Alternativ medicin, del 2: Analogitænkning – “Videnskabelig” terminologi

af Ole Hartling

Indhold

0. Indledning
1. Generelle træk: Upræcise diagnoser – Suggestive beskrivelser
2. Generelle træk: Analogitænkning – “Videnskabelig” terminologi
3. Generelle træk: Charlataneri – Manglende åbenhed for revision
4. Virker alternativ medicin?
5. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Kiropraktik
6. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Akupunktur og Homøopati
7. Hvorfor søger patienter alternativ medicin? – Litteratur

c. Analogitænkning

Dette er en variation af suggestionen. Det, der skal overbevise er, at man analogiserer til noget, der allerede er kendt og accepteret. Mogens Glistrup brugte engang tricket i en partilederdebat i fjernsynet. Han løftede sin blyant over bordet og sagde:

”Det er lige så sikkert, som hvis jeg slipper denne blyant, så falder den.”

Han slap blyanten,

”…og det gør den!”

Man følte et øjeblik, at han havde ”bevist” sin påstand.

Det tydeligste eksempel på analogitænkning hentes fra homøopatien, der direkte betyder ”lig lidelse”, og hvor et af grundprincipperne er, at ”det samme helbreder det samme”. Tankegangen findes også hos en af lægevidenskabens fædre, Paracelsus. Dekanen for det homøopatiske fakultet i England foreslog kogsalt til en pige med kærestesorg eller til en kvinde, der ikke kan græde, så de kan slappe af. Det må virke, da tårer er salte (Skrabanek 1988).

Ved irisdiagnostik (iridologi) betjener man sig af et udførligt kort over regnbuehinden (iris) på begge øjne. ”Det siger sig selv”, at regionen for hjertet ligger i venstre øje lige til venstre for pupillen, at leverens diagnostiske område ligger nær „kl. 8″ i højre øje, at højre nyre er i højre, og venstre nyre i venstre øje, osv. (Worrall 1985).

Øreakupunktur blev lanceret af en franskmand i 1972. Her tænker man sig kroppens organer projiceret på det ydre øre, der godt kan ligne et menneske, liggende i fosterstilling med hovedet nedad. Herefter er det ingen sag at ramme de forskellige organfunktioner med nåle (Nielsen 1988; Skrabanek 1988).

Analogitænkning kan fx også forklare, at der vedholdende drives krybskytteri på det truede sorte næsehorn; det flot oprejste horn i pulveriseret form regnes for et effektivt potensforstærkende middel.

d. “Videnskabelig” terminologi

”Hykleriet er en hyldest, lasten yder dyden”, lyder et bevinget ord. Pseudovidenskaben er den alternative medicins hyldest til lægevidenskaben. Uvidenhed og afsky for naturvidenskab er blandet med næsegrus beundring. Det er paradoksalt, at samtidig med at den alternative medicin måske blandt andet blomstrer op på grund af den fremmedgørelse, som den teknologiske udvikling medfører, anvender naturlæger en mængde ”videnskabelige” ord, og tekniske apparater i diagnostik og behandling.

”Mens mange ikke tror på magi som sådan, accepterer de uden videre magi i pseudovidenskabelige flasker” (Skrabanek 1988).

Fortalere for alternativ medicin henviser til relativitetsteori, atomfysikkens kvantemekanik og videnskabens paradigmeskift, når virkningsmekanismerne skal begrundes (Stalker og Glymour 1985). Einsteins berømte formel E= mc2, der beskriver sammenhængen mellem energi og masse, skulle svare til den klassiske kinesiske teori bag akupunktur og tages også til indtægt for, at der i homøopatiske præparater stadig er energi, selv om der efter serie-fortyndinger ikke er molekyler af det oprindelige stof tilbage, — ja, jo færre molekyler des mere energi! (Radner og Radner 1985).

Nogle naturlæger bruger fx induktionsapparater, magneter og magnetspoler, (hvilket i øvrigt kan være farligt for patienter med pacemaker (Andersen et al. 1991)). I en avisartikel kan man læse:

”Med magnetarmbånd behandles blodet. Den negative del af molekylet tiltrækkes mod den positive pol og omvendt. Eftersom magnetfeltet er stærkere end polariteten af molekylerne, vil de ‘strække sig’, derved mindskes spændingen i vævet, og molekylerne klumper sig ikke sammen”.

Det er volapyk. Blandt andet roder forklaringen magnetisme og elektricitet sammen.

De tekniske apparater, som alternative behandlere bruger, er i reglen komplicerede og uigennemskuelige og minder derved om dem, man ser læger anvende. Nogle kiropraktorer har anvendt en særlig detektor, ”Thermoscribe”, der ved at blive ført ned over rygsøjlen

”kan registrere varmeafgivning fra nerver, der sidder i klemme”

Bortset fra, at nerver ikke sidder i klemme i det omfang kiropraktorer påstår, og at de i givet fald ikke ville afgive varme, kunne udstyrets viserudslag ikke reproduceres, fordi det især bestemtes af det tryk, undersøgeren anvendte, således at der med lidt håndelag kunne registreres ”varme nerver” hele vejen ned (Crelin 1985).

I en naturmedicinsk brochure, der udleveres til patienterne, omtales den såkaldte vegatest som en ”naturvidenskabelig resonnanstest”. Med et apparat sendes ”svingninger” fra testampuller ind i kroppen, og kroppens resonnans modtages retur. Testampullerne indeholder forskellige ”fejlsvingninger”, så man ved sammenligning kan finde den eller de fejlsvingninger, der er i kroppens celler. Herefter kan homøopatisk medicin med ”korrigerende” svingningstal udleveres. Der kan her ikke være tale om svingninger i almindelig fysisk forstand, da sådanne ikke vil kunne bibeholdes i nogen nævneværdig tid på grund af dæmpning. Det er ikke klart, hvad der er tale om, og det hele må betegnes som magisk.

Om muligt endnu mere magisk er såkaldt radæstesi og psionisk medicin. Radæstesi er evnen til at opfange ”udstråling” fra personer og ting. Sygdomme skyldes ifølge psionisk medicin giftige udstrålinger eller miasmer, der fører til forkerte biologiske energier og forøget sammentrækning af basal protoplasma eller til ændringer af proteinerne. Foruden dette nonsens finder man et sammenkog af homøopati, Bachs blomstermedicin, æterlegemer, chakraer, hinduistisk medicin, antroposofi, teosofi og meget andet. Det vigtigste redskab i psionisk medicin er pendulet. For at stille en diagnose anbringes patientens ”vidne” (en dråbe blod, urin, spyt, et hår eller blot et fotografi eller en underskrift) over for et ”diagnostisk vidne”, en testampul med forskellige ”sygdomssvingninger”. Det hele undersøges med et pendul, som man kan stille spørgsmål til og ud fra dets bevægelser opnå ja-nej svar fra. Pendulet ”fortæller” på den måde, hvilken homøopatisk medicin, der skal gives (Reyner 1982; Skrabanek 1988).

”Radioni” betjener sig som ”psionisk medicin” af ”radæstesi” til fjern-diagnostik og -behandling, men pendulet er her erstattet af forskellige apparater såsom ”Abrams’ oscilloclast”, ”Dynamiser”, ”Sphygmophone”, ”Sphygmobiometer”, ”Rae magnetisk-geometrisk radioni analysator”, ”Homo-Vibra-Ray”, ”Mr. Butcher’s peggoty”, ”de la Warr apparat” (Tansley 1977; Nielsen 1988). Det førstnævnte apparat blev opfundet af en amerikansk pendulbrugende læge, dr. Abrams, der ved sin død i 1924 i det amerikanske lægetidsskrift, Journal of the American Medical Association blev betegnet som ”dekanen for det 20. århundredes charlataner” (Skrabanek 1988). En af hans disciple, D.V. Tansley (1977), advarer mod at lade metoden udvikle sig i bizar retning! Han siger:

”Det skulle jo nødig ende med at overtro og magi kommer til at indgå i de diagnostiske procedurer og behandlinger”.

En af de naturlæger, som Jesper Norup Nielsen (1988) har besøgt, har over hundrede radioni-apparater i sin kælder. Patienten fremsender nogle bloddråber, som anbringes i et apparat afhængig af den lidelse, han eller hun ”behandles” for. Så længe bloddråben står i apparatet, vil patienten modtage ikke fysisk målelige ”magnetiske bølger”. Apparatet er ikke forsynet med nogen energikilde, og de enkelte dele står ikke i fysisk forbindelse med hinanden. I enkelte stærkere virkende apparater er der dog indsat en cykellygte til at lyse på bloddråben. Udover de ikke fysisk målelige bølger får patienten hver måned tilsendt et girokort til betaling for fortsat behandling og en lille flaske vand ”udsat for 5.000 timers radioni”, hvoraf 20 dråber skal tages i døgnet. En patient fortæller:

”Han har nogle specielle apparater, og hvis man er træt og ønsker at få lidt fut, så ringer jeg op og siger: ‘Kan du ikke lige sætte mig i apparatet, jeg føler mig træt og elendig.’ Og det hjælper lige med det samme. Det, han laver, er ikke håndgribeligt, det er på et andet plan. Jeg forstår egentlig ikke det med bloddråben, men jeg accepterer hans forklaring, og det lyder da indlysende med radiobølger, når man har sådan noget som fjernbetjening til fjernsynet ( … )” (Nielsen 1988).

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.

Deltag her.