Moderne Mirakler: 6. Materialiserede Aander. Aandeskrift.

28 august 2009 | Bøger | 0 Kommentarer

efter Carl Willmanns "Moderne Wunder" Kjøbenhavn 1887

Som bekjendt udføre de spiritistiske Medier i Reglen deres Kunster i Mørke. Det følger af sig selv, at paa den Maade kan Opdagelsen lettest undgaas; man veed nu engang, at »Aanderne« ligesom Medierne indhylle deres Optræden i mystisk Dunkelhed. Det er blot for Undersøgelsens Skyld, at Lyset tændes før og efter, men naar Aanderne lade sig tilsyne, maa det altid være mørkt.

Anordningen ved en spiritistisk Seance kan være forskjellig. Nogle Medier sætte sig ind midt i Kredsen, som Tilskuerne danne ved at holde hverandre i Hænderne, andre danne selv et Led af Kjæden og atter andre tage Plads i et tilstødende Kammer, som er skilt fra Forsamlingsværelset ved en i den aabne Dør anbragt Portiere. I det sidste Tilfælde bliver Kjæden kun dannet i nogle faa Minuter, som det angives, for at det magnetiske Fluidum kan blive overført til Mediet fra de Kjæden dannende Personer.

Bastian var et af de betydeligste Medier, som, siddende inde i Kredsen, udførte sine Kunster og derved bar sig meget behændigt ad. Først lod han Lyset slukke og Vinduerne tæt tilhylle, saa at der ikke kunde trænge det mindste Lysskjær ind. Selskabet bestod i Reglen af ti til tolv Personer, af hvilke i det mindste en maatte være hans Medhjælper.

Efter at Kredsen var sluttet, blev Underholdningen ført i en hviskende Tone, indtil Mediet anmodede Selskabet om, at være ganske stille og vedligeholde den indtagne Stilling, for at den magnetiske Kjæde ikke skulde brydes.

Pludselig forstummede Alle og man hørte kun den regelmæssige Klappen i Hænderne af Mediet, hvilket skulde bevise, at han ikke kunde tage nogen Del i de følgende Experimenter. En af de Tilstedeværende, nemlig Mediets Medhjælper, gjorde det Forslag at synge, da Aanderne elske Sang, og derfor vilde vise sig føieligere. Sangen begyndte, først deltog kun Enkelte, men siden sang Alle med. Da lød et Rædselsskrig, og man erfarede, at en af de Tilstedeværende var bleven rykket i Øret og en anden kildet af en usynlig Haand.

Mediet klappede uafbrudt videre i samme Tempo; men han havde foretaget den Forandring, at han, i Stedet for at slaa begge Hænder imod hinanden, kun slog med den venstre Haand imod Kinden, medens den høire afvexlende berørte de omkringsiddende Personer. Disse troede, at en Beboer af Aandeverdenen havde en Spøg for, og forstummede, da pludselig en Aandestemme lod sig høre.

Føreren havde forklaret de Tilstedeværende, at naar Aanderne traadte hen til Kredsen, vilde man mærke en kold Luftstrømning i Værelset, og næsten alle forsikrede hverandre, at de allerede kunde føle den. Men Mediets Medvider vidste godt, at den fri høire Haand ikke blev ubenyttet, men at den hentede et Papirsrør frem fra Mediets Frakkefoer, og at Mediet ved at blæse derigjennem tilveiebragte det kolde Lufttræk. Dette Papirsrør blev ogsaa benyttet som en Art Raaber, naar Aandestemmerne skulde lyde.

Pludselig bemærkede man en lille Flamme, som fløi omkring i Nærheden af Mediet, og saa hurtig, som den kom, forsvandt igjen. De Tilstedeværende bleve urolige og Føreren fandt sig foranlediget til at minde dem om, at Kjæden ikke maatte brydes. Han forklarede dem, at Flammen betydede, at Aanderne vilde materialisere sig, i hvilket Tilfælde de kunde vente sig store Ting. De smaa Flammer, som Alle bemærkede, var den Materie, hvoraf Aanderne legemliggjorde sig, og som de uddroge af Medier.

Alle lyttede til Fortællerens Ord og ventede i yderste Spænding paa de Ting, der skulde komme. Mediet havde imidlertid gjemt Røret og besmurt Fingrene med Phosphorolie eller med Balmaynfarve, som forud var bleven intensivt belyst med Magnesiumlys og var opbevaret paa en Læderlap, der ligesom Røret og andre Apparater var skjult indenfor Frakkefoeret. En hvid Handske, hvis Fingre og Inderside ere saaledes præparerede, kan ogsaa bruges, og yder den Fordel, at Mediets Hænder senere ikke viser noget Spor. Denne Handske er forsynet med et Skaft, som gjør, at Fingrene først vise sig lysende. Efterhaanden som Aanderne saa materialisere sig, trækker Mediet Handskeskaftet op over Armen, Men da kun Indersiden af Handsken er lysende, kan Haanden bringes til at forsvinde i Mørket ved en simpel Omdreining eller ved at den lægges op imod Kroppen. Naar Mediet trækker Handsken af, sker dette under Frakken og den bringes da tilbage til sit Skjul. Handsken maa være rummelig og den er i Enden af Skaftet forsynet med en fastsyet Snor, som kan fastgjøres til Brystet ved en Knappenaal, og som tjener til at give Handsken Støtte, da Mediet kun kan benytte den ene Haand.

Man hørte stadigt den ensformige Klappen og tillige, at den ved Siden af Mediet staaende Spilledaase blev trukken op og begyndte at spille. Ikke sjeldent blev den svinget omkring af Aandehaand og kom undertiden ogsaa i Berørelse med de Omsiddendes Hoveder. En af disse blev berørt af en kold Aandehaand og begyndte at skrige, da Føreren gjorde ham opmærksom paa, at der stod en ham bekjendt Aand bagved hans Stol. Saa snart de Tilstedeværende havde bemærket dette, indtraadte igjen Ro, man var overrasket ved Synet; men Aandeansigtet forsvandt strax i de høiere Regioner. Det behøver vel ikke at siges, at det var en med, Phosphorolie imprægneret Maske, som enten skjultes af Mediet selv eller af hans Medhjælper, og var forsynet med et Stykke tyndt Staaltraad, der tillod at man manøvrerede med den paa Afstand. Ved Paalægningen af den »iskolde Dødningehaand« behøvede Mediet blot at fugte sin egen Haand med Æther, som han skjulte hos sig i en flad Svamp. Skal Aanderne bringe Gjenstande, som Blomster, Kager og Bonbons, blive disse ligeledes skjulte af Mediet og i rette Tid ubemærket tagne frem og fordelte.

Spiritisternes Aander tale og spille ikke blot; men de træde ogsaa i skriftlig Forbindelse med Jordbeboerne. De fra dem indløbende Meddelelser lade de skrive paa en Tavle eller et Stykke Papir, idet de usynligt føre Mediets Haand.

Derved farer Aanden umiddelbart ind i Mediet, som da, drevet af en høiere Magt, skriver med en Griffel paa en Tavle, hvad Aanden vil aabenbare. Sittrende flyver Mediets Haand frem og tilbage, ind til han faar fat paa et Stykke Papir eller en Tavle, hvorpaa han da i synlig Extase skriver noget frygteligt Tøieri.

Ogsaa Mülsener Mediet Emil Schraps er optraadt. som Skrivemedium og leverede hos en Privatmænd i en Forsamling, i hvilken vi ogsaa deltog, Skrift paa en Skifertavle. Mediet var, siddende paa en Stol, bunden paa den tidligere beskrevne Maade, saa at han, som det syntes, ikke kunde bevæge Hænderne. Efter at vi havde bedet Aanderne at fremstille sig for os i lysende Skikkelser, hørte vi tydelig, at Griffelen blev ført hen over Tavlen. Da Lyden var ophørt og Aanderne havde forlangt Lys, kunde vi læse følgende Ord: »Kjære Sødskende, idag kunne vi desværre ikke,« nemlig komme til Syne i lysende Skikkelser.

Alle Tilstedeværende vare overbeviste om, at Mediet selv havde skrevet Svaret, men hans Fører forsikrede os, at det ikke var Tilfældet, og forklarede, at Aanderne materialiserede sig og nedskreve Ordene, dog var det, som han sagde, ogsaa muligt, at de, gjennemtrængende Stoffet, befriede Mediets Haand og skreve med den.

Et af de bekjendteste Skrivemedier er Amerikaneren Henry Slade, som bragte dette Gjøgleri til England, og der af Prof. Ray-Lankester blev grebet paa fersk Gjerning, just som han var i Begreb med selv at udføre Skriften. Han blev, som bekjendt, stillet for Retten som sigtet for Bedrageri m. m. og dømt som Landstryger til tre Maaneders Arbeidshusstraf. Han undgik imidlertid sin Straf paa Grund af en retslig Formfeil ved Sagens Behandling i anden Instants, og optraadte snart for Offentligheden i Tyskland. Her trængte han sig, især i Berlin, frem i de første Kredse, idet han beraabte sig paa et Vidnesbyrd, han havde skaffet sig fra Tryllekunstnerne Bellachini og Hermann. Begge disse Fagmænd tilligemed nogle Videnskabsmænd havde afgivet den Dom, at hvad Slade udførte ikke henhørte under “Trylleri”.

Om ogsaa denne Erklæring blev udtydet falsk af Slade, havde Udstederne dog Ret; for Trylleri holdt de vistnok hverken Slades eller deres egne Kunststykker, da »Behændighed ikke er Hexeri«. Da der derpaa blev forelagt begge disse Kunstnere det Spørgsmaal, om de kunde eftergjøre Slades Produktioner, benægtede de det. Det var ikke saa underligt, da Slade bragte de, formodentlig af ham selv udtænkte, Kunstgreb som en Nyhed til Tyskland, og da disse hverken i England eller Tyskland havde været forevist i større Kredse, men kun i ganske snævre Cirkler, kunde man ikke vente, at de strax skulde kunde eftergjøre dem. Senere ere de vel nok ved nærmere Eftertanke komne til en anden Anskuelse.

Fra Berlin gik Slade til Leipzig efter Indbydelse af Professor Zöllner, som afholdt flere Møder med ham og blev et af hans mest fremragende Offerer.

I Zöllners Nærværelse lod Slade Aanderne skrive paa en Skifertavle, som blev holdt under Bordet, ja ,det lykkedes endogsaa, naar Tavlen var indsvøbt i Papir, eller der var lagt to Tavler sammen.

Professor Zöllner forklarede, at det gik til paa den Maade, at Aanderne, dersom Tavlen var indpakket, først materialiserede sig; han havde selv iagttaget en Haand, som havde omfattet Griffelen og med den havde gjennemtrængt Stoffet, her Papiret, og frembragt Skriften paa Tavlen, uden at efterlade noget Hul i Indpakningen. Ved den dobbelte Tavle forklarede han, at han havde lagt Griffelen mellem begge Tavler, omviklet dem med Seglgarn og lagt dem paa Bordet, om hvilket tre Personer sluttede Kjæde. Aanden havde da gjort sig ganske lille, var smuttet ind mellem Tavlerne og havde skrevet med Griffelen paa den ene Tavle. Skriften var, som Zöllner siger i sit Værk, tydelig og læselig, hvilket og saa de vedføiede fotografiske Afbildninger bevise.

Den Paastand, som er en Gru for Spiritisterne, at Medierne ere meget øvede Behændighedskunstnere, har ogsaa bekræftet sig ved Aandeskriften. Denne beror paa en tillært Fingerfærdighed, som kan opnaaes ved en fortsat Øvelse. Skifertavlen bliver først undersøgt af alle Tilstedeværende, afvasket omhyggeligt og tilligemed et lille Stykke Griffel lagt paa Bordet. Efter at Mediet derpaa har magnetiseret de Tilstedeværende og disse have dannet Kjæde med Hænderne paa Bordet, griber han med den ene Haand Tavlen og med den anden Haand Griffelen, og idet han fører Tavlen ind under Bordet, lægger han Griffelen paa og holder begge Dele med den høire Haand, som er fastklemmet om Bordkanten, tæt presset op mod den underste Side af Bordpladen. En kort Tid efter høres en Banken i Bordet, hvorved antydes, at Skrivningen er endt, og alle Tilskuerne kunne da forundre sig over Aandeskriften og søge, da den for det meste er meget utydelig, at tyde den.

Hemmeligheden er den, at Mediet har anbragt et lille Apparat, som bestaar af en i en Ring anbragt lille Griffelspids paa Spidsen af den høire Haands Pegefinger. Han holder, for at det ikke skal bemærkes, Fingeren lidt bøiet ind i Haanden, naar han griber Tavlen, hvilket sker meget hurtigt. Idet han løfter Tavlen fra Bordet, griber han med de fire Fingre ind under den, holder Tommelfingeren paa Rammens Overside og hæver Tavlen høit i Veiret, saa at Tommelfingeren og Tavlens Forside er vendt mod Selskabet. Bagsiden og de fire Fingre sees derimod ikke, og han benytter sig da deraf, til hemmeligt at skrive med Pegefingeren, idet han ved Sittren, Hosten og andre Bevægelser søger at overdøve Lyden af Griffelen. Naar Tavlen derpaa er ført ind under Bordet, holder han den fast med Tommelfingeren om Bordkanten og fuldender sit Skriveri.

Slade blev i et Møde, netop som han stod i Begreb med at bringe Tavlen ind under Bordet, greben af Prof. Ray-Lankester, som rev ham Tavlen ud af Haanden og viste, at Skriften allerede stod paa Bagsiden.

At Medierne selv udføre Skriften, er utvivlsomt. Hvorfor er den ellers saa utydelig? Hvor meget man endogsaa beder Aanderne om, at gjøre sig Umage for at skrive godt, bliver det dog ikke anderledes. Det har sin Grund i, at der, naar Tavlen er under Bordet, skal skrives fra neden og op ad paa en letforskydelig Tavle, og fordi det, man allerede har skrevet, forinden den bringes under Bordet, maa være skrevet fra høire mod venstre, den saakaldte Speilskrift.

Men hvorfor skrive Aanderne i Almindelighed Speilskrift? Fordi det falder Mediet naturligst at skrive saaledes, naar Tavlen er under Bordet. Enhver kan forsøge det, idet han holder en Tavle trykket op mod Indersiden af Bordpladen med den venstre Haand og skriver derpaa med den høire; naar Tavlen tages frem, vil Skriften vise sig at staa omvendt. Forøvrigt kan man jo ved Øvelse lære sig den Slags Skrift, som enhver anden.

Medierne anvende ogsaa andre Midler. De omvikle saaledes Tavlen med et Stykke Avispapir, og paa dette har de forud med en klæbende Masse udført Skriften og bestrøet den med fintstødt Skiferpulver. Denne præparerede Skrift, som ikke let bemærkes paa det trykte Papir, der desuden slet ikke gives til Undersøgelse, er skreven som almindelig fra venstre til høire; men den lader sig tilsyne paa Tavlen som Speilskrift, efter at Mediet ved Indpakningen har strøget det paagjældende Sted godt til med Haanden. som for at glatte Papiret.

Senere kom en anden Methode til Anvendelse. Mediet benyttede en Tavle, som ikke var af Stenskifer, men derimod af Papskifer. Den var dobbelt, og de to Plader passede nøiagtigt ind i Rammen, men den ene kunde dog med et Tryk paa Endestykkerne løsne sig. Tillige var den løse Plade paa den indvendige Side overklæbet med Avispapir af den samme Slags, hvori Tavlen blev indpakket. Meddelelsen var allerede skreven paa den faste Plade og bedækket med den løse, som altsaa havde den overtrukne Side indad. Saaledes saae man Tavlen tom paa begge Sider, og den blev derpaa aftørret godt og indpakket i Avispapiret. Naar den igjen skulde udpakkes, lod Mediet den falske Plade løsne sig og blive liggende i Omslaget. hvor den i den dæmpede Belysning og paa Grund af Avisovertrækket ikke var synlig. Denne Indretning frembød den Fordel, at Mediet ikke behøvede at skrive i Selskabets Nærværelse. Saasnart han havde overrakt Selskabet Tavlen, benyttede Mediet Leiligheden til at sammenlægge og udglatte Papiret, hvorved han let kunde borttransportere Indlæget.

Adskillige andre Kneb benyttes af de øvede Skrivemedier, som vide at indrette sig efter de forhaandenværende Omstændigheder og undertiden besidde Færdighed nok til paa Taskenspillermaner at forbytte Tavlen.

Til Slutning af disse her forsøgte Forklaringer over Aandeskriften kunne vi ikke undlade, at vedføie en interessant Beretning, som det berømte Medium Truesdell i sine Bekjendelser angaaende Spiritismen har givet om sit Møde med alle Skrivemediers Mester, Henry Slade. Han fortæller som følger:

Hvorledes jeg blev et Medium

En Dag drev min Interesse mig til det berømteste spiritistiske Medium i New York, den saakaldte Dr. Henry Slade. Jeg var i høi Grad begjærlig efter at lære denne overordentligt begavede Mand at kjende, paa hvis Bud Aanderne kom fra det Hinsidige, for at skrive deres Navne eller nogle Ord paa en Skifertavle.

En velbehagelig Følelse gjennemstrømmede mig, da jeg betraadte hans Bolig. Jeg havde dog endnu den Lykke, at vandre i Kjødet. Jeg kunde efter Behag komme eller gaa. Hvis jeg derimod allerede var død, saa maatte jeg sandsynligvis hvert Øieblik holde mig beredt til at følge en eller anden Aandebesværgers Kalden, for at forelægge ubekjendte Folk min Haandskrift.

Dr. Slades Hjælper modtog mig, han sprugte om mit Navn og om Hensigten med mit Besøg, og bad mig derpaa, om at vente lidt. Jeg saae mig om i Værelset. Det var stort, havde kun et Vindue, var meget mørkt og Luften var noget beklumret.

Kort efter traadte den berømte Mand ind og hilste mig naadigt. Han erklærde sig ogsaa strax villig til, at bevise mig sin Forbindelse med den anden Verdens Beboere. Vi satte os lige overfor hinanden ved et gammeldags Spisebord med udtrukne Klapper, og dannede paa den bekjendte Maade den spiritistiske Kjæde med Hænderne. Neppe havde vi gjort dette, før Stolen ved den tredie Side af Bordet begyndte at bevæge sig uden synlig Aarsag. Et af Billederne paa Væggen svingede sig frem og tilbage. Dr. Slade begyndte aabenbart at ængstes. Hans Haand bævede i min. “Uvenlige Aander røre sig,” sagde han sagte, “jeg beder Dem for Alting, slip ikke et Øieblik; de onde Aander vilde da sikkert tilføie os noget Ondt.”

Lydig mod hans Ønske sad jeg ganske stille. Pludselig følte jeg en Bevægelse ved min Frakke. Et Sekund efter svang Noget sig op paa mit Skjød. “Det er en materialiseret Aandehaand” hviskede Dr. Slade, “ser De, ser De, den har til Hensigt at binde Deres Krave op.” Det var for mørkt til tydeligt at kjende Gjenstanden; at det ikke var en Haand, syntes mig sikkert. For at udgrunde Sagen, hjorde jeg med et Ryk mine Hænder fri, og sprang, som overvældet af Angst, pludselig op fra Bordet. Min heftige, uforberedte Bevægelse satte mig istand til at bemærke, at Doktoren hurtig trak sin venstre Fod ned fra mit Knæ, og stak den i sin Tøffel.

Jeg forraadte ikke med en Mine min interessante Opdagelse, men forsikrede med stor Iver, at Aandernes umiddelbare Nærhed indgjød mig en ubeskrivelig Angst. Hr. Dr. Slade søgte med stor Venlighed at berolige mig. Han sagde mig, at jeg øiensynligt var i høi Grad sensitiv og modtagelig for spiritistiske Indvirkninger. Han begreb fuldkomment, at jeg, som aldrig før havde prøvet det, ikke kunde taale en Aandehaand. Derpaa tilbød han, at opfordre en Aand til at skrive, og tilføiede til min Beroligelse, at dette ikke vilde foraarsage mig den fjerneste ubehagelighed. Jeg indtog da igjen min Plads.

Dr. Slade lagde et lille Stykke Griffel paa en sædvanlig, godt renset Skifertavle, og skubbede den ind under Bordpladen, saa langt at jeg ikke mere saae den. Han holdt den fast med de fire Fingre, idet han lagde Tommelfingeren om Bordets Kant. Han lod mig derpaa lægge min venstre Haand paa den mod mig vendte Ende af Tavlen, og vi lagde vore to frie Hænder sammenføiede paa Midten af Bordet. Efter at vi havde ventet nogle Minuter i denne Stilling, hørte jeg tydeligt, at der blev skrevet paa Tavlen. Jeg saae imidlertid, at Musklerne i Slades Haand bevægede sig, og sluttede deraf, at Mediet selv satte Griffelen i Bevægelse; men jeg var dog ikke sikker derpaa, da han i det Hele var angrebet af en nervøs Ophidselse og gjorde selsomme, umotiverede Gebærder. Snart forstummede Skriften og en usynlig Haand rev os Tavlen ud af Hænderne. Da Doktoren tog den op fra Gulvet, saae jeg tydeligt, at han vendte den om, førend han overgav mig den. Indholdet af Aandeskriften har jeg glemt; Ordene vare i høi Grad intetsigende.

Da Dr. Slade udviskede det Skrevne, for at udføre Experimentet endnu engang, blev der banket paa Døren. Den store Mand stod op, for at paabyde Fredsforstyrren Stilhed, idet han beholdt Tavlen i Haanden. Imedens han vexlede nogle sagte Ord med den Ankomne, opdukkede den Mistanke hos mig, at denne Afbrydelse var et aftalt Spil og at han nu ombyttede Tavlen. Om denne Mistanke var retfærdig, eller Aanden, som jo var tiulstede, indgav mig den skadefro Hensigt, skal jeg ikke kunne afgjøre. Vist er det, at Dr. Slade skjød Tavlen saa hurtigt ind under Bordet, at jeg kun saae dens ene Side, og den var tom.

Saa snart vi havde anbragt vore Hænder paa rette Maade, hørte jeg atter Lyden af Griffelen. Da det atter blev stille, fremviste Doktoren med triumferende Mine den lette, raske Skrift af en Aand, som havde undertegnet sig “Henry Truesdell”. Men desværre havde denne gode Aand aabenbart ikke nogen Leilighed til, at uddanne sig synderligt i det andet Liv, thi hvad han havde skrevet, var ubetydeligt og intetsigende.

“Jeg ventede at høre vigtigere Ting fra Aandeverdenen,” sagde jeg i tydelig misstemning. “Hvad vedkommer i det Hele disse vildfremmede Aander mig? Hvorfor kalder de ikke paa en af mine afdøde Venner? Jeg vilde være meget lykkelig, hvis jeg fik et Budskab fra en Slægtning.”

Dr. Slade rystede med alvorlig Mine paa Hovedet. “Taalmodighed, Taalmodighed min kjære Herre!” svarede han med megen Værdighed. “De besøger mig idag for første Gang. Havde jeg citeret en af Deres Kjære, saa havde det gjort for stor Virkning paa Dem. Tak De mig, at jeg er saa forsigtig. Kom snart igjen. Har De først vænnet Dem til Omgangen med den anden Verdens beboere, saa skal De, som De ønsker, komme sammen med Deres forudgangne Slægt og Venner. Men nu tør jeg ikke tillade Dem det. Lev vel!”

Dybt rørt over hans Velvillie, trykkede jeg ham en Fem-dollarseddel i Haanden. Derefter rejste jeg, noget fattigere paa smudsige Penge, men uendeligt rigere paa spiritistiske Kundskaber, til mit Hjem.

Nogle maaneder senere førte Tilfældet mig igjen til New York. Selvfølgelig forsømte jeg ikke at besøge Dr. Slade. Jeg blev modtaget af Hjælperen, som førte mig ind i det sædvanlige Værelse. Han udspurgte mig om Navn og Ærinde, og da jeg i Mellemtiden havde ladet mit Fuldskjæg voxe, kjendte han mig aabenbart ikke. Jeg sagde ham, at jeg var kommen langveis fra, for at faae et Indblik i Aandeverdenen, og at han maatte tillade mig, at holde mit Navn hemmeligt. Muligvis var det Aanderne behageligt at røbe det, og derved forherlige Dr. Slades berømte Ry som Medium. Hjælperen bukkede samstemmende og tog imod min Paletot og Hat. Af den sidste havde jeg borttaget mit Navn, og i Lommen paa den første laa et Brev. Den, som læste dette og ikke kjendte mig, maatte antage, at jeg hed Samuel Johnson, var etableret som Kjøbmand i Rom og for kort tid siden havde mistet en Søster, som hed Mary. Efter at den unge Mand havde forladt mig, for at ophænge mit Tøi i Garderoben, begyndte jeg i en Fart paa en omhyggelig Gjennemsøgen af Værelset.

Mine Bestræbelser for at opdage Noget bleve belønnede. Efter en kort Søgen havde jeg udspeidet, at der laa en Skifertavle paa Gulvet under Buffeten. Jeg trak den frem og læste Følgende:

“Hvor lykkelige ere vi, som kunne træffe sammen med Dig. Paa dette indviede Sted er Du omgiven af overjordiske Venner. De ville tale til Dig. Men endnu er det nægtet dem; førend de kunne aabenbare sig for Dig, maa Du kjende de Love, som knytte sig til deres Tilsynekomst. Besøg dette Hus, saa ofte Du kan, da ville Dine bortgangne Venner vise sig for Dig og tale med Dig, saaledes som vi gjorde det i vort jordiske Liv.
Alice.”

Haha! tænkte jeg, dette er en Fælde for umistænksomme Menneskebørn. Men jeg løber ikke saaledes uden videre i Garnet. I et Anfald af kaad Overgivenhed skrev jeg med faste Træk følgende Ord under Alices Linier: “Henry, hold fast! Kunden gaar paa Limpinden. Alcinda.”

Dr. Slade var Enkemand, hans afdøde kone hed Alcinda. Dette vidste jeg og Tilfældet syntes mig gunstigt. Hurtigt skjød jeg Tavlen ind igjen under Buffeten, og satte mig hen ved Vinduet, som om Intet var sket. Strax derpaa traadte den berømte Opmand imellem Levende og Døde, som vi Jordiske kjendte under det jevne Navn Slade, ind i Værelset. Ogsaa han kjendte mig ikke igjen. Jeg var i det muntreste Lune. Da jeg bad ham om, at maatte fortie mit Navn, for at Aanderne kunde angive det, nikkede han naadigst. Vi satte os atter lige overfor hinanden ved den nederste Ende af Bordet. Flere Stole stod i vor Nærhed. Mediet pegede på disse Stole og sagde: “Det er Yndlingspladserne for de Afdødes Aander.” Knap havde vi dannet den spiritistiske Kjæde, før den ene Stol begyndte at bevæge sig. Da Dr. Slade ikke sad ganske stille, men meget mere, som jeg tydeligt følte, manøvrerede med sine lange Ben under Bordet, saa undrede Stolens Vaklen mig ikke synderligt. Efter at have givet et saa slaaende Bevis for Aandernes Ankomst, hentede han fra Sideværelset en Skifertavle, som i Form og Størrelse skuffende lignede den under Buffeten. Han skjød den paa sædvanlig Maade ind under Bordet. Neppe var den naturligvis strax begyndende Kradsen af Griffelen forstummet, før han stolt holdt Tavlen frem for mig. Der stod skrevet: “Kjære Broder! Du hilses af Din Søster Mary Johnson.”

Da jeg forklarede ham, at jeg aldrig havde havt en Søster af dette Navn, sagde han med stor Ro: “Mærkværdigt! Den unge Aandedame synes dog at holde Dem for sin Broder. De ligner ham aabenbart paa et Haar. Men vi maa ikke lægge Vægt paa det. Maaske er Lyset her altfor ugunstigt.” Med disse Ord flyttede han Bordet hen i den umiddelbare Nærhed af Buffeten. Vi begyndte da vort Værk paany. Magnetismen var dengang saa stærk og Aanderne saa livlige, at vi ikke formaaede, at holde fast paa Tavlen, som pludselig med en uimodstaalig Kraft slyngedes ud af vore Hænder. Doktoren bukkede sig for at tage den op. Men en af de usynlige Aander skubbede den ind under Buffeten og lod en anden Tavle komme tilsyne, uden at han syntes at bemærke Forbytningen. Da Tumulten under Bordet stadig steg, trak han Tavlen frem og lagde den paa Midten af Bordpladen paa et lille Stykke Griffel, med den ubeskrevne Side opad. Atter sittrede Bordet heftigt, og strax derpaa gav en Aandehaand sig til at skrive. Vi saae den rigtignok ikke, men hørte ganske tydeligt Stregerne gjennem T’erne og Prikkerne over I’erne.

Jeg var tilmode, som havde jeg vundet en stor Seir. Jeg vidste nu, hvorledes man fremmanede Aander. Ogsaa jeg kunde tvinge afdøde Venner til at skrive. Denne Tanke fyldte mig med Henrykkelse.

Saasnart den usynlige Haand holdt op med at skrive, hævede Doktoren Tavlen med et selvbevidst Smil. Men da han istedetfor eet Budskab fra Aandeverdenen saae to, blegnede han. Som forstenet stirrede han med opspilede Øine paa Skriften. Flere Gange bevægede han Læberne; men Stemmen nægtede ham sin Tjeneste. Pludseligt syntes der at gaa et Lys op for ham. Heftig Vrede flammede i hans Øine, en Purpurrødme foer over hans før saa ligblege Ansigt, og med bævende Stemme udstødte han de Ord:

“Hvad betyder det? Hvem skrev dette paa Tavlen?”

“En Aand,” svarede jeg med største Koldblodighed. Jeg havde vundet Spillet. “Berolige Dem, Hr. Doktor!” sagde jeg. “Skjænk mig Deres Venskab, Deres Fortrolighed. Optag mig blandt de spiritistiske Medier. Af dette Bevis paa mine Evner seer De, at ogsaa jeg er istand til at citere Aanderner. Jeg har lært Kunsten af Dem og beder Dem, vedblivende at betragte mig som Deres Lærling. Jeg vil være taus som Graven, hcis De gaar ind paa min Begjæring; men hvis De vægrer Dem, finder De allerede imorgen en tro Beretning om, hvad her idag er passeret, i New York Times”.

Den mægtige Mand var som blødt Vox i min Haand. Han lovede at opfylde mit Ønske i Et og Alt. Undervisningen begyndte strax. Samme blev fortsat den næste Dag, og inden en Uge var endt, dimiterede Dr. Slade mig med følgende Ord: “Min Opgave er endt. De er nu duelig til at optræde som selvstændigt Medium. De kjender nu den vidunderlige, vanskelige udforskelige Vei, som fører til Aandeverdenen. De kan udbrede uendelig megen Lykke og Velsignelse, naar De ikke beholder Deres Kundskaber hos Dem selv, men udbytter dem til Bedste for den efter Forbindelse med Aandeverdenen tørstende Menneskehed. Foster og jeg hilse Dem som vor kjære Broder og Bundsforvandte.”

I en glad Steming reiste jeg hjem. Jeg havde været en Saulus, men var nu bleven en Paulus, ingen Modstander, men en Forfægter af Spiritismen. De to første Medier i Verden havde givet mig det Vidnesbyrd, at jeg var dem fuldstændig jevnbyrdig, og dette Vidnesbyrd bar jeg i min Lomme. Det var ikke et Blændværk af hævngjerige Aander, men det var Virkelighed!

Ankommen i mit Hjem begyndte jeg strax at afholde spiritistiske Sammenkomster med mine nærmeste Venner. De store Resultater, jeg frembragte, bevirkede snart, at nysgerrige og videbegjærlige Mennesker strømmede til fra alle Kanter, for ved min Hjælp at træde i Forbindelse med Aandeverdenen. Under tiden kunde jeg knap nok expedere dem Alle. Der var Dage, da jeg, fordi jeg trængte til Ro, erklærede for de Besøgende, at Spiritismen var lutter Bedrageri. Men de kloge Folk mærkede, at det kun var et Paaskud, for at blive dem kvit, og de troede alligevel fuldt og fast paa min Begavelse som Medium, enten jeg benægtede det eller ei.

Og saaledes udbredte det glade Budskab om min Omvendelse sig som en Løbeild igjennem den spiritistiske Verden. Jeg modtog hundrede og atter hundrede Lykønskninger, og overalt feirede man mig som et Medium af første Rang. Hos mig opvaktes der dog ofte Tvivl om min hurtigt erhvervede Begavelse. Jeg kom undertiden i Tanke om, at det var bedre og ærefuldere, at trække mig ud af mit nuværende Livs Offentlighed og vende tilbage til min tidligere Ubemærkethed. Disse daarlige Tanker ophørte dog snart, da jeg ofte havde den Lykke, at raadføre mig med andre fagmæssigt uddannede Medier, klartsynede Damer og spiritistiske Helbredelseskunstnere, efter hvilke Samtaler jeg altid fandt det soleklart, at jeg besad en overordentlig spiritistisk Kraft og formaaede at udøve en betydelig Indflydelse paa Aandeverdenen.

Originaludgave: Moderne Mirakler / efter Carl Willmanns "Moderne Wunder". – Kjøbenhavn : Wulffs Boghandel, 1887

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *