af Michael L. Ahlstrand

Efter ugepressens omtale at dømme har den alternative branche stor succes i Danmark. Hver uge kan vi læse den ene mirakelhistorie efter den anden om, hvordan hr. og fr. Danmark har fået det bedre på både krop og sjæl efter et besøg hos en alternativt tænkende terapeut. Det okkulte stimulerer vores fantasi og evige søgen efter universelle sammenhænge – gerne af mere letfordøjelig karakter end naturvidenskabens kaosteori. Og så snart en alternativ behandler påberåber sig overnaturlige evner og empirisk viden, appellerer det åbenbart mere til vores drømme end skepsis. Og som jeg vil komme nærmere ind på i dette kapitel, spiller vores forventninger og håb om succes i forbindelse med en konsultation en stor rolle for vores accept af det alternative. En bemærkning man hyppigt hører er: »Jamen – det passede på en prik!« Det kan være i kølvandet på et detaljeret horoskop eller anden form for spådom – og det betragter nogle åbenbart som incitament nok til at lægge sit velbefindende eller mangel på samme i hænderne på en alternativ terapeut. Men set med en tryllekunstners øjne findes der nogle jordnære forklaringer på vores oplevelse og accept af okkulte fænomener som f.eks. astrologi, spiritisme og clairvoyance – så lad os kigge på nogle af dem.

Clairvoyance
Clairvoyance betyder klarsyn – evnen til at ‘se’ eller fornemme ting vi ellers ikke kan opfatte med vores normale sanser. En del danskere hævder, at de er clairvoyante, og endnu flere tror på dem.

En dansk observa¹ viser, at hele 65% af de adspurgte tror på, at nogle mennesker er synske, 57% tror på telepati (tankeoverførsel), 39% tror på, at Atlantis har eksisteret, og 36% tror på astrologi (horoskoper). Som et kuriosum tror kun 8% af de adspurgte på okkultisme!

Andre undersøgelser har vist, at flere kvinder end mænd tror på de okkulte teorier, og at der også er en sammenhæng mellem uddannelse og troen på det okkulte – jo længere uddannelse, jo færre tilhængere.² Det betyder dog ikke, at menneskets viden om det okkulte er proportional med længden af ens uddannelse – blot at der er flere skeptikere blandt personer med en længerevarende uddannelse.

Begrebet klarsyn anvendes bredt som fællesnævner for både telepati, post- og prækognition. Med postkognition menes evnen til at ‘se’ nogle hændelser eller hidtidige livsforløb, som man ellers ikke har nogen forudgående viden om eller indsigt i. Prækognition er forudanelse – altså evnen til at forudsige hændelser.

På det eksperimentelle område findes der tusindvis af rapporter om paranormale fænomener. Hyman³ anslår, det drejer sig om cirka 3.000 af slagsen. Stort set alle rapporterne er offentliggjort af sikkert både ærlige og rationelt tænkende videnskabsfolk, der mener, at netop deres rapport(er) dokumenterer eksistensen af noget paranormalt.

Alligevel har de ikke formået at overbevise hovedparten af deres videnskabskolleger om, at de virkelig har observeret en eller anden form for paranormal aktivitet. En af grundene til afvisningerne af de mange paranormale beretninger er angiveligt det faktum, at der næppe findes nogen anden ‘videnskab’, som historisk set har været ramt af så meget humbug og svindel som parapsykologien. Dermed ikke sagt, at svindel ikke forekommer på andre forskningsområder – det gør den sikkert – blot i langt mindre grad, end man har konstateret inden for parapsykologien. Forskning i parapsykologiske emner nyder derfor ikke den helt store anseelse inden for naturvidenskaben.

Barnum-effekten
Cirkusmanden Phineas Taylor Barnum har uforvarende lagt navn til udtrykket Barnum-effekten. Hans forretningsfilosofi var, at der i alle hans forestillinger skulle være lidt for enhver smag. Barnum-effekten beskriver således den tendens vi mennesker har til at opfatte generelt udformede personbeskrivelser som værende meget personlige, fordi de rummer udsagn, der dækker enhver smag.

Tilbage i slutningen af 1940’erne lavede psykologen B.R. Forer et interessant eksperiment⁴ med en klasse psykologistuderende. Som resultat af en simuleret personlighedstest fik hver student udleveret ens personbeskrivelser, som de troede var individuelle. På en skala fra l (dårligt) til 5 (perfekt) skulle de studerende angive, hvor godt deres »individuelle« personbeskrivelse passede. Ud af 39 studerende gav kun fem personer en karakter under 4 – og ingen af dem under 2. Gennemsnitskarakteren var 4,3!

Variationer over Forers klassiske forsøg er udført talrige gange op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne med samme resultat.⁵ Spørgsmålet er, hvorfor Barnum-effekten virker så godt som den åbenbart gør. Forers originale personbeskrivelse er primært rettet mod unge mennesker, men kan med få ændringer ændres til at dække en bredere eller en anden målgruppe. Og så holder den endda fint endnu 50 år efter, at den blev skrevet:

»Du har et stort behov for andre menneskers anerkendelse og en tendens til at være meget selvkritisk. Du råder over en hel del uudnyttet kapacitet, som du endnu ikke har anvendt til egen fordel. Selv om du har nogle personlige svagheder, er du generelt set i stand til at kompensere for dem. Dit seksualliv har af og til givet dig anledning til spekulationer. Over for andre kan du virke både velafbalanceret og fuld af selvtillid, men indeni føler du dig mere usikker. Nogle gange er du i alvorlig tvivl, om du har truffet den rigtige beslutning eller har gjort nok. Du foretrækker variationer i din dagligdag og bliver irriteret, hvis du hæmmes af restriktioner og begrænsninger. Du betragter dig selv som et selvstændigt individ, der ikke uden videre lader sig pådutte andres meninger. Du har erfaret, at det kan være uklogt at være hudløs ærlig, når du betror dig til andre – også nære venner. Du svinger mellem at være udadvendt, venlig og imødekommende og andre gange mere reserveret. Nogle af dine fremtidsdrømme forekommer at være temmelig urealistiske. Sikkerhed er en af dine levesætninger«⁶

Forer blev kritiseret for, at personbeskrivelsen var for generel og derfor passede på de fleste unge. Men det foruroligende ved kritikken var, at Forer ikke havde skrevet sin generaliserede personlighedsbeskrivelse ud fra standardindholdet i diverse psykologibøger om personlighedsteori, men havde plukket lidt hist og her i en astrologibog!

Dermed ikke sagt, at ethvert horoskop eller en spådom er en samling af generelle karaktertræk – de kan faktisk godt være meget specifikke. Men de overvejelser, der ligger til grund for anerkendelsen af indholdet i en personbeskrivelse – uanset om den så er forfattet af en psykolog, en påstået clairvoyant eller en astrolog – stikker dybere end blot en nøgtern vurdering af, hvad klienten synes passer og ikke passer.

Undersøgelser peger på, at foruden selve indholdet og tonen i personbeskrivelsen så spiller kilden til karakteristikken også en meget vigtig psykologisk rolle. Dertil kommer vores individuelle forventninger og opfattelse af, hvad der kan lade sig gøre i denne verden – og så selvfølgelig det forhold, at vi mennesker har tendens til at hæfte os ved det, vi synes passer godt og fortrænge det, der ikke passer.

Indholdet
En væsentlig faktor i accepten af en Barnum-beskrivelse er som nævnt selve indholdet. Vi mennesker elsker jo at blive rost, og jo mere smigrende beskrivelsen af os er, des større er sandsynligheden for, at vi synes den passer. Det har påståede clairvoyante og astrologer for længst forstået at udnytte. De færreste af dem ville sige til en klient:

»Lad os være helt ærlige – du er ikke særlig intelligent, du er seksuelt underernæret og du er kronisk mytoman!«.

I hvert fald ikke uden at konkludere, at klienten i overvejende grad er i stand til at kompensere herfor og derfor alt i alt er et godt menneske.

En anden væsentlig faktor er en psykologisk mekanisme, der bevirker, at vi bedre husker rigtige udsagn end forkerte, og at vi hellere leder efter udsagn, der passer, end efter dem, der ikke gør.⁷ Denne faktor udgør – i forening med en speciel spørgeteknik, som i magiens verden kaldes for Cold-reading (omtales senere i dette kapitel) – et stærkt arbejdsredskab for den, der ønsker at gøre karriere i den okkulte branche.

Kilden
Når dagspressen omtaler en begivenhed, krydrer skribenten ofte egne indtryk med såkaldte ekspertudsagn. Og vi er åbenbart alle sammen ‘eksperter’ inden for vores respektive fagområde. Bankmanden anses for at være ‘ekspert’ i finansielle anliggender, lægen er ‘ekspert’ i sygdomme og astrologen i horoskoper. Ekspertudsagnene er med til at underbygge artiklens troværdighed og er ofte udslagsgivende for det indtryk eller den mening, vi danner os. Denne bogs troværdighed er således baseret på forfatternes faglige kompetence og de utallige kildehenvisninger. På samme måde afhænger menneskers accept af en Barnum-beskrivelse i høj grad af kilden.

I en undersøgelse af Snyder og Shenkel⁸ bad forsøgslederne nogle klienter om at bedømme nogle personlige horoskoper, som i virkeligheden var helt ens Barnum-beskrivelser. Klienterne skulle ligesom i Forers eksperiment vurdere indholdet på en skala fra l til 5. Men en af forskellene var, at klienterne fik »udformet« horoskoperne af studerende, der foregav at være astrologer. En gruppe klienter fik horoskopet stillet uden at skulle afgive nogen personlige oplysninger overhovedet. En anden gruppe fik horoskoperne stillet alene på baggrund af oplysninger om fødselsmåned og en tredje på baggrund af præcise fødselsdata. Den første gruppe klienter gav horoskoperne en jævn vurdering på 3,2. Den anden gruppe, som havde oplyst individuel fødselsmåned, gav en gennemsnitskarakter på 3,8. Den tredje gruppe, som havde givet præcise fødselsdata, gav gennemsnitskarakteren 4,4!

Det lader også til, at jo mere mystiske former en Barnum-beskrivelse bliver udformet under, jo mere overbevisende virker den.⁹ Hvis den kommer fra en pålidelig kilde som f.eks. en dygtig psykolog, scorer den pæne karakterer, men det er endnu bedre, hvis den kommer fra en mere mystisk eller overnaturlig kilde, som f.eks. en astrolog, en tarotkort-læser eller indholdet af et brugt kaffefilter!

Forventninger
Vores forventninger til en kommende handling påvirker som regel både selve oplevelsen og den efterfølgende evaluering af den. Et godt eksempel herpå er Silvermans undersøgelse fra begyndelsen af 70’erne.¹⁰ En gruppe mennesker med et minimalt kendskab til astrologi blev præsenteret for tolv horoskoper – et for hvert stjernetegn. De blev bedt om at udvælge de fire beskrivelser, der passede bedst på dem selv. Når horoskoperne kun var nummererede fra 1-12, viste det sig at være helt tilfældigt, hvilke af dem klienterne valgte ud – og der var i øvrigt ingen tendens til at de valgte det fra deres »rigtige« stjernetegn hyppigere end andre. Men når horoskoperne blev mærkede med de respektive stjernetegn, var der helt klart en tendens til, at de valgte beskrivelsen med deres eget stjernetegn.

Man kan derfor godt forestille sig, at hvis åbentsindede mennesker er modtagelige for påstande om clairvoyante mediers oversanselige evner, så er de også mere tilbøjelige til at acceptere indholdet af en Barnum-beskrivelse, fordi de forventer, at den passer. Omvendt får skeptikere ofte skudt i skoene, at de har skyklapper på og ikke kan abstrahere fra deres skepsis, når de stilles over for overnaturlige påstande – de er simpelthen for negativt indstillede på forhånd.

Men nutidige undersøgelser viser faktisk, at skeptikere er mere åbentsindede end pro-alternative! Glick og Snyder lavede i 1986 et eksperiment, hvor hhv. en gruppe skeptikere og en gruppe pro-alternative ud fra et interview skulle vurdere om en given personbeskrivelse – i dette tilfælde et horoskop – passede på en bestemt forsøgsperson. De to grupper skulle tage udgangspunkt i en hypotese om, at den udvalgte forsøgsperson ifølge horoskopet var udadvendt, venlig og omgængelig. Hvad de to grupper ikke vidste var, at forsøgspersonen konsekvent ville svare efter et bestemt mønster. Hvis spørgsmålet var af ‘udadvendt’ karakter (f.eks. »Kan du lide at gå til fest?«), svarede personen ‘udadvendt’ (dvs. »Ja«). Hvis spørgsmålet i stedet for var ‘indadvendt’ (»Foretrækker du at sidde hjemme og hygge dig?«), svarede personen ‘indadvendt’ (igen »Ja«). Undersøgelsen viste at de pro-alternative slet ikke anvendte den viden, de opnåede gennem interviewet, til at revidere deres opfattelse af, hvor godt eller skidt horoskopet passede. Lige meget, hvor mange benægtelser de fik under interviewet, betragtede de hypotesen som værende bekræftet. Til gengæld blev skeptikerne mere og mere overbeviste for hvert udsagn, de fik bekræftet. Med andre ord så var skeptikerne i langt højere grad i stand til at anvende informationer, der konfliktede med deres oprindelige holdninger til at revurdere disse holdninger.¹¹

Endnu et eksperiment, der bekræfter dette forhold blev udført af Russel og Jones i 1980. Skeptikere og pro-alternative fik udleveret artikler om ESP. Nogle af artiklerne støttede tanken om eksistensen af ESP – andre afviste den. De pro-alternative huskede indholdet af artiklerne, der støttede deres egne holdninger, meget godt. Men deres erindring om indholdet af de artikler der argumenterede mod eksistensen af ESP var temmelig dårlig – faktisk erindrede 15% af de pro-alternative de negative artikler som værende positive over for tanken om eksistensen af ESP! Skeptikerne huskede derimod mange detaljer fra begge typer artikler – uanset om de stred imod deres manglende tro på eksistensen af ESP.

For nogle år siden var jeg til en INRAT-konference i Holte nord for København, hvor alternative og naturvidenskabelige repræsentanter på statens regning skulle forsøge at komme til en forståelse af hinandens synspunkter. Kun få naturvidenskabsfolk dukkede op, og begge parter havde det sædvanlige problem – de talte ikke samme sprog. Bevares, de talte alle dansk, men de forstod ikke hinandens argumenter, selv om de gerne ville. I en af pauserne talte jeg med en kvinde, der præsenterede sig som neuro-mediciner. Hun deltog dog ikke i kraft af sin naturvidenskabelige baggrund, men qua sin store fritidsinteresse, astrologi. Jeg præsenterede mig som skeptisk tryllekunstner. Hun forsøgte straks at putte mig i bås ved at finde ud af, hvilket stjernetegn jeg var født i. Vædderen, løj jeg. Hvilket straks bekræftede hendes teori om, hvorfor jeg var skeptisk. Jeg fortalte, at min skepsis nok snarere skyldes, at jeg som tryllekunstner ved, hvordan man kan snyde menneskets sanser og endog bibringe nogle det indtryk, at man besidder overnaturlige kræfter uden at det er tilfældet. Så stillede hun dagens spørgsmål:

»Hvordan kan du vide, at du snyder, når du tryller – og at det ikke er, fordi du i virkeligheden HAR overnaturlige kræfter?«.

Jeg blev helt mundlam – overvejede at spørge hende, hvordan hun kunne vide, at hun var neuro-mediciner, men lod være.

Menneskets forventninger til en forestående handling kan i øvrigt være så stærke, at de også overdøver de normale fysiske sanser – noget som vi tryllekunstnere ofte benytter os af i praksis. Hvis vi f.eks. kaster en mønt fra den ene hånd til den anden et par gange, så vænner tilskueren sig så meget til bevægelsen, at han også ser mønten flyve fra hånd til hånd tredje gang bevægelsen laves – blot uden mønt.

Med andre ord har man gode kort på hånden, hvis man som påstået clairvoyant forstår at anvende Barnum-effekten. Mange medier gør det sikkert ubevidst og tror, at deres klienters relative accept af deres udsagn skyldes, at de vitterligt har overnaturlige evner. De ved slet og ret ikke, at deres »succes« formentlig skyldes et psykologisk fænomen – Barnum-effekten – krydret med klienternes forventninger til deres evner som medie. Og da den okkulte branche trods alt ikke tiltrækker skeptikerne, kan de koncentrere sig om de klienter, der tror på sagen, hvilket meget naturligt øger chancerne for succes.

Cold-reading
Men selv om en Barnum-beskrivelse, en krystalkugle og opskruede forventninger hos en klient i sig selv kunne give en alternativt tænkende indtryk af, at man er begavet med clairvoyante evner, så skal spådommene helst krydres med mytedannende stof, før flertallet kan overbevises. Den clairvoyante skal ganske enkelt ramme rigtigt med sine udtalelser hyppigere end man ville forvente var muligt for en person uden forhåndskendskab til klienten. Til det formål anvender de fleste clairvoyante, spiritister og spåkoner m/k en teknik som blandt tryllekunstnere kaldes for Cold-reading. Nogle anvender teknikken bevidst – andre ubevidst. Det har i sagens natur ikke været muligt for mig at finde ud af om påståede clairvoyante bruger samme betegnelse for teknikken som tryllekunstnere.

Cold-reading kombinerer Barnum-effekten med simpel spørgeteknik og tolkning af kropssprog i løbet af en samtale med klienten. Normalt vil samtalen blive indledt med Barnum-udsagn, som er tilpasset den pågældende klient. Det kan være personlige karaktertræk (i Barnum-stil), men vendt til spørgsmål, der i bekræftende fald automatisk bliver opfattet af klienten som et bekræftende udsagn, og i benægtende fald bliver ‘ført’ videre af mediet, som selv besvarer spørgsmålet benægtende og dermed får det til at fremstå som et korrekt udsagn. Forvirret? Lad mig give et eksempel:

»Du har været gennem nogle forandringer i den seneste tid [usikkerhed, arbejdsmæssige forandringer, følelsesmæssige, økonomiske, fysiske – vælg selv], har du ikke?«

Klienten, som allerede har visse forventninger til mediets evner, vil forsøge at tilpasse udsagnet til sin egen situation. Klientens reaktion, enten verbalt eller fysisk ved forandring af ansigtsudtryk, rynket pande eller lignende, danner grundlaget for opfølgningen. Hvis klienten bekræfter udsagnet, står det allerede 1-0 til mediet. Hvis klienten tvivler, følges udsagnet op:

»…med den seneste tid mener jeg ikke kun de seneste par dage eller uger – du skal måske længere tilbage i dit liv«.

Den er jo svær at sige nej til. Undersøgelser viser i øvrigt, at vi bedre husker bekræftelserne end de tvivlsomme udsagn.¹²

Et af de bedste steder, hvor man uforpligtende kan se og høre teknikken anvendt, er i Daniel Kirken i København. Kirken er et spiritistisk samlingssted for mennesker, der søger at komme i kontakt med afdøde personer fra hinsides. Spiritisme er en slags trosretning baseret på en overbevisning om, at menneskesjælen er udødelig, og at det under visse omstændigheder skulle være muligt for os levende at komme i kontakt med afdødes sjæl kaldet ånden. Tilfældigvis dukker der altid en masse ånder op, når der er seancer i spiritistkirken. Det er imidlertid kun kirkens ejer, der kan se dem, og som kan kommunikere med dem – en evne som han beredvilligt demonstrerer ugentligt mod symbolsk betaling. Fremgangsmåden er enkel – en typisk kontaktformidling mellem en ånd og en kirkegænger foregår på den måde, at åndemaneren, mediet, beskriver en eller flere af de ånder, der trænger sig på. Det foregår som regel i generelle vendinger;

»Her ser jeg en ældre herre omkring de 60 år – han har lidt udstående kindben og solbrændt hud – hvem kender ham?«.

Og så er det ellers op til kirkegængerne at vedkende sig bekendtskabet. Når en eller anden publikummer melder sig på banen, rettes »læsningen« af ånden mod vedkommende og tilpasses dennes kropssprog og verbale reaktioner.

»Han fortæller mig, at han var syg inden han døde (?)…«

– publikum opfatter det som en konstatering, men i virkeligheden er det et spørgsmål. Den udvalgte tilskuers reaktion afgør næste konstatering/spørgsmål. Hvis tilskueren ser tvivlende ud, vil spiritisten fortsætte uanfægtet –

»… ikke lige inden han døde, men nogle måneder eller et år forinden(?)…

[tilskueren nikker] … han tager sig til maveregionen, som om det var noget dér, der var årsag til hans problemer (?) … [tilskueren rynker øjenbryn]

… bryst- eller hjerte (?) …

[tilskueren ser glad ud igen]

… ja, han viser nu, at han havde lidt problemer med vejrtrækninger (?)«.

Hvis tilskueren afgiver for mange negative signaler, vælger spiritisten nogle gange at omformulere udsagnene til konstateringer efterfulgt af spørgsmålet –

»…forstår du det?«

Tilskueren bekræfter altså ikke spiritistens udsagn, men blot at han eller hun forstår, hvad spiritisten siger! Men psykologisk set efterlader accepten eller bekræftelsen – »Ja« – indtryk af succes, også selv om udsagnet ikke passer.

Nu er spiritismen ikke særlig udbredt i Danmark – kun få bekender sig til denne form for clairvoyance. Selv blandt pro-alternative er der en vis skepsis over for spiritister. Seancerne er også noget mere showprægede end normalt i branchen – spiritisten og publikum fokuserer mere på spiritistens hit-rate end formål med og udbytte af seancen. Klienterne ‘behandles’ tilfældigt og kollektivt. Den tilfældige/lemfældige behandling er afledt af, at »cold reading«-teknikken primært er baseret på monolog i stedet for dialog. Spiritisten spørger aldrig direkte klienten, hvad problemet er, men gætter sig frem til tingene som tidligere beskrevet. Klienten kan heller ikke være sikker på at komme i »behandling« – det er i sagens natur tilfældigt, hvem spiritistens opmærksomhed falder på under seancen. Jeg er ikke i tvivl om at mange alternative terapeuter virkelig tror, at de har overnaturlige evner. Men jeg er heller ikke i tvivl om at lige netop spiritister er bevidste om deres bedrag. Man kan simpelthen ikke anvende den beskrevne teknik uden at vide, at det er teknik og ikke mirakler.

Spåkoner og andre påståede synske er som regel langt mindre konkrete end spiritisterne og væver rundt i subjektive udsagn, der i benægtende fald kan omformes eller uddybes af mediet, til de passer til klientens erkendelse af sig selv. Selve drejningen af et spørgsmål til et bekræftet udsagn er næsten umulig at efterrationalisere sig frem til, efter en samtale har fundet sted, hvis den da ikke er optaget på bånd. Og det er den type sprogmanipulation, der kan være med til både at skabe falsk hukommelse og hindre en korrekt gengivelse af et oplevet handlingsforløb eller en samtale.

Prøv at nærlæse følgende uddrag, hvor synske Norma (N) i en direkte radioudsendelse forsøger at »læse« lytteren Jørgen (J), der på opfordring fra programværten (V) er mødt op i studiet under udsendelsen.¹³ Jørgen er en storrygende korpulent herre på omkring 50 år. Normas øh’er er citeret for bedre at beskrive hendes tøven i ny og næ. Jeg deltog selv i udsendelsen som en slags skeptisk observatør.

N: Nu må du ikke være nervøs, Jørgen, jeg skal nok lade være med at blotte dig helt. Men det jeg vil gå ind og sige til dig med det samme det er, at dér, hvor du grundlagde årsagen til de ting, der kan være dit problem i dag, det er fra du fyldte 23 til du blev 24 år. Jeg vil faktisk sige – dér starter det op [ingen reaktion fra Jørgen] – jeg vil faktisk gå længere fra 23 til 25 år [Jørgen forsøger at tilpasse udsagnet til sine erindringer fra dengang]. Øh … det handler om at være i en situation, hvor du ligesom følte, du ikke slog til, og der skete der noget omkring utålmodighed og stress… øhm …og hver gang du kommer i en situation, der ligner den, så reagerer du med det? [Udsagnet ender som et spørgsmål, men Jørgen reagerer ikke]. Det er ikke sikkert, at du lige umiddelbart kan huske det – men det, der er specielt lige nøjagtigt ved den alder fra 23 til 25, det er …….

[og her kommer Norma så ind på et sidespor, hvor hun forklarer, at hun har brugt numerologi til at nå frem til den valgte aldersperiode. Numerologi er en meget simpel form for spådomskunst, hvor alt gøres op i tal fra 1 til 9 ved beregning af en tværsum – f.eks. af klientens fødselsdato. Hvert tal symboliserer så en type, ligesom et stjernetegn gør det inden for astrologien. Norma får også lige fortalt, at hun tror på reinkarnation og i øvrigt husker 16 af sine tidligere liv!]

… Det er nøjagtigt den samme periode, du har skabt dig traumer på. Så derfor skal du ligesom tilbage og kigge på… dér, der har du grundlagt nogle ting. Ikke kun dine udfordringer, men sandelig også det, der gjorde dig glad. Fordi… øh… hvis nu du var god til at gå på fisketur – og så’n noget – så skal du altså huske at tage fat i den igen.

[Norma er kommet lidt i vildrede her, fordi Jørgen ikke reagerer på hendes påstande. Til sidst helgarderer hun, idet hun både hævder, at Jørgen har fået nogle traumer i perioden, og at han også har skabt grundlag for nogle gode oplevelser].

V: Må vi ikke lige høre fra Jørgen her, Norma? Rammer Norma noget her, Jørgen?

I: Det ved jeg i grunden ikke – men jeg ved, at perioden fra… hvis jeg var 23 og 25, 22 år, 23 og 25,

[Jørgen viser fleksibilitet og prøver at tilpasse Normas påstande til en periode, der passer]

der var jeg dels soldat, og så blaffede jeg rundt i Europa på tommelfingeren og sejlede med et skib, som jeg ikke kendte, til Amerika og var sømand i 5-6 måneder og kom så tilbage efter at have været en tur i Amerika og Middelhavet rundt. Så … det er ikke utænkeligt at jeg har været noget stresset – det var i hvert fald et pudsigt job.

N: Ja, der er i hvert fald noget omkring utålmodighed og stress.

[Norma fremhæver straks ordet »stress«, for at signalere, at hun havde læst ham på det punkt. I virkeligheden ville Jørgen blot ikke afvise, at det var en stresset periode for ham – han bekræfter det faktisk ikke].

Og når du ryger i nogle situationer, der minder om dengang … jeg har ikke haft mulighed for at se, hvad det handlede om, men du skal huske på det, der var godt og ligesom … øh … hvis du bliver fanget, så skal du ligesom også huske på, at du også kan flytte dig

[Jørgen er tilsyneladende en mand af få ord – og reaktioner – eller også venter han ligesom os andre på noget mere konkret – han svarer ikke).

Det, du måske mere genkender, det er symptomerne derfra og der vil jeg sige, at du… du er konfliktsky! Du er i hvert fald ikke den der starter en konflikt.

V: Er det rigtigt Jørgen?

N: [Fortsætter uanfægtet]

…du er glemsom og du er meget tøvende

V: Du må gerne svare, Jørgen, når Norma siger noget om dig….

N: [Taler stadig]

…og du er lidt bange for rigtig stærke følelser og … øh… det gælder også seksuelt og …øh… du skal passe lidt på, fordi at nogle gange, hvis der er noget, der rammer dig eller gør dig ked af det, så kommer det ud af proportion for dig, sådan så du gør det værre inde i dig end det faktisk er, og du ryger nemlig også i stress der ….

V: Norma, nu går jeg lige ind og afbryder foreløbig, Jørgen, det som du har fået at vide nu af Norma – kan du genkende noget af det? Hvordan har du det med det, der bliver sagt her?

J: Jeg er sikker på, at hele min omgangskreds vil sige, at konfliktsky er jeg IKKE. Jeg opsøger dem ikke, men konfronterer dem, når jeg møder dem. Konfliktsky synes jeg ikke …. meget i mit liv har været at løse konflikter rundt omkring både hist og pist, men jeg synes ikke, jeg selv er konfliktsky. Men det er måske noget jeg bilder mig ind?

Og her er det så min tur til at afbryde – for Norma fortsætter sin karakteristik af Jørgen nogen tid endnu, uden at nogen i studiet bliver klogere. Hvis Normas hidtidige karakteristik af Jørgen virker rodet, er det, fordi at den er det! Men den giver et indtryk af, hvordan mange clairvoyante arbejder. Seancen indledes med et Barnum-udsagn, som klienten så må forsøge at hænge sin hat på. Hvis ikke klienten når til en erkendelse af udsagnet, vil mediets rådgivning sandsynligvis ende lige så tåget, som den startede. Udfaldet afhænger i høj grad af klientens egne forventninger og forhåbninger, og hvor meddelsom han eller hun er undervejs. Forløbet af en seance minder mest af alt om en blanding af quiz og psykoterapi uden dialog. Klientens fortid beskrives i kryptiske vendinger, som det så er op til klienten selv at gætte betydningen af. Menneskets sind er i forvejen ikke det letteste at diagnosticere, men kan man forestille sig et offentligt anerkendt behandlersystem – f.eks. distriktspsykiatrien – behandle patienter med psykiske lidelser ved at gætte sig frem til patientens fortid? Og har en påstået clairvoyant særlige forudsætninger for at yde psykoterapi? Næppe – ingen tvivl om at behandlere, der arbejder med menneskers sind, med tiden opnår en pæn portion menneskekundskab. Men det at påberåbe sig clairvoyante evner er ikke ensbetydende med, at man fra naturens hånd også er udstyret med en teoretisk viden svarende til den, almindelige mennesker normalt må læse sig frem til gennem et mangeårigt uddannelsesforløb.

Falsk hukommelse
Tryllekunstnere har i lang tid været bevidste om, at man med enkle midler kan »hjælpe« tilskuere til at skabe falsk hukommelse eller rettere en form for erindringsforskydning. Det er ikke svært og egentlig heller ikke så mystisk, for det ligger i menneskets natur.

Vi oplever verden gennem vores sanser. Det vil sige, at vi ikke oplever verden, som den virkelig er, men som vores hjerne fortolker de sanseindtryk, den modtager – med de individuelle begrænsninger, det giver. Vores sanser kan i sagens natur ikke nå at opfatte alt, hvad der foregår omkring os. Det har dog ingen praktisk betydning i vores daglige virke, fordi hjernen kompenserer for de manglende sanseindtryk med en blanding af førnævnte forventninger, livserfaring og teoretisk viden. Sandhedsværdien af denne cocktail er omvendt proportional med størrelsen af de huller, som den skal udfylde. Jo større overraskelsesmomentet er, desto større kan sanseblokeringen blive. Slutresultatet kan være en sanseoplevelse, der afviger betydeligt fra virkeligheden.

Teskebøjeren, Uri Geller, brugte ofte teknikken. Et af de numre, han optrådte med regelmæssigt, var at få viserne på et armbåndsur til at flytte sig uden tilsyneladende at røre uret! Det var i hvert fald, hvad han selv sagde – og hvad tilskuerne bagefter ville sværge på, var korrekt. Virkeligheden var imidlertid en anden.

Som enhver anden garvet tryllekunstner fortalte Uri Geller ikke sit publikum, hvad der skulle ske, før det var for sent for dem at genskabe det korrekte forløb i deres erindring. Han gjorde som regel følgende: Først lånte han et analog-ur af en tilskuer uden at fortælle, hvad han skulle bruge det til. Så greb han fat om selve urkassen med fingerspidserne for at vise uret frem til en anden tilskuer, som han bad bekræfte tidspunktet, viserne stod på. Derefter lagde han uret med bagsiden opad i ejermandens håndflade og bad ham sætte pegefingeren på urets bagsidekapsel. Præcis på dette stadium var den mere håndgribelige del af Uri Gellers arbejde allerede overstået. I al ubemærkethed havde han drejet viserne på uret frem eller tilbage ved hjælp af stiften på siden af uret. Men i tilskuernes øjne var eksperimentet ikke begyndt endnu.

Uri Geller ville da understrege, at han på intet tidspunkt ville røre uret. Hvilket jo sådan set var korrekt, fordi han allerede havde rørt det. Men i publikums øjne begyndte han først på eksperimentet i det øjeblik, han lagde uret fra sig. Derfor kunne han koncentrere sig 100% om præsentationen af miraklet og understrege nok så mange gange, at han på intet tidspunkt ville røre uret. Og bagefter vil alle sværge på, at han aldrig rørte det ur på trods af, at han lige havde givet slip på det, da han sagde det.

Personligt har jeg oplevet Uri Geller i en italiensk tv-udsendelse, hvor han blandt mange nøglebundter udvalgte et med en nøgle i, som han understregede var umulig at bøje. Mens han lagde vægt på ordet impossible (umulig), gav han nøglen et ordentligt buk. Men han ophævede altså nærmest bevægelsen ved at sige, at det ikke kunne lade sig gøre at bukke den. Og så gjorde han det.

Det er min erfaring, at publikum i langt de fleste tilfælde ikke er i stand til at gengive forløbet af et trick korrekt. De kan ofte huske unaturlige bevægelser, og det meste af det, de sansede lige omkring trickets klimaks, men hovedparten af de uvarslede handlinger, der er gået forud for tricket, huskes simpelthen ikke.

Som tryllekunstner er det derfor svært – rigtig svært – at fæstne lid til beretninger om diverse mediers påståede overnaturlige evner. Vores metier er trods alt at udføre mirakler – at gøre det umulige muligt – men selvsagt med naturlige midler. Magi er at tænke utraditionelt.

Jeg tror, at mange af de mest kendte vandrehistorier om vor tids mediers præstationer er myter. De er genfortalt, som de er oplevet af andre mennesker, eller som de har fået dem overleveret. Men deres oplevelser af fænomenet er ikke nødvendigvis udtryk for, hvad der faktuelt er hændt. Og menneskers uddannelsesmæssige baggrund, status og eventuelle ekspertise på området er i sig selv heller ingen garanti for en korrekt gengivelse af det hændte. Det gælder således også indholdet af denne bog.

En undersøgelse, som omfattede børn fra en skole, der var blevet beskudt af en snigskytte, viste, at nogle af de elever, som beviseligt ikke havde været på skolens område under selve dramaet, senere havde udviklet personlige erindringer om, at de rent faktisk var til stede under angrebet.¹⁴ Disse falske erindringer var opstået på baggrund af beretningerne fra klassekammerater og andre elever, som havde oplevet den traumatiske hændelse.

Jeg har tit tænkt på, at denne viden om menneskets ofte skæve bearbejdning af sanseindtryk sætter vores dagligdag lidt i perspektiv. I vores retssystem tillægger vi vidneforklaringer stor vægt, især hvis et flertal af vidner uafhængigt af hinanden afgiver samstemmende forklaringer. Men en tryllekunstner er jo vant til at snyde hele sit publikum, uanset om der er få eller mange tilskuere, og det forhold, at flere mennesker har haft samme oplevelse af hændelsen, er derfor ikke en garanti for, at de gengiver den korrekt.

DR-TV viste for mange år siden optagelserne af et optrin på en togperron, hvor en ung mand tilsyneladende uden grund overfaldt en ældre mand på perronen. Episoden indeholdt et betydeligt overraskelsesmoment, idet den opstod uden varsel eller forudgående alarmering af omgivelserne. Den unge mand slentrede hen ad perronen, og idet han passerede den ældre mand opstod der tumult mellem dem, som endte med at den unge mand flygtede fra gerningsstedet. Vidneberetningerne havde alle på nær en det fællestræk, at den unge mand havde trukket et eller andet våben op af lommen, idet han passerede den gamle mand, og brugt dette våben til overfaldet. Et enkelt vidne hævdede dog, at det var den gamle mand, der var aggressoren! Til gengæld var der stor uenighed omkring gerningsvåbnet. Én hævdede, at det var en stor dolk, en anden en mindre kniv og en tredje, at det var en pistol. I virkeligheden skete der det, at den unge mand trak en stålkam op af lommen, idet han passerede den ældre herre. Da han løftede kammen til sit hår, begyndte den gamle mand at tæve løs på den unge. Hele hændelsen var iscenesat af DR, men kunne vel i praksis godt være opstået, hvis en lidt paranoid person havde misforstået en forbipasserendes hensigter. Det skræmmende ved optrinnet er, at den unge mand i praksis kunne være blevet dømt for overfaldet på baggrund af vidneforklaringerne, og at kun ét vidne kunne støtte den unge mands udlægning af episoden.¹⁵

De fleste af de tricks, jeg udfører i min forestilling, er baseret på kollektivt bedrag – hovedparten af publikum oplever det samme bedrag – men i virkeligheden sker der noget andet end det, de tror. Man skal således ikke tro alt, hvad man ser, for man ser ikke altid det, man tror.

Men verdenslitteraturen er som bekendt fuld af beretninger om mediers oversanselige bedrifter, som ikke kun kan forklares med Barnum-effekt, cold-reading og falsk hukommelse. Nogle af hændelserne kan slet og ret ikke forklares. Det betyder ikke nødvendigvis, at de er overnaturlige.

Det uforklarlige trick
Erfarne tryllekunstnere kender begrebet »Det uforklarlige trick«. De har formentlig oplevet det gentagne gange i deres karriere og har nydt, når det er sket – især hvis andre tryllekunstnere så på imens. Så gælder det om at holde god mine til slet spil. »Det uforklarlige trick« er, når en eller flere tilfældige hændelser i forbindelse med udførelsen af et trick gør nummeret uforklarligt – ikke kun for lægfolk, men også eksperterne … andre tryllekunstnere. Lad mig give et eksempel:

I min forestilling indgår et korttrick, som jeg anvender et ganske almindeligt spil kort til. Af grunde jeg ikke skal afsløre her, efterlader jeg et bestemt kort i æsken, når jeg tager kortene frem. Lad os bare sige, at kortet er ruder syv. Som en del af korttricket beder jeg en tilfældig tilskuer om at nævne hvilket som helst kort, der falder hende ind. Jeg har nemlig erfaret, at det øger imponator-effekten betydeligt, hvis tilskueren blot skal nævne et kort frem for at vælge det fra spillet. Det udelukker nemlig den mulighed, at jeg ved behændighed får vedkommende til at vælge et bestemt kort, hvilket har stor betydning for sluteffekten. Men tilskueren valgte i dette tilfælde ruder syv. Og så havde jeg to muligheder: enten at pille kortet ud af æsken og fortsætte som planlagt med en bemærkning om, at det må have kilet sig fast i æsken ved et uheld, eller at lave et improviseret trick ud af det. Jeg valgte den sidste mulighed.

Tilskueren fik overdraget spillet og blev bedt om at lægge det på en udstrakt håndflade med den anden hånd ovenpå. Jeg tog kortæsken fra bordet med to fingre for at signalere, at jeg ikke ville lave nogen fiks-fakserier, og lagde den mellem mine egne håndflader. Som var det et afsnit af sciencefiction-serien Star Trek, ‘beamede’ jeg det valgte kort fra tilskuerens kortbunke over til kortæsken. Tilskueren kunne ikke mærke at kortbunken blev mindre, men hun fik selv lov til at pille kortet ud af æsken. Hun syntes, det var et mirakel. Sådan opstår myter.

Havde tilskueren nævnt et hvilket som helst andet kort, havde jeg gjort som planlagt. Taget det nævnte kort ud af spillet, bedt hende signere det og blande det ind i spillet igen. Derefter ville jeg have tryllet kortet frem fra spillet på en eller anden spektakulær måde. Med andre ord, ville jeg have udført et helt andet trick. Sikkert stadig uforklarligt for lægfolk, men nok mere gennemskueligt for mine kolleger i branchen. Men det kunne hun jo ikke vide. Og deri ligger en af magiens hemmeligheder – overraskelsesmomentet, det uventede, det at publikum ikke ved, hvad der skal ske, og derfor ofte ikke opdager, hvis tricket kikser.

Et tankevækkende eksperiment
Man skal huske på, at når en person med påståede overnaturlige evner udfører sine mirakler, er det som regel altid under forhold og i situationer, som mediet selv har skabt. Når den indiske guru Sai Baba udfører sine små tricks, der af tilhængerne bliver opfattet som mirakler, sker det altid kun under forhold, han selv er herre over.

I begyndelsen af 1980’erne blev tryllekunstneren Kurt Løfquist og jeg så inspireret af et foredrag med den amerikanske skeptiker og tryllekunstner James Randi, at vi besluttede at gå på opsøgende arbejde. Vi ville teste danske medier, og om muligt afsløre dem, der ikke havde rent mel i posen (alle?). Det viste sig at være sværere end som så. For det første var det svært at finde nogen, der kunne noget håndgribeligt – f.eks. udøve psykokinese (at udøve indflydelse på en genstand alene med tankens kraft) a la teskebøjeren Uri Geller, for det andet var det næsten umuligt at finde nogen, som ville deltage i et eksperiment med to skeptiske tryllekunstnere. Så for at lokke eventuelle ukendte mirakelmagere ud af busken besluttede vi at lægge en fælde. Vores teori var, at hvis én mirakelmager stod frem i et dagblad og pralede med sine evner, ville andre måske følge trop.

Vi allierede os med en ældre tryllekunstner, Alex Pedersen, som både af udseende og væremåde skilte sig lidt ud fra flertallet i branchen. Vi fjernede alle magiske rekvisitter fra hans lejlighed i Holmbladsgade på Amager og iscenesatte en forsøgsrække, som med lidt held ville kunne overbevise en ukritisk avis om, at her var en speciel mand med nogle særegne evner. Ekstra Bladet hoppede på limpinden. De sendte en journalist og endog en fotograf til Holmbladsgade for at skrive om manden, der angiveligt havde telepatiske evner. Kurt Løfquist og jeg optrådte som uvildige skeptikere, der ville »teste« manden. Vi havde planlagt to enkle forsøg – først skulle Alex Pedersen forsøge at tankeoverføre noget til journalisten, og bagefter skulle journalisten tankeoverføre noget til Alex Pedersen.

Alex Pedersen indledte med de sædvanlige forbehold om, at det jo var mange år siden han sidst havde udøvet telepati, så han ikke kunne garantere, at han stadig havde evnerne. Derpå skrev Alex et tilfældigt tal på en seddel, som han foldede sammen og bad Kurt Løfquist holde. Så bad han journalisten om at »åbne sit sind« og koncentrere sig om modtagelsen af nogle tanker fra ham. For ikke at gøre det for svært for journalisten ville han nøjes med at telepatere et et-cifret tal. Både journalisten og Alex Pedersen koncentrerede sig, så det knagede. Alex Pedersen bad journalisten forestille sig en blank tv-skærm, hvor der pludselig toner et tal frem. Journalisten forestillede sig et otte-tal. Kurt Løfquist foldede sedlen ud og minsandten, på sedlen stod tallet otte! Vi simulerede overraskede, og journalisten var det. Vi bedyrede, at vi ikke havde bemærket, at Alex Pedersen foretog sig noget mistænkeligt (hvilket næsten var sandt), men at det ville være nødvendigt med hundredvis af forsøg, før vi kunne fastslå, om det var et tilfælde.

Til næste eksperiment valgte vi at anvende Zener-kort, som består af fem symboler – cirkel, ligebenet kors (kryds), bølgetegn, firkant og en femtakket stjerne. Kortene anvendes hyppigt til paranormale eksperimenter. Vi bad journalisten vælge et af symbolerne og uden vores viden forsøge at telepatere symbolet til Alex Pedersen. Alex Pedersen koncentrerede sig så voldsomt, at han fik krampe i den ene skulder, hvilket tilføjede eksperimentet en ekstra dimension. Resultatet var chokerende. Journalisten havde valgt krydset, men kunne ikke rigtig forholde sig til det, så han tænkte på et kirkekors i stedet – og det var præcis, hvad Alex Pedersen gengav på sit stykke papir. Journalisten havde ikke holdt sig til det aftalte, og Alex Pedersen havde gennemskuet ham. Eller havde han?

»Det uforklarlige trick« var dumpet lige ned i turbanen på os. I det første eksperiment var den foldede seddel, som Kurt Løfquist fik overdraget i virkeligheden blank. Da journalisten bekendtgjorde, hvilket tal han »modtog«, afledte Alex Pedersen og jeg hans opmærksomhed, mens Kurt Løfquist med en mini-blyant skrev et otte-tal på sedlen. Simpelt, men effektivt. For så vidt angår Zener-kortene, så havde vi aftalt med Alex Pedersen, at Kurt Løfquist og jeg ville få journalisten til at vælge det ligebenede kors. Ved hjælp af lidt fingerfærdighed lykkedes det da også uden problemer. Vi havde også aftalt med Alex Pedersen, at han i stedet for at tegne et kryds skulle forlænge det ene af benene på korset, så det ikke var alt for perfekt tegnet. Det er jo kun tryllekunstnere, der rammer rigtigt hver gang – »rigtige« medier har en lavere succesrate. Tilfældet ville, at journalisten gik ud over det aftalte og »transmitterede« et billede magen til Alex Pedersens tegning. Voila – en uforklarlig hændelse. Journalisten var rystet og klagede over begyndende hovedpine. Vi konstaterede, at der måtte være tale om et tilfælde af ægte telepati og overlod journalisten til sine egne tanker og notater. Han forlod hovedrystende lejligheden, gik over gaden til nærmeste døgnkiosk og købte en guldøl, som han drak uden for butikken, mens han stirrede vantro op mod lejligheden. Han hoppede på den. Hans reportage blev bragt i Ekstra Bladet den følgende dag.

Eftertanker
Jeg har i dette kapitel forsøgt at beskrive nogle af de teknikker, som clairvoyante og andre alternative terapeuter anvender i deres daglige omgang med klienter – bevidst eller ubevidst. I en branche med praktisk talt ingen kontrol eller faglig selvkritik og masser af godtroende klienter, der higer efter at opleve noget af overnaturlig karakter, er det næppe urealistisk at forestille sig, at nogle terapeuter er bevidste om deres eget bedrag. Jeg har fremhævet de spiritistiske medier som et eksempel herpå. Men de fleste andre alternative repræsentanter, jeg har haft fornøjelsen af at træffe eller observere, har været aldeles ubevidste om deres bedrag. De er lullet ind i en tro på, at de virkelig har overnaturlige evner, selv om deres handlinger let kan gennemskues af skeptikere. Det burde man selvfølgelig kunne konfrontere dem med, men problemet er, at deres livsopfattelse – deres sansning af verden – ligger milevidt fra det som et flertal i befolkningen trods alt opfatter som virkeligheden. Og netop det er årsagen til den største kløft mellem de pro-alternative og skeptikerne. En kløft, der er så stor at den ofte hindrer en saglig dialog.

Overnaturlige evner eller ej – så har jeg endnu ikke oplevet et eksempel på menneskelig overnaturlig aktivitet, som ikke umiddelbart kunne genskabes. Og selv om jeg naturligvis ikke har oplevet blot en flig af, hvad den alternative branche kan byde på, er der ikke meget, der tyder på, at jeg er gået glip af noget. Penge er som bekendt en væsentlig motivationsfaktor. I USA har tryllekunstneren James Randi gennem snart mange år udlovet en dusør på over l million dollar til den første person, som kan vise noget overnaturligt. Der er endnu ingen som har hævet dusøren.

Bibliografi
B.T. (1992): Observaen var baseret på 1.176 svar. Undersøgelsen blev beskrevet i B.T. fra den 12. juli, s. 6.

Danmarks Radio, P3 (1998): »U-land«, dir. radioprogram sendt allehelgensaften, forfatterens afskrift af optagelser derfra.

Dies, R.R. (1972): »Personal gullibility or pseudodiagnosis: a further test of the ‘fallacy of personal validation’«, Clin. Psych., vol. 28, side 47ff.

Dutton, D.I. (1988): »The cold reading technique«, Experientia, vol. 44, s. 326ff

Fichten, C.S. & Sunerton, B. (1983): »Popular Horoscopes and the Barnum Effect«, J. Psych. 114, s. 123ff.

Haraldson, Erlendur (1985): »Representative National Surveys of Psychic Phenomena«, J. of the Society for Psych. Research, vol. 53, s. 145ff.

Hines, T. (1988): Pseudoscience and the Paranormal, Prometheus Books, Buffalo: New York, s.106ff.

Hochman, John (1994): »Recovered memory therapy and false memory syndrome«, Skeptic, vol. 2, nr. 3, s. 60.

Hyman, Ray (1985): »A critical historical overview of parapsychology«, i: Kurtz, P. (red.): A Sceptic’s Handbook of Parapsychology, Buffalo, New York: Prometheus Books.

Manning, E.). (1968): »Personal validation: replication of Forer’s study«, Psychol. Rep., vol. 23, s. 181ff.

Marks and Kammann (1980): The Psychology of the Psychic, Prometheus Books: Buffalo, New York.

Rosen, G. (1975): »Effects of source prestige on subjects’ acceptance of the Barnum etfect: psychologist versus astrologer«, J. Consult. Clin. Psych. 38, s. 384ff.

Silverman, B.I. (1971): »Studies of astrology« i J. Psych. 77,s. 141ff.

Snyder, C.R. & Shenkel, R.). (1975): »The Barnum effect«, i: Psychology Today 8, s. 52 ff.

Ulbæk, Ib & Jepsen, Lars Peter (1992): Er der mere mellem himmel og jord?, Gyldendal, København, s. 29ff.

Noter

1. B.T. (1992).
2. Erlendur Haraldson (1985).
3. Ray Hyman (1985).
4. D. I. Dutton (1988).
5. E. J. Manning (1968), R.R. Dies (1972), C. S. Fichten & B. Sunerton (1983).
6. Forfatterens egen oversættelse af D.I. Dutton (1972).
7. Marks and Kammann (1980).
8. C.R. Snyder & R.). Shenkel (1975).
9. G. Rosen (1975).
10. B. I. Silverman (1971).
11. T. Hines (1988).
12. Marks and Kammann (1980).
13. Danmarks Radio (1998).
14. John Hochman (1994).
15. Forfatterens egne notater.

[*]

[*]

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.

Deltag her.