af Jan Lindebjerg

Dagspressen bragte i juni 2017 en historie fra Italien med titlen ”Forældre gav syg syvårig naturmedicin: Nu er han død”. Kort fortalt, så handler den om, at et barns forældre valgte homøopatisk behandling til deres barn med mellemørebetændelse i stedet for antibiotika. Den ubehandlede (homøopati er ikke rigtig behandling) mellemørebetændelse bredte sig til hjernen, hvorefter barnet afgik ved døden.

Ved naturmedicin vil vi forstå medikamenter, hvis farmakologisk aktive indholdsstoffer forekommer i dyre-, plante- eller mineralriget.

Jeg kan godt forstå, at folk som er uvidende om homøopati kan tro, at homøopatiske præparater hører hjemme under den kategori. Hvis man kigger på det homøopatiske varesortiment hos Matas, så ligner det grangiveligt alt muligt andet naturmedicin. En britisk undersøgelse fandt, at omkring 40% af de adspurgte troede at homøopati er en slags urtemedicin.

I en artikel om RAB-ordningen omtalte jeg et homøopatisk præparat ved navn ”Excrementum Caninum” (Betyder hunde høm høm) som eksempel på idiotisk alternativ behandling. Enkelte kommentatorer på facebook illustrerede fint ovennævnte forveksling, idet de fantaserede sig til, at præparatet havde noget tilfælles med fæcestransplantation.

Jeg vil ikke give en udtømmende gennemgang af homøopati her. Men jeg vil fremhæve nogle aspekter af det, som giver et indblik i, hvad vi snakker om. Og jeg vil også benytte lejligheden til at illustrere, at man godt kan teste alternative behandlinger videnskabeligt – selvom der er tale om individualiseret behandling.

Homøopatiske grundprincipper

Homøopati blev opfundet for ca. 200 år siden af en tysker ved navn Samuel Hahnemann. Hahnemann beskrev/opfandt tre grundprincipper som dannede basis for homøopati. To af grundprincipperne tror homøopaterne stadigvæk på, mens den tredje (stort set) er droppet. Jeg vil her fokusere på de første to af disse grundprincipper:

1. Lighedsprincippet
   Et vigtigt element i homøopati er en antagelse af, at substanser, som fremkalder symptomer hos raske mennesker kan fjerne disse symptomer hos syge, og dermed helbrede dem (homøopaterne kalder det ”Stimulere kroppen til at helbrede sig selv”). Selvom man finde eksempler på, at konventionelle medikamenter kan give symptomer svarende til de tilstande som de anvendes mod, så er det ikke en generel naturlov. Men homøopaterne er faste i troen på, at det forholder sig sådan.

   Det er ud fra dette princip vi skal forstå hvordan homøopaterne er nået frem til de enkelte præparaters virkning. Denne virkning er fastlagt ud fra en såkaldt afprøvning. En afprøvning foregår ved, at 10-20 personer indtager præparatet over et tidsrum, og fører en detaljeret dagbog i perioden. Disse dagbøger underkastes en analyse, og resultatet af disse analyser nedskrives i homøopaternes opslagsværk – Materia medica. Det er værd at vide, at der ikke er tale om blindede afprøvninger.

   Det er på den baggrund vi skal forstå hvorfor homøopaterne kan finde på, at præparatet Excrementum Caninum er godt til teenagere, som ikke er til at drive udenfor en dør, er flove over deres forældre, og lider af høfeber. Det var simpelthen det man analyserede sig frem til ved hjælp af sådanne afprøvninger.

   Man kan så spekulere over en produktbeskrivelse på Matas’ hjemmeside om homøopatisk arsenik hvor der står:” Bemærk, at indtagelse af dette homøopatiske lægemiddel bl.a. stimulerer appetitten og kønsdriften”. Ingredienslisten siger: ” Acidum arsenicosum (Arsenicum album) D30, Vand, Ethanol (sprit)”. Det er svært at lade være med at gisne om hvilken fest der udspandt sig til den afprøvning.

2. Fortyndingsprincippet
   De fleste som har læst/hørt om homøopati er med på, at homøopatiske præparater er kraftige fortyndinger (i vand eller alkohol) af udgangsstoffet. Men homøopati er langt mere idiotisk end blot behandling med kraftigt fortyndede urteudtræk. Hahnemann mente ikke, at det var selve stoffet, men dets sjæl, som betingede effekten.

   Homøopaterne tror, at jo kraftigere fortyndet et præparat er, desto kraftigere er virkningen. Under fremstillingsprocessen bliver virkningen således forstærket ved hjælp af potensering, som omfatter serielle fortyndinger med kraftig omrystning mellem hver fortynding.

   Man kan på præparatbeholderen aflæse hvor kraftigt præparatet er blevet fortyndet. Hvis der f.eks. om ”Excrementum Caninum” stå, at der er tale om en C30 potensering, så betyder det, at man har fortyndet midlet 1:100 i alt 30 gange (Og rystet kraftigt mellem hver fortynding). I ovennævnte eksempel på homøopatisk arsenik står der, at det er en ”D30 potensering”. Her har man blot anvendt 1:10 fortyndinger (Igen – 30 gange med kraftig omrystning undervejs). Man er således endt med en fortynding som svarer til C15. Pga. omrystningen mellem hver fortynding kan man ikke oversætte direkte fra effekt af et D30 præparat til effekten af et C15 præparat – Tror homøopaterne.

   For praktisk formål kan man gå ud fra, at der ikke er relevant farmakologisk aktivitet ved potenseringer højere end C5. Et præparat med en højere potensering end C12 indeholder ikke et eneste molekyle af det oprindelige stof.

   Altså – Hvor meget hunde høm høm er der i en flaske C30 Excrementum Caninum? Svar: Ikke en skid – Der er kun dens sjæl (hvis den altså findes – jeg tvivler). Og tilsvarende er der heller ikke spor arsenik i præparatet fra Matas. Den øgede appetit og kønsdrift kan kun stamme fra vand og alkohol – Sikke dog en snaps.

Unaturlige homøopatiske præparater.

Der er en del præparater, som er baseret på menneskeskabte materialer. Man kan f.eks. købe et kombinationspræparat bestående af homøopatisk postevand C30, Rohypnol C30 samt tyrannosaurus rex C30. Et andet præparat er baseret på skibsvrag. Der er endda et præparat fremstillet af Berlinmuren (godt mod en følelse af adskillelse). Og igen – man indtager ikke beton hvis man bliver behandlet med homøopatisk Berlinmur. Det er for længst fortyndet ud.

Der er også andre mere fantasifulde præparater på markedet som f.eks. sydpolen af en magnet, lys fra Venus, måneskin og røntgenstråler.

Et præparat som hedder ”Hekla Lava” er fremstillet helt uden brug af vulkansk aske. Homøopaten fremskaffede opløsningen v.h.a. meditation.

Der er simpelthen intet som er for gakket til at kunne komme i homøopaternes Materia Medica – Det skal bare have været gennem en afprøvning først, så man ”ved” hvad det kan anvendes til.

For de særligt interesserede er der her yderligere et par eksempler på absurde præparater.

Er der alligevel noget om snakken? – Den homøopatiske konsultation

Et vigtigt og interessant aspekt ved den klassiske homøopati er konsultationen hos behandleren. En klassisk homøopat udvælger det præparat hun/han vil behandle med ud fra et samlet billede af patientens symptomer, livsstil, sind og spirituelle forhold mm. En konsultation kan derfor snildt tage en time eller mere. Det rejser naturligt nok spørgsmålet, om selve konsultationsprocessen og den medfølgende omsorg kan spille en rolle for de gavnlige effekter, som nogle af patienterne oplever.

Dette var omdrejningspunktet for en blindet undersøgelse offentliggjort i 2011 vedr. patienter med reumatoid artrit (Leddegigt). Patienter blev randomiseret til homøopatisk konsultation eller ingen konsultation. Patienterne som fik homøopatisk konsultation randomiseredes herefter til behandling med individualiseret homøopatisk præparat, standard homøopatisk præparat eller placebo. Gruppen uden konsultation randomiseredes til behandling med standard homøopatisk præparat eller placebo.

Undersøgelsen fandt, at de gavnlige effekter fuldt ud kunne tilskrives konsultationsprocessen. Præparaterne gjorde ingen forskel overhovedet. Givet de homøopatiske præparaters natur er det forventeligt, og det er i overensstemmelse med det man kan udlede af den righoldige forskningslitteratur på området.

På det seneste har homøopaterne kastet sig over piger, som mener de er blevet skadet af HPV-vaccinen. Behandlingen de bruger kalder de CEASE. Den består af vitaminer/mineraler, et til personen udvalgt homøopatisk præparat samt (bortfortyndet) HPV-vaccine. De subjektive forbedringer som rapporteres er med høj sandsynlighed et resultat af konsultationen, og ikke en følge af en ”udrensning”.

Andre varianter af homøopati

Der er forholdsvis få homøopater, som holder sig stringent til Hahnemanns ide (lang snak og ét præparat). Nogle behandler med flere præparater. Andre supplerer med konventionel medicin (eller supplerer konventionel medicin med homøopatiske præparater). Der er også-det-selv-homøopati, hvor man af egen drift skaffer sig et homøopatisk præparat f.eks. fra Matas eller via internettet.

Historikerne er enige om, at Hahnemann var modstander af at homøopati kunne praktiseres på andre måder end han havde udtænkt. De er også enige om, at han havde et hidsigt temperament. Han ville givetvis have bandet og svovlet – og det på tysk – over de andre varianter.

Edzard Ernst beskriver disse varianter i detaljer her.

Det er for øvrigt også et kuriosum, at han hadede apotekere. Han var gift med en apotekerdatter, så det har sikkert været nogle vældige familiefester de holdt.

Farer ved homøopati

Korrekt fremstillede homøopatiske præparater i høj potensering er i sig selv ugiftige. Men det er et problem at en del homøopater anbefaler folk at fravælge vigtig konventionel behandling. Beretningen fra Italien er et godt eksempel. Og det er langt fra enestående.

Deres bud på et alternativ til HPV-vaccination er et andet eksempel. Her anbefales et kombinationspræparat indeholdende Thuja, kaliumsulfat og kviksølvjodid – alle i D6 potensering. Om et andet præparat indeholdende Thuja og svovl anføres det direkte, at det kan anvendes mod celleforandringer i livmoderhalsen.

Det sker også at præparaterne ikke er korrekt fortyndede. For nyligt har man i USA set forgiftninger af små børn, som følge af et præparat baseret på galnebær (Atropa belladonna). Præparatet blev solgt som værende egnet til behandling af smerter ved tandfrembrud. Men produktionsfejl medførte kramper og dødsfald som følge af præparatets indhold af nervegifte som atropin, scopolamin mm.

Sammenfatning

Hvor rigtig naturmedicin har en vis plausibilitet mangler den fuldstændigt for homøopati. Homøopati er for medicin hvad luftguitar er for musik. Det ser vældigt festligt ud, men er uden reelt indhold.

Homøopatiske principper er i direkte modstrid med kemi, fysik, fysiologi mm., og det er veldokumenteret, at der ikke er selvstændige virkninger af homøopatiske præparater.

Det er ugiftigt for kroppen men giftigt for sindet. Det kan få folk til at fravælge effektiv behandling af alvorlige lidelser. Hvis først man tror på homøopati er der ikke langt til at tro på alt muligt andet farligt gøgl.

Forslag til supplerende læsning

1. Det hurtige overblik
2. Online artikel på dansk skrevet af Ole Hartling (Uddrag af bogen Bedst af alle verdener)
3. Edzard Ernst: Homeopathy – The Undiluted Facts. Bogen er fra 2016. Forfatteren har praktisk erfaring med homøopati –Såvel som patient som behandler. Og han har lavet masser af forskning vedr. alternativ behandling.