Moderne Mirakler: 5. Helbredelsesmedier.

28 august 2009 | Bøger | 0 Kommentarer

efter Carl Willmanns "Moderne Wunder" Kjøbenhavn 1887

Vi skulle nu omtale en særskilt Klasse af Medier, nemlig de saakaldte Helbredelsesmedier. Efter Spiritisternes Lære er et Helbredelsesmedium et Menneske, som er begavet med en særegen Evne, der sætter ham istand til ved Aandernes Hjælp at frembringe chemiske Virkninger uden chemiske Midler og derved formaa at helbrede visse Sygdomme. Der er ikke faa af den Slags Medier, da de fleste Mirakeldoktorer føre deres Kure tilbage til en saadan særlig Begavelse.

Paa et i Baltimore nylig anholdt »australsk Mediums« Adressekort læstes følgende:

»Ingen nærgaaende Spørgsmaal; siger Damerne deres Pigenavn og deres tilkommende Mands Navn; angiver Bryllupsdagens Datum; forener Fraskilte; giver Raad i Forretningsanliggender; helbreder Drikkesyge og Misbrug af Skraatobak, og tager ingen Betaling, førend Virkningen er opnaaet.«

I mange Hovedstæder drive Helbredelsesmedierne deres Uvæsen. De behandle deres Patienter efter egne Methoder, anvende Kure, som vilde forkastes af enhver praktisk Læge, foreskrive Medicin eller levere den selv, fordi Apothekeren vilde le af den, og de lade sig betale godt.

Et saadant Medium sætter sig paa en Stol, bringer sig selv i en tilsyneladende magnetisk Søvn, og overlader sig derved til de med hende i Forbindelse staaende Aander, som strax ere tilstede og mundtlig eller skriftlig give Raad for denne eller hin Sygdom. Nogle Medier sige sig ogsaa at staa i Forbindelse med afdøde Læger, som i deres Levetid havde erhvervet sig Berømmelse, og som nu ere til Mediernes Tjeneste og meddele deres Raad. De give derved ofte tilkjende, hvilke store Fremskridt de have gjort i den anden Verden, skjøndt det synes svært at indse, paa hvilken Maade de have beriget deres Kundskab. Men vist er det, at de nu foreskrive Midler, som de ikke vilde have ordineret i levende Live, og som tidt ere ganske fremmede for Medicinerne.

De angivne Midler blive betroede Kunderne som en Hemmelighed og en videre Udbredelse maa ikke Finde Sted; thi saadant forbydes af Aanderne. Men i Virkeligheden ville Medierne have Hemmeligheden bevaret for deres egen Fordels Skyld, og af Frygt for at blive grebne i deres Svindleri.

Disse Medier, som staa i Forbindelse med lærde Aander og ere sikre paa deres Understøttelse, vise sig nu meget nyttige og imødekommende mod deres Medmennesker, og give sig ud for en Art Mirakelmagere, som egentlig ikke selv vide, hvordan det gaar til, at de kunne skaffe deres Patienter Hjælp og Lindring. De vide, at de have en særegen Begavelse, men ikke kunne raade Bod paa alle Svagheder, og de sige forud, at de kun som Prøve vil anstille deres Forsøg.

Hovedbetingelsen, som et saadant Medium stiller, bestaar i Patientens ubetingede Tro paa Aanderne og paa Sygdommens Helbredelse ved overnaturlige Kræfter. Hvor denne Tro fattes, er der ikke nogen Udsigt til Helbredelse. De, som søge Hjælp, og ere glade ved Udsigten til Helbredelse, tro imidlertid gjerne Alt, hvad der bliver foresnakket dem. Allerede den Hemmelighedsfuldhed, som omgiver Mediet, virker mærkværdigt dertil, og de Forberedelser, som træffes, tilligemed den venlige Forekommenhed opvækker altsammen Tiltro. Mediet foretager nu sine Experimenter med den Syge, idet han beder ham at sidde rolig og ikke afbryde ham. Han begynder med at magnetisere Patienten og bestryger især de lidende Steder og blæser paa dem. Alt sker under Mumlen og Gestikulation. Endelig lader han Patienten gaa, men bestiller ham til at komme igjen nogle Dage senere.

Patienten føler sig ofte efter det andet Besøg noget bedre, er efter kort Tids Forløb igjen rask, og holder sig nu forpligte,, til at vise sig taknemmelig mod sin Hjælper, som nyder hans fulde Tiltro. Men denne viser bestemt enhver Betaling tilbage, idet han bemærker, at han ikke tør tage imod nogen Betaling, og forøvrigt ikke gjør nogen Forretning ud af det, men kun giver sine Raad til dem, som anmode ham derom. Patienten tager da Afsked med mange Taksigelser; men lægger dog, efter som han har Midler til, en lille Sum fra sig paa et Bord, tager sin Hat o gaar. I mange Tilfælde holde de Taknemmelige det for mere passende, at sende deres Hjælper en Present. Dette veed Mirakeldoktoren godt, og har indrettet sin Forretning derefter. Han har ingen Ret til at forlange Betaling, og gjør det heller ikke, idet han siger sig selv, at om der ogsaa findes nogle Utaknemmelige, vil dog Flertallet nok vise sig taknemmelig.

Antallet af dem, som søge saadanne Bedragere, er ikke ringe. For faa Aar siden døde en nær ved Hamborg boende Fru H., som sad i en udbredt Praxis. Hun havde hver Dag sin bestemte Konsultationstid, i hvilken hun behandlede alle mulige Sygdomme, men især saadanne, som kun existerede i Indbildningen. Ved saadanne kunde hun naturligvis opvise storartede Resultater. Men de udbredte Rygter om, at hun havde helbredet Syge, som vare blevne opgivne af de største Læger, var ikke andet end Hjernespind af den lettroende Mængde eller maaske endogsaa betalte Reklamer. Vidt og bredt bekjendt, som Konen var, blev hun opsøgt af Fattige og Rige, ja ofte kunde man se flere Ekvipager holde foran Huset. Hun vidste Raad for Kvindesygdomme, hun helbredede Rheumatisme saavel som andre stedlige Smerter ved Magnetisering, Bestrygning og Indgniden med Flæsk, som derpaa skulde nedgraves. Manipulationerne bleve selvfølgelig kun foretagne ved aftagende Maane, og under Iagttagelse af den dybeste Taushed. Hun havde en Hyldekvist, hvormed hun bestrøg de Syge, medens hun indgned de smertende Steder med Flæsk. Ligeledes kunde hun besværge Rosen, som ved hendes Bestrygninger aftog i faa, Dage, vistnok ogsaa uden den af hende anvendte Trylleformel. Ved sin Død efterlod hun sig en ret anselig Formue.

Man maa undre sig over, at endogsaa Folk af de dannede Stænder opsøge saadanne Mirakelmagere. Grunden dertil kan dog ikke være den, at man virkeligt tror, at en gammel Mand eller Kvinde er naaet videre frem i Videnskaberne end vore dygtigste Medicinere; men kun Overtroen og det Hang til det Vidunderlige, som behersker Menneskene, er Grunden. Allerede paa den Tid, da Paraselsus levede, opstod den Tro, at Magneten helbredte Saar, og at de af et magnetisk Sværd foraarsagede Saar kunde helbredes ved at bestryges med det samme Sværd. I Trediveaarskrigen førte denne Overtro til Opfindelsen af den den Gang saa berømte Vaabensalve, sammen med hvilken Berøring og Bestrygning med den blotte Haand blev anvendt.

Den engelske Læge William Maxwell skriver i sine Værker: »Fra ethvert Legeme udstrømmer Straaler, i hvilke Sjælen er nærværende og giver dem Kraft og Evne til at virke.« Ferdinand Santanelli opstiller den Grundsætning, at der fra alt Levende udstrømmer en Atmosphære, som er magnetisk, og at jo mere Fantasien kommer denne Magnetisme til Hjælp, desto lettere og rigeligere bliver denne Udstrømning fremkaldt, og han anfører til Bevis derfor Gaben, som faar de andre ‘Tilstedeværende til at gabe »især de, som ere beslægtede«, og han finder det Hellige og Virksomme i Velsignelsesformularen i Legemliggjørelsen af selve Ordenes under Udtalelsen sig udbredende Straaler.

Ogsaa Meszmer hengav sig i en af Overtro stærkt bevæget Tid til Magnetens uopløselige Gaade og troede at have bemærket, at ikke ethvert Menneske var lige modtagelig for Magnetisme. Nogle vare tvertimod saa disponerede, at en af dem knap kunde nærme sig en Syg, uden at foraarsage ham Smerter. Det tror vel neppe Nogen nu.

Medens Gaszner udbyttede Meszmers Theorier i Tyskland, optraadte i Paris Taskenspilleren Ledru tilligemed sin Kollega Jakob Philadelphia og udbyttede der deres Gjøglerier under de hemmelige Videnskabers beskyttende Kaabe. Det lykkedes dem med et uhørt Held at skuffe ikke blot Folk i Almindelighed, men ogsaa et Antal Læger. De optraadte offentligt med Theorien om et »almindeligt Fluidium«, og helbredte de Syge med Elektricitet, men indskrænkede sig dog til Nervesvage og Børn.

Maanedoktoren Weiszleder derimod, som var Strømpevæver af Profession og i Aarene 1780-81 drev sit Uvæsen i Berlin, behandlede alle Slags synlige Skader, især Brok, derved, at han lod de syge Steder beskinne af Maanen, lagde derpaa den ene Haand paa dem og mumlede Trylleformularer, idet han vendte den anden Haand og Ansigtet imod Maanen. Skjøndt hans Ry tiltog paa Grund af heldige Kure, viser dog en Physikatsberetning, som blev afgivet af Stadsphysikus Dr. Pyl den 6. April 1781, efter den af ham foretagne Prøvelse, at de af Maanedoktoren behandlede Personer, i den Tro at de vare helbredede, havde forsømt deres Brokskader og at nogle endogsaa vare døde. Derefter svandt hans Forbindelser med den fornemme Verden og Maanedoktoren blev atter Strømpevæver.

Ogsaa Aandemaneren Schröpfer vandt talrige Disciple, som haabede at komme i Besiddelse af overordentlige Hemmeligheder. Mange af dem henfaldt paa Grund af den megen Bodsøvelse til Tungsindighed. Omvandrende vandt han Tilhængere, ved at udgive sig for at staa i Forbindelse med Aanderne og udførte vel ogsaa, flere Gange Blændværker for de Nysgjerrige. Snart fremmanede han Aander, snart lod han sælsomme Stemmer lyde, kort sagt, han forstod at opvække Indbildningskraften ved alle Midler.

Moses Mendelsohn skriver følgende betegnende Ord om den berygtede Schröpfers Underværker:

»Frygten giver lettere end Haabet efter for Skuffelsen. Det Frygtelige har paa Grund af Ideen om det Ophøiede, som det staar i Forbindelse med, en stærk Tiltrækning for Menneskene. Man kan ikke afholde sig fra at kaste et bange Blik paa den frygtede Gjenstand; men dette er for flygtigt til en Undersøgelse. Den fjerneste Lighed viser os det Frygtelige i hele sin Skikkelse. Vi se ikke det, som er der; men det, som vi frygte,«

Schröpfer indviklede sig selv saaledes i sine Projekter, at han indsaa, at han ikke kunde undgaa retslig Forfølgelse og gjorde 1774 Ende paa sit Liv med et Pistolskud.

Den snu Gjøgler Cagliostro gjorde i Forening med den smukke Italienerinde Serafina Felichiani, som han udgav for Prindsesse af Santa Croce, Petersborg usikker. Han gik derfra til Paris, hvor han spillede en mere glimrende Rolle, end nogen Magnetisør førend ham. Med skarp Haan gjorde han sig Fordel af Menneskenes Daarskaber og i Bevidstheden om sin aandelige Overlegenhed betegnede han aabent for Dommerne sine egne Magnetkure som pure Komedie.

Krigene i Europa i Slutningen af forrige og Begyndelsen af indeværende Aarhundrede afledede vel i lang Tid Interessen fra Magnetismen; men noget ind i dette Aarhundrede opdukkede den atter i Frankrig og udbredte sig videre igjennem Tyskland.

Fyrst Hohenlolie-Waldenburg-Schillingsfürst var en ivrig Tilhænger af denne Lære; han kurerede ved Haandspaalæggelse, Bestrygning og Bønner, saaledes som Gaszner før ham. Hans ægte katolske Sind forenede sig let med den ubetvingelige Tro paa Underværker og paa sin egen Evne til at udføre dem.

I vore Dage opstod, efter den danske Magnetisør Carl Hansens Optræden, saavel i Danmark som i Tyskland en sand Magnetmani. Alverden magnetiserede, og Spiritismen florerede endnu mere end tidligere. Men selvfølgeligt blev, med Hensyn til Kurene, Resultaterne betydningsløse, og som sædvanligt bleve flere af de mest benyttede Medier »utro«. Saaledes forklarede en spiritistisk Overløber, en fra Sachsen stammende Kone, som havde tjent en spiritistisk Klub i Hamborg som Medium, at hun ikke havde Lyst mere, fordi man lod hende sulte. Man havde desuden lovet hende en ny Regnkappe, men vilde ikke give hende den, og derfor havde hun nu sagt sig løs fra det hele »Bedrageri«.

Originaludgave: Moderne Mirakler / efter Carl Willmanns "Moderne Wunder". – Kjøbenhavn : Wulffs Boghandel, 1887

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *