af Jens Laigaard

Indhold

1. Truslen fra jorden
2. Hvad er jordstråler?
3. De konkrete beviser
4. En strålende forretning

Hvad er jordstråler?

Når man vil vide, om et mærkeligt fænomen virkelig eksisterer, plejer de fleste at spørge: Hvad siger videnskaben? Der mangler da heller ikke vurderinger fra videnskabeligt hold, hvad jordstråler angår.

„Jordstråler er ikke noget, vi måler. Det er noget, vi fniser ad,” siger Svend P. Nielsen fra Forsøgscenter Risøs afdeling for helsefysik.

,,Jordstråler eksisterer vist kun i pressen,” mener Gregers Hansen fra Fysisk Institut på Århus Universitet.

,,Eftersom vi ikke kan måle det med de traditionelle metoder,” siger Bent Elbæk fra Niels Bohr Instituttet, „må det jo være noget helt for sig selv. Men strålefolket har jo aldrig kunnet bevise noget som helst.”

Og Aksel Walløe fra Geofysisk Institut på Københavns Universitet runder af med følgende kommentar: „Al den snak om jordstråler er noget ævle-bævl.”

Alt i alt ikke særlig opløftende. Men videnskabsfolk kan som bekendt tage fejl, og egentlig er det lige meget, om de etablerede forskere bryder sig om jordstråler eller ej. Jordstrålerne kan sagtens være et virkeligt fænomen. Vi må blot forlange to ting, for at vi kan tro på, at de eksisterer. For det første en sammenhængende redegørelse for, hvad jordstråler er for noget, og hvad det er, der skaber dem. Og for det andet et konkret bevismateriale.

Lad os først se på den teoretiske baggrund for jordstrålerne. Ifølge jordstråleforskerne findes der to vældige net af strålebaner, som omspænder hele jordkloden. Det første af disse net kaldes Hartmann-gitteret efter dets opdager, en tysk professor ved navn Ernst Hartmann. Nettet består af strålebaner, der løber nord-syd og øst-vest i helt lige, parallelle linjer. Afstanden mellem banerne er omkring 10 m. Diagonalt på dette gitternet går et andet system af strålehaner, som løber i retningen nordvest-sydøst og nordøst-sydvest. I dette net er afstanden mellem strålebanerne ca. 7 m. Det er opkaldt efter en anden tysker, dr. Manfred Curry, og hedder i daglig tale Curry-gitteret.

Det siger sig selv, at der vil være et utal af skæringspunkter mellem disse usynlige strålebaner, og alle de steder, hvor to eller flere baner krydser hinanden, opstår der en sundhedsskadelig koncentration af stråling. Men de farligste stråler er dog dem, der kommer nede fra jorden. De stammer fra vandårer og fra forkastninger – brudzoner i undergrunden, som er opstået ved forskydninger mellem de geologiske lag. I mindre grad udsendes der også stråling fra erts i klipper og fra ansamlinger af olie og naturgas. Men vandårerne er så absolut hovedfjenden. Der, hvor den usynlige mur af stråling over en vandåre krydser en Hartmann- eller Curry-strålebane, opstår der et ødelæggende „kræftsted”.

Jordstråler kan hverken ses, høres, lugtes eller føles; men de giver sig alligevel til kende på forskellig vis. De frembringer revner og fugtskader i murværk. De laver visne huller i hække og får træer til at vokse skævt. Også de fleste dyr påvirkes i negativ retning af strålerne. Kvæg og hunde nægter at opholde sig i et strålebelastet felt og søger væk. Derimod tiltrækkes myrer og katte af strålerne. Har man en kat, der holder af at ligge i ens seng, er det et tegn på, at sengen står over et strålekryds, og så bør man hurtigst muligt se at få den flyttet. (Der foreligger ikke efterretninger om, at ulykkelige mennesker har flyttet deres seng fra sted til sted, mens katten roligt er flyttet med; men man kan levende forestille sig situationen).

Jordstråler har to kendetegn, som det i særlig grad er værd at bemærke. For det første forløber de lodret opad uden afvigelser til højre eller venstre. Den slags skarpt afgrænsede, retningsbestemte stråler plejer ellers kun at forekomme, når mennesker har en finger med i spillet. I naturen vil en strålingskilde normalt sende energi ud i alle retninger.

Det andet kendetegn ved strålerne er endnu mere påfaldende. Den tyske jordstråleforsker Georg Otto skriver:

„De har den egenskab, at de uhindret trænger igennem alt materiale. Helt ligegyldigt om det drejer sig om jordmasse, sten, beton, træ eller kunststoffer. Jordens stråler trænger igennem alt, hvad der stiller sig i vejen for dem. De kan konstateres både umiddelbart over jorden og i den øverste etage af en skyskraber. Det underlige er, at deres intensitet ikke formindskes herved.”

Jordstråler og rigtige stråler

Man kan se, hvor forskellige jordstråler er fra kendt, skadelig stråling ved at betragte det naturligt forekommende radioaktive stof radium.

Hvis en person i 30 år konstant udsættes for stråling fra 3 tusindedele gram radium, som er anbragt i en afstand af 5 meter, vil det øge kræftrisikoen med 1 %.

Hvis en radiumkilde i stedet anbringes under et hus i den dybde (5 m), hvor jordstrålerne efter sigende opstår ved vandets gnidning mod jorden, skal der ligge mere end 100.000 tons radium for at beboerne vil få den samme forøgelse i kræftrisiko efter 30 års bestråling. Den enorme forskel på de to radiummængder skyldes det faktum, at strålingen vekselvirker med jorden og betonen under huset. Beboerne i huset afskærmes mod strålingen som følge heraf.

Men jordstråler vekselvirker ikke med noget, siger jordstrålefolkene. Man kan ikke afskærme mod jordstråler – selv ikke med 5 meter jord og 10 cm beton.

Men når strålerne gør folk syge, må det være fordi, de vekselvirker med det stof, der findes i folks kroppe. Hvis strålerne gik lige igennem mennesker uden på nogen måde at vekselvirke, kunne de ikke påvirke stoffet i folk, som så heller ikke ville blive syge.

Jordstråler vekselvirker altså ikke med noget – undtagen mennesker. Nu er mennesker og jord sat sammen af nogenlunde de samme stoffer, fx vand. De vandførende lag, som jordstrålerne siges at komme fra, indeholder op til 50 % vand, og mennesker ca. 75 %. Hvordan ved jordstrålerne, at de skal holde sig fra stoffet (herunder vandet) i jorden og vente med at virke, indtil de når stoffet (herunder vandet) i mennesker?

Beregningen er udført af Per Hedemann Jensen, Sektionen for Anlægshelsefysik, Forskningscenter Risø

Georg Otto bruger bestemt ikke for store ord på dette sted. Det er mere end underligt, at jordstråler kan gå gennem fast stof uden at deres intensitet formindskes. Det er simpelt hen en verdenssensation. Vor tids fysikere har aldrig før hørt om stråler, der var i stand til at præstere dette kunststykke. Denne egenskab ved jordstrålerne stiller dem uden for alle andre kendte former for stråling. Imidlertid er Georg Otto ikke den eneste, der påstår, at strålerne går usvækket gennem jord og sten. Alle andre jordstråleforskere siger det samme. Og så må man nok spørge, hvad denne stråling egentlig er for noget?

Det mest almindelige svar lyder, at det er elektromagnetisk stråling. For eksempel skriver den danske jordstråleforsker Frank Wolmar:

„I fysisk henseende er der tale om elektromagnetiske bølger i mikrobølgeområdet (bølgelængder fra 0-100 cm)”

En kort og kontant definition, som desværre ikke passer. Videnskaben er udmærket bekendt med mikrobølger, og til deres egenskaber hører ikke, at de kan passere gennem al slags stof uden at miste energi. Hvis det var tilfældet, ville markedet for mikrobølgeovne snart gå op i røg. Helt bogstaveligt.

Mikrobølger har længere bølgelængde end synligt lys. Men Georg Otto hævder stik modsat Frank Wolmar, at jordstrålerne har kortere bølgelængde end synligt lys. Han skriver:

„I virkeligheden er de fleste stråler der kommer fra jorden faktisk ioniserende stråler.”

Det passer fint med påstanden om, at jordstråler skulle være sygdomsfremkaldende. Ioniserende stråler besidder en så voldsom energi, at de slår elektroner løs fra de atomer, de møder på deres vej, og det er en påvirkning, der er usund for alle levende væsener. Typiske eksempler på ioniserende stråling er gammastråler og røntgenstråler. De ligger i den ende af det elektromagnetiske spektrum, hvor bølgelængderne er kortest. Jo mere langbølget strålingen bliver, desto mindre bliver dens ioniserende virkning. Synligt lys er ikke ioniserende, og det samme gælder stråling med endnu længere bølgelængder såsom mikrobølger og radiobølger.

Er det Wolmar eller Otto, der har ret? Er jordstråler mikrobølger eller ioniserende stråler? Eller er der tale om noget helt tredje? I 1930’erne udførte to tyske forskere, dr.med. J. Wüst og J. Wimmer, en serie eksperimenter med jordstråler. De fandt ud af, at strålerne har bølgekarakter, og at de udbreder sig med ca. 10 m i sekundet. Endvidere kunne de fastslå, at bølgelængden ligger mellem 5 og 70 cm, og at bølgerne svinger med en frekvens på mellem 16 og 500 svingninger pr. sekund (Jessen 1990). Disse tal burde have vakt nogen bekymring hos de gode tyskere, men Wüst og Wimmer var begejstrede. De troede, at de havde opdaget et hidtil ukendt fysisk fænomen, der naturligvis skulle have navnet W-bølger.

Pointen i Wüst og Wimmers tal er så indlysende, at man kvier sig ved at bringe den på bane. Alle bølger, både lydbølger, elektromagnetisk stråling, bølger i vand og en hvilken som helst anden type bølger, udviser et ganske bestemt forhold. Hvis man ganger frekvensen med bølgelængden, får man udbredelseshastigheden. Stensikkert. Hver gang. Men hvis man indsætter Wüst og Wimmers oplysninger i den lille formel, kommer der grus i maskineriet. Enten har de to forskere lavet nogle hårrejsende fejl under deres målinger, eller også er W-bølgerne ikke bølger.

Forvirringen bliver ikke mindre, hvis vi i stedet vender os til den tyske friherre Gustav von Pohl – jordstråleforskningens grand old man. Allerede før 1. verdenskrig foretog den energiske Pohl en mængde opmålinger, og han forsømte ingen lejlighed til at bruge sin ønskekvist, heller ikke når han fløj i luftballon eller sejlede med sin yacht på Østersøen. Pohl var den første, der skabte panik omkring jordstrålernes sundhedsskadelige virkninger. Hans bog „Erdstrahlen als Krankheits- und Krebserreger” fra 1932 er blevet en klassiker, der er kommet i adskillige oplag. Dens beskrivelser af jordstrålernes karakteristika bliver stadig citeret og taget for gode varer. I bogen giver Pohl også et bud på, hvordan strålerne opstår. Han skriver, at den rødglødende, flydende magma i jordens indre skaber en negativ opladning af jordoverfladen. Jordstrålerne er „stråler af negativelektrisk natur”, og derfor samler de sig over de objekter i undergrunden, der har god elektrisk ledeevne, først og fremmest vandårerne. Man kan altså sige, at vandårerne virker som en slags brændglas for den negative stråling fra jordens indre. Uheldigvis må man også sige, at Pohls forklaring er videnskabeligt volapyk. Der er ikke noget, der hedder negativ eller elektrisk stråling. Hvis jordoverfladen bliver negativt opladet, sker der en tilførsel af elektroner. Geologerne kender intet til, at der skulle gå en vedvarende strøm af elektroner fra magmaen og op til jordoverfladen. Fysikerne har aldrig hørt om processer, der kan få vand i undergrunden til at opsamle elektrisk strøm og sende den videre i lodrette baner. Og hvordan kommer elektronerne videre op gennem den fri luft? Den slags overførsel af energi sker normalt i form af en elektrisk gnist. Pohl påstår, at han under en ballontur har målt jordstråler i en højde af 1400 m. Hvis hans definition på jordstråling ellers var korrekt, skulle Pohl og hans ønskekvist ved denne lejlighed have befundet sig i den ene ende af et velvoksent lyn. Men denne interessante oplevelse skriver Pohl ikke noget om i sin bog.

I øvrigt har Pohls teori om, at vandårerne kun udgør et mellemled for strålerne, ikke vundet megen genklang i eftertiden. Nu til dags mener de fleste jordstråleforskere, at det er vandårerne selv, der frembringer strålerne. Hvis man spørger, hvordan det går til, svarer de, at der nede i jorden eksisterer et system af vandløb, hovedårer og biårer ligesom ved vandløb over jorden. Og det er gnidningsmodstanden mellem disse vandstrømme og den omgivende jord, der skaber strålerne.

Hvis man spørger fagfolk, altså geologer, får man et ganske andet billede af sagen. Regn og smeltevand siver ned i jorden og fortsætter stille og roligt nedad, indtil det når grundvandsspejlet. Nogle steder er jordlagene mere grovkornede end andre steder, og her siver vandet lidt hurtigere ned. Det er det hele. Vandet samler sig ikke i biårer og hovedårer. Kun nogle ganske få steder i verden kan man finde egentlige vandløb under jorden, nemlig i de kalkstenholdige områder, der kaldes karsk. Dette strømmende vand udgør ifølge geologernes beregninger mindre end 1 % af jordens samlede beholdning af undergrundsvand. Sagt på en anden måde: når jordstråleforskerne taler om vandårer, taler de om en fiktion.

Det er rigtigt, at der er vand nede i jorden, og ingen vil benægte, at dette vand gnider mod jorden, idet det langsomt siver nedad. Gnidningsmodstand kan udvikle to former for energi: varme og statisk elektricitet. Teoretisk set er det muligt, at vandets nedsivning i jorden kan frembringe varme eller en elektrostatisk opladning. Man har ingen beviser for, at det virkelig sker. Men hvis det gør, så vil der for det første være tale om energier, der fordeler sig jævnt ud i den omgivende jord, og for det andet vil disse energier være så svage, at de ikke kan spores på mange millimeters afstand.

Der er noget af et spring fra den slags ubetydelige energiforekomster og til en stråling, der går lodret opad og er så stærk, at den kan gennemtrænge metervis af jord, sten, beton og kunststoffer. Her skylder jordstråleforskerne os i høj grad en forklaring, og indtil vi får den, er der ikke grund til at tage deres teori om vand som strålingskilde alvorligt.

Men hvad så med de to verdensomspændende net af strålebaner, Hartmann-gitteret og Curry-gitteret? Hvad er årsagen til disse uhyre regelmæssige systemer af stråling? Ja, her står det endnu mere skralt til med en fornuftig forklaring. Nogle jordstråleforskere mener, at de to gitternet hænger sammen med jordens magnetfelt; men hvad denne sammenhæng består i, er de ikke i stand til at præcisere. Frank Wolmar rammer lige i plet, når han ærligt og naivt skriver:

„Disse gitre kaldes kosmiske gitre, da man ikke kan pege på nogen årsag til deres eksistens i undergrunden.”

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992