Moderne Mirakler: 9. Sensasionelle Underværker.

28 august 2009 | Bøger | 0 Kommentarer

efter Carl Willmanns "Moderne Wunder" Kjøbenhavn 1887

Der gives et betydeligt Antal interessante, i den nyeste Tid foreviste, Experimenter, som udtrykkeligt og med Hensigt udgives for Underværker, endskjøndt de kun have almindelige physiske og optiske Love til Grund. Vilde man fremstille dem ved offentlig Forevisning, uden at udgive dem for mere, end de ere, kunde de vel bidrage til Publikums Belærelse, men de vilde knap vække megen Opmærksomhed, og ikke lønne Kunstnerens Møie.

Derfor foretrække Foreviserne, at omgive dem med en hemmelighedsfuld Dunkelhed. De vide af Erfaring, at det Hemmelighedsfulde har stor Tiltrækningskraft og betaler sig bedre, end den blotte og bare Fremstilling af om end nok saa sindrigt konstruerede Apparater af Mekanik

og Optik; de omgive derfor deres mere eller mindre simple Indretninger med det mest mulige Flitter og give Fremstillingen en underholdende Form, hvorved Fantasien sættes i Bevægelse, Sandserne skuffes og Tilskuerne ikke gjøre sig nogen Tanke om den bag det hele Spil liggende physiske eller mekaniske Aarsag.

Af saadanne Apparater skulle vi her nævne følgende:

Den gjennemsigtige Tyrk, som endnu for faa Aar siden forevistes paa alle Markeder. Den mekaniske Indretning var ingenlunde ny; den var kun her bragt i en anden Form. Den bestod i, at den Person, som forestillede Tyrken, bar et temmelig vidt Metalrør om Livet. Dette Rør, som var forfærdiget af Blik, var foran og bagtil bøiet i en ret Vinkel og var ved Enderne forsynet med Glasskiver. Tyrkens Dragt var folderig og skjulte Røret, saa at kun Glasskiven var tilsyne paa Brystet og Ryggen.

Fire smaa Speilglas vare anbragte inde i Røret ved Ombøiningerne i en Hældning af 135 Grader, saaledes som det sees af Figuren, og naar da Tilskueren kiggede igjennern Glasset ved Brystet, saae han Flammen af et Lys, som var stillet foran Glasset ved Ryggen, saa at der syntes at være et Hul midt igjennem Tyrkens Legeme. I Virkeligheden speilede Flammen sig i det første Speil, og derfra gik Billedet over i de tre andre Speile og lod sig saaledes tilsyne paa den modsatte Side, hvor det af Øiet, som var stillet i lige Retning, opfattedes som det brændende Lys selv.

Det talende Hoved.
Et rundt Bord med fire Ben er opstillet saaledes, at et Bordben er forrest, vendt imod Publikum. Imellem dette Ben og det høire og venstre er anbragt til hver Side et belagt Speilglas, som er indlagt nøiagtigt i Fuger paa Bordbenene og støder tæt til Bordet og til Gulvet. Bag disse Speile sidder den agerende Person paa en lav Bænk. Bordpladen, som er rigt indlagt, har en rund Aabning, gjennem hvilken den under Bordet siddende Person stikker Hovedet. For at skjule Aabningens Rand, blive to Halvdele af en pletteret Bakke stillede over Hullet og sammenføiede omkring Personens Hals. For at Tilskuerne ikke skulle se den nederste Rand af Speilene, stiller man Bordet paa et blødt Gulvtæppe, saa at Glassenes Rand presse sig ind deri. [Illustration]

Tilskuerne se nu i skraa Retning ind i Speilene, og kunne ikke iagttage dem, fordi de ikke se deres Grændser, ligesaalidt som de se den bag samme siddende Person. Men det bag Speilene værende fjerde Bordben kan rigtignok heller ikke sees. For at raade Bod paa denne Mangel, stiller man to Træsøiler af samme Form som Bordbenet tilhøire og venstre i ret Vinkel mod Speilenes Midte, men de maa være høiere end Bordbenet og være belyste med en Lampe fraoven. Stilles de rigtigt, ville de afspeile sig paa det Sted, hvor Bordbenet skal sees, og dette vil saaledes ikke savnes af Tilskuerne. Ofte bliver ogsaa Kunststykket udført med et trebenet Bord. Scenen omgives af en Art spansk Væg, saa at man hverken kan se formeget fra Siden eller ind bag Bordet, og hvis det er nødvendigt, opstiller man en Barriere foran Tilskuerne.

En anden Udførelse bestaar i, at Bordet til Begyndelse er tomt, og Foreviseren træder frem med en Kasse, som angives at indeholde Hovedet. Bunden paa denne Kasse er fortynet med Hængsler, og lader sig lukke op indefter, saa at den lægger sig fladt til Kassens Bagside. Hullet i Bordpladen er ved denne Udførelse bedækket med en Klap, som ikke kan bemærkes paa Grund tf Bordpladens Forsiringer. Saasnart nu Foreviseren sætter den tomme Kasse paa Bordet over Klappen, som er nøiagtig saa stor som Kassens bevægelige Bund, saa hæver den under Bordet siddende Person med sit Hoved begge Klapperne iveiret og de lægge sig da fladt til Kassens Bagside.

Naar nu Kunstneren aabner Forsiden, som dreier sig nedefter, saa sees Hovedet i Kassen. Dette, som er levende og taler mange forskjellige Sprog, vækker altid megen Forundring. Naar til Slutning Kassen tillukkes, benytter den skjulte Person Øieblikket til at trække sig tilbage under Bordet og lukke begge Lemmene, for at Kassen kan tages bort og stilles tilside.

Fatima eller Damen uden Underkrop er et fornylig meget beundret Phænomen og beror i det Hele paa det samme Princip som det talende Hoved. Damen staar paa en Forhøining under Bordet og hendes Taille hviler tilsyneladende paa en paa Bordet staaende Skammel, der, uden at det er synligt, kan deles i to Dele og saaledes trykkes tæt ind til Legemet. Under Skamlen er der ligesom ved Bordet anbragt to Speile, saa at man troer at se ind under den. Føreren af dette Phænomen søger gjerne at engagere en meget smuk, ung Dame som Fatima, og hun maa tillige være istand til at føre en behagelig Konversation med Tilskuerne. [Illustration]

At lade en Person forsvinde udføres ligeledes med et Speilbord. Kunstneren træder op paa Bordet og lader sig tildække med en Hætte, som er flettet af Kurvevidier, eller med et med Shirting overtrukket Stativ, som han først har ladet Tilskuerne undersøge. Naar han er tildækket, aabner han Klappen i Bordpladen og stiger ned under Bordet, hvorefter han giver Medhjælperen et Tegn til, at han igjen kan borttage Hætten. Paa samme Maade lader han sig igjen tilsyne.

Forvandlingen af en levende Person til en anden kan udføres uden Speile. Bordet, som har en meget tynd Plade, bliver stillet temmelig nær ved Baggrunden, og til en Begyndelse kryber en Tjener ind under Bordet, for at vise, at der ikke findes noget Skjult. Baggrunden, som er af sort Fløil, har ved det Sted, foran hvilket Bordet staar, en dørformet Udskjæring, bag hvilken der i en halv Meters Afstand findes en anden Fløilsbaggrund. Udskjæringen i Fløilet er ved Belysning ikke synlig i to til tre Meters Afstand. Saasnart Personen er stegen op paa Bordet, holde to Tjenere et udspændt Klæde foran ham for et Øieblik at aflede Tilskuernes Opmærksomhed. I det samme bliver en tredie Baggrund trukken ned foran den første, saaledes at den skjuler Personen og med den nederste Kant hviler paa Bordpladen. Naar Tjenerne tage Klædet bort, sees Bordet tomt og Kanterne af det forreste Forhæng ville ikke være Synlige. Vil man lade en Person forvandle sig til en anden, sker dette let, naar der anlægges en Løbebro bag Bordet hen til Aabningen i Bagtæppet, ad hvilken den første Person bortfjerner sig, og den anden derpaa, træder ind og sig indtager den førstes Plads. Hertil behøves ikke det tredie Forhæng, da det er tilstrækkeligt at et stort Klæde holdes for, naar de to Personer bytte Plads.

Paa Scener, hvor hverken Speile eller Fløilsbaggrunde kunne komme til Anvendelse, og hvor Bordet skal være rykket nærmere hen til Tilskuerpladsen, er dette forsynet med en dobbelt Plade og bedækket med et Tæppe, der naaer halvt ned til Gulvet. Bag Bordet findes da en Hylde (den saakaldte Servante), hvorpaa den med Hætten bedækkede Person ligger, naar han tilsyneladende er forsvunden. Undertiden komme ogsaa Borde til Anvendelse, hvis øverste Plade er forsynet med en Lem, gjennem hvilken den ene Person bekvemt kan stige ned og lægge sig paa den underste Plade, medens den anden fra Servanten træder op under Hætten, stiller sig paa den igjen tillukkede Lem og saaledes lader sig tilsyne, naar Hætten løftes op.

De syngende og svævende Englehoveder blive fremstillede paa en Scene, i hvis Baggrund der er anbragt en anden mindre Scene, som er forsynet med et særegent Forhæng Denne bageste, noget mindre Scene er 3 til 4 M. bred, 3 M. høi og 3 M. dyb. Fra den forreste Rand paa denne lille Scene forneden og til øverste Rand paa Baggrunden ligger et stort, stærkt belagt Speilglas, som lægges fast med Kanterne mod de flade Vægge paa Siderne af Scenen. Disse Sidevægge ere enten beklædte med sort Fløil eller forsynede med Malning, hvis Linier blive forsatte i det skraat opstillede Speil, saaledes at Speilets Kanter blive betragtede som Dekorationslinier, der krydse med andre, der strække sig fra det forreste Hjørne til Speilglasset, og finde deres Fortsættelse i dette. Loftet, som er skjult for Tilskuerne ved Draperi eller Proscenium, er forsynet med samme Dekoration som Sidevæggene, og gjengiver denne i det skraatliggende Speil, saa at den seer ud som en lodret staaende Baggrund.

De skraat for Speilet staaende Tilskuere, som se Siderne og Baggrunden i ret Vinkel, tro at have et frit Rum for sig, og kunne selv med bevæbnede Øine ikke opdage Speilet.

I Speilglasset er der skaaret fem store Huller, ordnede i to Rækker. Bag Speilet ligge fem unge Piger paa Knæ, og stikke Hovederne igjennem Hullerne paa Speilglasset. For at bedække Randen af Hullerne, have de smaa Vinger ved Halsen og derover smaa krusede Flors Kraver. Saasnart Forhænget trækkes op, bevæge disse nydelige Englehoveder sig frem og tilbage, idet de synge og tale, hvorved Effekten bliver betydeligt forhøiet.

Stella er Navnet paa et lignende Experiment, hvorved der kun fremføres eet Hoved. At der kun bruges eet, har sin Grund i den Vanskelighed, det er for den reisende Kunstner, at transportere store Glasflader. Istedetfor Scenen er her en lille Opstilling i Form af et Polichinel-Theater.

Speilfladen er anbragt paaskraa, ligesom ved de talende Englehoveder. Loftet er sort og har et firkantet Udsnit henimod Forsiden. Til begge Sider af dette Udsnit ere anbragte smaa Gardiner. For at disse ikke skulle falde ned, er der under dem anbragt en lille Glasplade, hvorpaa de ere sirligt ordnede. Paa Loftets forreste Rand, paa dets Yderside, staar et lille Brædt, som viser sig i Speilet som Gulv bag ved det, paa Grund af Speilreflektionen, sig i Scenens Baggrund visende Udsnit. Paa dette Brædt kan man befæste forskjellige Gjenstande, det seer da ud, som om disse staa bagved Udsnittet. Da der ovenfor Loftet er anbragt Belysning, saa gjengiver denne sig ogsaa, i Speilet, og man troer, at se igjennem Aabningen. Men det bedste Bevis derfor giver Kunstneren, idet han selv viser sig bag Udsnittet, og hilser paa Selskabet. I Virkeligheden træder han blot op paa en Trappestige og seer igjennem Loftets Aabning, hvorved hans Speilbillede viser sig ved Udsnittet i Baggrunden. [Illustration]

Den medvirkende Dame hviler, ligesom de unge Pigerved det foregaaende Stykke, paa Knæ under Speilet og er klædt i et fantastisk Kostume.

Omega er indrettet omtrent som det talende Hoved, men langt simplere, idet der nemlig ikke benyttes store Speile mellem Bordbenene. Bordet staar frit paa Gulvet, saa at man kan slaa med en Stok ind under det eller krybe igjennem. Der er paa Bordpladen anbragt en lille Opsats, som ligner en Stumtjener og bæres af to korslagte Fødder. Imellem de to af disse Fødder, nemlig de, som gaa bagfra og opad, er anbragt et Speil; saaledes at dets ubelagte Side vender nedefter. Den Stang, som forbinder Fødderne i Midten er halvrund og ligger med Fladen mod Speilet, hvorved den fremtræder rund. I Stumtjenerens Plade er, ligesom ved det talende Hoved, en Udskæring, som den bag Speilet liggende Person stikker Hovedet igjennem. Kraven om Halsen maa være saa stor, ar den skjuler Udskæringen. Det Hele er omgivet med en spansk Væg, som gaar temmelig langt frem, forat hindre Tilskuerne i at se bag Speilet. Gulvet maa være beklædt med det samme, Stof som Væggene, da det foroverbøiede Speil gjengiver Mønstret. Dersom man ikke benytter et Barn, der er saa lille, at det kan ligge skjult bag Opsatsen, maa Bordet have en dobbelt Plade med Udskæring i den øverste, saa at Personen kan ligge paa Knæ paa den nederste Plade. Om man vil, kan man ogsaa til dette Experiment benytte Kassen, som bruges til det talende Hoved. [Illustration]

Den skrivende Haand hører til de Automater, som synes at adlyde en Villie, uden at Tilskuerne kunne begribe, hvorledes en fremmed Indflydelse kan komme til at gjøre sig gjældende. I Pladen af et firkantet Bord er indlagt en tyk Glasskive paa en mørk Undergrund, Kanten er omgiven af en 10-20 cm. bred Træramme. Bordet staar paa en Forhøining, som idetmindste er saa høi, at et Menneske bekvemt kan ligge derunder. En af Vox forfærdiget med Silkemanchet forsynet Damehaand ligger paa Midten af Glaspladen. I det Indre er tilsyneladende et Uhrværk, som bliver trukket op med en Nøgle. I Virkeligheden er det dog intet Uhrværk, men kun et enkelt Tandhjul, som bliver dreiet om med Nøglen. Men Tilskuerne skulle tro, at det er et Uhrværk og en sindrig Mekanik, som frembringer Haandens Bevægelser, og de tro det saameget desto mere, som Haanden allerede bevæger sig noget ved Optrækningen. [Illustration]

Men Hemmeligheden er en anden, end man ialmindelighed antager. Under Glaspladen findes en anden noget større Glasplade hvis Kanter ere bedækkede af Bordpladens Træramme. Under denne sidste ere fire smaa Træruller anbragte, en i hvert Hjørne, og derpaa hviler den indvendige løse Glasplade. I dennes Hjørner ere smaa Huller borede, og i hvert er befæstet en tynd Tarmstreng, som trukken hen over Rullen, gaar igjennem det tilsvarende Bordben. Disse Strenge forene sig da paa Bunden af Forhøiningen, hvor der ligeledes er anbragt tilsvarende Ruller, under hvilke de løbe og sammenknyttes, efterat de ere strammede, paa Midten i en stærk Knude. Den bevægelige Glasplade i Bordet følger da enhver Bevægelse, som udføres med Knuden, hvilken Bevægelse ikke er synlig gjennem den øverste Glasplade. I Midten af denne er et omtrent 3 cm. bredt Hul, hvorover Haanden ligger. Haanden har forneden en Stift, som igjennem dette Hul er fast indsat i den nederste Glasplade, saa at Haanden følger dennes Bevægelser. Naar da en Tilskuer nævner et Navn, som Haanden skal skrive, griber Medhjælperen inde i Forhøiningen Knuden, og udfører med denne en Bevægelse, som om han skriver Navnet, og Haanden, som er forsynet med en Blyant, vil da skrive Navnet paa et underlagt Stykke Papir.

Den svævende Dame er et meget beundret og yndet Experiment. Paa et solidt Underlag stilles lodret et tykt Gasrør, som har en Høide af omtrent 2 Meter, og ved Siden af det stilles en Skammel, af omtrent 20-30 cm. Høide. En ung Dame, forsynet med en af jern forfærdiget Svævemekanisme, bestiger Skammelen. Denne Mekanisme bestaar af en stærk jernstang, til hvilken er fastnittet en halvrund, bred, udpolstret Blikbøile a med tre fastgjorte Remme, som omspændes Midien og Kroppen. Ved Enden af Stangen er ligeledes en Rem d og ved c en Scharniere, som tillader Damen at bevæge Benet frit. Ved den øverste Ende af Stangen er en rund Tap g, som kan indstikkes i Gasrøret. Mellem de to Stykker af Stangen er et Led, som er forsynet med tre Fordybninger, hvori den under Stangen værende Tap h, paa Grund af Trykket fra Spiralfjederen n, indskyder sig, efterhaanden som Ledet bevæger sig og Stangen dreies opefter. Ved i er et Haandgreb, hvorved man kan trække Tappen ud af Fordybningen og lade Stangen gaa tilbage. Paa det Sted, hvor man lader Tappen springe ind, bliver Stangen altsaa staaende, saalænge til man enten lader den gaa videre op eller man ved et Ryk i Haandgrebet lader den gaa tilbage. For at Armen stedse kan ligge fast, er der ved g anbragt en Ring, hvori Armen ligger.

Naar Damen optræder, er Stangen helt sammenlagt, saa at Tappen g ligger ved Spiralen n. Kostumet, som Damen bærer, skjuler selvfølgeligt hele Apparatet. Naar hun har betraadt Skammelen, strækker hun den høire Arm ud og lader derved Tappen h springe ind i den første Fordybning i Ledet. Foreviseren henter da et andet Gasrør og stiller det under Damens venstre Arm, og idet han støtter hendes Hoved mod hendes høire Haand, fører han Tappen g ind i Gasrøret, og lader, som om han magnetiserer hende, saa at hun dysses i Søvn. Derpaa borttager han Gasrøret under venstre Arm, lægger denne langs Kroppen, tager Skammelen bort og Damen vil da hænge i lodret Stilling. Han hæver hende derpaa saa høit, at Tappen kan springe ind i den anden Fordybning, og Damen vil da indtage en skraa Stilling. Endelig hæver han hende i horisontal Stilling, hvorved Tappen springer ind i den sidste Fordybning. Ved Experimentets Slutning skyder lian Tappen tilbage, idet lian trykker paa i, sænker hende langsomt, sætter Skammelen under og vækker hende tilsyneladende.

Den gyldne Flue. Den hosstaaende Tegning behøver knap nogen Forklaring. Overdelen med Rullerne er anbragt paa Snoreloftet over Scenen, de to nederste Spil staa bag Koulisserne. Det ene Spil tjener til at hæve eller sænke Dandserinden, idet den tynde Metalsnor er fastgjort i hendes Korset. Paa det andet Spil er et Toug fastgjort til Valsen og lagt flere Gange om, det gaar derfra over den næstøverste Rulle, derpaa hen om Rullen paa høire Side, derfra tilbage over den øverste Rulle tilvenstre og ned til Spillet, hvor det lægges flere Gange om i modsat Retning af den første Omlægning. Da den Tridse, som findes over Hovedet paa Dandserinden, er fastgjort til Touget, vil den altsaa, naar Spillet sættes i Bevægelse, blive ført fra venstre til høire Side og omvendt, medens Dandserinden ved Hjælp af det forreste Spil holdes svævende i Luften. Metalsnoren, som bærer Dandserinden, kan være saa tynd, at den i Afstand ikke let kan skjelnes, selv igjennem en Komediekikkert.

Den stigende Kugle er omtrent 1 Meter i Gjennemsnit og har igjennem Midten et stærkt Toug, som forneden gaar igjennem Gulvet og foroven er fastgjort paa Snoreloftet. En ung Dame bestiger Kuglen, som derpaa hæver sig langsomt og stiger op til Platfonden. Førend den igjen langsomt daler, ombinder Damen Touget foroven med et Lommetørklæde, hvilket skal afgive et Bevis for, at Kuglen ikke bliver trukken iveiret af Touget, men hæver eller sænker sig af sig selv. Experimentet er meget godt, men kommer sjeldnere til Anvendelse, da en alvorlig Fare ikke fuldstændigt kan udelukkes. [Illustration]

I det Indre af Kuglen er anbragt Tværstænger, mellem hvilke to ved Siden af hinanden anbragte Ruller bevæge sig. Enderne af to Touge ere befæstede paa hver sin Rulle og omviklede flere Gange i hinanden modsat Retning, hvorefter den ene Ende bliver ledet opad og fastgjort i Platfonden og den anden Ende igjennem Kuglens nederste Aabning og ført igjennem et Hul i Gulvet. Herfra gaar det om en Rulle hen til Siden, hvor det bliver befæstet til et Spil. Saasnart dette sættes i Bevægelse, ruller det øverste Toug sig om Rullen og det nederste Toug vinder sig op, hvorved Kuglen stiger og omvendt daler, naar Spillet dreies i modsat Retning,

Thauma. Denne optiske Illusion, som bestaar i Fremstillingen af en isoleret Del af et levende menneskeligt Legeme, hvad enten dette er et kropløst Hoved, den øverste Halvdel af et Menneske, eller et hovedløst Legeme, vil altid overraske Tilskuerne og pirre Nysgjerrigheden. Da for kort Tid siden den levende Gaade »Damen uden Underkrop« blev forevist i Berlin, vakte den en virkelig Sensasion. Man spurgte sig selv: »Hvor er dette Væsens Underkrop, eller formaar det virkelig at leve med kun et halvt Legeme?« Vistnok var der tidligere bleven forevist lignende Ting; men man vidste vel, at der derved kom Speile til Anvendelse. Her kunde man derimod let blive overbevist om, at der ikke kunde være Tale om Speile.

Forskjellige illustrerede Tidsskrifter bestræbte sig for, at forklare dette nye optiske Underværk, men det lykkedes dem kun halvt, enten fordi Udførelsen kun var dem bekjendt af Andres Beretninger, eller fordi de ikke havde kundet undersøge selve Sagen tilstrækkeligt.

Til den rette Forstaaelse maa bemærkes, at der i Midten af en firkantet Træbygning er opslaaet en lille Skueplads, som er uden ophøiet Gulv, af Størrelse omtrent to Meter i Kvadrat og lukket med en Portiere. Siderne og Proscenium ere beklædte med et ensfarvet Stof, og for at hindre uberettiget Adgang er der anbragt en Barriere i omtrent 2 Meters Afstand fra Scenen.

Denne lille Scene har, omtrent 1 Meter fra Portieren, et Bagtæppe af sort Fløil og til hver af Siderne to Koulisser, ligeledes af sort Fløil. Udenfor Scenen ere to til tre Lamper anbragte ved hver Side, de ere forsynede med Reflektorer og stillede saaledes, at Lysstraalerne kun lidt falder paa Scenen, men destomere paa Tilskuerne. Den derved blændede Tilskuer seer ind i et mørkt Rum, som for ham er uudgrundeligt, da han hverken kan skjelne Fløilet selv eller dets Begrændsning. I Midten af denne mørke Scene findes en Art Gynge, der bestaar af et Brædt, der hænger i fire i Loftet forenede lyse Snore, som aftegne sig skarpt i det omgivende Mørke.

Fløilsgrunden har bagved Gyngen et rundt Hul og bagved dette er anbragt et Brædt med en Pude. Dette Brædt hænger ligeledes i Snore og tjener til Leie for den optrædende Dame. Ved Siden staar en Trappestige, som Damen benytter for bekvemt at stige op til sin Plads paa Puden. Fra dette Leie stikker hun Overkroppen igjennern Hullet i Bagtæppet, som altsaa omslutter Livet. For at der ikke skal sees nogen Begrændsning, er Damen iført en sort Fløilsnederdel og bærer foran et imiteret Liv. som hænger fra hendes Bryst og Skuldre ned foran Bagtæppet. Hun formaar at ligge i denne Stilling en længere Tid uden synderlig Anstrengelse. Tilskuerne se da, naar Portieren aabnes, Damen uden Underkrop i Gyngen, men kunne ikke skjelne andet af Omgivelserne end et sort Dyb. Hun lever dog; thi hun bevæger Hoved, Øine og Arme, ja hun taler og underholder sig med de Tilstedeværende.

Foreviseren kan overtyde Publikum om, at der ikke foreligger nogen Skuffelse ved Hjælp af Speile, idet han med en Kaarde støder til alle Sider, over og under Damen. Han sætter endogsaa Gyngen i Bevægelse mod Siderne, hvorved de Tilstedeværende sættes i Forundring; de ane ikke, at tilligemed Damen gjør ogsaa Bagtæppet alle Bevægelser med. Til Slutning hæver Damen sig iveiret, idet hun griber med Hænderne i Snorene. Foreviseren skyder Brædtet tilside, og lægger sine Hænder under Taillen, hvorved han giver et yderligere Bevis for, at hverken Underkrop eller Speile ere forhaanden. Ved den sidste Manipulation bliver Skuffelsen og Effekten betydeligt forhøiet.

King-Fu. Paa et lille Søilebord staar en firkantet Kasse, hvorpaa der ligger en Pude. Denne danner Underlaget for en siddende Figur med korslagte Ben, klædt i chinesisk Koustume. Foran Figuren findes et skraatliggende Brædt til at skrive paa. I det Indre af den hule Figur er en Dreng paa 8-10 Aar skjult. Kassen er afdelt med korsdannede Skillerum, saaledes at man kan se ind fra alle fire Sider, hvoraf altsaa hver enkelt danner en retvinklet Trekant. Drengen i Figuren sidder paa en Pude i Midten over Kassens Skillerum og har stukket Benene ned i de to forreste Afdelinger ved Kassens Hjørner. Hans Hoved er omtrent i Høide med Figurens Skuldre, og forat han kan iagttage Tilskuerne, er Brystpartiet paa Figuren overtrukket med et Traadnet, som er besat med Baand og Sløifer, saa at det er gjennernsigtigt paa forskjellige Steder. Hænderne stikker Drengen i de Ærmer, som foran ende i Figurens Voxhænder, hvis Forlængelse han griber, for at han kan udføre de nødvendige Bevægelser med Figuren. I den høire Voxhaand, som hviler paa Skrivebrædtet, findes en Blyant, og med den venstre Haand banker Figuren i Bordet, for at angive de med Tærninger kastede Øine.

Foreviseren aabner, efter at have ladet Tilskuerne se ind i Kassen, hvor der findes et imiteret Uhrværk, en lille Dør paa Siden af Figuren og trækker tilsyneladende Uhrværket op. Idet Figuren paa samme Tid bevæger Hovedet, bibringes Tilskuerne deri Tro, at alle Bevægelserne frembringes af Uhrværket. Men i Virkeligheden sætter Drengen Figurens Hoved i Bevægelse ved Hjælp af to Snore.

Den for Automat udgivne Figur besvarer skriftlig de til ham rettede Spørgsmaal, idet den skriver Svarene Paa papirstykker. Den angiver saaledes f. Ex., om den sjette Person i første Række er en Herre eller en Dame, sammes Alder, forsaavidt den, er ham bekjendt, de med Tærninger kastede Øine, udtrukne Kort o. s. v.

Det er en Selvfølge, at der herved kommer særligt indrettede Tærninger og alslags Taskenspilleri ved Korttrækningen og ved den Maade, hvorpaa Foreviseren stiller sine Spørgsmaal, i Anvendelse.

Psycho, Kortspilleren beroede paa det samme Princip, hvorved den skjulte Person spillede alleslags Kortspil perfekt. Dette imiterede Automat forevistes d. 30. Marts 1880 i Blanchs Salon i Stokholm for den kongelige Familie, ved hvilken Leilighed Kong Oscar d. 2den spillede et Parti Piquet med dette »Automat«, som forøvrigt overalt er blevet meget beundret.

Endnu mere Fyrstegunst blev et andet imiteret Automat tildel, nemlig den saakaldte mekaniske Schakspiller, som var opfunden af den ungarske Mekaniker Wolfgang v. Kempelen. Den var, ligesom King-Fu, Psycho, Ajeeb, Mephisto og dens andre Efterligninger, kun et Hylster for et levende Menneske, som, skjult af et Maskineri eller Uhrværk, ledede Figurens Bevægelser. Denne Hemmelighed blev imidlertid saa godt skjult, at »Automater« i en lang Aarrække blev beundret som et mekanisk Underværk og gav Anledning til en hel Literatur af Brochurer og Bladartikler. Det forevistes første Gang 1769 i Wien, hvor det blev taget i Øiesyn af det keiserlige Hof, og blev senere forevist i Paris og London. I 1806 spillede Keiser Napoleon Schach med det. I Aaret 1820 blev det sidste Gang udstillet offentligt, og skal senere være bragt til Amerika og der brændt den 5te juli 1854 i Philadelphia.

Originaludgave: Moderne Mirakler / efter Carl Willmanns "Moderne Wunder". – Kjøbenhavn : Wulffs Boghandel, 1887

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *