En tryllekunstner ser på det overnaturlige

af Michael Leslie Ahlstrand

Indledning

Trylleri er kort fortalt at gøre det umulige muligt. At bryde publikums almene opfattelse af, hvad man kan og ikke kan. Publikum ved godt, at det er fup, men de lader sig alligevel fascinere. For hvordan gør tryllekunstneren?

Spørgsmålet kan godt besvares generelt. Når en tryllekunstner skal skabe et trick, tager han selvfølgelig udgangspunkt i naturvidenskabelige principper, som han blot anvender på utraditionel vis. En tryllekunstners mirakler er altså resultatet af en utraditionel tankegang.

I hele vor levetid suger vi oplevelser til os. Vi sorterer dem og gemmer dem i vores hjerne. På baggrund af hukommelsens indhold skaber vi vore erfaringer. Nye indtryk kombineres med gamle erfaringer og resulterer i ny viden.

Hvis jeg taber en tryllekasse på gulvet ved et uheld, og kassen lyder tom, så behøver jeg ikke at vise den tom bagefter. Publikum har allerede konkluderet, at kassen er tom, fordi de erfaringsmæssigt ved, hvordan en tom kasse lyder — i hvert fald det voksne publikum. Børn er anderledes. Det er ikke nok, at de hører, at kassen lyder tom. De skal se, at den er tom. De har mindre livserfaring. Derfor er børn i virkeligheden det sværeste publikum at underholde med trylleri. De kender ikke naturlovenes begrænsninger endnu.

Jeg nævner dette, fordi jeg ønsker at understrege, at evnen til at forstå den utraditionelle tankegang, man anvender inden for trylleri, Ikke afhænger af intelligens, men af erfaring.

Højt uddannede videnskabsfolk er fx lige så lette at snyde med trylleri, som alle andre befolkningsgrupper. Selvfølgelig. De er vant til, at alt går korrekt til i deres laboratorier. Der er ikke hemmelige faldlemme i laboratorieskabene eller skjulte spejle i reagensglassene.

Parapsykologernes nemesis

Parapsykologi er en videnskab, der forsker i de uforklarede psykiske fænomener, der tilsyneladende omgiver visse mennesker. Problemet er blot at finde konkrete psykiske fænomener og dermed personer, som kan tillægges paranormale evner. Det vil sige evner, der ikke kan forklares ud fra kendte naturvidenskabelige principper. For eksempel tankelæsning (telepati), forudviden (prækognition) og klarsyn (clairvoyance), under et ESP (Extra Sensory Perception, da. oversanselig opfattelsesevne). Eller påvirkning af omgivelserne med tankens kraft, PK (psykokinese).

I Danmark har vi ikke nogen egentlig parapsykologisk forskning på videnskabeligt niveau. Selskabet for Psykisk Forskning foretager på trods af navnet ikke forskning.

Man anslår, at der på verdensplan foreligger ca. 3.000 rapporter om parapsykologiske forsøg (Hines 1988). Stort set alle forsøg er udført af ærlige og rationelle videnskabsfolk, der mener, at netop deres forsøg påviser eksistensen af ESP eller PK. Men ikke én eneste af rapporterne har formået at overbevise flertallet af forskere om eksistensen af disse fænomener.

Konklusionerne i de mest kendte rapporter har senere vist sig at være baseret på selvbedrag fra forskernes side eller snyderi fra forsøgspersonens side (fx Stanford-rapporten om Uri Geller, der blev udarbejdet af to tidligere laser-fysikere (Targ og Puthoff 1974), som af kritikere lidt drillende kaldes for parapsykologiens Gøg og Gokke).

Indtil man ved mere om baggrunden for ESP og PK, må forskningen i parapsykologi siges at være baseret på et irrationelt grundlag.

Men hvad sker der, når rationelle videnskabsfolk bevæger sig ind i forskning på et irrationelt grundlag?

Den skeptiske tryllekunstner

Rapporter om paranormale fænomener har altid mødt indsigelser fra tryllekunstnere. Ikke kun fordi tryllekunstnere har mulighed for at genskabe stort set alle „effekter” indenfor ESP og PK — det er ikke i sig selv bevis for at paranormale medier snyder — problemet er, at stort set ingen eksisterende rapporter har taget tilstrækkelig højde for (mis)brug af magiske principper.

Den amerikanske tryllekunstner, James Randi, har længe forsøgt at gøre amerikanske parapsykologer opmærksomme på svaghederne i deres forsøgsopstillinger. Efter hans skarpe kritik af Russel Targ og Harold Puthoff’s rapport om Uri Geller (Randi 1975) anbefalede daværende formand for Parapsychological Association, Stanley Krippner, sine medlemmer at inddrage kvalificerede og erfarne tryllekunstnere i planlægningen af forsøgsarbejdet fremover.

Project Alpha

I 1979 ydede bestyrelsesformanden for McDonnell-Douglas flyfabrikkerne, ingeniør James S. McDonnell, et tilskud på $500.000 til Washington University, St. Louis i staten Missouri. Tilskuddet var øremærket til etableringen af McDonnells Psykiske Forskningslaboratorium (McDonnell Laboratory for Psychical Research).

Fysikeren, professor Peter R. Phillips, blev valgt til leder af laboratoriet. Han meddelte gennem Associated Press, at laboratoriet primært ville beskæftige sig med forskning i psykokinetisk metalbøjning udført af børn.

James Randi tilbød straks at stille sin erfaring til rådighed for det nyetablerede laboratorium. For egen regning, vederlagsfrit og uden krav om at blive nævnt som rådgiver i rapporterne. Tilbuddet blev afvist af professor Phillips, der hævdede, at laboratoriet sagtens kunne klare sig uden hjælp fra en tryllekunstner.

James Randi besluttede sig for at bevise, at forskere let kunne snydes med simple tricks, og at det i sig selv var en større hindring for seriøs parapsykologisk forskning end de utilstrækkelige tilskud, som forskerne hævdede var problemet.

Han kontaktede to unge tryllekunstnere, Steve Shaw og Michael Edwards, som tidligere havde tilbudt deres assistance, hvis han fik brug for den. Steve Shaw, 17, fra Washington, Pennsylvania, havde allerede da specialiseret sig i en gren inden for trylleri kaldt mentalmagi og Michael Edwards, 18, fra Marion, Iowa, var i sin stat kendt som en habil tryllekunstner.

De meldte sig begge to til laboratoriet som mulige forsøgspersoner og blev udvalgt som de eneste blandt 300 ansøgere. Randi aftalte med dem, at hvis de nogen sinde blev spurgt direkte af en af forskerne om de brugte tricks, skulle de straks svare: — „Ja, og det er James Randi, der har sendt os herhen!” De aftalte også, at de under alle omstændigheder ville afsløre komplottet på et passende tidspunkt.

Uafhængigt af dette skrev Randi til laboratoriet og gav dem 11 gode råd, som han anbefalede at følge, uanset om de ønskede hans hjælp eller ej. Nogle af rådene var blandt andet, at forskerne ikke måtte tillade forsøgspersonerne at fravige forsøgsprotokollen, og at alle forsøgsvilkår skulle registreres præcist.

Det viste sig hurtigt at Shaw og Edwards dårligt nok behøvede at bruge deres trickmæssige erfaring for at narre Phillips og hans forskerhold.

Under en telepati-test fik forsøgspersonerne overrakt en forseglet kuvert med et billede indeni. Billedet var ét ud af mange i en stor bunke, og ud fra et lignende udvalg skulle forsøgspersonerne finde ud af hvilket af billederne, der var i kuverten. De to unge tryllekunstnere fandt hurtigt en metode, som ville have resulteret i 100 % korrekte svar, men for at forskerne ikke skulle blive mistænksomme, valgte de at gætte forkert en gang imellem.

Metoden var simpel: Kuverterne var kun forseglet med hæfteklammer, og forsøgspersonen fik som regel lov til at være alene med kuverten. Det var derfor ingen sag for både Shaw og Edwards at rette benene ud på hæfteklammerne, pille dem ud af hullerne, kigge ned i kuverten, sætte hæfteklammerne ind i de originale huller igen og bøje benene på plads.

En assistent fra forskerholdet hentede kuverten, undersøgte den for brud på seglet og åbnede den derefter for at konstatere om forsøgspersonen havde gættet rigtigt. Under et af forsøgene mistede Edwards to hæfteklammer fra en kuvert. For at assistenten ikke skulle opdage bruddet på forseglingen, åbnede Edwards selv kuverten for øjnene af assistenten, da han kom for at hente den.

Dette brud på forsøgsprotokollen blev ikke bemærket eller noteret af forskerne. Forsøgspersonerne havde dermed fået lov til at ændre forsøgsbetingelserne uden protester.

Under et andet forsøg blev Shaw præsenteret for en lille aflang acrylplade med en nedfræset rille i. Nedsænket i rillen lå en tynd metaltråd (diameter ca. 1,5 mm), som kun lige flugtede med acrylpladens overflade. Det blev anført i den endelige rapport, at det ikke var muligt at fjerne metaltråden fra rillen uden enten at vende bunden i vejret på acrylpladen, eller ved at bruge en eller anden form for hjælpemiddel. Shaw blev bedt om at stryge hen over metaltråden med sin finger og bøje den ved mental påvirkning.

Han opdagede, at når han pressede fingeren hårdt ned i den ene ende af rillen, så vippede lidt af tråden op over kanten af rillen i den anden ende. I et ubemærket øjeblik vippede han tråden op, bøjede den lidt og lagde den ned i rillen igen på „siden”. Bøjningen af tråden var nu ikke synlig fra siden af pladen, men ved at stryge hen over tråden med fingeren – akkurat som han fik besked på – kunne han rulle den 90° med det resultat, at tråden pludselig krummede op af rillen. Miraklet var sket.

Det blev anført i den endelige rapport, at forsøgspersonen ikke havde haft mulighed for at snyde under dette forsøg!

Som det fremgår af disse eksempler, har forskerne haft en utrolig tillid til forsøgspersonerne, og det lader til at være et generelt problem blandt parapsykologer. Under deres søgen efter beviser for eksistens af ESP eller PK, kaster de deres rationelle viden og sunde fornuft over bord. Når forsøgspersonerne således ønsker at fravige forsøgsprotokollen, accepteres det af forskerne, fordi, (…) medierne ikke kan skabe mirakler under for skrappe kontrolforanstaltninger”. Nej, selvfølgelig kan de ikke det, hvis de snyder. Men der er tilsyneladende ikke grænser for forskernes naivitet.

Da tidsskriftet New Scientist i 1975 foretog en læserundersøgelse, blev professor i matematik John Taylor fra Kings College, London, betragtet som værende blandt verdens 20 førende videnskabsmænd. Grunden til hans popularitet var blandt andet hans hyppige optræden i tv og hans populært skrevne bøger. I bogen Superminds (Taylor 1975) hævder han ikke kun, at Uri Geller er i stand til at bøje gafler, nøgler og metalstænger ved tankens kraft. Han påstår også, at hundredvis af engelske børn kan gøre det. Trods det at han ikke har overværet ét eneste tilfælde af metalbøjning blandt børn.

De kunne nemlig aldrig udføre miraklerne, når han kiggede på. De kunne heller ikke, hvis de blev filmet. Men hvis han lod dem være alene med metalemnerne et øjeblik, var der ikke grænser for, hvilke forvridninger af objekterne børnene tilsyneladende kunne skabe ved tankens kraft. John Taylor kalder det “genertheds-effekten”, når børnene kun kan bøje genstande i enrum.

Han gav også børnene nogle rør med hjem med forskellige metalemner i. Når de kom med rørene næste morgen, var indholdet bøjet. Det undrede ham ikke, at børnene kun kunne bøje indholdet, når rørene ikke var forseglet.

På Bath University designede to psykologer en simpel test af seks af Taylors vidunderbørn. Som forventet havde børnene ikke problemer med at bøje forsøgsobjekterne, når de var i enrum. De vidste bare ikke, at alle deres gerninger blev optaget på video igennem et spejl i væggen. Efter gennemgang af optagelserne kunne man konstatere, at alle tilfælde af metalbøjning beroede på fysisk kontakt med objekterne. En lille pige måtte således bruge både hænder og fødder for at bøje en tyndere metalstang (Pamplin og Collins 1975). Taylor fandt det ikke nødvendigt at lave sådan en test, fordi han mente, at børnene var pålidelige.

Forskerne i McDonnell’s Psykiske Forskningslaboratorium havde som tidligere nævnt stor tillid til Shaw og Edwards. Ligesom John Taylor gav de også Shaw og Edwards forsøgsobjekter med hjem. Objekterne – forskellige metalemner – blev puttet i små forseglede plasticæsker. Forseglingen blev foretaget ved at bore små huller i kanten af låget og æsken. Låget blev derefter „syet” fast med en tynd metaltråd, enderne snoet sammen og forseglet i en klump voks, der afslutningsvis blev mærket med et prægestempel. Forskerne havde tilsyneladende tænkt på det hele.

I den treårige periode forsøgene stod på, var Shaw, Edwards og Randi i telefonisk kontakt med hinanden jævnligt og var derfor i stand til at planlægge, hvordan de skulle omgå forskernes sikkerhedsforanstaltninger.

De fandt ud af, hvor let det var at pille voks-seglet af metaltrådene, åbne æskerne, påvirke indholdet fysisk, sy låget på igen og sætte voks-seglet fast igen. Nogle gange skulle voksen smeltes om for at sidde ordentligt fast igen. Det var imidlertid ikke noget problem at genskabe prægningen i voks-seglet, fordi det prægestempel, som forskerne brugte, var ganske ordinært og kunne købes i enhver boghandel for en halv dollar.

Tænk at besejre et tre millioner kroners projekt med et prægestempel til en femmer!

Der er ikke tvivl om, at forskerne på McDonnells laboratorium troede, at Shaw og Edwards var den ægte vare. Det er en del af forklaringen på, at de fik så lang snor. Forskernes håb om at finde det uomtvistelige bevis for eksistensen af ESP eller PK fik dem til at gå på kompromis med kontrolforanstaltningerne og dermed kvaliteten af deres forsøg.

Hvis forskerne havde haft den mindste mistanke om, at det var to tryllekunstnere, som de testede, havde udfaldet af forsøgsrækken sikkert været et andet. Forskerne ville formentlig også have accepteret James Randis tilbud om assistance. Under hele den treårige forsøgsperiode skrev Randi i øvrigt jævnligt til professor Peter Phillips og tilbød gratis konsulentbistand. Men Phillips var ret sikker på, at han ikke blev snydt og sagde pænt nej tak hver gang.

I juli måned 1981 – to år efter projektets start – lækkede Randi oplysninger om „Projekt Alpha” på en tryllerikongres i Pittsburgh. Elleve dage senere nåede rygterne til McDonnells Laboratorium. I stedet for at gøre forskerne mere skeptiske, skabte rygterne blot stor moro i laboratoriet, og Shaw og Edwards tog flittigt del i morskaben. De blev ikke engang spurgt, om de nogensinde havde snydt. Næsten samtidig bad Phillips for første gang Randi om assistance. Men i en lidt anden anledning end man skulle tro. Han bad Randi om at skaffe nogle video-optagelser af et falsk tilfælde af psykokinetisk metalbøjning, efterfulgt af en forklaring på, hvordan tricket blev udført. Phillips ville vise båndet på august-mødet i Parapsykologernes Forbund (Parapsychological Association) sammen med optagelser af den „ægte” vare – Shaw og Edwards!

James Randi samlede nogle klip fra sit videoarkiv og sendte båndet til Phillips. Til gengæld for sin hjælp bad Randi om en kopi af McDonnell-laboratoriets optagelser af Shaw og Edwards. Han regnede med, at de klip, han selv havde valgt med falske tilfælde af metalbøjning, ville skærpe forskernes opmærksomhed og mistænksomhed over for Shaw og Edwards, fordi de modtog hans bånd samtidig med, at rygterne om svindel nåede til Washington Universitetet. Men reaktionerne udeblev.

Inden parapsykologernes august-møde analyserede Randi forskernes optagelser og konstaterede, at konkrete tilfælde af svindel fra forsøgspersonernes side kunne ses direkte på forskernes videooptagelser.

Lige efter at både Randis og McDonnell-laboratoriets bånd var blevet vist på mødet, og forskernes rapport om Shaw og Edwards var blevet fordelt blandt deltagerne, hev Randi fat i trøjen på professor Phillips og insisterede på at vise ham de eksempler på snyd, som han havde fundet på Alpha-båndet.

Professor Phillips var tydeligt rystet efter at have set båndet igennem sammen med Randi. Han takkede for oplysningerne og skyndte sig at tilbagekalde de uddelte rapporter. Forbehold som „måske”, „tilsyneladende” og „sandsynligvis” blev flettet ind i rapporten på passende steder, hvorefter den blev genoptrykt og fordelt.

Da forsøgene blev genoptaget på McDonnell-laboratoriet, konstaterede Shaw og Edwards, at forsøgsbetingelserne var ændret markant. Forskerne havde ændret holdning og virkede mere skeptiske. De forholdsregler, som James Randi ved flere lejligheder havde foreslået professor Peter Phillips, var pludselig blevet indført. Shaw og Edwards ringede til Randi og meddelte ham, at de ikke længere havde mulighed for at snyde med de simple midler, de hidtil havde brugt. Alle tre tryllekunstnere var tilfredse. Fornuften havde sejret. Forskerne udnyttede nu den ekspertbistand, de hele tiden var blevet tilbudt. Shaw og Edwards kunne ikke længere omgå forsøgsprotokollen.

Men uden for McDonnell-laboratoriet begyndte andre forskere at interessere sig for de to mediers evner.

Psykiateren Berthold Schwarz, der havde fast tilknytning ved et center for revalideringsforskning (National Instituts for Rehabilitation Engineering – NIRE), producerede et hæfte på 51 sider til tidsskriftet Journal of the American Society of Psychosomatic Dentistry and Medicine. Hæftet fik titlen “Taming the Poltergeist” (“Tæmning af en poltergeist”) og var baseret på forsøg med Steve Shaw som medie.

På et tidspunkt fik Shaw overladt et smalfilmkamera med besked på at lave nogle optagelser for direktøren for NIRE, Donald Selwyn. Da filmen blev fremkaldt, opdagede Berthold Schwarz en uformelig hvirvlende masse på nogle af optagelserne. Den amorfe masse fulgte blandt andet efter direktør Donald Selwyn, da han spadserede rundt på instituttets parkeringsplads. Ved en nærmere analyse af optagelserne mente Schwarz – i sin egenskab af psykiater – at kunne se ansigter, der bevægede sig, et Jesus-portræt, en UFO, en kvindetorso, en brystvorte, et bryst, nogle lår og endda en fødsel! Psykiater Berthold Schwarz konkluderede, at disse uformelige skikkelser kun kunne være resultatet af Steve Shaws paranormale evner og mentale påvirkning af filmen.

Det var ganske rigtigt Shaw, som var skyld i fænomenet, men han behøvede ikke at påkalde sig de højere magters hjælp – den uformelige masse var såmænd en spytklat på linsen!

De to unge mænd blev også testet af professor Otto H. Schmitt fra University of Minnesota. Schmitt forsynede dem blandt andet med nogle billige digitalure af den type, som er af helstøbt plastic og ikke kan åbnes (uret smides ud, når batteriet er opbrugt). Shaw og Edwards blev anmodet om at påvirke urene mentalt. Efter en frokostpause lykkedes det Michael Edwards at påvirke et af urene. Krystallerne i displayet viste pludselig ikke længere klokkeslættet, men et eller andet kaudervælsk.

Professor Schmitt betragtede det som et enestående eksempel på psykisk kraftanvendelse og var ikke sen til at udtrykke sin begejstring over for pressens repræsentanter.

For Edwards var forklaringen mere enkel. Han havde blot tænkt utraditionelt. I en frokostpause smuglede han et af urene ud af laboratoriet. Under måltidet på en selvbetjeningsrestaurant lagde han uret ind i en sandwich og puttede hele herligheden i en mikrobølgeovn. Som forventet kunne urværket ikke klare den noget usædvanlige behandling. Krystallerne kogte nærmest over og fyldte displayet med volapyk. Endnu et mirakel var skabt.

Som lægmand er det svært at forstå, at så enkle hændelser, frem kaldt med så enkle midler, kan afstedkomme så usædvanlige konklusioner fra ellers rationelle og veluddannede videnskabsfolk. Hvem har ikke været ude for en eller anden uklarhed på kameralinsen? Eller at krystaldisplayet i et digitalur eller i en lommeregner pludselig har opført sig mærkeligt? Som regel på grund af slag- eller trykpåvirkninger, eller høj varme. (Hos nogle enkelte trylleriforhandlere kan man endda købe et trick, hvor man med et meget enkelt hjælpemiddel kan påvirke krystaldisplayet kraftigt på visse ældre typer digitalure).

En anden overbevist parapsykolog, professor Walter Uphoff, der ligesom psykiater Berthold Schwarz har for vane at gøre sig til talsmand i medierne for alle påståede psykiske vidundere, havde fulgt McDonnell-forskernes arbejde fra sidelinjen.

Efter at han selv havde haft lejlighed til at teste Michael Edwards, udtalte han til avisen National Enquirer den 19. januar 1982: „Jeg betragter ham [Michael Edwards] som en af verdens bedste psykiske medier. Han har gennemført alle mulige forsøg under de strengeste kontrolforanstaltninger, for øjnene af 18 mennesker, deriblandt metallurgieksperter, fysikere og psykiatere.”

Udover Walter Uphoffs frie fortolkning af kontrolforanstaltningerne på laboratoriet, forsøgte han altså at styrke sin troværdighed ved at indblande eksperter fra andre videnskabelige grene i sin udtalelse. Når man nu kender Michael Edwards’ baggrund, styrkes teorien om, at videnskabsfolk ikke er i stand til at gennemskue simple tricks, blot endnu mere.

Forsøgene i McDonnell-laboratoriet blev afsluttet. Peter Phillips og hans forskerhold genvandt lidt af deres respekt, fordi de reviderede deres oprindelige positive bedømmelser til mere forbeholdne konklusioner, selvom de personligt og følelsesmæssigt var overbevist om ægtheden af de hændelser, som de havde overværet.

Udenforstående parapsykologer skiftede imidlertid ikke standpunkt – trods James Randis afsløring af direkte svindel fra Shaw og Edwards’ side på McDonnell-laboratoriets videobånd. Ingen af parterne vidste, at Shaw og Edwards var tryllekunstnere. Det blev først afsløret senere i magasinet Discover.

De selvudnævnte parapsykologer var lamslåede. Deres håbløse desperation over at stå med endnu et bevis for „ægte” ESP og PK, som ingen andre forskningsgrene vil anerkende, kom bedst til udtryk, da professor Walter Uphoff udtalte til Discover, at Shaw og Edwards skam havde parapsykiske evner, men at de nu løj for at sætte ham i miskredit (efter hans positive udtalelser til National Enquirer)!

“Hvordan kan de to unge mænd vide, at de snød under forsøgene?” spurgte han en undrende journalist.

“Hvordan er den mand blevet professor?” spørger man sig selv.

Moralen i denne beretning fra det virkelige liv er ikke, at videnskabsfolk er godtroende fjolser, og tryllekunstnere er bedrevidende mennesker, men at store forskningsbidrag ikke gør forskerne smartere end andre mennesker og heller ikke gør dem i stand til at opdage simple tricks uden hjælp.

Hydrick-sagen

Store forskningsbidrag kan godt nok hjælpe til, at videnskaben får bedre og dyrere hjælpemidler, men avancerede hjælpemidler gør stadig ikke forskere smartere.

I 1980 vakte en ung mand på 20 år stor opmærksomhed med sin påstand om at kunne flytte objekter med tankens kraft, såkaldt telekinese. James Hydrich alias Sung Chai demonstrerede sine evner i tv-programmet “That’s Incredible!”, hvor han først fik siderne i en telefonbog til at vende sig og dernæst fik en blyant til at bevæge sig på kanten af et bord.

Han fik hurtigt pressens bevågenhed, og selv kritiske journalister blev omvendt efter personligt at have overværet James „Chai” Hydrich i aktion.

Hydrich krydrede sin påstand om paranormale evner med en god historie om, hvordan han havde erhvervet dem. Han havde haft en ulykkelig barndom – moderen var narkoman og faderen alkoholiker. Drengen røg ind og ud af institutioner og efter et endeligt opgør med sine forældre, da han var 17 år, stak han hjemmefra. Under sin flugt gennem et naturreservat mødte han efter eget udsagn en gammel kinesisk mand, Wong Chung Wu, der havde været munk i Tibet indtil Kinas invasion i 1949. Wong Chung Wu lærte ham at meditere og svæve, og dyrke karate med bind for øjnene.

Hydrich hævdede blandt andet, at meditation gjorde ham i stand til at løbe hundreder af kilometer i træk uden at blive træt.

I 1977 blev han imidlertid anholdt og idømt 2½ års ubetinget fængsel for meddelagtighed i bortførelse og røverisk overfald af to turister i en campingbus. Han nægtede sig skyldig. Under sit fængselsophold skærpede han – ifølge egne oplysninger – sine psykiske evner med meditation.

Journalisten Michael Munroe fra avisen Star gengav ukritisk hans livshistorie i en artikel under overskriften „Verdens bedste psykiske medie”. For at styrke troværdigheden citerede han chefpsykolog, dr. Kimble, fra Davis Amts Mentale Helbredskommission i Utah (Utah’s Davis County Mental Health Commission) for følgende udtalelser:

„James [Hydrich] er bestemt, hvad han udgiver sig for at være. En intelligent person, der kan gøre ting med tankens kraft som folk tror er umuligt. Hans psykiske kræfter er ufattelige og forbløffende.”

Desværre var citatet ikke korrekt. Den omtalte psykolog hed ikke Kimble, men Heber C. Kimball, og han var ikke chefpsykolog for nogen helbredskommission, men almindelig psykolog på Davis Amts Mentale Helbredscenter. To dage efter avisartiklen udsendte Heber C. Kimball en pressemeddelelse, hvori han udtalte:

“Jeg har set James Hydrich på kort afstand få siderne i en bog til at bevæge sig, få planter i loftet til at rotere og blyanter på en bordkant til at dreje sig lidt. Jeg ved ikke hvordan han gør. Den eneste måde, man kan fastslå årsagssammenhængen på, er ved at han gentager sine handlinger under kontrollerede forhold i et forsøgslaboratorium. Indtil da kan hændelserne ikke forklares videnskabeligt. Dette er min oprigtige mening om James Hydrichs evner. Det er uheldigt at hr. Hydrich finder på [usande] historier om sig selv og dermed reducerer sin troværdighed”.

Der var altså grænser for, hvad psykolog Heber C. Kimball ville lægge navn til.

En gruppe skeptiske forskere overvejede at følge dr. Kimballs opfordring til at teste James Hydrichs påståede evner i et laboratorium. De mistænkte ham for at puste ubemærket på de objekter, som han fik til at bevæge sig. For at få bekræftet teorien ansøgte forskerne om tilskud fra forskellige fonde til køb af teknisk udstyr, som kunne spore svage luftstrømninger. De overvejede blandt andet at anvende Schlierien-fotografering, som er en avanceret proces, der kan registrere luftstrømme ved hjælp af interferensteknik.

James Randi kom dem i forkøbet. I tv-showet ”That’s my Line” demonstrerede James Hydrich endnu en gang sine psykokinetiske evner. Han blev bedt om at gentage telefonbogstricket, men under Randi’s overvågning. Randi lagde derefter små flamingokugler (den type man bruger til støddæmpning af skrøbelige forsendelser) rundt om telefonbogen for at bevise, at James Hydrich ikke kunne bevæge siderne i telefonbogen uden at puste på dem.

---

James Hydrick og James Randi, Del 1
httpv://www.youtube.com/watch?v=9cS6DjeBz7g

James Hydrick og James Randi, Del 2
httpv://www.youtube.com/watch?v=xf0Iipl6QQY

---

Nu virkede Hydrichs psykokinetiske evner pludselig ikke mere. Efter næsten en halv times forgæves forsøg måtte en ydmyget James Hydrich opgive med den begrundelse, at det var for svært at gentage eksperimentet, og at han blev nødt til at starte med noget mindre først. Interessant at Hydrich, der hævder, at han kan få sig selv til at svæve, end ikke kunne flytte en af siderne i telefonbogen med tankens kraft.

Hydrich-sagen viser endnu en gang, at forskerne har brug for faglig ekspertise på trick-området. Selv om videnskaben på forhånd er skeptisk, mangler forskerne fortsat indblik i tryllekunstnernes utraditionelle tankegang. I dette tilfælde sparede både fonde og forskere penge og kostbar tid på grund af nogle flamingokugler.

Skomager bliv ved din læst!

Der er åbenbart grund til at understrege, at højt uddannede videnskabsfolk altså ikke er dygtigere end andre mennesker. Det er vi ellers blevet opdraget til at tro. For når pressen citerer en ekspert, er det netop for at styrke en artikels troværdighed.

Menigmands tillid til ekspertens udtalelser er som regel også berettiget, når eksperten holder sig til sit fagområde. Men det er påfaldende, at de mest selvhævdende parapsykologer i virkeligheden ikke er uddannet i parapsykologi.

Det er som regel videnskabsfolk med helt anden uddannelsesmæssig baggrund, der blot har en særlig interesse for det paranormale. Targ og Puthoff, som testede Uri Geller, var laserfysikere. Lederen af McDonnell-laboratoriet, Peter Phillips, var også fysiker. Berthold Schwarz, der testede Shaw og Edwards, var psykiater. Vor hjemlige professor Preben Plum, som vi kommer ind på senere i dette kapitel, er doktor i medicin.

Jeg ved ikke hvilken baggrund, der er den mest velegnede til formålet, men jeg ved, at i ingen af de nævnte fagområder lærer studerende at opdage simpel humbug. For naturen snyder jo ikke. Det forekommer derfor opsigtsvækkende, at disse selvudnævnte parapsykologer ikke er blege for at udtale sig om, hvorvidt et påstået medie er ægte på trods af, at de har bevæget sig ind på et område, de ikke ved nok om.

At forske i parapsykologi uden at have kendskab til magiske principper er som at praktisere lægekunst uden at kunne anatomi!

Som tidligere nævnt har vi ikke nogen egentlig parapsykologisk forskning herhjemme, men dr.med. Preben Plum har foretaget mange registreringer af rapporter om paranormale fænomener. Han har også haft lejlighed til at teste mange hjemlige og udenlandske medier, men desværre har han aldrig taget forholdsregler, der kunne udelukke anvendelse af simple magiske principper. Derfor er hans praktiske forskningsresultater og hans konklusioner sjældent anvendelige. I 948 havde Preben Plum besøg af den indiske fakir Kuda Bux. Han optrådte med blindvisualisering (eyeless sight). Selv om han fik anbragt en stor klat almindelig dej over begge øjne og derefter et tørklæde, var han i stand til at se genstande, som blev holdt op foran hans ansigt.

Professor Plum beskriver i en af sine bøger (Plum 1982) et forsøg, som han udførte i sit hjem med Kuda Bux. For at være sikker på, at Kuda Bux ikke smugkikkede, insisterede Plum på selv at lægge forbindingen. Efter at have sat hæfteplaster over begge hans øjne, smurte Plum et tykt lag af blandet vaseline og zinksalve fra panden ned over de allerede blændede øjne til næsetippen. Kuda Bux bad om at få et tørklæde ud over hele herligheden, for det var han vant til, når han optrådte.

På trods af forbindingen var Kuda Bux stadig i stand til at læse i engelske bøger og gengive skriftlige meddelelser, som Plum og hans indbudte gæster lagde foran ham.

Professor Plums gæster var fortsat skeptiske efter forsøget og mente, at Kuda Bux snød, uden dog at kunne påvise det. Plum var selv mere overbevist og beklager sig i bogen over, hvor svært det kan være at ændre mekanistisk opdragede mennesker.

Ideen i de forsøgsvilkår, professor Plum opstillede, var god nok. Det er faktisk svært at se gennem en grumset masse af vaseline og zinksalve. Og det er samtidig let for observatøren at se, om forsøgspersonen smugkikker. Men desværre ødelagde Plum selv forsøgets kvalitet ved at tillade Kuda Bux at bære et tørklæde over plasteret og salven.

Sagen er nemlig den, at Kuda Bux var tryllekunstner. Han havde specialiseret sig i blindvisualisering og var teknisk meget dygtig i den genre. Det var derfor ingen sag for Bux at ændre forsøgsvilkårene i ly af tørklædet.

Under en telefonsamtale med professor Plum. den 2. aug. 1991, spurgte jeg, om han vidste, at Kuda Bux var tryllekunstner. Plum svarede, at Bux under sit besøg yndede at vise en masse „pjattede” korttricks, og at han såmænd også erkendte, at han altid snød når han optrådte med blindvisualiseringen. Men han hævdede, at han også kunne udføre den ægte vare. Og det er Preben Plum fortsat overbevist om var rigtigt.

Men det er et faktum, at Kuda Bux fik ændret forsøgsvilkårene, så de passede ham bedre. Plum, brød sig ganske vist ikke om, at Bux ville have tørklæde for øjnene, men han gav ham lov alligevel af ren og skær høflighed. Hvis Bux virkelig kunne udføre ægte blindvisualisering, hvorfor fulgte han så ikke blot professorens instrukser for at eliminere enhver tvivl?

Hvorfor gjorde han udtrykkeligt Plum opmærksom på, at han ikke kunne se igennem genstande, som blev holdt op mellem hans ansigt og det, som han skulle „se”? Hvis han virkelig kunne udføre ægte blindvisualisering – og kunne se gennem flere lag forbinding – hvorfor var et ekstra lag så pludselig en hindring?

Fordi han snød. Han kunne jo netop smugkigge gennem forbindingen, og så generede det selvfølgelig hans udsyn, hvis nogen holdt noget ugennemsigtigt op foran øjnene på ham.

Der findes adskillige metoder til at udføre blindvisualisering med. De fleste går ud på at skabe en forbinding, som trods alt giver et begrænset udsyn. Husk på, at det kun er nødvendigt med en sprække på 1-2 millimeter for kunne se noget. 16. bind af bogserien „Tarbell Course in Magic” (Tarbell 1954), beskrives en rutine, der i princip minder om en af de metoder, som Kuda Bux brugte.

Først placeres et plaster over hvert øje. Dernæst sættes et langt plaster på tværs over næseryggen, dækkende begge øjne. Til sidst dækkes hele herligheden over med et tørklæde! Tørklædet dækker over den grundlæggende hemmelighed ved blindvisualisering: Mens forbindingen lægges, kniber man øjnene godt sammen. Når forbindingen er lagt, åbner man øjnene igen. Da øjenbrynene og huden under øjnene bevæger sig hver sin vej ved bevægelsen, og afstanden øges minimum 2 centimeter, går selv det mest klæbrige og elastiske plaster af. Det er nu muligt at skimte lys, hvis man kigger ned langs næseryggen.

Tørklædet tjener således flere formål. Det skjuler forandringer i ansigtstrækkene når øjnene åbnes og lukkes. Det skjuler at plaster eller lignende trækkes væk fra huden, når øjnene åbnes. Og det skjuler at plasteret sættes på plads, når tørklædet tages af igen.

Kuda Bux brugte ikke helt samme forbinding, men princippet var det samme. Han kunne se ned langs næseryggen. Et tykt lag vaseline og zinksalve var ingen hindring for ham. I ly af tørklædet kunne han let ændre fordelingen af salven, så han fik lidt udsyn.

Det er vigtigt at understrege, at selv om en mystisk hændelse eller evne kan genskabes med trylleri, er det ikke i sig selv bevis for, at de personer, som hævder at besidde sådanne evner, snyder. Men Kuda Bux var tryllekunstner. Han levede endda af at være det og var sågar tilknyttet magiens højborg, The Magic Castle i Hollywood, Californien, de sidste år af sit liv. Alle hans kolleger på Magic Castle kendte hans metoder ganske godt, og han var forresten en god personlig ven af – James Randi.

---

Kuda Bux
httpv://www.youtube.com/watch?v=q6x_zO0IIsE

---

Hellig aske med bismag

Sri Sathya Sai Baba (født 1926) fra Puttaparthi i Indien, er en af vor tids mest omtalte „hellige mænd”. Det grundlæggende element i Sai Baba’s religion er, at når verden bliver disharmonisk, så vil det guddommelige inkarnere sig i en menneskeskikkelse – det er selvfølgelig Sai Baba – for at gøre verden harmonisk igen. Tilhængerne kan kun opnå absolut lykkefølelse ved at kaste sit ego bort og fuldt ud hengive sig til ham.

Enhver kan forholde sig til Sai Baba’s religion, som han eller hun lyster. Til gengæld er hans „mirakler” mere håndgribelige og det er også primært dem, der har skaffet ham en tusindtallig skare af tilhængere.

Han ynder at materialisere forskellige genstande – primært smykker, mønter og blomster – ud af den blå luft. Desuden fremmaner han en hellig aske, vibhuti, som hævdes at have helbredende egenskaber. Nogle tilhængere hævder endog, at vibhuti undertiden vælter frem fra billeder af Sai Baba i deres hjem rundt omkring i verden. Sai Bababevægelsen opfordrer medlemmerne til at spise den hellige aske.

Jeg har ikke oplevet Sai Baba “live”, men har haft lejlighed til at studere hans teknik på nogle virkelig gode videooptagelser af ham.

En typisk ceremoni foregår på den måde, at Sai Baba vandrer rundt blandt tusindvis af sine tilhængere, som sidder på jorden foran ham. Tilhængerne rækker breve op til ham med bønner om hjælp. Han tager kun mod nogle af brevene, og med jævne mellemrum foretager han en rundgående bevægelse med hånden og producerer en eller anden genstand, som han forærer væk.

Af og til producerer han lidt vibhuti i stedet, som han drysser i hænderne på tilhængerne eller tørrer af i hovedet på dem.

Sai Baba har hidtil afslået at lade sig teste af forskere, men tager dem nogle gange i audiens. Der ynder han at vise dem nogle tilsyneladende improviserede, men overbevisende „mirakler”. Det er dog altid foregået på hans egne præmisser og uden kontrolforanstaltninger. Rapporterne om disse hændelser er derfor uden videnskabelig værdi.

En analyse af hans teknik giver ikke umiddelbart grå hår i hovedet på en tryllekunstner. Under sin vandring blandt tilhængerne har Sai Baba således flere simple muligheder for at forberede sine materialisationer.

De objekter, som en tryllekunstner holder skjult med henblik på at trylle frem senere, kaldes „ladninger”. Sai Baba henter nogle af sine ladninger på følgende måde:

1. Blandt tilhængerne er posteret såkaldte brevfolk, der ligesom tilhængerne rækker breve frem til Sai Baba. Under disse breve skjules nogle af hans ladninger fx smykker og mønter. Han tager imod brevet med højre hånd og når han lægger det over i venstre, beholder han ladningen i den højre. Derefter laver han en cirkelbevægelse med hånden som om han forsøger at fange noget i luften, og når han åbner hånden ligger den materialiserede genstand der.

2. Sai Baba er klædt i et stort orange klæde, som er svøbt om ham. Ærmerne er store og omfangsrige. Når han bevæger sig rundt griber han fat i kanten af klædet ved det ene lår for at løfte det lidt fra jorden. Bevægelsen er meget naturlig, men giver mulighed for at lade en eller flere askepiller. Pillerne skjules i hånden med en såkaldt fingerpalmering, som er et greb, hvor emnet klemmes fast i kødet mellem fingrene. Palmeringen giver mulighed for at holde hånden udstrakt og lade publikum skimte, at håndfladen tilsyneladende er tom. Askepillen „fanges” i luften, som de øvrige objekter han materialiserer. Den knuses mellem fingrene og drysses ud over den pågældende tilhænger. Resterne af pillen tværer han som regel ud i hovedet på tilhængeren.

Den mystiske effekt, hvor der danner sig et askelignende stof på indrammede billeder af Sai Baba, kan genskabes ad kemisk vej. En billedramme af aluminium vil nemlig forvitre i (fugtig) atmosfærisk luft ved behandling med kviksølvforbindelser som fx det giftige salt kviksølvthiocyanat, der i øvrigt kan købes hos trylleriforhandlere til andet formål.

Man må ikke håbe, at det er den metode Sai Baba-bevægelsen anvender, for de opfordrer jo tilhængerne til at spise asken under påskud af, at den har helbredende virkning. Den helbredende virkning af asken er i så fald lige så effektiv som guillotinen er mod skæl i håret!

“Åndet” healing

På Hellerupvej 12 i Hellerup, lidt nord for København, finder man Frank Munkø Healing Center. Indehaveren, Frank Munkø, var tidligere rørlægger, men er nu healer på fuldtid. Han hævder at være i besiddelse af en vis helbredende magnetisk udstråling, som han tilfører sine klienter ved strygninger og håndspålæggelse. I telefonbogen kalder han sig „naturlæge”, hvilket i øvrigt er i strid med Lægelovens paragraf 23, idet titlen „læge” er en beskyttet titel, der netop skal sikre befolkningen mod uautoriserede behandlere som fx Frank Munkø.

Frank Munkø udgiver sig for at være synsk (clairvoyant) og hver uge forsøger han ved seancer at overbevise sine tilhængere, når han optræder som medie i ispiritisternes egen kirke, Daniel Kirken, på Peblinge Dossering i København. Kirken ejes i øvrigt af Frank Munkø.

Spiritisme er en slags trosretning for tilhængerne og er baseret på en overbevisning om, at menneskesjælen er udødelig, og at det under visse omstændigheder skulle være muligt for levende mennesker at komme i kontakt med døde menneskers sjæle, kaldet ånder.

Set udefra ligner Daniel Kirken ikke umiddelbart en kirke, men indenfor er lokalet indrettet med kirkebænke, alter, prædikestol, orgel og kulørte glasmosaikvinduer.

En seance indledes som regel med stemningsfuld kormusik i højttalerne. Derefter varmes op med et par salmer fra spiritisternes egen salmebog, og inden orglet har tabt pusten helt, er Frank Munkø gået i gang med seancen.

Som clairvoyant medium hævder han, at han kan se ånder, og det er så heldigt, at de altid dukker op i kirken på de faste tidspunkter, hvor der er seancer. For at kunne kommunikere med ånderne skal Munkø først meditere lidt. Han sætter sig i højstolen på sit alter, lukker øjnene og vender håndfladerne og fingerspidserne opad. Det tager kun et øjeblik, så er han ladet op.

Ved en seance hvor tryllekunstneren Kurt Løfquist og jeg var til stede hævdede han, at han havde mediteret en halv time op til seancen. I så fald anvender han en usædvanlig meditationsteknik. Under påskud af at lede efter toilettet, overraskede Kurt Løfquist ham nemlig i kælderlokalet kort før seancens start. Munkø sad pjattende og drak øl med et par veninder. Behagelig form for meditation. Han blev synligt irriteret over det uanmeldte besøg og skyndte sig at lukke døren.

Under seancen bevæger Frank Munkø sig ned ad gangen mellem de to bænkerader. Pludselig standser han op:

„Her ser jeg ånden af en ældre dame. Hun har et firskårent ansigt og gråt, tilbagestrøget hår. Hun er lidt kraftig og har en storblomstret kjole på. Hun siger navnet Christian. Hvem kender denne dame?”

Tja, hvem kender ikke, eller har kendt en ældre, lidt kraftig, gråhåret dame med storblomstret kjole? Jeg vil anslå at 50 % af mine tanter passer til beskrivelsen. Og hvem kender ikke en herre ved navn Christian? Altså indtil videre kun generelle udsagn, der kan vedkendes af næsten alle mennesker.

En dame på rækken ud for hvor Munkø står, melder sig frivilligt. Hendes søster var gift med en der hed Christian til mellemnavn.

„Deres søsters mand døde efter at han var fyldt 60 år?”

Damen nikker anerkendende — hun opfattede det som et spørgsmål. De øvrige tilhørere opfattede det som en konstatering.

„Han var 61, 63, måske 65 år da han døde. Han døde i hvert fald inden han nåede op i 70’erne?”

fortsatte Frank Munkø skarpsindigt. Han havde jo også lige fået bekræftet at manden døde efter sit 60. år, men hvis han efterfølgende er så heldig at ramme den rigtige alder for dødstidspunktet vil kvinden huske det, som om at han uden omsvøb konstaterede, hvor gammel hendes svoger var, da han døde. På trods af at han faktisk nævnte alle aldre mellem 60 og 70 år.

Munkø fortsatte:

„Året før Deres svoger døde var han syg(?) Han blev rask(?), men året efter blev han desværre også syg igen(?). Han kom sig aldrig over den sidste sygdom(?) og døde svækket”.

Damen bliver usikker. Det er tydeligt, at hun ikke ubetinget kan svare ja til hele den svada.

Spørgsmålstegnene i parenteserne illustrerer lidt overdrevet Munkøs og andre spiritisters spørgeteknik. Publikum opfatter hele sekvensen som én lang konstatering, men i virkeligheden består det af hele fire spørgende udsagn. Spiritisten stopper lidt op efter hvert udsagn for at tolke tilskuerens kropssprog. Nikker hun anerkendende eller ser hun skeptisk ud?

Lad os prøve at gentage hele sætningen:

„Året før Deres svoger døde var han syg(?)”

— Hvis tilskueren nikker, fortsætter spiritisten som før, men hvad nu hvis damen svarer nej? Så ville spiritisten hurtigt have fortsat sætningen med:

“… ikke alvorligt syg, men lidt influenza — ikke sandt?”

Hvem kan svare nej til det udsagn?

Teknikken kaldes med et fagudtryk for, “Cold reading” og kan bedst beskrives som en teknik, hvor man med søgende udsagn og bevidst brug af de „signaler” offeret udsender, lader offeret lede en på vej. Samme teknik anvendes også af spåkoner og naturhelbredere og omtales blandt andet i bogen “Thirteen Steps to Mentalism” (Corinda 1959).

Hvis spiritisterne har de evner, som de hævder, er det ikke nødvendigt for tilskuerne at svare på spiritisternes søgende spørgsmål. Spiritisterne kunne nøjes med at lade ånderne udpege de personer, som de ville i kontakt med, fortælle deres navn og oprindelse, og til sidst videreformidle et budskab. Men det gør de ikke. Ånderne eksisterer nemlig kun i deres fantasi. Resten er ren spørgeteknik.

Afslutningsvis skal det nævnes at Frank Munkø i 1966 blev ekskluderet af Spiritistisk Broderskab i Eksil efter visse uregelmæssigheder, der også tvang den daværende formand til at forlade foreningen (Clemmensen 1966). Frank Munkø var på det tidspunkt Spiritistkirkens vigtigste medium.

Litteraturhenvisninger

• Clemmesen, L. (1966) Spiritisme og medier. Demokraten, 24. Nov.
• Corinda, T. (1959): Thirteen Steps to Mentalism
• Hines, T. (1988): Pseudoscience and the paranormal. Buffalo, New York: Prometheus Books.
• Pamplin, B. og Collins, H. (1975): Spoon bending: an experimental approach. Nature, 257, 8.
• Plum, P. (1982): Mystik, mirakler og videnskab. Århus: Centrum.
• Randi, J. (1975): The Magic of Uri Geller. New York: Ballantine Books
• Targ, R. og Putthoff, H. (1974): Information transmission under conditions of sensory shielding. Nature, 251, 602-607.
• Taylor, J. (1975) Superminds. London: MacMillan.

Nyttige links

http://en.wikipedia.org/wiki/Project_Alpha

http://skepdic.com/projectalpha.html

© 2009 – Michael Leslie Ahlstrand – www.magic4you.dk/