af Per Borgaard

– Virkeligheden er det, der ikke forsvinder, når du holder op med at tro på det
Science fiction forfatteren Philip K. Dick.¹

– Det er sandt, nar det er sandt for dig.
Science fiction forfatteren L. Ron Hubbard.²

To citater, to holdninger, som mennesker svinger mellem. Den første har skabt den moderne verden på godt og ondt – antibiotika og a-bomber, rumfart og krydsermissiler, økologi og forurening. Den anden giver frit løb for at digte en privat virkelighed uden smålige hensyn til kendsgerninger. I den retning venter magiens kaos, hvor man kan ignorere ubehagelige fakta.

Undtagen når det gælder.

For livsløgne har det med at revne, når de kolliderer med virkeligheden.

Sådanne kollisioner er den sande prøvesten for de tre slags myter, vi bærer med ind i det 21. århundrede: De evigtgyldige fortællinger, der næppe bogstaveligt har fundet sted, men som siger noget basalt om menneskelivets betingelser. De gåder, der krydrer hverdagen med mystik, fordi de tilsyneladende henviser til realiteter, som bare ikke lader sig bevise… endnu? (Den afskyelige snemand, ufoer, Nessie. X-files på nudansk.) Og endelig de mangfoldige postulater, der sælges under falsk varemærke som »virkelighed«.

Jeg dykker tilbage i tiden til en junidag i 1991, hvor jeg er i Sønderborg for at interviewe en 57-årig lærer, Lis Østerby. Hun virker rask, knap nok træt. Underligt nok. I telefonen sagde hun, hun var meget syg.

Min undren kan måske ses. Pludselig trækker hun med en sært blufærdig bevægelse – i skarp kontrast til hendes selvsikkerhed – sin bluse lidt op og afslører en forbinding.

Før jeg kan protestere, har hun også løftet dén. Nedenunder gaber et uhyggeligt sår.

»Kræft,«

siger hun nøgternt.

»Uhelbredelig. For to år siden fik jeg fjernet det meste af mavesækken. I september i fjor konstaterede man en metastase i bughulen.«³

Hun anbringer forbindingen igen:

»Jeg ved, jeg skal dø. Det er der ikke noget at gøre ved. Men jeg er så rasende over alt det vås, man fylder os kræftpatienter med.«

Uden at ryste på stemme eller hænder fortsætter hun:

»Vi er verdens letteste svindelofre, for vi griber efter halmstrå. Det har jeg selv gjort.«

Patienten får skylden

»En flok dilettanter, der vil os det godt eller bare vil tjene penge, står i kø for at få fingre i os. De velmenende er bl.a. selvhjælpscentrene. Jeg har selv været på et. Vi lærte mange skægge ting, men det eneste, der reelt gavnede, var kosttilskuddet.

Vi bliver præsenteret for en række teorier med rod i Østen, og så kan vi vælge, hvad vi vil tro på. De har alle ét hæsligt fællestræk: Patienten bliver gjort ansvarlig for sin sygdom: – Hvad har du gjort/spist/drukket forkert, siden du har fået kræft?

Selv har jeg altid været livsglad og levet så sundt, at jeg aldrig skulle kunne få den sygdom, hvis disse teorier stemte. Men vi fik alle at vide, at kræft var »sjælens sygdom«, og blev kaldt kræftpersonligheder, der tiltrak sygdommen.

Jeg blev vred, for jeg har altid været glad for livet. Men den samme grundholdning ligger bag myten om visualisering, som vi også blev undervist i: Man skal forestille sig, at ens immunsystem som et rovdyr kaster sig over kræften, så helbredes man. Men hvis det ikke virker, er dét også patientens fejl.

Hvad opnåede behandlerne – ud over at give dem, der fik det værre, et nyt nederlag?

Hvis kræft var en ‘selvforskyldt sjælesygdom fremkaldt af stress og fortrængninger, skulle eks-krigsfanger have langt større kræftrisiko. Men en amerikansk undersøgelse af fanger fra Anden Verdenskrig og Koreakrigen viste samme kræfthyppighed som hos resten af USAs befolkning.⁴

Jeg føler, jeg for enhver pris skal gøres personligt ansvarlig for min sygdom. Men folk med mæslinger bliver ikke holdt ansvarlige for, at de er ramt af sygdom.

De alternative metoder er domineret af myten om tankens magt over materien: Vi skal gøre os selv til guder med grundlovssikret ret til at blive mindst 80. Ellers har vi enten levet forkert, eller også duer vi ikke til at visualisere.«

Fjern den fordømte overtro

»Lad os fjerne overtroen omkring kræft og betragte den som slet og ret en sygdom! Så vil det være slut med, at smarte kvaksalvere og velmenende ignoranter kan manipulere med os syge. De har let spil, for vi er verdens mest taknemlige bytte. Vi vil så gerne tro på løfter om liv og helbredelse. De kan flå os efter behag.«

Lis Østerby søgte selv hjælp hos en sønderjysk akupunktør, der stak nåle i hende og endte med at give patienten en regulær skideballe, fordi hun ikke ville sige til hans »journal«, at hun fik det bedre, når det vitterligt gik stik modsat.

Akupunktørens raseri havde samme effekt som hans nåle: absolut ingen.

Lis Østerby sagde fra. Men hun var en usædvanligt stærk kvinde. Da jeg talte med hende, gav hun en uhyggeligt nøgtern analyse af kræftpatienters reaktioner:

»Vi reagerer næsten som terrorofre. Først benægter vi fakta. Så tror vi, at vi på en eller anden måde selv er skyld i sygdommen. Først i tredje og sidste fase prøver vi at rumme det, der er sket. l dén fase lader man sig ikke længere spise af med pølsesnak.

For eksempel spurgte selvhjælpscentret, om jeg havde fået bedre livskvalitet. Jeg svarede, at min livskvalitet var fin, før jeg fik kræft. Derefter var det naivt at tale om livskvalitet.

l gamle dage så man sygdomme som Guds straf. Det gør man ikke i dag. I stedet placerer man skylden hos den syge selv – »kræftpersonligheden«. Så er der frit spil for fantaster, som postulerer, at man kan tænke sine kræftknuder væk – udfra en idé om, at mennesket er altings herre. Men det har ikke noget med virkeligheden at gøre.«

Jeg spurgte lidt forsagt, hvad hun ville gøre.

»Lære at bruge edb i undervisningen.«

Det nåede hun ikke – trods sin livsvilje.

Men akupunktøren, som overfusede hende, fordi hun ikke ville lyve for både ham og sig selv, er stadig aktiv på mirakelmarkedet. I efteråret 99 var han hovedperson i en tv-udsendelse, hvor flere dødssyge fortalte historier som Lis Østerbys.

En af dem nåede ikke at se udsendelsen. Han døde to dage før.

Dén »naturlæge« er kun én af mange, der scorer kassen ved at fylde kræftpatienter med falske håb.

Det er dybt uetisk.

Men bortset fra sporadisk kradsen i problemets overflade gør hverken pressen, sundhedsmyndighederne eller politikerne noget effektivt for at punktere myten om alternative helbrederes evne til at behandle livstruende sygdomme.

Det er dødssyges ret at blive flået psykisk og økonomisk af ivrige »hjælpere«.

Profitjagt eller erkendelsessvigt
I et frit land burde pressen være først til at sætte fokus på en så groft uetisk praksis. Men det sker kun sjældent.

Hvorfor? Hvis de tusinder af mediefolk, som siden den franske revolution har været med til at forme de moderne demokratier, har ret i, at journalistik handler om at finde sandheden, hvorfor afdækker pressen så ikke løbende de alternative »velsignelser«?

Det er vigtigere end nogensinde, når det etablerede sundhedsvæsen er under beskydning fra utålmodige brugere, mens det bagfra rammes af spareknive og ideologiske tomahawker. For mens amterne kæmper for at holde udgifterne nede, kaster sundhedsvæsnets kunder millioner i grams til alternative behandlere.

I 1996 oplyste Sundhedsstyrelsen i bogen »Brug og brugererfarede virkninger af alternativ behandling«, at 33 pct. af danskerne har søgt naturlæge mod 23 pct. i 1987. Allerede i 1994 blev salget af mirakelkure og alternative budskaber anslået til ca. 3 milliarder kroner eller ti pct. af den daværende offentlige udgift til det primære sundhedsvæsen. Det alternative er snarere relativt større i dag – konsulentfirmaet PLS Consult vurderede i fjor, at antallet af fuldtidsbehandlere vil fordobles de næste ti år, og analysefirmaet Medical Match anslog ifølge Kristeligt Dagblad, at det alternative marked vil vokse med 10-15 pct. eller dobbelt så hurtigt som det traditionelle medicinmarked.

Det er klart, at ikke alle alternative behandlinger er lige farlige – hverken for folkesundheden, patienternes pengepunge eller den sunde fornuft. Nogle bygger på planteprodukter, der indeholder stoffer, som måske er gavnlige. På den måde er meget af den forhadte konventionelle medicin jo opstået. I det hele taget har man skabt en skillelinje mellem »naturprodukter« og »kunstprodukter«, der er lige så falsk som påstandene om, at »naturmedicin« altid er harmløs. Dét afhænger nemlig ganske af, hvad den indeholder – ikke af, om stoffet er fremstillet på en fabrik eller i en plante. (Det mest aktuelle eksempel i skrivende stund er, at den svenske lægemiddelstyrelse har fastslået, at »naturmidler« med perikum kan give livsfarlige bivirkninger for patienter, der får hjertemedicin, antidepressiv medicin eller medicin mod organudstødning.⁵

Andre alternative kure omfatter gode leveråd (som patienterne nok kunne have fået andre steder), andre igen er relativt harmløse, fordi de kun skader patienternes bankkonti, og de færreste misbruges så grotesk som til at udnytte kræft- og aids-patienter.

Alligevel er de tilsammen udtryk for et skred i folkebevidstheden væk fra troen på fornuft og empirisk viden og hen imod overtro: Vi er ikke bare blevet mere tolerante, vi er også blevet mere lettroende.

Hvorfor lader medierne som hovedregel dette skred forløbe i ubemærkethed? Det er der ikke et entydigt svar på.

Suspenderer pressen sin normale skepsis, fordi det skæpper i kassen? Nej, det gør højst visse ugeaviser og distriktsblade, der direkte sigter mod de lettroende. Dagblade, der vil bevare deres troværdighed – og dermed deres læsere – undgår gerne den slags historier. Især de mere underfulde. Lokalaviser risikerer at få næsen vredet rundt i ubehagelige facts, når en mirakuløst »helbredt« kort efter dør. I småsamfund har man tjek på den slags. Det er en kontrol, der svækkes i større byer. Her kan man måske med god grund tale om urban legends.

Trods journalisters generelle skepsis optræder mirakelmagerne ofte i pressen, fordi de selv henvender sig. Deres kunder skal jo have at vide, hvad de sælger …

Her burde journalisterne træde i karakter som professionelle skeptikere. Men gang på gang svigter de deres opgave – at finde sandheden, at tjekke kendsgerningerne – og refererer bevidstløst.

Den alternative får lov at stå uimodsagt, når han f.eks. lancerer en video om, hvordan man kan styrke sit helbred ved at nulre sine tæer.

Hvorfor dette mikrofonholderi? Først og fremmest, fordi det er lettest. De fleste redaktioner er underbemandede i forhold til de forventninger, der stilles til dem, så det er fristende at vælge den hurtigste løsning. Og den tendens vil avisernes økonomi nok snarere forstærke end formindske i de kommende år.

Men arbejdspres er ikke hele forklaringen. Holdninger er ikke in i dagens journalistik. Man vil være objektiv, men det er snublende let at mistolke objektivitet, så man vælger den lette løsning at rapportere kritikløst og blot bøder lidt på det ved at spørge en anden kilde, der refereres lige så kritikløst – efterladende læseren i uvished om, hvad der er skidt og kanel.

Nogle vil argumentere, at det ikke er pressens opgave at gøre mere. Det holder bare ikke. Det har fra avisernes barndom til dagens avancerede elektroniske medier været pressens opgave ikke at være ufejlbarlig, men at repræsentere kritisk fornuft netop for at hjælpe læserne til at kunne skelne mellem fup og fakta.

Og netop de alternative, der lover dødssyge grønne skove, hvis de afleverer guld, er der grund til at se kritisk på. Fortjener de skulderklap for utrættelig indsats for at give medmennesker håb – eller at blive afsløret som skrædderne i Kejserens Nye Klæder?

Det er ikke kritisk journalistik, der mest præger dette stofområde. En af årsagerne er regulær uvidenhed. Moderne lægekunst er kompliceret og bygger på århundreders erfaringer og et stadigt voksende naturvidenskabeligt grundlag. Men hvis der er noget, journalister ved mindre om end religion, er det nok naturvidenskab.

Mange ved tilsyneladende ikke, at lægevidenskaben ligesom andre naturvidenskaber er et fejlbarligt, men konstant selvkorrigerende system. Læger kan gøre fejl eller få vilde ideer som alle andre. Men netop fordi det drejer sig om en videnskab, vil der altid være kritiske kolleger, som selv opnår status, hvis de finder fejl eller modbeviser gale teorier.

I kontrast hertil er alternative behandlere generelt uden medicinsk uddannelse, uden kontrolleret praktisk erfaring, uden en teori, der lader sig efterprøve, og uden synderlig viden om, hvordan vort fysiske univers hænger sammen.

Bare det virker …
Er det ikke ligegyldigt, bare det virker? Nej, for hvis en »naturmetode« virker – og det sker nok en sjælden gang – er det vigtigt at finde ud af hvorfor, så ikke kun en heldig kvaksalvers lille patientkreds, men alle syge kan få gavn af den.

Der er en basal forskel i lægens og naturlægens måde at angribe sygdomsproblematikken.

Moderne lægevidenskab kan sammenlignes med en hær, der forbereder sig på et angreb fra en fjende, som i nattens mulm og mørke rykker frem skjult i en skov. Den moderne hær bruger satellitfotos, helikoptere, infrarøde søgere, hypersensitive mikrofoner og andre avancerede instrumenter, som indsamler data, og lader computere beregne, hvor fjenden er – hvorpå den retter kanonerne mod det sted og fyrer løs. Og forhåbentlig rammer sygdommen.

Alternative behandlere kan snarere sammenlignes med civile, der løber uden for skoven og på må og få affyrer haglbøsser i mørket. Nu og da rammer de en fjende, men de fleste hagl ender i træstammerne…

Alternative behandlere er næppe dummere end læger, men det er ikke afgørende. Dét er det derimod, at læger er dele af et system med indbygget fejlkorrektion, selv om den kan fungere sendrægtigt, mens naturhelbredere er ensomme ulve, oftest uden relevant uddannelse. Nogle af dem fremhæver ligefrem, at de er »ganske almindelige« mennesker.

Slig beskedenhed burde få patienterne til at løbe skrigende bort. Uvidenhed er aldrig en kvalifikation.

Når alt er lige rigtigt
At stjæle fra døende vil normalt udløse forargelse. Men når en naturlæge stiller dødssyge helbredelse i udsigt, eller når en akupunktør efter otte uger hos en tvivlsom læremester på Sri Lanka tilbyder at helbrede kræft, er reaktionen i reglen kun passiv tavshed.

Et rungende »Nå« – i årevis.

Igen det gådefulde hvorfor? Véd journalisterne ikke, at de svigter læserne? Eller er de usikre, fordi de ikke selv kan skelne mellem videnskab og pseudovidenskab? Den sten snublede jeg selv over, da jeg for mange år siden mødte en »ny mental videnskab«, TM. Først senere opdagede jeg, at det »universitet«, der havde lavet positive undersøgelser af meditationseffekten, tilhørte – Transcendental Meditation.

Men er New Age-paradigmet »det er sandt, hvis du tror på det« slået så stærkt igennem i vores kollektive tankeverden, at det slet ikke strejfer travle pressefolk, at det er tvivlsomme data, de kolporterer på det alternative område? Er deres forankring i logik og fornuft forvitret, selv om de får løn for at kortlægge verden for læserne, så disse kan træffe ansvarlige beslutninger ud fra noget, der ligner virkeligheden mest muligt?

Det er et vitalt spørgsmål, for et demokrati står og falder med, om medierne sætter den enkelte borger i stand til at træffe rationelle valg på en basis, der så nøje som muligt svarer til virkeligheden.

Det korrumperende New Age-princip er mest firkantet formuleret af Scientologys’ stifter, L. Ron Hubbard: –

Det er sandt, når det er sandt for dig.

Men Månen bliver ikke en kosmisk ost, fordi jeg tror det. Der kommer ikke ædle venusianske mestre til Jorden i ufoer, fordi jeg gerne ville træffe sådan én. Og grøn fluesvamp bliver ikke sund kost, fordi indvandrere fra Sydasien fuldt og fast tror, de er lækre spisesvampe ligesom de grønne svampe i deres fjerne fødeland. (Det var sandt for dem … men de døde.)

Vi er produkter af naturlove, ikke producenter af dem. Vore teorier om virkeligheden er kun sande i det omfang, de faktisk afspejler den. Naturlovene kan vi hverken sætte ud af kraft eller ignorere. Langt mindre skabe vor egen virkelighed.

Bilder vi os andet ind, bliver vi løgnagtige.

Scientology er ikke ene om at markedsføre den fagre løgn, at vi selv kan skabe vores egen virkelighed. En stor del af New Age går ud fra »virkeligheder«, som ikke har ret meget med den fysisk målelige virkelighed at gøre. For tilhængerne er de »sande, hvis de er sande for dig«.

Den tænkemåde slynger os ikke tilbage til middelalderen, men langt forbi den. Hvis dét, vi tror er sandt, bliver sandt, fordi vi tror det, blæser vi hid og did i en magisk verden, hvor to og to kan blive fem, hvor haner kan lægge æg – der kan blive til dødbringende basilisker – og hvor vore egne handlingers fornuft eller galskab i sidste ende er ligegyldig. For hvis det hele går galt, kan vi jo bare tro på noget andet og dermed gøre dét til sandhed …

Den verdensopfattelse må få journalister ti! at stejle. Alligevel siger mange af dem ikke fra, når de møder dens konsekvens: at alle holdninger kan være lige rigtige.

Konsekvensen kan personificere sig i en naiv kvinde, der bilder sig ind, at hun er en heks med spådomsevner. Hun går til avisen, og journalisten skriver om hende. Med tungen i mundvigen. Men han gør det. Man vil jo nødigt fornærme nogen.

Og herregud, når hun nu selv tror på det – og hvis nogen er villige til at betale … Verden vil bedrages.

Dette eksempel fra det virkelige liv er ret harmløst. Mindre harmløst bliver det, når en totalitær sekt forvrænger medlemmernes virkelighedsopfattelse, ensretter dem og beskærer deres menneskerettigheder. Men selv den slags forbigås mest i tavshed – for i første omgang er de jo selv gået ind i det, og hvor går grænsen for det utilstedelige?

Retten til at sige/skrive sin mening er værd at dø for. Men den gør ikke alle meninger ligeværdige. Det er en del journalister tilbøjelige til at glemme, når de i deres bestræbelse på at være fair læner sig bagover og bliver det modsatte. Minoritetssynspunkter favoriseres.

Så bliver journalistikken snarere vildledende end vejledende. Det ses især grelt på »naturmedicinens« område, fordi journalisten ofte behandler dens påståede effekter som et spørgsmål om tro. Det er de ikke. »Naturlægen« fremsætter en påstand, som kan – og bør – tjekkes empirisk: Man kan undersøge, om den virker.

Og hvis han, som nogle af dem gør, selv slører sagen ved at påstå, at det netop er et spørgsmål om tro, så har han allerede forladt virkeligheden og flakker rundt i en privat verden, hvor et eller andet sæt magiske regler fungerer. For ham.

Det kan der skrives spændende fantasy-historier om, men de er og forbliver fiction.

Journalisters privilegium er derimod at teste den verden, vi lever i, på læsernes/lytternes/seernes vegne – som professionelle skeptikere. Ikke mindst, når nogen hævder at udføre mirakler her i denne verden. Jo større mirakler – og jo flere penge på spil – jo større grund til skepsis.

Der er nok at arbejde med. Men det er ikke sikkert, man får venner af det, for en del foretrækker bedraget. Nogle kæmper endda for det af et fuldt og ærligt hjerte, fordi de tror på det – som homøopater, der forsvarer deres kemisk rene vands mystiske kraft.

Den ærlighed gør dem utroligt sympatiske. Men den gør ikke deres påstande sande.

Det bør pressen også have mod til at vise. Ligesom den bør have mod til at fortælle om de patienter, der kommer for sent under lægebehandling, fordi medicinsk inkompetente alternative behandlere bakser med dem, indtil deres sygdom ikke længere kan standses.

Der er nok for pressen at tage fat på. Det er snarere mod og penge, der mangler. For det kræver dybdeborende journalistik, som dansk presse – bortset fra public service-tv – kun har beskeden tradition for, og som er kostbar. Og den vil måske jage lige så mange læsere væk, som den kan tiltrække, for nogle vil ikke give afkald på deres yndlingsmyte og reagerer stærkt, hvis der bliver pillet ved den.

Det gamle ordsprog er ikke helt forkert: En del af verden vil bedrages. Nogle vil nok altid være villige til at imødekomme det behov. Det løser ikke andre fra forpligtelsen på sandheden.

Bibliografi
Pade, Mikkel (1999): Nye religiøse bevægelser i Danmark, København.

Rothstein, Mikael (1996a): »NewAge-bevægelsen — tradition og fornyelse i den religiøse subkultur«, i: Mogens Muller (red.): Politikens bog om religioner og religiøse bevægelser, København, s. 373-403.
(1996b): »Religion og videnskab« i Politikens bog om religioner og religiøse bevægelser, Mogens Muller (red.), København.
(1997a): Humanistisk religionsforskning, København.
(1997b): Gud er blå. De nye religiøse bevægelser, København.
(2000a); Politikens håndbog i verdens religioner, København.
(2000b): Rumvæsner og rumskibe. UFO-myten i religionshistorisk perspektiv, København.

Stein, Gordon (ed.) (1996): The Encyclopedia ofthe paranormal, New York.

Ulbæk, Ib & Jepsen, Lars Peter (red.) (1992): Er der mere mellem himmel og jord? En guide til erkendelsens grænseland, København.

Noter

1. Philip K. Dick kæmpede i hele sit forfatterskab med at analysere forskellen mellem virkelighed og ikke-virkelighed. Det blev til en række af de mest originale amerikanske SF-romaner.
2. Lafayette Ronald Hubbard (1911-86) var en middelmådig SF-forfatter, men demonstrerede med sit system af ubeviste postulater, kaldet Scientology, hvordan man kan ensrette mennesker og få dem til at opgive selvstændig kritisk tænkning.
3. Omtalen af Lis Østerbys tanker er baseret på et interview i JydskeVestkysten 23. juni 1991 og forfatterens personlige notater. Den nærværende version har været forelagt afdødes familie.
4. Det er ikke lykkedes forfatteren at lokalisere den undersøgelse, Lis Østerby henviste til.
5. Ifølge Kristeligt Dagblad 11. oktober 1999.

[*]

[*]

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.

Deltag her.