af James Randi

Den gruppe, der hyppigst melder sig i håb om at kunne vinde en million dollar ved en test hos James Randi Educational Foundation, er de såkaldte kvistgængere.

Kvistgang blev oprindelig defineret som den påståede evne til at kunne opdage vand eller metaller i undergrunden ved hjælp af en ønskekvist. Et andet ord som anvendes om dette er “vandvisning”. Imidlertid er denne terminologi og det den dækker over blevet udvidet, så den nu anvendes med langt flere betydninger. Kvistgang omfatter nu påståede evner til at opdage næsten hvad som helst, fra vand og mineraler over forsvundne børn til arkæologiske fund. Hver kvistgænger har sin egen specielle fremgangsmåde. Det hjælpemiddel, kvistgængeren benytter sig af, kan være alt fra den traditionelle Y-formede kvist til slet og ret de bare hænder. Penduler, bøjede ståltrådspinde, forskellige slags stave, drejelige stænger og hylstre ses jævnligt. I alle tilfælde kan den indretning, der anvendes, beskrives som et system i en tilstand af usikker ligevægt, noget som kun vanskeligt kan holdes stabilt og som er følsomt over for ganske svage rystelser, ryk eller ændringer i hældningen. Vi har oplevet et forbavsende udvalg af metalfjedre, spiraler, ståltråde, kugler, tråde og gyngende elastiske indretninger, alle sammen lystigt duvende og sitrende, anvendt som værktøj hos kvistgængere.

For tiden bliver der solgt flere “videnskabelige” udgaver af ønskekviste, som angiveligt indeholder elektroniske kredsløb, til offentlige institutioner i USA, og for høje priser, helt op til 14.000 dollar. En af disse stænger, kendt som “DKL Lifeguard”, er godkendt og anbefalet af videnskabsfolk, som i høj grad burde vide bedre.

Modstridende opfattelser
Kvistgængere er sjældent enige om grundlaget for det, de foretager sig. Nogle fremhæver, at kvistgængeren skal være iført fodtøj af gummi eller andet isolerende materiale, mens et tilsvarende antal mener, at den slags materialer hæmmer virkningen og derfor aldrig må anvendes. De som går med et par vinkelpinde, der holdes parallelt med jorden, siger måske, at pindene vil krydse ind over hinanden, når man støder på den genstand eller substans man søger efter; lige så mange siger, at de vil slå ud i hver sin retning. Hver kvistgænger har sine personlige teorier, regler og foretrukne teknikker.

Nogle hævder, at deres evne er af guddommelig art. Andre siger, at kvistgang er en kunst, der kræver fordybelse. De fleste hævder, at alle og enhver kan lære at gå med ønskekvist, mens andre siger at det er en gave, som er nedarvet. Nogle afviser, at der skulle være noget som helst “overnaturligt” i sagen, mens andre mener, at dette er en passende definition. Kvistgængere rynker ofte på næsen ad kollegernes udtalelser og arbejder med et meget snævert sæt parametre. Nogle siger, at de kun kan finde det de søger efter, hvis der er et reelt “menneskeligt behov” for det; andre kender ikke til sådanne begrænsninger. Mange siger, at de kan finde en hvilken som helst genstand eller substans, mens andre kun er i stand til at finde eksempelvis vand, der strømmer i jorden, og ikke i rør. Andre kan derimod netop lokalisere rør, og nogle kan udpege metalrør, men ikke rør af plastic.

De fleste kvistgængere hævder, at de rammer plet hver eneste gang. Det hører til sjældenhederne, at nogen sætter succesraten lavere end 90%.

Masser af påstande
Kvistgængere, som kan vise vand, er dem vi oftest møder, og de stiller med mange forskellige påstande. Nogle kan kun lokalisere frisk drikkevand. Hos andre skal det være vand i bevægelse. Nogle kan ikke opdage vand i rør, det skal være “naturligt” vand. De fleste mener at kunne anslå, hvor langt nede vandet befinder sig, og hvor stort et tryk det vil komme op med, hvis man lægger en boring. Både vandvisere og andre siger, at de kan blive distraheret af magnetfelter i søgeområdet, eller elektricitet, maskineri, begravede meteoritter, ansamlinger af metal eller andre underjordiske vandløb som krydser deres vej. Listen over ting og omstændigheder, som de mener kan have negativ indvirkning på deres evner, er endeløs.

Det korte af det lange er, at de falder igennem hver og en, når de stiller op til en ordentlig og retfærdig test. Der er ingen undtagelser. Og selv efter at deres demonstration er slået fuldstændigt fejl, bliver de altid ved med at tro på deres særlige evner. Hvordan kan det være?

Den ideomotoriske effekt
Det, vi her oplever, er et stærkt virkende psykologisk fænomen, der kaldes den “ideomotoriske effekt”. Dette beskrives som “uvilkårlige kropsbevægelser, som fremkaldes af forestillinger eller tankeprocesser snarere end af påvirkning af sanserne”. Kvistgængeren bevæger uden at vide det sit redskab, påvirker det med en ganske svag rysten, drejen eller pres, så det bringes ud af balance. Dette er blevet påvist et utal af gange, uden at det har påvirket kvistgængerne det mindste. De fortsætter med at tro på deres evner, uanset hvor mange gange man demonstrerer for dem at ønskekvisten ikke virker. Når en kvistgænger får negativt resultat ved en undersøgelse, plejer vedkommende at reagere med at sige, at han eller hun ikke burde have sagt ja til sådan et eksperiment, og at det i hvert fald bliver sidste gang. De fleste siger også, at der gælder særlige regler for kvistgang, som gør, at man ikke kan undersøge det på almindelig vis. Det er en beklagelig kendsgerning, at et ordentligt dobbeltblindt forsøg aldrig er i stand til at overbevise kvistgængere om, at de tager fejl. Deres behov for at tro er så stort, at de afviser et hvilket som helst bevis, der taler imod deres opfattelse, lige meget hvor godt det er. De har antaget en filosofi som beskytter dem imod virkeligheden.

Kvistgængere har tilsyneladende den opfattelse, at hvis det bliver påvist at de ligger under for selvbedrag, følger det deraf at de er dumme eller naive. Men sådan forholder det sig i hvert fald ikke. Alle mennesker kan blive narret af den ideomotoriske effekt, uanset hvad deres uddannelse, intelligenskvotient eller samfundsmæssige stilling er. Det ser man blandt andet i det forhold, at et stort antal videnskabsfolk, hovedsagelig fysikere, har sagt god for ønskekvistfænomenet, trods deres avancerde viden om hvordan verden er indrettet. Men dette er en psykisk effekt, som arter sig anderledes end den håndgribelige virkelighed vi har om os til hverdag.

Ønsketænkning
Man bør imidlertid bemærke, at lige meget hvor underligt kvistgængernes verdensbillede kan tage sig ud, så kan man ikke forestille sig, hvor overbevisende og uimodståelig den ideomotoriske effekt er, medmindre man har prøvet den på sin egen krop. Faktisk fremhæver kvistgængerne selv, at de vantro må mærke effekten på egen krop for at blive overbevist; de forsikrer en om, at når først man har oplevet det selv, vil man ændre sin opfattelse. Og det har de ofte ret i; ønskekvisten synes virkelig at bevæge sig af sig selv, som om den reagerer på en ydre påvirkning eller kraft. Vandvisere kender ofte de topologiske eller geografiske tegn, som antyder muligheden af vand i undergrunden, og idet de reagerer på et indbildt eller virkeligt indtryk af denne slags, vipper de ubevidst med ønskekvisten og tror, at den har afsløret tilstedeværelsen af det vand, man leder efter. Det passer bare ikke. Det er en psykologisk illusion, en meget overbevisende illusion, men ikke desto mindre selvbedrag.

Jeg ved godt, at de kvistgængere som læser denne artikel vil være fuldstændig ligeglade med hvad der står. Jeg modtager jævnligt udtryk for deres medfølelse, fordi jeg ikke evner at fatte den virkelighed, de har opdaget. Mange ansøgninger, som James Randi Educational Foundation modtager fra kvistgængere, udtrykker stor undren over at millionpræmien ikke forlængst er blevet uddelt, for som de siger, det er jo så let at demonstrere, at ønskekvisten virker. Mange er forbavsede over, at kvistgang overhovedet kan komme i betragtning til præmien, da det er så bredt anerkendt og så mange tror på det. Og hver kvistgænger forsikrer mig om, at han eller hun nok skal give mig en enkel og blændende demonstration, så jeg forstår, at jeg er galt afmarcheret.

Undskyldninger, undskyldninger
Alle kvistgængere, som får testet deres evner, bliver rystet af det negative resultat og undrer sig over det, men er altid i stand til at finde en undskyldning, der forekommer dem fornuftig. Den undskyldning kan være en hvilken som helst ud af mange. Det kan være en uheldig konstellation hos planeterne, forkert temperatur eller luftfugtighed, problemer med fordøjelsen, for meget baggrundsstøj eller for meget stilhed eller en negativ holdning hos kontrollanterne. Det er ikke opdigtede undskyldninger; de stammer alle fra mine personlige erfaringer med at teste disse folk.

Jeg må sige, at af alle dem der i tidens løb har forsøgt at vinde Pigasus-præmien, og af dem jeg i anden sammenhæng har testet rundt om i verden, kommer ingen i nærheden af kvistgængere, hvad ærlighed angår. Disse mennesker ligger oprigtigt og fuldstændigt under for selvbedrag. Kun i to tilfælde, et i Australien og et i Storbritannien, har jeg været ude for at kvistgængere har forsøgt at snyde. Begge gange blev snyderiet hurtigt opdaget og forsøget indstillet.

Jeg vil bede alle, der håber at vinde præmien på grundlag af deres evner som kvistgænger, om først at afprøve sig selv i et dobbeltblindt forsøg. Vi hos JREF kan give anvisninger på, hvordan man opstiller og gennemfører sådan et forsøg. Jeg kan forsikre Dem om, at den ovenstående beskrivelse af den ideomotoriske effekt vil vise sig at holde stik. Og jeg ved udmærket, at De som kvistgænger vil afvise dette råd og tro, at i Deres tilfælde er sådan en procedure unødvendig. Jeg bygger denne konklusion på de mange år, jeg har testet kvistgængere.

Kilde: http://www.randi.org/library/dowsing/