Velikovsky i søgelyset – 2. kapitel

af Isaac Asimov

• 1. kapitel: Introduktion til Velikovsky, af Jens Laigaard
• 2. kapitel: Kætterens rolle, af Isaac Asimov
• 3. kapitel: Ideernes kollisioner, af James Oberg
• 4. kapitel: Om Velikovskys kilder, af Bob Forrest
• 5. kapitel: En analyse af “Kosmiske kollisioner”, af Carl Sagan
• 6. kapitel: Forvirringen fortsætter, af Kendrick Frazier

Hvad gør man med en kætter? Vi kender svaret, hvis det omtalte “man” er en magtfuld, ortodoks religiøs gruppe: kætteren kan blive brændt på bålet. Hvis “man” er en magtfuld, ortodoks politisk gruppe, kan kætteren sendes i koncentrationslejr. Hvis “man” er en magtfuld, ortodoks samfundsøkonomisk gruppe, kan man forhindre kætteren i at tjene til livets ophold.

Men hvad nu hvis “man” er en magtfuld, ortodoks videnskab? I dét tilfælde kan man ikke gøre ret meget, for selv den stærkeste videnskabeligt ortodokse gruppe har ikke megen magt. Ganske vist kan man, såfremt kætteren selv er videnskabsmand og hans udkomme eller omdømme afhænger af en beskæftigelse indenfor den organiserede videnskab, gøre livet temmelig surt for ham. Man kan unddrage ham statslige tilskud og betydningsfulde embeder og nægte ham adgang til de faglige tidsskrifter. Dette er slemt nok, og kan absolut være svært at udholde, men det er dog småting i sammenligning med den medfart kættere kan få, og nogle gange også får, af andre ortodokse grupper.

Endvidere kan religiøse, politiske og samfundsøkonomisk ortodokse grupper være altomfattende i deres magt. En religiøst ortodoks gruppering i fuld udfoldelse nøjes ikke med kun at forfølge præster; en politisk ortodoks indskrænker sig ikke kun til politiske ledere, eller en samfundsøkonomisk ortodoks til samfundsledere alene. Ingen er uimodtagelig for deres mishag. Den ortodokse videnskab er imidlertid fuldkomment hjælpeløs, hvis kætteren ikke selv er professionel videnskabsmand -hvis han ikke er afhængig af tilskud og embeder, og hvis han offentliggør sine synspunkter gennem andre kanaler end de faglige tidsskrifter. Hvis Vi skal se nærmere på videnskabskættere, må vi derfor forstå, at der findes to slags, og at disse har hver deres stærke og svage sider.

Lad os se på de to former for videnskabskættere:

1. Der er de, som fremstår inden for den professionelle videnskabs verden og som derfor kan gøres til genstand for afstraffelse af de ortodokse. Vi kan kalde disse kættere som kommer indefra for “interne kættere”.
2. Der er de, som fremstår uden for den professionelle videnskabs verden og derfor ikke er direkte udsat for de ortodokses repressalier. Disse kættere fra den omgivende verden er de “eksterne kættere”.

Af disse to er de interne kættere langt de dårligst kendte blandt den almene offentlighed. Den interne kætter taler samme sprog som den ortodokse videnskabsmand, og begge anskuelser, den internt kætterske og den ortodokse, er lige dunkle for lægmanden, der sædvanligvis hverken kan forstå den ene eller den anden eller hvorfor de er i konflikt med hinanden.

Hvis vi betragter fortidens store interne kætterier, vil vi følgelig opdage, at det brede publikum som regel ikke var indblandet. I de få tilfælde hvor offentligheden tog del i sagen, var det næsten uden undtagelse på den ortodokse side. Skytshelgenen for alle videnskabelige kætterier, Galilei, var selvfølgelig en intern kætter. Han var lige så velbevandret i den aristoteliske fysik og den ptolemæiske astronomi, han detroniserede, som nogen af hans aristoteliske/ptolemæiske modstandere. Og eftersom der på den tid og i hans specielle samfund var sammenfald mellem den videnskabelige og den religiøse ortodoksi, udsatte Galilei sig for en langt større fare end senere kættere var nødt til. Under inkvisitionens forhør måtte han tage i betragtning, at det han risikerede ikke var et afslag på en bevilling, men fysisk tortur. Alligevel må vi formode, at der ikke opløftede sig noget videre ramaskrig blandt befolkningen til støtte for oprøreren. Den almene offentlighed beskæftigede sig ikke med stridigheden; man var ikke engang klar over at den fandt sted. Var den kommet offentligheden for øre, ville man utvivlsomt have taget parti for den ortodokse opfattelse.

Næst efter Galilei var den største af alle interne kættere Charles Darwin, hvis tese om arternes udvikling gennem tilfældigt opståede forandringer og naturlig udvælgelse vendte op og ned på den biologiske videnskab. I dette tilfælde var offentligheden bekendt med kontroversen og havde også, ganske vist i meget grove træk, en anelse om hvad den gik ud på. Og offentligheden var helt klart på den ortodokse side. Offentligheden er forblevet anti-evolutionær lige til i dag. Videnskaben har taget Darwin til sig uden at gøre nævneværdige indsigelser. De mere sofistikerede kirkesamfund indlader sig ikke længere i offentlig polemik om Darwins teorier. Men en folkeafstemning ville sandsynligvis afsløre, at flertallet i den almene offentlighed stædigt holder fast ved en ortodoks doktrin, som har været død og borte i mere end 125 år.

Galilei og Darwin fik ret. Hen ad vejen var der en del af de interne kættere, som fik ret. Men aldrig på grund af offentlig pression. Og aldrig ved en flertalsafstemning i befolkningen. De fik ret, fordi videnskab er en selv-korrigerende struktur, hvor iagttagelse, forsøg og fornuftsslutninger med tiden underbygger de kætterier som repræsenterer et mere præcist billede af Universet og afskaffer de ortodokse synspunkter, som er forældede. Under denne proces får ortodoksien en del dårlig omtale. Hvis vi ser tilbage på videnskabens historie, kunne vi få det indtryk, at alle interne kættere havde ret – at hver eneste af dem var helten på den hvide hest, der satte sig op mod en ond og kortsynet ortodoksi. Men det skyldes kun, at videnskabens historie er selektiv af natur. Kun den interne kætter, som til sidst virkelig viste sig at have ret, sætter spor. For hver af disse har der været måske halvtreds interne kættere, som tog fuldkommen fejl, hvis teorier derfor ikke længere huskes, og som ikke engang bliver nævnt i en fodnote i historiebøgerne – eller hvis de bliver nævnt, er det for andet, ikke-kættersk arbejde.

Men hvad skal de ortodokse da stille op? Er det bedst at forkaste alting og tage fejl én gang ud af halvtreds eller at godtage alting og tage fejl niogfyrre gange ud af halvtreds, og i mellemtiden lede videnskaben ind i utallige blindgyder? Den bedste strategi ville selvfølgelig være ikke at gøre nogen af delene, men med det samme forkaste de niogfyrre forkerte og godtage og værne om den ene rigtige. Desværre er den dag fjern, hvor den internt kætterske perle stråler så tydeligt midt i den internt kætterske mødding, at man straks kan samle den op. Der er beklageligvis ingen nemme måder, hvorpå man kan skelne et genialt intuitivt indfald fra et anfald af dårskab. Faktisk er der slet ikke så få fuldkomment meningsløse antagelser, som har taget sig mere sandfærdige ud end den dygtige, indsigtsfulde genistreg.

Der er således ikke andre måder at behandle de interne kætterier på end gennem en fast (men ikke blind eller ondsindet) opposition. Hver af dem må underkaste sig den hårde kritik, som alene kan afgøre om de har ret eller ej.

For den selv-korrigerende struktur virker. Der er tit nok forsinkelser og fortvivlelse, men den virker. Lige meget hvor ubarmhjertig og langsom en proces, den videnskabelige selvkritik kan være (og at processen overhovedet finder sted, er en æressag for videnskabsfolk), så er og bliver videnskaben den eneste selv-korrigerende, intellektuelle stræben, mennesket har.

Internt kætteri er således ikke noget virkelig alvorligt problem for videnskaben (selv om det jo absolut kan være en alvorlig sag for den enkelte interne kætter); og det er ikke nødvendigt at foretage kritikken i fuld offentlighed.

Men hvad med eksternt kætteri?

Først må vi hellere være helt på det rene med, hvad vi forstår ved en ekstern kætter. Videnskaben er opdelt i et uendeligt antal specialer, og en specialist som er snæversynet og usikker vil måske opfatte hvem som helst, der ikke lige falder inden for hans eget specielle felt, som en “outsider”.

Robert Mayer var en læge og James P. Joule en brygger, som fuskede med fysik. Ingen af dem havde akademisk adkomst, og skønt de begge opdagede eksistensen af loven om energibevarelse, var deres iagttagelser til ingen nytte.

Ingen af dem kunne få sine synspunkter taget alvorligt. Hermann Helmholtz, den tredje i rækken, var til gengæld rigtig akademiker, og han får hele æren.

Da Jacob van’t Hoff udarbejdede modellen for det tetravalente kulstofatom, blev det nye begreb voldsomt fordømt af den ortodokse kemiker Adolph Kolbe, der hånligt understregede, at van’t Hoff underviste på en veterinærskole.

Men denne holdning kommer vi ikke langt med. Hvis vi virkelig vil være subtile og snævre, så er alle videnskabskættere, set med tilstrækkeligt ortodokse øjne, eksterne kættere, og så bliver betegnelsen meningsløs. Vi bør heller ikke kalde de for eksterne kættere, der ikke har nogen formel uddannelse, men som gennem selvstudium har opnået en fremragende faglig dygtighed. Lad os i stedet forstå betegnelsen ekstern kætter således, at den kun henviser til én som er en virkelig outsider, én der ikke fatter videnskabens omhyggeligt opbyggede struktur og som derfor angriber den uden forståelse.

Den typiske eksterne kætter er i den grad uvidende om videnskabens inderste struktur, om videnskabens metodik og filosofi, om selve det videnskabelige sprog, at hans synspunkter set fra et videnskabeligt standpunkt er praktisk talt uforståelige. Som følge heraf bliver han som regel ignoreret af videnskabsfolk. Hvis videnskabsfolk bliver påtvunget eksternt kætterske synspunkter, vil reaktionen enten være forvirring, munterhed eller foragt. I hvert fald ville det være højst usædvanligt, hvis man fandt det eksterne kætteri nogen kommentar værdigt.

I sin skuffelse kan den eksterne kætter meget vel finde på at vende videnskaben ryggen og i stedet appellere til det brede publikum. Han kan ligefrem få heldet med sig ved at gøre dette, eftersom hans manglende evne til at tale samme sprog som videnskaben ikke nødvendigvis forhindrer ham i at tale samme sprog som det brede publikum. Set fra et videnskabeligt standpunkt har det selvfølgelig ingen værdi at appellere til offentligheden. Videnskabens resultater kan ikke annulleres eller omstødes ved en flertalsafstemning, eller efter ordre fra den højeste lovgivende eller udøvende magt. Hvis hver eneste regering i verden officielt erklærede, at Jorden er flad, og samtlige videnskabsfolk fik forbud mod at hævde det modsatte, ville Jorden ikke desto mindre forblive sfæroideformet, og hvert eneste lille bevis som støtter denne konklusion ville stadig eksistere.

Alligevel er der visse fordele ved at appellere til offentligheden, selv om det ikke kan tilvejebringe videnskabelige beviser.

1. Der er stor personlig tilfredsstillelse i at finde genklang blandt befolkningen. Den eksterne kætter kan nemt overbevise sig selv om, at hans stilling som lederskikkelse i en kult er et bevis på hans ideers bæredygtighed. Han kan nemt sige til sig selv, at folk ikke ville flokkes om noget vrøvl, selv om historien viser os noget andet.
2. En positiv reaktion fra det brede publikum kan være indbringende. Det er en kendt sag, at bøger og forelæsninger, som behandler en populær kult velvilligt, er en langt bedre salgsvare end bøger og forelæsninger, som piller glorien af samme kult, også selv om de positive bøger måske er dårligt skrevet og gennemtænkt, mens de negative bøger er forbilledligt klare og fornuftige.
3. En positiv offentlig reaktion kan tvinge videnskabsfolkene ud i åben opposition, så de i uoverlagte vendinger udtrykker deres mening om, hvad de eksternt kætterske ideer er for noget vrøvl. Selve denne opposition, der tildeler den eksterne kætter martyrens rolle, virker forstærkende på de to første fordele.

Offentlig støtte eller ej, så viser den eksterne kætter sig næsten aldrig at have ret. (Hvordan kan han have ret, når han rent bogstaveligt ikke ved, hvad det er han taler om?) Selvfølgelig kan det ske, at et eller andet han har sagt i sin ordflom senere virkelig viser sig at være korrekt, og disse tilfældige sammenfald af udsagn og kendsgerning kan hans tilhængere så udråbe til et bevis på, at hele resten af hans arbejde er korrekt. Sådanne beviser har imidlertid kun kultisk værdi.

Som vi ser, er der himmelvid forskel på, hvilke virkninger de interne og eksterne kætteres synspunkter kan have. For det første er offentligheden som regel ikke interesseret i den interne kætter, eller også er man, såfremt man overhovedet ved han er til, fjendtligt indstillet over for ham. Den interne kætter får derfor sjældent noget økonomisk udbytte af sit kætteri (1). offentligheden kan derimod blive meget interesseret i den eksterne kætter og kan støtte hans synspunkter med fanatisk og til tider næsten religiøs lidenskab, således at den eksterne kætter i hvert fald rent økonomisk kan have et ganske betragteligt udbytte af sit kætteri.

For det andet har den interne kætter nogle gange ret, og da overrumplende videnskabelige fremskridt i reglen begynder som kætterier, har nogle af de største navne inden for videnskaben været interne kættere. Den eksterne kætter har derimod så godt som aldrig ret, og mig bekendt rummer videnskabens historie ingen store fremskridt, som er igangsat af en ekstern kætter.

Man kunne sammenholde disse generaliseringer og, idet man argumenterer baglæns (ikke altid nogen sikker fremgangsmåde) hævde, at når en idé, som videnskaben afviser som forkert, alligevel vinder populær udbredelse, er selve denne popularitet et stærkt bevis for at ideen er værdiløs. Det er for eksempel på baggrund af den store popularitet, visse anskuelser nyder i befolkningen, at jeg selv uden at have forsket noget videre i sådanne sager finder det klogt at være overordentligt skeptisk overfor forhistoriske astronauter, eller nutidige astronauter i ufo’er eller værdien af at tale til planter, eller PSI-fænomener, eller spiritisme, eller astrologi (2).

Og dette bringer mig omsider frem til Velikovskianismen.

Af alle eksterne kættere er Velikovsky den, der er kommet nærmest til at sætte den videnskab, han har angrebet, i forlegenhed, og som med størst held har tvunget videnskaben til at tage sig alvorligt. Hvordan kan det være? Jo:

1. Velikovsky er forhenværende psykiater, så han har en uddannelse inden for en slags videnskabeligt speciale og er derfor ikke en fuldkomment ekstern kætter. Hvad mere er, han har en evne til at lyde som om han ved hvad han taler om, når han trænger ind på astronomiens enemærker.

   Han begår ikke særlig mange elementære fejl, og han formår at bruge det videnskabelige sprog tilstrækkelig godt til at imponere lægmanden.

2. Han er en interessant forfatter. Det er spændende at læse hans bøger. Jeg har læst hver eneste bog, han har skrevet, og håber også at få lejlighed til at læse, hvad der bliver udgivet af ham i fremtiden. Selv om han ikke kan lokke mig til at godtage hans synspunkter, kan jeg udmærket se, hvad det er man falder for, hvis man er knapt så velinformeret om de områder, Velikovsky beskæftiger sig med.
3. Velikovskys teori i “Kosmiske kollisioner” har til hensigt at påvise, at en stor del af Bibelen er bogstaveligt sand, at de mirakuløse hændelser der beskrives i det Gamle Testamente virkelig skete, som skrevet står. Ganske vist forlader Velikovsky hypotesen om, at miraklerne skyldtes guddommelig indgriben, og indsætter i stedet en langt mindre tilfredsstillende hypotese om planetarisk pingpong; men det ændrer kun lidt ved det faktum, at i vort teistiske samfund vil enhver påstået opdagelse, som peger i retning af at Bibelen er sand, sandsynligvis blive hilst velkommen af den almene offentlighed.

Disse tre punkter er i sig selv nok til at forklare Velikovskys popularitet. Giv publikum noget som er spændende, lyder videnskabeligt og støtter et eller andet folk ønsker at tro på – mere behøver man egentlig ikke. Erich von Däniken og hans teorier om forhistoriske astronauter har haft vældig succes på et grundlag, som ikke er stort mere end dette, og så er hans bøger endda mindre underholdende end Velikovskys, mindre lærde i tonen og støtter noget mindre håndgribeligt end tro på Bibelen.

Velikovsky har imidlertid opnået endnu mere end en sådan popularitet. Som følge af det intellektuelle klima på den tid, da “Kosmiske kollisioner” udkom, blev bogen mødt med en astronomisk overreaktion. Fremkomsten af uddrag fra bogen, endnu før den var udkommet, i tidsskrifter som Harper’s, Reader’s Digest og Collier’s, og den udstrakte presseomtale hans ideer fik, gjorde visse astronomer så ophidset, at de forsøgte at sætte ham under censur. Dette var, med en omskrivning af Fouché, ikke bare umoralsk; det var en fejltagelse.

Nu kunne Velikovsky nemlig fremstå som den forfulgte martyr, og det har dels kastet en Galileisk glans over alle hans bestræbelser, dels gjort det umuligt for astronomerne at forsøge på klart og lidenskabsløst at påpege fejl i Velikovskys teorier. Ethvert forsøg i denne retning kan afskrives (og bliver det) som forfølgelse.

Det stiller også Velikovskys tilhængere i et heroisk lys. De kan angribe den ortodokse opfattelse – hvilket normalt anses for en modig handling – og kan gøre dette helt risikofrit, da de ortodokse rent faktisk ikke er i stand til at slå igen, og heller ikke prøver på det.

Er Velikovskianismen da, set fra et videnskabeligt standpunkt, ikke andet end et irritationsmoment og et tidsspilde? På ingen måde. Den er i flere henseender særdeles nyttig. For eksempel er Velikovskianismen, og faktisk enhver eksternt kættersk idé, der markerer sig så stærkt at den kan tiltvinge sig videnskabens opmærksomhed, med til at prikke hul på den videnskabelige selvtilfredshed – og det er godt. Et eksternt kætteri kan ruske op i videnskabsfolkene, så de tager grundlaget for deres anskuelser op til fornyet prøvelse, omend kun for at finde klare, logiske grunde til at afvise det eksterne kætteri – og det er også godt. Et eksternt kætteri kan afføde videnskabelig aktivitet, som rent tilfældigt kan bringe et eller andet værdifuldt for dagen, der ikke har nogen direkte forbindelse til kætteriet – og det er virkelig godt, hvis det sker. Skæbnen sørger for, at videnskaben ikke står uimodsagt. Det er langt farligere for videnskaben at stå uden udfordringer end at blive udsat for alverdens udfordringer, selv de absurde.

I 1974 lykkedes det for første gang at arrangere et møde mellem Velikovsky og en gruppe kritiske videnskabsfolk. Symposiet blev afholdt i forbindelse med det årlige møde for The American Association for the Advancement of Science, og fire af indlæggene, der oprindelig blev læst højt for andre videnskabsfolk, er i let reviderede udgaver tilgængelige i bogform (3). Af grunde, som forklares nærmere i forordet, er indlæggene fra Velikovsky og hans sympatisør Irving Michelson ikke med i denne bog.

Det var alt i alt passende og korrekt, at Velikovsky og hans modstandere kunne enes om at afholde denne diskussion under AAAS. Selv om det fra begyndelsen stod klart, at intet videnskabeligt argument, ligemeget hvor logisk, kunne rokke Velikovskys tilhængere i deres tro, var det alligevel godt – for videnskaben.

Noter

1. Jeg må modificere disse generaliseringer, for der er naturligvis undtagelser. Edward Jenner, som udviklede den internt kætterske teknik at vaccinere mod kopper, blev ivrigt modtaget af offentligheden og nød økonomisk godt af dette.
2. Selvfølgelig ville jeg også have fulgt dette ræsonnement og fundet det klogt at være skeptisk overfor værdien af koppevaccination, men i dét tilfælde ville kendsgerningerne have overbevist mig i løbet af et år.
3. “Scientists confront Velikovsky”, som også indeholder dette essay af Asimov. O.a.

© Skeptica
Originaludgave: Velikovsky i søgelyset / redigeret af Jens Laigaard. – Hjallerup : Skeptica ; Wegners forlag, 1984. – ISBN 87-88685-00-4 ; ISSN 0107-2900

Source/Kilde: Velikovsky i søgelyset / redigeret af Jens Laigaard. – Hjallerup : Wegners forlag, © 1984 by Skeptica. Oversat af Jens Laigaard efter: “Foreword: The Role of the Heretic”i Scientists Confront Velikovsky / edited by Donald Goldsmith. – © 1977 by Cornell University Press. Used by permission of the publisher.