af Ole Hartling

Indhold

0. Indledning
1. Generelle træk: Upræcise diagnoser – Suggestive beskrivelser
2. Generelle træk: Analogitænkning – “Videnskabelig” terminologi
3. Generelle træk: Charlataneri – Manglende åbenhed for revision
4. Virker alternativ medicin?
5. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Kiropraktik
6. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Akupunktur og Homøopati
7. Hvorfor søger patienter alternativ medicin? – Litteratur

Akupunktur

Akupunktur betyder direkte oversat ‘nålestik’. Denne behandlingsteknik, der har været anvendt i Kina i mere end 2000 år skal forstås i sammenhæng med oldkinesisk filosofi, der forestiller sig verdensaltet og den menneskelige krop opdelt i et mandligt princip, ‘Yang’, og kvindeligt, ‘Yin’. Når den naturlige ligevægt mellem Yin og Yang forskydes, opstår sygdomme. Kroppen gennemstrømmes af livsenergien ‘Chi’ og indeholder 5 Yang og 5 Yin organer, som svarer til 5 elementer (træ, ild, jord, metal og vand), 5 planeter, 5 himmelretninger, 5 årstider, 5 farver og 5 toner i naturfilosofien. I kroppen findes 12 ‘kanaler’, som på dens overflade svarer til 12 ‘meridianer’. Akupunkturpunkter (‘akupunkter’) er steder, hvor kanalerne kan nås med nåle. De er lokaliseret langs meridianerne i et antal på 3-400, i nogle angivelser på over 2.000. Når nåle af guld eller sølv og i vore dage også af stål indføres i disse punkter, kan ligevægten mellem Yang og Yin genoprettes, og helbredelse følger. Filosofien er åbenlyst uforenelig med naturvidenskabelig tankegang, hvad der også blev klart i Kina, da man fik kendskab til vestlig medicin, herunder anatomi og kirurgi (Ackerknecht 1974; Quen 1975; Skrabanek 1985).

Akupunktur har ramt Vesten i fem større bølger gennem de seneste 300 år. I begyndelsen af 1800-tallet blev den tredje ”bølge” sat i gang af blandt andre den franske læge L.V.J. Berlioz (komponistens fader), der anbefalede akupunktur til fx kighoste. Ironisk nok tog man på dette tidspunkt og helt op til Mao-tiden afstand fra akupunktur i Kina. I 1950’erne var der knap nogen interesse for akupunktur i den vestlige verdens medicin. Den femte og nuværende ”bølge” begyndte efter genåbningen af de diplomatiske forbindelser mellem det maoistiske Kina og USA i 1972 (Ackerknecht 1974; Quen 1975; Skrabanek 1984 og 1985).

Vestlige observatører følte sig overbevist af propagandamæssigt iscenesatte operationer udført under akupunktur (der dog var suppleret med lokalbedøvelse og smertestillende medicin) (Skrabanek 1984). Man trak ikke på det tidspunkt nogen parallel til, at der i tidens løb også i Vesten er udført talrige større kirurgiske operationer helt uden anæstesi (bedøvelse), med lokalanæstesi alene eller ved hjælp af hypnose og mesmerisme (”dyrisk magnetisme”). Fra kinesisk side blev det hævdet, at akupunkturanæstesi kunne anvendes med succes i ni ud af ti tilfælde. Betegnelsen succes inkluderede dog også operationsforløb, hvor patienten stønner højt af smerte. Selv i den periode, hvor akupunkturanæstesi var på sit højeste, skønnes det, at den kun er blevet anvendt ved højst 5 % og snarere kun 1-2 % af kirurgiske operationer i Kina (Skrabanek 1985).

Akupunktur betragtes som en panacé (universalmiddel). Fra en WHO publikation, der nærmest synes at ville blåstemple akupunktur, kan nævnes følgende eksempler på sygdomme, der skal være tilgængelige for akupunkturbehandling: bihulebetændelse, halsbetændelse, bronkitis, astma, øjenbetændelse, nethindebetændelse, nærsynethed, grå stær, dysenteri fremkaldt af bakterier, diarré, halvsidig lammelse efter hjerneblødning (Bannerman 1979). Andre indikationer er smitsom leverbetændelse, malaria, døvhed, for store bryster, for små bryster og skizofreni (Skrabanek 1984). Som det er karakteristisk for alternativ medicin, skal akupunktur således være virksomt over for de mest forskelligartede lidelser. Anvendelse af akupunktur til anæstesi er meget ny i forhold til metodens tusindårige historie. Først i 1958 opfandt kineserne akupunkturanæstesi (Ackerknecht 1974; Bannerman 1979; Skrabanek 1985).

Der eksisterer en række akupunktur-variationer og flere vil måske komme til. Akupunkturstederne skal foruden ved stik også kunne påvirkes alene med tryk, akupressur, med undertryk, vacupressur, ved afbrænding af små kegler af tørrede blade over punkterne, moksabustion, ved elektrostimulation af nålene, elektroakupunktur og ved injektion af homøopatiske midler, homøoakupunktur. Endelig stimuleres ved øreakupunktur, som er en europæisk opfindelse, akupunkturpunkter på det ydre øre, hvortil kroppens organer tænkes projiceret (Nielsen 1988; Skrabanek 1988).

Den påståede virkning af akupunktur over for en bred vifte af sygdomme er udokumenteret. Der er dog næppe tvivl om, at akupunktur kan have smertelindrende virkning. Det har placebo også. I en undersøgelse, som skulle vurdere, om akupunktur ville kunne anvendes af tandlæger i stedet for lokalbedøvelse, blev der opnået en vis, men dog ikke tilstrækkelig virkning på tandsmerter (Jensen et al. 1973). Denne undersøgelse er som så mange andre ikke udført med placebo-kontrol, hvad der er uomgængeligt, da placebo som tidligere nævnt er meget virksomt over for smerter. De bedste betingelser for placebovirkning er til stede: selve den fremmedartede betegnelse ‘akupunktur’ og de urgamle orientalske ritualer med placering af nåle af forskelligt metal (endog guld) efter sindrige systemer. Og patienten mærker, at der sker noget aktivt; de føler nålestikkene ofte som en dump smerte (”nålefølelse”). Virkningen af akupunktur er lunefuld på samme måde som virkningen af placebo (Skrabanek 1985).

Hertil kommer, at nålestikket og den eventuelle rotation eller elektriske påvirkning af nålene på grund af lokalirriterende virkning kan påvirke smerteopfattelsen andre steder. ”Nålevirkning” har længe været kendt i vestlig medicin, også før den kinesiske akupunktur kom til (Skrabanek 1984 og 1985). Lokalirritation kan foruden med nåle opnås med steriltvandspapler (indsprøjtning af sterilt vand i huden som små blærer er ganske smertefuldt), sennepsplastre, ”kopsætning”, varme, vibration og elektrisk stimulation (Skrabanek 1984 og 1985). Transkutan elektrisk nervestimulation, TENS, har fx vist sig mere effektivt end placebo (Anonym 1981a). I en dansk undersøgelse var akupunktur med anvendelse af klassiske kinesiske akupunktur-punkter mere virksomt over for hovedpine end ”placebo-akupunktur”, men mærkeligt nok undgik man omhyggeligt ved placebostikkene at fremkalde ”nålefølelse” (Hansen og Hansen 1984). I smertefysiologien undersøges smertenedsættelse efter lokal vævspåvirkning. Virkningsmekanismerne er ikke klarlagt, men der er i alle fald ingen grund til at iklæde denne virkning orientalsk mystik.

I 1970’erne påviste man de såkaldte endorfiner. De kan betragtes som organismens egne analoger til morfiner, og de virker på de samme receptorer (kontaktpunkter) i centralnervesystemet som morfin. Det varede naturligvis ikke længe, før der opstod den idé, at her var muligheden for at forklare oldkinesisk akupunktur ved hjælp af moderne biologi. I en kinesisk undersøgelse fra 1974 rapporteredes det således, at væske fra hjernens hinder hos akupunkterede kaniner havde smertestillende virkning hos andre kaniner. Man forestillede sig, at det kunne forklares ved frigørelse af endorfiner til hjernevæsken under akupunktur (Anonym 1981b.

Spørgsmålet om endorfiner i det hele taget har noget at gøre med smerte og smertelindring hos patienter, og om der faktisk frigøres endorfiner ved akupunktur, er ikke afklaret (Anonym 1981a; Anonym 1981b; Skrabanek 1985). Også placebobehandlingens smertestillende virkning er blevet forklaret ved frigørelse af endorfiner, om end heller ikke dette er ubestridt (Gracely et al. 1983). Så man er egentlig lige vidt: der er fortsat ikke påvist nogen specifik virkning af akupunktur, dvs. en virkning, der adskiller sig fra placebo eller lokalirritation (Anonym 1981a; Anonym 1981b; Skrabanek 1985).

Indføring af akupunkturnåle gennem huden er ikke ganske uden risiko. Bortset fra den direkte skade, nålene kan forvolde, kan både leverbetændelse og AIDS overføres ved brug af ikke sterile nåle (Jons 1987). Akupunkturbehandling må derfor her i landet ikke udøves uden lægelig autorisation, medmindre det sker under ”lægeligt tilsyn”. Da dette imidlertid har været svært at definere, betyder det i praksis, at enhver kan nedsætte sig som akupunktør (Nielsen 1988). Nylige retssager om mangelfuldt tilsyn bekræfter, at der ikke er klare regler på området (Hansen 1991b). Ikke-lægelige akupunktører ønsker en officiel uddannelse for at få det lægelige tilsyn afskaffet (Hansen 1991b). Læger, der giver akupunkturbehandling, ønsker til gengæld tilsynspligten skærpet og forsøger gennem Dansk Selskab for Akupunktur at lægge afstand til ikke-lægelige akupunktører, idet de mener, ”at patienter ofte spilder flere tusinde kroner på virkningsløse behandlinger” (Hansen 1991a).

Homøopati

Den tyske læge Samuel Hahnemann (1755-1843) oplevede i 1790 efter indtagelse af kinabark en koldfeberlignende tilstand, det samme symptom som ved malaria, den sygdom, som kinabark almindeligvis brugtes til at behandle. Han konkluderede, at et middel, som på en rask forsøgsperson fremkalder visse sygdomssymptomer, er et virksomt lægemiddel for de syge, som lider af disse eller lignende symptomer. Denne ene opdagelse generaliseredes. Han og hans venner satte omfattende forsøgsserier i gang, hvor de afprøvede en lang række vidt forskellige substanser, fx svovl, udtræk af galdebær, ranunkel, blæksprutte og cannabis. Forsøgsprotokollerne fyldte bind efter bind, hvor resultaterne opgjordes efter devisen: får man tandpine efter at have indtaget et middel, er dette virksomt over for tandpine. Hele dette arbejde skulle i sidste ende komme til at vise sig helt meningsløst (Bergmark 1968). Hahnemann skabte betegnelsen ”homøopati”, der betyder ”lig lidelse”.

Det er det ene grundprincip for homøopatisk praksis, ”similia similibus curantur”, ”det samme helbreder det samme” (Vithoulkas 1983).

Det andet grundprincip er, at jo mere et lægemiddel findeles og fortyndes, desto kraftigere virker det. Hahnemann forklarer i sit hovedværk ”Organon der rationellen Heilkunst” fra 1810, hvordan substanser – også de, ”som i ubearbejdet stand ikke viser den ringeste lægekraft – kan bibringes en ubegrænset, gennemtrængende og helbredende evne ved en særlig behandling: rivning og rystning. Herved frigøres tidligere skjulte, ligesom sovende dynamiske kræfter.” Denne proces kalder han ”dynamisering”, ”potensering” eller ”lægekraftudvikling” (Bergmark 1968; Vithoulkas 1983; Lecomte 1983).

Begge grundprincipper strider mod sund fornuft. Det synes umiddelbart mere velbegrundet at give et smertestillende lægemiddel til fx hovedpine, altså et ”allopatisk” middel. Desuden retter homøopatisk behandling sig alene mod symptomet. Det betyder i sin konsekvens, at hvad enten hovedpine skyldes pandehulebetændelse eller hjernesvulst, skal der gives samme homøopatiske lægemiddel (Bergmark 1968). Det andet princip, ”fortyndingsprincippet” svarer til, at en farve skulle kunne blive mørkere, jo mere den fortyndes, eller at jo mindre sukker, man kommer i teen, desto sødere bliver den (Lecomte 1983). Dette princip skal vi se lidt nærmere på.

Fremstilling af et homøopatisk lægemiddel sker ved at en droge eller tinktur blandes med vand eller alkohol i fortyndingsrækker på basis af forholdene 1:10 (decimal, D) eller 1:100 (centisimal, C). Tages fx 1 dråbe tinktur og blandes med 99 dråber alkohol fås C1=1:100 (= D2). En dråbe herfra blandes igen med 99 dråber, og man får C2 = 1:10.000, også fremdeles. Mellem hver fortynding rystes opløsningen nogle gange af hensyn til ”dynamiseringen” (frigørelsen af lægemidlets ”vitale kraft”), men man må ikke overdrive antallet af rysteslag ”for ikke at gøre lægemidlet for kraftigt!” (Andersen 1991a).

Piller med homøopatisk medicin fremstilles fx af mælkesukker, der fugtes med en homøopatisk opløsning. Herved sker en yderligere ”dilution” fx fra D10 til D12. Ved ”potensen” C12 er fortyndingen 1:10²⁴, som er grænsen for antallet af fortyndinger, der kan gennemføres uden helt at miste det oprindelige stof. Ved videre fortyndinger er det i virkeligheden utænkeligt, at der er blot et enkelt molekyle tilbage. En almindeligt anvendt homøopatisk ”opløsning” er 1:10⁶⁰ (C30), hvilket svarer til at et saltkorn opløses i et rumfang på ti milliarder balloner, hver en million gange så stor som vort solsystem (Skrabanek 1988).

Homøopater er selv ganske klar over – og påpeger, – at der ikke er farmakologisk aktive molekyler tilbage i homøopatiske opløsninger, (i virkeligheden er det misvisende at tale om en ”opløsning”). Alligevel meddeler de gunstig behandlingseffekt af ”potenser” på over C100.000 (1:10^200.000). Det er nemlig ikke længere det aktive stof, der er afgørende, men den helbredende energi, der er frigjort og ”overført” til opløsningens molekyler under ”potenseringen” (Vithoulkas 1983). Den relevante homøopatiske medicin og potens skal i øvrigt kunne fastslås ved hjælp af vegatest, pendulering og radioni, som beskrevet ovenfor (Tansley 1977; Reyner 1982).

Trods dette helt betagende vås har homøopatien fået en betydelig udbredelse. Hahnemanns statue står mange steder, blandt andet i Leipzig og i Washington (Bergmark 1968). USA har homøopatiske skoler. I Tyskland autoriseres læger i homøopati efter en særlig uddannelse. I England er der ved lov af 1950 oprettet et homøopatisk fakultet (Stepan 1983). Mens den autoriserede medicin i Danmark næppe i noget omfang giver sig af med homøopati, praktiseres det af tusinder af læger i USA, Tyskland, Frankrig og England (Stepan 1983; Nielsen 1988). I Sverige har der været en langt større interesse end i Danmark og en betydelig omsætning af homøopatiske præparater, dog noget mindre efter det blev almindelig kendt, at 15.000 navne i et postordrekatalog dækkede samme sukkerpille (Bergmark 1968; Nielsen 1988). Næppe noget land er dog gået så vidt som Indien, hvor homøopati ligestilles med autoriseret medicin, både hvad universitetsuddannelse og udøvelse angår (Kishore 1983; Stepan 1983).

Homøopatisk medicin angives at være virksom over for en lang række tilstande. Den lægelige leder af Glasgow Homøopatiske Hospital, doktor Boyd anbefaler homøopatisk behandling til blandt andet lungebetændelse, influenza, astma, diarré, mavesår, hæmorroider, forhøjet blodtryk og leddegigt. Det kan forsøges over for dissemineret sklerose, leukæmi, visse kræftformer og svære sindssygdomme. Han finder det ikke velegnet til blodforgiftning, meningitis, tuberkulose, sukkersyge, myxødem, B-12 vitamin mangel og kønssygdomme (Boyd 1983).

I talrige undersøgelser har man måttet opgive at finde nogen dokumentation for, at homøopatisk medicin er virksomt (Skrabanek 1988). To dobbelt-blinde, placebo-kontrollerede undersøgelser har dog af indlysende grunde gjort indtryk. De stammer begge fra føromtalte homøopatiske hospital i Glasgow. I den ene påvises en gunstig virkning på leddegigt (Gibson et al. 1980). I den anden giver homøopatiske præparater i potenser på C30 lindring af høfebersymptomer (Reilly et al. 1986).

Helt åndeløs modtog verden en artikel, der blev offentliggjort i juni 1988 i et af verdens mest fremtrædende videnskabelige tidsskrifter, Nature. Her meddelte en fransk forskergruppe, under ledelse af professor Jacques Benveniste, nogle laboratorieforsøg, der enkelt fortalt syntes at vise, at vand kunne ”huske” stoffer, som engang havde været opløst i det (Davenas et al. 1988). Fundet gik nemlig ud på, at virkningen af antistoffer mod allergi stadig kunne påvises i fortyndinger ned til 1:10¹²⁰, hvor der umuligt kunne være molekyler af det oprindelige stof tilbage. Dette blev fremdraget af gruppen selv, der foreslog, at informationen så måtte være videregivet til vandets molekylære struktur under fortyndings/rysteprocessen. Resultatet syntes at støtte doktor Reillys rapport om den gunstige virkning på høfeber (Reilly et al. 1986), og han skrev et begejstret læserbrev til Nature, hvori han påpegede, at

”hvis disse observationer viser sig at være forkerte, vil homøopati være afsløret som en af den medicinske verdens største ulykker – en dårskab så massiv, at det vil være et studium værd i sig selv” (Reilly 1988).

Han kom ikke til at vente længe. Redaktionen havde allerede taget forbehold i et efterskrift til artiklen:

”Læserne af denne artikel deler muligvis den vantro, som mange af redaktionens konsulenter har haft ved vurderingen af den ( … ) Der er ikke noget fysisk grundlag for teorien. I samarbejde med professor Benveniste har Nature derfor bedt uvildige undersøgere om at observere en gentagelse af eksperimenterne. En rapport herom vil blive bragt snarest”.

Rapporten blev bragt 4 uger senere under overskriften ”’High-dilution’ experiments a delusion” (Maddox et al. 1988). De franske forskere kunne ikke gentage fundene, når de ikke vidste, om der havde været aktivt stof i fortyndingerne eller ej. Det blev foreslået Benveniste at tilbagekalde resultaterne, men det afslog han. I stedet skrev han en bitter kommentar, hvori han angreb observatørerne for deres både amatøragtige og mistænksomme fremfærd. Han fortrød, at han overhovedet havde lukket dem inden for sin dør (Benveniste 1988).

Sagen vakte selvsagt en del røre. ”Fysikkens verden er trådt ind i en ny fase”, hed det. En præst foreslog at vievand fastholdt en erindring om Gud. Imens udførtes kontroleksperimenter med vandhukommelse andre steder i Frankrig. Resultaterne kunne ikke bekræftes (Dorozynski 1988). Nature‘s redaktion blev i øvrigt stærkt kritiseret for at have bragt artiklen, men forsvarede sig bl.a. med, at have brevvekslet med Benveniste igennem to år, og at denne havde fulgt mange forslag fra tidsskriftets konsulenter. Desuden ville man undgå anklager for at undertrykke vigtige videnskabelige bidrag (Dixon 1988). Men nu var skaden sket, mente andre (Plasterk 1988). Tilhængere af homøopati har allerede triumferet, og henviser til de først offentliggjorte resultater i dette videnskabeligt velanskrevne tidsskrift (se fx Astrup et al. 1991 og Kolmos og Kolmos 1991). Man har dog før oplevet, at dønninger efter ”epokegørende” iagttagelser, der afkræftes, ret hurtigt lægger sig i hvert fald i den videnskabelige verden. Tænk fx på ”polyvand” og ”kold fusion”.

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.

Deltag her.