Moderne Mirakler: 2. Bundne Medier.

28 august 2009 | Bøger | 0 Kommentarer

efter Carl Willmanns "Moderne Wunder" Kjøbenhavn 1887

Den Opgave, at løse de Baand, hvormed man har ombundet Mediets Legeme eller enkelte Lemmer, især Hænderne, og igjen let og hurtigt at anlægge dem, uden at de vise Spor af Selvbefrielsen, finder sin Løsning hovedsageligt i den behændige Behandling af Knuderne. Ethvert Medium, som arbeider i saadanne Bindeproduktioner, pleier udtrykkeligt at foreskrive den Maade, hvorpaa Baandene skulle anlægges og Knuderne bindes. Men binder man et Medium med kun den ringeste Afvigelse fra den ham bekjendte Knudedannelse, saa kunne Aanderne i Reglen ikke befri ham fra Baandene, og den paagjældende Produktion bliver da simpelthen erklæret for en ugunstig, som ikke konvenerer Aanderne.

Flertallet af lettroende Mennesker har knap nogen Anelse om, at der ogsaa for at knytte og løse Knuder gives en særegen Kunst, endskjøndt den saakaldte Knudetknik allerede i Aarhundreder har spillet en Rolle i forskjellige Haandværk. Saaledes andvende Tømmermænd ved deres Stilladser, Sømændene, Væverne,Bogbinderne o.A. forskjellige Slags Knuder, og der gives forskjellige Benævnelser paa saadanne, f.Ex. Korsknuden, Løbeknuden, Kugleknuden, Væverknuden o. s. v. I det Hele kommer det mest an paa, at man ligesaa hurtigt, som man binder Knuden, kan løse eller idetmindste forskyde den.

Spiritisternes almindelige Knudebehandling bestod da, især tidligere, hovedsageligt i at forvandle almindelige Knuder til Løbeknuder. Der benyttedes stærke og glatte Baand eller ogsaa afrevne Lærredsstrimler. Knuden blev slaaet som en almindelig Korsknude, der kunde bindes ret fast. Men ved et hurtigt Blik kunde Mediet let bemærke, hvilken Ende der var mindst slynget, og kunde da hemmeligt ved et stærkt Ryk faae den til at løbe lige og saaledes danne Løbeknuden. Derfor vidste de i sin Tid saa berømte Brødre Davenport altid at indrette det saaledes, at idetmindste en Knude ved en af Hænderne lod sig trække om og forskyde. De snu Brødre vare vel bekjendte med, at Uindviede ikke begreb dette, men meget mere agtede paa, at de øvrige Legemsdele bleve godt fastbundne til Stolen, i den Tro, at den Bundne maatte befri sig fuldstændigt fra sine Baand for at kunne udføre sine Experimenter. Men det kommer ved alle Bindeproduktioner an paa, hvorledes Hænderne blive bundne. Brødrene Davenport lode begge Hænder sammenbinde ved Haandleddene, idet de indre Haandflader holdtes mod hinanden, og lod om Sammenbindingen slynge en anden Snor, som lededes hen under Armene og derfra førtes ud til Tilskuerne. Benene og Livet bleve ligeledes godt sammensnørede og fastbundne til Stolen. Saa snart derpaa Skabet, hvori de bleve indespærrede, og i hvis Dør der var anbragt to Aabninger, var tillukket, udvidede de Slyngen ved høire Haand saa meget, at de med den lille Finger kunde gribe fat i den lange midterste Snor. Idet de derpaa betjente sig af den ved det efterfølgende Kunststykke beskrevne Methode, befriede de sig let fra Snoren, som Tilskuerne holdt fast ved, for at de ikke skulde løbe bort. Men de i Skabet skjulte Kunstnere toge Slyngen imellem Tænderne for at holde den stram og befriede sig derpaa fra Sammenbindingen ved Hænderne ved at danne Løbeknuden og trække den ene Haand ud. Derefter udførte de deres Experimenter (slaa paa Tromme, spille Harmonika, strække Hænderne ud gjennem Hullerne paa Skabsdøren o. s. v.) og bragte til Slutning Ombindingen og Slyngen i den tidligere Orden.

Vi skulle nu beskrive et Kunststykke, som Medierne ofte fremvise til Bevis paa, at alle Baand intet nytter overfor dem. En Person af Selskabet lader sig binde om Haandleddene med de to Ender af et omtrent 2 Metre langt Seglgarn saa fast, at det er ham umuligt at trække Hænderne ud af Slyngen. Paa samme Maade bliver Mediet bundet, dog først efterat en Ende af hans Seglgarn er slynget ind under den anden Persons, saa at de begge ere slyngede sammen. BundetMediets Knuder blive derpaa, forseglede paa underlagte Kortblade. Personen tager nu Plads foran Portieren til det mørke Kabinet med de sammenbundne Hænder paa Knæerne, og lige overfor ham sætter Mediet sig i selve Kabinettet og i en saadan Afstand, at Snorene paa begge Sider ere strammede, hvorpaa Portieren trækkes omhyggeligt-sammen. Efter nogle Minuters Forløb hører man en Lyd fra et tilstødende Værelse og seer da Mediet træde ind gjennem en Dør; han bevæger sig langsomt og seer frem for sig med et stivt Blik. Derpaa forsvinder han atter,, og efterat Aanden har forlangt Lys, finder man Mediet siddende i Kabinettet i sin oprindelige Stilling, men i tilsyneladende dyb, magnetisk Søvn. Knuderne synes at være urørte, Snoren ligesaa stram og Seglene ubeskadigede. Tilmed forklarer den Anden, at han stadigt har følt den samme Stramhed af Snoren foran Portieren, ogsaa medens Mediet lod sig tilsyne.

Vi skulle nu forklare denne Selvbefrielse. Først havde Mediet, naar begge Snore, efterat hans høire Haandled var ombundet, skulde slynges om hinanden, holdt sin venstre Haand øverst og sin høire Haand nederst og tillige agtet paa, at Snorene traf sammen paa Midten, naar de bleve strammede. Herved ville Snorene krydse hinanden, men de vilde dreie sig halvt om, hvis Mediet istedetfor den venstre Haand havde holdt den høire Haand øverst, hvilket maatte undgaaes. I den Hensigt lod Mediet først sin høire Haand binde, førte derpaa Snoren fra neden bagved den Andens Snor og lod saa Enden binde om venstre Haand. Naar Mediet var kommet til Sæde i det mørke Kabinet, greb han fat i den anden Persons Snor paa det Sted, hvor de krydsedes, og idet han holdt den dobbelt, bragte han sin egen Snor saa langt hen til den, at han kunde stikke den ind under Ombindingen paa sit venstre Haandled, trak den igjennem, slog Slyngen over Haanden og stak den derpaa paa Ydersiden af Haanden fra oven igjennem Ombindingen, og var da fri. Hurtigt tog han nu en skjult Snor frem, som paa begge Ender var forsynet med Staaltraadshager, fastgjorde den ene Hage ved Midten. af den anden Persons Snor og den anden ved Stoleryggen, saaledes at Snoren vedblev at være stram. Saa kunde Mediet roligt gjøre sine Kunster. At Personen skulde trække Snoren til sig, stod ikke til at befrygte, thi han turde hverken forandre Plads eller trække Snoren strammere. [Illustration]

Efterat Mediet var kommet tilbage til sin Plads, skjulte han hurtigt Snoren med Hagerne, tog derpaa Tilskuerens Snor dobbelt paa Midten og lagde den over sin venstre Haands Yderside, stak den franeden ind gjennem Ombindingen, trak Slyngen over Haanden og videre under Ombindingen paa Indersiden. Derved blev han forbunden nøiagtigt som tidligere med den anden Persons Snor. Mediet indtog derpaa sin Stilling og gav ved Banken tilkjende, at Aanderne ønskede Lys. Prøvelsen af Snor, Knuder og Segl kunde nu begynde, og de udviste ikke nogen Beskadigelse.

Et andet lignende Kunststykke er følgende. To glatte, linnede Baand, omtrent i cm. brede og 1½ m lange blive lagte ovenpaa hinanden og holdte sammen i Midten. Her fæster man dem sammen med en Knappenaal, som man foregiver, i den Hensigt at, betegne Baandenes Midte, men i Virkeligheden for at man kan faa Leilighed til at forbytte Enderne, saaledes at de to Ender af samme Baand komme til den ene Side, og de to andre til den anden Side, saa at begge Baandene kun berøre hinanden paa Midten, hvor Naalen er befæstet. Ingen vil mærke Forvexlingen. Man udbeder sig nu et Uhr, som trækkes paa begge Snore tæt hen til Naalen. Derpaa tager man en Ende fra hver Side og knytter demi en enkelt Knude om Uhret, hvorved Enderne komme til at ligge i deres oprindelige Stilling. Nu stikker man de to Ender af Snorene gjennem det høire Ærme, de to andre gjennem det venstre, og lader dem binde fast om Haandleddene. Uhret hænger saaledes foran på Brystet over begge Snore og vil glide af, saasnart man vender sig om og tager Naalen ud. Men naar man atter stikker Naalen ind og dreier sig om, saa kunne Baandene saavelsom Knuderne ved Haandleddene undersøges, og Ingen vil i Øieblikket kunde forklare sig hvordan det var muligt saa hurtigt at befri Uhret fra Baandene uden at sønderrive dem. [Illustration]

Den foran angivne Maade at befri sig fra Baandene paa, nemlig ved at forvandle Korsknuderne til Løbeknuder, benyttes i de senere Aar sjeldnere af de spiritistiske Medier, fordi den er bleven temmelig bekjendt. De betjene sig nu hellere af en anden Fremgangsmaade, hvorved Publikum skuffes saa meget mere, som den tillader, at Knuderne blive syede fast og forseglede. De tidligere Knuder kunde vel ogsaa forsegles, men kun paa den ene Side (Ydersiden), da den løbende Ende maatte holdes fri, og at sy Knuden fast kunde ikke tillades. Men ved den udtrykkelige Betoning af disse Sikkerhedsforanstaltninger bliver Publikums Opmærksomhed afledet fra den egentlige Pointe, som det kommer an paa for at kunne befri sig fra Baandene. [Illustration] De af Selskabet rakte Linnedstrimler blive, forskjelligt fra den anden Bindemaade, hver for sig bundne om ét Haandled, og Knuderne kunne knyttes, syes fast og forsegles, saa meget det ønskes. De ved venstre Haand hængende Baand blive derpaa, efterat Mediet har lagt Hænderne paa Ryggen, knyttede til de Baand, der hænge ved høire Haand, og Knuden ligeledes tilsyet og forseglet. Mediet tager der Plads paa en Stol og bliver bundet med Linnedstrimler om Arme og Ben, Hals og Bryst, hvorefter Enderne af Strimlerne blive lakkede fast til Stolen. Saaledes forvaret udfører dog Mediet forskjellige Experimenter, spiller Trompet, trækker en Spilledaase op, skriver Svar paa Spørgsmaal paa en Tavle o. dsl. Selvfølgeligt vakte den Slags Kunster, udførte af spiritistiske Medier, en stor og almindelig Opsigt. Men medens Mængden forundrede sig, anstrængte Fagmænd (Tryllekunstnere og Taskenspillere) sig for at udfindeHemmeligheden. Prof. Roberth var den Første, som udførte lignende Produktioner, og det med en Fuldendthed, saa at tyske Spiritister endogsaa opstillede den Paastand, at Roberth var et ægte Medium.

Men den hele Hemmelighed bestod i et meget simpelt Kneb. Det saakaldte Medium havde nemlig i Rygfoeret af Vesten skjult en lille skarp Staalklinge, hvormed han gjennemskar Ombindingen ved det ene Haandled, hvor den var lagt dobbelt om. Nu kunde han bevæge begge Hænder frit og udføre alle Experimenterne. Efter deres Slutning tog Mediet Bandagen, som endnu hang ved den ene Haand, og lagde de gjennemskaarne Ender igjen omkring det andet Haandled, saaledes at Knuden sad paa det tidligere Sted. Derpaa lagde han Omviklingen endnu engang saa stramt om som og skjulte Enderne godt under Bindet. Saa snart dette var skeet, gave Aanderne et Tegn, og Mediet fandtes roligt siddende paa Stolen, men Knuder, Segl og Baand vare uskadte.

Det saakaldte »Mülsener Medium” Emil Schraps, en ung Væversvend fra Erzbjergene som reiste om, ledsaget af sin Fætter, Fabrikant Bernhard Schraps fra Mülsen, og udførte spiritistiske Produktioner, pleiede at lade sig binde paa en Stol paa, følgende Maade: Han tog Plads paa en Stol og lagde Hænderne paa sine Knæ, som han holdt omtrent en Fod fra hinanden. Føreren lod en omtrent tre Metre lang Snor undersøge og trak den først i en Slynge om det venstre Stoleben. Derpaa førte han den dobbelt til Mediets venstre Haand, slog en Knude, og idet han holdt Snorene fra hinanden, for at Mediet kunde lægge Haandleddet imellem dem, slog han endnu en Knude ved den anden Side af Haandleddet. Derfra ledede han Snoren hen til høire Haand, som han bandt paa samme Maade, og befæstede dem sluttelig ved det andet Stoleben. Herved var Mediet ude af Stand til at føre Hænderne sammen. Der blev ligeledes bundet Snore om hans Ben, Bryst og Arme, og samtlige Snoreender bleve forseglede paa Stolen. Efterat Mediet derpaa havde siddet i nogen Tid i det mørke Kabinet, begyndte Aanderne at manøvrere. Der hørtes Klokkeklang, Guitarspil, en Spilledaase blev trukken op, og phosphorlysende Hænder viste sig i Aabningen af Portieren. Ved den derefter stedfindende Undersøgelse viste Knuderne og Seglene sig ubeskadigede, og Mediet sad stille i sin Drømmetilstand.

Fremgangsmaaden ved dette Kunststykke er meget let. I Almindelighed er det tilstrækkeligt at befri den høire Haand. I den Hensigt læner man sig godt tilbage paa Stolen, saa at de forreste Stoleben hæve sig omtrent 10 cm. fra Gulvet. Derpaa bringer man Bagkappen af den høire Støvle, som maa være meget bekvem, under Stolebenet, og trækker Støvlen af. Ved at strække Foden saa lige ud som muligt befrier man den fra Ombindingen og sætter den op paa StoIesædet. Foden bliver derpaa, idet man bøier Kroppen forover, ført videre over den høire Haand og sat ned paa Gulvet ved Siden af Stolen. Derved er Sammenbindingen ved Hænderne bleven saa løs, at man let kan bringe disse sammen. Man løsner nu Knuden ved Indersiden af den høire Haand, udvider Slyngen og befrier Haanden. Derpaa kan man let igjen stikke Foden i dens Slynge og trække Støvlen paa. Efter Udførelsen af Experimenterne bliver Knuden hurtigt skudt tilbage til dens forrige Sted; thi saa snart man i siddende Stilling bøier Overkroppen forover, kan man skyde Hænderne frem over Knæerne og derved bringe dem saa meget hen imod hinanden, som det behøves for at forskyde den løst bundne Knude. Mediet kan ogsaatil Slutning vise sig befriet for alle sine Baand, skjøndt Knuderne og Seglene ere ubeskadigede. I dette Tilfælde løser han først den høire Haand, derpaa, ved Hjælp af denne, den venstre og trækker Knuderne hen paa de Steder, hvor de oprindeligt vare. Den øvrige Frigjørelse for Baandene om Bryst, Ben og Arme gaaer let for sig; men skulde Armene være bundne for stramt, hvilket undertiden hænder, trækker man dem ud af Ærmerne og da disse bagefter. Seglene kunne ved nogen Forsigtighed ikke let lide Skade, da Enderne af Snorene først vikles flere Gange om Stoleryggen eller Stolebenet, knyttes godt fast og først derefter forsegles. De kunne derfor heller ikke ved Experimenterne glide ned.

Den hele Sag er ved nogen Øvelse let udførlig, dersom man er smidig og kjender noget til Knudetekniken. Dette var Tilfælde med Schraps, den unge Væversvend. Alligevel brugte han 10 til 15 Minuter for at komme ud af Baandene, medens Taskenspilleren Bellini havde erhvervet sig en saa stor Færdighed deri, at han kun behøvede 2 til 3 Minuter. Men skjøndt Schraps blev beundret og forgudet af Spiritismens talrige Tilhængere, tabte dog ikke faa af de fornuftigere af disse tilsidst Troen paa ham, og han undgik ikke Opdagelse, ligesaa lidt som Bastian og Eglinton, hvilken Sidste gik i Fælden, da man havde sværtet Mundstykket paa hans Trompet sort, hvorved det blev konstateret, at det ikke var Aanderne, men ham selv, der blæste. Og det var da ogsaa tydeligt at mærke, at han arbeidede uden Aandernes Hjælp. Mange, som anstillede nøiere Undersøgelse, fandt, at Knuderne ved den indvendige Side af Haandleddene vare forskudte, og at Snorene vare mærkeligt forkrøllede og malpropre. Tillige forraadte en lydelig Knirken af Stolen, at Experimenterne ikke gik for sig uden Anstrængelse.

Et Experiment af en vanskeligere Art, som er blevet udført af engelske Medier, ville vi her endnu beskrive for at vise, hvor vel gjennemtænkt et saadant Experiment kan være. Begge Ender af en stærk Snor bleve bundne om Mediets Haandledde, saa at de kun kunde fjernes omtrent en halv Meter fra hinanden. Knuderne bleve godt tilsyede og forseglede, idet man under hver Knude lagde et Kortblad, hvortil Snor og Knude lakkedes. Efter at Mediet havde opholdt sig en Minut i det mørke Kabinet, saae man, at »Aanden” fuldstændigt havde vendt Mediets Vest uden at trække Frakken af ham eller beskadige Seglene. Mediet blev igjen anbragt i Kabinettet, og efter en kort Tids Forløb var Vesten igjen vendt med Retten udad. En nøie Undersøgelse af Vesten gjorde det klart, at denne var aldeles uden særlig Indretning, ja Experimentet blev endogsaa gjentaget med en anden Vest, som var laant Mediet af en af de Tilstedeværende.

Saa snart Mediet var ene, opknappede han hurtigt Vesten, svingede Armene over Hovedet, hvilket den en halv Meter lange Snor tillod, og afførte sig først Frakken og derpaa Vesten, saa at begge kom til at hænge paa den strammede Snor. Derpaa bragte han Armene og Klæderne foran sig, lagde dem paa Skjødet og stak Frakken lidt efter lidt gjennem det venstre Ærmegab paa den foran ham liggende Vest. Nu befandt Frakken og Vesten sig hver for sig paa Snoren, og Mediet vendte derpaa den sidste om derved, at hat, stak en Del af den ind gjennem det modsatte Ærmegab og trak saa længe, indtil den var fuldkommen vendt. Paa denne Maade kom det modsatte Ærmegab nærmest til Frakken, og denne blev nu lidt efter lidt stukken helt igjennem dette Ærmegab, saa at Vesten kom til at ligge omvendt mod Frakkens Inderside. Naar alt dette var ordnet, svingede Mediet igjen Hænderne over Hovedet, saa at han holdt Tøiet for Ryggen, og trak nu, følgende Snoren med Hænderne, Vest og Frakke atter paa, hvorved han rystede Ærmerne for at lette Paatrækningen.

Originaludgave: Moderne Mirakler / efter Carl Willmanns "Moderne Wunder". – Kjøbenhavn : Wulffs Boghandel, 1887

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *