af Ole Hartling

Indhold

0. Indledning
1. Generelle træk: Upræcise diagnoser – Suggestive beskrivelser
2. Generelle træk: Analogitænkning – “Videnskabelig” terminologi
3. Generelle træk: Charlataneri – Manglende åbenhed for revision
4. Virker alternativ medicin?
5. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Kiropraktik
6. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Akupunktur og Homøopati
7. Hvorfor søger patienter alternativ medicin? – Litteratur

1. Generelle træk

a. Upræcise diagnoser

I de forskellige grene af alternativ medicin anvendes i mange tilfælde diagnoser og sygdomsklassifikationer, som er uden mening for andre. Christian Science fx anerkender simpelt hen ikke sygdomme. Sygdom er indbildning. Det, der kunne se ud som sygdom, er i virkeligheden ”fremkaldt af et begrænset og forvredent syn på menneskers sande åndelige natur” (Talbot 1983). Den manglende enighed om diagnoser og sygdomsbegreber blandt alternative behandlere gør det naturligvis vanskeligt at efterprøve deres diagnostiske metoder og behandlinger.

Jesper Norup Nielsen giver mange eksempler på svævende ”diagnoser” og ”sygdomsårsager” i sin licentiatafhandling ”Naturlæger – mellem shamanisme og videnskab” (1988). Han har interviewet en række naturlæger og deres patienter. Her følger nogle patientkommentarer fra hans bog:

”Healeren har fortalt mig, at jeg mangler jordforbindelse. Det er mit bækkenchakra.”

”( … ) han fortalte, at det skyldtes en gammel infektion, som ikke rigtig var helbredt, og det, synes jeg, er en god forklaring.”

”Jeg fik at vide af zoneterapeuten, at jeg ikke var blevet færdig, da jeg blev født. Det betød, at der var noget i vejen med næsten alle organer.”

”Hun har fortalt mig, at mit problem er, at jeg mangler forbindelse mellem hoved og krop. Det var jeg ikke klar over.”

”Zoneterapeuten har fundet noget med blæren, tyktarmen, hormonproduktionen, blodtrykket, hypofysen, pinealkirtel, højre øje, højre øre, højre skulder og skjoldbruskkirtel.”

”Efter første behandling var jeg helt knust. Jeg fejlede så meget, at jeg aldrig troede, jeg kunne blive rask igen. Der var noget i vejen med både hjerte, lunger og æggestokke.”

Naturlæger stiller diagnoser som ”iltmangel”, ”sår på leveren”, ”nyrerne ikke helt på plads”, ”forurening” og ”ubalance” (Nielsen 1988).

Hertil kommer – det følger af sig selv – at diagnoserne ikke kan reproduceres (genfindes) hverken af andre naturlæger eller med lægevidenskabelige metoder. En fuldstændig rask fireårs pige blev sendt til forskellige kiropraktorer for at gennemgå en ”helbredsundersøgelse” (Barrett 1976). Den første sagde, at hendes skulderblade ikke var på plads og påviste klemte nerver til mave og galdeblære. Den næste mente, at bækkenet var forvredet. Den tredje fandt, at den ene hofte var løftet, og at skævhed af rygsøjlen kunne give fremtidige hovedpineanfald, nervøsitet og problemer med balance og fordøjelse. Den fjerde forudsagde vanskelige menstruationer og barnefødsler, hvis hendes kortere venstre ben ikke blev behandlet. Den femte ikke blot påviste forskydninger af hofte og nakke, men ”rettede” endog disse uden at bede om lov.

Mogens Jacobsen (1986) beretter om en ung kvindelig journalist, der efter en grundig lægeundersøgelse gik til diagnostik og behandling hos en række alternative terapeuter. Hun fik stillet over 20 sygdomsdiagnoser, flere af dem indbyrdes modstridende. Det eneste, hun virkelig fejlede var blindhed på det ene øje.

”Hun forlod eksperimentet udstyret med naturmedicin for en mindre formue, med 20 fejldiagnoser, som hun nu kunne bekymre sig om, og uden at have fået en klar diagnose endsige behandling vedrørende det eneste, hun faktisk fejlede.”

Han fortæller om et andet eksperiment, hvor forskellige healere stillede diagnoser ved at indføre deres hænder i nogle patienters ”auraer”. For anonymitetens skyld var patienterne anbragt i mørke, men healerne kunne sagtens, via føling med patienternes æteriske eller emotionelle aura, stille en række diagnoser som ”hyperaktivitet og stress i den mentale aura”, ”kredsløbsforstyrrelser med forhøjet blodtryk”, ”overbelastet lever” og ”ubalance mellem 4. og 5. chakra”. Bagefter afsløredes det, at halvdelen af ”patienterne” var voksdukker (Jacobsen 1986).

Også i den autoriserede medicin møder man upræcise diagnoser. Fx ”kronisk træthedssyndrom”. Eller ”colon irritabile”, der betyder irritabel tyktarm og dækker et tåget billede af vekslende afføringsmønster, maverumlen og -smerter. Der anvendes også ofte udtryk og latinske betegnelser, som for patienten må lyde af lige så meget hokus-pokus, som det naturlægerne byder på. Forskellen er, at læger gennemfører en stadig revision, afgrænsning og forsøg på præcisering netop for at kunne sammenligne behandlingsresultater og prognose.

Problemet med reproducerbarhed af diagnoser er også velkendt inden for den etablerede medicin. I al diagnostik forekommer såkaldt ”observatørvariation”. Men det er sandelig også sådan, at hvis variationen er stor, er tilliden til diagnosen tilsvarende lille, og der gøres ihærdige anstrengelser for at mindske variationen og eliminere kilderne hertil. Herhjemme har især læge Thomas Gjørup (1988) bredt beskæftiget sig med denne problemstilling.

b. Suggestive beskrivelser

Det er karakteristisk, at de forklaringer, naturlæger giver, kan virke umiddelbart meningsfulde for patienten. De påstande, man læser i artikler og annoncer for alternativ medicin, virker intuitivt ”rigtige”. Der bruges en rigdom af ”plus- og minusord” og værdiladede udsagn. Forgiftning, ubalance, ophobning af affaldsstoffer, stofskifteaffald eller – aflejringer, indkapslet sygdom, blokeringer af energibaner og fejlsvingninger i cellerne hører naturligvis alt sammen til på minussiden. Udtrykkene er hentet fra ugeblade og brochurer om naturmedicin. Her kan man også finde plusordene og de forførende vendinger:

”Både sten og følelser består jo af energi. ( … ) Ædelstenene er ladet med en positiv energi”

(om krystalhealing). Korrigerende svingninger, rensning af blodet, styrkelse af immunapparatet.

”Jeg giver fem behandlinger på det syge sted og en over lænden, så kommer alt skidtet ud”

forklarer en naturlæge, der anvender magnetapparat (Nielsen 1988).

Mange alternative behandlinger fx homøopati, akupunktur, zoneterapi har det attraktive ved sig, at deres virkningsområde ikke er begrænset. Tværtimod, alle sygdomme, fra halsbetændelse til kræft, hævdes at være tilgængelige for behandling. En panacé er betegnelsen for en fantasiurt, som kan helbrede alle sygdomme. Præparatet Malkosan lanceres i en naturlægebrevkasse som et sådant universalmiddel. Frimodigt anføres det, at dette produkt modvirker halsbrand og for lidt mavesyre, regulerer fordøjelsen, stimulerer bugspytkirtlen, men hæmmer også en overaktiv bugspytkirtel. Det regulerer stofskiftet, modvirker fedme, men mennesker, der er for tynde, kan også have glæde af at drikke Malkosan. Præparatet neutraliserer syrer og bortleder disse giftstoffer via nyrerne; derfor har gigtpatienter glæde af regelmæssig indtagelse. Endelig kan det bruges udvortes ved forskellige former for svamp, arm- og fodsved, uren hud, eksem og små sår. Med den anbefaling burde det næsten tilsættes drikkevandet! Præparatets alsidighed minder om replikskiftet:

”Har medicinen hjulpet, fru Petersen?”

– ”Det kan De tro, Doktor. Først hjalp den på mit mavesår, så tog den min mands hoste, og resten har vi brugt til at pudse sølvtøj i.”

Der henvises gerne til urgammel viden som en særlig kvalitet. Fx akupunktur som gammel kinesisk visdom (Ackerknecht 1974; Radner og Radner 1985). Men som pointeret af Mogens Jacobsen (1991) fortsættes sætningen

”Allerede i oldtidens Indien vidste man at…”

sjældent med

”… at jorden var flad”.

Ordet ”natur”, der indgår i naturmedicin og naturlæge er i sig selv positivt (”tilbage til naturen”). Det naturlige står i modsætning til det unaturlige, fx den autoriserede medicin, som er syntetisk og fører til ”ophobning af kunstige affaldsstoffer”. Men også det overnaturlige anvendes i suggestionen; okkulte begreber som ”æterlegemet”, ”astrale legeme” eller ”mentalkroppen” ligesom følgende meddelelse fra en naturlæge:

”Når mine følgere har fundet sygdomsånden, kan behandlingen foregå på 3 måder: 1) det kan være nok at nævne sygdomsåndens navn, den kan så blive forskrækket, flygte og søge bolig i et andet menneske, 2) patienten skal have en kost, som netop denne sygdomsånd ikke bryder sig om, og sygdomsånden vil da sulte og vil beslutte sig for at flygte fra patienten, og 3) man kan give patienten mad, som sygdomsånden godt kan lide. Den vil da forspise sig, revne og gå til grunde” (Nielsen 1988).

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.

Deltag her.