af Leif Hagerup

Vor viden om sygdomme og deres behandling går 3-5000 år tilbage¹ og de første kendte skrifter demonstrerer en primitiv opfattelse af sygdommes natur og behandling. De fremherskende teorier havde fælles lighedspunkter i alle Orientens riger og såmænd også i Sydamerika. Den oprindelige lægekunst havde sine rødder i en eller flere af disse teorier f.eks. den kinesiske »Taoisme«, hvilket betyder den rette vej, den vej alle skal følge for at være i overensstemmelse med naturens gang, styret af kosmiske energier. Målet for mennesket var at være i balance med naturen og synet på mennesket betegnes som holistisk dvs. omfattende både den fysiske krop og det subjektive »Jeg«, psyken. Sundhed bestod i at være i energibalance og sygdom opstod ved ubalance i energistrømmene, hvorfor behandling havde det formål at genoprette disse balancer og samtidig styrke kroppens egne selvhelende kræfter. Terapeuterne havde hver for sig deres metoder til at formidle de rette energistrømme til behandlingerne, der var præget af den pågældende kultur, religion og sædvaner. Centrum for behandlingerne var således patientens tilstand og ikke sygdom.

Samtidig florerede de store sygdomme over hele Orienten og spredte sig til Europa, epidemier med millioner af ofre for gulsot, spedalskhed, malaria, kolera, kopper (beskrevet af en læge Ko Hung, der døde af det år 361 f.Kr.), tuberkulose og andre lidelser – sukkersyge, beriberi, skørbug m.m. Alle disse sygdomme kom først under kontrol efter det 19. og 20. århundredes opdagelser, ved forbedret sygdomsbehandling, hygiejne og socialforsorg. Dermed ændredes levevilkårene dramatisk og medførte en stigende levealder fra ca. 30 til mere end 70 år. Forøgelsen i levetid medfører desværre fremkomst af sygdomme som typisk tager mange år om at udvikle sig – åreforkalkning og cancersygdomme. Det er til dels »nye« lidelser, som kræver moderne metoder ved udforskning og behandling.

Det er derfor bemærkelsesværdigt at opleve den øgede interesse for alternativ behandling, der har deres terapigrundlag fra de antikke kulturer. Fra 1987-1994 steg andelen af voksne personer, der nogensinde har anvendt sådanne behandlinger fra 23% til 33%, og det er i rangordenen zoneterapi, massage/manipulation, naturmedicin, nåle-akupunktur, afspænding m.v.² Det vil derfor være naturligt at undersøge baggrunden for akupunktur, der stammer fra Kina og zoneterapi, som er nært beslægtet.

De kinesiske myter
henlægger kulturens begyndelse til legendariske kejsere i 3. årtusinde f.Kr. Shen Nung skrev Pen Tsao om planternes lægekraft og omtalte 365 lægemidler, lige så mange som dage i året.

Huang Ti – den gule kejser medvirkede til den berømte lægebog Nei Ching som i århundreder var den gyldne lærebog for kinesiske læger.^3,4,5 Den kinesiske fysiologi og sygdomslære hviler på naturfilosofiske teorier, som det er vanskeligt at trænge til bunds i. En kinesisk forfatter sagde allerede i det 13. århundrede:

»Princippet er dunkelt, mysteriet dybt, de gamle mænds mening er mørk og svær at tyde«.

Et grundprincip er læren om makro- og mikrokosmos. Menneskelegemet er en lille verden, der i et og alt er en afbildning af det store verdensalt og står under dettes indflydelse. Himlen er rund, jorden firkantet, menneskets hoved er rundt, fødderne firkantede. Som der i verdensaltet er fem planeter er der fem elementer: metal, træ, ild, jord og vand. Fem verdenshjørner: syd, øst, centrum, nord og vest, fem smagskvaliteter: bitter, sur, skarp, sød og salt og fem lidenskaber: glæde, vrede, begær, sorg og frygt. De indre organer deles i de fem solide tsang-organer: hjerte, lever, lunger, milt og nyrer og de fem hule fu-organer: mavesæk, tyndtarm, tyktarm, galdeblære og urinblære. Beskrivelsen af organerne er den rene fantasi. Hjertet er det fornemste, det er forstandens sæde og lykkens bolig. Kun mennesker med den højeste begavelse har syv hjertekamre, gennemsnitsmennesket to og idioten ét ganske lille kammer. Det måtte naturnødvendigt findes, for ellers ville livsluften hverken have indgangs- eller udgangsport. Lungerne har 6 lapper, 24 hulheder, de er sæde for åndedrættet, der indeholder energien. Karrene deles i 20 vertikale hovedkar og 15 horisontale sidekar, som deler sig i et ubestemt antal småkar. De indeholder alle blod og livsluft. Alle elementerne kombineres i et intimt sammenspil i begreber om slægtskab, venskab og fjendskab dem imellem.

Den anden hoveddoktrin er læren om Yin og Yang der symboliserer de mandlige og kvindelige egenskaber og oprindelsen til alt i verden. Yang, det mandlige princip repræsenterer himlen, solen, dagen, lyset, varmen, livet, det positive. Yin, det kvindelige princip, repræsenterer jorden, månen, mørket, kulden, døden, det negative. I lægeverdenen blev alt klassificeret herefter. Legemets overflade var Yang, dets indre Yin. En Yang-puls er stor og kraftig, en Yin-puls lille og svag. En sygdom af ydre årsager er Yang og kommer fra himlens fem luftarter: den kolde, den tørre, den luftige, den varme, den fugtige. Sygdomme af indre årsager er Yin fra de fem lidenskaber, hvoraf glæde skaber hjertelidelser, vrede leverlidelser, frygt nyrelidelser etc. I sidste instans beror dog også disse lidelser på luftarternes egenskaber, idet disse som en livsluft gennemstrømmer legemet og fremkalder de forskellige effekter.

Tidligt i 1970’erne opdagede man en serie af manuskripter fra år 168 f.Kr. i Ma-Wang-Tui gravene.^6,7 Disse gav et billede af kinesisk lægekunst i perioden 3.-2. århundrede f.Kr., og de beskriver alle de behandlingsformer, der var i brug i denne periode.⁸ Akupunktur nævnes ikke i disse manuskripter, men blev først beskrevet som behandlingsform i Shi-Chi-teksten i året 90 f.Kr. Forud for dette tidspunkt har ingen kendt kinesisk kilde omtalt teknikken, dog har tidligere tekster omtalt brugen af skarpe sten o.l. ved udtømning af blod eller pus.⁹

Ma-Wang-Tui-teksterne beskriver 11 mo eller årer, som man, ud over blod, mente indeholdt en livskraft kaldet ch’i eller pneuma.⁹ På den tid blev der ikke skelnet mellem karrene, hvad angår indholdet og det forklares ikke, hvorledes blod og ch’i cirkulerede i karrene, som ikke dannede et sammenhængende system.1 I slutningen af det første århundrede f.Kr. troede man, at det drejede sig om 12 kar, som dannede et netværk og yderligere havde der dannet sig den opfattelse, at ch’i og blod flød gennem separate årer. De vigtigste kilder fra den tid – Huang-ti-nei-ching teksterne omtaler 12 forbundne årer med et andet forløb end de 11 tidligere omtalte.¹⁰ De blev kaldt rør (ching) eller kanaler (ching-mo). Skrifterne omtaler et stort antal huller over hele kroppen over disse årer. Nutidige forfattere omtaler disse årer som meridianer.¹⁰

Fra gammel tid har kineserne set en sammenhæng mellem sygdom og karsystemet og som omtalt ovenfor, var behandling ofte åreladning med skarpe sten. Ideen om et sygdomsfremkaldende stof hsieh opstod langt senere. Man troede at dette stof befandt sig i karrene og forstyrrede cirkulationen i dem.

Teorien om ch’i (nogle steder betegnet som qi) kommer af begrebet hsieh-chi som betyder ond indflydelse og stammer fra tidligere tider i den kinesiske historie, hvor man troede at dæmoner (hsieh-kuei)¹ fremkaldte sygdom. Vinden blev oprindelig betragtet som dæmon og derfor sygdomsårsag. Man troede at vinden, som den ånd eller dæmon den var, opholdt sig i huler eller tunneler. Det kinesiske begreb for hule bruges i litteratur om akupunktur til at betegne åbningerne i huden, hvorigennem ch’i kan flyve ind og ud af kroppen(- hsueh).

Ch’i mente man, kunne flyde dels gennem luften dels med blodet. Hvert organ sendte sit eget ch’i gennem kroppen. Dette var baggrunden for ideen om at hvert organs tilstand kunne aflæses ved nøje undersøgelse af pulsens kvalitet. Det kinesiske skrifttegn for ch’i kan læses som

»dampe, der opsendes fra mad.«⁸

Traditionel Kinesisk Medicin (TKM) bygger på metafysiske opfattelser om ligevægt og harmoni i kroppens funktioner og mellem kroppen og omgivelserne. Ved uligevægt som følge af nedsat modstandskraft eller fejlfunktioner i kroppens organer er det lægens opgave at stimulere organismen til at genoprette balancen ved hjælp at sine egne vitale kræfter. Den kinesiske læges »diagnose« er derfor helt forskellig fra vestlig tradition også fordi opfattelsen af anatomi og fysiologi er helt forskellig. Efter kinesiske begreber er hjertekarsystemet ansvarlig for psyke, bevidsthed og højere hjerneaktivitet og sved udskiltes i forbindelse med karsystemet. Nyrerne har ikke forbindelse med urinvejene, men med kønsorganerne og milten regulerer mave-tarmfunktioner.

Den vigtigste undersøgelsesmetode er pulsundersøgelsen – et højdepunkt i patientkontakten næsten af rituel karakter. Pulsen føltes både ved venstre og højre håndled, tre overfladiske og tre dybe hvert sted i alt 12 pulse. Hvorledes man kan føle 12 pulse og kombinationer heraf er selv for en kineser vanskeligt at forstå. Terapeuten mente sig i stand til at erkende ethvert organs tilstand ud fra disse pulskvaliteter både nutidige og fortidige tilfælde, men også fremtiden kunne forudses.¹¹

Patientbehandlingen bestod af akupunktur, moxibustion, massage og lægemidler enkeltvis eller i kombination efter lægens skøn over, hvad der tjente patienten bedst i den givne situation, når han ud over pulsen havde taget hensyn til patientens alder, højde, vægt, årstiden og solens, månens og stjernernes stilling.

Ved akupunktur
indførte man nåle af forskellig tykkelse og længde ved visse bestemte akupunktursteder på legemet i den tro, at man derved punkterede et kar og gav den fordærvede livsluft lejlighed til at undslippe. Efter »Nei Ching«, den klassiske kinesiske lærebog er der 365 punktursteder eller lige så mange som der er dage i året. De er nøje beskrevet og inddelt i Yin & Yang. Moderne fortalere for akupunktur opfatter ch’i som kontinuiteten i Yin & Yang og oversætter den til energi. Denne kan imidlertid ikke måles, men flyder dog igennem de såkaldte meridianer, hvor energien kan påvirkes med nåle gennem akupunkturstederne (latin: acus = nål, punctura = indstik).

• Moxibustion består af afbrænding af en lille kugle af planten Artemisia vulgaris på huden. Der efterlades et lille brandsår, hvorigennem det onde menes at trække ud.
• Massage opnåede tidligt en høj udvikling med både manuel behandling og benyttelse af diverse apparater – træruller etc. Hertil knyttede sig et system af sygegymnastik med både aktive og passive øvelser samt åndedrætsøvelser.
• Lægemidler Kineserne anvendte et stort antal lægemidler.1 Alt under solen har en lægende virkning, sagde en kinesisk forfatter, enten det drejer sig om koens urin, hestens gødning eller et gammelt trommeskind. Menneskeurin ansås for særlig værdifuld. Kød fra firben, slanger og orme var virksomme midler ligesom tørret placenta (moderkage) og dyretestikler. Blandt plantemidler må nævnes ephedrin, chaulmoograolie og Ginseng, som er den kinesiske alrune omgivet af megen overtro og benyttet mod alskens lidelser. Opium indførtes fra Arabien i 8. århundrede e.Kr.

Udrensning
Fra antikken og op til det 19. århundrede var det almene princip for al behandling – Katharsis. Dette defineres som udrensning, renselse, udtømning af krop, sjæl og hukommelse. Udtømmelse af kroppen betyder tarmudtømmelse, opkastning, svedeture, iglepåsætning etc., udtømning af sjælen betød at udradere, udviske, fjerne uacceptable følelser, aggressioner, seksuelle eller onde impulser.

Behandlingen i primitive kulturer skelnede ikke mellem fysiske, følelsesmæssige eller åndelige sygdomme. Healingen var baseret på magiske ord og lovprisning af guder af lokale præster.

Disse sædvaner blev i middelalderens Europa til behovet for at skabe balance i vævsvæskerne og brug af medikamenter til at fjerne »det dårlige« fra legeme og sjæl.¹²

Hvad er forklaringen på, at patienter gennem årtusinder har søgt healere og læger og haft tillid til deres råd?

Gjorde lægerne som deres forgængere, som beskrevet i den kinesiske, klassiske lægebog Nei Ching?. De behandlede ikke dem, som allerede var syge, men rådede dem, som ikke var syge endnu. Eller skyldtes det en ukendt »kraft«? Som det beskrives i Nei Ching:

»Hvis en mands vitalitet og energi ikke kan drive hans egen (livs)vilje frem, kan sygdommen ikke kureres«.

Denne kraft er virksom i alle samfund og kulturer og har været effektiv, men ubemærket og ubenævnt i årtusinder indtil det 20. århundrede, hvor den er blevet kendt under navnet placebo.

Hvad er placebo?
Som placebo karakteriseres enhver behandling – det være sig medikamenter, kirurgi, psykoterapi og kvaksalveri der anvendes mod symptomer eller sygdomme, som i realiteten er ineffektiv eller ikke specielt egnet til den tilstand, som det anvendes imod.12 Indbefattet i definitionen er også behandlinger, som er givet i den tro, at de er effektive, mens de rent objektivt er uden påviselig virkning. Placebo kan være uvirksomt, som f.eks. sukkerpiller, eller virksomme midler i for lille dosis. Begrebet placebo blev inkorporeret i et medicinsk leksikon i 1785, men omtales først i medicinske tidsskrifter omkring 1887.

Brugen af placebo som uvirksom behandling tog først fart i midten af det 20. århundrede, hvor man begyndte at anvende kontrollerede undersøgelser af medikamenter, med placebo som kontrol, men brugen svandt hen, da patienter under forsøg ofte kunne erkende, hvilken behandling der indeholdt aktivt stof og hvilken ikke. Talrige undersøgelser har ikke kunnet påvise at placebovirkningen har sammenhæng med alder, køn, race, socialklasse, intelligens, religiøsitet eller til neurotiske eller psykiatriske egenskaber. Placebovirkningen er et fænomen, der giver en uspecifik psykologisk eller fysiologisk terapeutisk virkning, som man ikke kan give nogen forklaring på. Den direkte brug af placebobehandling anses nu for uegnet i medicinske forsøg, hvor man har specifikke, aktive medikamenter, som man ikke kan undlade at bruge over for patienten. Det hænder dog at man oplever placebovirkning, hvis medicin ordineres i små, uvirksomme doser på grund af manglende viden. Psykologiske faktorer kan modificere, ændre eller undertrykke reelle virkninger af medicin.

I adskillige forsøg har reaktionen på behandling været afhængig af det miljø patienten befandt sig i og de forventninger han/hun havde. I et retrospektivt studie af 6931 patienter, som fik behandling for astma, tolvfingertarmsår eller herpes med lovende nye stoffer, som dog senere viste sig ineffektive, fandt man meget gode resultater hos 40%, gode hos 30% og dårlige hos 30%.¹² Studiet var uden kontrolgrupper og behandlerne evaluerede selv resultaterne. Procentsatserne illustrerer placebo-effekten når entusiastiske patienter og behandlere skal bedømme resultater uden videnskabelig kontrol. Før 1960 fandt man i 25 studier om lokalbedøvelse 28,5% placeboeffekt, i 5 studier om migræne 32,3% effekt, i 18 studier om reumatisme 49% effekt. Der er også beskrevet forsøg med inaktiv medicin, som gav en høj frekvens af bivirkninger. Ved en gennemgang af 67 projekter omfattende 3549 patienter havde 23% mindst én bivirkning og bivirkninger kan være hovedpine, træthed, diarre, hududslæt, synsforstyrrelser, kvalme og opkastning m.m.

Nye Tider
Kun patienternes tro på healerne eller lægernes viden og autoritet og disses tro på sig selv som behandlere samt det faktum, at mange lidelser svandt af sig selv uden behandling gjorde, at behandlerne kunne fortsætte deres praksis i årevis. Men i slutningen af det 19. århundrede blev flere og flere læger skeptiske over for tidligere behandlingsmetoder. Tiden var præget af nye videnskabelige erkendelser og tankegange. De nye tanker spredte sig også til Kina og skabte behov for reformer ikke mindst i sundhedsvæsenet. De kinesiske myndigheder søgte hjælp i Folkeforbundet, hvis hygiejnekomite sendte bl.a. den danske professor dr.med. Knud H. Faber til hjælp i 1930.

Indførelse af vestlig videnskab blev anset som essentiel for Kinas fremtidige udvikling, men i manges øjne skabte det en konflikt med ønsket om at bevare, hvad man anså for kinesisk egenart.

Men at bevare TKM som det var, indvendte reformisterne, ville være det samme som at sige at moderne lægevidenskab var forbeholdt fremmede og dermed nægtet kineserne selv. Videnskab var universel og tilhørte Kina såvel som resten af verden. Skillelinien gik ikke mellem kinesisk og vestlig medicin, men snarere mellem videnskabelig og uvidenskabelig medicin. TKM blev ikke komplet afvist, men skulle undersøges med videnskabelige metoder.¹³

Det var i særdeleshed det spirende kinesiske kommunistparti, som udtrykte betydelig antipati mod TKM og hånede det som overtroisk, irrationelt og tilbagestående:⁵

»Vore lærde mænd forstår sig ikke på videnskab, deres brug af ‘Yin & Yang‘-tegn og tro på de fem elementer skaber forvirring. Ikke alene ved de intet om den menneskelige anatomi, de ved heller intet om lægevidenskabelige undersøgelser. Bakteriel påvirkning og infektioner har de ikke engang hørt om. Vi vil aldrig kunne anerkende ‘ch’i‘ hvor vi end vender os hen. Alle disse indbildte ideer og irrationelle teorier kan ændres fra roden af videnskaben«.

Så tidligt som i 1914 undsagde den kinesiske undervisningsminister8 kinesisk medicin og i 1941 karakteriserede en kendt marxist, T’an Chuang kinesisk medicin som

»En samling affald fra flere tusind år«.

I praksis betød det, at TKM-behandlinger såsom akupunktur blev nedprioriteret og for det meste henvist til landdistrikter. Medicinske tidsskrifter omtalte knap TKM på den tid – i perioden 1927-36 blev ikke en eneste artikel om akupunktur trykt i tidsskriftet Chinese Journal of Physiology.

Det blev overladt Mao Tse-tung at redde TKM inklusive akupunktur ved at bringe emnet ind på den politiske arena.

I Mao Tse-tung-tiden blev genoplivningen af TKM nødvendig for at skaffe lægebehandling til en stor landbefolkning. Da folkerepublikken Kina blev etableret i 1949 var sundhedstilstanden i Kina dårlig og især i landdistrikterne var behandlingsmulighederne få. Der var ikke mange vestligt uddannede læger og de fleste af disse betjente de rige eller udlændinge. Derfor krævede kommunistpartiet øget indflydelse og kontrol. I 1968 havde sundhedsministeriet mistet sin indflydelse. Lederne fra før kulturrevolutionen var fjernet og erstattet med hærens folk, beslutningstagerne var udelukkende parti-repræsentanter.

Akupunktur og andre traditionelle behandlingsformer såsom urtemedicin blev vigtige politiske redskaber og anvendt til at vurdere tilslutning til kulturrevolutionen.⁸

»Akupunktur er udviklet af det arbejdende folk i deres kamp mod naturen og selv om det blev afvist af den reaktionære, herskende klasse (kejser Tao Kuang 1822), har det altid været værdsat af det arbejdende folk«.¹⁴

Den kendte retorik fulgte eksporten af TKM til andre kommunistiske lande.

Læger og patienter kom under kraftigt politisk pres for at anvende traditionelle behandlinger og kritikere heraf fik en skrap behandling. Trykket ramte også den medicinske litteratur. Således blev tidsskriftet Chinese Medical Journal i oktober 1966 erstattet af det åbenlyst politiske China’s Medicine, som i sit logo indeholdt ordene:

»officielt organ for den kinesiske lægeforening«.

Førsteudgavens leder proklamerede:

»Vi vil til stadighed fastholde Mao Tse-tungs lære som en rød fane for os, vi vil kreativt studere og anvende formand Maos arbejder og til stadighed gå forrest i revolutionen for vor ideologi og arbejde på, hvad der bedst tjener det kinesiske folk og andre revolutionære i verden«.

I dag er vestlig lægevidenskab og medicinsk videnskabsforståelse førende i Kina, men der er stadig mange klinikker, som tilbyder den rene TKM og et tiltagende antal tilbyder begge dele. Ligesom det var tilfældet i begyndelsen af det 20. århundrede, er der nu krav om objektiv videnskabelig afprøvning af de gamle ideer. Det er paradoksalt nok i overensstemmelse med Maos lære, idet han krævede en modernisering af TKM.

Udbredelse i Vesten
Tidligt i 70’erne var besøg i Kina populære og indebar sædvanligvis demonstration af den næsten mirakuløse virkning af akupunktur f.eks. ved store operationer, hvor patienten tilsyneladende udelukkende var bedøvet ved hjælp af akupunktur. Disse besøg blev beskrevet i vestlige lægevidenskabelige tidsskrifter nærmest som rejseoplevelser snarere end kritiske videnskabelige referater.⁵

I Vesten fulgte en hurtigt stigende popularitet som følge af disse rapporter, som promoveret af den populære del af pressen havde slået an i publikums bevidsthed, længe før videnskabelige studier begyndte at sætte spørgsmålstegn ved værdien af anekdoterne. Selv kinesiske læger var skeptiske. Keng Hsi-chen og T’ao Nai-huang skrev i When-hui-pao (Kinesisk dagblad), den 22/10-1980 på baggrund af mere end 30.000 operationer under akupunktur-anæstesi:

»Enhver terapeutisk metode må tjene patienten og ikke omvendt. Der var en periode, hvor vi anvendte akupunktur efter administrativ ordre for at fremme dens anvendelse, selv om der var mange problemer at løse, f.eks. om der var tilstrækkelig smertedæmpning af nålene, om der samtidig blev givet farmaceutisk bedøvelse, om lægen var tilstrækkelig uddannet, om patienten var i stand til at udholde nogen smerte«.

Konklusionen lød på at akupunkturbedøvelse endnu ikke var tilstrækkeligt udviklet, anvendelsen af det var overdrevet og der manglede videnskabelige undersøgelser.⁸

Er teorien stadig gyldig?

»Der er tvingende behov for yderligere studier før akupunktur kan anerkendes,«

skriver redaktørerne af en nylig udkommen bog om medicinsk akupunktur.¹⁵ Deri har en samling eksperter og udøvere af både klassisk og moderne akupunktur forsøgt at samle den tilgængelige viden om akupunktur op til det 21. århundrede, men der viste sig knaphed på hårde fakta.

Forudsætning for godtagelse af en behandlingsform er, at den er baseret på en plausibel teori, der resulterer i sandsynlige resultater. Den oprindelige form er klassisk akupunktur, som baseres på den traditionelle kinesiske medicinske filosofi. Den er dog opdelt i forskellige skoler med forskel i begreber og antal af akupunkturpunkter, f.eks. har en koreansk variant 150 punkter på langfingeren – der er knap plads til flere. Også teknikken er variabel og bliver ikke altid specificeret – nåleplacering kan være overfladisk, dyb eller tæt ved knogler og manuelt roteret kortere eller længere tid. Nålene kan være tilsluttet et apparat, som giver op til 20 volt vekselstrøm på 10-50 mA med en frekvens på to eller 100 Hz den såkaldte elektroakupunktur.¹⁶

Udøverne er enten lægpersoner eller medicinsk skolede f.eks. læger, mange med et rudimentært kendskab til og indlevelse i den metafysiske del af TKM.¹⁷ Nogle anvender en »kogebogs«version med færre akupunkturpunkter, som anvendes frit ved forskellige problemstillinger, andre hengiver sig til nyere varianter såsom øre-, tunge-, hovedbundsakupunktur m.m.

Forestillingerne om meridianer, akupunkturpunkter m.v. hviler ikke på anatomiske fakta.

Felix Mann, en britisk læge som i mere end 30 år har været toneangivende i Britisk Medical Acupuncture Society anfører,¹⁸ at akupunkturpunkter i forskellige systemer ofte afviger flere cm i lokalisation, men at nålestimulation virker lige godt, hvor man stikker, hvorefter han konkluderer, at de ikke eksisterer. Han har trods flere forsøg heller ikke kunnet verificere lokalisationen af meridianerne.

Den moderne form betegnes som vestlig videnskabelig akupunktur baseret på teorier inden for neuroanatomi og neurofysiologi udført af læger efter patientundersøgelse og diagnostik efter lægevidenskabelige principper. Her har forskningen koncentreret sig om smertebehandling og dens fortalere har ud fra dyreforsøg opstillet teorier om, at akupunktur medvirker til dannelse af morfinlignende stoffer, endogene opoider, som via nervesystemet til hjernen medfører smertedæmpende reaktioner. Men kendskabet til hjernens reaktioner på smerte hos mennesket er endnu begrænset.¹⁹ Morfinlignende stoffer, endorfiner, dannes imidlertid også under andre omstændigheder f.eks. muskelarbejde,²⁰ ve-arbejde,²¹ skin-akupunktur,²² TENS-elektrisk nervestimulation gennem hudelektroder,²² frygt og forventning om smerte.^{23, 24} Disse endorfiner er kortlivede (timer) og det forklarer ikke tilsyneladende virkninger af længere varighed. Den nyeste smerteforskning²⁵ erkender at akut smerte, kronisk smerte og cancersmerter er vidt forskellige også i de biokemiske reaktionsmønstre. Smerteopfattelsen er afhængig af reaktioner i selve hjernen og er påvirket af personens kulturelle, sociale og mentale stade. Relevant smertebehandling kræver derfor dyb indsigt i disse mekanismer for at stille den rette smertediagnose og behandling. Der har endnu ikke været præsenteret sammenlignende studier, hvor alternativ smertebehandling er udført på basis af patientens smertetype, medicinske og psykosociale status eller sygdommens omfang.²⁶

Så hvilke resultater kan akupunkturens udøvere da henvise til?
I jubilæumsskriftet for Dansk medicinsk selskab for akupunkturs 25-årsdag 1999 er der trods megen lovprisning kun tre henvisninger til danske undersøgelser,^{27, 28, 29} men derimod en fed overskrift om, at

»De amerikanske sundhedsmyndigheder blåstempler akupunktur«.

Men dette er falsk varebetegnelse! NIH (National Institute of Health) havde sponsoreret en såkaldt konsensuskonference 3.-5./11-97³⁰ med deltagelse af familielæger, osteopater, akupunktører, socialmedicinere, medicinere, psykiatere og statistikere. En sådan forsamling af folk med vidt forskellig observans og videnskabelig erfaring udtrykker kun det alle kan blive enige om. Talerne og deres studier var selekteret³¹ og derfor ikke videnskabeligt korrekt repræsenteret. Til trods for dette blev konklusionen:

»…Skønt der har været mange undersøgelser af den potentielle brugbarhed af akupunktur, viser disse studier modstridende resultater. Det skyldes bl.a. mangler ved tilrettelæggelse, utilstrækkeligt antal af forsøgspersoner og andre faktorer. Tolkningen kompliceres yderligere på grund af utilstrækkeligheder i brugen af kontrolgrupper, både hvad angår placebogrupper og patienter behandlet med skin-akupunktur (nåleindsættelse i uautoriserede punkter). Imidlertid har der vist sig lovende resultater ved brug mod kvalme og opkastninger efter operationer og behandling med kemoterapi, samt efter tandoperationer. I andre situationer såsom narkomani, hovedpine, menstruationssmerter, tennisalbue, fibromyalgi, ledsmerter, rygsmerter og astma kan akupunktur vise sig nyttig som supplerende behandling i et mere omfattende behandlingsprogram«.

Udtalelsen er udformet af et panel af konferencedeltagere og ikke af NIH. De amerikanske sundhedsmyndigheder har således ikke blåstemplet akupunktur.

I betragtning af den udbredte anvendelse er det egentlig et magert resultat. Panelet har gennemgået 2302 artikler, men ifølge³¹ er der udeladt seriøse undersøgelser. Videnskabeligt veludførte undersøgelser er få, men overvejende negative, mens de fleste positive er dårligt udførte.

Som da hollandske forskere²² i 1990 undersøgte 51 kontrollerede kliniske studier af akupunktur for kroniske smerter inkl. angina pectoris (hjertesmerter). De fandt effekten tvivlsom. De samme forskere³² undersøgte 22 studier vedrørende behandling med akupunktur for misbrug (cigaretter, heroin og alkohol). Virkning af behandlingen kunne ikke dokumenteres.

Siden 1997 er der kommet yderligere resultater. The Cochrane Collaboration,³³ en non-profit organisation fra 1993 gennemgår offentliggjorte rapporter om tiltag i sundhedsområdet ud fra videnskabelige principper og har i november 9734 bedømt foreliggende opgørelser af akupunktur-behandling for rygeophør. Konklusionen var:

»Der er ikke klart bevis for virkning af akupunkturbehandling for rygeophør«.

I oktober 1998 kom en Cochrane-rapport³⁵ om akupunktur for kronisk astma. Den fandt ingen statistisk signifikant eller klinisk relevant effekt af akupunktur sammenlignet med skin-akupunktur. Davis et al. november 1998³⁶ kom til samme resultat og understreger mangelen på veltilrettelagte undersøgelser. Biernacki & Peake, september 1998³⁷ fandt ingen ændring af lungefunktionsmål hos astmatikere efter behandling med akupunktur eller skin-akupunktur. Seneste Cochrane-rapport fra februar 199938 omhandler akupunktur for uspecifikke rygsmerter (low back pain) og finder ingen beviser for, at akupunktur er mere effektiv over for rygsmerter end skin-akupunktur eller placebo. Lignende resultater er beskrevet for smerter på grund af HIV-relateret perifer nerveskade 1998³⁹ og ledsmerter (efter slidgigt) 1997.⁴⁰

Tinnitus (øresusen) er en udbredt invaliderende lidelse socialt og psykisk og er derfor forsøgt behandlet med akupunktur. I 1999 blev der offentliggjort resultater fra en dansk undersøgelse, der tillige vurderede syv tidligere undersøgelser.⁴¹ Der kunne ikke påvises statistisk sikker effekt af akupunkturbehandling ved svær tinnitus. Akupunkturbehandling af patienter med tinnitus kan ikke anbefales. Samme konklusion er svenske forskere kommet til.²⁰ Nogle akupunktører har reklameret for deres behandling af øjensygdomme, hvilket medførte indsigelse mod dem til Sundhedsstyrelsen i 1990, da formanden for øjenlægerne definitivt erklærede:

»Der findes ingen som helst videnskabelig dokumentation for, at akupunktur har gunstig effekt på forløbet af retinitis pigmentosa, grøn eller grå stær eller forkalkning på nethinden«.⁴²

Konklusion
Klassisk akupunktur er ca. 2500 år gammel, den er udviklet gennem århundreders historiske og kulturelle forandringer og beskrevet i et sprog og af en begrebsverden, som er svær at tyde og oversætte selv for kinesere. De fysiologiske og anatomiske forestillinger, som den bygger på, er ikke i overensstemmelse med vor nuværende viden. De fleste rapporter om dens virkninger stammer fra Østen. Kinesere »ved« at akupunktur virker og finder det nærmest uetisk at foretage undersøgelser, der indbefatter kontrolgrupper og de er kulturelt tilbøjelige til at overdrive resultaterne.⁴³ I Vesten fremhæver udøvere den langvarige erfaring med metoden og da de færreste er videnskabeligt uddannede, kan de ikke give nogen forklaring på virkningen, mens andre⁴⁴ hævder at behandlingen foregår efter »holistiske« principper, der unddrager sig vurdering ved sædvanlig videnskabelig metodik. Medicinsk uddannede udøvere hælder til teorier om virkning gennem neurofysiologiske (via morfinlignende stoffer) eller elektromagnetiske mekanismer. Disse eksisterer foreløbig kun på spekulativt grundlag, de objektive resultater er sparsomme.

Men i de rette omgivelser kan en karismatisk behandler i skæret af Østens mystik frembringe en placebovirkning, som siges at kunne give positivt resultat i op til 70% af tilfældene eller mere.

Det holistiske menneskesyn at kroppen og psyken er et samlet hele, styret af indre og ydre energifelter, genfindes i andre terapiformer som f.eks. akupressur og yoga. Herhjemme har

Zoneterapi
opnået stor popularitet. Oprindelsen er uklar. Nogle mener, den har sin oprindelse i Ægypten eller blandt naturfolk, indianerne o.a., men de fleste mener, den stammer fra akupunktur og akupressur. Zoneterapien har sin moderne oprindelse via ørelægen W. Fitzgerald fra Connecticut. Han skrev om den i 1917 og senere blev terapien udbygget på J. S. Riley’s kiropraktorskole i Washington D.C. Oprindeligt omfattede metoden hele kroppen, men en af skolens massøser E. D. Ingham tillempede metoden til at omfatte fødderne alene. Hun udøste sine tanker og erfaringer i to bøger⁴⁵a,b om hvad fødderne fortæller. Disse bøger anses i dag verden over for grundlaget for zoneterapien. Det internationale navn er reflexologi, en terapi, der bygger på meridianer gennem kroppen, hvor reflekser fra punkter i fødder, hænder, øre, ryg og mundhule påvirker strukturer i meridianernes område. I Danmark er fodrefleksologi det mest almindelige og kaldes (fod)zoneterapi (ZT). E.D.Ingham skriver:

»Så snart vi tillader legemets muskler at blive svage, røbes det i føddernes muskelvæv. Legemets struktur nedbrydes og en eller flere af de 26 knogler, der findes i hver fod, kan blive forskubbet pga. et alt for stort tryk på nervespidserne«.

Talen om musklernes tilstand og forskubningerne i de små led er en arv fra kiropraktikken, men teorien om forskubninger afled som årsag til alle sygdomme er for længst opgivet.⁴⁶ E.D.Ingham skriver endvidere:

»Det er naturens hensigt, at vi skulle gå, bøje og dreje vore fødder og af og til også løbe for at opretholde en frisk blodforsyning med den normale cirkulation strømmende gennem hvert eneste bitte led og hver en nervespids«.

Det er uklart, hvordan blodet løber videre fra nervespidsen. Om zonerne skriver hun:

»Hvis der er blokeringer af energi i en zone, har det virkning på alle organer og kirtler i zonen. Energien kan opstå i karsystemet, der sørger for næring til hele kroppen og fjerner spildprodukter (toxiner). Eftersom fødderne er fjernest fra hjertet, forbliver nogle af spildprodukterne i fødderne og disse produkter kan blive til krystallinske aflejringer. Hvis disse aflejringer ophobes begynder det at påvirke nervesystemets elektromagnetiske system, som via hundredvis af nerveender i fødderne står i forbindelse med hvert organ og kirtel i kroppen. Det er evnen til at opnå normal kontakt med elektriciteten i jorden gennem vore fødder, fra grundstofferne og atmosfæren, der bestemmer i hvor høj grad alle vore kirtler fungerer, som de skal. Kirtlerne styrer personligheden og deres funktion er påvirket af sindsstemninger, vrede, angst, frygt, bekymringer, anger, sorg – ja, hele vor mentale tilstand. Behandlingen består da deri at prøve hver kirtels refleks, for at se hvilken, der har den største ømhed og dermed sygelige aflejringer. Disse forstyrrer cirkulationen og der opstår disharmoni og ubalance. Her kan zoneterapeuten hjælpe ved at bryde aflejringerne i små stykker, tage presset af nerveenderne og genoprette kommunikationen gennem det elektro-magnetiske netværk«.

Foruden en barok opfattelse af menneskets anatomi og fysiologi peger udtalelserne på en mikro-makroopfattelse, hvor energier fra naturen optages gennem fødderne, som danner et miniaturebillede af hele kroppen. Ingham kan helbrede næsten alle sygdomme, anæmi, sukkersyge, hovedpine, leddegigt, slagtilfælde, hikke, højt blodtryk, synslidelser og meget mere. Men som hun skriver:

» … dersom nogen skulle have værdifulde formodninger i form af forklaringer (på virkningerne) at tilbyde, så ville jeg være glad for at høre fra dem«.

Formålet med ZT er at understøtte kroppens egen selvhealing. Man arbejder med at styrke hele kroppen, også de dele, som ikke umiddelbart giver symptomer. Ofte er det den raske del af kroppen, som afgiver ressourcer til at helbrede de syge dele.

»Fordelen ved denne fremgangsmåde er, at den ikke kræver et udbredt kendskab til kompleksiteten i anatomi og fysiologi for at være effektiv«.

Zoneterapeuten skaber ved gennemført stimulation af alle reflekszoner i fødder, hænder og ører afspænding og skaber mulighed for kroppens egne helbredende evner.

»Adskillige terapeuter går indfor betydningen af at begge parter går ind for opgaven. Således forstået at terapeuten, foruden opmærksomt at føle sig frem over fodens topografiske kort og behandle særdeles individuelt, samtidig med behandlingen sender positive vibrationer eller helbredende tanker til de syge organer, mens patienten, og det er lige så vigtigt, samler sig om at modtage. Det er jo for længst slået fast, at tanker er energi. Gode tanker er naturligvis positiv energi, ja, kan ligefrem være helbredende energi«.⁴⁷

Dermed er man nået langt hen imod en (pseudo)religiøs dimension.

E. D. Ingham efterlyste gode forklaringer og tilhængerne⁴⁸ kan tilbyde flere bl.a.:

Psykologisk: Det antages at suggestion er den primære faktor og inkluderer placebovirkning.

Lymfesystemet: Siden dette fjerner skadelige og ondartede produkter og omfatter immunsystemet, antages det, at ZT forstærker virkningen og genopretter den rette kemiske balance.

Elektrisk potentiale: Det antages at forskelle i elektriske potentialer i dele af kroppen medfører dysfunktion i andre dele af kroppen. ZT udjævner disse forskelle.

Ch’i-energi: Det antages at fod-ZT virker på samme måde som akupunktur og shiatsu ved at bringe balance i energistrømmene langs kroppens meridianer.

Mod-irritation: Kroppen optrapper sine reparationsprocesser når den modtager en smerteimpuls, en sådan kan være ZT.

Krystaller i nerveenderne: Det antages at nerveenderne i fødderne ikke kan transmittere signaler på grund af krystallinske aflejringer, som blokerer bortledningen. En variation af denne teori er at de krystallinske aflejringer i foden blokerer for den elektriske jordforbindelse.

Holografi:⁴⁹ Helheden afspejles i enkeltdelene. Information om hele kroppen kan aflæses i fødder, hænder, ører, iris og DNA-molekyler. Mellem fødder og krop skulle eksistere dynamiske forbindelser, hvorved manipulation af fødder indvirker på hele kroppen.

Flere skoler tilbyder kombinerede behandlinger med zoneterapi (fødder, hænder, ryg, øre, mundhule), krystalterapi, meditation, drømmetydning, æteriske olier, kostterapi og forskellige arter af massage og vandkure

»for at sætte fokus på sundhed, de værdier, den styrke som hver celle indeholder både i den fysiske krop og i den åndelige, spirituelle krop«.

Zoneterapeuter gør brug af forskelligt udstyr, f.eks. kan man ved hjælp af elektriske apparater af ukendt konstruktion lokalisere behandlingskrævende akupunkter eller zoner, som dernæst kan behandles med (aku)pressur, strøm eller laser, indtil apparatet melder, at punktet er mættet og dermed i orden. Ømme områder kan yderligere behandles med traditionel massage, bindevævs-massage eller lignende. Flere zoneterapeuter anbefaler selvbehandling,⁵⁰ forskellige øvelser og bade bl.a. sædebade, vekselbade, varme og kolde f.eks.

»barfodsgang i dugget græs«.⁴⁷

Så hvilke resultater kan zoneterapiens udøvere da henvise til?
En norsk lægegruppe⁵¹ undersøgte tre zoneterapeuters evne til at diagnosticere 76 patienters problemer og klager ved undersøgelse af deres fødder. De havde en tendens til at overdiagnosticere patienternes problemer, statistisk måske lidt bedre end ren tilfældighed, men uden klinisk relevans.

I bogen Studier i alternativ terapi⁵² som er et referat fra et nordisk seminar opsummeres de da offentliggjorte studier af zoneterapi. Læger og zoneterapeuters arbejder med smertebehandling ved nyresten,⁵³ zoneterapi under fødsel,⁵⁴ zoneterapi og astma.^55,56

»Ingen af disse eksperimenter har givet acceptabelt bevis på effekten af zoneterapi og alle er præget af metodeproblemer«.

Forskellige grupper af zoneterapeuter har udført eksperimenter over for astma/bronkitis, migræne, forstoppelse, skuldersmerter, nakkerygsmerter, prostatalidelser, barnløshed og ufrivillig vandladning.^57,58,59

»Eksperimenterne er præget af zoneterapeuternes mangel på videnskabelig træning og er ikke i overensstemmelse med betingelserne for videnskabeligt arbejde«.

Og dog får en rapport⁶⁰ herom rosende ord med fra lederen af Sundhedsstyrelsens råd vedrørende alternativ behandling. En senere undersøgelse61 om zoneterapi og hovedpine af sociologer og zoneterapeuter lider af samme metodeproblemer som de ovenfor nævnte, men alligevel refereres de flittigt i diverse internationale alternative publikationer. Nogle har derved fået indtryk af, at zoneterapi er en integreret del af det danske sundhedssystem.

Internationalt findes en del rapporter i kinesiske medier^48,62 og sygeplejetidsskrifter, men de lider alle af de mangler, som omtales ovenfor. Arbejder i anerkendte videnskabelige publikationer kan tælles på én hånd.⁶³

Konklusion
Nogle terapeuter ser zoneterapien som en primært (muskel)afslappende teknik, som forbedrer cirkulationen og modvirker stress. Ved behandlingen etableres en social, fysisk og positiv psykologisk kontakt mellem patient og behandler. Behandlingen virker dulmende, beroligende, afslappende, søvndyssende og afstressende og fremstår som en positiv oplevelse, men er helt uspecifik. Den mangler en entydig teoretisk baggrund baseret på sandsynlige, verificerbare fysiologiske og patofysiologiske mekanismer såvel som tilsvarende psykologiske. Den medfører i kredse af metafysisk orienterede kultdannelse med tilhørende missionærer og troende.

Virkning på egentlige sygdomme er en illusion og som afslappende terapi adskiller zoneterapi sig ikke fra andre former for massage og fysiurgisk terapi. Der er derfor ingen begrundelse for at give den særstatus i sundhedsvæsenet.

Bibliografi
Amanzio, M. & Benedetti, F. (1999): »Neuropharmacological dissection of placebo analgesia: Expection-activated opoid systems / conditioning-activated specific subsystem«, J Neurosdence 19: 484-94.

Andersen, J.S. (1991): »De magnetiske fødder«, Ugeskr. Læger 1539: 676-9.

Andersen, L. (1983): Håndbog i Zoneterapi, 5.ed(5), København: Borgens Forlag.

Andersson, S. & Lundeberg, T. (1995): »Acupuncture – from empiricism to science: Functional background to acupuncture effects in pain and disease«, Med Hypothesis 45: 271 -81.

Baerheim,A.,Algroy, R., Skogedal K.R., Stephansen, R., Sandvik, H. (1998): »Feet – a diagnostic tool ?«, Tidskr Nor Laegeforen 118(5): 753-5.

Basser, S. (1998): »Acupuncture: The Facts«, Australian Skeptics 13(2): 27.

Benedetti, F., Arduino, C., Amanzio, M. (1999): »Somatitopic activation of opoid systems by target-directed expectations of analgesia«, / Neurosdence 19:3639-48.

Besson, J. (1999): »The neurobiology of Pain«, Lancet 353: 1610-15.

Biernacki, W. & Peake, M. (1998): »Acupuncture in treatment of stable asthma«. Respir Med 92:1143-5.

Bowsher, D. (1998): »Mechanism of acupuncture«. In: Filshie, J. & White, A. (editors): Medical acupuncture. A western scientific approach, s. 69-82, Edinburgh, London, New York m.fl.: Churchill Livingstone.

Bækgaard, B. StVibe-Hansen, H. (1981): »Ureterstensanfald og Zoneterapi«, Ugeskr Læger 143:676-8.

Christensen, B.V., Juhl, I.U., Wilbek, H., Biilow, H.H., Dreijer, N.C, Rasmussen, H.F. (1993): »Akupunkturbehandling af knæarthrose«, Ugeskr Læger 155(49): 4007-11.

The Cochrane Collaboration (1998): Cochrane Collaboration Sekretariat, PO Box 726, Oxford, OX2 7UX,UK, www.cochrane.org, secretariat@cochrane.co.uk.

Crozier, R. (1968): Traditional medierne in modem China, Cambridge: Harvard University Press.

Davis, P. & Chang, C. & Hackman, R. & Stem, J. & Gershwin, M. (1998): »Acupuncture in the treatment of asthma; a critical review«, Allergol Immunopathol(Madr) 26: 257-62.

Epler, Jr. D. (1980): »Blodletting in early chinese medicine and its relation to the origin of acupuncture«, Bull Hist Med 54:357-67.

Eriksen, L. (1991): »Enuresis nocturna«, Zoneterapeuten 2: 10-12. »Obstipatio chronica«, Zoneterapeuten l; 25-27.

(1995): Zoneterapi -forskning og effektevaluering i Danmark, Forenede Danske Zoneterapeuters forskningsråd. Rapport 21.

Ernst, E. (1997): »Acupuncture as a systematic treatment of osteoarthritis: A systematic review«, Scand J Rheumatol 26:444-47.

Feder, E. et al. (1989): »Positive erfaringer ved brug af Zoneterapi under fødsel«, Tidsskrift for jordemødre 99(3): 18-21.

Filshie, J. & White, A. (1998): »Introduction«, In: Filshie, J. & White, A. (editors): Medical acupuncture. A western scientific approach, s. 3-10, Edinburgh, London, New York: Churchill Livingstone

Fosholt, U. (1992): »Astma og Zoneterapi. Zoneterapeutens beskrivelse af et astmaprojekts forløb på KAS Gentoftes allergi/lungeklinik«, Mit Helbred 10: 18-21

Gotfredsen, E. (1964): Medicinens historie, 2. udgave, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Gunn, C. (1998): »Acupuncture in context«, In: Filshie, J. & White, A. (editors): Medical Acupuncture. A western scientific approach, s. 11 -16, Edinburgh, London, N.York m.fl: Churchill Livingstone.

Hansen, P. & Hansen,). (1984): »Akupunkturbehandling for kronisk spændingshovedpine«, Ugeskr Læger 146:649-652.

Hayhoe, S. (1998): »The Future«, In: Filshie,). & White, A. (editors): Medical acupuncture. A western scientific approach s. 409-14, Edinburgh, London, New York m.fl.: Churchill Livingstone.

Hesse, J. Møgelvang, B. Simonsen, H. (1994): »Acupuncture versus Metropolol in migraine prophylaxis. A randomized trial of trigger point inactivation«, J Intern Med 235: 451-56.

Hume, E. (1940): The Chinese Way in Medicine, Baltimore: Johns Hopkins Press.

Ingham, E.D. (1984): Hvad fødderne fortalte, København: 1(14), Strubes Forlag.

Ingham, E.D. (1990): Hvad fødderne kan fortætte, København: 1(22), Strubes Forlag.

International Institute of Reflexology in the UK (1999), www.reflexology-uk.net, 146Upperthorpe,Walkley, Sheffield, UK.

Johannessen, H. (1993): Holografi, et begreb, der måske kan forklare Zoneterapi, Forenede Danske Zoneterapeuters forskningsråd. Rapport nr. 15.
(1994): »Research on alternative therapy in Denmark«, In: Johannessen, H. & Launsø, L. & Olesen, S.G. & Staugård, F. (editors): Studies in alternative therapy. Contributions from theNordic countries, s. 30-9, Odense University Press.

Launsø, L. (1994): »How to kiss a monster! Design and paradigms in research on alternative therapy«, In: Johannessen, H. & Launsø, L. & Olesen, S.G. & Staugård, F. (editors): s. 289-303, Studies in alternative therapy l. Contributions from the Nordic countries. Odense University Press.
(1995): Brug og bruger-erfarede virkninger af alternativ behandling – en sammenfatning, Sundhedsstyrelsen. Råd vedrørende alternativ behandling.
(1999): »An exploratory study of reflexological treatment for headache«, Alternative Therapies 5(3):57-65.

Linde, K., Jobst, K., Panton, I. (1999): »Acupuncture for chronic asthma«, (Cochrane review). In: The Cochrane Library, Issue 2, Oxford: Update Software.

Loeser, J. & Meizack, R. (1999): »Pain: An overview«. Lancet 353: 1607-9.

Lu, G. & Needham, J. (1980): Celestial Lancets: A History and Rationale of Acupuncture and Moxa, New York: Cambridge University Press.

Lun, L. (1975): »Acupuncture develops in the struggle between the Confucian thinking and the legalist thinking«, Scientica Sinica 18(5); 581-90.

MacDonald, A. (1982): Acupuncture: From ancientart to modem medicine. London: Allen and Unwin.

Marvick, C. (1997): »Acceptance ofsome acupuncture applications«, JAMA 278(21): 1725-7.

Nielsen, Vilhelm O. J., Møller, K., Jørgensen, K.E. (1999): »Effekten af traditionel kinesisk akupunktur på svær tinnitus«, Ugeskr Læger 161: 424-9.

Noergaard, K. (1985): »Hjælp dig selv, TNS, akutryk, tsubo massage, folieterapi«, København: Forlaget Lindhardt.

Oleson, T. (1993): »Randomized controlled study of premenstrual symptoms treated with ear, hånd and foot reflexology«, Obstet Gynecol 82(6):906-11.

Petersen, L.N„ Faurschou. P., Olsen O.T„ Svendsen, U.G.(1992): »Fodzoneterapi og astma bronchiale: En klinisk kontrolleret undersøgelse«, Ugeskr Læger 154: 2065-8.

Portenoy, R. & Lesage, P. (1999): »Management of cancer pain«, Lancet 353: 1695-1700. Sampson.W. (1998): »On the National Institute of Drug Abuse consensus conference on acupuncture«, The Scientific review of alternative medierne 2(1): 54-5.

Shapiro, A.& Shapiro, E.(1997): The Powerful Placebo. From ancient priest to modem physician, Baltimore: The Johns Hopkins University Press.

Sietam, K.S. & Eriksen, L. (1998): »Zoneterapibehandling af børn med enuresis nocturna«, Ugeskr Læger 160:5654-6.

Shirley, C. (1999): The Pacific Institute of Reflexology, www.pacificreflexology.com, 535 West 10 Avenue, Vancouver, BC, Canada.

Shiay, J., Chaloner, K., Max, M., Flaws, B., Reichelderfer, P., Wentworth, D. et al. (1998 ): »Acupuncture and Amitryptiline for pain due to H1V-related peripheral neuropathy. A randomized controlled trial«, JAMA 280:1590-5.

Tempfer, C., Zeisler, H., Heinzl, H., Hefler, I., Husslein, P., Kainz, P. (1998): »Influence of acupuncture on maternal serum levels ofinterleukin-8 & prostaglandin F2alpha and beta-endorfin: A matched pair study«, Obstet Gynecol 92: 245-8.

Ter Riet, G., Kleijnen, J., Knipschild, P. (1990): »Acupuncture and chronic pain: A criteria based meta-analysis«, J Clin Epidemiol 43:1191-9. (1990): »A meta-analysis of studies into the effect of acupuncture on addiction«, Br I Gen Pract 40: 379-82.

Ulett, G., Han, S., Han, J. (1998): »Electroacupuncture: Mechanism and clinical application«, Biol Psychiatry 44: 129-38.

Unschuld, P. (1985): Medierne in China. A history ofideas, Berkeley: University of California Press. (1986): Nan-Ching. The Classic of Difficult Issues, Berkeley: University of California Press. (1999).

van Tulder, M., Cherkin, D., Berman, B., Lao,L.,Koes,B.W.(1999): »Acupuncture for low back pain«, (Cochrane review). In: The Cochrane Library, Issue 2, Oxford: Update Software.

Veith, I. (1972): The Yetlow Emperor’s Classic of Internat Medierne, new ed., Berkeley: University of California Press.

White, A. & Rampes, H. (1999): »Acupuncture for smoking cessation«, (Cochrane Review). In: The Cochrane Library, issne 2, Oxford: Update Software.

Worsley,). (1982): Traditional Chinese acupuncture, Salisbury: Element Books.

Noter

1. E. Gotfredsen (1964).
2. L. Launsø (1995),s. 13.
3. I. Veith (1972), »Den gule kejsers klassiske bog om intern medicin«.
4. E. Hume (1940), »Kina’s vej inden for lægevidenskaben«.
5. S. Basser (1998), »Kendsgerninger om Akupunktur«.
6. P. Unschuld (1986), »Nan-Ching. Den klassiske bog om svære emner«.
7. A. MacDonald (1982), »Akupunktur. Fra antik kunst til moderne medicin«.
8. P. Unschuld (1985), »Lægevidenskab i Kina. En beretning om ideer«.
9. D. Epier, Jr. (1980), »Åreladning i antik kinesisk lægevidenskab og dets relation til kupunkturens oprindelse«.
10. I. Worsley (1982), »Traditionel kinesisk akupunktur«.
11. G. Lu (1980), »Himmelske knive. Oprindelse og baggrund for akupunktur og moxa«.
12. A. Shapiro( 1997), »Det mægtige placebo. Fra antikkens præst til den moderne læge«.
13. R. Crozier (1968), »Traditionel kinesisk lægevidenskab i det moderne Kina«.
14. L.Lun(1975),»Akupunkturen udvikles i striden mellem Confutses og partiets lære«.
15. J. Filshie (1998), »Medicinsk akupunktur efter vestligt videnskabeligt synspunkt«.
16. G. Ulett (1998), »Klinisk brug af elektro-akupunktur«.
17. C. Gunn( 1998), »Klassisk og moderne akupunktur«.
18. D. Bowsher (1998), »Hvordan Akupunktur virker«.
19. J.M.Besson( 1999), »Smertens biologi«.
20. S. Andersson (1995), »Akupunktur -fra erfaring til videnskab«.
21. C. Tempfer (1998), »Virkning af akupunktur på endorfiner hos fødende kvinder«.
22. G. ter Riet (1990), »Akupunktur og kroniske smerter. En fælles analyse efter bestemte kriterier«.
23. F. Benedetti (1999), »Aktivering af morfinlignende stoffer efter målrettede forventninger«.
24. M.Amanzio(1999), »Neurofarmakologisk kortlægning af placebo-bedøvelse. Forventningsaktiverede opoid-systemer«.
25. J. Loeser (1999), »En oversigt over smerter«.
26. R. Portenoy (1999), »Behandling af cancersmerter«.
27. J. Hesse (1994), »Akupunktur versus Metroprolol hos migræne patienter«.
28. P. Hansen (1984).
29. B.V.Christensen (1993).
30. C. Marvick (1997), »Godkendelse af visse akupunkturbehandlinger«.
31. W.Sampson(1998),»En konsensuskonference om akupunktur, en videnskabelig anmeldelse«.
32. G. ter Riet (1990), »En fællesanalyse af studier om akupunkturs virkning ved misbrug«.
33. Cochrane Collaboration (1998), Er en »not-for-proflt«-organisation under velgørenhedsloven i England. Den udsender gennemgange af sundhedsydelser baseret på de bedst opnåelige oplysninger. Den udforsker for og imod-beviserne og egnetheden af behandlinger med medicin, kirurgi m.m. og uddannelse.
34. A. White (1999), »Akupunktur for rygeophør«.
35. K. Linde (1999), »Akupunktur for kronisk astma«.
36. P. Davis (1998), »Akupunktur ved behandling af astma. En kritisk gennemgang«.
37. W. Biernacki (1998), »Akupunktur i behandlingen af stabil astma«.
38. M. van Tulder (1999), »Akupunktur for rygsmerter«.
39. J. Shiay (1998), »Akupunktur og Amitryptilin for HIV-relateret nerveskade«.
40. E. Ernst (1997), »Akupunktur som systematisk behandling af slidgigt«.
41. O.J. Nielsen (1999).
42. S.R. Andersen (1991).
43. S. Hayhoe (l 998), »Fremtiden for medicinsk akupunktur«.
44. L. Launsø (1994), »Kys dragen. Design og paradigmer i forskningen om alternativ medicin«.
45. a) E.D.Ingham(1990). b) E.D.Ingham(1984).
46. J.S.Andersen (1991).
47. L. Andersen (1983).
48. C. Shirley (1999), »The Pacific Institute of Reflexology«.
49. H.Johannessen(1993).
50. K.Noergaard(1985)
51. A. Baerheim (1998), »Fødderne, et diagnostisk værktøj?«.
52. H. Johannessen (1994), »Forskning om alternativ behandling i Danmark«.
53. B.Bækgaard (1981).
54. E.Feder (1989).
55. U.Fosholt (1992).
56. L.N.Petersen (1992).
57. L. Eriksen (1991), »Behandling af sengevædere«.
58. L. Eriksen (1991), »Behandling af kronisk forstoppelse«.
59. K.S. Sietam (1998).
60. L. Eriksen (1995).
61. L. Launsø (1999), »En undersøgelse af zoneterapeutisk behandling af hovedpine«.
62. Internationalt Institut for Zoneterapi i England (1999).
63. T. Oleson (1991), »Kontrolleret studie af præmenstruelle symptomer behandlet med øre-, hånd- og fodzoneterapi«.

[*]

[*]

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.

Deltag her.