelse på en million tons. Pyramideforskerne har aldrig diskuteret disse problemer.

Ud over modellens proportioner og orientering er der en række mindre væsentlige forhold at tage i betragtning, bl.a. hvilke materialer der kan anvendes og hvor i pyramiden man bør placere det emne, der skal behandles. Disse ting er forfatterne uenige om; men selv de to grundlæggende faktorer viser sig ved en nøjere undersøgelse at være forbundet med paradokser. Den samvittighedsfulde pyramidebygger, som sætter sig ind i flere forskellige konstruktions- og brugsanvisninger, vil hurtigt blive forvirret. Hvilke forskrifter skal man holde sig til, hvilke kan man se bort fra, og hvad sker der, hvis man gør noget forkert? En del mennesker, skriver Steen Landsy i tidsskriftet Nyt Aspekt, har den opfattelse, at det er farligt at benytte en energi, man ikke helt forstår opbygningen af, og at man faktisk kan skade sig selv med pyramideenergi, hvis man ikke passer på.

»Pyramideinteresserede har selv stillet en advarsel op omkring bygning af mini-maxi-pyramider ved at sige:

1. Pyramiden skal have de korrekte mål
2. Pyramiden skal være fremstillet af 4 enkeltsider
3. Pyramiden skal være 100% korrekt indstillet i forhold til magnetisk nord
4. Pyramider, som ikke er i brug, skal ligge ned.

I modsat fald kan kraften betyde negative påvirkninger i op til 10 meters afstand i hus, have m.m. og give fysiske symptomer såsom hovedpine, gigt og meget andet.«

Så vidt Steen Landsy, som jo ikke maler billedet alt for lyst. Punkt 1 og 3 er de klassiske forskrifter om pyramidens mål og orientering, og dem ser vi nærmere på lige om lidt. Derimod er punkt 2 og 4 både usædvanlige og problematiske. Hvorfor skal modellen fremstilles af fire enkeltsider? Mange forfattere giver netop anvisning på, hvordan man folder en pyramide af et enkelt stykke pap, uden at tilføje noget om, at man kan forvente negative påvirkninger i op til 10 meters afstand. Forskrift nummer 4 er let at honorere, så længe man kun eksperimenterer med mini-pyramider, men hvad med maxi-pyramider? Hvad gjorde ægypterne med Kheopspyramiden, når den ikke var i brug?

De advarsler, Steen Landsy bringer til torvs, viser, med hvilken alvor forfatterne fremlægger deres forskrifter. Pyramidebyggeren forventes at følge disse til punkt og prikke, præcisionen er et stående krav, den kan ligefrem bruges som alibi for energien: hvis de forventede resultater udebliver, betyder dette ikke, at energien ikke eksisterer, men at man nok har lavet en eller anden minimal fejl, da man udmålte, samlede eller orienterede pyramiden. Set i denne sammenhæng forekommer det paradoksalt, at pyramideforskerne ikke selv synes at tage kravet om streng nøjagtighed særlig alvorligt.

Tabel 1 viser, hvad resultatet bliver, hvis ni forfattere og forfatterpar bygger hver sin model med samme højde, her sat til 10 cm. Udkommet er absolut ikke ni ens pyramider. Forfatterne vil selvfølgelig hævde, at det kun drejer sig om hårfine forskelle, så længe pyramiderne er til husholdningsbrug og har en højde på 10-30 cm. Men alle modellerne er ment som en gengivelse af den store pyramide, så nogle af dem må nødvendigvis være galt afmarcheret. Lad os bede forfatterne bygge en model af Kheopspyramiden i fuld størrelse efter egne anvisninger.

Tabel 1. Modelpyramider med ens højde. Målene i cm
	Højde	Grundlinie	Side
Ostrander & Schroder, Watson, Salas & Cano	10	15,70	14,94
Wolfe, Kaufmann	10	15,71	14,95
Schul & Pettit	10	15,72	14,95
Jensen	10	15,75	14,94
Childress	10	15,65	14,80
Toth & Nielsen	10	15,04	14,35

Vi husker, at J.H. Coles målinger satte pyramidens oprindelige højde til 146,73 m. De 10 cm høje modeller kan derfor let »blæses op« til Kheops-størrelse ved at gange deres dimensioner med 1467,3. Når det er gjort, kan man konstatere modellernes nøjagtighed ved at sammenholde deres grundlinie med den store pyramides, der har en gennemsnitslængde på 230,37 m. Tabel 2 viser grundliniens længde hos de forstørrede modeller og noterer afvigelsen fra originalen. Man ser, at det kun er Ostrander og Schroeder, Lyall Watson samt Salas og Cano, som har benyttet det helt korrekte målestoksforhold fra Kheopspyramiden. Derimod bygger Borg Jensen og Wanda Sue Childress et par modeller, hvis grundlinie er henholdsvis trekvart meter længere og kortere end hos forbilledet. Og hvis Toth og Nielsen skulle genskabe Kheopspyramiden, ville de øjensynlig spare godt på stenene ved at korte dens grundlinie af med næsten 10 m.

Tabel 2. Modelpyramider bygget i Kheops-størrelse
	Grundlinie i meter	Afvigelse
Kheopspyramiden	230,37
Ostrander & Schroder, Watson, Salas & Cano	230,37	0
Wolfe, Kaufmann	230,71	+14 cm
Schul & Petit	230,66	+29 cm
Jensen	231,10	+73 cm
Childress	229,63	÷74 cm
Toth & Nielsen	220,68	÷969 cm

Af dette følger, at pyramider, som er bygget efter de tal, Borg Jensen, Wanda Sue Childress eller Toth og Nielsen opgiver, uanset størrelsen vil få sider med en anden hældningsvinkel end Kheopspyramidens 51°50’40”. Betyder det noget? Det gør det, hvis man skal tro hvad Borg Jensen siger:

»Hvis pyramiden ikke er nøjagtig, kan den ligefrem være en dødsmaskine, hævder forskere i De forenede Stater.«

Toth og Nielsen udtrykker deres forbehold i knap så dramatiske vendinger. De skriver efter deres sjuskede byggeanvisning:

»Når pyramiden er konstrueret, bør man erindre, at konstruktionen ikke er pinlig nøjagtig. Proportionerne behøver ikke være perfekte, og dette vil påvirke resultaterne af ens eksperimenter.«

Lad os opsummere. På den ene side fremhæver pyramideforskerne, at man behøver en nøjagtig skalamodel af Kheopspyramiden for at indfange pyramideenergi. På den anden side opgiver de fleste af dem unøjagtige mål for pyramidemodeller, og læseren beroliges med, at proportionerne alligevel ikke behøver være helt perfekte. Hvor store afvigelser fra Kheops-normen kan man da tillade sig, før energien udebliver?

Man kan faktisk tillade sig det helt utrolige. Hvis vi læser lidt videre i pyramidelitteraturen, begynder grundlaget for alvor at skride. Det forbavsende er, at den, som har gjort mest til at undergrave Kheops-teorien, er pyramideforskningens grand old man, den tjekkiske ingeniør Karel Drbal. I forordet til »Pyramider og pyramidekraft« beretter Martin Ebon om en særlig pyramidemodel, Drbal har opfundet. Han har kaldt den »Eulerpyramiden« efter den schweiziske matematiker Leonhard Euler, fordi den er konstrueret efter formlen h x e = a, hvor h står for pyramidens højde, a for grundlinien og e for Eulers »irrationale« tal 2,71828+. Det giver en pyramide, som er bredere og lavere end Kheopspyramiden. ifølge Drbal kan Eulerpyramiden gøre hans gamle Kheops-model kunststykkerne efter, eksempelvis skærpe barberblade og mumificere kød. Senere i samme bog viderebringer Max Toth en udtalelse fra Drbal om, at denne har mumificeret blomster og andet materiale i en pyramide, hvis sider havde en hældningsvinkel på ca. 26°. Det er det halve af Kheopspyramidens sidehældning.

Drbal har sagt endnu mere, som kan forvirre billedet. Han gæsteoptræder med et kapitel i Toth og Nielsens bog, og her omtaler han en pyramide, som er betydelig spidsere end Kheopspyramiden. Den er 22,5 cm høj og 15 cm bred ved basis. Konstruktøren, en tysker ved navn Hans Joachim Höhn, skulle takket være denne model have opnået 196 gode barberinger med samme blad. Drbal tilføjer, at han selv sammen med nogle franskmænd har bygget en meget velfungerende pyramide, der er næsten lige så spids som Höhns. Men det værste er endnu tilbage. I »Psykisk forskning bag jerntæppet« vil man se Drbal citeret for den opfattelse, at kugleformen er sund for mennesker, og at der muligvis også opstår nyttige energier i en kegle. Disse ideer er senere blevet taget op af det energiske forfatterpar Salas og Cano. De skriver:

»Netop nu er vi begyndt at eksperimentere med konusformede beholdere og med resultater, der meget ligner dem, vi har opnået med pyramider. Resultaterne er foreløbig meget ukomplette, men vi kan sige, at det er et område, der er mindst lige så lovende for folk, der vil eksperimentere, som pyramiderne … Vi tror også, at halvkuglen og kuglen bør være virkningsfulde … Ifølge Flanagan er også spiralen effektiv.«

Disse påstande får pyramideforskernes arbejde med at fremstille præcisionsmodeller af den store pyramide til at tage sig temmelig absurd ud. Hvorfor have alt det besvær, når man kan bruge hvad som helst, der går op i en spids? Ikke desto mindre slutter Salas og Cano deres bog af med en trofast gengivelse af de traditionelle mål for pyramidemodeller. Og hermed er inkonsekvensen komplet, hvad dette punkt angår.

Den anden vigtige faktor er pyramidens orientering. De fleste vejledninger for pyramidebyggere forklarer, at man må sikre sig, at modellens ene side vender direkte mod magnetisk nord. Teorien bag dette er ligesom ved forskrifterne om modellens proportioner, at man for at få pyramideenergi er nødt til at imitere Kheopspyramiden så præcist som vel muligt. Borg Jensen fastslår kort og klart:

»Den store pyramide i Ægypten er orienteret nøjagtigt således at FLADERNE vender mod den magnetiske nordpol. Deres model-pyramide skal orienteres på samme måde.«

Magnetisk nord og geografisk nord er to forskellige ting. De geografiske poler, enderne af jordens omdrejningsakse, ligger fast. Polerne for jordens magnetfelt er derimod bevægelige og forskyder sig hele tiden ganske svagt. For tiden ligger magnetisk nord (som egentlig er den magnetiske sydpol) i nærheden af Bathurst Island, ca. 1400 km fra den geografiske nordpol. Kheopspyramidens sider er rettet ind efter de geografiske verdenshjørner, og pyramideforskerne er derfor på afveje, når de hævder, at bygningen er orienteret mod magnetisk nord.

Patrick Flanagan hører til de få, som er opmærksom på dette problem, og han har sin egen løsning på det. Kheopspyramiden er ganske rigtigt orienteret mod geografisk nord, siger han, men da pyramidemodeller skal rettes mod magnetisk nord for at fungere bedst, må man formode, at pyramiden blev bygget på et tidspunkt, hvor jordens magnetfelt lå på linie med polaksen. Flanagans teori rejser dog et nyt problem, nemlig at pyramiden i så fald skulle være bygget omkring år 2000 eller 4100 f.Kr., og så kan historikerne godt fatte pennen og skrive hele Ægyptens historie om.

Også Toth og Nielsen synes at have anet uråd, men de kommer rundt om problemet på anden led. De forklarer pyramidebyggeren:

»Til orienteringen anvendes den sande nordpol. Tilsyneladende virker den magnetiske nordpol dog lige så godt, og denne er lettere at konstatere … Den sande nordpol afviger nogle få grader fra den magnetiske, afhængigt af hvor man bor. Den lokale afvigelse fremgår af almanakken.«

Dette med nogle få grader er en sandhed med modifikationer. Set fra New York, hvor Max Toth bor, er afvigelsen mellem geografisk og magnetisk nord, hvis man tager værdien for 1987, 12°48′ i vestlig retning. Og en pyramidebygger, som bor i Godthåb, er stillet over for en vinkel mellem de to punkter på ikke mindre end 39°. Det er en så betydelig afvigelse, at den grønlandske pyramidebygger nok kan komme i tvivl om, hvilken pol han skal vælge at orientere sin model efter. Skal han støtte sig til Kheopspyramiden eller pyramideforskerne?

Måske bliver resultatet det samme. Tilsyneladende er forskriften om, at modellen skal orienteres præcist mod nord, blot en anden lille leg, pyramideforskerne har fundet på for at gøre det hele mere spændende, og for at det skal se ud, som om pyramideenergien hviler på et fast grundlag er afhængig af nogle fysiske faktorer. Men pyramidens orientering kan næppe være en af disse faktorer, dertil findes der for mange modstridende udsagn; Salas og Cano, Elsa Kaufmann, Serge V. King og flere andre hævder at have iagttaget tydelige effekter hos pyramider, som var helt tilfældigt orienteret, f.eks. hængt op i en snor eller anbragt på hovedet af en person.

Da det er selve pyramideformen, som hævdes af frembringe eller fokusere energi, skulle det ikke have nogen betydning, hvad pyramiden er lavet af. Byggeanvisningerne fastslår da også som en hovedregel, at man kan anvende et hvilket som helst materiale. Den opmærksomme læser opdager dog snart, at der også på dette punkt hersker uenighed forfatterne imellem. Lad os tage udgangspunkt i, hvad Toth og Nielsen skriver:

»Materialevalget synes at være meget vigtigt ved konstruktionen af en pyramide til eksperimentelle formål. Ensartede materialer bor anvendes hele vejen igennem. Stift pap og ikke bølgepap, massivt træ og ikke krydsfinér, styren plastik og ikke styroskum.«

Stik modsat dette fremfører Salas og Cano det almindelig udbredte synspunkt, at materialevalget er underordnet, da det er pyramidens form, som betinger virkningen. De tilføjer dog, at man bør undgå metaller. Aluminium kan bruges som indre skelet, men i så fald bør pyramiden stå og hvile et par uger, inden den tages i brug, så metallet kan få tid til at oplades. Til slut skriver de:

»Der er også forfattere, som fraråder brug af bølgepap, krydsfinér og polysteren. Vi har anvendt alle disse materialer uden mindste problemer.«

Med disse anvisninger lykkes det Salas og Cano at lægge sig ud med såvel Toth og Nielsen som Patrick Flanagan, der hævder at have opnået glimrende resultater med pyramider af kobber og stål. Eksempelvis er Flanagans lille pyramidegenerator fremstillet af metal.

Borg Jensen, Flanagans elev, har også forhandlet denne lommegenerator af metal, men han er senere gået i gang med at fremstille en større og billigere model af cement. Steen Landsy har set prototypen og fortæller i Nyt Aspekt følgende interessante ting om den nye generator:

»Den er udarbejdet i samarbejde med laboratoriet på Aalborg Portland Cementfabrik gennem 2 år, og man har fundet frem til et materiale med en kemisk sammensætning som granitstenene i den store pyramide i Giza. Det er dog cement, men den stærkeste, der findes. Lige så stærk som stål.«

Vi ser her endnu et forsøg på at efterligne Kheopspyramidens fysiske træk, om end den tanke, at det skulle være vigtigt at imitere granitstenene i pyramiden, ikke er fremført af andre end Borg Jensen selv. I øvrigt kan Cement- og Betonlaboratoriet på Aalborg Portland oplyse, at de ikke på noget tidspunkt har samarbejdet med Borg Jensen.

Hvor i pyramiden opstår energien? Det er der desværre ingen, der kan svare helt præcist på. Det eneste, pyramideforskerne kan tilbyde, er deres iagttagelser af energiens indvirkning på forskellige forsøgsemner, og der gives flere bud på, hvor i pyramiden energien er mest kraftig.

Antoine Bovis opdagede efter sigende de indtørrede smådyr i kongekammeret i den store pyramide. Dette rum befinder sig i en trediedel af pyramidens samlede højde. Ved de følgende muinificeringsforsøg anbragte Bovis emnerne på en platform, som var en trediedel af pyramidemodellens højde, og denne fremgangsmåde kom til at danne skole. Bovis’ forsøg var dog selv del af en tradition; kongekammeret har til alle tider været genstand for en betydelig del af pyramidemystikernes gisninger. Taylor og Smyth troede, at granitsarkofagen var et universelt standardmål for rumfang og vægt. Det er kun naturligt, at dette sted i pyramiden også skulle antages at være brændpunkt for energien.

Indtil midten af 1970’erne var den almindelige antagelse, at energien samles i et punkt under pyramidens spids i en trediedel af højden. Nu er billedet knap så overskueligt. Schul og Pettit har efter nogle forsøg med solsikkeplanter konkluderet, at energien flyder opad gennem pyramiden og er stærkest lige under spidsen. De har også lavet forsøg med mælk, som viser, at det mest virksomme sted findes i en trediedel af højden. Salas og Cano forklarer, at pyramiden har to energifelter, et kraftigt indeni og et svagere udenpå. Flanagan har bidraget til usikkerheden ved at påstå, at madvarer kan mumificeres et hvilket som helst sted i pyramiden, og at der stråler energi ud fra alle fem spidser. Hans pyramidegenerator er netop baseret på den iagttagelse, at der udgår en stærk, lodret energistråle fra pyramidens top. Borg Jensen giver lige så flertydige oplysninger som sin amerikanske læremester. Han skriver, at madvarer helst skal anbringes i en trediedel af højden for at mumificere, mens vand kan behandles både under, over og inde i pyramiden. Desuden mener han, at energifeltet strækker sig et stykke ud i omgivelserne. Endelig findes der folk, som påstår, at de kan mærke energien et stykke under pyramidens bund. Det er ikke helt let at se nogen sammenhæng i disse udsagn.

Af andre fysiske faktorer, som hævdes at have indflydelse på energien, skal kort nævnes pyramidens farve. Enkelte forfattere mener, at energiens virkning ændrer sig alt efter, hvilken farve pyramiden har:

»En grøn pyramide skulle i følge visse forskere give følelser af kærlighed, som så kastes tilbage til en selv. En grøn pyramide vil derfor en dag give én kærlighed og velvilje fra omverdenen, ja endog materielle goder.

Stiller man en grøn pyramide op på sit bord og lægger en ønskeseddel af form som en trekant ind i den, så vil ønsket gå i opfyldelse. Man skal dog inden der er gået ni dage tage sedlen ud, brænde den og lade ønsket gå ud i æteren. Jeg har selv prøvet denne trylleformular, og jeg må tilstå, at den nu og da har virket.«

Et citat fra Elsa Kaufmanns bog. Man vil finde lige så begavede udsagn hos Joan Ann de Mattia, som har bidraget med et kapitel i »Pyramidernes kræfter«, og hos Salas og Cano. Røde pyramider øger vitaliteten og seksualdriften; orange pyramider fremmer fordøjelsesprocessen; blå pyramider virker meget beroligende, bortset fra de tilfælde, hvor de giver søvnløshed. Ud over at være en prøvelse for læseren er disse påstande naturligvis også i strid med den grundlæggende antagelse, at det kun er pyramideformen, som har betydning for energien.

Alt i alt må det konstateres, at pyramideenergien hviler på et usikkert grundlag med hensyn til ydre, fysiske forudsætninger. Forskerne hævder at have opnået positive resultater ved vidt forskellige fremgangsmåder, og nogle understreger endog, at hvis ikke man følger netop deres forskrifter, vil energien enten udeblive eller ledsages af ubehagelige bivirkninger. Disse mange modstridende udsagn om, hvilke faktorer der skal til for at frembringe pyramideenergi, er et alvorligt indicium på, at denne energi overhovedet ikke eksisterer.

Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.