af Jens Laigaard
Indhold
- Truslen fra jorden
- Hvad er jordstråler?
- De konkrete beviser
- En strålende forretning
En strålende forretning
Men hvad er det så, der får jordstrålesøgernes redskaber til at give udslag? Svaret ligger lige for: det er søgerne selv. Når redskaberne er i brug, holdes de i en tilstand af usikker balance, som uhyre let kan forstyrres. Et svingende pendul, en stramt udspændt ønskekvist eller et par vinkelpinde, der holdes vandret i et løst greb, vil alle blive påvirket af den mindste bevægelse af søgerens hænder. Udslaget kan se meget dramatisk og overbevisende ud, selv om det er helt tilfældigt, hvornår det indtræffer. Men har man først en gang opnået et tydeligt udslag, vil man let komme til at sitre i hænderne, når man igen passerer det samme sted. Og så ser det jo virkelig ud, som om der „er noget” på dette sted. Gentagelsen af udslaget kan ske helt ubevidst, men det bliver selvfølgelig mere tydeligt, hvis man gør det med vilje.
De fleste jordstrålesøgere virker som redelige og oprigtige mennesker, og det er vanskeligt at afgøre, hvor mange af dem der styres af ubevidst selvbedrag, og hvor mange der udøver bevidst svindel. På et punkt er det imidlertid svært at bevare troen på jordstrålefolkets oprigtighed, og det er, når vi kommer til de apparater, der skal beskytte mod strålingen.
Forbrugerrådet har i flere omgange skilt nogle af disse apparater ad for at se, hvad de indeholdt (Brøgger 1988, 1990). Første gang gik det ud over den såkaldte Radicorder, der fremstilles af Ernst Malmstrøm Nielsen.
Set udefra er Radiorørene smart og enkel: et langt, fladt plasticetui med et elektrisk stik i den ene ende. Radiorørene virker kun, når stikket er sat i en kontakt, men mærkeligt nok bruger den ingen strøm. Forklaringen får man, når indmaden kommer til syne. Den består af 1 m. ledning, der er flækket i to isolerede enkeltledninger og fastgjort til et tyndt stykke krydsfiner med to stykker tape. Man har svært ved at forstå, hvordan denne banale indretning skulle være i stand til at rense et helt hus for farlige jordstråler, sådan som brochuren påstår; og det er en hemmelighed, Malmstrøm Nielsen ikke ønsker at dele med os. Til gengæld er det ingen hemmelighed, at man selv kan samle sådan et apparat hjemme på køkkenbordet for under 30 kr. En god fortjeneste for Malmstrøm Nielsen, når han sælger apparatet for 695 kr.. Artiklen i forbrugerbladet Tænk, som afslørede Radiorørenes ædlere dele, har overskriften „Plat på helbredet?” Det forstår man udmærket, måske lige med undtagelse af spørgsmålstegnet.
Senere har Forbrugerrådet fået fat i den meget opreklamerede miniafstråler fra Holger og Svend Obitsø. En sort plasticæske på størrelse med en tændstikæske, som viser sig at indeholde to stumper ledning og to huller med en blanding af lim og pulveriseret magnetisk materiale. Bagpå er miniafstråleren forsynet med teksten „PAT. 292487”. Meningen er uden tvivl at imponere køberne, og det er sikkert også lykkedes i en del tilfælde. I hvert fald skriveren journalist i ugebladet Ude og Hjemme (Holst 1989), at brødrene Obitsø har fået patent på det lille apparat. Det er ikke helt rigtigt. De tre bogstaver er faktisk en forkortelse af „patentanmeldt”. Bag det fine nummer skjuler sig den kendsgerning, at brødrene gentagne gange har fået afslag på mønsterbeskyttelse fra Patentdirektoratet.
I øvrigt er Malmstrøm Nielsen og Harpøth Olesen, som forhandler de kostbare Rayonex-apparater, begge blevet irettesat af Sundhedsstyrelsen. De har fået at vide, at deres brochurer er i strid med lægemiddelloven, fordi de giver indtryk af, at afstrålingsapparaterne kan lindre og forebygge sygdomme.
Men man kan stadig købe miniafstrålere og magnettæpper, Radicorder og Rayonex og hvad apparaterne ellers hedder. Selv om jordstrålerne ikke eksisterer, så er disse apparater i høj grad virkelige, og det er opmålerne og deres regninger også. Og mennesker, som er syge eller er bange for at blive syge, har altid været en taknemmelig målgruppe. Jordstrålerne er blot endnu et eksempel på, at der er præcis så meget mellem himmel og jord, som folk har råd til.
Litteratur
- Brøgger, C. (1988): Plat på helbredet? Tænk. Nr. 2, 30-31.
- Brøgger, C. (1990): Jordstråler uden jordforbindelse. Tænk. Nr. 1, 30-31.
- Edelman, N. (1989): Untersuchungen zur Wünschelrute in Finnland. Skeptiker, 2 (4), 9-11.
- Holst, C. (1989): Nu er livet værd at leve. Ude og Hjemme. Nr. 29.
- Jessen, C. (1990): Videnskab eller overtro? Herning: Systime
- Johannsen, N.B. (1991): Jordstråler dræber. Aahus Stiftetidende. 1. december.
- Jordstråleforeningen Danmark (1990): 2 (1)
- Jordstråleforeningen Danmark (1990): Nr. 1
- Jordstrålehæfte (1991): Hvidovre: Miljø- og Jordstråleforeningen Danmark
- Jørgensen, O.A. og Dige, P.E. (1988): Videnskabelig artikel om jordstråler. Lyngby: Danmarks Tekniske Højskole.
- Otto, G. (1989): Jordstråler. Kbh.: Sphinx
- Pohl, G. v. (1932): Erdstrahlen als Krankheits- und Krebserreger. 4. Auflage. Stuttgart: Frech.
- Prokop, O. (red.) (1955): Wünchelrute, Erdstrahlen und Wissenschaft. Stuttgart: Ferdinand Entze.
- Richter, K. (1988): Nu smider jeg krykkerne. En strålende opfindelse. Farvel til morfinen. Billed-Bladet. Nr. 32.
- Richter, K. (1989): Nu er jeg rask, mor. Billed-Bladet. Nr. 9.
- Schwendimann, H. (1949): Pendel und Rute – Aberglaube oder Wissenschaft. Valzeina: Flüeli.
- Thorndahl, U. (1985) Jordstråling. Kbh.: Chr. Erichsen
- Vogt, E.Z. og Hyman, R. (1979): Water Witching U.S.A. 2. Ed. Chicago: University of Chicago Press.
- Wolmar, F. (1986): Står sengen det rigtige sted? Ebeltoft: Basis-inform.
Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992
Hallo Til Redaktionen.
Jeg fik for nylig skiftet vandmåler i mit hus, og i den anledning talte jeg med VVS-mander, som stod for udskiftningen. Som Ekeperimenterende Radioamatør, har jeg et bedre kendskab til radiobølgernes udbredelse end almindeligt, og er derfor også meget skeptisk over for “stråler” som ikke kan måles med måleapparater. VVS-manden så mine antenner, og i snakkens løb fortalte han at medbragte en metalsøger til at finde kommunes vandhane i græsplænen. Handemonstrerede hvorledes den virkede, og derefter sagde han, at hvis dette apparat ikke virkede, så havde han osse 2 vinkelbøjeder kobbertråde, som han benyttede til at finde vandrørene til huset. Nu var min interesse vakt, for selvfølgelig havde kendskab til, at der var “pilekvistefolk” som kunne finde vand, både med pilekviste og med L-formede metaltråde. Som kuriosum kan nævnes at jeg demonstrerede et fenomen med et kobberrør og en lille magnet. Nå magneten falder ned gennem kobberrøret, falder det langsomt – op til flere sekunder om at fald 40 cm gennem røret, uden at berøre siderne af røret. Uden kendskab til elektrisitet og elektromagnetisme, er denne demonstration ret imponerende at overvære. VVS-manden demonstrerede sine kobbertråde, som ganske rigtigt påviste hvor i græsplænen vandrørwet lå ca. 1,2-1,3 meter under græsset. Dette vidste jeg med sikkerhed var rigtigt, da jeg ved købet af huset fik udskiftet rør og kommunes vandhane i græsplænen, for 15 år siden. Dernest bad jeg om at få lov at prøve hans kobbertråde, I mine hænder gav kobbertrådene nøjagtigt den samme krydsning foran brystet på mig, som den havde gjort på VVS-manden. Jeg må nok siges at jeg var ret imponeret, og faktisk mærkede jeg hårene stritte lidt i nakken, for her var et fænomen, som jeg ikke kunne forklarer, og som stadig giver mig søvnløse nattetimer.
Kære Palle,
Du kan sove roligt: Forklaringen er så simpel at du måske helt har overset den: Da du skulle prøve ønskekvistene, vidste du jo hvor vandrørene var. Derfor “reagerede” ønskekvistene på præcis den måde som de også virker på for andre, nemlig via den ideomotoriske effekt.
At VVS-manden kan finde rørene er heller ikke mystisk: Han har kigget på optegnelserne da rørene blev lagt – eller blot brugt sine øjne og sunde fornuft.
Du kan læse mere her: Sådan virker ønskekvisten, af James Randi
Det fænomen du omtaler er den såkaldte Lenz’s lov.
Med venlig hilsen,
Claus Larsen
Jeg har arbejdet som elektronikmekaniker i 24 år indenfor hjælpeværktøjer til entreprenørbranchen.
Jeg har bl.a. arbejdet med og repareret kabelsøgere.
Kabelsøgere virker via elektriske felter på metalrør og kabler, der ligger i jorden. Strømkabler giver sig selv, ider der er en kendt frekvens at aftaste, så der er et afstemt område bare til det. Den anden metode består i, at man kobler en tonegenerator til det rør/kabel, man søger på, og man har så i søgeren et afstemningsområde til dette. Samme metode bruges ved at skubbe en glasfiberstav med en indstøbt metaltråd gennem f.ex. plastrør, der ellers ikke lader sig aftaste, og sætte generatoren herpå.
Er de foregående muligheder ikke åbne, vælger man på aftasteren et område for langebølger, idet lange rørstræk og kabler er langbølgeantenner, som giver resonans og hermed mulighed for aftastning. Så langt så godt.
En dag så jeg en kollega, der er mekaniker, gå udenfor med et par vinkelbøjede svejsetråde (af jern), og jeg spurgte ham, hvad han lavede – -han søgte efter vandrør !! Jeg spurgte, om han selv troede på det, og han sagde, at det kunne jeg da også gøre. Jeg prøvede, og han havde ret!! Det virkede!!!
Jeg har prøvet at måle på pindene med et højohmigt voltmeter, men absolut intet udslag.Jeg har ikke et bærbart oscilloscop, men det kunne være interessant at prøve.
En mulig forklaring på fænomenet, som jeg kan se, er resonans af samme slags som nævnt under kabelsøgeren med langbølge antennen. Trådene hænger MEGET løst i hænderne, og vekselvirkningen som antenne kunne være den forklaring, der får pindene til at dreje. Der ER en naturlig forklaring på fænomenet, eftersom det fungerer, og ovennævnte er bare én mulig. Problemet er, at dem, der er “i videnskabens vold” siger, at det er fup uden at have prøvet det – – hvor svært kan det være? og hvor længe skal vi vente? Prøv det dog !!
Jordmagnetismen kan udelukkes, idet virkningen er der uanset kompasretning.
Det skal siges, at jeg har et særdeles jordbundet forhold til omverdenen og tror ikke på hverken spøgelser eller jordstråler, jeg mener, begge dele er rent fup for at franarre godtroende mennesker penge.
Jeg har diskuteret jordstråler med en “jordstråleekspert”, og de halve vinde, de markedsfører, ligger særdeles langt fra fysikkens verden, som jeg er rimeligt velbevandret i.
“Prøv det dog !!” siger du – hvilket minder os lidt om en gammel reklamefilm, men vi vil sådan set hellere vende den om, eftersom de fleste af os hos Skeptica har afprøvet diverse påstande inden for den overnaturlige verden uden at finde noget som helst andet end bevidst svindel eller selvbedrag, hvilket er grunden til, at vi siger til dig: Prøv det dog! Du kan nemlig tjene én million dollars, hvis du/I faktisk har ret i, at “Det virkede!!!”
Jeg vil dog umiddelbart tro, at der er noget andet på spil, eftersom jeg selv på et tidspunkt havde en naturvidenskabelig gymnasielærerkollega, som var faldet for pilekvistene uden i øvrigt at være overtroisk. Faktisk plejede jeg at konsultere ham, før jeg publicerede artikler om overtro, hvis de tangerede naturvidenskabelige emner, som jeg vidste krævede en kompetence, som jeg ikke selv besidder. Vi havde en halv aftale om at udsætte hans angivelige kunnen som kvistgænger for en blindtest, men desværre blev det aldrig til noget på grund af sygdom.
Websitet skepdic.com har et par gode artikler om emnet dowsing, som er den engelsk-sprogede betegnelse, og ikke mindst om, hvordan den såkaldte ideomotoriske effekt kan narre selv skeptiske og naturvidenskabeligt kyndige mennesker til at tro, at “Det virkede!!!”
Vi vil derfor anbefale, at du selv tester dine nyfundne evner, før du gør et seriøst forsøg på at vinde millionen. Det kan gøres på mange måder, men det vigtigste er, at du får en anden end dig selv til at gemme et par vandrør, så du på den måde får mulighed for at blindteste dine egne evner. Vigtigheden af dette skyldes, at du ellers efter al sandsynlighed vil komme til at narre dig selv via den ideomotoriske effekt.
Der har været lavet masser af tests af dowseres evne til at finde vandrør på denne måde, og de har aldrig vist andet end, at dowsing ikke findes som andet end indbildning.
Hvis du, efter at have blindtestet dig selv, fortsat mener at kunne finde vandrør (eller noget som helst andet – måske med undtagelse af magneter) via bøjede svejsetråde eller andre former for ‘pilekviste’, er du velkommen til at henvende dig igen – med mindre du foretrækker at gå direkte efter millionen! 🙂
YouTube-eksempel på dowsing
Og fra vores helt egen verden:
Skepticas artikel om dowsing af ingen ringere end James Randi, manden med $-millionen!
Hej igen,
Det er lidt svært at argumentere mod skeptikere, og jeg vil da også medgive, at jeg selv er skeptisk med hensyn til mange ting og områder, hvor der ikke er noget fysisk bevis for, hvorledes tingene fungerer.
Med hensyn til disse bøjede tråde og vandrør – rørene skal være af jern, for at det virker – er det helt sikkert, at der findes en fysisk forklaring på fænomenet, men at den ikke er klarlagt eller åbenbaret for os endnu. Der var jo heller ikke nogen, der anede sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme, før den blev opdaget ( det var iøvrigt ikke Ørsted, der var først, det var en italiener, jeg ikke husker navnet på, men Ørsted fik æren ). Det, der er det sjove her, er, at man har et fysisk fænomen, der ikke er en forklaring på – – endnu.
Jeg ved, at også elektrikere søger jordkabler efter samme princip, men det har jeg personligt ingen erfaringer med.
Til dem, der stadig ikke tror på det, vil jeg gentage : prøv det, før i kommer med jeres påstande om selv-suggestion !!
Jeg vil gentage for en ordens skyld, at jeg er særdeles velbevandret udi fysikkens væsen og har den formelle kompetance til at undervise i fysik og matematik på gymnasialt niveau.
På trods af ovenstående har jeg stadig ingen forklaring, men hælder stadig til elektromagnetisk resonans, idet trådene svinger ind til parallellitet med det underliggende rør – – det viste sig, da det blev gravet frem, det lå temmelig præcist, hvor testen havde forudsagt.
Nej, det sjove er ikke, “at man har et fysisk fænomen, der ikke er en forklaring på – – endnu.”
Man har nemlig slet ikke noget fysisk fænomen i dette tilfælde. Man har derimod et psykologisk fænomen, som der er en glimrende forklaring på: den ovenfor nævnte ideomotoriske effekt. Og når du nu gentager til de vantro (altså os): “prøv det, før i kommer med jeres påstande om selv-suggestion !!”, så er problemet med den slags ‘prøver’ jo netop selv-suggestionen: Vi har faktisk allerede prøvet det, og vi har konstateret, at også vi kan narres af selv-suggestion! (Selv-suggestion er med andre ord ikke et fænomen, som vi behøver flere beviser på!)
Vores opfordring til dig er derfor fortsat at udsætte dig selv og ligesindede for en (mindst!) dobbeltblindet test af egne evner. (And why not go for the one million bucks?!!!)
Vent med hypoteser som “elektromagnetisk resonans, idet trådene svinger ind til parallellitet med det underliggende rør”, indtil du faktisk har bevist, at fænomenet eksisterer: En enkelt gang uden stram testprotokol og kun “temmelig præcist” er ikke nok til at bevise eksistensen af noget som helst andet end netop selv-suggestionen, og først når eksistensen af det angivelige fænomen faktisk er demonstreret, vil det være interessant at høre hypoteser om, hvad det mon kan skyldes.
Omkring 1975 da jeg læste på Aarhus Teknikun spurgte min fader mig om jeg kunne forklare ham hvad der var årsagen til at “Mure Rasmus” kunne finde gravestedet til en stoppet kloakledning af cementrør ude på gårdspladsen under rallen med et par stykker bøjet ståltråd. Min far havde beklaget sig ved et besøg til han over at han næsten ikke orkede at grave hele gårdspladsen op for at finde det tilstoppede rør. “Det kan jeg finde til dig!” Hend i Bedforden og trække et par stykker svært ståltråd ud af varerummet, bøje dem i en ret vinkel, efter lidt spadseren rundt på gårdspladsen udbrød han “Det må ligge her!” hvilket senere viste sig at være rigtig.
“Hvad har du i kaffen far!” udbrød jeg. Jammen det havde han også spurgt sig selv om, men han var noget beroliget ved at han ikke kunne få trådene til at bevæge sig ved andre kendte rørføringer i jorden omkring ejendommen.
“Jeg vil se de tråde før jeg tror på det” Jeg blev anvist hvordan jeg skulle holde dem. Hver gang jeg passerede det vandfyldte 10 cm betonrør svingede trådene til parallet med rørføringen. De svingede også parallelt andre steder på pladsen. Til det bemærkede min far at der lå et 3/4” jernrør i frostsikker dybde fra brønden til stuehuset.
Det virkede ikke for min moder og min broder, men svigerinden havde de samme oplevelser som jeg.
Dybt skeptisk begyndte jeg at eksperimentere. Hver gang trådene begyndte at svinge sammen drejede jeg håndledene i modsat retning for at få trådene til at glide fra hinanden. Jeg var meget forundret over den kraft de forsøgte at glide ind over hinanden med.
Som uddanet elektronikmekaniker, svagstrømsingeniør og pædagog var det en oplevelse der gjorde mig meget ydmyg over for der paranormale.
Min kone har ligeledes nogle paranormale evner i forbindelse med beivenheder omkring andre mennesker. Så jeg levet mit mit liv med et rend af engle og genfærd 🙂
Det spolerer ikke min nattesøvn hvis der er spøgelser der vil lege titte bø med mig når jeg render rundt med ståltråde ude i haven 🙂
Livet bliver også meget mere spændende når man med et åbent sind lytter til andre menneskers paranormale oplevelser. Med alderen er der jo en del nagelfaste sandheder der er raslet ned af vægene 🙂 Så mon ikke den kanoniserede virkeligheden vil fortsætte med at skride i sømmene 🙂
Ud fra beskrivelsen lyder det, som om du er blevet narret af (eller har narret dig selv med) den såkaldte ideomotoriske effekt, som vi vil anbefale dig at læse lidt mere om:
James Randi: Sådan virker ønskekvisten (skeptica)
James Randi Speaks: Dowsing, the Ideomotor Effect (youtube)
ideomotor effect (skepdic.com)
dowsing (skepdic.com)
J.T.Enright: Testing Dowsing: The Failure of the Munich Experiments (CSICOP)
Måske vil det også interessere dig, hvordan det er gået folk, som har forsøgt sig med at ‘high tech’-modernisere ønskekvisten:
Randi responds to the arrest of James McCormick (James Randi Educational Foundation)
Hvis du vitterligt tror fast på din egen anekdote, som du genfortæller her, burde du gå efter den million US-dollars, som James Randi Educational Foundation (JREF) tilbyder:
James Randi’s One Million Dollar Paranormal Challenge (Wikipedia)
For hvis du over for en større offentlighed kan demonstrere eksistensen af de evner, som du hævder at have, vil det kvalificere dig til at stille op til JREF’s $ 1,000,000 Challenge!
Jeg vil imidlertid anbefale, at du først bruger den viden om naturvidenskabelige testopstillinger, som du må være i besiddelse af via din uddannelse, og på lidt mere systematisk vis efterprøver dine evner som dowser. Min egen formodning er nemlig, at det ikke vil gøre dig rigere, men helt sikkert vil kunne bidrage til at gøre dig klogere. Som altid vil det dog være helt op til dig selv at drage dine egne konklusioner, men indtil videre har du ikke præsenteret os for andet end såkaldt anekdotisk evidens for det, som du hævder at kunne.
Livet bliver også meget mere spændende, når man med et åbent sind undersøger sine egne og andres forestillinger i stedet for at hoppe i med begge ben. I tidens løb er der jo en del overtro, der enten er helt forsvundet eller i det mindste reduceret voldsomt – der er knap så mange i dag, der tror på salige fru Melloni eller for den sags skyld på nulevende plattenslagere som Martin Hulbæk Petersen og Graham Bishop – men den ideomotoriske effekt, som vi formoder, at du har ladet dig snyde af, kan være meget mere besnærende end åndemanerne, fordi man her tilsyneladende selv ser og mærker, at det ‘virker’, hvilket jo er det, du selv beskriver!
Hvis du gør et seriøst forsøg på at teste dine egne evner som kvistgænger, må du meget gerne vende tilbage og fortælle, hvordan det gik. Det er der nemlig, som det fremgår af ovenstående, næsten aldrig nogen, der gør! Vi kan derfor heller ikke sige, hvad grunden er: Om de er så skråsikre i deres overtro (altså alt andet end åbne!), at de slet ikke forsøger at underkaste den en stringent test, eller om de er så åbne, at de tester sig selv og finder ud af, at troen ikke var andet end tro, og efterfølgende skammer sig over at være hoppet på den. Hvis det første er tilfældet, bør de som sagt straks gå efter $-millionen. Og hvis det sidste er tilfældet, burde de overvinde sig selv og dele deres nye indsigt med andre troende og på den måde bidrage til den almindelige oplysning af deres medmennesker. At blive klogere burde ikke være pinligt. At holde fast i troen uden at teste den – når nu det er så relativt let at gøre – burde der være større grund til at skamme sig over.
Sund skepsis er en god egenskab at være i besiddelse af, og det frister da til at melde mig under fanerne i skeptica, den skeptiske forening. For eksempel er jeg yderst skeptisk overfor IPCCs arbejde, hvor jeg mener, der sidder en del pseudovidenskabelige medarbejdere, der via deres computermodeller søger at give CO2 den endelige indflydelse på jordens klima som sådan. Det er jo egentlig rigtigt godt for politikerne, da der ikke er noget så taknemmeligt at beskatte som frygt for fremtiden, og samtidig er det delvis lykkedes en tidligere, meget høj miljøminister at foregøgle “almindelige ” mennesker, at CO2 er en giftgas – det er jo langt fra alle, der gennem folkeskolens middelmådige indsats på fysikkens område har viden nok til at gennemskue den slags fup. Fysik er ikke specielt højt prioriteret – – – og uden CO2 ville alle planter dø !
Jeg har mere tillid til Henrik Svensmark, der har en anden model, der baserer sig på den kosmiske strålings dannelse af aerosollerne, der igen danner skyerne, den fortættede vanddamp. Skytætheden er med andre ord afhængig af den kosmiske strålings intensitet, som igen varierer med solens aktivitet, idet den kosmiske stråling ved høj solaktivitet og heraf følgende kraftigere solvind så at sige “blæser” en del af den kosmiske stråling ud i verdensrummet med det resultat, at skydannelsen bliver mindre, hvilket logisk vil forøge temperaturen med “åbne persienner”.
Denne sammenhæng mellem solaktivitet og jordens temperatur blev egentlig gjort af et par meterologer, ansat på Meteorologisk Institut, men de havde ikke nogen fysisk forklaring på fænomenet. Henrik Svensmark, nu professor på DTUs Space Center, var en af dem, der blev forelagt problemet, og han kommer så på, hvad enhver nogenlunde fysisk velbevandret person har kendskab til, nemlig “tågekammeret” eller “boblekammeret”, hvor man i et forsøg i en accelerator, hvor partiklerne – styret af elektriske og magnetiske felter – trækker kondensspor i en atmosfære af undeafkølet vanddamp, hvorved man vi a afbøjningerne kan finde ud af, hvad de består af. Og heraf forklaringen på meteorolgernes iagttagelser: skyerne dannes på aerosoller, som igen dannes af den kosmiske stråling. For lige at fuldstændiggøre : kosmisk stråling er ioniserede partikler, der hidrører fra supernovaer.
Dette er et eksempel på, at man mangler en teoretisk forklaring på et fysisk fænomen, men at videnskaben får en “åbenbaring”.
En tilsvarende åbenbaring kommer måske på et tidspunkt på fænomenet med at spore kabler og vandrør med et par bøjede ståltråde, omend det er en sag af så beskeden betydning, at det ikke “vækker” nogen – – – og jeg vil stadig opfordre de skeptiske til at gå ud i haven eller andetsteds og prøve, det er en moderat investering og en let test at lave. Jeg har udslag midt i min græsplæne, men jeg aner ikke, hvad der ligger nedenunder – – – og jeg gider ikke grave op og se efter !! Så skal jeg have dækket til igen og have sået græs – – jeg er helt sikker på, det IKKE er jordstråler- – –
Hvad angår “fænomenet med at spore kabler og vandrør” m.m., så er det ikke noget, som videnskaben først skal have en åbenbaring for at finde ud af: Apparatet kan købes i snart sagt ethvert byggemarked. Problemet kommer, når du vil finde dem “med et par bøjede ståltråde”, for det er der ingen, der kan, heller ikke jordstrålefolket, hvilket videnskabeligt anlagte tests har demonstreret gang på gang.
Det, som du oplever med de bøjede ståltråde i din have, er ikke andet end den såkaldte ideomotoriske effekt, hvilket vi vil opfordre dig til selv at få testet på en lidt anden vis end din hidtidige praksis: Få nogen til at give dig et (effektivt!!!) bind for øjnene og eventuelt propper i ørerne, sætte dig og dine bøjede ståltråde ind i en bil og køre jer til et sted, som måske er din have, måske ikke, hvorefter du kan teste, om (henholdsvis: hvornår) ståltrådene giver udsving! Den ideomotoriske effekt er nemlig så besnærende, at man netop ikke kan stole på sin egen oplevelse, men er nødt til at lave en form for blind-(og, hvis det kan lade sig gøre, helst: dobbeltblind)-test, hvilket det ikke lyder, som om du har udsat dig selv for endnu.
God fornøjelse – og meld gerne tilbage!
PS Hvis den foreslåede test ikke kan lade sig gøre af praktiske grunde – hvis der fx ikke er en ‘neutral’ indgang til din have og du derfor altid vil kunne genkende den selv med bind for øjnene – må du ty til en af de mere standardiserede tests, som der er rigeligt af. Vigtigst af alt: Du kan ikke teste, om du bedrager dig selv, når du i forvejen med sikkerhed ved, hvor det, som du søger – i dette tilfælde: punktet midt i din græsplæne – befinder sig!
PPS Det, der er i vejen med Palle A. Andersens beskrivelse i hans kommentar fra d. 27. juli 2011 ovenfor, er netop manglen på blinding:
“VVS-manden demonstrerede sine kobbertråde, som ganske rigtigt påviste hvor i græsplænen vandrøret lå ca. 1,2-1,3 meter under græsset. Dette vidste jeg med sikkerhed var rigtigt, da jeg ved købet af huset fik udskiftet rør og kommunes vandhane i græsplænen, for 15 år siden. Dernest bad jeg om at få lov at prøve hans kobbertråde, I mine hænder gav kobbertrådene nøjagtigt den samme krydsning foran brystet på mig, som den havde gjort på VVS-manden.”
Palle A. Andersen ved selv, hvor vandrøret ligger, og han er selv til stede, da VVS-manden (som i øvrigt må formodes at have et ret godt kendskab til, hvor den slags plejer at befinde sig) “påviste hvor i græsplænen vandrøret lå.” Dermed kan han også ubevidst have signaleret (spændingen stiger!) til VVS-manden, hvor rørene befandt sig. Og af samme grund er det endnu mindre overraskende, at “kobbertrådene (gav) nøjagtigt den samme krydsning foran brystet” på ham selv.
Og det er netop den form for pseudo-test, som du selv vil “opfordre de skeptiske” til at foretage: “at gå ud i haven eller andetsteds og prøve.” Og det vil sikkert overbevise mange, der umiddelbart vil opfatte det, som om ønskekvisten virker. Og det gør den jo på en måde også – på ca. samme måde, som ånden i glasset virker: Det ser ud, som om det er ånderne, strålerne eller noget andet over- eller pseudo-naturligt, der er på spil, men det er og bliver et udslag af den ideomotoriske effekt. Og ligesom med dowsing er en af måderne at teste det på et simpelt bind for øjnene! Prøv det! 🙂
Kære Henning,
Der er flere problemer med dine indvendinger mod den videnskabelige forklaring på de klimaforandringer, vi har observeret igennem længere tid, og hvor konklusionen er, at de hovedsageligt er forårsaget af mennesker.
For det første afviser du IPCCs arbejde, fordi du mener, at en del af medarbejderne er pseudovidenskabelige. Men du nævner ingen navne, og du forklarer heller ikke hvad det pseudovidenskabelige består i. Vi kan derfor ikke forholde os til denne del af din kritik.
For det andet anklager du politikerne, denne gang som ensartet gruppe, for at udnytte klimaforandringerne politisk, ved at inddrive højere skatter. Men du overser, at det er ganske få politikere, der har lyst til at hæve skatter af nogen art, simpelthen fordi det er så upopulært. Derfor er din indvending i strid med den politiske virkelighed.
For det tredje afviser du, at CO2 er en giftgas. Du peger selv på et folkeskoleniveau i fysik som tilstrækkeligt grundlag for at konkludere at det ikke er tilfældet. Men selv i folkeskolen lærer man, at alle former for substanser kan være giftige, blot de forekommer i tilstrækkelige høje koncentrationer. Hvis du indånder for meget af hvilken som helst gasart, så dør du! Når CO2 bliver beskrevet som giftig, betyder det altså, at koncentrationen af CO2 i atmosfæren har nået så højt et niveau, at det virker som gift, specielt for visse plantearter.
For det fjerde peger du på Svensmarks model, som har været en “åbenbaring” for dig. Men du har misforstået, hvornår videnskabelige forklaringer anses for sande eller falske: Det handler ikke om “åbenbaringer”, men om generel accept, baseret på beviser. Fakta er, at Svensmarks model ikke har vundet indpas i de videnskabelige modeller, der ligger til grund for klimaforskningen. For at en videnskabelig forklaring skal anses for sand, skal den ikke overbevise enkeltpersoner, eller endda flertallet i befolkningen, men anerkendes som den bedst funderede forklaring af videnskaben selv. Svensmark har ikke formået at overbevise sine kolleger, hvorfor hans teori indtil videre må anses for at være forkert, eller i bedste fald ukomplet.
Med venlig hilsen
Claus Larsen, Skeptica.dk
Henrik Svensmarks tolkning af én af årsagerne til den globale opvarming – om end der er meninger om, at den er gået i dvale, er ikke ligefrem noget, der bekommer den traditionelle klimaforskning vel, for de mener at have fundet den endegyldige sandhed, og at få en anden mening igennem er som at vende en supertanker med en kajak. “Traditionalisterne” har gjort, hvad de kunne for at forhindre hans ideer i at blive publiceret i videnskabelige tidsskrifter. Det er klart, et en masse mennesker vil miste deres arbejde, hvis det skulle vise sig, at Henrik Svensmark har ret. Al klimaforskning er indtil videre baseret på indicier.
Afdøde videnskabsjournalist Nigel Calder var ikke i tvivl om, at Svensmark var på rette spor!
Bemærk, at henrik Svensmark ikke afskriver CO2s indflydelse på klimaet, men anser den som sekundær.
Henrik Svensmarks klimateorier er interessante, men omstridte: Debate and controversy.
Vigtigst i denne sammenhæng er det imidlertid, at disse teorier intet har at gøre med jordstråler. Svensmarks teorier gælder kosmiske stråler, et faktisk eksisterende fænomen, hvis eksistens ingen inden for den toneangivende videnskab vil benægte, selv om mange er uenige i hans fortolkning af deres klimatiske betydning. De kosmiske stråler kan detekteres og måles, hvilket de absolut ikke har til fælles med jordstråler! Henning Højens teori gælder netop jordstråler, som ingen rigtig naturvidenskabsmand vil røre med en ildtang (eller en ønskekvist), fordi de er et ‘fænomen’, der hører hjemme i fantasien, altså i bedste fald i parapsykologien.
Når Henning Højen nu vil fabrikere en konspirationsteori og gøre Svensmark til offer for en forfølgelse i stil med den, Galilei blev udsat for, glemmer han, at Fensmarks teorier faktisk er blevet publiceret og debatteret – i både videnskabelige tidsskrifter og som populærvidenskab. Førstnævnte er den måde, videnskaben gør fremskridt på. Kontroversen giver ikke den fjerneste grobund for at tro på jordstråler eller nære håb om deres forestående anerkendelse inden for den etablerede videnskab. Tværtimod!
PS Vi håber, at Henning Højens næste kommentar vil dreje sig om en praktisk test af jordstråler og ønskekviste. Spekulationer om global opvarmning er i denne sammenhæng helt uinteressante.
PPS 30/1-2017 Henning Højen gør i en kommentar d. 28. januar 2017 opmærksom på, at hans udgave af kvistgængeriet ikke drejer sig om jordstråler, som han afviser som fup, men er den mere traditionelle form, hvor man søger efter ting i jorden, som faktisk eksisterer i virkelighedens verden. Det gør imidlertid ikke troen på kvistgængeri mere rationel, at den ikke hægtes op på en esoterisk teori. De mest overbevisende tilbagevisninger af kvistgængeri har været dobbeltblindede tests, hvor kvistgængerne har skullet finde konkrete genstande, der var begravet eller skjult på anden vis.
Omend det er længe siden, jeg har været inde på dette forum, må jeg på det kraftigste afvise, at jeg på nogen måde har talt om jordstråler i forbindelse med Henrik Svensmarks klimateori eller i forbindelse med rørsøgning med bøjede ståltråde, men derimod muligheden for langbølge resonans som en mulig forklaring på trådenes reaktion.
Jeg omtaler derimod vedr. Henrik Svensmark KOSMISK STRÅLING, som er rester fra supernovaer, der i en fjern fortid er eksploderet, man kan måle den som det, man kalder baggrundsstråling og som absolut intet har med jordstråling at gøre.
Jeg må på det kraftigste tage afstand fra Dan Simonsens pådutning af, at jeg skulle tale om jordstråler, som jeg må afvise som rendyrket fup, hvilket iøvrigt fremgår af de “jordstråle neutralisatorer”, analysatorerne sælger.
Jeg har heller ikke talt om jordstråler i forbindelse med rørsøgning med bøjede ståltråde, men jeg vil stadig opfordre, dem, der ikke tror på det, til at gå ud og prøve, før de sidder ved tasterne og anklager os for en form for bedrageri og selv-suggestion. Så kan de få lidt motion – – –
Og lige til slut : CO2 er ikke en giftgas, det er det stof, planter lever af. Ingen CO2, ingen planter og dermed ingen “os”! Og med den aktuelle mængde i atmosfæren, er der ingen chance for, at vi kvæles i det heller !
Den helt afgørende uenighed mellem os drejer sig ikke om stråler men om kvistgængeri: Du bilder dig ind at kunne finde rør i jorden via kvistgængeri. Vi har nu adskillige gange gjort dig opmærksom på den psykomotoriske mekanisme, den ideomotoriske effekt, som overbeviser dig selv (og en hel masse andre) om, at man kan finde noget i jorden via kvistgængeri – med eller uden både jordstråler og kosmisk stråling! Vi har derfor også opfordret dig til at blindteste dit eget kvistgængeri, frem for slet og ret “at gå ud og prøve”, hvilket netop er den måde, man bedrager sig selv på. Problemet er nemlig, at der slet ikke er nogen “trådenes reaktion” ud over den selvindbildte: Kvistgængeren bevæger pilekviste, “bøjede metaltråde” (whatever) og formår at bilde sig ind, at det er dem, der bevæger sig af sig selv, hvorefter man som kvistgænger går i gang med at finde på mere eller mindre esoteriske forklaringer på indbildningen.
Vi vil derfor ikke engang holde dig til gode, at du til forskel fra en stor gruppe af kvistgængere “må afvise (jordstråler) som rendyrket fup”, for du deler stadig det fejlagtige udgangspunkt med enhver jordstrålemåler, at trådene bevæger sig, selv om du med din viden om mangel på fakticitet i jordstråleteorierne burde have et betydeligt bedre udgangspunkt for at tvivle på den illusion, som den ideomotoriske effekt frembringer. Derfor betragter vi det også som et ønske fra din side om at manipulere naive læsere til at hoppe på flyvske teorier om kvistgængeri, når du ikke selv går ud og efterprøver dine kvistgængerevner dobbeltblindet og i din opfordring til folk om at prøve det selv undlader at påpege, at dobbeltblinding er den måde, man skal teste kvistgængeri på, hvis man vil udelukke selvsuggestionen som forklaring på, at det tilsyneladende virker.
Og du har ganske vist helt ret i, at CO2 ikke er giftigt. Og du har ligeledes helt ret i, at man heller ikke kvæles af CO2 i de mængder, den findes i i almindelig frisk luft. Det er der imidlertid heller ikke nogen, der har hævdet. Uenigheden på dette punkt drejer sig om den betydning, CO2 har som drivhusgas i forbindelse med diskussionen om global opvarmning, så det virker som et rent vildledningsforsøg, når du i denne sammenhæng går i gang med at snakke om kultveiltes manglende toksicitet.
PS Hvis du hellere vil diskutere videnskabeligheden i teorierne om global opvarmning end jordstråler og kvistgængeri, findes der Skeptica-artikler, hvor den diskussion er betydeligt mere oplagt.
Hr Dann Simonsen,
Vil du venligst afholde dig fra at pådutte mig meninger, jeg aldrig har haft og ej heller har luftet her på forummet. Det er for så vidt i orden at kritisere mine påstande, testresultater og holdninger iøvrigt, men hold dig til emnet, ellers er enhver diskussion omsonst.
Hvad er det for meninger, jeg skulle have påduttet?
Det kan du selv finde i tidligere korrespondance. Du påstår, jeg har talt FOR jordstråler, det har jeg ingenlunde, tværtimod mener jeg, det er fup og medvirker til at franarre godtroende og naive mennesker penge.
Har jeg nævnt jordstråler i en sammehæng, har det været i negative termer.
Jeg skriver senest, 30/01/2017:
“at du til forskel fra en stor gruppe af kvistgængere “må afvise (jordstråler) som rendyrket fup.””
Det er forstået og hermed gentaget: Du tror ikke på jordstråler! Og det er ikke et punkt, hvor vi er uenige, for det gør vi heller ikke, hvilket burde fremgå af de mange artikler om emnet på skeptica.dk.
Til gengæld kan vi tilsyneladende ikke blive enige om troen på pilekvistenes magi, hvorom jeg også 30/01/2017 skrev: “du deler stadig det fejlagtige udgangspunkt med enhver jordstrålemåler, at trådene bevæger sig, selv om du med din viden om mangel på fakticitet i jordstråleteorierne burde have et betydeligt bedre udgangspunkt for at tvivle på den illusion, som den ideomotoriske effekt frembringer.”
Det tragiske i denne sag er, at folk, der tror på jordstråler, og folk, der tror, at de kan finde vandårer, nedgravede rør eller lignende ved hjælp af pilekviste, grundlæggende ligger under for den samme illusion: at pilekvistene eller de bøjede metalstænger bevæger sig af andre grunde end den ideomotoriske effekt. Illusionen får nogle til at tro på jordstråler som det ‘noget’ uden for dem selv, som får pilekvisten til at bevæge sig, mens andre i stedet bilder sig ind, at det er vandrør, der på en eller anden mystisk måde forårsager den tilsyneladende effekt. Begge dele er imidlertid den samme vrangforestilling – blot med den forskel, at vandrør selvfølgelig eksisterer i den virkelige verden til forskel fra jordstrålerne.
Så vi vil fortsat anbefale dig at få din tro på kvistgængeriet blindtestet, sådan som jeg nu adskillige gange har opfordret dig til. Husk nu, hvordan denne diskussion startede: med at du opfordrede andre til lade sig overbevise om kvistgangens velsignelser ved at praktisere den uden tilstrækkeligt sikrede testprocedurer, hvilket er den stensikre måde at falde for den ideomotoriske illusion på!
Der findes et par gode youtube-videoer om emnet, desværre alle på engelsk:
Ideomotor phenomenon
James Randi (incl. clip med en kvistgænger!)
Skeptics: Feel the ideomotor response (måske især interessant for skeptikere, der tror, at de er immune over for den ideomotoriske effekt)