af Jens Laigaard

Indhold

  1. Truslen fra jorden
  2. Hvad er jordstråler?
  3. De konkrete beviser
  4. En strålende forretning

En strålende forretning

Men hvad er det så, der får jordstrålesøgernes redskaber til at give udslag? Svaret ligger lige for: det er søgerne selv. Når redskaberne er i brug, holdes de i en tilstand af usikker balance, som uhyre let kan forstyrres. Et svingende pendul, en stramt udspændt ønskekvist eller et par vinkelpinde, der holdes vandret i et løst greb, vil alle blive påvirket af den mindste bevægelse af søgerens hænder. Udslaget kan se meget dramatisk og overbevisende ud, selv om det er helt tilfældigt, hvornår det indtræffer. Men har man først en gang opnået et tydeligt udslag, vil man let komme til at sitre i hænderne, når man igen passerer det samme sted. Og så ser det jo virkelig ud, som om der „er noget” på dette sted. Gentagelsen af udslaget kan ske helt ubevidst, men det bliver selvfølgelig mere tydeligt, hvis man gør det med vilje.

De fleste jordstrålesøgere virker som redelige og oprigtige mennesker, og det er vanskeligt at afgøre, hvor mange af dem der styres af ubevidst selvbedrag, og hvor mange der udøver bevidst svindel. På et punkt er det imidlertid svært at bevare troen på jordstrålefolkets oprigtighed, og det er, når vi kommer til de apparater, der skal beskytte mod strålingen.

Forbrugerrådet har i flere omgange skilt nogle af disse apparater ad for at se, hvad de indeholdt (Brøgger 1988, 1990). Første gang gik det ud over den såkaldte Radicorder, der fremstilles af Ernst Malmstrøm Nielsen.

Set udefra er Radiorørene smart og enkel: et langt, fladt plasticetui med et elektrisk stik i den ene ende. Radiorørene virker kun, når stikket er sat i en kontakt, men mærkeligt nok bruger den ingen strøm. Forklaringen får man, når indmaden kommer til syne. Den består af 1 m. ledning, der er flækket i to isolerede enkeltledninger og fastgjort til et tyndt stykke krydsfiner med to stykker tape. Man har svært ved at forstå, hvordan denne banale indretning skulle være i stand til at rense et helt hus for farlige jordstråler, sådan som brochuren påstår; og det er en hemmelighed, Malmstrøm Nielsen ikke ønsker at dele med os. Til gengæld er det ingen hemmelighed, at man selv kan samle sådan et apparat hjemme på køkkenbordet for under 30 kr. En god fortjeneste for Malmstrøm Nielsen, når han sælger apparatet for 695 kr.. Artiklen i forbrugerbladet Tænk, som afslørede Radiorørenes ædlere dele, har overskriften „Plat på helbredet?” Det forstår man udmærket, måske lige med undtagelse af spørgsmålstegnet.

Senere har Forbrugerrådet fået fat i den meget opreklamerede miniafstråler fra Holger og Svend Obitsø. En sort plasticæske på størrelse med en tændstikæske, som viser sig at indeholde to stumper ledning og to huller med en blanding af lim og pulveriseret magnetisk materiale. Bagpå er miniafstråleren forsynet med teksten „PAT. 292487”. Meningen er uden tvivl at imponere køberne, og det er sikkert også lykkedes i en del tilfælde. I hvert fald skriveren journalist i ugebladet Ude og Hjemme (Holst 1989), at brødrene Obitsø har fået patent på det lille apparat. Det er ikke helt rigtigt. De tre bogstaver er faktisk en forkortelse af „patentanmeldt”. Bag det fine nummer skjuler sig den kendsgerning, at brødrene gentagne gange har fået afslag på mønsterbeskyttelse fra Patentdirektoratet.

I øvrigt er Malmstrøm Nielsen og Harpøth Olesen, som forhandler de kostbare Rayonex-apparater, begge blevet irettesat af Sundhedsstyrelsen. De har fået at vide, at deres brochurer er i strid med lægemiddelloven, fordi de giver indtryk af, at afstrålingsapparaterne kan lindre og forebygge sygdomme.

Men man kan stadig købe miniafstrålere og magnettæpper, Radicorder og Rayonex og hvad apparaterne ellers hedder. Selv om jordstrålerne ikke eksisterer, så er disse apparater i høj grad virkelige, og det er opmålerne og deres regninger også. Og mennesker, som er syge eller er bange for at blive syge, har altid været en taknemmelig målgruppe. Jordstrålerne er blot endnu et eksempel på, at der er præcis så meget mellem himmel og jord, som folk har råd til.

Litteratur

  • Brøgger, C. (1988): Plat på helbredet? Tænk. Nr. 2, 30-31.
  • Brøgger, C. (1990): Jordstråler uden jordforbindelse. Tænk. Nr. 1, 30-31.
  • Edelman, N. (1989): Untersuchungen zur Wünschelrute in Finnland. Skeptiker, 2 (4), 9-11.
  • Holst, C. (1989): Nu er livet værd at leve. Ude og Hjemme. Nr. 29.
  • Jessen, C. (1990): Videnskab eller overtro? Herning: Systime
  • Johannsen, N.B. (1991): Jordstråler dræber. Aahus Stiftetidende. 1. december.
  • Jordstråleforeningen Danmark (1990): 2 (1)
  • Jordstråleforeningen Danmark (1990): Nr. 1
  • Jordstrålehæfte (1991): Hvidovre: Miljø- og Jordstråleforeningen Danmark
  • Jørgensen, O.A. og Dige, P.E. (1988): Videnskabelig artikel om jordstråler. Lyngby: Danmarks Tekniske Højskole.
  • Otto, G. (1989): Jordstråler. Kbh.: Sphinx
  • Pohl, G. v. (1932): Erdstrahlen als Krankheits- und Krebserreger. 4. Auflage. Stuttgart: Frech.
  • Prokop, O. (red.) (1955): Wünchelrute, Erdstrahlen und Wissenschaft. Stuttgart: Ferdinand Entze.
  • Richter, K. (1988): Nu smider jeg krykkerne. En strålende opfindelse. Farvel til morfinen. Billed-Bladet. Nr. 32.
  • Richter, K. (1989): Nu er jeg rask, mor. Billed-Bladet. Nr. 9.
  • Schwendimann, H. (1949): Pendel und Rute – Aberglaube oder Wissenschaft. Valzeina: Flüeli.
  • Thorndahl, U. (1985) Jordstråling. Kbh.: Chr. Erichsen
  • Vogt, E.Z. og Hyman, R. (1979): Water Witching U.S.A. 2. Ed. Chicago: University of Chicago Press.
  • Wolmar, F. (1986): Står sengen det rigtige sted? Ebeltoft: Basis-inform.

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992