af James Oberg
- 1. kapitel: Introduktion til Velikovsky, af Jens Laigaard
- 2. kapitel: Kætterens rolle, af Isaac Asimov
- 3. kapitel: Ideernes kollisioner, af James Oberg
- 4. kapitel: Om Velikovskys kilder, af Bob Forrest
- 5. kapitel: En analyse af “Kosmiske kollisioner”, af Carl Sagan
- 6. kapitel: Forvirringen fortsætter, af Kendrick Frazier
Det er før sket, at revolutionerende teorier har “vendt op og ned på verden”, men når det drejer sig om afdøde Immanuel Velikovskys forfatterskab, kan denne talemåde opfattes helt bogstaveligt. Velikovsky og hans tilhængere hævdede, at de havde identificeret en række fortidige interplanetariske naturkatastrofer, hvor hele kloder havde slået kolbøtter i verdensrummet og havde været involveret i katastrofale nær-kollisioner. Også Jorden var indblandet i disse begivenheder i det 15. og 8. århundrede før vor tidsregning, og ifølge Velikovsky har erindringer om dette overlevet i mytologi og folklore hos folkeslag verden over.
Tredive år efter at striden blev et tema i den offentlige debat, eksisterer “Velikovskianismen” stadig, men i en form som hverken dens fortalere eller modstandere havde forestillet sig for en generation siden. For de, der var sikre på at hans teorier gjorde ham til en ny Galilei, et geni hvis visioner helt ville feje århundredgamle dogmer til side, ville det være utænkeligt at han endnu – tredive år senere – er en slags videnskabelig spedalsk, og at hans teorier stadig bliver ignoreret eller latterliggjort af det store flertal af arbejdende videnskabsfolk. For de, der så ham som en beregnende svindler, en særling eller en tosse, ville det være utænkeligt, at der den dag i dag stadig findes et stærkt intellektuelt samfund, som ikke alene bakker hans teorier op, men også påstår at alle videnskabelige fremskridt siden 1950 har bekræftet Velikovskys visioner og dygtighed. “Kulten” omkring Velikovsky har bestemt ikke vist tegn på opløsning, sådan som videnskabsfolk havde forestillet sig den ville.
I november 1979 døde Velikovsky i Princeton, New Jersey, i en alder af 84 år. I den anledning stod kommentatorerne ansigt til ansigt med et uløseligt dilemma. Er Velikovskianismen trods alt fremtidens bølge, hvis gennembrud slet og ret er blevet forsinket af nutidens videnskabelige træghed og fordomme? Eller er det blot endnu en af pseudovidenskabens blindgyder, et af de bedste eksempler på “patologisk videnskab” i dette århundrede? Der er fortalere for begge synspunkter; men selv om det på nuværende tidspunkt er umuligt at skrive det sidste kapitel i denne sag, hælder de fleste neutrale iagttagere til den sidstnævnte opfattelse.
Ophavet til denne fascinerende interplanetariske katastrofeteori er en mand, hvis livshistorie i sig selv er fascinerende. Han blev født den 10. juni 1895 i en jødisk familie i Vitebsk, Rusland. Velikovsky (navnet betyder på russisk “den store”) var en dygtig, lærd ung mand, der efter at have forladt gymnasiet i 1913 brugte et års tid på rejser i Europa og Palæstina. Efter at have taget nogle få forberedende kurser i medicin ved universitetet i Edinburgh, tog han tilbage til Rusland sommeren 1914. Han gennemlevede Første Verdenskrigs rædsler, den russiske revolution og den efterfølgende borgerkrig som medicinstuderende ved universitetet i Moskva. 1 1921 fik han sin eksamen og rejste til Berlin, hvor han mødte og giftede sig med en ung koncertviolinist. Efter at have arbejdet hos forskellige psykiatere i Wien emigrerede han med sin familie til Tel Aviv, og i sommeren 1939 gik turen videre til New York, kun et hestehoved foran Anden Verdenskrig og Nazi-Tysklands anti-semitiske galskab.
For anden gang i Velikovskys liv var verden overvældet af massemord, og han vendte sig mod oldtidens myter for at finde et fristed for intellektet. I foråret 1940, da nazi-styrkerne trængte ind i Paris, havde han dispositionen til sin tese klar, en tese der skulle optage ham og kræve al hans energi de næste 40 år. “Jeg syntes,” skrev han senere, “at jeg havde tilegnet mig en forståelse af denne katastrofes virkelige natur og omfang.” I efteråret 1940, mens de tyske krigsfly gjorde indhug i Royal Air Force over London og intet syntes at stå mellem Hitler og verdensherredømmet, fuldførte Velikovsky sin beretning om de planetariske katastrofer, en historie som kunne få selv verdenskrige og folkemord til at tage sig små og ubetydelige ud. Han brugte så de følgende ni år til at gøre sin dokumentation komplet, en periode hvor han daglig (som han selv sagde) “åbnede og lukkede biblioteket på Columbia University”.
Velikovsky havde skabt en indviklet ballet af himmelske møder, der gentagne gange havde lagt Jorden øde (han kaldte sit arbejde en “rekonstruktion” fremfor en “teori”). Venus var en af de vigtigste planeter, løsrevet fra Jupiter ved en nærkontakt med en omflakkende Saturn. Den nyskabte Venus var indhyllet i gasser og lignede en komet, der med mellemrum tog turen dybt ind i det inderste af solsystemet. Efter nogle få hundrede, eller få tusind år, var Jordens held sluppet op og vor klode var nær ved at kollidere med “kometen” Venus. Den følgende række af nærkollisioner og katastrofer forårsagede det Røde Havs deling, Ægyptens ti plager, faldet af Jerikos mure samt at solen “stod stille” over Gibeon – ifølge Velikovskys “rekonstruktion”. Imens var Venus ved at gå ind i et mere fredsommeligt kredsløb, dog først efter at have slået Mars ud af kurs; hvorpå den røde planet aflagde en række lige så katastrofale “besøg” syv århundreder senere.
Alt dette udgjorde kun det sidste akt i et drama, som Velikovsky regnede med gik tusinder af år tilbage i tiden. Tidligere, skrev han, havde også Merkur været blandet ind i de planetariske møder; Jupiter og Saturn havde oprindelig været dobbelt-planeter, og Jorden den ene af planeternes måne; Saturn var eksploderet og havde oversprøjtet Jorden med vand (Syndfloden); månen var dukket op andetsteds fra og var på en eller anden måde blevet indfanget i et kredsløb om Jorden. Alt dette hævdedes at have fundet sted “inden for menneskehedens erindringssfære”.
I “Worlds in collision” (“Kosmiske kollisioner”) fremlagde Velikovsky denne rekonstruktion. Bogen blev udgivet i 1950 efter en reklamekampagne med uddrag og sammendrag, som skabte en ganske stor forhåndsinteresse blandt folk. Mange videnskabsfolk antog at der var tale om et fupnummer, der havde til hensigt at vise at Bibelen rent bogstaveligt var sand; og da forlaget Macmillan udsendte bogen, ,reagerede den videnskabelige verden voldsomt og truede med boykot og andre modforholdsregler. Herefter overgav Macmillan sine rettigheder til Doubleday, selv om bogen var på vej til at blive en landsomfattende bestseller. Mens nyhedsmedierne hyldede ham som en ny Leonardo da Vinci, Pasteur, Galilei og Einstein i én og samme person, blev Velikovsky skældt ud og fordømt af fag-astronomer.
Velikovskys tilhængere fik meget ud af at han blev afvist. De hævdede, det var et symptom på de videnskabelige neandertaleres forstenede natur, og at disse aldrig ville være i stand til at ændre deres opfattelse af noget som helst. I Harper’s Magazine i juni 1951 skrev Velikovsky, at den ældre generation af lærde “for det meste er psykologisk ude af stand til at optage ny lærdom”. (Denne kommentar blev aldeles modbevist af de næste 20 års videnskab, hvor hårde beviser indenfor et dusin områder førte til, at de samme videnskabsfolk måtte ændre opfattelse mange gange -undtagen når det drejede sig om Velikovsky!) “Hvor meget af gårsdagens kætteri er videnskab i dag?” spurgte en overskrift i et pro-Velikovsky blad i 1972, og antydede hermed, at fortidens kætteri automatisk bliver fremtidens videnskab. Et billigt debat-trick, som så bort fra det faktum, at det meste kætteri i virkeligheden er det rene og skære nonsens, selv om det modsatte (vor tids videnskab var kætteri i fortiden) er sandt. Alle fortidens vanvittige “videnskabskætterier” blev fortiet og kun succes-historierne beskrevet, til støtte for overskriftens groft ulogiske påstand.
Rent faktisk havde Velikovsky sine forgængere, uanset hvor meget hans tilhængere nægtede at se sådanne tidligere, analoge tilfælde i øjnene. I tre særskilte tilfælde havde vidtløftige bøger opregnet fortidige legender som bevis for interplanetariske katastrofer, ofte med rent ud forbløffende paralleller til Velikovskys rekonstruktion. Men selv om Velikovsky må have læst disse bøger (de var tilgængelige på Columbia Universitys bibliotek) og brugt dem som kildemateriale, har han ikke henvist til dem i sine skrifter – måske fordi deres forfattere forlængst er afskrevet som tossehoveder (1). Men flere af Velikovskys kritikere kunne huske dem, og anså ham for blot endnu en åndelig efterfølger til disse skøre teoretikere.
Den første var William Whiston, en engelsk præst og matematiker, der i 1696 udgav bogen “New theory of the Earth”. I den påstod Whiston, at før Jordens katastrofale møde med en komet var der nøjagtig 360 dage i et år og 30 dage i hver måned (det påstod Velikovsky også). Kometen var kommet i år 2349 før vor tidsregning og forårsagede dels Bibelens syndflod, dels at Jorden ændrede kredsløb. Whiston fandt omfattende beviser til støtte for sin teori, baseret på legender fra hele verden.
I 1882 udgav den amerikanske politiker-reformator-redaktør-forfatter-galning Ignatius Donnelly bogen “Ragnarok”, hvor han brugte 200 sider alment kendte myter til at konstruere en historie om en komet, som havde forårsaget en verdensomspændende katastrofe, heri medregnet den dag solen stod stille over Gibeon (også Velikovsky mente, at dette skyldtes en passerende komet). Kritikken af “Ragnarok” lød i forbavsende grad som et forvarsel om modtagelsen af Velikovskys værk 70 år senere: ifølge en anmelder var Donnellys teori “sammenhængende, sandsynlig og ikke i modstrid med nogen anden lærdom i moderne videnskab, og godt støttet af menneskehedens traditioner. Hvis teorien er sand, vil den revolutionere den eksisterende geologiske videnskab.”
Den tredje opdukken af dette interplanetariske katastrofe-begreb var Hörbiger/Bellamys Glaciale Kosmologi. Teorien, der blev lanceret i Tyskland i 1913 (Bellamy overtog først bevægelsen i 1930’erne) var, med Martin Gardners ord, “en af de største klassikere indenfor tosse-videnskab”. I dette tilfælde drejede det sig om nedfaldende måner – ikke kometer – som havde forårsaget alle verdens legendariske katastrofer. Teorien fik en noget uheldssvanger popularitet i Nazi-Tyskland, hvor snesevis af bøger og blade fremstillede den som et germansk modstykke til “den jødiske videnskab”. Bellamys bøger, der blev udgivet på engelsk, havde ingen politiske undertoner. De var en ren gang rablen om, hvorledes en tidligere måne var ramlet ned på Jorden for omkring 13.500 år siden, og hvordan vor nuværende måne kort tid efter erstattede den første (noget der stemmer helt overens med Velikovskys fremstilling). Velikovsky hævdede, at månen engang var dækket af vand, der siden er forsvundet, men Bellamys bøger påstod at månen stadig var dækket af et mere end 150 km. tykt lag is.
Tydeligvis så Velikovsky ikke nogen som helst forbindelse mellem sit eget værk og disse tidligere rumkatastrofeteorier. Faktisk udpegede han sig selv som den eneste person, der var i stand til at lave en sådan rekonstruktion: “Ligesom det enkelte menneskes tidligste erindring, således falder også hele menneskehedens tidligste erindringer ind under psykologi-studiets domæne. Kun et filosofisk og historisk, men også analytisk trænet sind kan se de mytologiske temaer i deres sande sammenhæng – et sind, der gennem mange års praksis har lært at forstå sine medmenneskers drømme og fantasier.” Det er mærkeligt, Velikovsky kunne påstå at være en sådan ener, idet han måtte vide at det kun var i detaljer – ikke i den overordnede sammenhæng -hans ideer adskilte sig fra Whiston, Donnelly, Hörbiger og Bellamys. Men som man kan forstå, havde han god grund til at fremstille sig selv som den egentlige ophavsmand og ikke henlede opmærksomheden på sine forgængere.
Som årene gik, fremsatte Velikovsky en række vigtige “præcise forudsigelser” på grundlag af sit verdenssyn, og disse forudsigelser beviste at han havde ret, fastslog han og hans tilhængere. “Sjældent indenfor videnskabens historie er så mange forskellige formodninger – det naturlige derivat af en enkelt central ide -blevet så hurtigt bestyrket af uafhængig forskning,” skrev en af hans hoveddisciple, Ralph Jürgens, i 1963. “Rumalderen dokumenterede og bekræftede mine synspunkter,” påstod Velikovsky selv i 1977. De som tog afstand fra Velikovsky kaldte disse forudsigelser for “gæt”, og endda ikke særlig gode gæt.
For eksempel sagde en af Velikovskys hovedkritikere, Carl Sagan, på en konference i 1974: “Så vidt jeg kan se, er ikke én eneste af de astronomiske forudsigelser i “Kosmiske kollisioner” tilstrækkelig præcis til at kunne betegnes som mere end et uklart, heldigt gæt, og der er… en hel mængde af bogens påstande som er bevisligt forkerte.” Dette blev i 1970 uddybet af David Morrison, rumvidenskabsmand ved NASA. Han sagde: “Hver eneste af de vigtige forudsigelser, Velikovsky fremsatte i 1950 vedrørende forholdene på planeterne, såsom kulbrinte-skyer på Venus, store forekomster af argon i Mars’ atmosfære, store indre varmekilder på Venus, nylig smeltning af månens overflade, udbredte kraterdannelser af nyere dato på Jorden og månen, eller synkroniseret global vulkanaktivitet på Jorden, har afgjort vist sig at være forkert. Hver eneste ny rumflyvning, som for eksempel de seneste Pioneer-sonder, lægger endnu en pind til ligkisten… Den ubehagelige sandhed er ikke kun, at de astronomiske data ikke støtter Velikovsky, men at en hel del af de påstande, som forekom antagelige eller i det mindste mulige da de blev fremsat i 1950, nu har vist sig at være fejlagtige.”
Dette ville Velikovsky naturligvis ikke høre tale om. “Den mest foragtelige af alle former for undertrykkelse er at benægte originaliteten og korrektheden i mine forudsigelser,” sagde han på en konference i Notre Dame i 1974. Senere samme år, ved et foredrag i San Francisco, uddybede han sin holdning: “Mit arbejde kan ikke længere betegnes som kætteri. Hovedparten af det har fundet vej ind i lærebøgerne, og det er underordnet, om man har opgivet mig som det egentlige ophav eller ej … Ingen af mine kritikere kan fjerne magnetosfæren, ingen kan tage varmen fra Venus og ingen kan ændre så meget som én sætning i mine bøger.”
Skeptikere har antydet, at den person som har været mest dygtig til at fjerne (eller ændre betydningen af) sætninger i Velikovskys bøger er Velikovsky selv. Mange af hans mest berømte forudsigelser bygger tydeligvis på en genfortolkning af hvad han oprindelig har skrevet, noget som viste sig at være forkert eller som var tvetydigt nok til at kunne genfortolkes med en hvilken som helst betydning. Udvalgte eksempler synes at bekræfte denne kritik.
Lad os for eksempel tage Venus: Velikovsky forudsagde, at planeten ville afgive varme på grund af dens korte og voldsomme historie. Selv om den viste sig at være varmere end videnskabsfolk havde forventet (hovedsagelig på grund af dens uberegneligt tætte atmosfære), afgiver den ikke mere varme end den modtager fra solen, og den er heller ikke ved at køle af (som Velikovsky også forudsagde). Ligeledes afviste han på det kraftigste teorien om, at den høje overfladetemperatur på Venus skyldes drivhuseffekt, idet han gentagne gange hævdede, at vilkårene på planeten slet ikke tillod en sådan effekt – hvis den var mulig (og det tyder de seneste resultater fra rumsonderne på), ville hans vigtigste forudsigelse være borte med blæsten.
Vor egen måne er et andet godt eksempel. Velikovskys tilhængere gør meget ud af hans forudsigelse af “hyppige måneskælv” og “remanent magnetisme”, men går man den lidt efter i sømmene er den knapt så imponerende. Måneskælv er ikke “talrige”, som Velikovsky forudsagde -de er svage og sjældne. Han sagde, at astronauter kunne opleve (føle) et måneskælv, blot de gik nogle få timer på månen, men i virkeligheden kunne de blive der i hundrede millioner år uden at dette ville ske. De spor af magnetisme i månens lava, som faktisk overraskede geologerne, skyldtes ifølge Velikovsky at klipperne var smeltet og afkølet for kun et par tusind år siden. Men alle forsøg på tidsbestemmelse ud fra radioaktiv stråling indikerer, at månen ikke er smeltet inden for de seneste milliarder år. Den nylige nedsmeltning blev, ifølge Velikovskys forudsigelse, fremkaldt af magnetfeltet hos en passerende planet. (Han foreslog Mars eller Venus, men ingen af disse planeter har et magnetfelt af blot tilnærmelsesvis den nødvendige styrke, så Velikovsky antog at de engang havde haft et sådant felt, men at det nu var forsvundet.) Imidlertid viser det sig, at den magnetiske orientering i overfladeprøver sjældent er retningsbestemt; og det tyder på, at orienteringen er skabt i forbindelse med individuelle kraterdannelser. Der er ikke tale om en ensartet orientering i lunar forstand, som det ville have været tilfældet ved påvirkning fra et udefra kommende felt. Velikovsky forudsagde, at dødbringende mængder af radioaktivitet ville true måne-astronauternes liv, men det var ikke tilfældet. Han forudsagde, at overfladen havde været dækket af vand for kun nogle tusind år siden, men der blev ikke fundet det mindste spor efter dette vand. Han påstod, at kraterne var blevet skabt af bristende bobler på måneoverfladen og af interplanetariske lynnedslag, ikke af meteorer og vulkaner, men ingen beviser blev fundet. Han erklærede, at “inden for menneskehedens hukommelse” var månen blevet indfanget i sit kredsløb omkring Jorden. Disse og andre påstande var så forskellige fra enhver mulig tydning af Apollo’s data om månen, at det ikke kan undre nogen, at professionelle rum-videnskabsfolk blev særdeles vrede, blot de hørte Velikovskys navn.
Der findes andre tilfælde, hvor Velikovsky har fremsat forkerte forudsigelser: den rigelige mængde af argon på Mars (Velikovsky tog fejl, og hans tilhængere har trådt hinanden over tæerne for at glatte ud med selvmodsigende undskyldninger), kanalerne på Mars (Velikovsky påstod, det var et net af brudflader, men i virkeligheden var der tale om optiske bedrag – der findes sprækker på Mars, men ikke i den form Velikovsky spåede), Mars’ skyer (Velikovsky mente, de ville være sorte, men de er nu rødlige), temperaturen på Jupiter (Velikovsky sagde, at der ville være koldt, men han gættede dog rigtigt i at atmosfæren ville udsende radiobølger – det gør den, men ionosfæren udsender dog betydeligt flere radiobølger), den røde plet på Jupiter (Velikovsky sagde, at det var et ar i planetens overflade, som viste hvor Venus var blevet slynget ud; men Jupiter har ingen overflade, og den røde plet er blot en usædvanligt stor orkan), at planeten Mars var “rigt beboet at mikroorganismer, sygdomsfremkaldende for mennesker” (de blev ikke sporet af Viking-sonderne), og at månen var rig på ilt, klor og svovl (disse stoffer er faktisk blandt de mest sjældne på månen). Velikovsky tog fejl med hensyn til alle disse forudsigelser; og dog, ved at ændre deres betydning eller ved at ignorere fakta, påstår hans tilhængere at han havde ret.
Videnskabsfilosoffer har også gjort indsigelse mod det ofte fremførte synspunkt, at Velikovsky blev afvist alene fordi han var i modstrid med tidens dogmer. Ifølge Joseph May, en pro-Velikovsky historiker, “udfordrede “Kosmiske kollisioner” åbenbart for mange af de grundprincipper, man almindeligvis mener må eksistere, selv om de ikke direkte kan bevises… Bogen fremprovokerede den slags reaktion man kan forvente, når et samfunds formodede behov har forrang fremfor samfundets formål. Man kan slutte, at en væsentlig årsag til modstanden mod nye hypoteser, som for eksempel Velikovskys, der kræver dybtgående revisioner af teoretiske strukturer, ligger i den urokkelige egoisme hos de folk, som i årevis har forsket ud fra de én gang accepterede antagelser, og som måske har fået deres resultater ud på tryk… Hvor er det ironisk, at så mange humanistisk orienterede mennesker, der er stolte over deres liberale indstilling i sociale og politiske sammenhænge, så voldsomt skulle forsvare den opfattelse, at videnskaben ikke kan fungere medmindre den helt intolerant forkaster enhver afvigelse fra den etablerede tro.”
En anden pro-Velikovsky teoretiker, civilingeniør Leroy Ellenberger, skrev i 1979: “Det er således klart, at under indflydelse af et stærkt ego ville videnskabsfolk, som følte sig truet af Velikovskys teser, reagere netop så voldsomt som de gjorde. Den oprindelige reaktion har holdt sig med uformindsket styrke lige til i dag, eftersom mange af de oprindelige deltagere stadig er i live, og også de yngre videnskabsfolk synes blindt at tilslutte sig de forhastede domme fra 1950 og før.”
Dette er sandelig ikke noget flatterende billede af, hvordan videnskaben fungerer i dag. Ærlig talt, det er direkte fornærmende, Som historikeren Michael Jones skrev i 1979: “Det er med udtalelser af præcis denne slags, man mest effektivt støder videnskabsfolk fra sig, og de giver én god grund til at tro, at Velikovskys skrifter og tilhængere er ubetydelige og uoplyste. Videnskabsfolk vil altid modificere deres synspunkter, når der dukker nyt bevismateriale op,” og det har de faktisk også gjort siden 1950 på snart sagt alle områder. Man må heller ikke glemme, at der også ligger en god portion egoisme til grund for hele pro-Velikovsky bevægelsen, idet denne jo repræsenterer en “genvej” rundt om alle de besværlige detaljer i samtidens videnskab (som det nye dogme nu har gjort forældet) og frit ud i luften postulerer overlegenhed over alle, som tror på de “gamle” teorier (og hvem vil ikke gerne sammenlignes med Galilei, Newton og Pasteur?).
Men hvad vil der ske i fremtiden? Nu da ophavsmanden til det hele er død, vil bevægelsen måske sygne hen eller køre fast i interne ideologiske stridigheder, da “den hellige skrift” tolkes forskelligt af forskellige læsere og der ikke længere er nogen højeste autoritet at spørge til råds. Eller – nu da hovedpersonen er ude af den strid, som ofte udartede til en kamp mellem personligheder (hvilket begge sider energisk prøver at bortforklare) – måske det nu vil være muligt at udskille de værdifulde bidrag, der måtte findes i Velikovskys rekonstruktion, og indarbejde dem i vor tids stadigt fremadskridende (og evigt foranderlige) videnskab.
Noter
Dette er ikke rigtigt. I noteapparatet til “Kosmiske kollisioner” henvises der flere steder til Whiston, Donnelly og Bellamys bøger; Bellamy og Hörbiger nævnes også et enkelt sted i “Da kloden kæntrede”. O.a.
© Skeptica
Originaludgave: Velikovsky i søgelyset / redigeret af Jens Laigaard. – Hjallerup : Skeptica ; Wegners forlag, 1984. – ISBN 87-88685-00-4 ; ISSN 0107-2900
Source/Kilde: Velikovsky i søgelyset / redigeret af Jens Laigaard. – Hjallerup : Wegners forlag, © 1984 by Skeptica. Oversat af Jens Laigaard og Willy Wegner efter: “Ideas in Collision” i Skeptical Inquirer, vol.5, no.2. © 1980 by The Committee for the Scientific Investigation of Claims of the Paranormal, 1203 Kensington Ave., Buffalo, N.Y. 14215 USA.
Seneste kommentarer