af Willy Wegner

1. Indledning. De ældste kilder om Vinland.
2. Vinlandstogterne.
3. Hvor lå Markland, Vinland osv? Ældre arkæologiske fund.
4. Nyere arkæologiske fund.
5. Kronologisk oversigt. Anvendt litteratur og links.

Nyere arkæologiske fund

I dette afsnit beskrives to nyere arkæologiske fund, der begge hævdes at være vinlandske bopladser, og hvor det ene i dag har status som UNESCO World Heritage Site.

Follins Pond

Cape Cod og Barnstable-halvøen har tidligere været omtalt, og disse to lokaliteter spiller en betydelig rolle for den amerikanske forsker Frederick J. Pohl, der mener, at Leifshuse og Hóp har ligget på Barnstable et stykke oppe ad Bass River i søen Follins Pond. Bass River munder ud i Nantucket Sound.

I 1952 fandt man rester efter et skibshus, hvor Pohl mente, de nordiske vikinger havde klodset deres skib op (14:194-200).

I 1964 blev der taget nogle luftfotos, der viste et rektangulært område sydvest for bådehuset. Pohl begyndte sammen med andre at grave. Han mente, at der var tale om Karlsefnis palisader. Ifølge fotografierne skulle området være ca. 115 fod langt og 85 til 90 fod bredt (14:222-232).

Længere inde, i en nabosø, Mill Pond, ca. 1 mile fra det første fund, fandt man i 1960 en anden hustomt. Dette, antager Pohl, var Helge og Finboges hus, idet han refererer til Karlsefnis togt som fortalt i “Erik den Rødes saga” (14:249-255).

Frederick Pohl mener selv at have løst gaden omkring Hóp og Vinland. Han mener endog, at der er håb om at finde det skib, der tilhørte Freydis og Thorvard. Han ser for sig, at det ligger på bunden af Follins Pond, der med sin sand- og dyndbund ville have kunnet bevare skibet.

At Pohl er sikker i sin sag, fremgår af følgende erklæring:

»We have now had eighty-nine identifications of sailing directions and geographical observations stated or implied in. the sagas, including in the count several archaeological discoveries. Since each identification is placed in correct compass direction in relation to all others, as described in or deducible from the sagas, the pattern of the viking voyages to Vinland as told in the sagas would seem to be established. Is it too much to claim that the old Vinland puzzle has been solved?« (14:255)

Det er muligt, at Pohl kan have fundet noget af en vis betydning, men han kan ikke fremlægge data i form af egentlige materialer bortset fra nogle økse-fragmenter (14:199-200). Materialer til eventuel kulstof 14-datering nævner han ikke.

Det skal anføres, at Frederick J, Pohl har et større forfatterskab bag sig med hensyn til bøger om vikinger og Vinland. Det drejer sig om:

• The Lost Discovery” (New York 1952)
• “The Vikings on Cape Cod”
• “Atlantic Crossings Before Columbus”
• “The Viking Explorers”
• “The Viking Settlement of North America”

En mærkværdighed ved Pohl, der dog ikke angår Vinland direkte, men siger noget om ham som forsker, bør nævnes.

I 1965 udkom Helge Ingstads bog “Vesterveg til Vinland”. I 1972 udkom Pohls “The Viking Settlement of North America”. Begge bøger har en ret omfattende bibliografi. I sin bog har Ingstad nået at få Pohls første bog med, nemlig “The Lost Discovery”. Men mærkværdigvis nævnes Helge Ingstad ikke med et eneste ord i Pohls bog fra 1972!

Hvis Pohl virkelig er seriøs vinlandsforsker, må det undre, at han ikke kender noget til Helge Ingstad, hvis opdagelser også er blevet bekendtgjort på engelsk i henholdsvis “The National Geographic Magazine” i 1964 og “Acta Archaeologica” i 1970 (8: 708-734;5:109-154).

Det ligner unægtelig en “tanke”‘

L’Anse aux Meadows

På sin ekspedition langs Nordamerikas kyster efter spor fra vikingetiden opdagede Helge Ingstad i 1961 nogle lange jordhøje ved L’Anse aux Meadows, Newfoundland.

Ingstad håbede, at der var tale om gamle vikingebopladser, for området var også kendt for adskillige levn fra Dorset-kulturen. Endvidere kunne det være rester fra fiskere eller hvalfangere fra kolonitiden (7:149-150).

I 1961 begyndte Anne Stine og Helge Ingstad deres udgravninger ved et sted, hvor de gamle tørvemure dannede et rektangel på ca. 4 x 3,5 meter. Efterhånden som de arbejdede sig ned gennem lagene, stod det dem klart, at de ikke ville finde ret mange løse fund, om nogen overhovedet. Mangelen på småfund undrede dem ikke. Ved udgravningerne på de grønlandske bopladser havde det også været sparsomt med løse fund som redskaber og lignende.

Endelig fandt de noget af betydning: et glødekammer, ca. 25 x 17 cm, med skifer i bund og sider. Lignende glødekamre var blevet fundet på Grønland i Bráttahlid og var også kendt på Island. Flere hustomter blev afdækket, og man fandt bl.a. noget, der kunne minde om en badstue, som dem man havde haft på Grønland. En kulstof 14-datering af ildstedet i denne ruin viste en alder passende på år 1030 plus/minus 70 år. Senere fandt de nogle rustne jernnagler og en slaggeklump (7:149-153).

På Ingstads anden udgravningsekspedition i 1962 deltog norske, islandske og canadiske videnskabsmænd.

Også det år afdækkede man flere hustomter, og et sted fandt man fragmenter af en bennål af nordisk type. I et ildsted fandt man et stykke kobber med nogle indridsede striber. Der var tale om kobber, der havde været udsat for en smeltningsproces, ukendt for datidens eskimoer. Trækul fra dette ildsted blev også kulstof 14-dateret og viste år 900 plus/minus 70 år.

Et stykke nord for den store hustomt fandt man i en skråning en grube, som man gravede ud. Den viste sig at være 70 cm dyb, 2,3 m lang og 1,1 m bred. Der blev fundet én mere af disse gruber. På bunden af dem fandt man sod og trækul samt et stort antal strandsted, der tydeligt havde ligget i ilden. Sådanne kogegruber var også kendt fra større husholdninger på det gamle Grønland.

Man fandt også en smedje. Idet man også havde fundet slagger og små jernfragmenter, lå fundene helt på linje med udvinding af jern af myremalm, som det kendes fra Norden. For eskimoer og indianere var jernudvinding ukendt. To kulstof 14-prøver fra smedjen gav følgende resultater:

1. 860 plus/minus 90 år, og
2. 1060 plus/minus 70 år.

I 1963 fortsatte udgravningerne, nu blot med deltagelse af amerikanske arkæologer. De nye fund bekræfter blot de tidligere. Man finder desuden spor efter den eskimoiske Dorset-kultur i nærheden, dvs. midlertidige teltpladser.

Dette år blev den største af hustomterne næsten udgravet, og det var muligt at få et overblik over udgravningerne (7:233-244).

Året efter, 1964, var det fjerde år med udgravninger ved L’Anse aux Meadows. Ligesom de forrige år var der videnskabsmænd med ved udgravningerne.

I en lille søgegrøft, gravet lige uden for storhuset, fandt man dette år en lille sten med hul i. Stenen havde en diameter på 3,5 cm. Dette var et af de bedste beviser, idet der var tale om et spindehjul, som var kendt og brugt i Skandinavien og på Island og Grønland af vikingerne (7:245-249).

Efter fire videnskabelige ekspeditioner slog Helge Ingstad fast, at ruinerne harmonerer med den måde, man byggede på i vikingetiden. Ildstederne, glødekamrene og kogegruberne var af samme type, som man i forvejen kendte fra Grønland. Dertil kommer spindehjulet og nål-stumperne. Ingstad skriver:

»En fortolkning av det arkæologiske materialet kan vanskelig føre til annet resultat enn at tuftene på L’Anse aux Meadows må være norrøne og før-Columbiske.« (7:248)

Til fordel herfor taler også i alt 12 kulstof 14-dateringer fra området. De kredser alle omkring år 1000. Desuden fremhæves det, at den seneste datering giver år 1080 plus/minus 70 år (7:248).

På denne meget solide basis antager Helge Ingstad, at dette sted, på nordspidsen af Newfoundland, faktisk må være Vinland og bopladsen Leifshuse (7:253).

Afslutning

Takket være Helge Ingstads undersøgelser ved L’Anse aux Meadows har det endnu en gang været muligt – i et vist mål – at bekræfte de Islandske sagaers historiske pålidelighed. Første gang var, da man fandt Thjodhildes kirke i Bráttahlid.

Det må anses for endeligt bevist, at nordboer – i årene omkring år 1000 – bosatte sig på Newfoundland. De fund, der er blevet gjort, og deres lighed med fund på Grønland og Island, viser det. Yderligere underbygges disse fund af flere kulstof 14-dateringer, der alle er centreret omkring år 1000.

Hvor Helge Ingstad undersøgelser står meget stærkt, er Frederick Pohls undersøgelser meget svage.

Netop det område, Pohl arbejder i er gammelt hvalfangerområde. Hvalfangernes hovedstad, Nantucket Town, lå på øen Nantucket ca. 4.5 km syd for Cape Cod. Noget kunne tyde på, at det, Pohl har fundet, er en tidlig hvalfangerboplads og ikke en vikingeboplads.

Selv om Ingstad står stærkt, har han dog ikke bevist, at der er tale om Leifshuse eller Hóp. Dette er kun sandsynliggjort til et vist mål på grund af bopladsens størrelse med store kogegruber, smedje osv.

Måske vil det, Ingstad har fundet-frem til, også være det endelige mål. Noget håb om enkeltfund i forbindelse med disse tomter skal man ikke gøre sig. Eskimoer og indianere ribbede ruinerne for alt løsøre, da nordboerne var væk. Men det, Ingstad allerede har fundet, er tilstrækkeligt bevis for, at vikingerne “opdagede” Amerika.

Originaludgave: Vikingerne i Vinland / af Willy Wegner. – København : Skandinavisk Fort Organisation i kommission hos Sphinx Forlagsboghandel, 1979. – ISBN 87-85199-61-3.
Revideret: januar 1999