Alternativ medicin, del 3: Charlataneri – Manglende åbenhed for revision

2009, Jan 1st | Emner: Akupunktur, Alternativ behandling, Bøger, Kiropraktik, New Age, Pseudovidenskab

af Ole Hartling

Indhold

  1. Indledning
  2. Generelle træk: Upræcise diagnoser – Suggestive beskrivelser
  3. Generelle træk: Analogitænkning – “Videnskabelig” terminologi
  4. Generelle træk: Charlataneri – Manglende åbenhed for revision
  5. Virker alternativ medicin?
  6. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Kiropraktik
  7. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Akupunktur og Homøopati
  8. Hvorfor søger patienter alternativ medicin? – Litteratur

e. Charlataneri

Charlataneri er ikke noget generelt væsensmærke for den alternative medicin, men der er mange charlataner i branchen. Historien rummer adskillige maleriske eksempler (Bergmark 1968). Charlatanerier ikke helt let at definere. Man vil uden videre betegne en naturlæge som charlatan, hvis han bevidst narrer patienterne for vindings skyld. En naturlæge fortæller ifølge Nielsen (1988),

”at hvis der skulle komme nogen, der ønsker at se ‘hele showet’, kan han da godt finde på at fortælle dem, hvordan deres aura ser ud. Selv mener han, det er det rene humbug, men ‘nænner ikke’ at skuffe folk i deres forventninger”.

Også en naturlæge med oprigtig tro på egne ideer og evner vil kunne betegnes som charlatan, mener Nielsen (1988). En naturlæge påstår fx, at 80 % af alle danskere lider af iltmangel. Han behandler med homøopatisk jern og ”opnår stor helbredelsesprocent”. En anden naturlæge hævder at kunne diagnosticere og helbrede kræft 18 måneder før, den kan diagnosticeres på anden måde. Patienter, som henvender sig til læge efter en sådan behandling, vil sandsynligvis få at vide, at de er raske og vil måske med taknemmelighed henvise andre til naturlægen.

Den såkaldte ”psykiske kirurgi” er det mest storstilede nutidige eksempel på charlataneri. Rejseselskaber sender flyvemaskiner fulde af patienter til filippinske healere. Patienterne kan være alvorligt syge fx af kræft. Når de ankommer, bliver de først forberedt med helligt vand, afbalancering af magnetiske kræfter og lignende. Nogle dage senere finder den egentlige operation sted. Gennem huden, fx maveskindet, udtages tilsyneladende med de bare hænder en eller flere svulster, galdesten, osv. Bagefter tørres huden af, og ”indgrebet” har ingen spor efterladt; intet ar (Randi 1987). Det er også beskrevet, hvordan et øje er blevet fjernet og sat på plads igen uden mén for patienten. Hvordan gøres det? Det er simpelt taskenspilleri. Dygtige er de. En healer sad i en pause i egne tanker og kunne palmere – som det hedder – en lighter gentagne gange (Skrabanek 1988). Palmering er en tryllekunstnerteknik, hvor man gemmer en ting i hånden, så hånden fremtræder tom for tilskuerne. På den måde kan man enten få ting til at forsvinde eller til at dukke op uventet. Selv har jeg ingen vanskeligheder med at trylle mønter ud af næsen på mine børn!

Et engelsk tv-hold fulgte en gruppe patienter (Randi 1987). På billedoptagelserne ser man, hvordan blod og væv pludselig kommer til syne under healerens hænder. Det lykkedes tv-holdet at snuppe noget af det fjernede væv, som ved nærmere undersøgelse efter hjemkomsten viste sig at være kyllingetarm og lignende. Blodet stammede fra okse eller kylling. Noget er palmeret fra starten, andet er gemt i servietter og rækkes operatøren af assistenten.

Det burde være overflødigt at nævne, at ingen af patienterne blev helbredt. Men nogle oplyste efter hjemkomsten, at de følte sig lidt bedre; én var særlig optimistisk, fordi der var fjernet så meget ”svulstvæv” hos hende. Alle var de fattigere, for selv om behandlingen er gratis, betales, foruden rejse og høje opholdsudgifter, registreringsafgift og afgift for brug af operationsstue. Desuden opfordres man til den sidste dag før afrejsen at give en gave. Det gør de fleste. Blandt andet får man at vide, at healerne er fattige, hvilket er usandt. En af healerne fik fjernet sin blindtarm på et ”rigtigt” hospital i San Francisco. Healerne kan nemlig ikke bruge deres kræfter på sig selv, hedder det. Danske patienter er også rejst ud – ikke sjældent som en sidste udvej. En ung kræftsyg mand, jeg har kendskab til, fik med besvær skaffet de nødvendige midler. Han kom sløj og desillusioneret hjem og døde kort efter.

Hvad gør de lægelige organisationer ved det her? Ikke noget. Randi mener (1987), at den amerikanske lægeforening tager sig af lægerne, ikke af patienterne. Filosofien er måske at lade patienterne lære af deres erfaringer.

f. Manglende åbenhed for revision

Dette er nok det afgørende særkende ved den alternative medicin, og det der klarest afgrænser den fra den autoriserede.

Hvad er det, der gør, at man i retslige spørgsmål indhenter ”ekspertudsagn” fra lægelige kapaciteter og ikke fra fx healere eller udøvere af Christian Science, selv om disse påberåber sig at have udført mange medicinske mirakler? (Briskman 1987). Hvad er det, der afgrænser vestlig lægevidenskab fra heksekunst, healing, osv? Hvordan skelne viden og videnskab fra overtro og pseudovidenskab?

Lidt hurtigt kunne man svare, at lægevidenskaben bygger på erfaring (er empirisk) og på årsag-virkningssammenhænge. Eller at den hviler på et rationelt grundlag. Det er nok korrekt, men faktisk står dette ikke i klar modsætning til heksekunst og alternativ medicin. Tænk på medicinmanden, der ved at undersøge indvoldene af en høne stiller den diagnose, at den syge er besat af en dæmon. Derefter begynder han en behandling, der kan bestå i at besværge den onde ånd eller at stikke nåle i en dukke, som forestiller den person, der menes at have kastet en forbandelse. Heksedoktoren arbejder utvivlsomt ud fra den erfaring, at forbandelser gør skade og kan forvolde sygdom; det har han mange observationer, der bekræfter. Hverken han eller patienten har problemer med årsag-virkningsmekanismen her, den er klar nok. Tilsvarende for naturlægen. Lad det være zoneterapeuten, der arbejder ud fra den filosofi, at sygdom skyldes aflejringer af affaldsstoffer i krystalform i organerne, og at man ved at trykke på de rigtige steder under foden kan sende ”positive energier” op til det syge organ og derved ”vaske affaldsstofferne væk” (Kjeldset 1988; Nielsen 1988; Andersen 1991b). Både heksedoktoren og zoneterapeuten arbejder absolut rationelt inden for deres begrebsverden. Hvis en sygdom skyldes aflejringer af krystaller ved et organ, og man kan skylle dem væk ved at sende energistrømme op fra fødderne med massage, ja, så skal man selvfølgelig massere fødderne.

Behandlingen kan nu have én af to følger. Den hjælper: efter afheksningen eller zoneterapien får patienten det bedre, bliver måske helt rask. Eller den hjælper ikke. I første tilfælde er årsag-virkningsforholdet så godt som bevist både for ”terapeuten” og for patienten. Endnu en erfaring har bekræftet teorien! Men i det andet tilfælde? Det er det springende punkt: hvis medicinmandens besværgelser nemlig ikke virker, er det fordi forheksningen var for stærk, eller dæmonen var ham for magtfuld. Og hvis fodmassagen ikke virker, er det fordi mængden af affaldsstoffer var for stor, eller fordi de har siddet der for længe. Der er altså ikke noget galt med logikken. Der er ikke noget i vejen med filosofien bag metoden! Nej, magien er grundlæggende selvbekræftende (Hastrup 1989). Den bygger på forudfattede ideer, der ikke bliver kritiseret og derfor ikke revideret. Derved bliver den selvforklarende og selvbekræftende – og uvidenskablig.

Man kan altså ikke uden videre fastslå, at alternativ medicin ikke er empirisk, eller rationel; det kan den godt være inden for sin egen begrebsverden. Men man kan angribe den for, at den ikke er indstillet på revision (Radner og Radner 1985).

Hvordan da med lægevidenskaben? Det er ikke engang altid, at årsags-virkningsforholdet er kendt. Ofte viser forklaringsmodellen sig at være forkert, og i mange tilfælde hjælper lægebehandling meget lidt eller slet ikke. Det er alt sammen rigtigt. Lægerne kender til at være magtesløse, og lægevidenskaben rummer mange eksempler på opstillede teorier, man igen har måttet forlade. Et forholdsvis nyt eksempel er behandling af rytmeforstyrrelser (arytmi) i hjertet. Teorien var, at da arytmi kan være et faresignal (risiko for hjertestop), og da man råder over lægemidler, der-kan regulere rytmen, måtte det være logisk at anvende disse midler. En såkaldt kontrolleret undersøgelse, med randomisering (lodtrækningsprincip) viste overraskende, at det gik de patienter, der fik behandling for rytmeforstyrrelsen, dårligere end dem, der fik uvirksom kontrolmedicin (placebo). Det var et resultat, man aldrig ville have opnået, hvis ikke en sådan undersøgelse var blevet sat i værk (Passamani 1991).

Man er kommet langt i retning af at revidere teorier og stille sig kritisk over for diagnostiske metoder og behandlingsprincipper. Pointen er, at denne revisionsproces fortsætter. Naturligvis sker udviklingen med en vis træghed; men det er et grundlæggende kendetegn, at lægevidenskaben er åben for kritik og revision (Radner og Radner 1985; Hastrup 1989).

”Enhver videnskabelig opdagelse bliver altid overtruffet. Det er ikke blot vor skæbne, men det er også vort mål, vi, som giver os af med videnskabeligt arbejde. Vi kan ikke arbejde uden at håbe på, at andre skal komme længere end os,”

sagde den tyske filosof Max Weber.

Et kendt eksempel kan måske udtrykke forskellen på videnskab og pseudovidenskab: Efter at have observeret et meget stort antal svaner konkluderede man, at alle svaner er hvide. Det mente man faktisk, og ”teorien” holdt, indtil den første sorte svane blev set i Australien. Hvis man havde haft ulyst til at revidere sin grundidé, ville man fx have sagt, et en sort svane ikke er en svane.

Udtrykt på en anden måde: Det er næsten altid muligt at finde et eller andet, der bekræfter (verificerer) en idé eller en teori. Den eller den patient blev hjulpet af mistelten. Ved hellige skrin, hvor mirakler sker, kan man finde mange efterladte krykker, (men dog aldrig et træben!). Det interessante er imidlertid, hvordan man stiller sig til begivenheder, der synes at afkræfte (falsificere) ens teori. Eller endnu vigtigere: er man rede til at anstille eksperimenter og udtænke forsøgsomstændigheder, der vil kunne falsificere hypotesen? Kun hvis dette ikke lykkes, kan man – indtil videre – sige, at den er gældende (Wulff et al. 1986).

Hertil skal dog føjes, at det for det første må være muligt på forhånd at afvise teorier, der er åbenlyst absurde (Skrabanek 1986). For det andet, at det ikke er alle teorier, der kan gøres til genstand for sådanne undersøgelser, altså er falsificerbare. Man kan af gode grunde ikke afkræfte tilstedeværelsen af ikke fysisk målelige bølger, hvormed patienter skulle kunne behandles på afstand. Eller lad os forestille os, at det hævdes, at et hus er hjemsøgt af spøgelser. Utallige ting synes at bekræfte dette: knirkende døre, mad der forsvinder på mystisk vis, afbrydelser af telefonen, billeder, der falder ned. Mange ting stemmer også overens med, at det ikke spøger, og begge dele kan selvsagt ikke være rigtigt. Men teorien kan ikke falsificeres, og derfor er der ikke tale om videnskab, men om overtro (Briskman 1987).

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.


Deltag her.

Bookmark and Share

1 kommentar
Skriv en kommentar »

  1. Glad for jeg fandt denne side. Jeg har overvundet epilepsi og min erfaring er, at det har skyldtes manglende ilt pga. jeg ikke trak vejret ordentlig og desuden ikke motionerede. Jeg læste på universitetet og lå dagen lang med en bog i hånden.

Skriv kommentar

*