Moderne Mirakler: 7. Tankelæsning.

28 august 2009 | Bøger | 0 Kommentarer

efter Carl Willmanns "Moderne Wunder" Kjøbenhavn 1887

At se ind i en Andens Sjæl og læse hans Tanker, vil i streng Forstand forudsætte en Naturgave, som er nægtet de Dødelige. Der kan derfor ved Tankelæsernes Kunststykker kun være Tale om en særegen, skarpt begrændset, tillært Færdighed.

Den inderlige Forbindelse mellem Sjæl og Legeme holder begge i en bestandig Vexelvirkning, og lader visse aandelige Fornemmelser vise sig stærkere og mere iøienfaldende paa Legemet, end andre. Tankerne ville derfor, skjøndt ubevidst for det Menneske, som ikke agter derpaa, have Indflydelse paa Blodomløbet eller Pulsslaget, paa Aandedrættet, paa Nervevibreringen og paa Muskelbevægelsen.

Af saadanne Indvirkninger eller Tilkjendegivelser af den sjælelige Virksomhed, som erkjendes af en øvet og fintfølende Iagttagelse, lade sig under Forhold, hvor en skarp begrændset Kreds af Tankegang og Villieretning foreligger, drage mere eller mindre sikre Slutninger om, hvad der foregaar i Sjælen.

Ved den saakaldte Tankelæsning maa man derfor erindre sig, at der kun kan være tale om, at udfinde enkelte konkrete Gjenstande, hvorpaa en Andens udelte Tanker koncentrere sig. Thi saa snart Tankelæseren vil gaa udover denne Grændse og f. Ex. angive den logisk ordnede Række i en Tankegang, saa er Resultatet, om det lykkes, kun et Spil af Tilfældet. Den Kunst, som vakte saa stor Opsigt ved Bishops og Cumberlands Optræden maa altsaa betragtes som Tankelæsning, i snævrere Forstand, hvis Mulighed ikke er udelukket. Den store Opsigt, som disse tilsyneladende vidunderlige Experimenter gjorde, avlede en sand epidemisk Begeistring, og der gives vel neppe nogen kun halvveis dannet Privatkreds eller Familie, i hvilken der ikke paa en eller anden Maade er anstillet Forsøg i Retning af Tankelæsning. Selv Pressen og den lærde Verden har beskjæftiget sig med denne Gjenstand mere indgaaende maaske, end det behøvedes.

Tankelæseren Cumberland, som modarbeidede de spiritistiske Mediers Bedragerier, ved som Modsætning at udføre andre tilsyneladende uopklarlige Experimenter, blev den Gunst tildel, at han strax ved sin Optræden vandt Videnskaben for sig. Efter den ham tildelte Ære, at forevise sine Experimenter for Keiserhoffet i Wien, kom man ham overalt imøde med stor Tiltro. Man tiltroede ham virkelig den alvorlige Hensigt, at ville bekæmpe den overhaandtagende spiritistiske Overtro. Denne Tilfældets Gunst har Cumberland behændigt vidst at benytte. Han saae sig hurtigt i den heldige Stilling, at kunne omgive sine Experimenter, hvis Nimbus han søgte at forhøie, ved bestemt at afvise ethvert ham tiltroet Taskenspillerkneb, med en Kaabe af hemmelighedsfuld Videnskabelighed. Saaledes lykkedes det ham paa talrige Steder at udbytte sin Kunst med stor Fordel, idet han spekulerede i den store Mængdes Lettroenhed og i lærde Mænds videnskabelige Forskningsiver.

I det Væsentligste gik Cumberlands Præstationer ud paa, indenfor et givet Rum at udfinde det Sted, hvor en tænkt Person eller skjult Gjenstand befandt sig.

Cumberland lod sine Øine tilbinde, lod den Person, som havde tænkt paa den paagjældende Gjenstand og nu uafbrudt maatte vedblive at tænke paa den, lægge sin Haand paa hans Pande, greb derpaa Haanden og førte Personen omkring med sig, idet han hurtigt vandrede omkring i Salen. Pludselig slog han derpaa ind i en bestemt Retning og fandt da i Reglen den Person eller Ting, som den af ham Førte tænkte paa. Saaledes opdagede han en Naal, som var skjult etsteds, og han udfandt ligeledes den Person, paa hvilken der kort iforveien var udført et tilsyneladende Mordattentat. Ligeledes gjættede han Tallene paa en Banknote, som en af Selskabet tænkte paa, idet han greb denne Persons Haand og førte den hen over en Række Ziffre fra 0 til 9. Endvidere opskrev han et firciffret Tal, som en Tilskuer tænkte paa, idet han satte en Griffel imellem denne Persons Fingre, og, gribende om Haanden, førte den paa en Tavle. Endelig paaviste han de Steder paa Legemet, hvor indbildte Smerter føltes.

Det forstaas let, at Cumberland paa Grund af disse Kunststykker af Mange blev anset for et Menneske, som var udrustet med overnaturlige Evner. Andre indskrænkede sig dog til, at mene ham i Besiddelse af en overordentlig skarp Følelse, som satte ham istand til, at iagttage den ringeste Bevægelse hos den af ham førte Person, naar denne var tilbøielig til, ved den vedholdende Koncentrering af Tanken paa Gjenstanden, at gjøre en Bevægelse med Haanden henimod den søgte Retning. Man tog derved den ubestridelige Kjendsgjerning i Betragtning, at Tanken indvirker paa Blodstrømningen, og at der kun gives faa Mennesker, som kunne beherske sig saavidt, at de kunne være fuldkommen upaavirkede i Nærheden af den Gjenstand, paa hvilken de uafbrudt tænke. Derfor skulde Cumberland af det forandrede Pulsslag, ved Hjælp af den skarpe Følelse i hans Fingerspidser, kunde finde den søgte Gjenstand.

Andre tilføiede endnu, at Cumberland ikke kunde siges at føre sin Ledsager, men snarere blev ført af ham. Man paastod, at den paagjældende Person ved den bestandige Tænken paa den samme Gjenstand blev hypnotiseret, saa at den normale Hindring, som Bevidstheden lægger imellem Tankeindtrykket og den dertil svarende Bevægelse, ikke fandt Sted. Den Hypnotiserede, som manglede denne Hindring, fulgte næsten automatisk sin Tankes Indvirkning.

Hvor meget rigtigt eller urigtigt, der er i disse Forklaringer lade vi staa hen, og ville blot indskrænke os til at omtale de Iagttagelser, vi selv have gjort ved at overvære E xperimenter i Tankelæsning.

Vi skulle dog først her nævne de planmæssige Undersøgelser, som paa et beslægtet Gebet, nemlig Indgiven eller Overføring af Tanker og Følelser, ere blevne foretagne af et engelsk Selskab, Society for psychical research. I denne Forening have især Professorerne Balfour Steward fra Owen’s College og W. F. Barrett fra d. kgl. irske Videnskabers Selskab befattet sig med Undersøgelser i den nævnte Retning. Deres Experimenter bestode hovedsaglig i Overføring af tænkte Gjenstande, Navne, Bogstaver Tal o. dsl. Tillige søgte de at overføre Smagsfornemmelser og Villiesyttringer.

Forsøgene faldt meget forskjelligt ud. En Person gav af 10 Gange kun 2 rigtige Svar; en anden svarede i 31 Tilfælde 30 Gange rigtigt. I Gjennemsnit regner man et rigtigt Svar paa 35 Spørgsmaal. I et Tilfælde blev et tænkt Kort angivet rigtigt 14 Gange efter hverandre. Det var ønskeligt, at disse Forsøg maatte fortsættes især med aandelig sunde Individer, da endel af Forsøgene vare anstillede med hypnotiske Personer, med hvilke det vides, at Tankeoverføring undertiden lader sig iværksætte.

En fransk Forfatter, Henry de Parville, som offentliggjorde en Artikel om denne Gjenstand i Journal des Debats anvender Begrebet Hypnotisme paa alle Personer, som, ogsaa uden foregaaende virkelig Hypnotisering, vare istand til at gjætte Andres Tanker. Han mener, at saadanne Personers Antal er større end man almindeligt antager, og anslaar dem til 12-15 pCt. af Befolkningen. Efter dette maatte enhver Tankelæser af Profession være sikker paa, at finde et tilstrækkeligt Antal brugelige Individer i enhver Forsamling

Saa usandsynlig ogsaa Overføringen af Tanker synes ved første Blik, maa den dog, efter de foreliggende Erfaringer, ikke ubetinget kunne afvises som umulig eller overnaturlig. Paa den anden Side holde vi de fleste af de Experimenter, som udføres af professionelle Tankelæsere, for fuldstændigt forklarlige ved simple, naturlige Hjælpemidler, som forblive skjulte for Tilskueren eller Iagttageren og blive holdt hemmelige af Tankelæseren selv, da de bevare hans Kunsters Nimbus og Effekt. Om disse Hjælpemidler skulle vi her udtale os.

Vi gaa ud fra, at det er nødvendigt, at Tankelæseren maa have en fin Følelse, som dog ikke er sjeldnere, end at den findes hos et temmelig betydeligt Antal Mennesker. Ikke faa og tildels ansete Mænd ere os bekjendte, som kunne eftergjøre Tankelæsernes Kunster og som vel endogsaa fuldkomment vilde naa dem eller overtræffe dem, dersom de anvendte saadanne ydre haandgribelige Fordele og Kunstgreb, som disse bruge for at blænde Publikum.

At finde en af flere paa et Bord lagte Gjenstande eller et Kort i en Kortrække, er ikke svært at udføre. Tankelæseren griber den Person, som tænker paa den valgte Gjenstand, om Haanden, og fører denne frem og tilbage over samtlige Gjenstande, og iagttager derved, ved hvilken af disse Haanden viser størst Sittren. Naar Tankelæseren lader sig binde for Øinene, vil han derved kun afsondre sin Opmærksomhed fra alt Ydre og udelukkende koncentrere den paa Haanden. Men den af ham førte Person maa bestandig have den valgte Gjenstand i Tankerne, og ved den vedvarende Føring af Haanden, vil det, efter nogen Tids Forløb og naar den er bleven noget trættet, i Reglen lykkes, at bringe Valget ind i en ringere Omkreds. Personens Spænding og Nysgjerrighed vil da voxe, Bevægelsen i Haanden bliver større og paa hver af de enkelte Gjenstande, der nu kun skal vælges imellem, lader Kunstneren Haanden hvile et Øieblik. I det afgjørende Øieblik, naar Haanden hviler paa den rette Gjenstand, pleier da den trætte Haand uvilkaarlig at give en Art Antydning af, at den rigtige er truffen. Lettest bliver Gjætningen naturligvis, naar Kunstneren har med nervøse og pirrelige Personer at gjøre; den vil da lykkes i en forholdsvis kort Tid.

At Kunstneren udelukkende føler Pulsslaget, er en feil Antagelse, da der sjeldent vil være tilstrækkelig Ro, idetmindste i en større Kreds, til at følge dette med Opmærksomhed, især da Kunstneren stadigt maa bevæge Haanden.

Ogsaa det Kunststykke, at gjætte Tallet paa en Banknote, foraarsager i en mindre Kreds ingen stor Vanskelighed. Over en Tavle, hvorpaa Tallene fra Nul til Ni ere skrevne, bevæger Tankelæseren den fremmede Haand, og føler ogsaa da de smaa Bevægelser, der lede ham paa, det rette Spor.

Paa en anden Maade maa han derimod gaa til Værks, naar det dreier sig om, at opskrive et tænkt Tal paa den tomme Tavle. Sædvanligt beder han en Tilskuer tænke paa et eller andet betydningsfuldt Aar af hans Liv. Cumberland udførte dette Experiment for Keiser Vilhelm, som han, idet han førte den keiserlige Haand, lod opskrive Tallet paa Kroningsaaret. Det laa vistnok ikke fjernt, i dette Tilfælde at vælge dette Aar, om Kunstneren end har følt sig godt for; men naar man experimenterer med almindelige Mennesker, maa der tages Hensyn til, hvad der her skal anføres. I Reglen kan Tankelæseren gjøre Regning paa, at de Fleste ville tænke paa deres Fødselsaar, som det, der ligger lettest for, og det derfor tager mindst Betænkningstid at vælge; men næst derefter, dog ikke nær saa hyppigt, paa deres Forlovelseseller Bryllupsaar. Antages det nu, at Tankelæseren har at gjøre med en Person, hvis Alder han anslaar til nogle og tredive Aar, saa veed han for det første, at Aarstallet begynder med 1 og 8. Disse Ziffre blive imidlertid skrevne tilsidst, da Kunstneren af gode Grunde skriver Tallet fra høire til venstre, saa at først Enerne og dernæst Tierne skrives. Det forhøier Slutningseffekten, naar han ikke vil lade sig mærke med, at de to sidste Tal koster ham liden Besvær. Han beder desaarsag den Person, som med sin Haand maa omfatte hans egen Kridtet holdende Haand, først at tænke paa det sidste Ziffer. Han gjør derpaa nogle Bevægelser, som om han var i Tvivl om, hvilket Ziffer han skulde skrive, og slutter sig derved til Bevægelsen af den fremmede Haand, som uden Vedkommendes Vidende ofte giver god Veiledning. Endelig begynder Kunstneren med en lodret Streg, som man kunde tage for et Ettal, men som han, dersom han ikke mærker nogen Tilslutning hos den Anden, fortsætter til 6. Nu seer han spørgende paa ham og erholder i Tilfælde af Rigtigheden sædvanlig et Nik eller et sagte ja til Bekræftelse. Mærker han, at det er galt, udsletter han med en eller anden Bemærkning Sextallet og skriver et Nital, men dog saa utydeligt, at det ogsaa kan gjælde for et Syvtal eller et Firtal. Stemmer heller ikke disse, saa skriver han et utydeligt Tretal, som ogsaa kan læses for et Femtal eller endogsaa for et Total. Er det rent uheldigt, saa er der kun et Ottetal tilbage.

At finde det næstsidste Ziffer er lettere, fordi der efter Personens Udseende kun kommer nogle enkelte Tal i Betragtning. Kunstneren skriver derfor Tallet paa det Aarti, da Vedkommende maa antages at være født; skulde det imod Forventning være feil, forandrer han det til det næstefter sandsynlige. Han skriver det saa utydeligt som muligt, og hvis der, som det ofte sker, spørges: »Skal det være et Femtal?» eller »Skal det være et Sextal?« maa han ubetinget svare »ja.« De to resterende Tal skriver han først efter nogen Betænkning, og det hele Tal staar da for det forbausede Publikum. Paa lignende Maade bærer man sig ad med at opskrive Nummeret paa en Bankoseddel, ved en forsigtig Prøven, utydelige Tal, den nøiest mulige Iagttagelse af enhver Bevægelse i den fremmede Haand og ved Benyttelse af alle sig frembydende Biomstændigheder, som kunne lade Kunstneren slutte sig til en eller anden Sandsynlighed.

At opsøge den gjemte Naal synes ved første Øiekast at være vanskeligere. Dog kan i et mindre Rum, f. Ex. i en Selskabssal, Kunstneren ganske forlade sig paa den af ham førte Person. Han gaar nogle Gange omkring i Salen med ham, og begynder at søge i den forreste Række af Tilskuerne, som han gjentagende strækker den førte Persons Haand ud imod. Naar han kommer i Nærheden af det Sted, hvor Naalen er skjult, saa pleier dette at forraade sig ved en vis forventningsfuld Spænding hos Tilskuerne, som Kunstneren nøie maa iagttage ved at lytte og saavidt mulig at kigge under Øiebindet. Det er en Selvfølge, at dette kun maa være løst ombundet. Man holder Panden glat, naar det bindes om, og trækker, naar det gjælder at se og iagttage, Panden i Folder, hvorved det hæver sig betydeligt, saa at man har en taalelig stor Synskreds under det.

Til Sikkring af Resultatet og til Forhøielse af Effekten maa Kunstneren dog anvende nogle smaa Midler og Forsigtighedsregler. Naar han er kommen til en temmelig Formodning om, hvor Naalen er skjult, saa vender han sig, for at prøve, bort fra Stedet, som for at gaa videre, og iagttager derved nøie, om der skulde vise sig Tegn til Skuffelse eller Beklagelse, som, dersom Stedet er det rette, ikke ville udeblive, idetmindste hos Enkelte. Nu er Kunstneren vis i sin Sag. Han søger dog med Forsæt i en anden Retning men kommer strax tilbage til det paagjældende Sted og staar pludselig stille, prøvende og ledende med Ledsagerens Haand, som han undertiden lægger mod Panden. Har han først Stedet, vil selve Naalen ikke være vanskelig at finde.

I større Lokaler og for et talrigere Publikum er Udførelsen af Experimentet selvfølgeligt vanskeligere, hvorfor der træffes nogle extra Forholdsregler af alle omreisende Tankelæsere. Kunstnerens Forretningsfører maa gribe væsentligt ind. Saasnart den Første indfinder sig paa Tribunen, efterat Naalen er gjemt, bøier han Hovedet noget tilbage, som for at opsøge Personen, der skal føre ham, og da han trods Bindet seer taalelig godt, benytter han Leiligheden til, at iagttage sin Hjælpers Holdning. Sidder denne, vendende Ansigtet mod venstre, saa veed Kunstneren, at Naalen er gjemt i den forreste Halvdel af Tilskuerpladsen til venstre. Vender han Ansigtet mod høire, er Naalen i forreste Halvdel tilhøire. Staar han op, saa veed Kunstneren, at Naalen er i den bageste Halvdel af Tilskuerpladsen tilvenstre eller tilhøire efter Hovedets Stilling,

Forøvrigt findes sædvanligt fire Personer blandt Publikum, der som Indviede ere fordelte i Salen. Disse træde vel kun i Aktion i overordentlige Tilfælde, f. Ex. ved truende Rolighedsforstyrrelser, som Kunstneren maa sikkre sig imod, om han ogsaa ikke altid har disse Hjælpere nødig, da Publikum selv som oftest understøtter ham.

Først fører Kunstneren sin Ledsager nogle Gange omkring i Salen, for det meste i Løb, saa at denne knap formaar at følge ham. Som allerede antydet beviser denne Omstændighed, at der ikke kan være Tale om Undersøgelse af Pulsslag eller Sligt. Hensigten er ingen anden, end at gjøre en Ronde, for at overbevise sig om, at han har forstaaet Medhjælperens Tegn rigtigt. Derpaa slaar Kunstneren ind i den Retning, i hvilken Naalen er gjemt, og forlader sig siden paa Tilskuernes Understøttelse og sin Ledsagers Nervøsitet.

For at finde en tænkt Person bærer han sig ad paa samme Maade. Er han naaet hen i Nærheden af denne, saa pleie de Omkringsiddende at blive urolige; men den Paagjældende at sidde ganske roligt i forventningsfuld Spænding, medens stedse en eller anden af de Nærmeste ved Smil eller andet Tegn paa Munterhed pleier at give Kunstneren Veiledning mod deres Villie.

I større Lokaler, hvor en Mængde Mennesker er samlet, er det ofte et møisommeligt Arbeide, at gjætte en tænkt Person. Som et Exempel paa, hvorledes Kunstneren dog ogsaa her kan forstaa at benytte alle Biomstændigheder, som Tilfældet hjælper ham med, kan efterfølgende Exempel vise. Cumberland udførte Kunststykket med to Herrer, som han allerede ved tidligere Forestillinger havde fundet at egne sig særligt til hans Experimenter. Begge Herrer havde taget Plads i hinandens Nærhed, og de havde aftalt, i givet Tilfælde begge at tænke paa en bekjendt Dame, som sad nær ved dem. Efterat de ogsaa virkelig vare anmodede af Cumberland om, hver især at tænke paa en Tilstedeværende, betragtede han hemmeligt men nøie Omgivelserne af de forladte Pladser. Derpaa traadte han hen til dem, og under Paaskud af, nøiere at ville antyde Experimentet, knyttede han en Samtale med dem i det engelske Sprog, i den Hensigt, at finde en eller anden Antydning om den tænkte Persons Plads. Han viste omkring med Haanden, og betragtede derved Herrernes Blikke, som hos begge uvilkaarligt vendte sig i den Retning, hvor den paatænke Dame sad. Nu viste Cumbeland under Samtalens Løb hen i den Retning, hvor Damen sad, og sagde: “De kan vælge Dem en Dame af Selskabet, hvilken De behager.” Herrerne nikkede og Cumberland vidste nu sikkert, at han var paa det rette Spor. Han greb derpaa den ene Herres Haand, løb en kort Strækning omkring med ham og gik derpaa direkte heri til den valgte Dame, som han overrakte en Blomsterkurv, som var medbragt i dette Øiemed. Derpaa førte han den anden Herre paa samme Maade, og præsenterede Damen den anden Blomsterkurv. Cumberland erklærede, at her forelaa et mærkværdigt Tilfælde, da begge Herrerne tilfældigt og uden forudgaaende Aftale havde tænkt paa en og samme Dame.

Det kunde synes paafaldende, at begge Herrerne, som hørte denne Erklæring, som ikke var ganske overensstemmende med Sandheden, ikke modsagde den. De undlode det imidlertid, som det vel ofte i lignende Tilfælde vil ske, dels af Velvillie for Kunstneren, for ikke at forstyrre Effekten, dels maaske ogsaa i dette Tilfælde af Frygt for, at Cumberland med sit snu og ofte anmassende Væsen skulde afvise den forebragte Berigtigelse eller gjøre den latterlig.

Saaledes er det, som tidligere antydet, ikke blot den øieblikkelige Slagfærdighed, men ogsaa det af den hele Omgivelse begunstigede Herredømme, som Kunstneren udøver over den fremmede Villie, som hyppigt sikkrer et Experiments heldige Udfald. Denne Indflydelse paa den fremmede Villie gjør sig ogsaa gjældende paa velberegnet Maade ved visse Kunststykker med Spillekort, som ikke godt kunne være forud indrettede dertil. Man lader sig give et Spil Kort af Husets Herre og overrækker det til en Person i Selskabet med den Bøn, at vælge sig et Kort efter Behag og beholde det i Haanden, medens man tager de øvrige Kort tilbage. En anden Person beder man, at tage Plads ved et lille Bord, som .stilles ved den høire Side foran Selskabet. Derpaa gaar man hen til den første Person, deler Kortspillet i to Halvdele og holder det hen imod ham, idet man beder ham, at lægge det valgte Kort derimellem. Ved Hjælp af nogen Fingerfærdighed slaar man nu hemmelig paa dette Sted Volten, d. v. s. man bringer den underste Del af Spillet ovenpaa, hvorved det udtrukne Kort kommer til at ligge øverst. Man udbreder nu Kortene, med Bagsiden opad, paa det lille Bord, saaledes at der kun sees endel af hvert Kort, men at kun det øverste, som man anbringer i Midten, sees helt. Vil man udsmykke Kunststykket, rækker man den ene Ende af et Baand til den første Person, og den anden Ende til den ved Bordet siddende Person, og lader begge holde Enderne af Baandet mod Panden, idet man lader den første Person tænke paa det trukne Kort, for ved Ledning gjennem Baandet at overføre Tanken til den anden Person. Denne sidste tiltaler man med følgende Ord: »Saasnart De tror, at have fundet det af Hr. N. N. tænkte Kort, læg da Deres Haand paa et Kort, hvilket De vil. Idetsamme lægger Kunstneren selv sin Haand paa det valgte Kort. Man gjentager denne Forklaring, beder ham give nøie Agt og leder hans Blik, idet man ser skarpt paa ham, gjentagne Gange paa. det rigtige Kort. »Saa lægger De Deres Haand roligt paa hvilket Kort, De vil.« Endnu engang visende paa Kortet, vedbliver man: »Giv Dem kun Tid, og først naar De tror at kjende Kortet, saa læg Deres Haand paa et Kort« og lægger igjen som tilfældigt sin egen Haand paa det i Midten af Spillet liggende Kort.

Opmærksomheden er nu tilstrækkeligt henledet paa det paagjældende Kort. Manden ved Bordet sidder nogle Øieblikke og forsøger at gjætte den andens Tanke, hvilket han dog snart erkjender er umuligt. Saa beslutter han sig endelig, og i Forventning om, hvad der nu vil komme, lægger han sin Haand paa et Kort. Han er naturligvis i Tvivl om, at han formaar at paavise det rigtige og Valget er vanskeligt; men han har flere Gange taget det i Midten liggende Kort i Øiesyn, og derved paa en vis Maade faaet et fotografisk Aftryk af det i Øiet, hvilket bevirker, at Billedet af dette Kort er fremherskende i hans Hjerne. Denne Omstændighed indvirker hos det umistænksomme Menneske paa hans Bestemmelse, og han vælger sluttelig det ham af Kunstneren anviste Kort.

Det er en Kjendsgjerning, at næsten Enhver, som ikke før har seet dette Kunststykke udført, bærer sig saaledes ad, og om man end senere spørger ham, hvorfor han netop valgte det paagjældende Kort, formaar han ikke at angive Grunden hverken for sig selv eller for Spørgeren. Udsmykkelsen med Baandet tilføiede vi blot, for at vise, hvor liden Betydning det hele Hokus-Pokus har, hvormed den Slags Experimenter ofte blive udstafferede, hvilke Tilsætninger oftest kun har det Øiemed, at give Tingen et betydeligt større Værd i deres Øine, som ikke kunne gjennernskue Hemmeligheden.

Man kan ogsaa udføre ovenstaaende Kunststykke med Visitkort eller Mynter. Man beder da Personen ikke at tage Haanden bort, førend man har borttaget de øvrige Kort eller Mynter, og naar han da til Slutning fremviser det rigtige, bliver Effekten yderligere forhøiet.

I den nyeste Tid have Tankelæserne varieret Kunststykket med den skjulte Naal saaledes, at Kunstneren saavelsom den af ham førte Person hver især omfatter Enden af en Metalstang, hvilket beviser, at Pulsslaget ikke har nogen Betydning. Kunstneren iagttager ogsaa i dette Tilfælde den af ham førte Person og forlader sig trøstigt paa Tilfældet, paa ufrivillig Understøttelse af Publikum og paa sine hemmelige Hjælpere.

Det virkningsfuldeste Nummer i Tankelæsernes Program er den saakaldte Mordscene, som Cumberland med sit theatralske Talent foreviser med al mulig Effekt. Der handles her om en veludsmykket, sensationel Præstation, ved hvilken de forskjellige Sager, Udfindelsen af tænkte Personer, Gjenstande og Steder blive kombinerede med megen Virkning. Cumberland, som havde optaget dette Experiment efter Bishop, kunde herved gjøre sit Talent fuldt gjældende, og leverede et Bevis paa, at han er mere Udøver end Forsker paa Tankelæsningens Felt, endskjøndt han hellere vil ansees for at være det sidste.

Han lod ved dette Kunststykke, efterat han havde forladt Salen, omtrent et halvt Dousin aabne Lommeknive indstikke af Tilskuerne i en sort Vægtavle i to Rækker. En Herre af Kontrolkomiteen udvalgte nu en Kniv, trak den ud af Tavlen og overrakte den til en anden af Komiteen, som derpaa gik ned paa Tilskuerpladsen og udførte et tilsyneladende Mordoverfald paa en eller anden af Tilskuerne. Han lod derpaa, som om han slæbte Liget hen til et Sted, hvor man tænkte sig, at det blev begravet. Begge gik derpaa gemytligt tilbage til deres Pladser, efterat »Morderen« igjen havde stukket Kniven ind i Tavlen.

Da Cumberland traadte ind i Salen med tilbundne Øine, bad han den Person, som havde trukket Kniven ud af Tavlen og leveret den til »Morderen«, om at træde nærmere. Han greb hans Haand og udfandt paa den bekjendte Maade først »Morderen«. Derpaa greb han »Morderens«, Haand, traadte med ham hen til Vægtavlen og opsøgte den Kniv, hvormed Mordet var udført.

Efter en lille Pause fortsatte han sit Experiment og fandt da paa Tilskuerpladsen den Person, paa hvilken Mordet var blevet udført. Han lod ham træde frem og søgte, idet han førte »Morderens« Haand frem og tilbage, efter det Sted, hvor Kniven tilsyneladende var trængt ind. Naar dette var lykkedes, lagde han »Morderens« Haand paa sin Pande og løb derpaa omkring igjennem Salen, indtil han til Slutning udfandt det Sted, som var blevet udseet til »den Myrdedes« Grav.

At finde »Morderen« er forsaavidt lettere, som der i Reglen dertil vælges en Herre i Komiteen, og der altsaa kun er faa at vælge imellem. For at finde Kniven, betjente Cumberland sig af et meget naturligt Middel. Tavlen var sort og overtrukket med et Lag af Vox. Nu bemærkede vi, at Cumberland, endskjøndt den Herre, hvis Haand han førte henover Tavlen, slet ikke tænkte paa den valgte Kniv, men endogsaa smilende nikkede til en Bekjendt paa Tilskuerpladsen, dog fandt den rette Kniv. Der maatte altsaa være en anden Omstændighed med i Spillet.

Vi gik nemlig ud fra den Forudsætning, at den Person, som trak Kniven ud af Tavlen, senere ikke indstak den nøiagtigt i det tidligere Snit. Vi instruerede derfor en os bekjendt Herre i den næste Komite og fik derved vor Formodning bekræftet. Ved Udførelsen af Mordscenen traadte han hen til Tavlen og beholdt sin Plads der, til »Morderen« bragte Kniven tilbage. Han modtog da denne og stak den aldeles nøiagtigt ind i det første Snit.

Efterat Cumberland havde udfundet »Morderen«, gav han sig til at søge efter Kniven; men dennegang varede det længe. Gjentagne Gange formanede han til ganske og aldeles at koncentrere Tankerne paa Kniven, og endelig efter lang Søgen tog han da en ud og holdt den høit iveiret, som om han vilde straffe »Morderen« med den, medens den ved Tavlen staaende Herre dog konstaterede, at det ikke var den rigtige Kniv. Cumberland lod sig imidlertid ikke saa let fange. Han holdt en lang Passiar, overdøvede vor Medvider, som han ikke lod komme tilstrækkeligt tilorde, lukkede Kniven sammen og gav sig uden Videre til, ført af »Morderen«, at opsøge »den Myrdede«. Publikum, som ikke rigtigt begreb, hvad der foregik paa Scenen, og som, ved den theatralsk fremviste Kniv og Cumberlands hele sikkre Optræden, formodede, at Alt dog var i Rigtighed, fulgte med Interesse Kunststykkets videre Gang. Men Herrerne af Kontrolkomiteen saae smilende paa hver andre; de idetmindste vare dog komne til den Overbevisning, at Tankelæseren ikke havde fundet den rette Kniv, hvilket han tidligere saa godt havde kundet, fordi den dennegang var stukken saa nøiagtigt, ind, at der ikke var noget Kjendetegn paa, at den havde været ude.

Den derpaa følgende Opsøgen af det Sted, hvor Kniven skulde være trængt ind i »den Myrdedes« Legeme, fordrer Tankelæserens hele Opmærksomhed. Han har at agte paa enhver Vibrering i sin Ledsagers Haand og maa nøie iagttage enhver lille Bevægelse hos »den Myrdede«, der sjeldent undlader at give sig tilkjende, saasnart Kunstneren kommer til det rigtige Sted. I Reglen vil Kniven være ført henimod Hjertekulen, imod Halsen eller en af Siderne paa Brystkassen. Tankelæseren beføler disse Steder omhyggeligt, og meget ofte giver den Paagjældende ved en uviIkaarlig Bevægelse eller Antydning tilkjende, at det rigtige Sted er berørt.

Det er langt møisommeligere at udfinde det Sted, hvor en Tilskuer tænker sig en indbildt Smerte. Dette Kunststykke lykkes da ogsaa sjeldent af den Grund, at der derved kan tænkes paa, et hvertsomhelst Sted paa hele Legemet.

Opsøgningen af »Graven« vil vel sjeldent lykkes uden Assistance af de hemmelige Medhjælpere, og Kunstneren maa som Regel søge længe, før det lykkes ham. Hvor grovt Knebet med Medhjælpere ofte anvendes, kunde man blandt andet ogsaa se af Cumberlands Forestillinger, hvor man hver Aften i første Række bemærkede to Damer, som bestandigt havde forandret deres Klædedragt. Den Formodning laa meget nær, at disse Damer maatte staa i Forbindelse med Cumberland. Ikke mindre paafaldende var det, at han, der reiste i Følge med flere Personer, boede tilligemed sin Forretningsfører og Tjener i et Hotel, medens hans Kone, ledsaget af en Selskabsdame, steg af i et andet Hotel. Det blev ogsaa bemærket, at han efter Forestillingen næsten stedse forlod Lokalet samtidigt med sex til syv Personer, som stege ind i to ventende Drosker. Det kan vel spørges, hvorfor en Tankelæser, dersom hans Kunst, som han paastaar, kun beror paa en overordentlig Naturgave, behøver et saa stort Personale. Men Sandheden maa, være den, at, fraregnet en vis Skarphed i Følelsen, som er det egentlige Grundlag for Tankelæsningen, men som Mange ere i Besiddelse af, kan en særegen Naturgave ikke erkjendes, det skulde da være en vis Kombinationsevne, et theatralsk Talent og en Sikkerhed og Snuhed, som vistnok ikke Enhver har, ligesaalidt som Lyst og Mod til at optræde i en saadan Levevei for Offentligheden.

Originaludgave: Moderne Mirakler / efter Carl Willmanns "Moderne Wunder". – Kjøbenhavn : Wulffs Boghandel, 1887

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *