Velikovsky i søgelyset – 4. kapitel

af Bob Forrest

• 1. kapitel: Introduktion til Velikovsky, af Jens Laigaard
• 2. kapitel: Kætterens rolle, af Isaac Asimov
• 3. kapitel: Ideernes kollisioner, af James Oberg
• 4. kapitel: Om Velikovskys kilder, af Bob Forrest
• 5. kapitel: En analyse af “Kosmiske kollisioner”, af Carl Sagan
• 6. kapitel: Forvirringen fortsætter, af Kendrick Frazier

Jeg læste første gang “Kosmiske kollisioner” for omkring ti år siden. Dengang afviste jeg den som værende en excentrisk bog, mere eller mindre fordi jeg ikke kunne fatte, hvordan planeter kunne brase rundt i solsystemet som Velikovsky mente de gjorde, eller hvordan Jorden kunne tippe over eller nedsætte rotationshastigheden om sin egen akse så let som Velikovsky påstod. Velikovskys opfattelse af himmelmekanik forekom mig mildest talt naiv, og bedre blev det ikke af at han tilsyneladende ville gøre planeter og kometer til en og samme ting, himmellegemer der rent faktisk er vidt forskellige af natur.

Men uanset dette, trods det at jeg afviste “Kosmiske kollisioner” som excentrisk, syntes jeg det var en usædvanlig bog. Som formodentlig mange andre læsere blev jeg forbløffet over den righoldige mængde fodnoter og den bredde af kilder, Velikovsky havde gjort brug af til sin bog. Men jeg kunne ikke argumentere imod disse. Dels var der for mange af dem, dels var jeg ikke bekendt med det store flertal af de værker, der blev henvist til. Desuden var mange af kilderne på sprog, jeg end ikke kunne læse og forstå, hvilket stillede mig endnu ringere. På trods af dette mente jeg, at hvis Velikovskys katastrofer virkelig havde fundet sted, så ville vi alle kende mere til dem, og vi ville i hvert fald ikke have været nødt til at vente helt til 1950 med at få dem “genopdaget” og “rekonstrueret” af en psykolog, der læste mellem linierne i verdensmytologien’ Her bør jeg nok tilføje, at jeg forblev fuldkommen uoverbevist af Velikovskys ledsage-hypotese om kollektivt hukommelsestab. Det forekom urimeligt at antage, at en verdenskatastrofe nogensinde skulle kunne “gå i glemmebogen”, sådan som Velikovsky påstod; jeg syntes, dengang som nu, at kollektivt hukommelsestab ikke var stort andet end en behændig undskyldning for et tyndt bevismateriale (1).

Jeg havde således fra begyndelsen en “fornemmelse” af, at Velikovskys hypoteser var fejlagtige, selv om jeg egentlig ikke kunne argumentere imod dem ud fra teksten. Jeg kan huske, jeg skrev til en af mine venner, at en fuldstændig gendrivelse af “Kosmiske kollisioner” ville kræve, at nogen skulle kontrollere alle Velikovskys kilder. Jeg husker også at jeg, vistnok lidt surt, tilføjede, “men hvem ville være skør nok til at gøre det?” Som det senere viste sig, det var jeg selv!

I begyndelsen af 1980 var jeg i færd med at indsamle materiale til en bog (der imidlertid ikke blev til noget) og arbejdede sammen med den engelske forfatter Patrick Moore. Emnet var uortodoks videnskab og pseudovidenskab, og vi besluttede, at Velikovsky skulle med i bogen. For at få et indtryk af samtidens Velikovsky-scene kontaktede jeg – og meldte mig ind i – en organisation, der hovedsagelig var pro-Velikovsky: The Society for Interdisciplinary Studies (2). Det var først på dette tidspunkt jeg blev klar over, at Velikovsky havde tiltrukket sig nogle kloge og højt uddannede tilhængere -faktisk flere end nogen anden yderliggående teoretiker, jeg kender til. Gennem de næste to år nød jeg nogle heftige debatter med Velikovskys “øverste” tilhængere, og det var midt i denne korrespondance (der, omend den var ganske interessant, kun gjorde lidt til at ændre min fundamentale skepsis overfor “Kosmiske kollisioner”), at jeg begyndte at gå Velikovskys kilder efter.

Det jeg fandt ud af var oprørende. Gang på gang opdagede jeg, at Velikovsky havde tvunget sit kildemateriale til at stemme overens med sine teorier, ved simpelthen at bortredigere besværlige detaljer (muligvis ubevidst; jeg vil ikke beskylde Velikovsky for svindel). Andre gange havde han revet citater ud af deres rette sammenhæng, og i nogle tilfælde havde han ligefrem foretaget et let omskrivning af “citaterne”, så de sagde det han ønskede de skulle sige. Det var i det hele taget noget af en fiasko, og der var et foruroligende misforhold mellem denne fiasko og det lærde indhold i Velikovsky-tidsskrifterne. På den baggrund er jeg faktisk tilbøjelig til at tro, at de fleste Velikovsky-tilhængere aldrig har gjort noget videre ud af at kontrollere hans fodnoter og kilder.

Jeg tror, det var denne kontrast mellem indholdet i Velikovsky-bladene og den sande natur af Velikovskys “beviser”, der fik arbejdet med at checke hans kilder en for en til at tage sig mindre skørt ud, end det havde gjort ti år tidligere. I hvert fald kastede jeg mig ud i opgaven (der blev en fascinerende oplevelse) og “Velikovsky’s sources” blev resultatet.

Velikovsky-tilhængerne har indtil dato ikke haft ret meget at sige om “Velikovsky’s sources” – i det mindste ikke til skrivende stund. Men lad os nu se på nogle af Velikovskys “metoder”.

Betydningen af Velikovskys måde at redigere på og rive citater ud af deres sammenhæng kan måske bedst forstås, hvis man læser om jødernes udvandring fra Ægypten – dels beretningen som den gengives i “Kosmiske kollisioner”, dels den oprindelige udgave i 2. Mosebog i Bibelen: de to beretninger ligner slet ikke hinanden. 2. Mosebog indeholder en række magiske handlinger og overnaturlige hændelser – “special effects”, ville jeg kalde dem – lagt ind i en ellers normal verden. “Kosmiske kollisioner” får det derimod til at se ud, som om Udvandringen fandt sted på baggrund af en vældig, fortløbende naturkatastrofe. Ifølge Velikovsky var støtten af skyer og ild kometen Venus; den forårsagede de ti plager og delte det Røde Hav; den udløste vulkansk aktivitet på Sinai og lod manna dale ned i ødemarken.

Men hvordan kunne kometen Venus optræde som beskytter og vejleder for Israel? Hvordan lykkedes det kometen at komme ned mellem israelitterne og ægypterne (2. Mosebog 14, 20) eller at svæve ved indgangen til åbenbaringsteltet (2. Mosebog 33, 9)? Hvorfor bliver støtten af skyer og ild ikke nævnt før end i 2. Mosebog 13, 21 – længe efter at Ægypten havde haft sine ti plager, der iøvrigt ikke alene indtraf på Moses’ befaling, men også var så venlige at gå uden om israelitterne? Er det ikke mærkeligt, at kometen Venus gav slip på det Røde Hav netop så israelitterne blev reddet, mens alle ægypterne druknede? Og hvordan skal man forklare, at super-kometen kunne aflevere vagtler (2. Mosebog 16, 13) såvel som manna?

Som sagt ovenfor vil jeg anbefale enhver der læser “Kosmiske kollisioner” at læse hele 2. Mosebog og omhyggeligt sammenligne denne med den historie, vi præsenteres for i “Kosmiske kollisioner”. Det er faktisk to ganske forskellige beretninger. (Iøvrigt kan der rettes en lignende indvending mod Velikovskys brug af Homers Iliade, men grundet pladshensyn vil jeg ikke gå i detaljer med dette her.)

Lad os i stedet se på nogle udvalgte eksempler på, hvordan Velikovsky redigerer sine kilder. Læseren må tage mit ord for at det er repræsentative eksempler. om at “bevisførelsen” i “Kosmiske kollisioner” i overvejende grad hviler på materiale af denne slags. De læsere, som vil have alle detaljer med, må gå til “Velikovsky’s sources”.

For det første citerer Velikovsky Herodots “Historie”, II, 142 for at sige, at fire gange i Ægyptens historie er solen stået op i strid med sin sædvane, idet den stod op i vest og gik ned i øst. Dette kræver selvfølgelig nogen forklaring (3), men det kan næppe gælde som “bevis” for Velikovskys teori, for hvad Velikovsky ikke fortæller sine læsere er at Herodot også siger: “Og under alt dette havde forholdene i Ægypten aldeles ikke forandret sig hverken med hensyn til jordens frembringelser eller til flodens væsen, ej heller med hensyn til sygdomme eller dødsfald.” Dette har Velikovsky simpelt hen bortredigeret.

Endvidere citerer Velikovsky Josuas takkebøn, i Ginzbergs oversættelse (4), for sætninger som “sol og måne stod stille på himlen” og “Du ødelagde dem i Din forbitrelse” – idet han formoder, at “Du” refererer til hans Venus-komet. Hvad han ikke fortæller læserne er, at Josuas takkebøn også indeholder linier som “Du er kraften bag min frelse” og “vi vil lovsynge og prise dine vidunderlige gerninger”. Det “Du”, bønnen henvender sig til, er naturligvis Gud. En ødelæggende super-komet kan vel næppe påstås at udøve vidunderlige gerninger.

Et andet sted citerer Velikovsky Plinius’ “Naturhistorie”, II, 23 for at sige: “Undertiden hæfter der hår ved planeterne”. Velikovsky antager, at dette viser tilbage til en gammel beskrivelse af Venus på kometstadiet, men i virkeligheden har han bortredigeret den vigtigste del af hvad Plinius siger, nemlig: “Undertiden hæfter der hår ved planeterne og de andre stjerner”. Dette gør det klart, at citatet beskriver virkningerne af Jordens atmosfære, og tilsyneladende har man sidst i 1600-tallet obeserveret netop denne effekt i forbindelse med Venus (5).

Venus er jo hovedpersonen i Velikovskys drama, og det er betegnende, at afsnittet om “Kometen Venus” er et af de groveste eksempler på, hvorledes han fordrejer fakta så de passer ind i hans teori.

For eksempel citerer han Humboldt og Hamy (6) for den oplysning, at mexicanerne kaldte Venus “la estrella que humeava” (stjernen som røg). Hvad han undlader at fortælle læserne er, at ifølge Humboldt syntes røgen at stamme fra vulkanen Orizava, beliggende øst for byen Cholula, og at det glødende skær fra vulkanen set på afstand lignede den opgående morgenstjerne. Under alle omstændigheder stammer samtlige de mexicanske optegnelser, der her er tale om, fra det sekstende århundrede e.Kr. (ifølge Hamy), og på det tidspunkt mener selv Velikovsky at Venus var en stabil og velopdragen planet, der ikke længere så ud som en komet.

Endvidere citerer Velikovsky Jastrow (7) for udtrykket “Venus’ skæg”. Velikovsky mener, at dette er en beskrivelse af Venus’ forhenværende, lysende komethale, men i virkeligheden forklarer Jastrow selv udtrykket med det “piggede” omrids Venus kan have, når man ser den klart lysende planet med det blotte øje. Venus’ “skæg”, og dets forsvinden og genopdukken, blev fulgt med interesse af de babyloniske astrologer.

Endelig skriver Velikovsky, at der i Talmud står: “Der hænger ild ned fra planeten Venus”, men det står der faktisk slet ikke. Det pågældende “citat” stammer fra en astrologisk tekst (8), som siger at folk der fødes under Venus ofte vil blive rige og umoralske, fordi der opstår “ild” i de timer, hvor Venus hersker.

Et andet, lige så forbløffende eksempel på Velikovskys metodik finder vi i afsnittet “De skrækkelige”. Her sætter Velikovsky lighedstegn mellem marutterne i den vediske mytologi og “sværme af meteorer med deres luftformige vedhæng” – brudstykker, som blev revet løs da Mars kolliderede med Venus, og som efter sammenstødet væltede ned over Jorden. Men Veda-hymnernes marutter er ikke kometer, de er stormguder, og Velikovskys “citater” har simpelt hen fået al omtale af regn etc. bortredigeret. For eksempel citerer Velikovsky fra en af hymnerne:

“Selv ved dag skaber marutterne mørke… Ved marutternes råb væltede menneskene omkuld over den ganske Jord.”

Men læg mærke til, hvad Velikovsky har redigeret bort. Her er det fuldstændige citat:

“Selv ved dag skaber marutterne mørke med den vandfyldte sky, når de gennemvæder Jorden. Ved marutternes råb væltede menneskene omkuld over den ganske Jord.” (9)

Det mørke, marutterne skaber, er mørket som går forud for stormen; marutternes råb er de drønende tordenskrald. Ligeledes er marutternes “skinnende slanger” ikke roterende kometer, men de slangeagtige lyn, og de “sten” marutterne slynger fra sig er tordenkiler. Og endelig, hvis marutterne virkelig skulle være rasende kometer, sådan som Velikovsky påstår, er det svært at fatte hvorfor hymnerne, som er tilegnet dem, også indeholder bønner om “et forfriskende efterår med livgivende regn”‘

Lad os gå videre til Ægypten. Velikovsky hævder, at Papyrus Ipuwer er en øjenvidneskildring af de katastrofer, kometen Venus forårsagede i Ægypten. Men læser man hele teksten i dette papyrus, og ikke blot Velikovskys omhyggeligt valgte uddrag, vil man opdage at “katastrofen” ikke er af kosmisk men af samfundspolitisk art. A.H. Gardiner kalder det “billedet af en virkelig revolution”, som beskriver det kaos Ægypten blev kastet ud i “ved lavtstående eventyreres rænkespil og asiater som trængte ind i deltaet” (10). Den forvirring og ulykke, vi hører om i Papyrus Ipuwer, er ikke fremkaldt af et frygteligt, truende himmellegeme, men af “barbarer” fra lande udenfor Ægypten’ Og når papyruset fortæller, at Jorden vender bunden i vejret, refererer dette ikke til en fysisk venden op og ned på kloden, men til en omvæltning af den sociale orden, hvor “røveren nu besidder rigdommene”.

Efter disse få eksempler på Velikovskys metodik – og jeg kunne med lethed gøre listen meget længere, hvilket netop er hvad jeg har gjort i “Velikovsky’s sources” – burde vi måske se, hvorledes Velikovskys tilhængere normalt reagerer på anklagerne om at Velikovsky bearbejdede sit “bevismateriale” og simpelt hen ignorerede de ting, der ikke lige passede ind i sammenhængen.

De fleste Velikovsky-tilhængere indrømmer (undertiden modstræbende) at Velikovsky faktisk har begået visse fejl, og at hans enthusiasme til tider kunne løbe af med ham; men de hævder også, at bagved alle fejltagelserne og de forkerte fortolkninger findes der stadig en fast kerne af beviser for en verdensomspændende katastrofe, der udmærket kan være forårsaget af Venus og Mars, mere eller mindre som Velikovsky beskriver det.

Her står vi egentlig overfor to spørgsmål: 1) Er der i historisk tid forekommet nogen større globale katastrofer, og 2) hvis der er, har Venus eller Mars eller nogen af de andre planeter haft noget at gøre med dem?

Ud fra mit arbejde med “Velikovsky’s sources” vil jeg til det andet spørgsmål svare, at jeg personlig ikke har fundet noget fornuftigt, tekstmæssigt grundlag for Velikovskys hypotese om “kollisioner” mellem planeterne. Den rolle Velikovsky tildeler planeterne i sin rekonstruktion er sandsynligvis hans største fejltagelse overhovedet; som vi har set, bygger især hans afsnit om “Kometen Venus” på den ene misforståelse efter den anden. (Det er sandt, at man tidligere har forbundet planeterne med katastrofer, og det mest bemærkelsesværdige eksempel er Berosus’ forklaring pa det Store År, som Seneca refererer i “Naturales quaestiones”, III, 29. lf, men denne forklaring er af astrologisk art og har intet tilfælles med Velikovskys ideer om omkringfarende planeter – se note 11.)

Med hensyn til det første spørgsmål – om der i historisk tid er forekommet større globale katastrofer -må det siges, at der så absolut findes legender om Verdens ødelæggelse. En del af disse er fantasifulde historier om den Verdens Undergang, som vil komme engang i fremtiden, og de har følgelig intet at gøre i “Kosmiske kollisioner”, skønt Velikovsky alligevel har taget nogle af dem med (f.eks. Pawnee-indianernes fortælling om Verdens Undergang og den islandske “Völuspa”). Andre legender fortæller derimod om Jordens ødelæggelse i fortiden, og dem må vi selvfølgelig tage op til alvorlig overvejelse. Der findes overleveringer om Jordens ødelæggelse i mange, vidt spredte samfund, og selve denne udbredelse af overleveringer om kataklysmer bliver nogen gange fremhævet som et “globalt vidnesbyrd” om en voldsom, verdensomspændende omvæltning.

Der er imidlertid ofte betydelige forskelle i udformningen af katastrofe-legenderne hos forskellige kulturer, og mange af legenderne kan slet og ret være poetiske omskrivninger af lokale katastrofer såsom tørke eller orkan. De buddhistiske fortællinger om Verdens ødelæggelse gennem netop sådanne naturkatastrofer synes at høre til denne kategori, og den islandske beskrivelse af Jordens Undergang i “Völuspa” kan meget vel have sit forbillede i lokale vulkanudbrud.

Det sker vitterlig, at livet ødelægges af katastrofer, – jordskred, oversvømmelser, tørke, vulkanudbrud, jordskælv, flodbølger og orkaner – og det er kun forventeligt, at sådanne udtryk for gigantiske og fjendtlige naturkræfter skulle optræde i verdens mytologi. Men det ville være en stor fejltagelse at sammenfatte lokale katastrofer, der ligger spredt både m.h.t. tid og sted, og ud af dem konstruere en mægtig, “global” katastrofe; og der er foruroligende meget som peger på, at det er lige præcis det Velikovsky i udstrakt grad gør i “Kosmiske kollisioner”. Man kan til sammenligning forestille sig, at man læste om en storm i et engelsk digt, og derpå om en anden storm i en amerikansk roman, og af dette udledte, at der engang i fortiden måtte være indtruffet et globalt stormvejr.

Den udbredte (se note 12) forekomst af oversvømmelseslegender er imidlertid særlig interessant. Selv om der findes forskellige typer oversvømmelseslegender, af hvilke en del ikke synes at have andet tilfælles end ordet “oversvømmelse”, og selv om mange af disse legender sandsynligvis bygger på lokale katastrofer, bliver der stadig så mange beretninger tilbage, at man får det klare indtryk, at hele kloden har oplevet den samme, altomfattende katastrofe. Men på den anden side er dette alligevel langt fra sikkert, af grunde som vil fremgå hvis man for eksempel sammenligner den græske Deukalion-myte, som Ovid beretter i “Metamorphoses”, I, med en lignende fortælling hos Maipuri-indianerne ved Orinocofloden.

Ovid beskriver verdens-oversvømmelsen, hvor kun to mennesker overlever, nemlig Deukalion og hans hustru Pyrrha. For at genbefolke Jorden efter oversvømmelsen får de besked på at kaste sten over skulderen: de sten Deukalion kaster bliver til mænd, mens Pyrrhas bliver til kvinder. Maipuriernes fortælling er en direkte parallel til dette, bortset fra den ene detalje, at de to mennesker skal kaste kokosnødder over skulderen i stedet for sten.

Hvad er årsagen til, at dette motiv går igen på modsatte sider af kloden? Det kan ikke være en gengivelse af virkelige hændelser, og da motivet er så usædvanligt, kan det ikke forklares med at Maipurierne blot har fundet på den samme slags fortælling som grækerne. Det ser ud som om den ene kultur har “lånt” fortællingen fra den anden, eller også må begge have fået den fra en fælles kilde – og det sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved selve oversvømmelsens universalitet, for dennes universelle udbredelse kan også skyldes de samme mellemfolkelige kulturelle låne-processer, snarere end at hele verden har været vidne til den samme begivenhed.

For at vende tilbage til hovedspørgsmålet må vi altså erkende, at selv om det er muligt at de udbredte overleveringer om verdenskatastrofer bygger på en eller flere faktiske verdenskatastrofer, er der ikke tilstrækkeligt bevismateriale til virkelig at bekræfte denne påstand. Og der er på ingen måde rimeligt tekstligt grundlag for at postulere, som Velikovsky så detaljeret gør det i “Kosmiske kollisioner”, forekomsten af to specifikke globale katastrofer omkring 1500 f.Kr. og igen omkring 800 f.Kr. og endnu mindre grundlag for at tro, at disse skulle være forårsaget af planeter.

På dette sted i diskussionen plejer Velikovskys tilhængere at forsøge sig med en anden indfaldsvinkel. Gør det så meget, at teksterne i sig selv ikke yder tilstrækkeligt bevis for Velikovskys verdensbillede, når hans forudsigelser – som for eksempel at Venus ville vise sig at være varm, eller at Jupiter skulle udsende radiolyde – nu viser sig at være korrekte? Så heldige forudsigelser, fremfører man, må da bestemt kunne opveje at det tekstlige bevismateriale ikke er så godt.

Mit eget svar til dette er, at jeg mener Velikovskys “forudsigelser” er stærkt overvurderede. Lad os se på den mest berømte – at Venus skulle være meget varm, fordi den kun er kølet af (fra hvidglødende tilstand, efter dens formodede udstødning fra Jupiter) i nogle få tusind år.

Det første der må slås fast er, at Velikovsky strengt taget slet ikke “forudsagde” noget her – snarere brugte han sin teori til at forklare nogle radiometriske observationer, der blev foretaget på Mount Wilson og Flagstaff obeservatorierne i 1922, og som viste en usædvanlig varmeudstråling fra den mørke del af Venus (se afsnittet “Venus’ termiske balance”). Men i 1950, da Velikovsky hævdede at Venus var meget varm, troede de fleste eksperter imidlertid at den ikke var meget varmere end Jorden, så i det mindste ud fra den synsvinkel må man medgive, at Velikovsky lavede en korrekt forudsigelse i en sag, der ikke blev endelig afklaret før rumsonderne kom til i 1970’erne.

For det andet må man mærke sig, at Velikovsky ikke sagde hvor varm han regnede med Venus ville være. Et kvantitativt udsagn kan lettere efterprøves end et kvalitativt, og er derfor at foretrække, men desværre nævner Velikovsky ingen konkrete tal. Dette er i sig selv ikke nødvendigvis nogen grund til at afvise udsagnet. Som en Velikovsky-tilhænger sagde til mig: Prøv at tælle, hvor mange ligninger der står i “Arternes oprindelse”; jeg forstod, hvad han mente. Men ikke desto mindre gør den kvalitative beskrivelse det sværere at fastholde Velikovsky, og det komplicerer sagen yderligere, at Velikovsky lader en hel del valgmuligheder stå åbne. På den ene side lader han Venus være kølig nok til at have utøjslignende former for liv, men på den anden side hævder han, at den er varm nok til at fremprovokere store oliebrande. Sa præcis hvor varm var det egentlig, Velikovsky forudsagde Venus ville være?

Et andet problem for de læsere, som vil forsøge at sætte tal på Venus’ afkøling efter dens påståede udstødning fra Jupiter, er at Velikovsky faktisk har to modstridende teorier om, præcis hvornår denne udstødning fandt sted. I afsnittet “Fireplanetsystemet” hævder han helt klart, at det skete i første halvdel af det andet årtusind f.Kr. “Jeg går ud fra,” skriver han, “at der i det tredje årtusind kun kan være set fire planeter.” I afsnittet “Venus bevæger sig uregelmæssigt” synes han imidlertid at antyde muligheden af et tidligere tidspunkt for udstødelsen, idet han foreslår, at Venus måske allerede i begyndelsen af det 2. årtusind “var en vagabonderende planet”. (Velikovskys tilhængere synes nu næsten alle at have afskrevet “uddrivningen” i første halvdel af det 2. årtusind f.Kr.; Venus står nævnt i for mange tekster fra det 3. årtusind til at teorien kan holde, for eksempel den sumeriske hymne til Inanna og de ægyptiske pyramidetekster.)

Rumforskerne er stort set enige om, at Venus’ høje overfladetemperatur kan forklares ved drivhuseffekt. Der er visse problemer forbundet med denne teori, hvilket Velikovsky-tilhængerne gerne fremhæver, men der er sandelig også problemer forbundet med Velikovskys, for eksempel: hvorledes kunne Venus blive udstødt af Jupiter uden at smelte? og hvordan lykkedes det Venus at rette sig ind i et næsten cirkulært kredsløb på blot nogle få tusind år? Desuden findes der ingen klare beviser for, at Venus udstråler mere varme end den modtager; med andre ord, der er ikke noget rimeligt grundlag for påstanden om, at Venus er et varmt legeme under afkøling.

Lad os kaste et hurtigt blik på nogle af de andre “forudsigelser”, Velikovsky har fremsat i “Kosmiske kollisioner”. For det første, at Mars’ atmosfære ville vise sig at bestå af kvælstof, argon eller neon. Dette synes ikke at være tilfældet, eftersom den smule atmosfære der findes på Mars øjensynligt består af kultveilte. For det andet, at Mars’ polarkalotter skulle bestå af manna-lignende aflejringer. Den synes jeg, vi skal gå let hen over. For det tredie, at Mars afgiver mere varme end den modtager fra solen. Desværre er jeg ikke bekendt med nogen resultater, som kan bekræfte eller afkræfte denne påstand. For det fjerde, at visse af Jordens olielejer ville vise sig at være kun nogle få tusind år gamle. Så vidt jeg ved har man aldrig fundet sådanne olieaflejringer, og den almindelige opfattelse er stadig, at alle Jordens oliefelter er mange millioner år gamle.

Føj til dette et par af Velikovskys øvrige påstande – at asteroiderne blev dannet, da Venus stødte ind i Mars; at Mars’ kanaler er ar efter samme kollision; at månens kratere er aftryk af eksploderende “bobler”, som opstod ved månens nærkontakten med Mars og Venus; og at kometerne ikke er nær så skrøbelige, som ortodokse astronomer mener – og man vil se, at Velikovskys “succes” egentlig ikke er slet så imponerende, som hans tilhængere gerne vil have den til at tage sig ud.

Alt i alt lader det til, at jeg havde fuldkommen ret, da jeg dengang for ti år siden afviste “Kosmiske kollisioner” som værende en excentrisk bog; så måske har de to års arbejde med at efterforske og skrive “Velikovsky’s sources” alligevel ikke været et storslået spild af tid. Det var et arbejde, jeg meget nødig ville have undværet, og jeg må tilstå, at jeg er kommet til at nære en sær beundring for den mand, som formåede at lede mig så langt ud ad et vildspor. Om ikke andet, så er “Kosmiske kollisioner” i hvert fald en af de mest bemærkelsesværdige skøre bøger, der er udkommet i det tyvende århundrede.

Noter

1. Kollektivt hukommelsestab har altid forekommet mig at være en uberettiget udvidelse af traumatisk hukommelsestab hos enkeltindivider. For eksempel var der mange mænd, der overlevede skyttegravskrigens traumer i Første Verdenskrig. Nogle af dem blev ganske vist ramt af traumatisk hukommelsestab, men ikke dem alle, og fakta er at mange af de overlevende kun var alt for villige til at beskrive de rædselsfulde hændelser for deres børn og børnebørn. Traumatisk hukommelsestab fik bestemt ingen indflydelse på den kollektive erindring om begivenhederne, og forhindrede heller ikke, at historiebøgerne blev skrevet.
2. Redaktionel adresse: J.B. Moore, Central Library, Clarence Rd., Hartlepool, Cleveland TS24 7EW, England. [I skrivende stund: 1984].
3. Der er to mulige forklaringer på den mærkelige påstand, Herodot her fremsætter. Den ene er, at “reversionerne” i solens bevægelse er en forvansket gengivelse af den ægyptiske borgerlige kalendere fejlvisning m.h.t. årstiderne. Denne forårsagede, at sommerens højtider lidt efter lidt flyttede sig ind i vinteren og omvendt. Fejlvisningen skyldtes, at den borgerlige kalender holdt strengt fast ved et 365-dages år og ikke anvendte skudår til at skille sig af med den overskydende kvarte dag. En anden forklaring er, at det er en fejlagtig ekstrapolation af solens opgange- og nedgangsposition på horisonten, der gradvist flytter sig på grund af procession. Jeg er selv mest tilbøjelig til at foretrække den første forklaring.
4. Louis Ginzberg: “The legende of the Jews” (7 bd.; 1925). Josuas takkebøn findes i bind 4, s. 10-11. Velikovsky henviser til den i afsnittet “En helt utrolig historie”.
5. Se tidsskriftet Weather, maj 1948, s. 135 (artikel af E.L. Hawke): en borger i Westminster ved navn Gadbury optegnede, at d. 29. januar 1686, og igen d. 21. februar samme år, så planeten Venus ud “som en komet”. En skribent i tidsskriftet for British Astronomical Association, juni 1948, sætter fænomenet der beskrives i Hawkes artikel i klasse med solsøjlen.
6. F.H. von Humboldt: “Researches concerning the institutions and monuments of the ancient inhabitants of America” (2 bd.; 1814), bind 2, s. 174. E.T. Hamy: “Codex telleriano remensis” (1899), s. 43.
7. M. Jastrow: “Aspects of religious belief and practice in Babylonia and Assyria” (1911), s. 221.
8. Shabbath 156. Jeg har benyttet den engelske standardoversættelse, udgivet af Soncino Press.
9. F. Max Müller: “Vedic hymne” (Sacred books of the East, bd. 32; 1891), mandala 1, hymne 38, vers 9-10.
10. Sir Alan Gardiner: “Egypt of the Pharaos” (1966 ed.), s. 109. Oversættelser af Papyrus Ipuwer findes i J.B. Pritchard (ed.): “Ancient Near Eastern texts relating of the Old Testament” (3. ed., 1969) s. 441-4; samt W.K. Simpson (ed.): “The literature of the ancient Egyptians” (1972), s. 210-229.
11. Læren om det Store År er en højst interessant foreteelse i oldtidens tankeverden. Overleveringen sagde, at ved skabelsen begyndte alle planeterne deres bevægelse fra det samme sted på himlen, hvor de havde stået i en stor konjunktion. Når alle planeterne vendte tilbage til deres oprindelige stilling, mente man at Verdens Undergang ville indtræffe.
12. Syndflods-legenden er ikke universel. Den optræder for eksempel ikke i Ægypten eller Japan, og den er tilsyneladende meget sjælden overalt i Afrika.

© Skeptica
Originaludgave: Velikovsky i søgelyset / redigeret af Jens Laigaard. – Hjallerup : Skeptica ; Wegners forlag, 1984. – ISBN 87-88685-00-4 ; ISSN 0107-2900

Bob Forrest udgav selv sine omfattende kildestudier under titlen “Velikovsky’s Sources”. En forkortet udgave blev i 1987 udgivet af det amerikanske forlag Stonehenge Viewpoint med titlen: “A Guide to Velikovsky’s Sources”.