Alternativt selvbedrag

af Kamma Andersson

Det er blevet svært at få lov at være ikke-troende. Efterhånden har det udviklet sig til, at man bliver betragtet som værende lidt til en side, hvis man ikke med jævne mellemrum får lagt sit horoskop og sover med en eksotisk, såkaldt magisk sten under hovedpuden.

Værre er det, at man ikke mere kan have sin fødselsdato i fred. Ustandselig spørger tilfældige bekendtskaber indtrængende: ‘Hvornår har du fødselsdag?’ ‘December’, siger jeg henkastet og ved godt, hvad det handler om. Jeg slipper ikke. ‘Hvornår i december?’ Den videbegærlige betragter mig forventningsfuldt. ‘Den nittende’, svarer jeg trevent. ‘Så er du lige på grænsen’. ‘Lige på grænsen?’ jeg er forvirret. ‘Ja, men du er skytte, selv om du er lige på grænsen’. ‘Nå, den grænse’, siger jeg lettet, ‘den går jeg ikke så højt op i. Det vigtigste er, at jeg er født. I øvrigt tror jeg ikke på alt det der.’Hvorpå samtalepartneren stivner og trækker sig krænket tilbage.

Det er gået helt over gevind med den overtro, ville min jordnære mor have sagt, og det har hun ret i.

Det kunne endda gå an, dengang der bare var frøken Sørensen. Som nygifte havde vi lejet et værelse med pigekammer i frøken Yrsa Sørensens herskabslejlighed på Frederiksberg. Det var i 1956.

Vi kom godt ud af det sammen. Hun var en høj og kantet kvinde i tresserne, ugift og gemytlig. Undertiden fornøjede hun os med sin smukke sangstemme og sit dejlige klaverspil. Undertiden med sit pendul.

Frøken Sørensen var pendulsvinger. Sammen med hjemmeproduktion af en liflig vin, som hun kaldte Rufaro, var pendulet hendes store lidenskab.

Den lille røde perle for enden af et stykke sytråd var frøken Sørensens fortrolige og daglige rådgiver. At rådgiveren ikke var ganske pålidelig vil fremgå af følgende.

Frøken Sørensen elskede sardiner i olie, men hun kunne ikke tåle dem. Hun havde galdesten. Hun kunne ikke holde sig fra sardinerne og købte dem igen og igen. Fuld af forhåbning stod hun i køkkenet med dåsen foran sig og med pendulet lige over dåsen. Så spurgte hun sardinerne: ‘Kan jeg tåle jer i dag, eller kan jeg ikke tåle jer?’ Hver gang svingede pendulet svaret: ‘Du tåler os’, hvorpå frøken Sørensen glædesstrålende forsvandt ind til sig selv og fortærede hele dåsen. Der blev hun ikke længe. Som en raket strøg hun ud på det fælles toilet, hvor hun opholdt sig det meste af de følgende dage. ‘De slyngler, de snød mig’, sagde hun om sardinerne.

Sært nok lagde hun aldrig skylden på pendulet.

Det var det samme med bollerne. Frøken Sørensen bagte boller en gang om ugen. Efter den fastlagte bagetid svingede hun pendulet over gasovnen: ‘Er I færdige, eller er I ikke færdige?’ Pendulet svarede: ‘Ikke færdige’.

Hun foretrak nemlig hårdtbagte boller. Efter endnu en stund lugtede der svedent. ‘Nu er det vist på høje tid’, sagde jeg. Frøken Sørensen hev pladen ud af ovnen, bollerne var sorte. ‘Sådan nogle små lurendrejere’, sagde hun mildt bebrejdende til bollerne og gav sig til at skrabe dem lyse med brødkniven. Ugen efter gentog historien sig.

Frøken Sørensen var en undtagelse dengang. En munter og uhøjtidelig pendulsvinger. Men nu, fyrre år senere, er det anderledes. Det er gået over gevind med overtroen. Det er ikke lige på grænsen. Den er for længst overskredet.

Se på bibliotekernes udvalg, hylde på hylde om alternativ behandling, læs dagbladenes annoncesider og telefonbogens spalter: Det spirituelle videotek, rebirthing, organisk psykoterapi, skytsåndsterapi, genkendelsesterapi, Inner Quest terapi, magiske sten og syvstjerner, pyramider og tarotkort, jordstråleopmåling, filippinske healere, auralæsning og reinkarnation, astrallegemer, krystalkugler, irislæsning, øreakupunktur, tessia stråler, shiatsu og jin shin massage, Moxa, biorytmer, bodyharmoni. Reiki-healing, kinesiologi, radionisk vitamin-mineral- og organanalyse, lymfedrænage o.s.v. o.s.v. Der er virkelig ingen grænser.

Det får så være, hvad det være vil. Helt galt bliver det først, når ens nære omgangskreds hopper på skruen, som hverken har ende eller gevind.

‘Det er balancen, det drejer sig om,’ siger hun, ‘hvis den er i orden, har man ingen problemer. Selv har hun ingen problemer’. Slet ingen. Hun tænker udelukkende positivt og konstruktivt. Hun har fået en vane med at trække mundvigene lidt opad og skrue dem godt fast, så de bliver hængende, mens hun ser sig begejstret omkring.

‘Hvis man ikke vil ha’ problemer, så har man ingen problemer’, siger hun fast,’det bestemmer man selv. Hvis man ikke vil være syg, så bliver man ikke syg. Det gælder bare om at tænke positivt og holistisk’, siger hun og ser glad på mig. Hun går også positivt. Med rank nakke og hævet hage. Hun går altid i flade sko og giver et ganske lille positivt hop for hvert skridt. Som om hun har en fjeder under hver fodbalde.

Hun dyrker kinesiologi. Tidligere var det kreativ intelligens og transcendental meditation. Hun har oplevet sin egen fødsel. ‘Det var fascinerende, jeg havde ikke troet, det var muligt. Det gælder bare om at være åben,’ siger hun med et lille hop.

‘Det er for meget,’ siger jeg højt og vredt,’ jeg vil minsandten ha’ lov at ha’ problemer. Det er min ret. Og jeg er revnende ligeglad med både din og min fødsel. De er overstået. Hva’ vil du bruge det til?’

Det sidste nye er, at hun har sendt et kaffefilter med en dråbe af sit blod til en healer i Jylland, som nu sidder og fjernhealer hende formedelst 100 kr. om måneden. ‘Jeg er allerede i bedring,’ siger hun tilfreds.

‘Jamen er du da syg, hvad fejler du?’ siger jeg undrende og lidt bekymret. Hendes øjne lige akkurat strejfer mig med mild overbærenhed: ‘Du er en typisk skytte’. ‘Hva?’ ‘Ja, du er så udfarende, en typisk skytte’. ‘Nu er det nok,’ siger jeg advarende, ‘jeg vil ikke ha,’ at du stopper mig ned i en kasse, der står ‘skytte’ på. Du skal ikke reducere mig på den måde.’ Hendes blik vender tilbage til mig: ‘Du går i rødt,’ siger hun. Jeg ved, hvor hun vil hen: rødt er en aggressiv farve. Selv går hun i gult, vissengrønt og jordbrunt. Man kan ikke engang bære de farver, man har lyst til, før geskæftige profeter omgående udlægger ens farvevalg: Aha, der kan man bare se, den farve. Jaså. Er det sådan, du har det.

Jeg slår opgivende ud med hånden: ‘Ja, rødt – og hvad så? Grønt og gult får mig til at ligne en dørmåtte i hovedet, det ved du jo godt. ‘Hendes mine fortæller mig, at hun er tilfreds. Hun har afsløret mig, tydet mig.

Hun hører slet ikke, hvad jeg siger. Højst betragter hun det som en bortforklaring. ‘Hmmmmmm,’ siger hun kryptisk. Hun ved bedre.

Jeg ser ind i hendes øjne. De er ikke glade. De er heller ikke vrede eller sorgfulde. De ligner blanke knapper over en ophejset klovnemund.

Jeg spejder efter den ven, jeg havde engang. Hende jeg kunne dele tanker og tvivl, bekymringer og latter med. Det kan jeg ikke mere. Det har jeg ikke kunnet længe. Det er kun mig, der har periodevis miskmask indeni, negative følelser og uædle tanker blandet op med de andre. ‘Det drejer sig om at være et helt menneske,’ siger hun alvorsfuldt, ‘man skal passe på ubalancer. Man skal beskytte sig mod dårlige energier’. Jeg overvejer, om jeg er en af de dårlige energier. Sommetider får jeg den tanke.

Hun vil ikke se sørgelige eller ophidsende film. Ikke problemfilm. Ikke høre om venners sygdom eller om samfundsproblemer. Ikke se krig og virkelighed på tv. Ikke læse aviser og stærke bøger. Ikke se eller høre eller læse satire. Satire er den rene djævelskab. Hun er holdt op med at se tv-avis.

I det hele taget ser hun sjældent tv, der er noget galt med det hele. Jeg tror, hun mener, det smitter. Eller at det forsvinder, hvis hun lader, som om det ikke eksisterer. Hun vil for enhver pris tænke positivt, så hun kan forblive rask og problemløs, sorgløs og glad. Hun har trukket sig tilbage fra verden. Hvad kan vi tale med hinanden om? Jeg tænker: Det er en epidemi, der raser over landet. Den gør mennesker immune for sund fornuft. De, der er ramt, siger, de er åbne, men det er ikke åbenhed. Det er kritikløshed.

De æder alt det nye og alternative, slubrer det i sig. Møf. De kan ikke få nok. Hvad er det for et tomrum, der skal fyldes? Jeg tænker: De trænger sig ind på en med deres frelste, kategoriske udlægninger og forklaringer, deres anklager: Du er ikke åben for det nye. De hører ikke, at jeg siger: Jeg tror anderledes. Mens de taler om åbenhed, lukker de helt af for naturlige følelser. De mener, at nogle følelser er skadelige. De glemmer, at sorg og harme er lige så nødvendige dele af et liv som glæde og kærlighed. De stivner i en naturstridig, overfladisk, kælen ‘tænk positivt’-holdning.

Hun afbryder min tankerække. ‘Du sku’ ta’ og slappe lidt af,’ siger hun, ‘du trænger til at rekreere dig. Jeg går og passer på mig selv og rekreerer mig.’ ‘Vel vil jeg ej,’ siger jeg irriteret, ‘jeg er ikke halvfems. Jeg vil ha,’ at det kradser og river og bløder og tindrer og ler og…det er at være et helt menneske. ‘Hvor er du henne?’ råber jeg pludselig, ‘jeg kan ikke finde dig. Du svigter mig. Du skal også have problemer. Du skal føle verden. Har du glemt, at de sociale betingelser, opvækstvilkårene, også er en del af det hele menneske. Du kan ikke bare slappe af fra dem, eller rekreere dig ud af dem. Verden er ikke, som du siger. Det er hjernespind. Du ved det godt.’ VI TIER igen. Det værste ved bølgen af mystik, det mest forstemmende, er, at den har taget livet af den sociale indignation. Den har gjort alting privat, selvforskyldt, indadrettet, forudbestemt. Den har gjort alt til et spørgsmål om arv og skæbne. Hvor er miljøet blevet af?

Hvor er de sociale sammenhænge forsvundet hen? Hun, der tidligere havde interesse for at se og undersøge sammenhænge, ved ikke mere noget som helst om andre menneskers levevilkår. Hun vil ikke vide af dem. ‘Vi skal være positive,’ siger hun, ‘ikke tænke på alt det dårlige. Vi skal tænke på det gode og være glade.’ Men den sociale sammenhæng – fik mennesket kærlighed undervejs i livet? Opvoksede man i økonomisk usikkerhed på Vesterbro, eller i overflod i Gentofte og Hellerup, eller på landet? Måske i den absolutte fattigdom i Centralafrika, som gadebarn i Leningrad? Det hører vel med til den omtalte ‘helhed’? Samfundets udstødte – hvad skal de med rosa kvarts og med at opleve deres egen fødsel? Et nyt spørgsmål dukker op i mit hoved. Hvorfor er det nødvendigt for nogle mennesker at forklare det uforklarlige?

Vi har altid levet med, at visse forhold ikke kan forklares. Hvad er det, de vil? Er det et forsøg på at få fuld kontrol med magt over deres liv ad denne lette vej? Søger de en genvej til sikkerheden? Der er så mange vigtige ting at bruge kræfter og tanker på. Hinanden, børnene, vennerne, det absurde, ustyrlige, forfærdende, forunderlige liv.

Det – heldigvis – uforudsigelige liv. Men også på harmen over alle uretfærdighederne. Den ulige fordeling af goderne. Det trange liv, som det er for nogle. Med harmen er der også plads til latteren. Uden den er der – ingenting. Kun ufrodig balance og vissen distance.

Jeg ser på min gamle veninde: ‘Hvor er du henne’? Hendes glatte, blege, asketiske ansigt ligner en japansk No-maske, det ændrer sig ikke ved mit spørgsmål. Det er helt udtryksløst. Knapøjnene glider ud til siden, undviger mine. ‘Se, solen skinner og himlen er blå,’ siger hun. ‘Vist er den ej.

Solen skinner ikke i dag og himlen er af bly,’ siger jeg stille og føler afmagt.

Desperat spejder jeg efter en revne ind til det, der engang var min ven, bare en lillebitte ridse. Men jeg finder ingen. Mit søgende blik preller af. Jeg føler mig pludselig meget træt og meget bedrøvet.

I et sidste forsøg lægger jeg min hånd på hendes arm, rusker den ømt og siger indtrængende: ‘Forstår du da ikke, følelser er ikke farlige.

Hvordan skal vi blive hele mennesker, hvis vi fornægter en del af os selv og en del af verden? Kan du sige mig det?’ Hun vender hovedet bort og ser mod væggen: ‘Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt,’ siger hun og er allerede på vej væk. Jeg følger hende med øjnene, falder i staver en stund, bliver så klar over, at jeg sidder og ønsker mig tilbage til frøken Sørensen og hendes frække sardiner.

© 1995 Kamma Andersson. Bringes med forfatterens tilladelse.