En pyramyte

af Bob Forrest

Der er en myte, som med jævne mellemrum går på omgang blandt folk, der beskæftiger sig med fortidsgåder, og som det er på høje tid at få desarmeret, før den kommer endnu flere i hænde. Myten fortæller, at da en gruppe videnskabsfolk i 1968 røntgenfotograferede Khefrens pyramide i håb om at finde skjulte kamre, opnåede de resultater, som var “videnskabeligt umulige”.

Myten startede i The Times Saturday Review, den 26. juli 1969, i de sidste afsnit af en artikel skrevet af en journalist ved navn John Tunstall. Derefter slingrede den, parret med pyramidekraft og faraonernes forbandelse, ind og ud af mangen en artikel og bog, hvoraf de mest kendte er Ostrander og Schroeders “Psykisk forskning bag jerntæppet(1) og Lyall Watsons “Det overnaturlige”(2).

Peter Tompkins’ bog “Secrets of the great pyramid”(3) fik så nogenlunde sagens rette sammenhæng for dagen, men gik dog ikke i detaljer med at forklare, hvordan en enkel uregelmæssighed i en computer kunne forvandles til noget nær en okkult åbenbaring.

Tunstalls beretning er stort set en opdigtet historie med minimalt grundlag i de faktiske kendsperninger. De såkaldte citater fra dr. Amr Gohed ( hvis navn Tunstall stavede forkert: det skulle være Goneid) er overhovedet ikke citater, men replikker i en røverhistorie bygget op over et teknisk problem. Den journalistiske frihed synes at være betydeligt mere vidtrækkende og ubekymret end sit digteriske sidestykke.

Det tekniske problem var faktisk ret ligetil. I april 1968, da computeren var i gang med at analysere den kosmiske stråling, som passerede gennem pyramiden, forekom der virkelig en uregelmæssighed. Fordelingen af den kosmiske stråling tydede på, at der muligvis var et skjult kammer i pyramiden. Men det gådefulde var, at hvis der virkelig fandtes et sådant kammer, var det så stort at pyramiden i realiteten burde styrte sammen. Det tog omkring tre dage at få dette paradoks fuldstændig opklaret, og i den tid var der ingen ud over en lille gruppe videnskabsfolk, som var involveret, der fik noget at vide om det. Forklaringen var, at der ikke fandtes noget kammer, og paradokset skyldtes en velkendt computerfejl, der går under betegnelsen “double binning”. (Jeg vil ikke her gå i detaljer med, hvad det vil sige. Det må være nok at slå fast, at fejlen dukker op i mange computer-problemer, er almindeligt kendt og på ingen måde mystisk, når først man har genkendt den. I dette tilfælde opstod den på grund af den måde, computeren katalogiserede de kosmiske strålingsmønstre.)

Hvad der tilsyneladende var sket er, at Tunstall ankom til scenen kort efter at sagen var opklaret, blev fortalt om det nyligt opslåede problem og enten ikke forstod eller bevidst valgte at overhøre, at det var blevet løst til hele forskerholdets tilfredshed. Tunstall kan ikke have hørt om problemet – hverken fra “dr. Gohed” eller nogen anden – før efter det var blevet opklaret, og på det tidspunkt stod det helt klart, at der ikke var noget skjult kammer i pyramiden og da slet ikke noget, som var “videnskabeligt umuligt”.

Men forestillingen om en flok forvirrede videnskabsfolk og legenden om faraonernes forbandelse var åbenbart en lidt for god historie til at lade gå fra sig, og med et billede af sfinxen og en stump samtale der var peppet lidt op (anderledes kan det ikke beskrives!) blev resultatet den famøse artikel i The Times Saturday Review, den 26. juli 1969. The Toronto Globe and Mail bragte et opkog af denne artikel den 30. juli 1969, og resten kender vi desværre kun alt for godt.

De læsere og forskere, som vil have de nøgne kendsgerninger om røntgenfotograferingen af Khefrens pyramide, vil jeg henvise til tidsskriftet Science, vol. l67, s.832-839. Dette udkom iøvrigt i februar 1970, flere år før Lyall Watsons “Det overnaturlige” røg ud på boghandlernes hylder. Her er et lille sammendrag af artiklen i Science:

“Opmålinger af den kosmiske stråling foretaget over adskillige måneder viser tydeligt pyramidens fire diagonale kanter og angiver også konturen af den originale beklædning af sandstensblokke, som giver pyramiden sit karakteristiske udseende. Vi kan med sikkerhed sige, at der ikke findes kamre med rumfang svarende til de fire kendte kamre i Kheops’ og Snofrus pyramider i den sandstensmasse, der er blevet undersøgt for optagelse af kosmisk stråling. Det rumfang af pyramiden, der er blevet undersøgt på denne vis, defineres ved en vertikalt orienteret kegle med en halv vinkel på 35 grader og spidsen placeret i Belzoni-kammeret. Det undersøgte rumfang udgør 19% af pyramidens rumfang. Vi håber, at det med mindre modifikationer i apparaturet vil være muligt at gennemsøge hele sandstensmassen for kamre.”

Man bedes erindre, at ovennævnte artikel var frit tilgængelig mens Lyall Watson m.fl. trådte hinanden over tæerne af bare iver for at viderebringe Tunstalls fejlagtige beretning!

Mange af de oplysninger, der er benyttet i nærværende redegørelse for Tunstall-myten, stammer fra dr. Luis W. Alvarez, som har været så venlig at sende mig omfattende materiale om sagen. Han udtrykt også håb om, at nogen en gang for alle kunne få sagens kendsgerninger frem i lyset: det lader til, at man i USA tillægger dr. Alvarez selv tunstallske udtalelser om det videnskabeligt umulige og faraonernes forbandelse. Sådanne rygter er faktisk kommet retur over Atlanten i form af Jeffrey Goodmans bog “Psychic archaeology”(4). Goodman citerer dr. Alvarez på grundlag af en artikel i The Arizona Daily Star, den 26. oktober 1975. Arizona Daily Star har imidlertid fejlciteret Schul og Pettits bog “The secret power of pyramids.(5), som egentlig tilskriver “en af dr. Alvarez’ kolleger” disse udtalelser. Schul og Pettit har på sin side citeret Ostrander og Schroeder, som igen har citeret Tunstall!

Problemet er, at der er for mange forfattere som låner ukritisk og unøjagtigt hos hinanden, ofte uden at besvære sig med at gå tilbage og kontrollere den oprigtige kilde til oplysningerne. Når den oprindelige kilde til oplysningerne er så unøjagtig som Tunstalls artikel, skal den ikke passere gennem mange hænder før resultatet bliver en gang uforsvarligt roderi, og så kan det næppe overraske nogen, at ortodokse videnskabsfolk bliver meget trætte af “grænsevidenskaben”. Iøvrigt går mange forskere (Lyall Watson er en af dem) ikke engang tilbage til den oprindelige Tunstall, men nøjes simpelthen med at hugge Ostrander og Schroeders beretning. Dette er grunden til, at man i mange bøger kan læse, at Tunstalls artikel stod i The Times, den 14. juli 1969, selv om det faktisk slet ikke er tilfældet!

Et af de værste eksempler på uvederhæftig gengivelse af projektet kan ses i Maurice Chatelains bog “Our ancestors came from outer space”(6). I Chatelains version bliver der endog vendt op og ned på de grundlæggende resultater, der blev rapporteret i artiklen i Science. Chatelain skriver:

“Resultaterne blev analyseret af en moderne computer, der var installeret i Cairo – og ud kom en masse forvirret nonsens. De kosmiske stråler var ganske vist blevet registreret, men en kraftig interferens fra en ukendt strålingskilde i pyramiden dækkede strålerne med en sådan fortætning, at det var umuligt at foretage egentlige aflæsninger og tolke resultaterne. Man kunne ikke engang skelne pyramidens sider eller kanter, og der var ikke den mindste mulighed for at opdage skjulte kamre. Det var en total videnskabelig fiasko.”

Nærmest for sjov fortalte jeg dr. Alvarez om Chatelains beretning. Det morede ham ikke. “Jeg beklager,” skrev han tilbage, “men jeg har ikke tid til at læse om vores ‘totale fiasko’.”

Det er der til gengæld mange andre, der har. Og historien er nået vidt omkring. Jeg er for eksempel også stødt på den i Warren Smiths bog “The secret forces of the pyramids”(7) og Ian Wordens artikel “A triangular mystery” i tidsskriftet The Ley Hunter, nr. 74. Disse beskrivelser af Khefrenprojektet er ikke så forkastelige som Chatelains, men alligevel unøjagtige og vildledende.

Men for at vende tilbage til sagens kendsgerninger, så findes der en interessant redegørelse for de omstridte dage i april 1968, da et usandsynlig stort kammer viste sig at være frembragt ved “double binning”. Den er skrevet af dr. Alvarez og står i “Adventures in experimental physics”(8), side 164-165. Det er ganske interessant læsning oven på en menu af Watson, Ostrander Schroeder, Schul & Pettit m.fl.!

Jeg har prøvet at komme i kontakt med John Tunstall for at høre, hvad han selv har at sige til historien, men avisen kunne ikke sætte mig i forbindelse med ham, selv om de var tjenstvillige nok endda. Jeg har også forsøgt at komme i kontakt med dr. Amr Goneid for at høre, om Tunstall overhovedet har talt med ham, men ligeledes uden held. Så i stedet spurgte jeg dr. Alvarez, og mens jeg var ved det, spurgte jeg også om man slet og ret havde misforstået ham på grund af sprogvanskeligheder. Han svarede:

“For det første har jeg aldrig hørt nogen på mit hold sige, at han har mødt John Tunstall. Jeg har aldrig diskuteret sagen med Amr Goneid. Jeg tilbragte adskillige timer med ham i Cairo sidste år, og vi talte om mange ting, men den pinlige historie med Tunstalls interview blev ikke berørt. Jeg har sagt (og er citeret for det i Tompkins’ bog), at jeg ikke på noget tidspunkt har troet, at Amr kan have fremsat sådan nogle meningsløse udtalelser. Han taler absolut glimrende engelsk, så det er helt udelukket, at han kan have misforstået noget eller selv være blevet misforstået.

– Det var først efter jeg var kommet til Cairo, at det viste sig at forklaringen på problemet var “double binning”. Jeg er sikker på, at der ikke er blevet fortalt noget til nogen journalister om den formodede hvælving i pyramiden i de to dage, der gik før jeg ankom – det blev betragtet som strengt fortroligt, og det telegram jeg modtog var så underfundigt formuleret, at jeg ikke fattede hvad det var de mente, før de forklarede “koden” efter min ankomst. Men jeg kunne i hvert fald forstå, at de havde noget meget interessant at vise mig.

– Så jeg er overbevist om, at Amr ikke talte med mr. Tunstall eller nogen anden journalist i tidsrummet fra problemet dukkede op og til det var fuldstændig opklaret – om eftermiddagen den dag jeg ankom. Så Amr kan ikke på noget tidspunkt have talt med en journalist uden at kende den fulde forklaring. Derfor er jeg så sikker på, at han aldrig har fremsat de udtalelser, man tilskriver ham.”(9)

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde hører fra John Tunstall. Muligvis vil han helst glemme hele historien. Når alt kommer til alt kan han næppe have forestillet sig, at hans forvildede strejftog i pyramidernes verden ville få så vidtrækkende konsekvenser. Han startede bogstavelig talt et mytologisk stenskred.

Litteraturhenvisninger

1. Psykisk forskning bag jerntæppet / af S.Ostrander og Lynn Schroeder. København, 1972.
2. Det overnaturlige / af Lyall Watson. København, 1974.
3. Secrets of the great pyramid / af Peter Tompkins. London, 1971.
4. Psychic archaeology / af Jeffrey Goodman. New York, 1977.
5. The secret power of pyramids / af Schul og Pettit. London, 1975.
6. Our ancestors came from outer space / af Maurice Chatelain. New York, 1979.
7. The secret forces of the pyramide / af Warren Smith. London, 1975.
8. Adventures in experimental physics. 1972. Side 164-165.
9. Brev dateret 6. maj 1980.

Kilde: Para-nyt 1985 nr. 1. Oversat af Jens Laigaard