af Willy Wegner

Gennem årene, lige siden man fandt ind til Tutankhamons grav i 1922, har der verseret rygter om, at der skulle hvile en forbandelse over graven.

Udgravningen og undersøgelsen af graven tog omkring syv år, og den engelske ekspedition var ledet af arkæologen Howard Carter og finansieret af lord Carnarvon.

I bogen Magi og mystik, kan man læse denne historie: “En sag, der har forbløffet forskerne, havde som hovedperson den engelske adelige, lord Carnarvon, der finansierede den ekspedition, som i 1922 fandt den ægyptiske farao Tutankhamons grav. De arbejdere, som gravede graven fri, mente, at der hvilede en forbandelse over graven, og fire måneder efter fundet døde lord Carnarvon i Cairo. Det siges, at i det øjeblik, da han døde, blinkede alle lys i Cairo af ukendt årsag. Endnu mere forbavsende er påstanden om, at hans hund i samme øjeblik udstødte et hyl og faldt død om på lordens gods Highclere i England, over 3000 kilometer borte.” (1)

Mystiske dødsfald fulgte i kølvandet på ovenstående hændelse, angiveligt på grund af en 3.000 år gammel forbandelse. Efter sigende døde i løbet af et par år tretten ud af tyve personer, som havde været til stede ved gravens officielle åbning. Siden er myten vokset lag på lag.

I en artikel af Klaus Aarsleff kan man læse: “I 1929 døde Carnarvons hustru, lady Almina, efter et insektstik. Og samme år døde Carters sekretær, Richard Betchell. Da Betchells far hørte om sønnens død, kastede han sig ud fra en 7-etagers bygning – og aviserne kunne føje endnu en uhyggelig bortgang til listen over Tut-ankh-Amons ofre.” (2)

Så let er det, at skyde skylden på den gamle farao! Kun sjældent oplyses der om dødsårsagen og hvor gammel afdøde blev.

Så sent som i 1979 var forbandelsen åbenbart stadig i funktion. På det tidspunkt var den store Tutankhamon udstilling nået til USA på sin verdenstourne. En af de betjente der vogtede skattene, George LeBrash, blev ramt af et slagtilfælde. Under henvisning til den forbandelse der hvilede over Tutankhamons grav, hvorfra skattene stammede, ansøgte LeBrash om en erstatning på cirka 125.000 kroner. Betjentens sagfører henviste til, at der var tale om en skade påført under udførelse af sagsøgerens erhverv.

Sagen blev afvist dommeren Richard Figone. Han henviste til, at i givet fald skulle de mange udstillingsgæster også have lidt under forbandelsen mod gravskændere, hvilket ikke havde været tilfældet. Dommeren påpegede, at LeBrash jo netop havde haft til opgave at forhindre vanhelligelse af gravskattene. (3)

Men uanset hvor mange mystiske dødsfald og andre mærkværdigheder der gennem årene er tilskrevet denne forbandelse, så er den ikke desto mindre frit opfundet af Howard Carter og lord Carnarvon. Da de nåede ind til graven og alle dens kostbarheder, uberørt gennem 3000 år, var de naturligvis klar over, at skattene måtte beskyttes. Det gjorde man ved dels at lade en sikkerhedsofficer sove i gravkammeret, side om side med guldkister og mumier, dels ved at udsprede rygtet om forbandelsen.

I slutningen af 1970’erne udtalte den tidligere sikkerhedsofficer, Richard Adamson: “Vi lod denne historie cirkulere fordi det lettede nattevagten. Gennem syv år sov jeg i graven om natten.” (4)

Om nogen skulle have været ramt af forbandelsen, så burde det have været Adamson og Howard Carter. Men de nåede begge en høj alder, og så kan man jo vælge – hvis man absolut vil – at udråbe dét som et mirakel!

Referencer:

1. Magi og mystik : menneskets okkulte verden. København, 1983.
2. Døden kom på hastige vinger / Klaus Aarsleff. Det Ukendte, 1. årg., nr. 2 (1978/79)
3. Judge rebuts Tut suit / Kendrick Frazier. The Skeptical Inquirer, Summer 1982.
4. Mummy’s curse tut-tutted / Kendrick Frazier. The Skeptical Inquirer, Fall 1980.

Kilde: Para-nyt 1987 nr. 1