af Per Borgaard
Hvem har ikke drømt om at gå på storvildjagt? Hvem har ikke læst Rider Haggards romaner eller Tarzan-bøgerne og drømt sig til det vilde Afrika? Nok bliver det i dag mindre og mindre gådefuldt, men der er endnu næsten uudforskede pletter. Tre amerikanere, har i dette øjeblik virkeliggjort eventyret og befinder sig et sted i Congos jungle – eller rettere i et kæmpemæssigt sumpområde, hvor mokele mbembe hævdes at leve. – Mokele mbembe? Det er såmænd en vaskeægte dinosaur, der er uddød for ca. 60 millioner år siden. Undtagen – måske – i Congo.
Et kortfattet AP-telegram i Schenectady “Gazette” den 7. september 1981 fortæller, at ægteparret Herman og Kia Regusters er draget fra deres hjem i Los Angeles for at søge efter den legendariske mokele mbembe i et ca. 140.000 kvadratkilometer stort sumpområde i Congo.
Den tidligere rumvidenskabsmand ved jetfremdriftslaboratoriet i Pasadena, USA, og hans hustru skulle i Congo møde ekspeditionens tredie medlem, Judy Benjamin. Regusters finansierer selv det planlagte fire måneders ophold i junglen.
De medbragte 320 kg bagage og videnskabeligt udstyr, da de fløj fra Los Angeles International Airport, noterer bureauet.
I mere end 200 år har pygmæer, der lever i nærheden af sumpen, fortalt beretninger om et brontosaurus-lignende dyr, som skal leve i det store øde område. Helt tilbage i 1776 rapporterede en missionær, at han havde set spor på 36 tommer i diameter.
Flere forskere er kommet tilbage fra området uden andet end nye beretninger om uhyret. I fjor hævdede en, at han havde fotograferet mokele mbembe, men dyret på billedet er svært at skelne, selv om det synes at have en lang, slangeagtig hals, der stikker op midt i en flod.
Hagenbecks beretning
Den store tyske dyresamler Carl Hagenbeck – ham med dyreparken skriver i bogen “Dyr og mennesker” om et dyr, han har hørt omtalt som “chipweken”:
– Uafhængigt af hinanden har jeg fået meddelelse om eksistensen af et fuldkomment ukendt dyr…Mine to hjemmelsmænd har ingen mulighed haft for at korrespondere, men deres beretninger stemmer næsten overens. I Centralafrika skulle der findes et uhyre, halvt elefant, halvt “drage”, som lever inde i de store sumpmarker. Det er flere år siden, jeg hørte en lignende beretning af Menges, men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at man på væggene i en del grotter i Centralafrika har fundet afbildninger af det samme dyr. Af de forskellige beskrivelser synes det mig, som om der kunne være tale om en slags dinosaurus beslægtet med brontosaurus. Eftersom beretningerne kommer fra så mange kilder, er jeg næsten overbevist om, at der findes sådanne reptiler.
Carl Hagenbeck var så overbevist om uhyrets eksistens, at han udrustede en ekspedition efter uhyret, men uden held. Den ene af han kilder var en af hans egne Afrika-eksperter, den anden en englænder.
Men besøgende i dyreparken i Hamburg vil erindre, at store betonrekonstruktioner af kæmpeøgler den dag i dag vidner om Hagenbecks interesse for de forsvundre kæmpeuhyrer.
Andre beretninger støttede myten
Tre amerikanere, har i dette øjeblik virkeliggjort eventyret og befinder sig et sted i Congos jungle – eller rettere i et kæmpemæssigt sumpområde, hvor mokele mbembe hævdes at leve. – Mokele mbembe? Det er såmænd en vaskeægte dinosaur, der er uddød for ca. 60 millioner år siden. Undtagen – måske – i Congo.
En tysk ekspedition i 1913 kom hjem med legender om er dyr på størrelse med en elefant med brungrå, glat hud og en lang, bøjelig hals. Nogle beretninger tilføjede, at den havde en kraftig hale omtrent som en krokodilles.
Indfødte fortalte, at kanoer, der kom dyret nær, blev angrebet, men det åd ikke menneskene. Det var vegetar og boede i huler ved floden, hvor det kunne finde sin yndlingsspise, en bestemt type lian.
Ved Ssombofloden fik den tyske opdagelsesrejsende forevist en dyreveksel, som skulle være lavet af de store øgler, men der var så mange spor af elefanter flodheste, at han ikke fandt af de kæmpemæssige krybdyr.
En anden kilde var en høvding for den afrikanske Barotsestamme, Lewanika, som gav ordre til, at hvis det mærkelige dyr blev set, skulle han straks underrettes. Nogle måneder senere blev Lewanika kaldt til et sted, hvor tre mænd hævdede, at de havde set uhyret i udkanten af en sump. Det havde en meget lang hals og et slangelignende hoved.
I området fandt høvdingen spor efter et dyr “så store, som en vogn uden hjul ville efterlade”.
Et tilsvarende dyr blev beskrevet overfor en englænder, sergent Stephens, der var inspektør for telegraflinjerne ved den øvre Nil ved århundredeskiftet. De indfødte kaldte det en “lau”. Den er omtalt i en bog, “Far away up the Nile” af John G. Milliais, der når frem til, at lau’en er gullig brun, med et slangeagtigt hoved med tykke børster eller horn, og lever i det sydlige Sudans utilgængelige sumpe.
En embedsmand fra den daværende belgiske koloniadministration i Congo rapporterede, at han i sumpens havde set et tilsvarende dyr og skudt på det – uden at ramme.
Observeret fra luften
Så sent som i juni 1956 rapporterede en belgisk luftkaptajn Alart, at han og hans telegrafist, Joogers, under flyvning over de vældige Addar-sumpe i Congo observerede tre kolossale uhyrer, der vadede gennem en tågefri lys ring i sumpen.
Over radioen bad han Stanleyville sende et rekognosceringsfly til positionen, men det lykkedes ikke,at genfinde uhyrerne i det store tågedækkede område.
En forklaring kan være, at dyrene skræmmes af motorlarmen og øjeblikkelig søger ud i de dybeste sumpområder.
Faktisk mener videnskaben, at nogle af fortidens store øgler levede det meste af deres liv i vandet, så kun hovederne kom over overfladen. Deres ben ville dårligt kunne bære de kæmpemæssige kroppe over vandet i længere perioder.
Et uægte “næsehorn”
Fra Congo foreligger en beretning fra 1920, fortalt af en belgier, Lepage, der under en jagttur i et sumpområde stødte på et mærkeligt dyr, som han skød på uden resultat, hvorefter han stak af. På sikker afstand vendte han sig om og studerede dyret i kikkert. Han beskrev det som ca. otte meter langt med lang, spids snude og et kort horn over næseborene.
Det var ikke et næsehorn.
Der foreligger også rapporter om flyvende uhyrer. Den for få år siden afdøde engelsk-amerikanske biolog Ivan T. Sanderson beretter i sin bog “Animal treasure” om en oplevelse i Cameroun:
– Jeg vadede i en flod, da nogle af mine ledsagere fra bredden råbte, at jeg skulle se op. Det gjorde jeg – og skreg højt. Lige imod mig, svævende nogle få centimeter – over vandoverfladen, kom et mægtigt stort dyr. Jeg så kun hovedet, men det var nok. Munden var åben, og den hængende underkæbe var fyldt med mægtige tænder. Luften skælvede i suset fra mægtige drageagtige vinger.
Uhyret åd ham ikke – men det var måske netop den oplevelse, der mange år senere fik ham til at stifte SITU – Selskabet til udforskning af det ukendte – der stadig eksisterer.
I bogen “A game warden takes stock” skriver en englænder, kaptajn Pitsman, at han i Nordrhodesia har hørt de indfødte tale om et uhyre, som de påstod stadig fandtes i de fugtige skovegne i nærheden af Angola. – Det mest fantastiske er, at dyrets udseende og størrelse svarer til den forhistoriske peterodactyl, fortæller han.
Pterodactylen var en forhistorisk flyveøgle, der formentlig har haft et vingefang på en halv snes meter.
Fabeldyr, der fandtes
Mokele mbembe – fup eller faktum? Det er i hvert fald kendsgerninger, at man i vort århundrede i Afrika har fundet fire ret store dyr, som ingen kendte, okapien, kæmpevildsvinet, bongoantilopen og det hvide næsehorn.
Hvorfor skulle der ikke også stikke sig et par kæmpeøgler et sted? Hvis et sumpområde tre gange så stort som Danmark endnu ikke er ordentligt udforsket, kan der godt gemme sig et par overraskelser.
En ting er, at vi kan kortlægge selv de mest utilgængelige områder fra satellitter. Kortlægningen afslører ikke det mest interessante – hvad der lever på overfladen. Eller under vandoverfladen i de store sumpe.
Førnævnte Ivan T. Sanderson fortæller et sted, at han kom sejlende på en afrikansk flod, hvis bredder var tæt bevokset med høje siv. Han tabte sin cigaret i bunden af kanoen, bøjede sig efter den – og da han rettede sig op, så han lige ind i ansigtet på en mægtig elefant. Han for sammen, og elefanten trak sig lydløst tilbage og forsvandt i sivskoven.
Det foregik lige i nærheden af en by med et ar tusinde indbyggere, der i årevis ikke havde set skyggen af en elefant.
Hvad kan der så ikke gemme sig andre, steder i det mørke fastland?
Spillevende forstening
Det klassiske eksempel til forsvar for de levende fortidslevninger er den blå fisk, coelacanthen. Videnkabsmænd fandt dens forstenede rester i sidste århundrede. Den var uddød for ca. 70 millioner år siden. Troede man. Den 22. december 1935 trak en fiskerbåd ved Afrikas sydkyst en en sær fisk ombord. Det var en spillevende coelacanth, der snappede arrigt efter fiskerne.
Siden er der fanget ca. 30 eksemplarer af denne fisk, der dominerede de store have i devontiden.
Man kunne også henvise til det australske næbdyr, et pattedyr med andenæb, som lægger æg. Videnskabsmændene kaldte det et svindelnummer, da det første gang blev beskrevet. I dag ved vi, at det er en spillevende ætling af de første pattedyr – med ca. 50 millioner år på bagen.
Muligheden er der
Det beviser intet om mokele mbembe eller de andre kæmpedyr, der hævdes at have overlevet i Afrika. De er end ikke nævnt i Alan Landsburgs bog om uhyrer, “Monstre” (Bogan, 1979).
Men beretningerne eksisterer – både fra gammel tid og fra nyere. De er tilstrækkeligt konsistente til at kildre nysgerrigheden. Personligt tror jeg ikke, at de tre amerikanske opdagelsesrejsende, som i dette øjeblik kæmper med besværlighederne i de congolesiske tropesumpe, finder noget som helst.
Og dog bør man ikke blive forundret, hvis de kommer ud af sumpens slæbende på en minikæmpeøgle, der først for et år eller to siden er krøbet ud af ægget. Muligheden er der, og de store afrikanske sumpes lunkne vandområder er nok det sted, hvor de forhistoriske øgler havde størst chance for at overleve.
Jeg synes, det er skønt, at de tre amerikanere går i krig med det eventyrlige – også selv om de ikke får noget ud af det.
Øglerne i litteraturen
Måske er beretningerne fra Afrika ikke andet end skrøner. Så har de alligevel sat sig spor. De inspirerede selveste Sherlock Holmes’ far, sir Arthur Conan Doyle til bogen “Den forsvundne verden”, hvor han lader professor Challenger trænge ind i et område med sumpe og vulkaner, hvor ur-øglerne endnu trivedes.
Conan Doyle henlagde det ganske vist til Sydamerika, men inspirationen kom fra Afrika – og i dag ved vi, at de to verdensdele engang har hængt sammen. Måske dengang øglerne dominerede jorden.
Tarzans far, Edgar Rice Burroughs, lod sig også inspirere, og han holdt sig til Afrika. Han lod Tarzan trænge gennem store sumpe til landet Pal-ul-Don, hvor næsehornsøgler og andre monstre levede i bedste velgående.
Den mest realistiske – og kunstnerisk højeste – historie er måske englænderen James Blishs bog “The right shapes” der foregår i Congo. Hvis mokele mbembe ikke eksisterer, kan jeg tilgive det, blot fordi den inspirerede til denne bog.
Men som sagt – hvem ved?
© 1981 Per Borgaard. Bringes med forfatterens tilladelse.
Seneste kommentarer