Af Mogens Winther og JLI

Jo, den er rørende, denne historie om kolloid sølv – fortalt ved vores egen radiolæge Carsten Vagn-Hansen:

Kolloidt sølv er et naturligt antibiotikum, som er totalt uden bivirkninger. Sølvet optages i mikroorganismerne og ødelægger deres kemiske processer, så de dræbes. Samtidig medfører den måde, sølvet virker på, at mikroorganismerne ikke kan mutere eller blive resistente.
Sølv er i kolloid form er uden bivirkninger, så man kan ikke blive forgiftet.
Det ophobes heller ikke i kroppen. Sølv er godkendt til brug i mad.1

Denne skamrosning af sølv står dog i stærk modsætning til flere advarsler fra den amerikanske sundhedsstyrelse FDA. For snart 20 år siden udstedte FDA et generelt forbud mod markedsføring af sølv-produkter med påstået sundhedsterapeutisk effekt.2

Alligevel markedsføres kolloidt sølv i Danmark flere steder som et alternativt vidundermiddel mod denne svada af stygge genvordigheder:

AIDS, akne, allergi, angina, betændte mandler, bihulebetændelse, blindtarmsbetændelse, blodforgiftning, blærebetændelse, blæreirritation, bylder, børnesår, cancer, candida, diabetes, diarre, difteritis, dysenteri, dårlige tænder, dårlig ånde, eksem, fibromyalgi, forbrændinger, forkølelse, forstoppelse, gigt, gonorré, gærinfektioner, halsbetændelse, halskatar, herpes, hornhindebetændelse, hudirritation (rød hale hos blebørn), hoste, hudeksem, hudinfektioner(forårsaget af forgiftninger), hududslæt, hæmorider, infektioner (bakteriel, viral, parasit- eller svampeforårsaget), inflammation, influenza, katar, kolera, kroniske sår, kronisk træthed, leddegigt, leukæmi, liggesår, lungebetændelse (bakteriel.svampeforårsaget eller viral), lungehindebetændelse, lupus, lymphangitis, læsioner, malaria, maveinfluenza, mavekatar, mavesår, mellemørebetændelse, Menieres sygdom, meningitis (cerebro spinal), mundsår, neurasteni, parasitter/orm, paratyfus, polypper, prostata (forstørret, infektiøs), psoriasis, Riggs sygdom, ringorm, shingels/herpes, skarlagensfeber, skinnebenssår, spedalskhed, sure tæer, syfilis, sår, tarmsygdomme, thyroidea sygdomme, tuberkulose, tyfus, tyktarmsbetændelse, Valsaras Infektion, vorter.”3

Listen er så lang så den næsten burde synges – akkurat som Tom Lehrer gjorde
det med den lange liste af mere end 100 grundstoffer:

httpv://www.youtube.com/watch?v=zGM-wSKFBpo
Man kan selv se de mange hits på ”Kolloidt sølv” og alvorlige sygdomme som kræft4, for slet ikke at tale om HIV og AIDS5.

Det ville dog være rart om nogle flere af disse mange solstrålesider fortalte lidt om medaljens bagside. Vifab eller ”SRAB” viser ingen viden på dette område6 – desværre – men en række udenlandske hjemmesider ser med knap så milde øjne på dette vidundermiddel7 8 9.

Særlig opsigt har det vakt at sølv kan aflejres i huden (og andre organer). Dette viser sig ved, at huden bliver blå. Tilstanden benævnes argyri. Ligesom sølv ikke går til grunde i naturen (hvilket fund af sølvmønter mm. fra oldtiden minder om) vil det aldrig forsvinde fra huden. Farven er permanent, men en fotokemisk reaktion vil med tiden vil gøre den mørkere. Fotografiet viser ansigtet af en 92 årig kaukasisk mand, som har brugt kolloid sølv i årevis10:

Amerikaneren Stan Jones, stillede således op som USA’s første blå kandidat til senatet11:

”People ask me if it’s permanent and if I’m dead – I tell them I’m practising for Halloween”12 13

Ud over disse kosmetiske bivirkninger er der rapporteret dødsfald i 2004 som følge af kolloid sølv14.

Alligevel finder man følgende lovprisning på nettet:

“Dr. Becker opdagede tillige, at cancerceller regresserede til normale celler, når der var sølvioner til stede i kroppen, uanset hvor i kroppen canceren havde spredt sig. Hans konklusion var derfor, at Kolloidal Sølv virker regenererende på skadet eller gammelt væv, eliminerer cancerceller, og enhver anden sygdom eller abnormitet.” 15

eller sagt på lidt mere jævnt dansk:

”Dr. Robert O. Becker, som har skrevet bogen “The Body Electric”, fandt i undersøgelser ud af, at sølv er mere, end en bekæmper af bakterier; det stimulerer gendannelsen af nyt væv! Han fandt ud af, at alle kræftceller, via. sølv, kan ændres tilbage til normale celler…
Alle bakterier/virusser, som er resistente overfor antibiotika, bliver dræbt af sølv!16

Men denne påstand understøttes ikke af udsagn fra Robert Becker selv 17. Han har således udtalt, at hans forskning ikke kan tages til indtægt for, at kolloid sølv er virksomt mod nogen som helst sygdom.

For at forstå hvorfor ændring af en kræftcelle til en normal celle ikke er så simpelt som sølvtilhængerne påstår, er det nødvendigt med en grundlæggende forståelse af hvordan normale udvikles til kræftceller.

Det er nemlig ikke noget der sker som ved et trylleslag, men en proces, som løber over mange celledelinger med mange trin. Det er svære forandringer af cellernes DNA, som ændrer normale celler til kræftceller. Det fører for vidt i denne artikel at gøre detaljeret rede for dette. Blot vil vi vise denne illustration:

Den er et eksempel på komplicerede DNA-ændringer der kan forekomme i kræftceller. En illustration af en normal celle ville kun vise den yderste flerfarvede ring. De grå kasser med de røde og grønne streger ville være tomme, og der ville ikke være nogen streger indenfor disse.

Hvis kolloid sølv skulle kunne ændre en kræftsvulst tilbage til normale celler skulle det altså være i stand til følgende:

  1. Nå frem til alle kræftceller
  2. Træde ind i kræftcellernes kerner
  3. Finde de DNA-områder, som er ændrede i forhold til normale celler
  4. Fjerne DNA-områderne, og erstatte dem med det korrekte

Bakteriedræbende egenskaber
Det er vigtigt at holde sig for øje, at selvom et stof er i stand til at dræbe bakterier, så er det ikke sikkert, at det er egnet til at behandle patienter med infektionssygdomme. Sprit er f.eks. et ganske glimrende desinfektionsmiddel, men alkoholindtagelse bekæmper ikke infektioner. Faktisk blev kolloid sølv brugt af lægerne frem til 1950´erne, hvor det stod klart, at det var ineffektivt og var forbundet med bivirkninger. Fremkomsten af antibiotika bevirkede, at man også havde noget virksomt at behandle med i stedet for.

Det er heller ikke korrekt, at bakterier er ude af stand til at udvikle resistens mod sølv (første påstand ved Carsten Vagn Hansen ovenfor) 18. Det skal også nævnes, at ovennævnte Robert O. Becker selv døde som følge af en lungebetændelse – en tilstand, som ifølge sølvtilhængerne let ville kunne helbredes med netop kolloid sølv.

Ebola
Senest hævdes kolloid sølv ligefrem at være et vidundermiddel mod Ebola19.

Kilder

  1. Kondylomer – kønsvorter – HPV, Radiodoktoren
  2. Over-the-Counter Drug Products Containing Colloidal Silver Ingredients or Silver Salts, Department Of Health And Human Services, Food and Drug Administration
  3. Hvad er Kolloid/Kolloidal Sølv?, Landsorganisationen NaturSundhedsrådet
  4. Google søgning
  5. Google søgning
  6. Sundhedsstyrelsens Råd vedr. Alternativ Behandling
  7. Medical uses of silver, Wikipedia
  8. Scam ‘cures’ for swine flu face crackdown, Los Angeles Times
  9. Colloidal Silver: Risk Without Benefit, QuackWatch.org
  10. Images of Memorable Cases: Case 4
  11. Stan Jones (politician), Wikipedia
  12. True-blue bids for Senate, BBC News
  13. What’s the harm in colloidal silver?, WhatsTheHarm.net
  14. Myoclonic status epilepticus following repeated oral ingestion of colloidal silver, PubMed
  15. Kolloidt sølv ( Colloid Silver ), Overgangsalderen.net
  16. ColloidSilver, Magician.dk
  17. The Body Electric, RosemaryJacobs.com
  18. Silver resistance in Escherichia coli R1, PubMed
  19. Colloidal silver and other Ebola scams: ‘Fear opens wallets and closes minds’, The Guardian