Da dødsstrålerne kom til Danmark, del 1

af Jens Laigaard

Indhold

1. Truslen fra jorden
2. Hvad er jordstråler?
3. De konkrete beviser
4. En strålende forretning

Truslen fra jorden

Om aftenen den 23. januar 1986 blev en lille undergrundsbevægelse med et kendt over hele Danmark. Det var jordstrålefolket, som debuterede for den brede offentlighed i tv-udsendelsen „Truslen fra jorden”.

Udsendelsen præsenterede en forening med det lange navn „Selskabet til fremme af kendskabet til jordstråler og helbred i Danmark”. Man så, hvordan disse mennesker bar sig ad med at opdage vand i jorden ved hjælp af en ønskekvist eller lignende. Det var der for så vidt ikke noget nyt i; men der blev lagt et par overraskende og foruroligende oplysninger oveni. Tv-seerne fik at vide, at det strømmende vand nede i jorden var dødsens farligt. Det udsendte en stråling, som skar sig lodret op gennem jorden og virkede nedbrydende på folks helbred. Hvis man i længere tid opholdt sig et sted, hvor denne stråling var særlig stærk, kunne man pådrage sig en mængde lidelser, lige fra hovedpine og søvnløshed til kræft. Som en dyster understregning af dette bød udsendelsen på interviews med flere patienter, som var kommet sig af alvorlige sygdomme efter at de havde flyttet deres seng fra et bestrålet til et neutralt sted.

Udsendelsen fortalte også om andre former for stråling i og omkring jorden. De farligste steder opstod der, hvor strålerne fra de underjordiske vandårer krydsede andre strålebaner. Heldigvis var jordstrålesøgerne i stand til at spore disse baner og kryds, så man kunne tage sig i agt for dem. Hertil brugte søgerne de samme redskaber, som traditionelt anvendes til at finde vand i jorden, nemlig Ønskekvist, pendul og bøjede ståltrådspinde.

Nogle uger efter udsendelsen skrev jordstråleselskabets formand, Ole Hovmand, i selskabets interne meddelelsesbrev: „Det har været vor drøm at få budskabet ud til den danske befolkning på en gang – sådan! Det ejendommelige er bare, at det aldrig er lykkedes før, og når det så sker er det med sådan et brag.”

Og budskabet gik klart igennem. Adskillige seere flyttede uroligt på sig, mens udsendelsen rullede over skærmen. Måske løb der en vandåre dybt nede under ens yndlingslænestol, en sygdomskilde, som rakte usynlige strålefingre op gennem sædet? Eller måske befandt der sig et „strålekryds” under ens seng? Måske var dette den egentlige årsag til, at man så ofte følte sig træt og uoplagt om morgenen? Og måske burde man få nogen til at undersøge sagen, inden man blev ramt af værre lidelser?

„Der måles som aldrig før i de små hjem,” skrev Ole Hovmand i selskabets meddelelsesbrev. Det var heller ikke for store ord. Udsendelsen havde ramt et af de blødeste punkter hos befolkningen: frygten for sygdomme, i særdeleshed for kræft. I ugerne efter blev de af selskabets medlemmer, der havde medvirket, ustandselig ringet op af mennesker, som ville have deres hjem undersøgt for jordstråler.

De få medlemmer kom ikke til at stå alene med opgaven ret længe. Der begyndte at dukke annoncer op i aviserne, hvori jordstrålesøgere tilbød deres tjeneste. Det kostede fra 300 kr. og opefter at få opmålt en lejlighed eller et hus. Snart var der op mod hundrede „opmålere” spredt ud over landet, og de havde travlt. Nogle kontaktede dem af nysgerrighed efter at se, hvad alt dette med jordstråler egentlig gik ud på. Men de fleste havde mere alvorlige grunde. De var bange for at blive syge. Eller de led i forvejen af en sygdom, som lægerne ikke kunne gøre noget ved og ledte fortvivlet efter et holdepunkt, et håb om lindring, lige meget hvor underligt det måtte tage sig ud.

Men jordstrålerne spredte ikke kun nysgerrighed og frygt. De kaldte også på andre dybt menneskelige træk som opfindsomhed og lysten til at tjene penge. Opmålerne kunne tilbyde et væld af foranstaltninger til beskyttelse mod strålingen.

Det mest anvendte middel var ganske vist gratis. Det gik simpelt hen ud på at møblere om, så de steder, hvor man mest opholdt sig – først og fremmest sengen – kom til at befinde sig på en plet, opmåleren havde udpeget som neutral. Men hvis man var bange for, at det ikke var tilstrækkeligt, kunne opmåleren ofte levere ekstra beskyttelse mod ekstra betaling. Nogle viklede kobbertråd langs væggene. Andre lagde kobberlister hen over strålebanerne eller anbragte blyplader eller alufolie under sengene. En særlig utraditionel metode, som blev anvendt af en jordstrålesøger fra Holbæk, gik ud på at sætte fire store sten rundt om huset, en ved hvert hjørne.

Og så var der apparaterne. Mere eller mindre mystiske, mere eller mindre kostbare. Firmaet Vitaform tilbød et vævet kobbertæppe til 665 kr., som man skulle lægge under sin madras. Et jysk opfinderpar, brødrene Holger og Svend Obitsø, udviklede en hel serie neutraliseringsapparater, blandt andet en „fantastisk miniafstråler” til den ringe pris af 240 kr. Ernst Malmstrøm Nielsen hævdede, at man kunne melde „Jordstråler – hus forbi”, hvis man installerede hans Radicorder til 695 kr. i sit hjem. P. Harpøth Olesen kunne levere et udvalg af tyske apparater, hvoraf det mest imponerende var den antennelignende Rayonex Super, som kostede 1995 kr. og efter sigende kunne fjerne jordstråler i en afstand af 50 m. Og der var flere andre.

Snart kunne man i ugebladene læse beretninger om mennesker, som på mirakuløs vis var blevet helbredt efter at de havde anskaffet sig sådan et neutraliseringsapparat. Brødrene Obitsøs miniafstråler fik god reklame i en hel stribe artikler i Billed-Bladet. Det skete under gribende overskrifter som „Nu er jeg rask, mor”, „Farvel til morfinen” og „Nu smider jeg krykkerne” (Richter 1988, 1989).

Aviserne fulgte trop, og de folkelige oplysningsforbund indså, at de havde en forpligtelse. Folk måtte have besked om det farlige fænomen. Der blev arrangeret foredrag med opmålere, som fortalte om strålerne og gav råd og vejledning i, hvordan man bedst kunne beskytte sig.

Der kom også bøger om jordstråling. En af dem havde det store held at udkomme nogle få måneder før den berømte tv-udsendelse, og den kom til at ride højt på jordstrålebølgen. Bogens titel var kort og godt „Jordstråling”, og den var skrevet af Uffe Thorndahl, civilingeniør og tidligere medlem af folketinget. I bogens afsluttende kapitel fremlagde Thorndahl en vurdering, som gik ud på, at mellem 5 og 10 % af de danske boliger var ubeboelige på grund af jordstråling, og han forudsagde, at den slags „sorte ejendomme” i fremtiden nærmest ville blive usælgelige.

Skulle man måske til at forlange attest på jordstråler, når man handlede hus? En del læsere har sikkert rystet på hovedet, det ville nok være at gå for vidt. Men Thorndahl var ikke bleg for at fremsætte følgende profeti:

Ved den fremtidige planlægning af byområder og byvækst vil der blive taget hensyn til jordstrålingen således, at det søges tilstræbt, at især boligområderne placeres på arealer, hvor jordstrålingen er minimal (Thorndal 1985).

Fire år senere var det virkelighed. Byrådet i Horsens afsatte 2,4 millioner kr. til opmåling af jordstråler i forbindelse med et nyt boligprojekt syd for byen.

Dette var den foreløbige kulmination på interessen for jordstråler.

Boligprojektet „Torsted Vest” havde ikke blot Horsens kommune i ryggen, men også en række endnu højere institutioner. Det var et ambitiøst forsøg på at vise nye veje inden for byplanlægning, hvor der især skulle tages hensyn til miljø, energi og samspillet mellem mennesker og natur. Projektet blev ledet af et præsidium med departementschefer fra syv forskellige ministerier. Det var en del af det officielle Danmarks projekt „Sund by”. Og det blev til i samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen WHO.

I foråret 1990 var man klar til første etape af byggemodningen af Torsted Vest. En magister i naturvidenskab, John Metcalf, skulle skridte området af med et par metalpinde, hvorefter en landinspektør fra Horsens ville sørge for den helt nøjagtige stedfæstelse af jordstrålerne. På denne måde kunne boligerne placeres, så man undgik steder med særlig kraftig stråling.

Netop på dette tidspunkt opstod der et problem. Det var ikke Horsens byråd, der gjorde indsigelse. Heller ikke WHO eller nogen af de syv departementschefer. Det var en af landets mest kendte jordstrålesøgere, Johannes Ingeman Rasmussen, der blandede sig. Han mente ikke, at John Metcalf var den rette til at måle op for 2,4 millioner kr. Der udspandt sig en korrespondance mellem de to jordstrålesøgere og Horsens kommune, hvorunder Metcalf og Ingeman Rasmussen omtalte hinanden som værende galt afmarcheret. Og nu vaklede man hos Horsens kommune. Begge eksperter kunne vel ikke have ret på en gang? I sidste øjeblik besluttede man at aflyse den kostbare opmåling.

Mens det officielle Danmark således havde travlt med at kaste glans over jordstrålerne, trivedes fænomenet også på det mere folkelige plan. Annette Reble, en jordstrålesøger fra København, startede en forening med det smukke navn „Landsforeningen til kræftens forebyggelse”. De vigtigste elementer i forebyggelse af kræft var ifølge Annette Reble, at man skulle have frisk luft, spise sund mad og lade være med at opholde sig i jordstrålezoner. Det oprindelige jordstråleselskab klarede sig også pænt; det nåede op på 300 medlemmer, og undervejs skiftede det navn til „Miljø- & jordstråleforeningen Danmark”.

Det nye navn skyldtes, at man var blevet opmærksom på en anden type stråler, der kunne konkurrere med jordstrålerne i farlighed. Disse „miljøstråler” stammede fra alle de elektriske apparater, som moderne mennesker omgiver sig med i hverdagen: køleskabe, mikrobølgeovne, støvsugere, højttalere, clockradioer, kopimaskiner og så videre. Også tv-apparater og computere var kilder til sundhedsskadelig stråling, men den kunne man heldigvis afværge med et lille kneb. En pjece fra jordstråleforeningen giver følgende gode råd:

Vi gør opmærksom på, at dersom De vil beskytte Dem mod farlig udstråling fra TV og EDB (TV stråler ca. 4-6 m ud i rummet og EDB ca. 1,5 m) kan De bruge en metalkam. De tager et lille stykke træliste (15-20 cm), i denne liste banker De nu to blå søm. Sæt listen fast under forkanten på fjernsynet eller computeren. Skub nu kammen ind på sømmene, med tænderne på kammen visende bagud (dvs. væk fra skærmen). Strålerne fra TV/EDB bliver afbøjet og sendt bagud. Pas på, at der ikke på den anden side af væggen er placeret en seng, for strålerne vil blive sendt ca. 1,5 m bagud, idet de bliver afbøjet og ikke sendt ud i stuen. Men – for at dette skal virke skal kammen skylles under rindende koldt vand hver dag (Jordstrålehæfte 1991).

Hvis nogen synes, at dette lyder vanvittigt, kan man ikke fortænke dem i det. På den anden side forekommer det ikke mere vanvittigt end påstanden om, at man kan opdage stråler fra jorden med et par bøjede metalpinde. Og jordstrålerne ser jo ud til at være virkelige nok. Når man læser det fyldige materiale om fænomenet, som er skrevet af læger og ingeniører og spækket med kurver og tabeller og udtryk fra fysikkens verden, får man det klare indtryk, at der er tale om en videnskabelig kendsgerning. Men er der nu også det?

Den helbredsmæssige side af sagen gør det nødvendigt at fastslå, om jordstrålerne eksisterer eller ej. Alle jordstråleforskere hævder, at strålerne kan gøre raske mennesker syge og forværre tilstanden hos dem, der i forvejen er syge. Og det er ikke småting, man kan blive ramt af. Astma og allergi, mave- og tarmbesvær, gigt, hjertelidelser, sukkersyge, eksem, forstyrrelser i kirtlerne, blodpropper samt endelig den sygdom, der oftest bliver nævnt i forbindelse med jordstråler, nemlig kræft. Der er ingen grund til at tage let på jordstrålerne – hvis de altså findes.

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992