af Ole Hartling

I allerførste nummer af et af verdens mest navnkundige lægetidsskrifter, »The Lancet« fra 1823, står der i lederen:

»Vi håber, at den mentale vildfarelses tid er forbi, og at mysticisme og hemmelighedskræmmeri ikke længere vil næres. Sandelig, vi stoler på, at mysticisme snart vil blive betragtet som synonymt med uvidenhed.«¹

Håbet er blevet gjort til skamme. Mystik og okkultisme eksisterer ikke alene på grund af uvidenhed, men lever i vor tid i bedste velgående side om side med længere skoleuddannelse og større oplysning. Det ligner nærmest et oprør mod naturvidenskaben. Man taler om, at der har udviklet sig en »videnskabelig analfabetisme« eller »antiscience«.² En række amerikanske tv-programmer, fx »Alien Autopsy« og »X-files« handler om paranormale begreber som spiritisme, poltergejster, kommunikation med engle, reinkarnation, ufo’er, Atlantis, clairvoyance, ud-af-kroppen-oplevelser. De sælger godt, mens et program, »Probe«, der gav naturlige forklaringer på tilsyneladende overnaturlige fænomener, måtte opgives efter få udsendelser.³ En gallupundersøgelse fra 1991 viste, at en tredjedel af danskerne tror på astrologi,⁴ og astrologi anvendes i alvorlige sammenhænge som fx stillingsbesættelser.⁵

Der synes at være i al fald to forklaringer på denne udvikling i den vestlige verden. For det første er der en mangel på viden om klassiske videnskaber som fysik, kemi, geografi, astronomi osv. Hvor mange vil fx kunne forklare, hvorfor det er varmere om sommeren end om vinteren på den nordlige halvkugle? I en undersøgelse fra USA kunne kun 2 ud af 23 studenter gøre rede for, at det hænger sammen med, at jordens akse hælder.⁶ Kun 47% af voksne amerikanere var klar over, at det tager jorden et år at rotere omkring solen. Højst 15% af amerikanerne har blot den fjerneste anelse om, hvad en kritisk videnskabelig undersøgelse går ud på.⁷ Denne mangel på paratviden om faktiske forhold i omverdenen gør, at selv vidtløftige påstande accepteres.

For det andet giver videnskaben ikke mennesker nogen samlet forståelse og mening med verden og livet. Tværtimod, den har taget troen og fortryllelsen ud af verden.⁸ Mennesker søger helhedsforklaringer, forklaringer der sammenfatter »det hele« og placerer individet, »mikrokosmos«, i en tilsyneladende meningsfuld sammenhæng, »makrokosmos«. New age-bevægelserne bliver i de vestlige lande et tilfredsstillende bud på samlende forklaringer og på noget at tro på – uden at medbringe en dødvægt af middelalderens religiøse fanatisme, intolerance, heksebrændinger, bandlysninger, kirkelige edikter osv. New age opfanger den religiøse søgen og genindfanger tilværelsens fortryllelse. Videnskaben betragtes herefter blot som én måde blandt andre at se verden på, og den har ikke nogen særlig adkomst til sandheden. Næsten tværtimod; der er ikke tillid til videnskaben.⁹ En udbredt opfattelse lyder:

»Den ene videnskabsmand mener det ene, den anden det andet. Forskellige teorier, som modsiger hinanden, står således ligeværdige side om side; sandheden er relativ.«

I oplysningstiden i 1700-tallet lød det:

»Man troede…, men sandheden er…«

nemlig den videnskabelige sandhed. Videnskaben var herefter i en længere periode prestigefyldt. Det er den langt mindre i dag. Det viste sig, at den alligevel ikke kan forklare alt – den kommer til kort; den kan hverken forudsige eller håndtere fx naturkatastrofer. Hertil kommer, at den er blevet så specialiseret og fragmenteret, at ingen længere har overblik over mere end et enkelt eller få områder.

Alternativ medicin
Det er i denne grobund af manglende viden, længsel efter en mening med tilværelsen og mistro til naturvidenskab, at alternativ medicin vokser og trives. Alternativ medicin spænder fra det meget svævende som fx syvstjernebehandling og krystalhealing til fx osteopati og kiropraktik, der de senere år har fået en plads inden for den etablerede medicin, når det gælder manipulationsbehandling af led- og muskellidelser. Tidligere tiders folkemedicin og »kloge mænd og koner« er i dag afløst af større brancheorganisationer, der »autoriserer« deres medlemmer. Naturlægemidler fabriksproduceres og forsynes med tilsætningsstoffer som farve og konserveringsmidler. Men det er ikke det eneste paradoks. Der er flere karakteristiske paradokser ved alternativ medicin.¹⁰ Her skal fremhæves:

• Alternativ medicin florerer i en tid, hvor fx diabetes, knoglebrud, mavesår, nyrelidelser og store infektionssygdomme kan behandles eller afhjælpes som aldrig før inden for det autoriserede system, fordi diagnostik, antibiotikabehandling, farmakologi, hjerte- og karkirurgi, mikrokirurgi, fødselsvidenskab, organtransplantationer osv. har gjort kolossale fremskridt.
• Selv om en af stereotypierne i kritikken af den autoriserede medicin er, at den er reduktionistisk¹¹ i modsætning til alternativ medicin, der beskrives som holistisk,¹¹ er det inden for alternativ medicin, man præsenteres for de største forenklinger, hvor ganske forskellige sygdomme reduceres til at have enkeltstående, altforklarende årsager, og hvor diagnostik og behandlinger retter sig mod nogle få organer eller kropsdele. Denne »apparatfejlsmodel« ser man fx tydeligt i Christian Science, irisdiagnostik, zoneterapi, tungediagnostik og øreakupunktur.^12,13
• Til trods for, at alternativ medicin kan ses som en reaktion eller protest mod teknologi og naturvidenskab, udviser dens udøvere samtidig en næsegrus beundring for »videnskabelighed«. Tidligere tiders onde ånder, forhekselser og nålestik i dukker er i dag afløst af jordstråler, forkerte energier og fejlsvingninger i cellerne. Helbredelse opnås med fjernhealing med ukendte stråler, radioni,¹⁴ pulserende magnetfelter osv. Der anvendes en lang række indviklede tekniske apparater (fx ved irisdiagnostik og vegatest),¹⁵ og der henvises frimodigt til relativitetsteori, kvantemekanik og videnskabens paradigmeskift, når virkningsmekanismer skal forklares.¹⁶

Som et eksempel på et alternativt behandlingstilbud, hvor disse paradokser er fremtrædende, vil jeg omtale homøopati.

Homøopati
Homøopati er et af de mere mystiske alternative behandlingstilbud, fordi det bryder afgørende med basale videnskaber som kemi, fysik, farmakologi og patologi. Alligevel har »læren« opnået en så forbløffende stor udbredelse, at det i sig selv berettiger en nærmere omtale.

Behandlingsprincipper
Den tyske læge Samuel Hahnemann (1755-1843) (fig. l) oplevede i 1790 efter indtagelse af kinabark en koldfeberlignende tilstand. Da det var det samme symptom som ved malaria – den sygdom, som kinabark almindeligvis blev brugt til at behandle – drog han den generelle konklusion, at et lægemiddel, som hos en rask forsøgsperson fremkalder visse sygdomssymptomer, vil være virksomt for en patient, som har lignende symptomer. Det behandlingsprincip gav Hahnemann betegnelsen homøopati (af græsk homoios ‘lignende’ og afledning af pathos ‘lidelse’).

Hovedprincipperne^17,18 i homøopatisk behandling er, at

1. de fleste sygdomme fremkaldes af en slags betændelsestilstande kaldet psora (betyder egl. kløe),
2. liv er en åndelig kraft, vitalisme, der styrer kroppens helbredelse,
3. lægemidler kan opdages ved at lægge mærke til symptomer, som forskellige substanser giver hos raske (»experimenta in homine sana«). De anvendes herefter over for de samme symptomer i forbindelse med sygdom. Princippet betegnes »similia similibus curantur« (det samme helbreder det samme).
4. lægemidlerne skal bruges i den minimale nødvendige dosis (»doses minimae«). De antages at blive mere effektive, jo stærkere de findeles og fortyndes, såfremt de rystes mellem hver fortynding.

Hahnemann forklarer i sit hovedværk »Organon der rationellen Heilkunst« fra 1810, hvordan substanser – også de,

»…som i ubearbejdet stand ikke viser den ringeste lægekraft – kan bibringes en ubegrænset, gennemtrængende og helbredende evne ved en særlig behandling: rivning og rystning. Herved frigøres tidligere skjulte, ligesom sovende dynamiske kræfter.«

Denne proces kalder han dynamisering eller potensering.

Selv om Hahnemann står som homøopatiens grundlægger, har læren udspring i forestillinger som monisme og signaturlære. Monisme er betegnelsen for den opfattelse, at naturen er en enhed, et organisk hele uden uafhængige dele, fx at »alt er ånd« (spiritualisme) eller, at »alt er materie« (materialisme). Signaturlæren, som især blev forfægtet af middelalderlægen Paracelsus, udtrykker, at det, der ligner, helbreder. Monisme og signaturlære er grundlaget for primitive praktikker som fx at indtage et løvehjerte for at blive modig eller pulveriseret næsehorn for at få potens. Tankegangen indgår også i mange folkemedicinske råd, såsom at vorterod er godt mod vorter, safran mod gulsot og valnødder mod hjernebetændelse.

Homøopati versus allopati
Homøopater giver sig af med at behandle enhver menneskelig lidelse.¹⁹ Det homøopatiske hospital i Glasgow anbefaler homøopatisk medicin til blandt andet lungebetændelse, influenza, astma, diarré, mavesår, hæmorroider, forhøjet blodtryk og leddegigt. Det foreslås forsøgt over for dissemineret sklerose, leukæmi, visse kræftformer og svære sindssygdomme. Det findes ikke velegnet til blodforgiftning, meningitis, tuberkulose, sukkersyge, lavt stofskifte, B 12-vitaminmangel og kønssygdomme.²⁰

Alternative behandlere tilbyder mange former for »diagnostik« fx iridologi (irisdiagnostik), pendulering21 (psionisk medicin), vegatest og kinesiologi.²² Denne aktivitet fører i reglen til, at patienten får en »diagnose«, fx at der foreligger en »ubalance«. Det foreslås da i reglen patienten at gennemgå en alternativ behandling og fx købe et homøopatisk middel, som passer til netop den pågældende »lidelse«.

Det er ofte nævnt, at Hahnemanns homøopati har reddet mange patienter fra de drastiske behandlinger, der ellers var almindelige på hans tid, såsom behandling med kviksølv, tarmudskylning (lavement) og åreladning. Fx har åreladning af patienter med lungebetændelse eller endog blodmangel, som det var brugt, uden tvivl mange gange forværret patientens tilstand, mens de fortyndede homøopatiske præparater næppe har skadet patienten.

Hahnemann kaldte de gængse lægebehandlinger for allopati (af gr. allos, ‘anden’) og behandlerne for allopater, et udtryk der stadig bruges nedsættende af homøopater om læger, der arbejder inden for den autoriserede medicin. Selv om mange »allopatiske« behandlinger i tidens løb med god grund er forladt, behøver princippet at anvende noget andet end det, som fremkalder symptomer, der ligner sygdommens symptomer, ikke som udgangspunkt at være forkert. Det er fx velbegrundet – og kan være livsreddende – at give penicillin for lungebetændelse og insulin (og ikke sukker) for sukkersyge. Hertil kommer, at homøopatisk behandling alene styres efter symptomet. Det betyder i sin konsekvens, at hvad enten hovedpine skyldes pandehulebetændelse eller hjernesvulst, skal der gives samme homøopatiske middel.

Fortalere for homøopati søger støtte i det etablerede system, når de hævder, at vaccinationer og desensibilisering for allergi egentlig følger det homøopatiske behandlingsprincip, fordi man også her behandler »det samme med det samme«. Det holder dog ikke langt. Vaccinationer retter sig ikke mod et symptom og er ikke sygdomsbehandling, men forebyggende behandling. Og hverken vaccination eller desensibilisering bliver mere effektiv, jo mere der fortyndes og rystes.

I homøopati lægges vægt på, at der kun bruges »naturlige« substanser – også som en kontrast til allopatien. Homøopatiske midler inkluderer præparater fra plante-, dyre- og mineralriget såsom arsenik, blæksprutte, cadmium, cannabis, cayennepeber, galdebær, hundemælk, kalk, kamfer, kisel, knuste bier, kobjælde, kogsalt, mælkebøtte, natskygge, pigæble, rå tyretestikler, skarntyde, slangegift, spansk flue, svovl, venusvogn.^17,18 Det har dog næppe betydning, hvilken substans der indgår i præparationen på grund af de efterfølgende fortyndingsserier.

Potensering ved fortynding
Det er i første række principperne om fortynding og forstærkning (potensering), der er en udfordring for naturvidenskaben. Mildt sagt. Forstærkning ved fortynding svarer til at hævde, at teen bliver sødere, jo mindre sukker man kommer i den, eller at man bliver mere beruset, jo tyndere whisky man drikker. Og med hensyn til fortyndingsgraden er det ikke småting, der er tale om, hvilket næppe er kendt i almindelighed. Det skal derfor beskrives lidt nøjere.

Fremstilling af et homøopatisk lægemiddel sker ved, at en droge eller tinktur blandes med vand eller alkohol i fortyndingsrækker på basis af forholdene 1:10 (decimal, D) eller 1:100 (centisimal, C). Tages fx l dråbe tinktur og blandes med 99 dele alkohol fås D2 = 1:100 (= C1). En dråbe herfra blandes igen i forholdet 1:99, og man får C2 = 1:10.000, og så fremdeles. Mellem hver fortynding rystes opløsningen af hensyn til potenseringen eller dynamiseringen (frigørelsen af lægemidlets vitale kraft). Piller med homøopatisk medicin fremstilles fx af mælkesukker, der fugtes med en homøopatisk opløsning. Herved sker en yderligere fortynding fx fra D l O til D 12.

Ved »potensen« C 12 er fortyndingen l:10²⁴ og det er grænsen for fortynding, der kan gennemføres, uden helt at miste det oprindelige stof. Ved videre fortyndinger er det i virkeligheden meget usandsynligt – næsten utænkeligt – at der er blot et enkelt molekyle tilbage i en udtaget prøve af blandingen. Siden 1992 forlanges ifølge lægemiddelloven deklaration og dokumentation af indholdsstoffer i naturlægemidler, som sælges i Danmark. Man har dog udtrykkeligt undtaget homøopatiske præparater fra denne bestemmelse – af gode grunde. Der påstås jo i al enkelhed behandhngseffekt af stoffer, der ikke længere findes i præparatet.

En almindeligt anvendt homøopatisk »opløsning« er 1:10⁶⁰ (C30). Så store tal fattes ikke, men kan illustreres sådan: Det svarer til at opløse et enkelt saltkorn i et volumen væske, der er på størrelse med 10 milliarder balloner, hver en million gange så stor som vort solsystem.

Homøopater er selv ganske klar over – og påpeger – at der ikke er farmakologisk aktive molekyler tilbage i homøopatiske opløsninger. Faktisk er det misvisende at tale om en »opløsning«. Alligevel meddeles gunstig behandlingseffekt af fortyndinger på over C100.000 (1:10^200.000).²³ Det er nemlig ikke længere det aktive stof, der er afgørende, hævdes det, men den helbredende energi, der er frigjort til og »overført« til opløsningens molekyler under »potenseringen«.^17,23

Udbredelse
Homøopati har fået en ganske betydelig udbredelse. Hahnemanns statue står blandt andet i Leipzig og Washington.¹⁸ Homøopatien kom til USA i 1825 og opnåede en overgang en sådan popularitet, at den autoriserede medicin følte sig truet, hvilket bl.a. førte til, at den amerikanske lægeforening som modtræk blev grundlagt i 1846.¹⁹ I USA er der i dag flere homøopatiske skoler. I nogle europæiske lande har homøopati næsten fået karakter af at være etableret. I England blev der fx ved lov af 1950 oprettet et homøopatisk fakultet. Der er fem homøopatiske hospitaler, og behandling givet af en læge dækkes af sygesikringen.¹⁹ Foruden i England praktiseres homøopati af tusinder af læger i USA, Tyskland og Frankrig. I Sverige har der været en langt større interesse end i Danmark og en betydelig omsætning af homøopatiske præparater, dog noget mindre efter det blev almindelig kendt, at 15.000 navne i et postordrekatalog dækkede piller af helt samme kemiske sammensætning.¹⁸ Næppe noget land er gået så vidt som Indien, hvor homøopati sidestilles med autoriseret medicin, både hvad universitetsuddannelse og udøvelse angår.¹⁹

I Danmark giver den autoriserede medicin sig ikke i noget større omfang af med homøopati, men det anvendes af mange alternative behandlere. Sundhedsstyrelsen, som før har forekommet naiv i forbindelse med alternative behandlingsmetoder, har nu givet homøopatien et gevaldigt skub fremad ved at indstille til Told- og Skattestyrelsen, at homøopatiske behandlere pr. l. juli 1999 fritages for moms på betingelse af, at de gennemgår en uddannelse bl.a. i »klassisk homøopati« – dvs. det, som i korte træk er beskrevet ovenfor. Som »begrundelse« for denne beslutning henvises til, at klassisk homøopati i udlandet er forbundet med en universitetsuddannelse. Homøopater har naturligvis modtaget Sundhedsstyrelsens støtte med kyshånd. »Det vil hjælpe med at få skilt de useriøse behandlere ud af branchen!« udtalte formanden for Dansk Selskab for Klassisk Homøopati²⁴ og kom derved til indirekte at understrege det kuriøse i Sundhedsstyrelsens beslutning. Arbejdsformidlingerne og Forsvarets Civiluddannelse har været med på vognen ved i en række tilfælde at have finansieret uddannelse til klassisk homøopat.²⁵

Der er i al fald to grunde til at forundres over den udbredte anvendelse af homøopatisk medicin. For det første er virkningsmekanismen så dunkel, at den må henregnes til det overnaturlige, for det andet er dokumentationen af en behandlingseffekt ret spinkel – ikke mindst sammenholdt med stærke udsagn fra overbeviste homøopater.²⁶

Undersøgelser af homøopati
Der findes undersøgelser, der viser en effekt af homøopati, men også mange, der meddeler, at det er virkningsløst. Tre redegørelser fortjener nærmere omtale, fordi de samler resultaterne af et større antal undersøgelser: l) En oversigt over 40 kliniske undersøgelser.²⁷ Forfatterne fandt, at der ikke var sikker evidens for effekt af homøopatisk behandling, til trods for de konklusioner, der drages i mange af undersøgelserne. 2) En oversigt over 107 kontrollerede undersøgelser,²⁸ hvoraf de fleste karakteriseres som havende endog meget dårlig kvalitet.²⁹ Forfatterne fandt en tendens i retning af virkning, men på grund af undersøgelsernes ringe kvalitet og sandsynlighed for publikationsbias,³⁰ var der ikke sikker dokumentation for homøopatiens påståede virkninger – yderligere undersøgelser anbefaledes. 3) En såkaldt metaanalyse³¹ af 89 kontrollerede undersøgelser.³² Den viste samlet en lille positiv effekt af homøopati og har derfor vakt en del opmærksomhed. Fortalere for homøopati har modtaget denne metaanalyse med begejstring og taler om overvældende effekt,^33,34 hvilket dog blev afvist af forfatterne selv.³⁵ Fra det etablerede system har det ikke skortet på indvendinger.^36-39 De går i hovedtrækkene ud på følgende: Hvis resultaterne er rigtige, er virkningen af homøopati i alle fald meget beskeden. De undersøgelser, der indgår i metaanalysen er af for dårlig kvalitet, og det er vigtigt at lægge mærke til, at behandlingseffekten er omvendt proportional med undersøgelsernes kvalitet. Med andre ord, jo ringere kvalitet en undersøgelse har, des mere peger den på, at homøopati virker – og omvendt. Den undersøgelse, der kvalitetsmæssigt er udført helt »efter bogen«, kunne netop ikke dokumentere nogen virkning. Endelig er omfanget af publikationsbias ukendt og sandsynligvis stort, selv om forfatterne forsøger at tage højde for denne fejlkilde.³²

Publikationsbias, variation i undersøgelsesresultater og overbetoning af en beskeden virkning kendes naturligvis fra undersøgelser af behandlinger inden for den autoriserede medicin, og er netop grunden til, at fortolkning af videnskabelig dokumentation bør ske med forsigtighed. I den forbindelse skal det nævnes, at der er en dyb modvilje i det autoriserede system mod at acceptere resultater, der peger på, at homøopatisk medicin overhovedet kan være virksom.

En enkelt laboratorieundersøgelse af homøopati er blevet herostratisk berømt og skal derfor refereres grundigere. Ikke mindst fordi resultatet jævnligt refereres af fortalere for homøopati som et »bevis«, uden at det samtidig oplyses, at der fulgte klare tilbagevisninger ganske kort efter, som gjorde »opdagelsen« lige så kold som »kold fusion«. Det har haft stor betydning, at undersøgelsens resultat blev offentliggjort i et af verdens mest fremtrædende videnskabelige tidsskrifter, Nature.⁴⁰

Det var i juni 1988. Her meddelte en fransk forskergruppe, under ledelse af professor Jacques Benveniste, nogle laboratorieforsøg, der enkelt fortalt syntes at vise, at vand kunne »huske« stoffer, som engang havde været opløst i det.⁴⁰ Fundet gik nemlig ud på, at virkningen af antistoffer mod allergi stadig kunne påvises i fortyndinger ned til 1:10¹²⁰ hvor der umuligt kunne være molekyler af det oprindelige stof tilbage. Dette blev understreget af gruppen selv, der foreslog, at informationen så måtte være videregivet til vandets molekylære struktur under fortyndings/rysteprocessen. Resultatet syntes at støtte en tidligere klinisk undersøgelse af gunstig virkning af homøopatisk medicin på høfeber,⁴¹ og førsteforfatteren af denne undersøgelse skrev et læserbrev til Nature, hvor han fremhævede, at

»… hvis disse observationer viser sig at være forkerte, vil homøopati være afsløret som en af den medicinske verdens største ulykker – en dårskab så massiv, at det vil være et studie værd i sig selv«.⁴²

Han kom ikke til at vente længe. Redaktionen havde nemlig allerede taget forbehold i en efterskrift til artiklen:

»Læserne af denne artikel deler muligvis den vantro, som mange af redaktionens konsulenter har haft ved vurderingen af den. Der er ikke noget fysisk grundlag for teorien. I samarbejde med professor Benveniste har Nature derfor bedt uvildige undersøgere om at overvære en gentagelse af eksperimenterne. En rapport herom vil blive bragt snarest«.

Rapporten kom fire uger senere under overskriften »’High-dilution’ experiments a delusion«⁴³ De franske forskere kunne ikke gentage fundene, når de ikke vidste, om der havde været aktivt stof i fortyndingerne eller ej. Sagen vakte selvsagt en del røre. »Fysikkens verden var trådt ind i en ny fase«, hed det, da den første artikel forelå. En præst foreslog, at vievand fastholdt en erindring om Gud. Imens udførtes kontroleksperimenter med vandhukommelse andre steder i Frankrig. Resultaterne kunne ikke bekræftes.⁴⁴

Det blev foreslået Benveniste at tilbagekalde resultaterne, men det afslog han. I stedet skrev han en bitter kommentar, hvori han angreb observatørerne for deres både amatøragtige og mistænksomme fremfærd. Han fortrød, at han overhovedet havde lukket dem inden for sin dør.⁴⁵ Bitterheden har ikke forladt Benveniste. Ti år senere betragter han stadig kontrolundersøgelsen som svindel.⁴⁶ Jacques Benveniste er en interessant figur i denne homøopatiens travesti. I 1996 publicerede han et arbejde, hvor han konkluderede, at informationen som ligger i homøopatisk medicin kan overføres gennem telefonledningerne og via internettet. Han er den eneste, som har vundet den satiriske og lidet flatterende Ig Nobel Chemistry Prize to gange – 1991 og 1998. Den tildeles forskning som »hverken kan eller bør gentages«.

Argumenter for og imod
Den nærliggende indvending mod homøopati er: »Det er vanskeligt at forestille sig nogen som helst virkning af fraværende molekyler.« Hertil svares forskelligt, fx:

1. Videnskabelige undersøgelser viser en gavnlig virkning af homøopati (se ovenfor). Desuden fortæller mange patienter, at det hjælper.⁴⁷
2. Effekten af homøopati er demonstreret i et laboratorieforsøg, der er offentliggjort i det ansete naturvidenskabelige tidsskrift Nature (se ovenfor).
3. Homøopati har været kendt i mere end 200 år.
4. Homøopati anvendes verden over af millioner af mennesker.
5. Vores forestillingsevne om, hvad der er muligt eller ej, skal ikke begrænse os i, hvad vi gør. Der er også megen autoriseret medicin, vi ikke kender virkningsmekanismen for. Og at henvise til, at noget bryder med fysikkens love, og derfor ikke kan eksistere, er at overvurdere vores viden. Fysikkens love er blot vore mangelfulde forsøg på at beskrive virkeligheden.

Vi ser nærmere på disse argumenter:
Ad 1: Der er undersøgelser, der viser en effekt. Men der er også adskillige undersøgelser, som ingen effekt viser. Samlet står bevisets stilling ikke for godt, som det er omtalt ovenfor. Det er imidlertid et videnskabsfilosofisk spørgsmål, hvad der skal til, for at noget kan betragtes som endeligt bevist. Beviser for en virkning af homøopati vil som nævnt på forhånd have svært ved at blive accepteret. Det er – på den anden side – også et spørgsmål, om homøopati nogensinde endeligt vil kunne afvises.

At mange kan berette, at homøopati hjælper, vejer ikke særlig tungt. Menneskets natur er sådan, at der altid er nogle, der bliver hjulpet af en eller anden behandling; det gælder også behandlinger inden for det autoriserede system. Menneskers erfaringer – selv om der er flere, der gør sådanne erfaringer – er ikke bevis for nogen virkning. Der er også mange, der ikke bliver hjulpet – det er heller ikke noget bevis.

Ad 2: At effekten af homøopati er beskrevet i det ansete naturvidenskabelige tidsskrift Nature, fremhæves af og til. Baggrunden er omtalt ovenfor. Det er så vigtigt for homøopater at kunne henvise til, at en effekt er meddelt i et naturvidenskabeligt tidsskrift. Nature‘s redaktion blev i øvrigt kritiseret for at have bragt den oprindelige artikel forfattet af de franske homøopater, men forsvarede sig bl.a. med, at man ville undgå anklager for at undertrykke muligt vigtige videnskabelige bidrag.⁴⁸ Men nu var skaden sket, mente andre, netop fordi det kunne forudses, at artiklen i Nature ville blive citeret, uden at det efterfølgende dementi nævnes.⁴⁹ Dette er kommet til at slå til. Der er flere eksempler. Et nyere mere alvorligt eksempel er det norske Aarbakke-udvalgs rapport fra 1998.⁵⁰ Den er omtalt nedenfor.

Ad 3: Det er et skrøbeligt holdepunkt, at homøopati er gammel kendt viden. Det er rigtigt, at klassisk homøopati har været stort set uforandret i 200 år, men det kunne lige så vel vække betænkeligheder. Mange overleverede »sandheder«, der har holdt sig i århundreder, fx humoralpatologien, dvs. læren om de fire legemsvæsker⁵¹– og miasmelæren,³² er senere helt blevet forkastet. Der er talrige andre eksempler fra videnskabens historie på hævdvundne teorier, der er blevet opgivet. Den autoriserede medicin, der er under stadig forandring – gradvis eller i spring – kaldes derfor dynamisk i sin teoriudvikling i modsætning til alternativ medicin, der betegnes som statisk – det gælder også homøopati.

Det er i den forbindelse interessant, at argumentationen for den alternative medicins »sandhed« ofte går i to (modsatte) retninger:

1. Anvendelsen af denne eller hin alternative behandling må være rigtig, fordi den hviler på urgammel viden og har været brugt i årtusinder. Argumentet anvendes fx om akupunktur, der bygger på oldkinesisk naturfilosofi (dette uddybes i Leif Hagerups artikel) og om indisk ayurvedamedicin.
2. Eftersom den autoriserede medicin ofte har taget fejl og har måttet forkaste tidligere opfattelser, tager den nok fejl igen, når den afviser den nytænkning, som den alternative medicin repræsenterer. De eksempler, der ofte nævnes i denne forbindelse er Paracelsus (1493-1541), som opponerede mod sin tids autoriteter, og Semmelweiss (1818-1865), der påviste, at barselsfeber skyldtes smitte på grund af dårlig hygiejne (og ikke miasmer³²), og som mødte stor modstand i sin samtid. En kliché, der hyppigt bruges her, er, at lægevidenskaben må være indstillet på et paradigmeskift.³³

Ad 4: At behandlingsmetoden anvendes af nok så mange mennesker, er heller ikke noget sundt bevis. Det er et »lemminge-bevis«. En kinesisk talemåde siger, at selv om 1000 mennesker siger noget vrøvl, er det stadig vrøvl. Millioner af mennesker i verden tror på reinkarnation – skønsmæssigt 2/3 af jordens mennesker mener, at de har levet på jorden i et tidligere liv. Det udgør ikke nogen sikkerhed for, at det er sandt, om end det heller ikke kan bevises, at det er forkert.

Ad 5: At vores forestillingsevne og kendskab til fysikkens love ikke bør være en begrænsende faktor for, hvad vi accepterer, er et ofte hørt og ganske besnærende argument.⁵⁴ Men det hører til de uigendrivelige argumenter.

Den videnskabelige skepsis’ tveæggede sværd er, at skeptikeren er nødt til at være skeptisk også over for sin skepsis. Han må som skeptiker tvivle på alt – også på sin tvivl. Selv vidtløftige påstande forsvares ofte med sådanne »skepsis-argumenter«. Der er måske mere mellem himmel og jord. Vi skal være åbne, vi må ikke være forudindtagne modstandere, må ikke have fordomme. Det var netop grunden til, at redaktionen af Nature besluttede at offentliggøre Benvenistes resultater,⁴⁰ som det er omtalt ovenfor.

På den anden side betyder argumentet, at alt bliver »lige tilladt«, at alt så bliver »lige muligt«. Det bliver svært at sætte nogen grænse for det absurde. Vi kan da fx næppe afvise at skulle bruge kræfter på at se på endnu en patentansøgning om opfindelsen af en »evighedsmaskine«, fordi det nu ikke er tilstrækkeligt at henvise til, at en sådan maskine simpelt hen er en umulighed, fordi dens funktion bryder med fysikkens love.

Da argumentet efter sin natur er uigendriveligt, kan det i stedet være nødvendigt at håndtere det praktisk: Der findes påstande, der er så absurde, at det i alle fald indtil videre må være berettiget ikke at bruge kræfter på at undersøge dem nærmere. Når det fx er blevet foreslået at bore huller i kraniet for at lukke mere ilt ind til hjernen, må man på forhånd kunne afvise at tage forslaget alvorligt. En ekstraordinær påstand, som fx at et homøopatisk præparat har effekt i de ekstreme fortyndinger, der anvendes, og endda forstærket effekt, må kræve en ekstraordinært solid bevisførelse. Dette kan illustreres med enhjørninge-eksemplet:⁴³

»Hvis jeg i telefonen får at vide, at der står en hest i min have, vil jeg måske blot bede naboen se efter, og jeg vil regne med, at det er rigtigt, hvis han bekræfter det. Men hvis jeg får at vide, at der står en enhjørning, vil jeg være tilbøjelig til at undersøge sagen mere kritisk. Jeg vil eventuelt selv tage hjem, fotografere den, rykke den i hornet, for at se, om det er limet på, måske få foretaget en røntgenundersøgelse osv., osv.«

I homøopatien har man aldrig kunnet fremføre ekstraordinært tunge beviser for de ekstraordinære påstande, der fremføres. Til gengæld har man søgt tilflugt i en »videnskabelig« argumentation og et »videnskabeligt« sprog, der tilsyneladende holder sig til allerede kendt viden – og derfor netop ikke påberåber sig et brud med fysikkens love eller en omkalfatring af eksisterende viden om fysik, kemi og farmakologi. Herved bliver homøopati et mønstereksempel på det tredje af de ovennævnte paradokser, der karakteriserer alternativ medicin – knæfaldet for videnskaben.

Knæfaldet for videnskaben
Homøopater vil gerne iklæde deres aktivitet en »videnskabelig dragt«. Man kunne også tale om lånte fjer. Dette fænomen har altid fulgt den alternative medicins og charlataneris historie og giver sig også udslag i bizarre professortitler og doktorgrader fra fjerne »universiteter«.

I en pjece fra 1948 med titlen »Kræftens Gaade løst« indbydes der til foredrag ved amerikansk dr.med. og Doctor i Naturopati Axel O. Hansen. I pjecen hedder det:

»…Al middelsvær Kræft og derunder, saasom Livmoderkræft, Endetarmskræft, Brystkræft og Nyrekræft kan helbredes. Kuren er mere sikker end Røntgenbehandling og Operation, der kun er henholdende, men ikke helbredende.«

Kun retskrivningen afslører, at der er tale om en ældre meddelelse, for løfterne er hverken mere eller mindre forjættende end dem, der gives i vore dage i blade, i bøger og på internettet. Og i lighed med, hvad vi også møder i dag, var doktortitlen uautoriseret og erhvervet efter en særdeles overkommelig indsats og tilsvarende beløb.

I England er en kvinde, der betitlede sig doktor og professor og påstod, at hun kunne helbrede bl.a. kræft, dissemineret sklerose og AIDS med præparatet »Cancelle«, som ikke indeholdt aktive stoffer, blevet idømt fængselsstraf.⁵⁵ Også i nyere tid har der i Danmark været eksempler på falske professorer, se fx Ebdrup⁵⁶ og Winther.⁵⁷

Formålet er at udstyre behandlingsmetoden eller udøveren med en autoritet, der ligner den, man kender fra det etablerede system. Videnskabeligheden forekommer særlig paradoksal, fordi der her anvendes en teknologi og et sprog, der ligner noget, man kender fra netop den naturvidenskabelige verden, som de alternative bevægelser samtidig ønsker at være alternative til.

Den norske læge Stig Bruset, der selv anvender homøopati, forklarer, at det er vigtigt, at lægemidlet findes i en form, der er egnet til overføring af information. Han henviser her til, at ovennævnte Benveniste og medarbejdere i 1991 fremlagde resultatet af nogle eksperimenter, der viste,

»…at effekten av potenserte stoffer kan oppheves av elektromagnetiske felt og ved kokning (kraftige molekylbevegelser). De fremla en teori om, at homøopatiske midler etterlater permanent ladede dipoler, samlet rundt forutrensninger i løsningsvæsken, som kan være involvert i molekylær og cellulær kommunikasjon.«⁵⁹

Mere af samme skuffe møder vi i en forbrugervejledning om 72 alternative behandlingstilbud udgivet af Sammenslutningen af Alternative Behandlere. Om homøopati oplyses det:

»Det er stoffer, der er fortyndet så meget, at der i de høje fortyndingsgrader ikke længere er stof tilbage. I stedet har stoffet efterladt bestemte svingninger/frekvenser i opløsningen (se Resonansterapi). Disse frekvenser er specifikke, alt efter hvilket stof der ligger til grund for opløsningen, og det er disse svingninger i det homøopatiske middel, der er den aktive del i sygdomsbehandlingen.⁵⁹“

Det kan vel accepteres, at fortalere for homøopati ønsker at fremme deres sag med nonsens-videnskab. Mere alvorligt bliver det, når man fra officielt hold forsøger at begrunde homøopatiens virkningsmekanismer. Det er der et aktuelt eksempel på: I 1997 nedsatte det norske Storting et udvalg med henblik på at vurdere de alternative behandlingstilbud. »Alternativ medisin-utvalget« blev kaldt »Aarbakke-utvalget« efter formanden, professor i farmakologi Jarle Aarbakke. Udvalget var bredt sammensat: læger, jurister, filosoffer og forskellige alternative behandlere. Der var ingen medlemmer med naturvidenskabelig baggrund inden for fysik eller kemi.

I december 1998 forelå betænkningen. Den gennemgår en lang række alternative behandlingstilbud. Homøopati henregner udvalget til de »muligt effektive« behandlingsformer. Og det hedder bl.a.:

»Vannmolekylets elektriske egenskaper gjør at det dannes hydreringsskall rundt alle stoffer som løses i vann. Selv ikke-elektriske stoffer vil etter Lennard-Jones-potensialet orientere seg i henhold til disse kreftene i mediet. Hydrogenbindingene gjør at det rundt hydreringsskallene dannes lag på lag med nye skall. Dette skaper en glidende overgang mellom stoff og løsningsmediet. I kvantefysikken er samhørighet mellom atomene et sentralt begrep. Her betraktes molekylene som forbundet gjennom et f elles felt. For de minste bestanddeler av stoff, kvarkene, er atskillelse umulig fordi de alltid opererer kollektivt. Klarest kommer stoffets samhørighet frem i superstrengteorien. Denne beskriver en superstreng, et éndimensjonalt objekt, som i ulike vibrasjonstilstander representerer alle kjente partikler og vekselvirkninger. Egenskapen supersymmetri i denne modellen, henviser til at partikler og vekselvirkninger kan gå over i hverandre…« Osv.⁶⁰

Imponerende, ikke sandt? Men det er blind ordleg. Nu er det ikke længere »permanent ladede dipoler« eller »svingninger/frekvenser« som i de to andre citater. Men er det meget bedre? Lad os se lidt på Aarbakke-udvalgets sagkyndighed: Udvalget synes at mene, at vand som er behandlet efter de homøopatiske principper, indeholder rester af superstrenge. Men her hentes begreber fra et helt andet område, nemlig fra fysikken om kernekræfter. Det må betyde, at i stedet for at bruge ressourcer på højenergifysik for at påvise supersymmetri, kunne man ifølge udvalget nøjes med at håndryste forskellige substanser i vand. For at sige det med fysikeren Wolfgang Pauli:

»It isn’t even wrong«⁶¹

Desuden gælder det, at hver enkelt binding i vand brydes og dannes mere end 10¹³ (titusind milliarder) gange i sekundet. Det er derfor en umulighed, at vandet kan fastholde strukturelle oplysninger om det, som engang har været opløst i det.

Aarbakke-udvalgets kritiske formåen må også vurderes i lyset af, at man i afsnittet om homøopati ufortrødent henviser til den ovenfor omtalte Jacques Benveniste og bl.a. tager den berygtede artikel fra 1988 i Nature alvorligt.⁵⁰

Tro og viden
Det ville være umådelig indskrænket, hvis man hævdede, at tilværelsen kun kunne beskrives inden for den naturvidenskabelige tankeverden. Hvis alt, hvad der ikke kan måles og vejes, blev opfattet som irrelevant. Det ville tilmed være umådelig fattigt.

Ingen nok så inkarneret naturvidenskabsmand vil benægte eksistensen af kærlighed eller glæde, blot fordi den ikke kan måles som fx et viserudslag. Det ville også være dristigt at hævde, at kærlighed og omsorg og tro ikke virker, selv om man ikke kan beskrive en årsags-virkningsmekanisme – og bl.a. derfor ikke kan forudse en specifik virkning.

Det er imidlertid iøjnefaldende, at en stor del af den alternative medicin ligger uden for den rationalitet, der er knyttet til naturvidenskabelig tankegang. Det gælder også homøopati. Den rationalitet, der kendetegner store dele af den alternative medicin, kan man kalde metafysisk, det vil sige det, der er uden for den fysiske verden. Man kunne også sige, at alternativ medicin og naturvidenskab svarer til tro og viden. Og disse to begreber tilhører to verdener, der gensidigt udelukker hinanden. Troen forsvinder, hvis den forlanger beviser. Videnskaben forsvinder, hvis den skal tros uden dokumentation. Tro kan derfor ikke føre til påstande om sagsforhold, og videnskab kan ikke sige noget afgørende om trosforhold.

Så vidt, så godt. Men begreberne blandes sammen, og travet bliver urent. Det er formentlig uundgåeligt. Det må nemlig erkendes, at meget i den videnskabelige proces er baseret på tro bl.a. på den tro eller de antagelser, at en påstand om, at noget er tilfældet, skal kunne efterprøves naturvidenskabeligt, og at der findes ubrydelige naturlove. Disse antagelser kan næppe bevises, men i naturvidenskaben vælger man at arbejde ud fra, at de er sande.

Eksemplet homøopati viser, at fortalere for alternativ medicin ønsker at henvise både til endnu ikke kendte (overnaturlige) kræfter og til årsags-virkningsmekanismer og forklaringsmodeller, der foregiver at være hentet fra naturvidenskaben, idet man i argumentationen snart tyer til »der er mere mellem himmel og jord«, snart til en tilsyneladende videnskabelighed. Der anvendes den »New Age techno-babble«,⁶² der er så udbredt i forbindelse med alternativ medicin,⁶³ men som kan være svær at gennemskue – jf. Aarbakke-udvalgets passus.⁶⁰

Der er ikke grænser for, hvad man kan tro på, men når der påstås en specifik og reproducerbar virkning af en alternativ behandlingsmetode – det vil sige, at virkningen kan genfindes og forudses – må denne påstand også underkastes en objektiv og kritisk test. Med andre ord, vil man spille med ved bordet, må man også følge spillereglerne, og de er – når det gælder naturvidenskab – at påståede virkninger og virkningsmekanismer skal vurderes kritisk ved hjælp af objektive, eksakte kriterier, og at man respekterer fysikkens love ud fra den antagelse, at verden indtil videre følger dem.

Bibliografi
Andreasen, D. (1992): »Kærlighed kan gøre os raske.« Helse, 1992, nr. 11, november, s. 8-9.

Benveniste, J. (1988): »Dr Jacques Benveniste replies.« Nature, vol. 334, s. 291.
(1998): »Meta-analysis of homoeopathy trials.« Lancet, vol. 351, s. 367.

Bergmark, M. (1968): Lægekunst, tro og overtro, dansk bearbejdelse: Nielsen, H. & Sunesen, E. København: Politikens Forlag.

Boyd, H. (1983): »Homoeopathy in general medical practice.« Worid Heaith Forum, vol. 4, s. 102-105.

Bruset, S. (1993): Kreft – og jakten på mirakler. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag.
(1995): »Homøopati – en utfordring til moderne fysikk og medisin.« I: Launsø, L., Kjerbæk, K. & Tingstad, A., red.: Livskraft og mennesker. København: Akademisk Forlag, s. 69-76.

Coulter, H. L. (1984): »Homoeopathy« I: Salmon, J.W, red.: Alternative Medicines. New York, London: Tavistock Publications, s. 57-79.

Devenas, E., Beauvais, F., Amara, J., Oberbaum, M., Robinzon, B., Miadonna, A., Tedeschi, A., Pomeranz, B., Portner, P., Belon, P., Sainte-Laudy, J., Poitevin, B. & Benveniste, J. (1988): »Human basophil degranulation triggered by very dilute antiserum against IgE.« Nature, vol. 333, s. 816-818.

Dixon, B. (1988): »Criticism builds over Nature investigation.« The Scientist, vol. 2, nr. 16, s. 1 +4-5.

Dorozynski, A. (1988): »French Scientists say little; the French press too much.« The Scientist, vol. 2, nr. 16, s. 4.

Dyer, C. (1993): »Bogus British professor sentenced to prison.« British Medical Journal, vol. 306, s.1499-1500.

Ebdrup, M. (1999): »Astrup vinder sag over helsefabrikant.« Dagens Medicin,14. januar, s. 14.

Hanzen, R.M. & Trefil, L (1991): »Quick! what’s a quark?« New York Times, 13. januar,s. 24-26.

Hartling, O. (1995): »Naturmedicin og naturvidenskab,« Månedsskrift for Praktisk Lægegerning, august, s. 979-990.

Hill, C. & Doyon, F. (1990): »Review of randomized trials of homoeopathy.« Rev. Epidém. et Santi Publ. vol. 38, s. 139-147.

Jarvis,W. (1994): »Homeopathy.« Skeptic,vol. 3, nr. 1,s. 50-57.

Jepsen, L.P. (1992): »Find selv ud af det!« I: Ulbæk, I., Jepsen, L.P., red.: Er der mere mellem himmel og jord? København: Gyldendal.

Jørgensen. O. (1998a): »Homøopati virker.« Berlingske Tidende, 22. december.
(1998b): »Forskning i alternativ behandling.« Berlingske Tidende, 7. december.
(1999): »Homøopati virker.« Kristeligt Dagblad, 10. juli.

Kahn, M.-F. (1998): »Meta-analysis of homoeopathy trials.« Lancet, vol. 351, s. 365.

Kleijnen, J., Knipschild, P. & ter Riet, G. (1991): »Clinical trials of homoeopathy.« British Medical Journal, vol 302,s.316-323.

Langman, M.J.S. (1995): »Homoeopathy trials: reason for good ones but are they warranted?« Lancet, vol. 350, s.825.

Launsø, L. (1995): Det alternative behandlingsområde. Brug og udvikling; rationalitet og paradigmer. København: Akademisk Forlag.

Leder (1823): »Preface.« Lancet, vol. 1, s. 1-2.

Leder (1997): »Science versus Antiscience.« Scientific American. Januar,s. 80-81.

Lenfant, C. (1995): »The calcium channel blocker scare.« Circulation, vol. 91, s. 2855-2856.

Linde, K., Clausius, N., Ramirez, G., Melchart. D., Eitel, F., Hedges, L.V. & Jonas, W.B. (1997): »Are the clinical effects of homoeopathy placebo effects? A meta-analysis of placebo-controlled trials.« Lancet, vol. 350, s. 834-843.

Linde, K. & Jonas, W.B. (1998): »Meta-analysis of homoeopathy trials.« Lancet, vol. 351, s. 367-368.

Maddox, J., Randi, J. & Stewart, W.W. (1988); »’High-dilution’ experiments a delusion.« Nature, vol. 334, s. 287-290.

Norges offentlige udredninger (1996): Alternativ Medisin. NOU, vol 21. Oslo: Statens forvaltningstjeneste, Statens trykning.

Paterson, C. (1998): »Meta-analysis of homoeopathy trials.« Lancet, vol. 351,s.365-366.

Plasterk, R.H.A. (1988): »Explanation of Benveniste.« Nature, vol. 334, s. 285.

Reilly, D.T., Taylor, M.A., McSharry, C. & Aitchison,T. (1986):»Is Homoeopathy a placebo response? Controlled trial ofhomoeopathic potency, with pollen in hayfever as model.« Lancet, vol. II, s. 881-886.

Reilly, D.T. (1988): »Explanation of Benveniste.« Nature, vol. 334, s. 285.

Sammenslutningen af Alternative Behandlere, SAB (1996): Forbrugervejledning, 2. udg., 1. oplag. SAB’s sekretariat, København.

Seed, P. (1998): »Meta-analysis of homoeopathy trials.« Lancet, vol. 351, s.365.

Stix, G. (1995): »Profile: Wayne B. Jonas. Probing Medicine’s Outer Reaches.« Scientific American, October, s. 34-35.

Turney, J. (1996): »Public understanding of science.« Lancet, vol. 347, s. 1087-1090.

Vallance, A.K. 8; Jobst, K.A. (1998): »Meta-analysis of homoeopathy trials.« Lancet, vol. 351, s. 366.

Vandenbroucke, J.P. (1997): »Homoeopathy trials: going nowhere.« Lancet, vol. 350, s. 824.

Vithoulkas, G. (1983): »Homoeopathy: A therapy for the future?« Worid Heaith Forum, vol. 4, s. 99-101.

Wackerhausen,S. (1994); »The Deenchantment and the Reenchantment of the World.« I: Johannessen. H., Launsø, L., Olesen, S.G., Staugård, F., red.: Studies m Alternative Therapy 1. Odense: University Press, s. 267-279.

Werge, T. (1998): »Sejr for alternativ behandling.« Berlingske Tidende, 4. december.

Winther, M. (1999): »Du store medicinmand.« Kronik. Kristeligt Dagblad, 2. juli.

Wolf, R. & Windeler, J. (1998): »Erfolge der Homoopathie – nur ein Placebo-Effekt?« Internetudgave af Regiomontanusboten, Niirnberger Astronomischen Arbeitsgemeinschaft, Oktober 1998.

Yam, P. (1997): »The medias eerie fascination.« Scientific American, January, s. 84-85.

Aagaard, P. (1999a): »Gennembrud for Homøopatien.« Kristeligt Dagblad, 3. juli. (1999b): »AF betaler uddannelse af homøopater.« Kristeligt Dagblad, 5. juli.

Noter

1. Fra en lederartikel, »Preface« i The Lancet (1823). Lederen er usigneret, men er formentlig skrevet af tidsskriftets grundlægger, lægen Thomas Wakley (1795-1862).
2. Leder i Scientific American (1997).
3. Philip Yam (1997).
4. Lars Peter Jepsen (1992), side 11.
5. Flere astrologer tilbyder bl.a. på Internettet under såkaldt erhvervsastrologi assistance til udvælgelse af ansøgere, økonomisk planlægning m.m.
6. R.M. Hanzen og J. TrefiK 1991).
7. Claude Lenfant (1995).
8. Steen Wackerhausen (1994).
9. Jon Turney (1996).
10. Ole Hartling (1995).
11. Reduktionistisk anvendes om det fænomen, at enkelte dele af en helhed betragtes uden hensyn til, at de er dele af helheden. Det kan også udtrykkes sådan, at helheden kun betragtes som summen af dens enkeltdele. Begrebet sættes i almindelighed i modsætning til holistisk, der således udtrykker, at helheden er mere end summen af sine enkeltdele. Holisme anvendes også om det begreb, at enkeltdelen rummer helheden i sig. Forfatteren Hans-Jørgen Nielsen har kaldt holisme for »reduktionisme på højt plan«.
12. Christian Science. Åndelig helbredelsesmetode fra 1879, hvis hovedtese går ud på, at sygdom er indbildning og skyldes et forvredent syn på menneskers sande åndelige natur. Irisdiagnostik, irisanalyse eller iridologi. Ved at undersøge øjets regnbuehinde (iris) for farveændringer, pletter og spalter kan man ifølge iridologer »kortlægge ubalancer, sygdomme og dårlige vaner«. (Sammenslutningen af Alternative Behandlere, 1996). Irisdiagnostik er en af de alternative diagnostiske metoder, der er undersøgt nøjere: Den diagnostiske træfsikkerhed hæver sig ikke over tilfældige gæt (fx Bruset, 1993, side 113-114). Zoneterapi. Ved hjælp af tryk og massage af fødderne kan »ubalancer« normaliseres, idet bestemte punkter på fodsålerne svarer til bestemte kropsområder og organer. (Se LeifHagerups kap.). Tungediagnostik. Forskellige områder på tungen svarer til forskellige organer og kropsdele. Øreakupunktur bygger på den antagelse, at kroppen og dens organer er projicere! på det ydre øre, så den svarer til et menneske i fosterstilling med hovedet nedad. Hvert organ og kropsdel kan da rammes og behandles med akupunkturnåle. Øreakupunktur er en europæisk opfindelse af franskmanden P.F.M. Nogier og stammer fra 1972.
13. Ifølge såkaldt ECIWO-biologi indeholder en enkelt del af kroppen fx området mellem tommel- og pegefinger information om hele kroppen og dens organer, således at resten af kroppen kan behandles herfra. ECIWO = Embryo Containmg the Information of the Whole Organism. (Bruset, 1993, side 170-174).
14. Radioni. Det hævdes, at man ved hjælp af en blodsdråbe kan måle »ubalancer i patientens energifelt«. Fjernbehandling kan foregå via blodsdråben, uanset hvor i verden patienten befinder sig. (Sammenslutningen af Alternative Behandlere, 1996).
15. Vegatest. Med et måleapparat måles »resonanssvingninger« i kroppen ved et »reflekspunkt« på en finger. Efter diagnosticering »indtastes« naturmedicin fx et homøopatisk lægemiddel, der kan rette op på de påviste »ubalancer«. (Sammenslutningen af Alternative Behandlere, 1996).
16. »De [lægerne] anerkender ikke, at der er en sammenhæng mellem krop og sjæl, fordi de mangler et videnskabeligt bevis. Men den moderne atomvidenskab kan dog levere en del af forklaringen. Den siger, at når alt kommer til alt, består alting af energi eller ånd,« siger Dagmar Andreasen i Helse (1992). I en bog, der er antaget som disputats inden for det sociologiske fagområde, fremsættes den interessante betragtning, at »Kvante- og relativitetsteorien… har tvunget en række fysikere til at ændre deres begreb om partiklen på afgørende måde… Det faktum, at en partikels masse svarer til en given energimængde, betyder, at partiklen ikke længere kan opfattes som en statisk genstand (der er grundlaget for lægevidenskabens forestillingsverden), men må ses som et dynamisk mønster, som en proces, der inddrager den energi, der manifesteres som partiklens masse. Dette energibegreb kan ikke gribes inden for lægevidenskabelig forskning. Derimod har dette energibegreb vundet stor indflydelse i store dele af det alternative behandlingsområde, hvor der arbejdes med energilegemer og energicentre.« Herefter gennemgås »energilegemets« lag: det æteriske, det astrale, det mentale og det spirituelle legeme, og det oplyses, at der arbejdes med syv store energicentre også kaldet chakraer. Det tilføjes dog forsigtigt: »Det teoretiske grundlag for anvendelsen af energibegrebet er endnu i sin støbeske.« Laila Launsø (1995), side 205-207 og side 337.
17. William Jarvis (1994), Rainer Wolf og JurgenWindeler(1999).
18. Matts Bergmark (1968), side 3 5 3 -367.
19. Coulter(1984).
20. H.Boyd(1983).
21. Pendulering. Et pendul bringes i svingninger over patienten. »En sensitiv person kan benytte pendulets evne til at foretage bestemte, lovmæssige svingningskurver, som påvirker pendulet«, hvorved »ubalancer i kroppens frekvensmønstre« kan opdages. Også skadelige »miljøstråler« kan påvises. (Sammenslutningen af Alternative Behandlere, 1996).
22. Kinesiologi er udsprunget af kiropraktik. Med en »muskeltest« kan en persons »energibalance« kortlægges, og det kan afgøres om »energierne flyder frit«. Behandling kan derefter foregå med mange slags alternativ medicin bl.a. homøopati. (Sammenslutningen af Alternative Behandlere, 1996).
23. George Vithoulkas (1983).
24. Peter Aagaard (1999a).
25. Peter Aagaard (1999b).
26. Ole Jørgensen (1998a og 1999) blandt mange andre.
27. C.Hill og F.Doyon(1990).
28. Med kontrolleret undersøgelse menes en kritisk vurderende undersøgelse i form af et såkaldt dobbeltblindt, randomiseret forsøg (på eng. randomized controlled triol). Det er et velkendt undersøgelsesregi, hvor hverken behandleren (lægen) eller patienten véd, hvilken behandling der gives, fx om der gives muligt virksom behandling eller placebo, og hvor dette bestemmes ved lodtrækning (randomisering). Hensigten er at undgå at lægens eller patientens eventuelle forventning til behandlingen får indflydelse på resultat-vurderingen og desuden at tage højde for tilfældige udsving.
29. Jos Kleijnen, Paul Knipschild og GerbenterRiet (1991).
30. Publikationsbias udtrykker det fænomen, at undersøgelser med et positivt resultatudfald har større chance for at blive offentliggjort (publiceret) end resultater, der ikke viser nogen effekt. Dette vil give en skævhed (eng. bias) i det samlede billede af, om der er nogen virkning.
31. Metaanalyse er en samlende undersøgelse af en række undersøgelser, hvorved det evt. kan fastslås, om der er en virkning.
32. Klaus Linde m.fl. (1997).
33. Charlotte Paterson (1998).
34. Aaron K. Vallance og Kim A. Jobst (1998).
35. Klaus Linde og Wayne B. Jonas (1998).
36. Jan P.Vandenbroucke (1997).
37. M.J.S.Langman (1997).
38. Marcel-Francis Kahn (1998).
39. Paul Seed (1998).
40. E.Devenasm.fl.(1988).
41. David T. Reilly m.fl. (1986).
42. David T. Reilly (1988).
43. John Maddox m.fl. (1988).
44. Alexander Dorozynski (1988).
45. Jacques Benveniste (1988).
46. Jacques Benveniste (1998)
47. Det virker endda på afstand: Hvis man drypper det homøopatiske lægemiddel ned i en blodprøve taget fra en patient, kan patienten, der befinder sig et helt andet sted, straks føle virkningen. »Blodlegemerne kan med andre ord øjeblikkeligt ‘sende en meddelelse’ til kroppen. Dette er en kommunikation mellem celler, som skolemedicinen ikke kender«. (Ole Jørgensen 1998b). Denne alternative behandlingsform kaldes også radioni (se note 14).
48. Bernard Dixon (1988).
49. Ronald H.A. Plasterk (1988).
50. Norges offentlige udredninger (1998), side 198-200.
51. Læren om humoralpatologien udvikledes i antikken og blev knæsat af den græske læge Galenes. Humoralpatologiens fire legemsvæsker er blod, slim, gul galde og sort galde. Den lære var så indgroet, at da lægen William Harvey beskrev blodets kredsløb i 1628, havde han svært ved at trænge igennem, selv om han kunne henvise til, at dersom blodet ikke cirkulerede, måtte legemet danne mere end syv ton blod i døgnet. Først efter årtier vandt han gehør.
52. Før kendskabet til sygdomsforvoldende (patogene) bakterier, mente man, at smitte overførtes gennem usund luft. Fænomenet kaldtes miasme. En kendt »miasmesygdom« er malaria, som direkte oversat betyder »dårlig luft«.
53. Laila Launsø (1995).
54. Thomas Werge (1998).
55. C. Dyer (1993).
56. Mette Ebdrup (1999).
57. Mogens Winther (1999).
58. Stig Bruset (1995).
59. Sammenslutningen af Alternative Behandlere (1996).
60. Norges offentlige udredninger (1998), side 48.
61. Hvis jeg hævder, at det danske flag er »sort og gult«, er det forkert. Hvis jeg siger, at det er »lidt salt« eller er »læseværdig!« eller, at det er »en god suppe«, er det ikke engang forkert. Det er nonsens.
62. Betegnelsen er anvendt af fysikeren Robert L. Park, der bl.a. på denne måde har kritiseret den amerikanske sundhedsstyrelses Office of Alternative Medierne, OAM. (Refereret af Gary Stix 1996.)
63. Den pjece, som Sammenslutningen af alternative behandlere (se note 59) har udgivet, og hvor 72 forskellige alternative behandlinger beskrives, består for størsteparten af den slags videnskabeligt klingende forklaringer. Enkelte udpluk er givet fx i note 14, 15,21 og 22.

[*]

[*]

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.

Deltag her.