Vi er alle mere eller mindre medier

af “jd” Ny Horisont

Samtale med Agda Ipsen Pedersen — om betingelserne for mediets arbejde

Under den psykiske forskning har det ofte givet anledning til gnidninger mellem videnskabsmænd og »de troende«, at de førstnævnte har haft svært ved at affinde sig med, at arbejde med medium krævede ganske bestemte arbejdsvilkår. Iagttagelsen, apparaterne, fotograferingen virkede alt sammen forstyrrende på fænomenerne. Gennem professor Rhines påvisning af, at medialt arbejde kræver samme vilkår som kunstnerisk skaben, er vi dog kommet nærmere til at indse, at trancetilstanden må respekteres som »spontant fænomen« og forskes under de vilkår, den selv levner videnskabsmanden.

I denne forbindelse har vi bedt Agda Ipsen Pedersen, der er et af Danmarks yngste medier, fortælle om de reaktioner, hun selv er genstand for under sit arbejde. Under en studierejse i England for nylig har frk. Ipsen Pedersen haft lejlighed til bl. a. at se det omhyggelige arbejde, der gøres for at opøve et mediums arbejdsevne, før det tages i brug overfor større forsamlinger.

– I medialt arbejde bliver vi jo aldrig færdige, ligeså lidt som vi bliver det som mennesker, siger Agda Ipsen Pedersen straks. Og i England understreger man stærkt, at det er nødvendigt for et medium at arbejde på sin egen udvikling, også rent etisk. Vi skal her fra vor side gøre vort instrument brugbart for den anden side.

I England piller de dem ud, hvor mediumiteten ligger på overfladen som en naturevne. I studiegrupper arbejder man derpå både teoretisk og praktisk på at opøve koncentrationsevnen, så man f. eks. øves i at lukke alle dagens indtryk ude. Det er både den kritiske sans og følsomheden, man træner. Tillige skal man jo kunne holde fast på det indtryk, man modtager. Det er jo som et maleri med en enkelthed, der fanger ens interesse. Man får et indtryk under sin trance. Det uddybes, pludselig dukker flere enkeltheder op og trækker billedets helhed op.

Et clairvoyant medium f. eks. har sin evne til clairvoyance givet på forhånd. Men sikkerheden overfor det, der ses, kan trænes op. Clairvoyancen er, som når man ruller et gardin op og ser ud på gaden, hvor alle slags mennesker færdes. Det er svært for den clairvoyante at skelne, hvad der har betydning. Der må vedkommendes åndelige leder være med – ja, for et trancemediums vedkommende må det stilles som en betingelse, at den åndelige leder kontrollerer arbejdet.

– I England lægger man jo også stor vægt på kun at sammensætte kredsene af mennesker, der på forhånd har kendskab til, hvad der foregår, ikke sandt?

– Jo, det er hovedsagelig clairvoyancen, man arbejder med for åbne døre. Trancearbejdet begrænses til private kredse. I de tre uger, jeg var der, oplevede jeg kun een stor trance, og der skulle man være medlem for at komme med. Det er langt sikrere end den danske arbejdsmåde, hvor vi næsten altid har åbne døre.

Hvor mennesker er mange sammen til gudstjeneste giver det ikke mere, end gennemsnittet af de tilstedeværende kan tage.
De afgiver jo en psykisk kraft, der skal bruges i arbejdet.

Dertil kommer, at mediet under arbejdet for en mindre kreds aldrig vil være bange for at sige: Jeg ser ingenting eller jeg føler ingenting. Hvis mediet er indisponeret, kan kvaliteten jo blive så meget ringere.

Der er mange, der kun kommer for at få et budskab, så der kan komme til at hvile et præg af nysgerrighed over forsamlingen. Men man skal dog ikke glemme dem, der kommer af virkelig fortvivlelse for at få en vished for, om deres kære stadig lever.

Der er efterhånden mange også herhjemme, der erkender svagheden i de offentlige seancer og mere og mere forsøger at holde seancerne for lukkede døre, så deltagerne i det mindste skal have overværet en foredragsrække først. Det vil vare længere, før vi får det clairvoyante ind under gruppearbejde. Det burde alt sammen være der, så kun den vågne inspiration, det, der virker som foredrag, var tilgængelig for offentligheden.

– Hvordan oplever De egentlig trancen?

– Nu må De huske, at jeg kun kan give udtryk for mine synspunkter og min opfattelse. Medier er ligeså vidt forskellige, som mennesker i almindelighed er det.

Selve trancen har sine forløbere i en art påvirkning, der går forud for selve mødet – den kan for så vidt sammenlignes med en let nervøsitet, men er det ikke. Undertiden begynder det 4-5 timer før, undertiden kun ½ time før mødet. I sig selv kræver den tilstand en afkobling, så man må hvile sig, ofte lægge sig og sove. Denne fysiske afkobling gør, at organismen ikke er træt, når den skal bruges ved mødet.

Umiddelbart før mødet føler man sig ofte allerede som to, man går ligesom ved siden af sig selv. Undertiden er jeg omtrent væk, inden jeg kommer ind i salen.

Når trancen begynder, bliver man tung i baghovedet, og jeg ved ikke hvordan, men pludselig er hele bevidstheden borte, idet øjnene lukkes i. Jeg føler det, som om jeg trækkes bagud samtidig med en kraftesløshed.

Når jeg mærker kontakt, fornemmer jeg en personlighed, der træder til, ofte mærker jeg den endnu før de første ord er sagt. Jeg er i stand til at tænke selvstændigt, uafhængigt af det, der bliver sagt, undertiden med en vis modvilje overfor noget, jeg ikke selv ville have sagt. Noget husker jeg bagefter og noget ikke. Det, der fanger min interesse, det husker jeg, ikke som ord, men som et helhedsindtryk. Jeg kan have tumlet med problemer, jeg ikke har kunnet løse selv – så er en åndelig intelligens kommet og har fortolket dem. Når de indledende sætninger er sagt, står undertiden hele spørgsmålet klart for mig længe før, der er talt færdig.
Jeg har ikke spor synsindtryk under en trance. Når jeg føler mig udenfor mig selv, føler jeg det som at være et højereliggende sted i rummet, men uden nogen egentlig rumfornemmelse. Derimod har jeg en gyngende følelse.

En sådan trancetale, hvor man føler kontakten med intelligenser, er ikke det samme som inspirationen, man skriver ned. Der er en tydelig oplevelse af personligheder og ikke bare af ord. Det er varmen, gløden, farven, værdien i det talte, som kommer udefra og præger det hele. Det er som modsætningen mellem at læse eller se et skuespil. Når man ser det opført, er det levendegjort på en særlig måde.

Efter en trance føler man sig meget passiv og isoleret. Der er ingen samhørighed med tilhørerne, som når man står og taler fra en talerstol. Når man kommer tilbage, har tilhørerne en samstemthed, som man selv er udenfor.

– Er der ikke en fare for, at tilhørerne bliver gjort uselvstændige og autoritetstro derved, at det er usynlige intelligenser, der tager ordet?

– Den mulighed er altid nærliggende ved et foredrag og en gudstjeneste. Der må jo være trang til at høre og arbejde med selv. Vi andre beskæftiger os jo selv med andre ting, hvor vi må lære at veje for og imod. Egentlig skulle der jo i øvrigt være det ved trancetalen, at det afgørende ikke så meget bliver, hvem der har sagt noget, som hvad der bliver sagt.

Der er altid mennesker, der behøver hjælp. Værdien af det mediale arbejde ligger dels i det bevis, det kan give for livets fortsættelse, og dels også i den etik, der forkyndes. Det sidste må De jo ikke glemme.

– Tror De ikke megen vågen tale kan være ligeså inspireret som trancetalen?

– Absolut. Jeg bygger selv på begge dele. Vi er alle mere eller mindre medier, men det dagsbevidste er til en vis grad en hæmning for inspirationen. Gentagne gange må man beskæftige sig med det, man kan tænke sig at få klarhed over, så impulsen i et nu gør det fuldstændig afklaret.

Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at der f. eks. hos kunstnere … at der ligger inspiration bagved enhver form for noget, der skal skabes. Det sker jo aldrig, når man selv vil, men når »ånden er over en«, som man siger. Jeg kan sætte et stykke papir i min skrivemaskine, men først bagefte, når jeg læser det igennem, kan jeg se den røde tråd i det skrevne.

– Gælder det også de helbredende kræfter, som spiritismen mere og mere sætter ind for, at de for så vidt bor i os alle sammen?

– Ja, alle mennesker har helbredende kraft, dog mere eller mindre. I dens mest primitive form finder vi den hos moderen, – der lægger sin hånd på barnets syge sted. Men civilisationen dræber en hel del af de slumrende evner, mennesker har i sig.
De psykiske kræfter skal bruges for andre, derigennem viser de deres styrke og fører ind til større harmoni. Så forstår man mediumitet bedre og forstår livet bedre… (jd.)

Agda Ipsen Pedersen er et af de yngste danske medier. Begyndte som medium i 1939. Sidder i ledelsen af danske spiritisters sociale arbejde. Har sin daglige gerning som lægeautoriseret massøse (fysioterapeut).

Kilde: Ny horisont, Maj 1954, 2.årg. nr.1