Kampen om menneskets oprindelse

af Dan Frederiksen

Det var som i eventyrene. Alverdens vise hoveder var blevet hidkaldt for at løse et stort, stort problem. Ikke mindre end 72 nobelpristagere og 24 videnskabelige institutioner var gået sammen om en fælles erklæring, der skulle stoppe det ondes fremmarch. Noget lignende er næppe sket, hverken før eller siden, og verdenspressen var da også mødt talstærkt frem.

Biologen Francisco Ayala og palæontologen Stephen Jay Gould, der var de vises talsmænd, missede nervøst mod reportere fra fjernsyn, radio og aviserne. Fra et trygt laboratorieliv var de med ét den 18. august 1986 i Washington D.C. blevet genstand for verdens opmærksomhed. Hvilket budskab havde de til verden? Løsningen på kræftens gåde, en formel, der kunne give evigtvarende forureningsfri energi? Nej, det var mere end dette. I hænderne havde de en erklæring, som definerede, hvad videnskab er, og hvad der adskiller den fra alt det andet – det uvidenskabelige.

Den konkrete anledning var en kommende højesteretssag mellem på den ene side de etablerede videnskabelige institutioner i USA og på den anden side de såkaldte creationister. Den moderne creationisme er en primært amerikansk religiøs strømning fra århundredets begyndelse, som vil forklare naturens og det levendes udvikling med udgangspunkt i Det Gamle Testamentes Første Mosebog. Med en helt speciel læsning af Bibelen når creationisterne frem til nogle opfattelser, som har givet anledning til sammenstød med naturvidenskaberne. Det påstås for eksempel, at jorden er mindre end 10.000 år gammel, at den blev skabt på præcis seks dage, og at dens komplicerede geologi med bjerge, have, floder osv. i det store og hele kan forklares med en global syndflod, der fandt sted for ca. 4.000 år siden. Endvidere vil creationisterne ikke høre tale om organisk evolution, det vil sige udvikling fra simple til mere komplekse organismer. Menneskets stamtavle står i Bibelen og inkluderer intet i retning af »simple organismer«. På grund af creationisternes kategoriske afvisning af evolutionen, beskrives konflikten også som en kamp mellem evolutionister og creationister.

De fleste danskere opfatter nok uoverensstemmelser mellem religion og videnskab som noget, der blev lykkeligt afsluttet i forrige århundrede. Det gælder også i det store og hele for Danmarks vedkommende, men i USA har naturvidenskaberne i det 20. århundrede været i en langvarig og bitter strid med dele af de religiøse samfund. Hvem der går af med sejren, er uvist. Målt i opbakning blandt almindelige amerikanere er det creationisterne, der har førertrøjen. Ifølge en relativt ny undersøgelse mener 52% af alle voksne i USA, at de tidligste mennesker levede samtidigt med dinosaurerne, og 65% tror ikke på Big Bang-teorien.¹ Kimen til konflikten blev lagt i 1859 af Charles Darwin.

Udpluk fra creationismens historie
I 1859 kom Charles Darwins (1809-1882) epokegørende værk Arternes Oprindelse. I bogen præsenterede han et syn på de forskellige dyrearters oprindelse og udvikling, som brød radikalt med tidligere opfattelser. Før Darwin blev Bibelens skabelsesberetning i høj grad taget bogstaveligt. Det var den almindelige opfattelse, at de første eksemplarer af hver art i overensstemmelse med Første Mosebog blev skabt fuldt udviklede af Gud. Da Guds skabninger er perfekte – de kan hverken ændres synderligt eller gå til grunde – var der ikke rigtigt plads i datidens teologi til provokerende ideer om evolution.

Darwin præsenterede et andet billede af livets historie. De nuværende arter har udviklet sig fra mere primitive arter, og går man langt nok tilbage i tiden, vil man finde fælles forfædre for arter, der ellers er adskilte af en artsbarriere, det vil sige, de kan ikke få afkom indbyrdes. Ideerne var kontroversielle, men de var dog ikke fremmede for biologer på det tidspunkt. Darwins væsentligste teoretiske bidrag var hypotesen om survival of the fittest. Altså: Drivkraften bag livets udvikling/evolution er naturlig udvælgelse. Den bedst tilpassede overlever, får mest afkom, og giver dermed sine egenskaber videre til næste generation.

Hans bog kom ikke just som en pludselig indskydelse. Efter en studietid som middelmådig student kom Darwin i 1831 om bord på det gode skib H.M.S. Beagle. Skibet førte ham gennem fem år rundt i hele verden med hovedparten af tiden tilbragt ved Sydamerikas kyster. I denne periode frem til 1836 gjorde han omfattende studier og sendte enorme mængder biologiske og geologiske prøver tilbage til England. Specielt opholdet på Galapagosøerne ved Ecuador gjorde stort indtryk på Darwin. Galapagosøerne er geologisk set meget unge. Darwins studier af øgruppens dyre- og planteliv, der er meget ens fra ø til ø, men alligevel har små variationer, overbeviste ham om, at arterne måtte have haft fælles forfædre fra Sydamerika. De små forskelligheder tilskrev han de oprindelige arters tilpasning til forskellige økologiske nicher. Sammenknytningen af nye og gamle ideer til det teorikompleks, der i vore dage benævnes darwinisme, turde den pertentlige Darwin først publicere 23 år senere. På det tidspunkt havde han en omfattende videnskabelig produktion bag sig, og han havde indsamlet et bjerg af indicier til støtte for sin hypotese.

Arternes Oprindelse er et mesterværk. Darwin gør brug af et væld af observationer og resultater fra mange forskningsgrene, og giver naturlige forklaringer på fænomener, der tidligere kun kunne forklares ved overnaturlige kræfter.

I Arternes Oprindelse beskrives slægtskabet mellem mennesket og de øvrige primater kun med ganske få ord. Darwin var på dette tidspunkt i sin tilværelse uafklaret omkring sit forhold til den kristne tro. Han kunne højst se Bibelen som en poetisk hyldest til Gud, og var derfor ikke i et dilemma mellem den bogstavelige fortolkning af Bibelen og den nye videnskab. Han var dog bevidst om, at andre havde problemer og var yderst forsigtig i sine udtalelser. I de første år efter publikationen var Darwin et yndet offer for karikaturtegnerne, og der kom enkelte skarpe udfald fra gejstlige. Det hørte dog op. Tyve år efter udgivelsen af værket havde stort set hele Vestens akademiske elite accepteret, at livet har udviklet sig fra det primitive til det stadigt mere komplekse.

Darwin havde sejret på universiteterne, men ikke i de små hjem i USA’s nordstater.² Her blev der set med stigende bekymring på darwinismens udbredelse i skolesystemet og menneskets faldende status fra »skabt i Guds billede« til »udvikling fra mere primitive organismer«.

Blandt flere farverige personligheder er specielt profeten Ellen G. White (1827-1915) fra trossamfundet Syvende Dags Adventister væsentlig at fremhæve (I Anders Nielsens kapitel omtales dette trossamfund yderligere). I sine angiveligt guddommeligt inspirerede værker tordnede hun mod darwinismen, og ved passende lejlighed fik hun en åbenbaring, der viste, at den første skabelsesuge var en »rigtig« uge svarende til syv bogstavelige døgn. Dyrene var skabt med få timers mellemrum i præcis den rækkefølge, der står i Bibelen. Senere druknede de alle under syndfloden på nær dem, der blev reddet om bord i Noas ark. Det var syv par fra hver af de rene arter og et par fra hver af de urene – som skrevet står i fortællingen om Noas ark. Det var ikke den eneste vision profeten fik angående naturen og livets udvikling. I det næste citat præsenterer Ellen White os for et interessant synspunkt vedrørende menneskets udvikling i perioden efter syndfloden:

»Alle de af Gud skabte arter blev bevaret i arken. De sammenblandede arter, der ikke var skabt af Gud, men som derimod var resultatet af krydsninger, blev udslettet af syndfloden. Siden syndfloden har der været sammenblandinger af mennesker og dyr, hvilket kan ses i den nærmest endeløse mangfoldighed af dyr og i visse menneskeracer.«³

Det kunne have været rart at få præciseret, hvilke menneskeracer der er krydsninger mellem menneske og dyr. Det var næppe den hvide race, hun hentydede til.

Ellen White var i høj grad med til at intensivere den religiøse kamp mod darwinismen. En kamp, hendes tilhængere har ført videre op gennem det 20. århundrede. I dag med så stor støtte fra andre kirkesamfund, at creationismen ikke længere er specielt præget af adventister. En begrundelse for hendes modvilje lå i adventisternes specielle selvforståelse. De holder hviledag om lørdagen, hvor de fleste andre kirkesamfund har søndagen som gudstjenestedag. Begrundelsen for lørdagen ligger i de ti bud, hvor det bliver påbudt at helligholde sabbatten, som efter bibelsk tællemåde er den syvende dag i ugen, hvor Gud selv hvilede efter skabelsen. Adventistkirken var i starten af århundredet en lille dommedagssekt, der ventede Jesu snarlige genkomst. De anså dengang, og anser i et vist omfang stadigvæk, lørdagshelligholdelsen som den afgørende prøvesten på, om man bliver frelst eller ej. Søndagshelligholderne bærer »dyrets mærke« og bliver ikke frelst. Med vægt på lørdagshelligholdelsen og den dertil knyttede bogstavelige fortolkning af skabelsesberetningen, var evolutionens lange tidsrum aldeles uacceptable.

Ellen Whites ord havde stor indflydelse på George Edward Price (1870-1963) fra Canada.

Prices far døde, da Price var tolv år, og moderen, som derefter var alene med to drenge, blev få år senere tilknyttet adventisterne. I en alder af sytten år blev han gift med en adventist, og i nogle år fremover levede parret af at sælge Ellen Whites bøger fra dør til dør i Canada. Price var god til jobbet, men brød sig ikke særligt om det. Han stilede højere. I 1896 tog han nogle introduktionskurser i naturvidenskab på et lærerseminarium, og med denne faglige ballast følte han sig få år senere kaldet til et opgør med Darwin. Nu skulle der bringes overensstemmelse mellem Ellen Whites ord, Bibelen og videnskaben. I 1902 udkom hans første bog Outlines of Modem Christianity and Modem Science⁴ I bogen var fokus først og fremmest lagt på geologiske problemer. Hvorfor ligger jordlagene som de gør, og hvorfor stammer fossilerne fra de nederste jordlag fra mere primitive organismer end de fossiler, der ligger i de øverste jordlag? Price’s syndflodsgeologi forklarede sådanne ting med, at under en global syndflod ville små organismer dø før for eksempel pattedyr, som jo havde mulighed for at søge højere op i landskabet. Inden de store dyr døde, ville dem længere nede være dækket af sand og jord fra den kraftige blæst i forbindelse med syndfloden.

Price udgav en række bøger i årene fremover, men forfatterskabet startede ikke uproblematisk. Den etablerede videnskabelige verden havde ingen respekt for Price’s uskolede skriverier, og hvad angik almindelige borgere, var der andre mere populære creationistiske forklaringsmodeller. Bøgerne solgte ikke godt, og familien Price levede til tider på et eksistensminimum.

Situationen ændrede sig dramatisk i begyndelsen af 1920’erne. Banen var med årene blevet kridtet hårdere op mellem traditionelle videnskabsfolk og creationister. I mere end tyve delstater i USA pressede fundamentalistiske grupper på med krav om, at al undervisning i evolutionsteori i offentlige skoler blev forbudt. Under de følgende retssager blev det pinligt klart, at der ikke eksisterede en videnskabelig opposition mod evolutionsteorien. Man ledte med lys og lygte efter frontfigurer til bevægelsen. Lyset faldt på Price og et par stykker til. I løbet af få år blev Price en kendt figur. Han blev tildelt ærestitler, og hans bøger blev solgt i tusindtal. Af entusiastiske redaktører og prædikanter blev han udråbt til et af de mest originale og betydningsfulde videnskabelige genier nogensinde.

Hvor man i andre versioner af creationismen forsøgte at tolke Bibelens skabelsesberetning i lyset af de geologiske fund, startede Price modsat. Bibelen skulle tages bogstaveligt, og videnskaben skulle indordne sig under dette. Kunne videnskabelige opdagelser indpasses i de grundlæggende trospunkter, var de i orden, ellers var de fejlagtige. For den almindelige kirkegænger, godt træt af komplicerede tekstfortolkninger, der skulle forene usammenlignelige størrelser, var Price’s synspunkter en lise for sjælen. Forstod man sin Bibel, forstod man også de væsentligste pointer i videnskaben. Price’s synspunkter vandt i styrke, og hans værker regnes den dag i dag for store klassikere i de rette kredse. Han tvivlede i sit liv aldrig på Ellen White. Hans første og eneste videnskabelige artikel i et almindeligt tilgængeligt tidsskrift kom i 1937. Samme år blev han inviteret på ekspedition af nogle studerende. De morede sig lidt, da de opdagede, at »Darwins overmand« ikke kunne kende de almindeligste fossiler fra hinanden.⁵

I 1923 tilbød den amerikanske delstat Oklahoma gratis lærebøger til offentlige skoler, der ville afstå fra undervisning i evolutionsteori, og Florida gik endnu videre med en anti-evolutionslov. Den mest radikale lov kom i Tennessee, som i 1925 forbød al undervisning i evolution på universiteter og offentlige skoler. Den amerikanske borgerrettighedsbevægelse American Civil Liberties Union (ACLU) opfattede dette som en klar overtrædelse af USA’s forfatningsmæssige adskillelse mellem kirke og stat. De søgte en frivillig til at overtræde loven, så den efter en appel kunne blive ført helt til højesteret. Den frivillige blev John T. Scopes. Han stod offentligt frem og erkendte at have undervist mod lovens ord.

Den efterfølgende retssag blev kendt som Scopes-processen eller abe-processen. Også denne retssag blev kaldt århundredets retssag, og det var den første retssag i USA, der blev sendt dagligt i radioen. Under retssagen blev Price’s bøger flittigt citeret, men Price selv kunne ikke deltage, da han underviste i England. John Scopes fik en bøde for at have overtrådt loven, hvad han bevidst også havde gjort. På grund af nogle finesser i lovgivningen fik Scopes og ACLU ikke mulighed for at føre sagen til højesteret. Loven stod uændret til 1967.

Mange observatører så retssagen som en sejr for evolutionstilhængerne, da den offentligt afslørede det ikke eksisterende grundlag for creationismen og syndflodsgeologien. Der var dog sket det, at mange lærere og tekstbogsforfattere var blevet skræmt af den offentlige vrede, og undervisningen i evolutionsteorien var reelt blevet forvist fra mange stater i USA. Dette skabte med årene et større rekrutteringsgrundlag til creationismen i religiøse kredse.

De næste 30 år var der færre sammenstød. Blandt creationister blev der gjort forsøg på at lave egentlige forskningscentre. Hvor creationistisk »forskning« tidligere blev foretaget af enkelte ildsjæle, som baserede deres resultater på data publiceret af andre forskere, ville man nu opbygge et decideret forskningsmiljø.

Forskningscentrene fik ikke den succes, man havde drømt om. Deltagerne kunne i regelen ikke blive enige om hverken den rette fortolkning af Bibelen, eller om hvilken retning inden for creationismen der skulle have fortrinsret. Derudover var der en kedelig tendens til, at forskere og ledere efter en årrække forlod institutionerne. Enten fordi de med årene havde udviklet synspunkter, som lignede darwinisme i betænkelig grad, eller i frustration over den tvivlsomme videnskab. Adventisterne havde i 1957 finansieret Geoscience Research Institute (GRI) og fundet en håndfuld mænd med de rette holdninger til videnskab og religion. Efter ganske kort tid opstod der stærke uenigheder om fortolkningen af geologiske fund, dateringsmetoder osv. De yngste forskere på GRI var nået til den erkendelse, at syndflodsgeologien var en parodi på videnskab, de ældste var rystet over de yngstes sataniske tilgang til forskningen. I 1963 følte kemikeren P. Edgar Hare trang til at bekende sine vanskeligheder til kirkelederne:

»Jeg spekulerer på, om ikke hele vores tilgang til dette problem er en misforståelse. Vi er i årevis blevet belært om, at alt i den geologiske tidstavle er resultater af syndfloden. Ifølge mit efterhånden betydelige kendskab til området kan ikke alt i den geologiske tidstavle skyldes syndfloden. Mænd som Marsh og Burdick har bildt os ind, at beviserne for jordens utroligt høje alder er ekstremt tynde og aldeles utroværdige. Jeg har i de sidste år lavet en ganske omhyggelig undersøgelse af beviserne, og efter min mening er de ikke tvetydige, men lige så klare som beviserne for, at jorden er rund.«⁶

En ny kirkepræsident i 1966 betød afslutningen på GRI’s flirt med den liberale fortolkning af Ellen Whites ord og Første Mosebog. Det blev slået fast, at Whites ord og Bibelen ikke var på prøve, og at forskningen fremover skulle koncentrere sig om bevisførelse for: Livet opstod på seks dage; jorden oplevede en global destruktion som beskrevet i Første Mosebog; livet er ikke ældre end 10.000 år. De indlysende gode argumenter, der kan gives for umuligheden af ovenstående, for eksempel i forbindelse med kulstof-14-datering, blev ved samme lejlighed erklæret ugyldige.

Våbenhvilen mellem creationister og evolutionister blev forstyrret den 4. oktober 1957, da Sovjetunionen opsendte Sputnik I, verdens første kunstige satellit.⁷ Med forskrækkelsen over kommunisternes teknologiske formåen krøb en ny bevidsthed om naturvidenskab ind over USA. Forskellige videnskabelige institutioner og lærerforeninger gik sammen om at udbrede kendskabet til biologi med evolutionen som det bærende princip.

I 1967 lagde læreren Susan Epperson sag an mod Arkansas. Hun mente, at en antievolutionslov fra 1929 var en overtrædelse af hendes forfatningsmæssige ret til at tale frit. Retssagen, der vakte meget opmærksomhed, endte i højesteret, hvor Epperson vandt i 1968. I samme forbindelse blev alle anti-evolutionslove erklæret for forfatningsstridige.

Med udfaldet af Epperson-processen var det i begyndelsen af 70’erne blevet noget vanskeligere at undgå undervisningen i evolutionsteori. Belært af de efterhånden mange retssager skiftede creationisterne strategi. Frem for at forbyde undervisning i evolution ville de nu kræve ligebehandling for evolutionsteori og creationisme. Hvor det tidligere havde været i orden med fyldige bibelcitater i videnskabelige artikler og lærebøger, skulle disse ting nu spille en mindre rolle. Derved ville man i fremtiden kunne præsentere creationismen som en videnskabelig hypotese på lige fod med evolutionismen. Tidligere havde man talt om, at »Gud skabte jorden for 6-8.000 år siden«. Nu talte man snarere om en »pludselig skabelse for 6-8.000 år siden«. Med denne fremgangsmåde undgår creationisterne et stort problem. USAs forfatning fordrer adskillelse mellem stat og kirke, men der er ingen forbud mod undervisning i dårlig videnskab.

Strategien bar frugt. I 1974 var det lykkedes for Henry Morris og hans kolleger fra Creation Science Research Center (CSRC), som var et samlingspunkt skabt i begyndelsen af 60’erne af folk fra flere forskellige kirkesamfund, at få indført deres hæfter om Videnskab og Skabelse på skoler i 28 delstater. I 1981 indførte Arkansas en ligebehandlingslov, som skulle sikre undervisning i både creationistvidenskab og evolutionistvidenskab. Året efter indførte Louisiana en tilsvarende lov, og mere end tyve delstater overvejede lignende skridt.

De etablerede videnskabelige institutioner i USA var nu efterhånden ved at vågne op. Under sin valgkamp i 1980 havde Ronald Reagan krævet, at offentlige skoler underviste i creationisme på lige fod med evolutionisme. Med ligebehandlingslovene var bægeret fuldt. Det som universiteterne i mange år havde set som en dårlig vittighed, blev nu taget særdeles alvorligt.

Ligebehandlingsloven i Arkansas blev i maj 1981 udfordret ved forbundsdomstolen i Arkansas. Forbundsdomstolen udgør en højere retsinstans end delstatens egen domstol. På den ene side stod ACLU, etablerede videnskabelige institutioner, liberale kirkefolk og lærere, og på den anden side stod Arkansas Board of Education og diverse kristne organisationer. Disse retssager blev vigtige forløbere for højesteretssagen fem år senere, hvor de 72 nobelpristagere indgav en fælleserklæring.

Som det fremgår, har de offentlige skoler siden begyndelsen af århundredet været stridens æble i dysten mellem creationister og evolutionister. Debatten føres med et videnskabeligt sprogbrug, men handler dybest set om noget helt andet. Creationisterne får aldrig publiceret deres artikler i anerkendte tidsskrifter, og har formentlig for længst accepteret dette faktum. Deres kamp foregår et helt andet sted. Gennem påvirkning af lærere, forældre, skoleledere og politikere skal nye amerikanske borgere have creationismen og Bibelen ind med modermælken. Den største forhindring for dette projekt har hele tiden været det multikulturelle USAs vandtætte skotter mellem stat og kirke. Skal Bibelen ind i skolerne, må det ikke ske for at fremme religiøse mål. Projektet må derfor pakkes ind i en videnskabelig film, så det kan foregå i naturfagstimerne.

Videnskabsteoriens store øjeblik
Alle har en mere eller mindre afklaret opfattelse af, hvad videnskab er. Det er noget med at udvikle teorier om og metoder til forståelse af naturen. Det er dog langtfra alle, der har stiftet bekendtskab med begrebet videnskabsteori. Umiddelbart skulle man måske tro, at videnskabsteori også var en slags videnskab, men det er det ikke. Videnskabsteoretikeren studerer ikke naturen, men derimod videnskaben og forskerne, som repræsenterer den. Blandt de filosofiske problemer, der typisk henregnes under videnskabsteorien, er for eksempel:

Hvad er videnskab; hvordan udvikles videnskabelige teorier; hvordan undgås videnskabelige fejlslutninger; hvordan vekselvirker teori og eksperiment i videnskaben? Mange flere emner kunne føres ind under det ikke helt veldefinerede begreb videnskabsteori.

I forbindelse med retssagen om ligebehandlingsloven i Arkansas i 1981 og under den senere højesteretssag blev videnskabsteorien hevet ud fra de filosofiske institutters dunkle kontorer og frem i offentlighedens søgelys. Under retssagerne stod retten med en religiøst baseret interessegruppe, der opfattede sig som videnskabelig og ønskede de privilegier, denne betegnelse kan give. Hvad der var brug for, var en god, meget bredt accepteret definition af begrebet videnskab. Så klart formuleret, at den kunne bruges i en retssal.

Rettens ekspert på området, filosoffen Michael Ruse, valgte at tage udgangspunkt i filosoffen Karl Raimund Popper (1902-1994).⁸ Valget var hverken tilfældigt eller selvfølgeligt. Videnskabsteori udmærker sig ved at være et felt, hvor udøverne sjældent er enige om ret meget. Ruse kunne, hvad kritikerne også påpegede, have valgt anderledes. Alligevel berettiger flere ting brugen af Popper: Han er en filosof, som alle filosoffer kender og forholder sig til. Han giver gode, klare definitioner. Han er den eneste videnskabsteoretiker, der for alvor har vundet anerkendelse blandt naturvidenskabsfolk og har påvirket den måde, de opfatter deres fag på.

Når fagfilosoffernes indbyrdes uenighed om valget af Popper ikke rigtigt nåede offentligheden, skyldes det formentlig sagens betydning. Truslen fra creationismen blev taget så alvorligt, at eksperternes uenighed og faggruppernes indbyrdes konkurrence blev kraftigt dæmpet. For en gang skyld gjorde forskere inden for naturvidenskab og humanistisk videnskab fælles front.

Poppers videnskabsteori
For novicen i videnskabsteori er Popper den perfekte begyndelse. Han udtrykker sig enklere og klarere end de fleste og kridter banen op for en stor del af debatten om videnskab i de sidste 50 år.

I Poppers videnskabsteori findes der to grundlæggende forskellige måder, hvorpå man kan opnå indsigt i naturen. Man kan observere den, og man kan lave hypoteser om den.

Observationer refererer til enestående begivenheder, der indtraf på et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. Det kunne for eksempel være, »katten sagde mjav,« eller »termometeret viser 24°C«. For at en sætning kan kaldes en observation, skal den være så elementær, at ingen af de ved en begivenhed tilstedeværende personer kunne være uenige i dens indlysende korrekthed.

Hypoteserne kendetegnes ved, at deres gyldighed ikke er begrænset til bestemte tider og steder. Hypotesen:

»Stjerner, hvis masse er mere end tre gange større end solens masse, ender deres eksistens som sorte huller«⁹

refererer ikke til bestemte stjerner. Uanset om hypotesen er rigtig eller forkert gælder den for alle stjerner i al fortid og fremtid. Hypoteserne er naturligvis meget vigtige. Det videnskabelige projekt skal i høj grad ses som en fremadskridende proces mod stadigt mere omfattende og generelle hypoteser.

Kombineres en hypotese med passende observationer, fås en forudsigelse, der kan sammenlignes med, hvad der senere rent faktisk indtræffer.

Følgende eksempel på en forudsigelse stammer helt tilbage fra Christopher Columbus, som på sin fjerde rejse til Amerika i 1504 fik problemer.¹⁰ Han befandt sig på Jamaica med skibe, der var i en ussel forfatning. Mange forsyninger var stjålet, halvdelen af mandskabet var stukket af, og grundet mange uheldige episoder mellem Columbus’ rå mandskab og de lokale indfødte kunne de ikke få den nødvendige hjælp. Midt i ulykken fik han en idé. Vestlige astronomer havde beregnet, at der ville komme en måneformørkelse om natten den 29. februar. Columbus bekendtgjorde, at på grund af gudernes vrede ville månen forsvinde den næste nat. Månen forsvandt ganske rigtigt, og de rædselsslagne indfødte hjalp ham med forsyningerne.

Lad os se episoden under en poppersk synsvinkel: Datidens astronomer havde modeller for planeternes bevægelser i solsystemet (hypotese). Med disse kunne de forudsige måneformørkelser ret præcist. Da Columbus havde en almanak på sig og kendte datoen (observation), fik han en korrekt forudsigelse, der muligvis frelste livet for ham selv og søfolkene.

Columbus’ korrekte forudsigelse gjorde stort indtryk på Jamaicas befolkning, og generelt vil en hypotese, som giver korrekte forudsigelser også blive opfattet som troværdig. Spørgsmålet er nu: Hvor mange korrekte forudsigelser skal den give, før det er bevist, at den er sand? Poppers meget enkle svar på problemet er, at det sker aldrig! I et klassisk eksempel betragter han hypotesen:

»Alle svaner er hvide«.¹¹

Uanset den enorme mængde af observationer på hvide svaner, ihærdige ornitologer måtte fremdrage, vil det ikke kunne udelukkes, at en sort svane en dag vil blive observeret. Det samme gælder alle andre hypoteser. I kraft af deres almene gyldighed på alle steder i både fortid og fremtid kan de ikke bevises.

Når en hypotese med passende observationer giver en forudsigelse, der efterfølgende kan holdes op mod andre observationer, er teorien blevet testet. Jo flere gange en hypotese er blevet testet med godt resultat, jo større tillid vil vi have til den, men selv efter århundreder med udelukkende positive testresultater er den stadigt ikke blevet bevist.

Anderledes forholder det sig i det øjeblik, en hypotese giver forkerte forudsigelser. Hvis en sort svane blev observeret, og observationen lå i en så veldokumenteret form, at ingen med rimelighed kunne betvivle dens ægthed, måtte hypotesen »alle svaner er hvide« nødvendigvis være falsk. Hypotesen ville være falsificeret, det vil sige afkræftet. Der er i logikken en asymmetri mellem muligheden for at falsificere og umuligheden af at bevise. Denne asymmetri danner kernen i Poppers videnskabsteori.

Videnskab som evolutionær proces
Poppers søgen efter en videnskabelig metode tog for alvor fart lige efter 1. Verdenskrig i 1919. I et af sine hovedværker, Conjectures and Refutations, beskriver han perioden således:

»Efter det østrigske imperiums sammenbrud havde der været en revolution i Østrig. Luften var fuld af revolutionære paroler og ideer og nye, ofte vilde teorier. Blandt de teorier, som interesserede mig, var Einsteins relativitetsteori langt den mest betydningsfulde. Tre andre var Karl Marx’s teori om historien, Freuds psykoanalyse og Alfred Adlers såkaldte ‘individualpsykologi’… Det var i løbet af sommeren 1919, at jeg begyndte at føle mig mere og mere utilfreds med disse tre teorier – den marxistiske historieteori, psykoanalysen og individualpsykologien; og jeg følte mig efterhånden skeptisk med hensyn til deres påståede videnskabelige status.«¹²

Utilfredsheden med psykoanalysen og marxismen skyldtes paradoksalt nok deres evne til at forudse alt og forklare alt, når først det var indtruffet. De var ifølge Popper formuleret i et så altfavnende og upræcist sprog, at de havde mistet muligheden for udvikling gennem konfrontation med iagttagelser. Alle nye begivenheder blev fortolket i lyset af en teori, der ikke kunne modsiges. Alle observationer styrkede automatisk tilhængernes tiltro til de autoriteter, der skabte teorierne. En hypotese, der kan forklare alt, hvad der kan tænkes at ske, er for Popper intetsigende og unødvendig. Sammenlign disse to hypoteser:

»En snegl på vejen giver omgående regn.«

»En snegl på vejen er tegn på enten regn eller sne. I andre tilfælde er det tegn på sol og undertiden ligefrem hagl.«

Den sidste hypotese giver utvivlsomt en overvældende mængde korrekte forudsigelser, men den giver kun indlysende forudsigelser. Den første teori er skarpere og langt mere interessant, da den, såfremt den var sand, kunne fortælle noget væsentligt om vejret. Den er ganske vist ikke sand, men det er ikke et problem, for den vil hurtigt blive falsificeret og dermed bane vejen for andre og bedre hypoteser om vejret. Den gode hypotese adskiller sig fra den dårlige ved, at den kan falsificeres!

Det kan forekomme paradoksalt at ville udvikle videnskaben gennem en så destruktiv proces som falsifikation. Hvad det angår, sammenlignede Popper ofte videnskabens udvikling med den biologiske evolution.¹³ I naturen skabes myriader af organismer, der er forskellige fra art til art, men også har små forskelligheder inden for den enkelte art. Da de svageste konstant bukker under, vil kun de stærkeste føre deres egenskaber videre. Denne proces kan over tilstrækkeligt lang tid udvikle encellede organismer til mennesker. I videnskaben virker processen tilsvarende. Alverdens forskere udvikler et stort antal hypoteser med små eller store indbyrdes forskelle. I deres laboratorier konfronterer de konstant hypoteserne med »faretruende« observationer, der udsletter de svageste og lader de stærkeste leve. Over tilstrækkeligt lang tid kan dette udvikle hypoteserne fra for eksempel Aristoteles’ krystalsfære-teori til Einsteins generelle relativitetsteori.

Døden er en vigtig del af livets udvikling, og falsifikation er en vigtig del af videnskabens udvikling. Både livet og videnskaben udvikler sig evigt uden at nå frem til et endegyldigt mål.

En kort fremstilling af Poppers metode for det frugtbare videnskabelige arbejde kunne lyde således:

Videnskabsfolkene skal med udgangspunkt i deres erfaring og intuition fremsætte så mange dristige hypoteser som muligt. Derefter skal de ihærdigt og uden ophør teste hypoteserne, så flest muligt bukker under i det evolutionære udskillelsesløb. Processen stopper aldrig, da ingen hypotese kan sikres mod fremtidens udspekulerede prøvelser.

Videnskabens objektivitet
Der indgår tre vigtige elementer i metoden, hvoraf de to – test og falsifikation – allerede har været nærmere omtalt. Hvad angår hypoteserne, kan man spekulere over: Hvem bør fremsætte dem? Hvilke krav skal de opfylde? I svaret finder vi Poppers demokratiske, anti-autoritative ånd. Bortset fra at hypoteserne skal kunne falsificeres, er der stort set ingen krav. Alle, uanset alder, religion, race, køn, uddannelse, stjernetegn osv., skal fremsætte hypoteser. Mærkelige, geniale, grænsebrydende hypoteser. Ingen behøver forklare eller begrunde deres »åbenbaringer«. Ligegyldigt hvor bizarre eller uforståelige eller fejlagtige tankerne eller personerne er, der skaber det nye, kan det vise sig at være guld værd. Dog gælder det, at lige så løsagtige folk bør være i frembringelsen af hypoteser, lige så pedantiske og nidkære skal de være i den efterfølgende test. Med alle midler skal de udsætte deres favorithypoteser for udspekulerede prøvelser, som kan eliminere dem og skabe grobund for den fortsatte og uendelige evolution i den videnskabelige erkendelse.

Selv om skabelsen af grænsebrydende hypoteser erfaringsmæssigt ofte udføres af specielt begavede folk, er alle inviteret til efterfølgende at afprøve de store tanker. Når tiden er løbet fra en videnskabelig hypotese, må autoriteterne bøje sig og oven i købet glæde sig.

Sammenlignet med en religiøs sekt eller en behandlerskole inden for new age, hvor de grundlæggende synspunkters gyldighed ofte sikres af folk med profetiske gaver eller særlige evner, er Poppers system respektløst. I samme øjeblik en hypotese er formuleret af sin ophavsmand, er den alles ejendom. Alle, der overhovedet kan forstå den, har samme ret til at teste den og falsificere den. Der findes nok specielt begavede mennesker, men ingen profeter med særlige rettigheder. I dette interpersonelle aspekt omkring test og falsifikation ligger videnskabens objektivitet. Det skal ideelt set være ligegyldig, hvem der kom med hypotesen. Alt, hvad vi skal forholde os til, er hypotesen selv og de eksperimenter, som falsificerer den, eller lader den leve på lånt tid.

Hvorfor leve op til Poppers idealer?
Med kravet om falsificerbarhed har Popper lavet en afgrænsning mellem videnskab og alt andet, også kaldet metafysik. Kendetegnende for videnskaben er, at den består af hypoteser, som kan falsificeres, det vil sige, de er i modstrid med visse mulige resultater af iagttagelse. Derved adskiller den sig fra for eksempel jura, etik, filosofi, matematik og religion, hvor grundlæggende antagelser ikke kan holdes op mod observationer af naturen.

En af de mest udbredte misforståelser af Popper går ud på, at alle disse uvidenskabelige, metafysiske discipliner er værdiløse og uden mening. Denne sørgelige fejlopfattelse er absolut ikke Poppers holdning. Han er en stor beundrer af den gode metafysik, der jo blandt andet inkluderer hele hans egen videnskabsteori!

Hvad angår metodens anvendelighed, er han ikke naiv. Videnskabsfolk er yderst fejlbarlige og lever sjældent op til de strenge fordringer. De, som følger metoden, opnår ikke nødvendigvis noget, og de, som ikke gør, kan nå gode resultater¹⁴.

Hvad skal vi da med den? Bør vi ikke droppe enhver tale om metoder i erkendelsen af, at de bare virker begrænsende på vores frembringelser? Dette er naturligvis ikke videnskabsteoretikeren Poppers opfattelse. Selv om de færreste mennesker i et og alt efterlever reglerne for god opførsel, vil de næppe af den grund erklære enhver tale om god opførsel for unødvendig. Selv om grundloven også bliver overtrådt af jurister, og selv om den på mange måder virker begrænsende for lovgivernes frembringelser, vil de færreste undvære den. Tilsvarende kan en videnskabelig metode være et stærkt værktøj, uden at være hverken ufravigelig eller ufejlbarlig.

Creationismens videnskabelige status
Når man vurderer creationismens videnskabelighed ud fra en poppersk tilgang, må man skelne mellem på den ene side de hypoteser, der fremsættes af creationister, og på den anden side den efterfølgende test af hypoteserne.

Creationisternes påstande om de meget korte tidsrum i forbindelse med jordens og det levendes skabelse, en million gange mindre end de alment accepterede, er i allerhøjeste grad falsificerbare. De er dermed også videnskabelige.

Hvor creationisterne for alvor svigter videnskabsidealerne, er i testen og falsifikationen af hypoteserne. Alle forskningsresultater og dateringsmetoder, der ikke stemmer overens med den meget snævre fortolkning af Første Mosebog, bliver automatisk opfattet som uinteressante. Den del af Poppers metode, der involverer test og falsifikation, er derfor ladt ude af billedet.

Når falsifikationismen er blevet brugt som grundlagskritik mod creationismen, er kritikerne af creationismen ofte røget ind i et paradoks. De har på den ene side indføjet en stor mængde observationer og eksperimenter som argument mod forkerte creationistiske hypoteser. På den anden side har de erklæret creationismen for ikke-falsificerbar og dermed uvidenskabelig. Hvordan kan man falsificere creationismen, hvis den er ikke-falsificerbar? Problemet opstår, hvis man ikke skelner præcist mellem på den ene side skabelsen og formuleringen af videnskabelige hypoteser og på den anden side den efterfølgende test og mulige falsifikation. Mange creationister har en eller anden baggrund i det etablerede system. Dér har de fået en forståelse for nødvendigheden af præcise testbare påstande. I kraft af deres religiøse opvækst evner de dog ikke at rette skytset fra observationer mod opfattelser, som i deres religiøse samfund er afgørende prøvesten på troens styrke.

Åbenhed og selvkritik er idealer for Popper. Videnskabsfolk må ikke sky nogen anstrengelser for at falsificere deres yndlingspåstande. Virkelighedens videnskabsfolk lever sjældent op til idealerne. Ofte hænger de ved deres egne frembringelser meget længere end saglige vurderinger kan bære. Det betyder dog ikke, at videnskab er subjektiv og usaglig. Den almindelige videnskabelige konservatisme er af en helt anden beskaffenhed end den religiøse fundamentalisme. Hvis en forsker har brugt en stor del af sit liv på udviklingen af bestemte hypoteser, vil vedkommende ofte klamre sig til dem. Det samme gælder bare ikke den pågældendes kolleger. De vil sikre den fornødne kritik og falsifikation.

Alle grene af den etablerede forskning har oplevet revolutionerende omvæltninger inden for bare de seneste 100 år. Til sammenligning har de fundamentale antagelser i creationismen stået næsten uændret i et par hundrede år. En traditionel forsker vil naturligvis være forudindtaget omkring jordens alder, som han vil mene er ca. 4,5 milliarder år. Forskellen mellem ham og creationisten er dog, at han dybest set er ligeglad med om jorden er 6.000 eller 6.000 milliarder år. Han vil bare vide, hvor gammel den er. Til sammenligning måtte creationistiske forskere ved det ledende Institute for Creation Research (ICR) i midten af 70’erne aflægge ed på følgende en gang årligt:

»Vi tror på fuldstændigheden af Den hellige Skrift, og på at dens inspiration ved Den hellige Ånd gælder de enkelte ord, i henhold til den sammenhæng de står i, skrevet af mennesker som Gud har udrustet hertil. Hele Skriften, både Det Gamle og Nye Testamente, er fejlfri i sin behandling af ethvert emne, der skal forstås udfra tekstens ligefremme og tilsigtede mening… Alt i universet blev skabt og frembragt af Gud på de seks dage, sådan som den særlige skabelse er beskrevet i Første Mosebog.

Skabelsesberetningen opfattes som en præcis beskrivelse af en konkret historisk begivenhed, og er således a f grundlæggende betydning forforståelsen af ethvert forhold og fænomen i det skabte univers.«¹⁵

Jeg havde en længere samtale med en forsker på ICR. I dag sværger man ikke længere. Til gengæld er en tilsvarende remse nedfældet i en kontrakt, der skal fornyes en gang hvert år. Publiceres forskningsresultater, der ikke er overensstemmende med kontraktens ordlyd, er det fyringsgrund!

De almindelige idealer om akademisk frihed har trange kår på de creationistiske forskningscentre, og det adskiller dem fra de fleste andre forskningscentre. Kan man for eksempel forestille sig almindelige forskere på almindelige universiteter sværge troskab mod Darwin en gang årligt i deres ansættelse?

Retssagen i Arkansas afgøres
Som nævnt tidligere skiftede creationisterne strategi i starten af 70’erne. Frem for at forbyde undervisning i evolutionsteori blev der krævet ligeret for creationister og evolutionister. Strategien kulminerede med lovene om ligebehandling i Arkansas og Louisiana i 1981.

Der var konstant pressedækning af Arkansas-retssagen, som ikke var uden humoristiske elementer. Ikke et øje i retssalen var tørt, da et af creationisternes ekspertvidner bekendtgjorde, at han troede på flyvende tallerkner, fordi han havde læst om dem i Det Bedste, og at han i øvrigt anså dem for at være sendt af Satan.¹⁶

Evolutionisternes ekspertvidner klarede sig godt og var stærkt bevæbnede med eksempler på citatfusk, snyd og bevidste misforståelser begået af creationister. Creationisternes advokater holdt efterhånden op med at krydsforhøre dem, da det kun gjorde ondt værre. Omvendt måtte creationisternes mest prominente figurer pænt holde sig nede i salen, da de nødigt skulle gøres til grin offentligt.

Ligebehandlingsloven blev underkendt af forbundsdommer William R. Overton, der i sin begrundelse for dommen fremførte en yderst poppersk videnskabsopfattelse. Overton definerede de centrale elementer i videnskaben således:

1. Den ledes af naturlovene.
2. Den skal forklare med udgangspunkt i naturlovene.
3. Den kan testes i forhold til den virkelige verden.
4. Dens konklusioner er af foreløbig karakter.
5. Den er falsificerbar.¹⁷

Creationismen klarer sig ikke ret godt på nogen af punkterne. Da verden opfattes som skabt af Gud i stort set den nuværende form, og da de nuværende naturlove efter behag opfattes som ugyldige, hvis tingene ikke kan bringes i overensstemmelse med Bibelen, vil 1) og 2) kun være korrekt i særlige situationer. Som argumenteret for tidligere er dele af creationismen testbare, andre er ikke. 3) er delvist opfyldt. De mest afgørende elementer i creationismen er ikke af foreløbig karakter. De står i Første Mosebog, som ikke vil blive skrevet om foreløbigt. Der gives bundkarakterer i henseende til punkt 4). De dele af creationismen, som kan testes, er blevet testet og falsificeret. På grund af religiøse skrupler vil creationisterne dog aldrig selv smide deres hypoteser ud til fordel for nogle mere tidssvarende. De lever ikke op til punkt 5).

Det kan synes som et problem for Poppers videnskabsteori, at den ikke præciserer, hvad man stiller op, når der ikke er total enighed blandt alle, om hvorvidt nogle hypoteser skal falsificeres eller ej. Det er et problem, men ikke nødvendigvis i dette tilfælde. Med edsvorne erklæringer om troskab mod bestemte opfattelser vedrørende verdens tilblivelse har creationisterne ifølge Popper sat sig uden for det videnskabelige spil.

Popper om darwinismen
Darwin var en af Poppers favoritter blandt videnskabsfolk. I et for vor filosof usædvanligt følelsesbetonet indlæg ved Darwin College i Cambridge beskrev han ham således:

»Det er grunden til, at jeg har kendt Darwins ansigt og navn så langt tilbage, som jeg kan huske. Jeg vidste, at han var en stor engelsk opdagelsesrejsende, en af de mest betydningsfulde udforskere af dyreverdenen nogensinde, og jeg holdt meget af ham. Darwin er ikke bare den største af alle biologer, han er ofte blevet sammenlignet med Newton, men også en agtværdig, beundringsværdig og i særdeleshed en meget elskelig person.¹⁸

Popper beundrede Darwin og foragtede creationisterne. Det kan derfor undre, at han var en af deres favoritfilosoffer i begyndelsen af 70’erne. Årsagen lå i nogle problemer, Popper gennem sin karriere har haft omkring evolutionsteoriens status som videnskab. Er den en videnskab, skal den kunne falsificeres. Kan den det? Hvilke forudsigelser giver for eksempel hypotesen: »Den bedst tilpassede overlever«? Vil vi på forhånd kunne gå ind i en naturpark, udpege de bedst tilpassede næsehorn, og så se om de klarer sig bedre end de andre? Det vil oftest være umuligt. De bedst tilpassede er næsten per definition dem, der overlever, og vi er så endt i en indholdsløs ringslutning af formen: »Den der overlever – overlever«. Med overvejelser som disse konkluderede Popper først:

»Jeg er nået til den konklusion, at darwinismen ikke er en testbar videnskabelig teori, men et metafysisk forskningsprogram, en ramme omkring testbare videnskabelige teorier.«¹⁹

Ovenstående citat findes overalt i creationistlitteraturen. De elsker det!²⁰ Hvis evolutionisterne kan dyrke et ikke-videnskabeligt metafysisk forskningsprogram, kan creationisterne vel med sindsro gøre det samme? Og hvad med Erik von Dänikens idé om, at menneskets udvikling gennem årtusinder blev styret af intelligente væsner fra andre dele af verdensrummet? Bør skolerne ikke også inddrage hans metafysiske program?

Det ville Popper ikke mene. Han skiftede holdning. Om skiftet alene skyldes teoretiske overvejelser, eller om det også har spillet en rolle, at han meget nødigt ville fortsætte i rollen som en af creationismens åndelige faderfigurer, vides ikke. Følgende citat er jeg endnu ikke stødt på i den creationistiske litteratur:

»Den naturlige udvælgelse har ødelagt beviset for skaberens mirakuløse indgriben… Modrevolutionen mod videnskaben kan ikke retfcerdiggøres intellektuelt; moralsk set er den uforsvarlig… Ikke desto mindre har jeg skiftet mening omkring testbarheden af teorien om naturlig udvælgelse og dens logiske status; og jeg er glad for at have en lejlighed til at kunne tage mine ord i mig igen.«²¹

Selv om Popper skiftede mening, gav han aldrig en fyldestgørende løsning på problemet om testbarheden af evolutionsteorien. Det har andre til gengæld forsøgt.

Fire år efter, at Popper udtalte ovenstående til videnskabsfolkene på Cambridge, blev Ruse i Arkansas udspurgt om evolutionsteoriens videnskabelige status. Kan den være i modstrid med observationer? Dialogen mellem udspørgeren Sp og Michael Ruse Sv forløb således:

Sp: Kan du give os et eksempel på, hvordan en falsifikation virker?
Sv: Ja, lad os tage et eksempel fra palæontologien. Evolutionsteorien forudsiger en ordning af fossilerne i den fossile tidstavle fra det mindre komplekse til det mere komplekse. Hvis den fossile tidstavle indeholdt samtlige arter – fra trilobitter til dinosaurer til mennesker – i alle geologiske lag, ville dette trække i retning af en falsifikation af evolutionsteorien. Det har dog ikke været tilfældet, og teorien er derfor ikke blevet falsificeret. Men den kan falsificeres.²²

Altså – når forskere overalt på jorden ikke finder fossiler fra pattedyr i de nedre aflejringer hørende til jordens middelalder, oldtid og urtid; ikke finder fossiler fra dinosaurer i lagene hørende til oldtid og urtid; ikke finder fossiler fra nogen dyr overhovedet nederst i urtiden, og når radiometriske og andre dateringer samstemmende bekræfter den store aldersforskel på alle disse dyr, er det et meget stærkt argument for, at alle disse arter eksisterede til forskellige tidspunkter. Den pæne orden på fossilerne er uforståelig i lyset af en teori, som siger, at de blev dannet ved en kortvarig global oversvømmelse. Havde fossilerne ligget kaotisk blandet i alle lag, og havde radiometrien tildelt dem samme alder, ville jeg og mange andre være overbeviste creationister.

Nobelpristagerne går i aktion
Med Poppers videnskabsteori som uundværlig støtte var creationismen af forbundsdomstolen i Arkansas blevet vurderet til at være religion i forklædning, og ligebehandlingslovene i Arkansas var dermed ikke længere gyldige.

Forbundsdomstolen i Louisiana fulgte i 1985 Arkansas’ eksempel. Creationisterne klarer sig generelt godt i medierne og ved offentlige møder, hvor salvelsesfuld retorik og karisma er det afgørende. I retssale, hvor der debatteres over uger og tages bunkevis af referater, klarer de sig oftest dårligt.

Denne gang gav de sig dog ikke så let. Sagen blev appelleret til USA’s højesteret, der godtog den med henvisning til dens principielle betydning. Under de indledende retsmøder blev det klart, at creationisterne var forberedt til tænderne. Deres strategi var tostrenget. For det første ville de påpege den uenighed, der er blandt fagfilosoffer omkring Poppers falsifikationisme. For det andet ville de undgå at sige noget som helst positivt om deres egen videnskabelige position og i stedet fremhæve fejl og svindel begået af evolutionister i tidernes løb. Strategien var rimeligt succesfuld. Det største problem for retten var som tidligere: Hvad er videnskab, og hvem har ret til at definere den? Har creationister ikke ret til at bruge deres egne definitioner?

Af frygt for sagens udfald tog amerikanske skeptikere, deriblandt nobelpristageren i fysik Murray Gell-Mann, initiativ til en fælleserklæring fra nobelpristagere i fysik, kemi, medicin og fysiologi. Brevet blev indgivet til højesteret 18. august 1986, og samme dag holdt talsmændene for de i alt 72 nobelpristagere et pressemøde, der blev omtalt over hele verden. I brevet argumenteres for, at creationisternes fjernelse af bibelcitater og lignende fra offentligt tilgængeligt materiale mere er et skalkeskjul end et udtryk for en holdningsændring. Det var for eksempel ikke lykkedes de advokater og videnskabsfolk, der havde udfærdiget dokumentet, at finde en eneste creationistisk skolebog uden religiøse henvisninger.

Et andet centralt tema i brevet er en definition af videnskab, der klart udelukker creationisme. Normalt ville så mange forskere ikke kunne blive enige om en sådan definition, men sagens betydning forenede alle. Naturvidenskabernes metode beskrives således:

»Videnskabens opgave er at formulere og teste naturlige forklaringer på naturlige fænomener. Det er en proces, hvor data og optegnelser for den fysiske verden indsamles, ordnes og studeres for at skabe de principper for naturen, der bedst forklarer de observerede fænomener… For at være en korrekt videnskabelig ‘hypotese’ må et forklarende princip være overensstemmende med fortidige og nutidige observationer, og må kunne testes mod fremtidige observationer. Hvis et forklarende princip ifølge sin natur ikke kan testes, er det uden for videnskabens sfære. Gennem den fortløbende test af hypoteser tildeler videnskabsfolkene størst troværdighed til de hypoteser, der opnår mest støtte gennem observationer eller eksperimenter. Disse hypoteser bliver kendt som ‘videnskabelige teorier’. Hvis en teori succes fuldt forklarer en stor og alsidig mængde af kendsgerninger, er det en specielt ‘pålidelig teori. Selv den mest robuste og pålidelige teori er dog foreløbig. En videnskabelig teori vil altid kunne tages op til genovervejelse…«²³

I formuleringen genkender man tydeligt Popper og tilsvarende formuleringer fra Arkansas-sagen fem år tidligere. Begrebet »falsifikation« er helt udeladt, hvilket er meget bevidst. Op gennem historien har en stor del af kritikken af Popper gået på muligheden for at falsificere hypoteser. De, der vil fordybe sig yderligere i disse interessante problemstillinger, henvises til den omfattende litteratur om videnskabsfilosofi.

Erklæringens virkning
En erklæring med underskrifter fra de største videnskabelige genier gennem ca. 40 år vil gøre indtryk på de fleste. Creationisterne gik i panik. Ledende creationister kaldte brevet »et smart plot«, »evolutionist-propaganda« og så videre, og der blev sendt følelsesladede breve til underskriverne af brevet. I et brev til Murray Gell-Mann hed det sig:

»]esu Kristi blod renser os for al synd. Enhver, som ikke findes nedskrevet i livets bog, vil blive kastet i ildfloden. Syndens løn er døden, men Guds gave er evigt liv gennem Jesus Kristus vores Herre. Bed straks Herre Jesus om frelse. Termodynamikkens 2. lov beviser, at evolution er umuligt. Hvorfor er du så bange for creationistvidenskaben?«²⁴

Ingen af nobelpristagerne skiftede mening på baggrund af tumulten. Den 19. juni 1987 afgjorde højesteret sagen. Det blev 7-2 i dommerstemmer til evolutionisterne. Med denne afgørelse har det siden været vanskeligere for de mange creationistvenlige skolebestyrelser i delstaterne at holde evolutionsteorien ude af klasseværelserne. Om dommerne lod sig påvirke af nobelpristagernes erklæring, er naturligvis vanskeligt at afgøre. Det rygtedes dog fra retten, at mindst en af dommerne havde lagt vægt på erklæringen.

Den humanistiske forskning i naturvidenskabernes metode har nok ikke ladet sig influere af begivenhederne i 80’erne. De forskere, der underskrev erklæringen, var eksperter på hver deres naturvidenskabelige område, og kunne med stor ret afvise creationismens påstande om evolutionen og jordens alder. Deres holdning til videnskabsteori er derimod mindre interessant, da de ikke var eksperter på dette felt.

Creationisternes comeback
Højesteretsdommen fra 1987 gjorde det umuligt for delstaterne at sidestille creationisme og evolutionisme i undervisningsbekendtgørelserne for skolerne. Den efterlod dog nogle huller. For det første kan den enkelte lærer af egen fri vilje stadig inkludere alternative teorier om menneskets oprindelse i sin undervisning. Dog kun, hvis formålet er klart ikke-religiøst motiveret. Dette hul er blevet udnyttet til fulde. Når skolebørnene i Alabama åbner biologibøgerne, kan de læse følgende erklæring om evolutionsteorien:

»Denne lærebog omhandler evolution, en kontroversiel teori, der af visse forskere præsenteres som en videnskabelig forklaring på livets oprindelse… Evolution refererer også til den overbevisning, som ikke er bevist, at tilfældige, retningsløse kræfter producerede en verden afliv.«²⁵

Der står sådan set ikke noget forkert i ovenstående citat. På den anden side giver det heller ikke den studerende nogen fornemmelse af, at evolutionsteorien er det altafgørende, samlende paradigme inden for biologien. Med samme betydning for den moderne naturvidenskab som for eksempel atomteorien, kvantemekanikken og Big Bang.

For det andet er der i højesteretsdommen ingen retningslinier for, hvor meget og hvordan der skal undervises i evolution. Også dette hul er blevet udnyttet. I dette år 1999 har delstaten Kansas’ uddannelseskommission under indflydelse af stærke religiøse organisationer fjernet stort set alle referencer til universets og livets udvikling fra skolebøgerne. Et træk, der endnu en gang har fået debatten til at eksplodere i USA. Medierne sammenligner nu sagen med abe-processen.²⁶

Erobringen af klasselokalerne er altså fortsat med uformindsket styrke, og resultatet ses tydeligt ved spørgeskema-undersøgelser. Som nævnt tidligere mener 52% af alle voksne i USA, at de tidligste mennesker levede samtidig med dinosaurerne.

Selv om creationismen først og fremmest er et amerikansk fænomen, er den godt på vej ud i verden. Der har naturligvis altid været enkelte creationister rundt omkring, men den mere organiserede form har først for alvor vundet frem uden for USA i 1990’erne. Der er på nuværende tidspunkt creationist-organisationer i Canada, Japan, Indien, Nigeria, Kenya, Brasilien, Argentina, Mexico, Tyskland, Storbritannien, Holland med flere, og i Australien fik man i 1997 en retssag, der kunne minde om abe-processen i USA i 1925.²⁷

Strategien for de nye organisationer er hver gang den samme. Hvor videnskabelige teorier normalt skal vinde anerkendelse i forskningsmiljøerne og på universiteterne, tør de præsenteres for skoleeleverne, går creationisterne helt uden om de gængse kanaler og direkte til skolebestyrelserne og forældrene. En »nedefra og op-metode«, som altid har tjent dem godt.

I Danmark har debatten aldrig nået de samme højder som i udlandet. Det tætteste man herhjemme kommer organiseret creationisme, er formentlig en håndfuld konservative og fundamentalistiske akademikere, der siden begyndelsen af firserne har udgivet magasinet Origo. Origo består først og fremmest af oversatte artikler af svingende kvalitet. Det afsættes til kristne abonnenter. Medmindre man ligefrem abonnerer på Origo, støder man ikke ofte ind i kontroversen. I firserne, hvor bølgerne gik højt i USA, er der også en del kronikker og artikler i danske dagblade. De er stort set alle ironisk-nedladende over for creationismen.

I halvfemserne har debatten stået på lavt blus. En enkelt undtagelse var en længere debat i Jyllands-Postens søndagsudgaver i marts-april 1996, hvor læserbrevsskribenter af forskellig observans udvekslede artigheder, indtil avisens debatredaktion ikke længere ville lægge tryksværte til flere indlæg. Relativt mange debattører var særdeles kritiske over for evolutionsteorien. Det skyldes dog næppe en stærk anti-evolutionistisk undergrund i Danmark, men snarere, at primært folk i opposition til den fremherskende opfattelse markerede sig.

Med den styrke debatten har rundt omkring i verden, vil det dog undre mig, om den ikke i lighed med andre alternative bevægelser også får fodfæste herhjemme.

Bibliografi
Economist, The (1996): »Counter-attack«, The Economist, vol. 340, nr. 7979,17.-23. august, s. 44-45. Forfatteren er ikke angivet ved artiklen.

Finkel, Elizabeth (1996): »Science of Creationism to Go on Trial in Australia next Year«, Lancet, 14. december.

Klayman, Robert A. (1986): »Amicus Curiae Brief of 72 Nobel Laureates«. Jeg har ikke kendskab til, at det berømte brev til højesteret skulle være publiceret i sin fulde længde i noget tidsskrift eller nogen bog. Til gengæld ligger det overalt på internettet. En god adresse er Lincoln Universitetets hjemmeside: http://www.lincoln.ac.nz/hals/phil30 3/creation/amicus~1.htm.

Lasota, Jean-Pierre (1999): »Unmasking Black Holes«, Scientific American, vol. 280,nr. 5.

Morison, Samuel Eliot (1942): Admiral of the Ocean Sea, Boston: Little, Brown and Company.

Numbers, Ronald L. (1992): The Creationists, New York: Alfred A. Knopf, Inc.

(1998); Darwinism Comes to America, London: Harvard University Press.

Overton, William R. (1982): »Creationism in Schools: The Decision in McLean versus the Arkansas Board of Education«, Science, vol. 215, 19. februar 1982, s.934-943.

Popper, Karl R. (1972a): The Logic of Scientific Discovery, London: Hutchinson & Co.
(1972b): Conjectures and Refutations,London: Routledge & Kegan Paul.
(1973): Kritisk Rationalisme, København: Nyt Nordisk Forlag.
(1974): Objective Knowledge, London: Oxford University Press.
(1978): »Natural Selection and the Emergence of Mind«, Dialectica, vol. 32, nr. 3-4.
(1992): Unended Quest, London: Routledge.

Price, George McCready (1902); Outlines of Modem Christianity’ and Modem Science, Oakland: Pacific Press.

Rosin, Hanna (1999): »Creationism Evolves«, Washington Post, 8. august.

Ruse, Michael (1996): But Is It Science?,New York: Prometheus Books.

Shermer, Michael (1997): Why People Believe Weird Things, New York: W. H. Freeman and Company.

Strahler, Arthur N. (1987): Science and Earth History, New York: Arthur Prometheus Books.

White, Ellen G. (1945): Spiritual Gifts, vol. 3-4, Washington, D.C.: Review and Herald Publishing Association.

Øhrstrøm, Peter (1994): »Sir Karl Popper«, ORIGO, nr. 46, oktober 1994.

Noter

1. Undersøgelsen er foretaget af The National Science Foundation. The Economist (1996), s. 44.
2. Ronald L. Numbers (1992).
3. Ellen G. White (1945), s. 75.
4. George McCready Price (1902).
5. Ronald L. Numbers (1992), s. 90.
6. Ronald L. Numbers (1992), s. 294.
7. Michael Shermer (1997).
8. Michael Ruse (1996).
9. Jean-Pierre Lasota (1999).
10. Samuel Eliot Morison (1942), s. 654.
11. Karl R. Popper (1972a), s.27.
12. Karl R. Popper (1972b), s. 34.
13. Se fx Karl R. Popper (1974), s. 67-71.
14. Karl R. Popper (1973), s. 40.
15. Arthur N. Strahler (1987), s. 69.
16. Michael Ruse (1996), s. 31.
17. William R. Overton (1982).
18. Karl R.Popper (1978), s. 339-340.
19. Karl R.Popper (1992), s. 168.
20. Se for eksempel Peter Øhrstrøm (1994).
21. Karl R. Popper (1978), s. 343-344.
22. Michael Ruse (1996), s. 302.
23. Robert A. Klayman (1986), s. 10-11.
24. Michael Shermer (1997), s. 169.
25. Ronald L. Numbers (1998), s. 10.
26. Hanna Rosin (1999).
27. Elizabeth Finkel (1996).

[*]

[*]

Note: Interesserede kan læse en kritik af Origo Nr. 105, “Hvad din biologibog ikke fortæller” her.

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.

Deltag her.