Vikingerne i Vinland. 3. del

af Willy Wegner

1. Indledning. De ældste kilder om Vinland.
2. Vinlandstogterne.
3. Hvor lå Markland, Vinland osv? Ældre arkæologiske fund.
4. Nyere arkæologiske fund.
5. Kronologisk oversigt. Anvendt litteratur og links.

Hvor lå Markland, Vinland osv?

Med basis i sagaerne og de topografiske beskrivelser, man dér får, af de forskellige lokaliteter har mange forskere i årenes løb forsøgt at finde frem til en afgrænsning af disse områder og helst deres nøjagtige placering.

Hvis man antager, at sejlruterne til Nordamerika har fulgt den rute, der er angivet på kortet vist nedenfor, og når man ser bort fra stormslagne skibe, har man fra Bráttahlid og Østbygden først sejlet nordover til Vestbygden.

Derfra har man så krydset Davisstrædet, hvor afstanden mellem Grønland og Baffin Island er kortest. Kortet angiver også, at Helluland skulle være beliggende på det, man i dag kender som Baffin Island, Markland i Labrador og endelig Vinland på Newfoundland. Kortet stammer fra Helge Ingstads “Vesterveg til Vinland”, side 24-25.

På et andet kort, som findes i “Naturens Verden”, december 1961, ser man desuden, at Kølnæs menes at være identisk med Cape Porcupine umiddelbart syd for Hamilton Inlet, og English River-området inde i Hamilton Inlet antydes som det mulige sted, hvor Thorvald Eriksson døde og blev begravet på Korsnæs (10:376-384).

Forskernes uenighed om disse steders placering har imidlertid været meget stor, ikke mindst omkring 1900. hvor vinlandsforskningen kulminerede.

Professor Gustav Storm (“Studier over Vinlandsreiserne – Vinlands geografi og ethnografi”, København 1888) mente, at Helluland lå i Labrador, Markland på Newfoundland og Vinland på Nova Scotia (13:74-75),

Den engelske historiker G. M. Gathorne-Hardy (“The Norse Discoveries of America. The Vinland Sagas Translated and Discussed”, Oxford 1921) var imidlertid ikke helt enig i dette. Han mente, forskelligt fra Storm og andre, at Vinland lå betydeligt sydligere, Han mener, at der var tale om et sted på USA’s østkyst (12:74-77)

Gathorne-Hardy, der af de to store sagaer om vinlandstogterne tror mest på “Grønlands-sagaen”, mener, at Bjarni Herjolfssons landkendingspunkter er følgende:

Det første sted, Bjarni fik i sigte efter mange dage på havet, var Barnstable-halvøen med Cape Cod som Kølnæs. Det andet sted var Nova Scotia, og til sidst var det Avelon-halvøen på Newfoundland.

I øvrigt mener Gathorne-Hardy, at Furdustrand må være beliggende fra Long Island-strædet og sydover; selve strædet antager han for at være Strømfjord. Endelig mener han, at Karlsefnis boplads, Hóp, må have ligget ved Hudson Rivers udmunding 13:74-77)

H. P. Steensby (“The Norsemen’s Route from Greenland to Wineland”, Meddelelser om Grønland, 56 (1918)) mener, at såvel Helluland som Markland har ligget i Labrador, og at Furdustrand var den sydlige del af Labradorkysten. Bjarnø er den nordlige del af Newfoundland. St. Lawrence-bugten opfylder ifølge Steensby betingelserne for Strømfjord, og Hóp placerer han i bunden af bugten ved St. Thomas. Kølnæs skulle ligge ved Saguenay Rivers udmunding i St. Lawrence-floden (13:78-80).

Matthias Thordarsson (“The Vinland Voyages”. New York 1930) opfatter Markland som sydøstkysten af Labrador, Bjarnø som Belle Isle lidt nord for Newfoundland og Kølnæs som Point des Monts i St. Lawrence-floden. Furdustrand mener han ligger på den sydlige del af Labrador-kysten fra Cape Whittle til Seven Islands (13:79-81).

V. Tanner (“De gamla nordbornas Helluland, Markland och Vinland. Ét forsök att lokalisera Vinlands-resornas huvudetapper i de isländska sagorna”, Budkalven no. i. Åbo 1941) mener, at Leifshuse kan placeres på Newfoundland ved Pistolet Bay og Karlsefnis Hóp samme sted, blot i White Bay (13:79-81).

Edward Gray (“Leif Eriksson, Discoverer of America A.D. 1003”. London 1930) vurderer, at Markland ligger Nordvest for Newfoundland, og at Kølnæs, Furdustrand og Strømfjord er beliggende på eller i nærheden af Barnstable-halvøen (13:79-81)

M. M. Mjelde mener at kunne slå fast ved astronomiske beregninger, at Vinland må have ligget syd for 37’te breddegrad (13:120). Han mener, at Vinland kan have ligget i Chesapek Bay med eventuelt både Hóp og Leifshuse. Helluland dækker over landstrækninger i både Labrador og på Newfoundland, mens Markland udgøres af Nova Scotia. Kølnæs er lig Cape Cod (13:127),

Helge Ingstad var interesseret i at finde arkæologiske beviser. Han ville finde vikingernes gamle bopladser i Nordamerika. Systematisk begyndte han at undersøge de nordamerikanske kyster fra Newport og nordover til det yderste Labrador. Hans mening om Helluland, Markland og Vinlands placering fremgår af kortet side 20-21. Ingstad peger også på Cape Porcupine og den omkringliggende kyst som henholdsvis Kølnæs og Furdustrand (7:68).

Jørgen Meldgaard er åbenbart enig med Ingstad. Følger man den rute, der er aftegnet på såvel Ingstads som Meldgaards kort, fremgår det, at man må få landkending første gang ud for Baffin Island. Netop dér passer det godt med et stenland med store flade sten og gletschere. Markland med lave, skovrige kyster passer også på Labradors kyster, ligesom og netop Cape Porcupine opfylder det, man forstår ved Kølnæs. Cape Porcupine rager markant ud fra en lang, flad kystlinje med 60-70 kilometer brede sandstrande – Furdustrand (10:377-384).

At Newfoundland skulle være Vinland, er senere blevet underbygget og sandsynliggjort af arkæologiske fund.

Fra geografiske beskrivelser i “Erik den Rødes saga” vedrørende Thorvalds og Karlsefnis fælles rejse samt Leifs Erikssons rejse som skildret i “Grønlandssagaen” har Jørgen Meldgaard fremstillet nedenstående skitse-oversigt (10:377):

Ældre arkæologske fund

»Jeg henstiller til overvejelse, at man fra amerikansk eller nordisk side søger at skaffe penge til udrustning af en arkæologisk ekspedition med det formål systematisk at undersøge visse i forvejen udpegede landstrækninger langs Ny Englands og Canadas atlanterhavskyster med henblik på forekomsten af ‘nordboruiner’ af samme karakter, som de der er kendt og udgravet i Grønland… « (2:121)

Således skrev Johannes Brøndsted i 1950 efter at have undersøgt en række amerikanske fund med tilknytning til vinlandsteorier. Her følger en kort oversigt over nogle af disse fund.

Beardmore-fundet

På Royal Ontario Museum of Archaeology i Toronto ligger der nogle genstande, som stammer fra vikingetiden.

Det drejer sig ifølge Jan Petersen (“De norske vikingesværd”, Kristiania 1919) om et sværd af M-typen, vurderet til at stamme fra perioden 850-950. Desuden et økseblad, der dateres til overgangen mellem det 10. og det 11. århundrede. Disse to genstande blev fundet i 1930.

Imidlertid er der så mange usikre momenter omkring disse fund, især sværdet, at det ikke er muligt at tage dem til indtægt for vikingers tilstedeværelse i Nordamerika.

En af forklaringerne omkring dette sværd går ud på, at det stammer fra en våbensamling i Norge. Det blev bragt til Canada af en nordmand, og blev på et tidspunkt – mener man – sat i pant for et lån (2:6-16). Brøndsted konkluderer:

»Tvivlen om fundberetningens pålidelighed bevirker, at fundet foreløbig må henstå som et usikkert, historisk ubrugeligt dokument.« (2:119)

The Newport Tower

Newport er en by, der ligger på Rhode Island, USA. Her findes der et lille cylindrisk tårn. Tårnruinen er bl.a. blevet nævnt i tilknytning til vikinger.

Brøndsted mener imidlertid, efter at have undersøgt det nøjere på stedet, at der ikke er tale om en før-columbisk bygning. Han antager, at der er tale om enten et hollandsk eller engelsk vagttårn fra kolonitiden. Tidsmæssigt indkredses det til omkring år 1625 (2:60-63),

Kensington-stenen

Kensington-stenen er fundet i Minnesota, USA, i 1898 nær Kensington. På stenen er der indhugget omkring 100 runer.

At der er tale om et “uægte” fund anses næsten for givet. Det påpeges, at mejselteknikken ikke passer med den, der normalt blev anvendt af vikingerne. Efter at have kigget nærmere på runeinskriptionen har filologer forkastet den (2:64-97).

Brøndsted konkluderer: »Den filologiske modstand for stærk. Kan ikke bruges (som bevis)« (2:119). Yderligere informationer kan søges på nedenstående link-afsnit til Timothy Mills.

Enkeltfund fra Nordamerika

Brøndsted undersøgte en lang række af de amerikanske enkeltfund og måtte forkaste disse som led i bevisførelsen med hensyn til Vinland med disse ord:

»En del af disse måtte betegnes som sandsynligvis ægte europæiske middelalderlige. Men det turde være indlysende, at i vor sammenhæng danner sådanne spredte genstande et altfor spinkelt grundlag. Der er ikke ført strikte bevis for, at de ikke er indbragt til Amerika i nyere tid; og selv om man i få tilfælde virkelig skulle kunne opbringe et sådant bevis, så er dog en eller et par enkeltgenstande af foreliggende art ikke noget, der rigtig vejer til.« (2:119)

Sandnæs-pilen

I 1930 blev der ved udgravninger i Vestbygden på Grønland fundet en pilespids fra en gammel kirkegård. Allerede da fundet blev gjort, var man opmærksom på, at det havde lighed med indianske pilespidser. I løbet af 1950’erne kunne man med ret stor sikkerhed fastslå, at der ikke kunne være tale om en pilespids af eskimoisk oprindelse. Eskimoerne kunne ikke fremstille sådanne pilespidser. Desuden var stenmaterialet så specielt, at man med ret stor sikkerhed kunne fastslå, at den var fremstillet af Labrador-kvartsit.

Det formodes, at pilespidsen enten er bragt til Sandnæs på Grønland som souvenir eller i kroppen på en viking.

Jørgen Meldgaard er ikke så skeptisk som Brøndsted herover, idet han skriver:

»Denne (pilespids) beviser, at vikingerne var i Amerika!«

(10:371-372)

Originaludgave: Vikingerne i Vinland / af Willy Wegner. – København : Skandinavisk Fort Organisation i kommission hos Sphinx Forlagsboghandel, 1979. – ISBN 87-85199-61-3.
Revideret: januar 1999