Moderne Mirakler: 4. Klartsynede Medier. Experimenter med tilbundne øine.

28 august 2009 | Bøger | 0 Kommentarer

efter Carl Willmanns "Moderne Wunder" Kjøbenhavn 1887

Literaturen er rigt forsynet med Afhandlinger om klartsynede Medier, hvoraf man dog kun lærer saameget, at Troen paa en saadan særlig Begavelse har bestaaet allerede fra Oldtiden. En virkelig Løsning af de til Grund liggende Hemmeligheder findes ikke i den hele Skare af Skrifter af Agrippa, Charpignon, Gregory, Górres, Scherner, Horst, Schopenhauer, Passavant, Zöllner etc. Der er meest kun udtalt Formodninger og fremført enkelte Exempler og Kjendsgjerninger, men intetsteds findes en overbevisende Forklaring forsøgt.

I en Brochure om »Søvnen og Drømmelivet« skriver saaledes Forfatteren Robert Brander:

»Vi ere altsaa, enten vi ville eller ei, tvungne til den Antagelse, at der boer et Væsen i os, som kan existere ogsaa udenfor Legemet. Mennesket bestaaer af Legeme og Aand. Naar Mennesket sover, føler det sig forladt af Aanden. Dette taler for, at denne har bortfjernet sig; men da Aanden er immateriel og ikke kan iagttages med Sandserne, kan der ikke gives noget materielt Bevis derfor. Skjønt Legeme og Aand, som to Væsener, saaledes kunne skilles fra hinanden, ligger det dog nær, at der mellem dem er en inderlig Forbindelse, et Baand, som kun Døden fuldstændigt sønderriver.«

Paa et andet Sted hedder det i samme Skrift:

»Naar vi ikke kunne begribe en Sag, er det derfor ikke sagt, at den er overnaturlig. Vi kunne ikke rose os af, at kjende alle Naturlove, og kunne følgelig ikke ansee alle besynderlige Kjendsgjerninger for Hexeri. Saadant gjør kun overfladiske svaghovedede Mennesker. Vi maa heller ikke tro, at det er Synd, at trænge ind i Naturens Mysterier, det vil sige i Hemmelighederne om Magien, Aanderne og Spøgelserne.

Intelligentsen er i Aandeverdenen friere og mindre begrændset, end i vor Verden. Derfor er Aanderne istand til ogsaa at see ind i Fremtiden. De staa paa en vis Maade paa Toppen af Bjerget, medens vi kun befinde os ved dets Fod, og ikke kunne see, hvad der foregaar paa dets anden Side. Men Aanden kan det, og derfor veed den mere end vi.

Ligesaavel som vi nu beskjæftige os med Mennesker, som igrunden ikke angaa os, kunne ogsaa Aanderne interessere sig for os, og saaledes kan det være muligt, at de indvirke paa os i vore Drømme«

O.s.v.

I saadanne Formodninger fortaber Forfatteren sig i hele sin Bog. Mange Mennesker blive ved Drømme veiledede i deres daglige Gjerning. Aanderne tale ofte, ligesom Menneskene, i Billeder. Saaledes. forklarer han Forbindelsen imellem Aand og Materie. Han forsøger at give et Bevis derpaa, idet han siger, at ved Kortspaaning tillægges ethvert Kort en vis Betydning. Nøie efter denne blive saa Kortene ledede af velvillige og tjenstgjørende Aander – derved faae vi ofte Meddelelser, der, fordi de stadfæste sig, sætte os i Forbauselse.

Ere saadanne Forklaringer skikkede til vor Oplysning, eller ere de ikke snarere skikkede til at forvirre og føre Overtroiske paa Veien til Daarekisten?

Anderledes virke derimod de Artikler, som nylig fandtes i forskjellige illustrerede Blade, f. Ex. af Otto Hamann i »Vom Fels zum Meer« og af Carl du Perl i »Nord und Süd« Den Første omtaler ved Beretningen af Tankelæseren Cumberlands Experimenter nogle Exempler paa Klartsyn, og henviser derved til Forklaringer af Kant og Schopenhauer, hvorved han kun beviser, at han har opfattet Cumberlands Præstationer forkeert. Carl du Perl derimod, som ligeledes tillægger Cumberlands Præstationer mere Værd, end de fortjene, og derved henviser til alle muelige Exempler paa en tilsyneladende særlig aandelig Begavelse, som kjendes fra tidligere Tider, gjør Videnskabens Utilstrækkelighed og Ensidighed ansvarlig for den manglende Forklaring.

De nævnte Forfattere oversee, at der slet ikke kan være Tale om usædvanlige Phænomener eller overordentlige aandelige Gaver ved de nyere Fremstillinger af Klartsyn, Tankelæsning og Sligt, men kun om en simpel Føren bag Lyset af Publikum, deri indbefattet de Lærde. Ligesom den forretningskloge Cumberland, søge ogsaa de professionelle Medier og Sandsigere hovedsaglig at skaffe sig Vinding ved Mængdens Overtro og de Lærdes videnskabelige Tvivl, og de lettroende Tilskuere holde de tilsyneladende vidunderlige Kunster saameget snarere for Virkelighed, som de have læst »videnskabelige« Afhandlinger derom, som ikke udelukke Muligheden af Klartsyn.

For nu at hjælpe til en sand Forklaring, ville vi beskrive et Antal af de bekjendeste Experimenter og de ved dem benyttede Hjælpemidler, idet vi dog indskrænke os til saadanne, som i de sidste Aar ere foreviste offentlig, og derfor har meest Interesse for Publikum i Almindelighed. Først ville vi dog omtale nogle Exempler paa, hvor let og gjerne Folk lader sig skuffe, og hvorledes der netop derved fremkommer en Skare Mirakelmænd, Klartsynede, Spaamænd og Lign., som udelukkende grunde deres Existents paa Lettroenheden.

Endnu den Dag idag ernærer det bekjendte Legetøi »Vandmændene i Flasken« (Cartesianske Djævle), som bestaaer af smaa hule Glasfigurer, der ere forsynede med en fin Aabning og indesluttede i et med Vand fyldt høit Sylteglas, der er ombundet med Blære, en Mand, som reiser omkring paa Markederne og producerer sig for Landalmuen, idet han lader Figurerne synke og atter hæve sig og derved give Svar paa de stillede Spørgsmaal. Som bekjendt behøves der blot et Tryk med Fingeren paa Blæren, for at frembringe dette. Og ligesom »Lykkesedler« trykkes og sælges i Oplag af Tusinder, saaledes florerer i de større Stæder Sandsigernes og Kortoplæggernes Forretning. Det. er især det smukke Kjøn, som dyrt nok betaler disse Alvidende, ja en saadan Lenormand, som opholdt sig i Hamborg, talte en stor Mængde af det derværende Aristokrati blandt sine faste Kunder. Ved et Besøg fandtes ikke mindre end otte Personer, meest fornemme Damer, som ventede paa efter Tour at træde ind i Helligdommen. For faa Aar siden fremviste en Fru Henriette i Hamborg et Sandsiger-Apparat, som hun kaldte »Cagliostro«. Hun havde forud ved et ofte gjentaget Avertissement søgt en Mekaniker, som kunde sammenstille et meget indviklet Apparat saavelsom det tilhørende Uhrværk for Planetsystemet. Det viste sig imidlertid, at Apparatet var fuldt færdigt til Brug, og at hun kun havde ladet Bekjendtgjørelsen. indrykke som Reklame, for at henlede den almindelige Opmærksomhed derpaa. Dette Fif forfeilede ikke sin Virkning. Da Fru Henriette bekjendtgjorde, at det endelig var lykkedes hende at finde en dygtig Mekaniker til Opstillingen af Apparatet, blev Besøget meget betydeligt. Den hele Dag var Forværelset aldrig tomt og Ekvipagerne stode i lange Rækker paa, Gaden. Og hvad bød saa Sandsigersken de Besøgende for en Reichsmark i Entre?

I et Værelse, hvorfra Dagslyset var fuldstændigt udelukket, stod en af Træ og Pap forfærdiget Opstilling, som lignede et Tempel og var forsiret med alleslags Snirkler, Guldflitter, Billeder, Klokker og smaa Taarne. Til begge Sider af Apparatet var udspændt rødt Tøi, saa at Ingen kunde see ind bag Siderne. Paa Apparatet fandtes anbragt forskjellige Skiver med Tal, Himmeltegn og Figurer, og paa enhver løb en Viser rundt i vild Hast. Ovenover den midterste Skive stod en magisk Presse, hvorfra enhver Besøgende fik et Stykke Papir, som han kunde lægge ind imellem Valserne. Dette Papir kom igjen tilsyne paa den anden Side med en trykt Spaadom eller et Slags Orakel, som syntes at egne sig for den paagjældende Person. Deri hele Indretning, som satte dette tilsyneladende saa storartet konstruerede Apparat i Bevægelse, bestod af et Lampeværk, saaledes som det findes ved de gamle franske Moderatørlamper. Utallige Lys omgave Apparatet og udbredte et blændende Skin. Ikke mindre virkede den Røgelseduft, hvormed Luften var besvangret, berusende paa Sandserne. Andægtig lyttede de Besøgende til Sandsigerskens tomme Fraser, som klang overbevisende for dem, og bortfjernede sig i Besiddelse af Kundskaben om deres Fremtidsskjæbne, for først senere at komme til Erkjendelse af deres Enfoldighed og Taabelighed.

Saa latterlige end saadanne Gjøglerier ere, saa kunne de dog være farlige for enkelte Mennesker. Mangfoldige ere de hemmelige Smuthuller, i hvilke Spaakunsten er en indbringende Forretning og hvor den undertiden forbindes med Kobleri og Hæleri.

Mindre farlige, men dog altid skikkede til at styrke Overtroen og forvirre Anskuelsen om deri naturlige Sammenhæng mellem Aarsag og Virkning, ere de Experimenter af saakaldte klartsynede Medier, som give Forestillinger paa Scenen, i Salonerne og offentlige Lokaler. Deres Tal er betydeligere, end man almindelig antager. Enhver af disse Medier har sit særegne af broget Mangfoldighed sammensatte Program og sit eget ofte selsomt sammenkjædede System, som han omhyggelig vaager over som en Forretningshemmelighed. Af deres særegne Kneb og Beregninger skulle vi anføre adskillige.

En Dame lader sig binde for Øinene og tager en Officeerskaarde i den høire Haand. Hendes Fører lader derpaa flere af Tilskuerne udtrække hver et Kort. Derefter indsamler han de trukne Kort, idet han lader dem enkeltvis indstikke paa forskjellige Steder i Spillet, som lægges hen paa Gulvet foran Damen. Denne skubber med Kaarden Kortene fra hverandre, og viser de trukne Kort i den Rækkefølge, som det ønskes af Publikum, idet hun gjennemborer dem med Kaardespidsen og holder Kortenes Billedside hen mod Tilskuerne.

Føreren besidder den Færdighed, ubemærkt at kunne bringe de udtrukne Kort, som enkeltvis indskydes i Spillet, ovenpaa samme. Idet han derpaa gaaer hen til Damen med Spillet, lægger han endnu sex Kort, som han tager franeden af Spillet, ovenpaa, saa at, hvis tre Kort ere udtrukne, disse ere det syvende, ottende og niende Kort fraoven. Damen, som er nøie underrettet om alt, kan kigge saameget under Tørklædet, at hun kan see det paa Gulvet liggende Kortspil. Ved Hjælp af Kaarden breder hun Spillet ud og iagttager derved, at de sex øverste Kort forsigtig, afskydes og at derpaa de tre følgende Kort lægges enkelte ud, saa at det ene ligger tilhøire, det andet i Midten og det tredie til venstre. Derved maa, Kortene komme til at ligge i den Orden for hende, som de ere trukne af Tilskuerne. Alle de andre Kort blive udbredte omkring paa maa og faa. Derpaa lægger hun Mærke til, hvorledes Føreren indretter sine Spørgsmaal. Siger han f. Ex. »Vis os denne Herres Kort,« saa er det det først udtrukne Kort; men: »Vis os denne Herres Kort« er det andet, og »Vis os denne Herres Kort« er det tredie. Selvfølgeligt søger Damen først lidt omkring iblandt Kortene, førend hun tager et Kort op, og tager vel endogsaa engang et feil, for at forhøie Effekten.

Et Experiment af endnu større Virkning er følgende, som især egner sig for Privatkredse.

Man tilbinder Øinene paa en Dame, og Føreren laaner et Kortspil af Husets Herre, forat de Tilstedeværende kunne være overbeviste om, at Kortene ikke ere præparerede. Dette Spil blandes godt af en af Selskabet, og overgives til Damen, saaledes at hun holder det med Bagsiden opad. Til Forundring for alle Tilstedeværende tager hun nu det ene Kort efter det andet af fra neden og nævner det et for et.

Udførelsen af dette Experiment er meget simpel. Damen har skjult i Lommen paa venstre Side af Kjolen et lille firkantet Speilglas, som er omtrent 3-4 cm. langt. Naar hun sætter sig tilrette paa Stolen, lægger hun det uformærket paa Skjødet, og idet hun retter paa Kjolefolderne, lader hun dem dække Speilet saa vidt, at Tilskuerne ikke bemærke det, hvorimod hun ved at kigge under Tørklædet kan see det. Hun holder, efterat have modtaget Spillet, dette saa lavt og med en saadan Heldning, at hun bekvemt kan see Speilbilledet af det underste Kort, og paa den Maade nævne alle Kortene.

Et lignende Experiment er følgende:

Den optrædende Dame, som ogsaa her er bunden for Øinene, skjuler i Lommen en lille Kasse af tyndt Træ, hvis Sideflader ere lidt større end et Kortblad, og som ved Skillerum er delt i fire ligestore Rum. Hvert Rums Bund er omtrent 6 Milimeter, men Aabningen foroven 10 Milimeter bred. Kassen har altsaa Form af en afkortet firsidet Pyramide. De fire Rum indeholde de fire forskjellige Farver i Spillet, lagt efter Orden fra Es til Syv. Det maa derved iagttages, at i det første Rum ligge alle Hjerter med Billedsiden mod Legemet, og at i de næste Rum følge Kløver, Ruder og Spar. Damen begynder nu Kunststykket med at lade en Person i Selskabet blande et Kortspil godt, som derpaa overrækkes hende, der skjuler det i Lommen ved Siden af den hemmelige Kasse.

Saasnart derpaa en Person af Selskabet ønsker at see et bestemt Kort, griber Damen i Lommen og omfatter de Kort, som findes i det paagjældende Rum, aftæller det forlangte deri og tager det frem. Ønskes f, Ex. Kløver Dame, saa griber Damen i Lommen de Kort, som findes i det andet Mellemrum fra Legemet, og begynder nu at tælle fra Es til Dame, altsaa det tredie Kort. Der hører dertil en god Hukommelse, for under Kunststykkets Fremskriden at kunne erindre hvilke Kort, der allerede ere udtagne og fremviste. Thi disse maa man ubetinget beholde i Tankerne, for at kunne tælle dem med paa deres oprindelige Sted.

Med ringere Færdighed kan dette Experiment udføres med utilbundne Øine, fordi man da kan udbrede de udtrukne Kort frit paa Bordet foran sig. Vil en Herre udføre Kunststykket, saa maa han istedetfor Trækassen anvende en firdelt Taske, hvori de fire Farver ere arangerede ved Siden af hverandre. En saadan Taske, anbragt tilvenstre i Brystfoeret, bemærkes ikke udvendig, og det andet Spil kan da nedlægges i den egentlige Brystlomme, bag hvilken den firdelte Taske er anbragt.

Til Afvexling kan Kortene ogsaa tages ud af en anden Persons Lomme, efterat foranstaaende Kunststykke er endt, og man gaaer da frem paa følgende Maade:

Man lader et Kort udtrække af et Spil, som man holder udbredt foran for sig, og beder den paagjældende Person, at mærke sig det nøie. Derpaa deler man Spillet i to Dele, og lader sig give Kortet fordækt tilbage, d. v. s. lagt paa den underste Halvdel af Spillet. Derpaa lægger man den øverste Halvdel paa igjen, men bringer derved hemmeligt den venstre Haands lille Finger ind mellem Kortafdelingerne. Imedens man nu begiver sig hen til en anden af Tilskuerne, trækker man det først valgte Kort, paa hvilket man holder Lillefingeren, ud og anbringer det hemmeligt underst i Spillet. Paa denne Maade kan man lade et Antal Kort trække efter hverandre og anbringe dem alle underst i Spillet i den Rækkefølge, hvori de bleve trukne. Experimentøren maa ligeledes mærke sig Personernes Rækkefølge og Kortenes Antal. For nu ogsaa at kunne vise Spillet fra Billedsiden, trækker man hurtig to Kort af fra oven og lægger dem underst, hvor de, ved den senere Fremtagen af de valgte Kort, ikke blive talte med. Kortenes Rækkefølge er da saaledes, at det af den sidste Person trukne Kort er det underste, de to Dækkort selvfølgeligt ikke medregnede. Man stikker saa Spillet i en Tilskuers indvendige Brystlomme, saaledes at Billedsiden er vendt mod Legemet og lader ham. begive sig hen til den for Øinene tilbundne Dame. Denne griber da ned i Lommen og tager Kortene enkeltvis frem, som de ere trukne. Ved nogen Øvelse er hun istand til at tage Kortene frem udenfor Rækkefølgen, naar hun erindrer, hvilke Kort der allerede ere udtagne. Peger Føreren paa en bestemt Person og beder Damen fremtage hans Kort, indrettes Spørgsmaalet saaledes, at hun deraf veed, hvilket Tal i Rækken den paagjældende Person har.

Man kan ogsaa, naar man har ladet Kortene trække og Spillet anbringe i Lommen, udføre Kunststykket saaledes, at man spørger Enhver, om han ønsker, at det af ham udtrukne Kort skal udtages som det første, andet, tredie o. s. v. Svares der f. Ex. det tiende, tager Damen de første ni Kort fra oven af Spillet og som det tiende det tredie fra neden, og vedbliver saaledes at fremtage de øvrige Kort i den Orden, det forlanges.

Den største Virkning fremkaldes ved, at Føreren til Slutning beder nogle Personer i Selskabet, at nævne nogle Kort, som Damen da udtager. Dette Experiment finder sin Forklaring deri, at det hertil benyttede Spil iforveien er ordnet, saa at alle Kortene kunne nævnes efter en udenad lært Ramse. Herved maa hun dog nøie erindre de allerede udtagne Kort, hvilket vistnok udfordrer endel Øvelse.

Meget beundret pleier følgende Experiment at blive :

Kunstneren tager et Blad Papir, paa hvilket han skriver nogle Linier, og som han derpaa indeslutter i en Konvolut og for Alles Øine henlægger paa Bordet. Derpaa overrækker han Tilskuerne et Bind Digte, som han beder dem at aabne og nævne den Pagina, som slaaes op. Derpaa beder han dem oplæse Titelen paa det paa denne Side staaende Digt, deraf vælge et Vers og af dette en hvilken som helst Linie, hvilken sidste ligeledes oplæses.

Efter at dette er gjort, opskrives det alt sammen (Sidens Nummer, Digtets Titel, Versets Tal og Liniens Tal og Ordlyd) paa en Tavle, som overrækkes Kunstneren. Han læser det, og overgiver derpaa Selskabet den paa Bordet liggende Konvolut. Naar nu denne aabnes, vil man finde, at Kunstneren forud har opskrevet nøiagtigt det samme, som Tilskuerne af eget frit Valg have opskrevet paa Tavlen.

Udførelsen er følgende. Bogen er indrettet saaledes at den, naar man tager den i Haanden, lettest aabner sig paa, et bestemt Sted, som den umistænksomme Tilskuer ikke vil forkaste. Skulde det imidlertid ske, at han blader i den, tager Kunstneren Bogen tilbage, som for at give nærmere Forklaring og leverer den efter nogen Passiar til en anden mindre mistænksom Person, der da i god Tro aabner den paa det bestemte Sted. Han veed altsaa, at Bogen er opslaaet f. Ex. ved Side 260 (omtrent Bogens Midte) hvilken Side begynder med Digtet »Morgenen«. Han veed ogsaa, hvor mange Vers og hvor mange Linier hvert Vers paa Siden indeholder. Han har nu forud paa forskjellige Stykker Papir skrevet en Verslinie med Titel, Sidetal etc. f. Ex. saaledes:

Side 260
»Morgenen«.
Vers 2.
Linie 2.
Snart dog Natten veg for Morgenrøden.

Paa denne Maade har han forud skaffet sig saa mange Sedler og Konvoluter, som der findes Linier paa Siden. Disse har han ordnet saaledes i en lille med Rum indrettet Taske, at hvert Vers med Linierne efter Orden ligger i et Rum for sig, og Tasken har han anbragt i sin Brystlomme. Saaledes forberedt skriver Kunstneren et eller andet Ligegyldigt paa det foreviste Papir, som han lægger i Konvoluten paa Bordet. Naar han da senere veed, at, som her exempelvis er antaget, anden Linie af andet Vers er valgt, griber han, medens Tilskuerne skrive paa Tavlen, hemmeligt ned i Tasken og tager af Rummet Nr. 2 den anden Billet. Denne holder han skjult i Haanden og idet han tager den henlagte Billet fra Bordet, hvorved han et Øieblik maa vende Ryggen til Tilskuerne, ombytter han Billetterne og giver Tilskuerne den rette.

Dette Kunststykke er i den senere Tid kommen til Udførelse saaledes, at Kunstneren simpelthen lader sit Visitkort lægge i en Konvolut af en af Tilskuerne. Ved den senere Aabning findes det Opgivne trykt paa Kortets Bagside. Selvfølgeligt har han da anbragt forskjelligt paatrykte Visitkort i Stedet for skrevne Sedler i Konvoluterne i Tasken.

Dersom, som det undertiden sker, Kunstneren præsenterer to Bøger, hvoraf han lader Selskabet vælge en, benytter han et almindeligt Taskenspillerkneb, for at kunne komme til at udføre Kunststykket med den dertil indrettede Bog. Han bruger den rette, hvis den bliver valgt; men vælges den feile, lægger han den roligt bort og bruger den tilbageblevne til Kunststykket. Han har jo ikke sagt, enten den valgte skal lægges til Side eller benyttes.

For nogle Aar siden optraadte i Kjøbenhavn en Prestidigitateur, Stengel, hvis Datter under Forestillingen gav nogle af den Art Kunststykker tilbedste. Den unge Dame tog Plads paa Scenen med tilbundne Øine, – medens hendes Fader paa Tilskuerpladsen laante forskjellige Mønter og Ringe af Publikum. Disse lagde han paa en Bakke og rakte dem til Udvalg for andre Personer, som da kunde spørge den unge Pige, hvilke Mønter de holdt i Haanden, hvilket Aarstal og Billede, der fandtes derpaa o. s. v. De rigtige Svar overraskede saa meget desmere, da Pigen paa Vedkommendes Spørgsmaal endogsaa beskrev Ringe, som han holdt i Haanden, deres Form og Karat, Stenenes Form og Farve og Indskrifterne paa Ringenes indvendige Side.

Hemmeligheden var imidlertid simpel og let. Faderen havde en Time iforveien udført et lille Kunststykke, hvortil han havde laant et Antal Ringe. Disse Ringe havde Datteren bag Scenen havt Leilighed til at se og nøie lagt Mærke til to, som Faderen havde anvist hende. At Faderen senere laante disse samme Ringe for anden Gang, vidste det store Publikum ikke, ja det faldt vel ikke en Gang selve de paagjældende Personer ind, at deres Ringe allerede forud havde været i Kunstnerens Besiddelse. Endnu mindre kunde de ane, at hans Datter nøie havde betragtet de to Ringe. De af Publikum laante Mønter ombyttede Faderen simpelthen med andre, som han havde skjult i den hule Haand. Derved iagttog han, at andre Personer end Eiermændene fik Ringene og Mønterne i Haanden ved Omdelingen. I den Rækkefølge, som var Datteren bekjendt, lod han de paagjældende Personer udspørge Datteren, som altsaa var istand til efter Hukommelsen at besvare alt nøiagtigt. Til Slutning ombyttede Faderen Mønterne og gav dem tilbage tilligemed Ringene.

Et lignende Kunststykke af samme Dame er følgende. Hendes Fader laante et Antal Kronestykker af Selskabet, henlagte dem paa en Bakke og lod et af dem forsyne med et indridset Mærke, som blev viist de Omkringsiddende. Kunstneren udrystede imidlertid de øvrige Mønter i en høi Herrehat og begav sig med samme hen til den Person, som holdt den mærkede Mønt i Haanden. Han rakte Hatten frem og bad Tilskueren, at kaste Mønten ned til de øvrige og holde Hatten hen til Datteren, hvis Øine vare tilbundne med et Klæde. Denne greb da ned i Hatten og fremtog den mærkede Mønt, skjøndt Herren godt havde omrystet Mønterne i Hatten.

Hemmeligheden bestod kun i, at den mærkede Mønt, ved i længere Tid at holdes i Haanden, var bleven varm, medens de andre Mønter vare kolde. Damen var altsaa, blot ved at beføle Mønterne, i Stand til at finde den betegnede Mønt, fordi den endnu var varm.

De Damer, som optræde med tilbundne Øine, maa i det Hele nærmest regnes til Hukommelseskunstnerne, fordi de maa have en Del aftalte Tegn, Kjendemærker, Ramser, Talrækker o.dsl. i Hovedet, for at kunne besvare de til dem stillede Spørgsmaal rigtig.

Paa denne Maade finde mange Experimenter, som udføres paa Trylleskuepladsen, deres Forklaring, Kunstneren lader f. Ex. en Dame angive, hvor meget et Lommeuhr viser, eller Antallet af Øinene paa kastede Tærninger, eller udtrukne Kortblade og lignende. Ved saadanne Leiligheder betyder f. Ex. »Sig mig, hvormange?« 3; »og nu? « 2; »hvormange er der her?« 4; »hvormange har denne Dame her?« 5 o. s. v. Tillige kommer undertiden falske Tærninger til Anvendelse (f. Ex. naar den Person, som kastede Tærningerne, selv vil spørge), hvis ene Side er forsynet med et Tyngdepunkt og derfor ved ethvert Kast opviser det Tal, som Kunstneren forud kjender.

Hyppigt bliver det Kunststykke Udført, at Kunstneren læser Spørgsmaal, som de Tilstedeværende have skrevet paa smaa Sedler, indsluttede i Konvoluter, uden at han aabner disse. Herved findes der sædvanlig en Medhjælper blandt Tilskuerne, som opskriver et forud aftalt Spørgsmaal, hvis Konvolut er forsynet med et lille Mærke, for at Kunstneren kan kjende den. Efter at Billetterne ere indsamlede, lægger Kunstneren dem paa en Bakke og tager derpaa en af fremmed Haand skreven, holder den for Panden og læser Indholdet af den deri værende Seddel høit. Men i Virkeligheden oplæser han det af Medhjælperen skrevne. Han aabner derpaa Konvoluten og lægger den deraf udtagne Seddel ligegyldigt fra sig, dog saaledes, at han, ved at kigge under Øiebindet, kan læse Indholdet. Derpaa holder han en anden Billet for Panden og forelæser høit Indholdet af den første. Saaledes vedbliver han, indtil han slutter med den sidste, af Medhjælperen skrevne Seddel.

I Kredse, hvor en Indviet ikke kan indføres, bærer Kunstneren sig ad paa samme Maade, kun med den Forskjel, at han har en ubeskreven Billet skjult i Haanden, og forbytter hemmeligt en af Tilskuernes Billetter med den skjulte. Han kjender denne paa et lille Mærke og lader den blive læst tilsidst. Han maa da ubemærket enten paa Scenen eller udenfor læse den tillistede Billet og begynder da med at forelæse den, ligesom der ved den forrige Methode begyndtes med Medhjælperens.

Megen Forundring fremkaldte et Experiment af Prof. Roberth, da han paa en Seddel, som i en Konvolut overgaves til Tilskuernes Opbevaring, meget nøiagtigt forud havde opgivet, hvilken Dominobrik en Tilskuer vilde vælge, hvilket Tal en anden vilde kaste med en Tærning, hvilket Kort en tredie vilde trække, hvilken Pagina i en Bog en fjerde vilde slaa op og hvor langt et Stykke Baand en femte vilde afklippe.

Til Udførelsen anvendte han følgende Kneb. Han havde en Kasse med Dominobrikker, hvoraf han udtog det første Sæt, for at vise, at de tilhørte et ordentligt Dominospil. Derpaa lod han en Tilskuer vælge en Brik af det andet Sæt, som imidlertid bestod af lutter ens Brikker. De Tærninger, som han benyttede, vare forsynede med Tyngdepunkt, saa at de ved Kastet kun kunde vise et bestemt Antal Points, og Bogen var saaledes indrettet, at den ved Oplukningen fremviste en forud bestemt Side. At spille en Person et bestemt Kort i Haanden, saaledes at han tror selv frivilligt at have valgt det, er en let Opgave for en behændig Kortkunstner. Afskjæringen af den bestemte Længde af Baandet opnaaes paa den Maade, at man overrækker den paagjældende Person en Sax og holder Baandet, som er omtrent 2 m. langt, hen for ham, idet man bevæger det frem og tilbage. Man beder ham da, at skjære Baandet over, og lader, i det samme han sætter Saxen til for at klippe, Fingeren løbe hen imod et Punkt, som man har mærket sig i Nærheden af Midten, og Personen vil da, sig selv ubevidst, komme til at klippe paa det af Kunstneren ønskede Sted. Hovedsagen bestaar her, som ved saa mange af den Slags Experimenter, i den Færdighed, man har i, ubemærket og bestemt at lede den Andens Villie, saa at han ikke gjør Vanskeligheder, især da hans Tøven under Tilskuernes ventende Blikke kun trækker Sagen utilbørligt Ud. Hertil hjælper de fleste Menneskers naturlige Sky for lige overfor offentlige Forsamlinger at handle enkeltvis og selvstændigt. Kommer da hans Eftergivenhed senere til hans Bevidsthed, saa ynder han ikke, at lade sig mærke med sin Svaghed, ja han indbilder sig vel endog selv, at han dog har handlet selvstændigt og uden nogen Indflydelse. Men saaledes bliver Kunstnerens Anseelse uantastet og Kunststykkets Virkning usvækket.

Paa dette Sted kan anføres et lille Experiment, som egner sig meget godt til Underholdning i mindre Kredse og let kan udføres, nemlig Dominopartiet med fordækte Brikker. Dette Kunststykke beroer ganske simpelt paa en forudgaaet Aftale mellem de To, som udføre det, og som have aftalt, at »Jeg« betyder i, »Du« betyder 2, »Han« 3, »Vi« 4, »I« 5, »De« 6. Begge Spillerne lade Brikkerne ligge fordækt paa Bordet, godt sammenblandede. Enhver tager da sex Brikker og stiller dem op foran sig, hvorpaa hele Partiet spilles fordækt, idet man ved Henlægningen stadigt averterer Medspilleren med Udtryk som: Den kan De vel ikke,« »Den kunne vi godt,« »Du passer jo prægtig« o. s. v. Det saaledes angivne Tal lægges altid til høire for den Udspillende. Er en indsat Brik blank, tier Spilleren stille. Man kjøber Brikker som ved sædvanligt Dominospil. Almindelig Forundring vækker det, naar ved Partiets Slutning Brikkerne vendes om og alle Points stemmer.

Med Hensyn til at tænke paa et Tal ville vi anføre et Exempel, for at vise, hvormeget man er tilbøielig til at vælge det midterste, naar man skal vælge et af tre opskrevne Tal, især naar det er Afslutningen paa et Hele, som et Dousin, en Snes, et Gros eller et Hundrede. Det er et Forsøg, som Enhver kan anstille i sin Familiekreds. Man skriver f. Ex. Tallet 12 uden Andres Vidende, eller i det mindste i den Persons Fraværelse, som skal tænke sig et Tal, paa en Seddel, men paa Bagsiden af denne skriver man 10-12-14 i nogen Afstand fra hverandre. Beder man nu den paagjældende Person, at tænke paa et af disse tre Tal, saa vil han i Reglen vælge det midterste. Herefter vender man Sedlen om og viser det der noterede Tal.

Af hvilken Grund den Adspurgte netop valgte dette Tal, formaaer han ikke at forklare og finder det derfor besynderligt, at en Anden forud kan fastsætte det. Herved maa man vel antage, at af tre saa tæt sammenstillede Tal indpræger det midterste sig stærkest i Synsorganet. Det kommer af, at Øiet, idet det ser hen ad Tallene, stedse optager det midterste, enten man betragter det høire eller det venstre, og derfor hviler mest paa det, som altsaa optages tydeligst i Pupillen. Tillige er det medvirkende, at Tallet 12 vil have noget mere tiltrækkende for de fleste Mennesker, fordi det er et yndet, almindeligt forekommende og meget bekjendt Tal, som let fastholdes i Hukommelsen.

Det er iøvrigt en Kjendsgjerning, som vil bekræftes af Tryllekunstnere og Dilettanter, at hvor Tilskuerne gives Valget af en af tre i Række opstillede Gjenstande, bliver næsten altid den midterste valgt. Disse og lignende Iagttagelser blive tagne med i Beregningen og anvendte ved forskjellige Kunststykker.

I de senere Aar har følgende Experiment vakt Opsigt, men fandt ogsaa snart sin Forklaring. Den optrædende Dames Fører overrakte en Person blandt Selskabet en Bog og bad ham gjennemstikke nogle Blade med en Naal paa et hvilketsomhelst Sted. Efter at dette var sket og Bogen atter tillukket, overleverede Føreren den til en anden Tilskuer, som han bad om, at beholde den i Haanden. Damen betegnede da ikke alene Siden, hvor Naalen var stukken ind, men ogsaa Nummeret paa den Side, til hvilken den var trængt frem, samt Tallet paa, Linien, Ordet og Bogstavet, der var truffet. Dette Experiment blev saa meget mere beundret, som de Tilstedeværende vare overbeviste om, at Bogen var laant i Huset, hvor Forestillingen fandt Sted, saa at der ikke kunde være sket nogen Forberedelse. At Bogen imidlertid blev præpareret i det Øieblik, Foreviseren tog den i Haanden, anede Ingen. Og dog skete det.

Idet han nemlig tog Bogen i den høire Haand, gjennembladede han den hurtigt uden nogen tilsyneladende Hensigt, idet han vidtløftigt omtalte det Kunststykke, han nu vilde vise, og lagde derved sin høire Haand f. Ex. paa den tredivte Side, men stak i det samme en Naalespids, som var fastgjort ved hans Fingerring, igjennem en Del Blade. Derved mærkede han sig Tallet paa, den Side, hvortil Naalen var trængt hen, Tallet paa Linien, paa Ordet i Linien og paa Bogstavet i Ordet, ligesom ogsaa Tallet paa, den Side, hvor Indstikket var begyndt.

Nu overrakte han Tilskuerne Bogen, slog den op lidt længere frem, og bad, dem gjennemstikke et Parti Blade. For at dette Stik skulde komme paa et lignende Sted, anviste han dette med Fingeren, idet han bad om at stikke Naalen saa langt ind, det maatte ønskes. Dette skete da ogsaa, og en blev derpaa overgiven til en anden Person, sad i nogen Afstand. Imidlertid havde han givet Damen de nødvendige Tegn. Ved at at tælle Skridtene af hans knirkende Støvler fik hun f. Ex. opgivet 4 og 6 = 46 (Tallet paa Forsiden), 5 og 6 = 56 (Tallet paa Bagsiden), 1 og 6 = 16 (Linien) 5 (Ordet) Og 3 (Bogstavet). For den routinerede Fører det den letteste Sag af Verden, under den vidtløftige Forklaring og Spørgen, at levere de nødvendige 36 Skridt med de dertil hørende kortere og længere Pauser. Damen var saaledes let istand til, at kunne give alle Oplysninger om det af Føreren hemmeligt anbragte Naalestik.

Efterat derpaa, Tilskueren havde aabnet Bogen og, selvfølgelig begyndende forfra, opsøgt de gjennemborede Blade, kunde det konstateres, at det af Damen Nævnte stemmede nøiagtigt. Men Ingen anede, at de af Selskabet gjennemstukne Blade befandt sig længere frem i Bogen og vare blevne fuldstændig upaaagtede.

Originaludgave: Moderne Mirakler / efter Carl Willmanns "Moderne Wunder". – Kjøbenhavn : Wulffs Boghandel, 1887

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *