Alternativ medicin, del 4: Virker alternativ medicin?

2009, Jan 1st | Emner: Akupunktur, Alternativ behandling, Kiropraktik, New Age, Pseudovidenskab

af Ole Hartling

Indhold

  1. Indledning
  2. Generelle træk: Upræcise diagnoser – Suggestive beskrivelser
  3. Generelle træk: Analogitænkning – “Videnskabelig” terminologi
  4. Generelle træk: Charlataneri – Manglende åbenhed for revision
  5. Virker alternativ medicin?
  6. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Kiropraktik
  7. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Akupunktur og Homøopati
  8. Hvorfor søger patienter alternativ medicin? – Litteratur

2. Virker alternativ medicin?

”Vi ved ikke, hvordan det virker, men det virker”

er en tilbagevendende replik i forbindelse med alternativ medicin (Jarvis 1987). Om akupunktur fx:

”Denne behandling har traditionelt været anvendt i Kina i mange tusinde år. Hvordan den virker, ved vi ikke. Det er empirisk” (Radner og Radner 1985).

Læger bliver ofte skudt i skoene, at deres væsentligste anke mod alternativ medicin er, at det ikke virker. Hvorefter talrige enkeltstående eksempler trækkes frem blandt andet i “fagtidsskrifter” og bøger om holistisk eller alternativ medicin (Reyner 1982; Heinzer 1988).

Spørgsmålet om hvorvidt alternativ medicin virker eller ej, er ud fra et erkendelsessynspunkt ikke det vigtigste. Det er nemlig ikke derved, at den autoriserede og den alternative medicin adskiller sig (se ovenfor). Det er næsten overflødigt at påpege, at den autoriserede lægekunst ikke altid hjælper. Omvendt kan man ikke på forhånd hævde, at alternativ medicin er svindel eller er virkningsløs (Hastrup 1989). Lægers vurdering af enkelte former for alternativ medicin bliver da også i reglen noget forsigtig i overensstemmelse med naturvidenskabelig tankegang. Udtryk som ”det synes endnu ikke bevist”, kan i virkeligheden ofte oversættes til, at der er overvældende sandsynlighed for, at den pågældende behandling er uden virkning.

Men spørgsmålet er naturligvis interessant. Det kan blot i sagens natur ikke besvares generelt. Derimod kan det generelt siges, at den alternative medicins tilhængere ikke magter eller ikke ønsker at tænke kritisk; de magter eller ønsker ikke kritisk at vurdere de vidnesbyrd, de selv fremfører. Et generelt udsagn kan også være, at i forhold til den vældige mangfoldighed af påstande og tilbud, der bringes til torvs, er det næsten forundrende, at antallet af kritisk vurderende undersøgelser, der har kunnet dokumentere en positiv virkning nærmer sig nul.

Med en sådan undersøgelse menes en kontrolleret undersøgelse. Den er prøvestenen for, om en behandling er virksom. Den kræver 1) det nødvendige antal patienter til sikring af, at både et negativt og et positivt resultat kan tolkes med en sikkerhed (statistisk analyse), 2) tilfældigt (randomiseret; ved lodtrækning) udvalgte patienter i ensdannede grupper, så der ikke på forhånd er systematiske forskelle, 3) sammenligning med placebo (i sig selv uvirksom behandling, ”narremedicin”), 4) at hverken behandleren eller patienten har kendskab til, om patienten får placebo eller aktiv behandling (dobbeltblinding), og metodisk tilføjer man, 5) at udgangshypotesen er, at to behandlinger på forhånd anses for lige gode, såkaldt 0-hypotese.

Hvorfor er det nødvendigt at gå så grundigt til værks? I korthed: Fordi man har at gøre med forskellige individer og dermed biologisk variation (eventuelle forskelle i behandlingsvirkning skal med sikkerhed overstige tilfældig variation). Fordi placebo i sig selv har betydelig virkning på en række symptomer, alene ud fra forventningen om en given virkning. Og endelig fordi behandlerens eller patientens viden om behandlingen kan få indflydelse ikke blot på virkningen, men også på resultatvurderingen; denne indflydelse kaldes bias.

Med en sådan kritisk vurderende undersøgelse kan det fastslås, om en påstået behandlingseffekt ”hæver sig over”, hvad der ville kunne opnås alene med placebo. Dette er afgørende, fordi placebovirkningen er stor – gang på gang overraskende stor. Den kommer især til udtryk over for upræcise, men almindelige symptomer som træthed, kvalme, smerter. Placebovirkning er påvist i talrige undersøgelser både af medicinsk og kirurgisk behandling (Beecher 1961). Fx har placebo haft dæmpende virkning på smerter efter tandudtrækning, og man har kunnet nedsætte kvalme med ipecacuanha, et kendt brækmiddel(!), alene ved at give patienten en forventning om, at det var kvalmestillende (Anonym 1983).

Spørgsmålet om en given alternativ medicinsk behandling har virkning, kan derfor i mange tilfælde uden tvivl besvares bekræftende. Behandlingen kan nemlig have en placebovirkning, hvis størrelse ser ud til at være proportional med den overbevisning, behandleren lægger for dagen (Lowinger og Dobie 1969). I en større undersøgelse fandt man, at zoneterapi nedsatte vésmerter hos fødende (Kjeldset 1988). Virkningen kan helt utvungent forklares ved placebo, og undersøgelsen kan i virkeligheden slet ikke besvare spørgsmålet, om zoneterapi har en specifik virkning, da der hverken var taget højde for placeboeffekt eller bias; (undersøgelsen kunne nok ikke have været udført dobbeltblindt, men der kunne være givet fodmassage af områder, som ikke havde den påståede virkning. Så ville i det mindste patienten være uvidende, om hun fik ”aktiv” behandling eller ej).

Nu kunne man anføre, at da naturlæger ikke er videnskabeligt skolede, må læger påtage sig opgaven at teste alternative metoder inden for diagnostik og behandling. Det kan da ikke udelukkes, at den alternative medicin har ”fat i noget rigtigt”, hedder det. De alternative metoder, der ”bestod denne test”, skulle så anerkendes officielt (Jones 1987).

Der er for det første at svare, at en del behandlinger faktisk også bliver undersøgt kritisk. Fx har en dobbeltblind undersøgelse af elektromagnetisk behandling af ankelforstuvning påvist, at behandlingen ingen virkning har (Barker et al. 1985). For det andet er antallet af behandlingstilbud så uoverstigeligt stort, at opgaven er af tilsvarende dimensioner, også selv om man på forhånd udelukker helt absurde ideer og hypoteser. Men det er også at vende tingene på hovedet at hævde, at bevisbyrden ligger hos den autoriserede medicin – der i forvejen har uløste opgaver med kritisk at vurdere egne aktiviteter – alt imens den ene alternative behandlingsmetode efter den anden kommer frem.

Hertil kommer, at når en kritisk udført undersøgelse foreligger og er faldet negativt ud, accepteres resultatet alligevel ikke, helt i overensstemmelse med den manglende åbenhed for revision og den alternative medicins selvbekræftende natur (se ovenfor). Nu kritiseres forsøgsbetingelserne nemlig. Da fx resultatet af en undersøgelse af akupunktur faldt negativt ud, blev det påstået, at det eneste undersøgelsen viste var, at de akupunktører, der medvirkede ikke var dygtige nok. Hvordan kan man nu nå til den konklusion? Fordi akupunktur virker, ikke sandt! (Radner og Radner 1985). Og siden danske karkirurgers dobbeltblinde, placebo-kontrollerede undersøgelse af EDTA-behandling af åreforkalkning i benene viste, at det ingen virkning havde (Sloth-Nielsen et al. 1991), har der været talrige indvendinger fra EDTA-behandlernes side, for de véd jo, at behandlingen virker!

”Det er som at slå i en dyne — man skaber en fordybning, men snart udjævnes den igen, og hele den bløde masse arter sig som før” (Skrabanek 1984).

Spørgsmålet er også, om naturlægers interesse for at lade alternativ medicin underkaste kritisk vurdering egentlig er så stor. Fx påstås det at være uetisk at give enten placebo eller EDTA til kredsløbssyge patienter, fordi man derved forholder placebogruppen en behandling, der virker, — hvilket præcis var det spørgsmål, en undersøgelse skulle give svar på (Radner og Radner 1985). Det uetiske er snarere, at der ikke sikres dokumentation for behandlingen, før den tages i brug. Når det gælder akupunktur, hævder nogle, at på grund af det store antal akupunkturpunkter er sandsynligheden for at ramme et ”aktivt” punkt så stor, at det ligefrem er umuligt at finde ”placebo-punkter” (Skrabanek 1985). I forbindelse med homøopatisk medicin gøres det gældende, at statistisk vurdering og kontrollerede forsøgsomstændigheder er uegnet, fordi behandlingen skal tilrettes individuelt, afhængigt af patienternes forskelligartede symptomer (Boyd 1983). Og når Reyner (1982) oplyser, at virkningen af pendulering ophæves, hvis der skulle være en skeptiker til stede, er der unægteligt sat en effektiv stopper for en kritisk vurdering af sagen!

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.


Deltag her.

Bookmark and Share

8 kommentarer
Skriv en kommentar »

  1. Dine krav til det kontrollerede forsøg er ikke ajouført i forhold til nutidige krav. Der er efterhånden konsensus i kravet om (ud over kontrolgruppen) en gruppen uden intervension, for at udelukke spontan helbredelse.
    Jeg vil gerne kommentere indlægget yderligere, men ikke før referencerne er mere aktuelle (de fleste er fra ca. 1985). Dette er videnskabelig til grin. Eksempelvis har Pubmed nu over 14.000 artikler om akupunktur. Mange som er særdeles videnskabelig kritiske.

    Ovenstående indlæg er unyanceret, forældet og meget selektiv.

    vh
    Torben Lund

  2. Kære Torben,

    Nu kan man vel næppe klandre en bog fra 1992 at den ikke er ajourført til 2010…

    Med venlig hilsen
    Claus Larsen

  3. Kære Claus

    Efter at have surfet lidt rundt på siden, kan jeg godt se det er et uddrag fra en bog. Jeg havdehæftet mig ved datoen for oven til venstre, 2009 jan. 1st. .
    Det synes i den sammenhæng det virker noget mærkværdig at I ligge op til diskussion/kommentar, til et emne som i den grad flytter sig hele tiden.
    Men jeg er da enig i at en bog ikke kan kræves ajouført, medmindre forfatteren selv mener der er basis for en redigeret udgave.
    Måske var jeg ikke “plumpet” i hvis dette afsnit havde samme bundtekst som de øvrige kapitler:
    Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
    Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
    Gyldendal, 1992

    vh
    Torben Lund

  4. Kære Torben,

    Hvis du er gået ud fra datoen, så må du også have set, at artiklen var en del af en større sammenhæng. Jeg vil dog godt medgive at den manglende kolofon kan have forvirret lidt. Den er nu tilføjet – tak for det!

    Jeg undrer mig dog over din kritik af at vi lægger op til diskussion af selve emnet: Hvordan havde du tænkt dig at nogen skulle kunne udgive noget som helst om akupunktur, hvis emnet “i den grad flytter sig hele tiden”? På et eller andet tidspunkt må man vel stoppe op og se hvad status er, her og nu? Derfor er det vel også helt i videnskabens ånd at søge input fra andre, specielt hvis de har stærkere bevismateriale.

    Med venlig hilsen
    Claus Larsen

  5. Hej,

    Jeg kan tilføje at Cochrane Reviews (http://www.cochrane.org/about-us) – den internationale og højt respekterede og anerkendte institution, der videnskabeligt – og helt opdateret – vurderer klinisk kontrollerede forsøg – også med akupunktur – er kommet til nedenstårende konklusioner. Dette er på trods af, at alternative behandler og andre kvaksalvere – helt i overensstemmelse med deres egene pekuniære interesser – jo generelt dårlige til at dokumentere, om deres “behandling” virker.

    Omkring akupunktur og indikationer, hvor platugler ofte tjener penge på syge mennesker kommer Cochrane således bl.a. til følgende videnskablige konklusioner:

    Akupunktur har i bedste fald kun meget små positive virkninger ved behandling af akutte og kroniske rygsmerter (http://www2.cochrane.org/reviews/en/ab001351.html)

    Akupunktur har ingen virkning på rygestop: (http://www2.cochrane.org/reviews/en/ab000009.html)

    Akupunkturs virking på in vitro fertilisation er en placebo effekt: (http://www2.cochrane.org/reviews/en/ab006920.html)

    Akupunktur virker ikke mod leddegigt (http://www2.cochrane.org/reviews/en/ab003788.html)

    Der er ingen dokumenteret effekt af akupunktur ved akut slagtilfælde (http://www2.cochrane.org/reviews/en/ab003317.html)

    Der er ingen videnskabelig evidens for at akupunktur virker på kronisk astma (http://www2.cochrane.org/reviews/en/ab000008.html)

    Der er ingen videnskabelig evidens for at akupunktur virker på depression (http://www2.cochrane.org/reviews/en/ab004046.html)

    Der er ingen videnskabelig evidens for at akupunktur virker på epilepsi (http://www2.cochrane.org/reviews/en/ab005062.html)

    Der er ingen videnskabelig evidens for at akupunktur virker på grøn stær (http://www2.cochrane.org/reviews/en/ab006030.html)

    Og der er heller ikke videnskabelig dokumentation for virkningen på induktion af barnefødsel, søvnløshed, slidgigt, skizofreni, colon irritabile og massevis af andre sygdomme og symptomer, hvor man har spildt helt utrolige ressourcer og tid på at undersøge effekten af akupunktur. (http://www2.cochrane.org/reviews/en/index_list_a_reviews.html).

    At der overhovedet er brugt så megen tid og resourcer på alle disse kliniske forsøg skyldes således, at et hav af platugler udbyder “behandlingsformen”, og fordi svagtbegavede eller dårligt videnskabeligt uddannede politikere stadig mener, at man skal blive ved med at benytte folks tid og skatteborgermidler til at finanisere disse bekostelige forsøg, selvom der ikke eksisterer en kinamands chance for at de virker, eller én eneste ordentlig videnskabelig hypotese bag dem.

    I de få tilfælde, hvor Cochrane konkluderer, at der muligvis er en effekt af akupunktur viser det sig, at nålene slet ikke behøver at indsættes, hvor alle “energierne” strømmer rundt; at de kliniske undersøgelser (bekvemt for platuglen der tilbyder akupunktur?) er for små og uprofessionelt udført; eller at man ikke kan udelukke at det hele drejer sig om en placeboeffekt. Med så få og små effekter af en “behandling”, ville man på grund af biologisk statistisk variation kunne få utallige andre pudsige manøvrer til i nogle forsøg til at vise en mulig effekt (kun fantasien sætter grænser). Alle typer af rationel medicinsk og kirurgisk behandling ville for længst have været opgivet på det foreliggende videnskabelige grundlag, der foreligger for akupunktur.

    Akupunkturbehandling som videnskabelig hypotese er der således allerede brugt mere end rigelige resourcer på at bevise, at den hverken er pengene, tiden eller effekten værd.

    Lad os derfor SÅ komme videre og bruge resourcerne på nogle langt bedre hypoteser og eksperimentel behandling til glæde for patienterne – og til skamme for indtægtsgrundlaget for alle akupunkturplatuglerne!

    Med venlig hilsen

    Søren Mouritsen,
    Læge, Dr. Med.

  6. Alternativ behandling/medicin er jo et område, der ofte er svært at blive klog på og ofte omgærdet med meget “hokus pokus” teori, så tak for nogen gode og relevante indlæg :)

    Hilsen

    Frederik
    http://cafepåfrederiksberg.dk/

  7. Dr. Luc Montagnier, den franske virolog, som vandt Nobelprisen i 2008 for opdagelsen af AIDS-virus, har gjort sig bemærket i det videnskabelige samfund med sin stærke støtte til homøopatisk medicin. I et interview i Science magazine 24. december 2010 (1) har prof. Luc Montagnier udtrykt sin støtte til homøopatien. Montagnier er grundlægger og præsident i World Foundation for AIDS Research and Prevention (Verdensfonden for AIDS forskning og forebyggelse) og har for nyligt indtaget en ny position ved Jiaotong Universitetet i Shanghai, Kina, (ofte kaldt “Kinas MIT” (Massachusetts Institute of Technology, verdens førende). Dr. Montagnier og hans team vil undersøge et nyt videnskabeligt fænomen, som befinder sig ved korsvejen for fysik, biologi og medicin – elektromagnetiske bølger skabt af DNA i vand. Teamet vil studere såvel den teoretiske basis samt de fremtidige medicinske anvendelsesmuligheder.

    Montagniers nye forskning undersøger de elektromagnetiske bølger, som udgår fra høje fortyndinger af DNA fra forskellige patogene stoffer. Montagnier udtaler: “Vi har fundet ud af, at DNA producerer strukturelle ændringer i vandet, som består ved meget høje fortyndinger, og som fører til resonante elektromagnetiske signaler, som er målbare. Ikke alle DNA producerer signaler, som vi kan måle med vores udstyr. De høj-intensive signaler kommer fra bakterielle og virale DNA.” Montagnier forsikrer, at disse nye observationer vil føre til ny behandlinger for mange kendte, kroniske tilstande, herunder autisme, Alzheimer’s, Parkinson’s og dissemineret sklerose.

    Montagnier skrev om sine resultater allerede i 2009 (17), og i midten af 2010 udtrykte han ved et fornemt møde med andre Nobelpristagere sin interesse for homøopati og denne medicins implikationer (18).

  8. Det er korrekt, at Luc Montagnier både har vundet nobelprisen for at opdage det virus, der forårsager AIDS, og interesserer sig for homøopati. På nettet kan man også finde artikler, der hævder, at han i “peer-reviewed” tidsskrifter har fået publiceret sine resultater om “strukturelle ændringer i vand”, angiveligt forårsaget af DNA og til stede selv ved opløsninger så høje, at de minder om dem, som homøopatien benytter sig af. Dog glemmer man som regel at meddele, at en af hans ‘peers’, som er formand for redaktionen af tidsskriftet, er ham selv, hvilket er en besynderlig fremgangsmåde i et sådant tilfælde – og ikke en, der skaber tillid til hans forskningsresultat på dette punkt.
    Luc Montagnier er i øvrigt langt fra den eneste nobelprismodtager, der efterfølgende har ladet sig forblænde af overtro og har hengivet sig til pseudovidenskab.

Skriv kommentar

*