Velikovsky i søgelyset – 1. kapitel

af Jens Laigaard

• 1. kapitel: Introduktion til Velikovsky, af Jens Laigaard
• 2. kapitel: Kætterens rolle, af Isaac Asimov
• 3. kapitel: Ideernes kollisioner, af James Oberg
• 4. kapitel: Om Velikovskys kilder, af Bob Forrest
• 5. kapitel: En analyse af “Kosmiske kollisioner”, af Carl Sagan
• 6. kapitel: Forvirringen fortsætter, af Kendrick Frazier

Den 3. april 1950 udkom i USA en bog med titlen “Worlds in collision”. Den lå tyve uger i træk øverst på The New York Times’ og The New York Herald Tribunes bestseller-lister, hvilket måske umiddelbart kan forekomme lidt mærkeligt, når man betænker, at det drejede sig om et digert værk om astronomi og oldtidshistorie, affattet i et videnskabeligt sprog og forsynet med hundredvis af fodnoter og litteraturhenvisninger. Men de teorier, værket fremlagde, var så usædvanlige, at de udløste en rasende og indviklet debat, som også mange videnskabsfolk tog del i. Og endnu i dag er der langt fra opnået enighed i sagen.

Trekvart år senere var nyheden nået frem til Danmark, og det første, den danske offentlighed erfarede om “Worlds in collision”, kunne læses i en artikel i Nationaltidende den 10. december 1950. Overskriften var lovende: “Ødelægges Jordens Kultur af Klodernes Sammenstød?”, men underrubrikken var endnu bedre: “Ophidselse i Amerika over fantastisk Bog, som forklarer bibelske Hændelser ved Jordens Sammenstød med Venus – Lodret Negerpip, siger Luplau-Janssen”.

I artiklen fortælles det, at sindene i USA er stærkt optaget af muligheden for kollisioner mellem Jorden og andre himmellegemer, efter at det ansete fagvidenskabelige forlag Macmillan Co. havde udgivet en bog, “Sammenstød mellem verdener” af polakken Immanuel Velikovsky. Bogen var godt på vej til at blive en publikumssucces og en sand guldgrube for udgiverne, da forlaget pludseligt bekendtgjorde, at det ikke vilde have mere med den at gøre. Udgivelsesretten gik over til et andet forlag, og salget fortsatte så rivende, at det var indlysende for enhver, at Macmillans tabte store summer, fordi de havde givet bogen fra sig. Det blev påstået – og er ikke siden blevet benægtet – at Macmillan Co. opgav denne glimrende indtægtskilde, fordi de amerikanske universiteter nægtede at modtage forlagets bogsælgere, og videnskabsmænd, som var faste leverandører af lærebøger og videnskabelige skrifter, de forfattede for forlaget, afslog at have mere med det at gøre … Der var ikke tvivl om, at den ændrede holdning hos den faste kundekreds stod i forbindelse med, at talrige videnskabsmænd offentligt kritiserede “Sammenstød mellem verdener” som en farlig bog, der på et grundlag, som ikke var videnskabelig holdbart, fyldte folk med fantastiske spekulationer.”

Men bogen bliver købt og læst med brændende interesse, fastslår artiklen, og

“Velikovskys syner, videnskabelige påstande, fantastiske påfund, eller hvad man nu ellers vil kalde hans bog – det afhænger fuldkomment af indstillingen – har rejst en storm over USA, som endnu ikke har lagt sig”.

Man aner også, hvad det nok i særlig grad er, der har fået bogen til at fænge i den katastrofelystne amerikanske offentlighed.

“Den urovækkende slutning, som denne originale naturfilosof kommer til, er, at hvis han har ret i, at sådanne katastrofer i verdensrummet i historisk tid har berørt Jorden, er det meget sandsynligt, at de vil gentage sig, og at livet på Jordkloden i en overskuelig fremtid kan blive truet ved sammenstød mellem himmellegemer.”

For at slutte i det danske har artiklens forfatter bedt magister C. Luplau Janssen om en udtalelse, og denne erklærer blandt andet:

“Skal jeg sige min usminkede mening – og det vil jeg helst – så er den, at Velikovskys teorier er lodret negerpip med jernbeton i fundamentet”

Når man er kommet sig over denne fornøjelige sluteffekt, som jo ikke kun karakteriserer Velikovsky, vil man se, at så godt som alle de aspekter, der i særlig grad er kendetegnende for Velikovsky-kontroversen, er repræsenteret i artiklen – dels i, hvad der umiddelbart fortælles, dels i fremstillingsformen. Der er for det første den store offentlige interesse, Velikovskys arbejde har vakt. Der er den etablerede videnskabs grove og uetiske behandling af ham. Ganske vist engagerede astronomer, arkæologer, historikere og andre sig på vanlig vis i debatten og søgte gennem indlæg i aviser og tidsskrifter at argumentere imod Velikovsky og påvise fejl i hans teori og bevisførelse. Men samtidig foregik der ting og sager bag kulisserne. Den omtalte boykot af forlaget Macmillan kan dårligt ses som andet end et forsøg på at udøve censur. Man kan hertil føje, at fremtrædende amerikanske videnskabsfolk gennemtvang fyringen af den redaktør på Macmillan, som havde stået for udgivelsen af Velikovskys manuskript (men som på ingen måde var ansvarlig for, at det blev antaget) og af lederen af Hayden Planetarium i New York, som havde planlagt et program, der gengav hændelserne i “Worlds in collision”. Endvidere skete det gentagne gange gennem de følgende år, at videnskabelige tidsskrifter bragte indlæg, som var stærkt kritiske overfor Velikovsky, men nægtede at lade ham selv komme til orde. Et andet kendetegn er artiklens unøjagtigheder. Næsten hvert eneste bidrag til debatten omkring Velikovsky er præget af manglende præcision i ordvalg og gengivelse af fakta, af fortielser, halve sandheder og misforståelser. I artiklen er fejltagelserne minimale: Velikovsky er ikke polak, men russisk-amerikansk jøde, og Ægyptens plager på Moses’ tid var ti i tallet, ikke syv, som artiklen skriver. Værre er det, når Velikovskys kritikere tilstår, at de ikke gider læse hans bøger, eller når tilhængerne afviser tungtvejende gendrivelser af hans tese ved at pille en enkelt misforståelse ud og på det grundlag affærdige hele kritikken. Endelig mærker man sig den hadske tone i den danske astronoms kommentar til bogen. Den er i høj grad kendetegnende for den sammenbidte uforsonlighed, som har præget debatten.

I 1952 udkom “Klodernes kollision” på Hirschsprungs Forlag. Oversættelsen var ikke behændig, men værre var det, at den danske udgave var beskåret med over en tredjedel i forhold til originaludgaven. Bogens 2. del, som handler om Mars’ rolle i Jordens historie, var fuldstændig udeladt. Som om det ikke var nok, sendte Hirschsprung en temmelig usædvanlig følgeskrivelse med anmeldereksemplarerne, hvori det blandt andet hed:

“Selv om meget i dr. Velikovskys teorier er indlysende galt, peger han højst sandsynligt på noget rigtigt… Og uanset alt, er Velikovskys bog morsom og tankevækkende. Alene det gør den værdig til udgivelse.”

Ikke nogen særlig heldig entré; og den eneste anmeldelse fra den tid, som lader sig opstøve, lægger bestemt heller ikke fingrene imellem. I tidsskriftet Bogens Verden skrev Prytz Johansen kort og godt:

“Forf. mener, at planeten Venus for nogle Årtusinder siden strejfede om som en komet og lavede en værre ravage på Jorden. Dette vil han godtgøre ved et kørsammen af tvivlsomme astronomiske påstande, bibelske beretninger og fremmede mytologier. Hvis forf. skulle få ret, er det ikke hans fortjeneste, da bogen er et ganske kritikløst fantasteri.”

Herefter sænkede der sig en næsten total tavshed omkring emnet Velikovsky – i Danmark. I den engelsktalende del af verden rasede kontroversen videre. Tilhængerne oprettede tidsskrifter som Kronos og Pensée, der udelukkende skulle beskæftige sig med Velikovskys arbejde. Velikovsky selv udgav endnu nogle bøger: “Earth in upheaval” fremlagde den geologiske og palæontologiske bevisførelse for hans teorier, mens “Ages in chaos”, “Oedipus and Akhnaton”, “Peoples of the sea” og “Ramses II and his time” alle søgte at rekonstruere Middelhavslandenes oldtidshistorie i lyset af hans kosmiske katastrofeteori. I 1979 døde Velikovsky, og af hans efterladte skrifter er foreløbig udgivet bogen “Mankind in amnesia”. Flere kan ventes.

Men indtil for få år siden var Velikovsky næsten fuldstændig glemt i Danmark. Enkelte interesserede har læst hans bøger på originalsproget. En person, som i særlig grad er blevet bjergtaget af hans forfatterskab, er den benhårde religiøse skribent Poul Hoffmann, som udover at kunne Bibelen forfra og bagfra er usædvanlig belæst i parapsykologisk, okkult og anden åndelig litteratur. “Den brændende tornebusk” (1956), første bind i hans romantrilogi om Moses, er “I taknemmelighed tilegnet forfatteren til “Worlds in Collision”, “Ages in Chaos” og “Earth in Upheaval” IMMANUEL VELIKOVSKY, der gav os oldtidens virkelighed og bibelens sandhed tilbage”. Romanværket læses da også som en loyal, omend poetisk svulmende, overbygning på Velikovskys udgave af 2. Mosebog. Velikovsky omtales kort i Poul Ferslings “Mystikkens verden”, denne gang i anledning af hans forklaring på Atlantis’ undergang, og man finder artikler om ham i to tidsskrifter, om hvilke man pænt kan sige, at de ikke er ganske seriøse: Psykisk Forum (1978, nr. 9) og Forteana (1979, nr. 8). Forfatteren til den førstnævnte artikel har til sin store glæde erfaret, at Velikovskys første bog nu er udsendt på dansk; artiklen efterfølges af en annonce for I. Velikovskys “Klodernes kollision”, kr. 49.45, Strubes Forlag, der i øvrigt også udgiver Psykisk Forum.

Genstanden for den megen glæde var imidlertid ikke kun et genoptryk (af Hirschsprungs lemlæstede udgave fra 1952), men også en fejltagelse af den mere kostbare slags. Det kom nemlig frem, at de danske rettigheder var overgået til Bogans Forlag. Strube måtte tilbagekalde titlen og sende hele oplaget til papirmøllen. Bogan hyrede Mogens Boisen og kunne i 1980 præsentere “Kosmiske kollisioner”, som er en fuldstændig oversættelse, endda med et ekstra forord af Velikovsky, dateret 1977. Året efter udkom sammesteds “Da kloden kæntrede”, oversat af neurologen Kai Kromann, der i mange år har korresponderet med Velikovsky-familien. Kromann er desuden medlem af det engelske Society for Interdisciplinary Studies, hvis formål er at udbrede kendskabet til og diskussionen af Velikovskys teorier, og som sidst i 1970’erne fik en underafdeling i Skandinavien.

Man kan filosofere over årsagerne til denne pludselige fornyede interesse for Velikovsky, der ligefrem kunne få to uafhængige forlag op at rives om (ud)byttet. Man kan også se en slags overordnet rimelighed i, at det blev Bogan og ikke Strube, som fik lov at føre Velikovsky ind i 80’ernes Danmark. Strubes hovedlinie er den åndeligt eller religiøst farvede pseudovidenskab, mens Bogan tegner sig for de fup- eller grænsetilfælde, som i udenværkerne ligner rigtig positivistisk videnskab. Velikovskys metode, belæsthed og rolige overbevisning forekommer ved første øjekast meget videnskabelig. Jeg har personligt heller ingen kvaler ved at tilslutte mig Bogans karakteristik af ham som “en af vort århundredes største begavelser”.

Men når man har hørt tilstrækkelig længe på, at Einstein og Velikovsky var livslange venner, og hvordan “den videnskabelige mafia” prøvede at undertrykke hans synspunkter, og at de etablerede også var ude efter Galilei, Giordano Bruno med flere – så står det centrale spørgsmål stadig tilbage: har manden ret? Kan hans tese bevises? Kan den modbevises? Er det videnskab eller ej?

Det er det, de følgende artikler prøver at belyse (1). Man vil finde fejltagelser og en klar tendens, men også en dødvægt af kendsgerninger, som er svær at komme uden om. Samtidig med, at læseren får indblik i et livsforløb og en kontrovers, som kun er lidt kendt her i landet, skulle der også gerne fremstå et grundlag for at tage stilling til Velikovskys teorier. Dette er ikke uvæsentligt. Det har eksemplarisk værdi at tage stilling til Velikovsky. Hans værk udgør, hvad mindre ånder som Däniken og Berlitz aldrig har formået at præstere, skønt de jo så gerne ville: et begavet angreb på selve fundamentet for vor tids naturvidenskab.

Litteraturhenvisninger

• de Grazia, Alfred (ed.): The Velikovsky affair (New Hyde Park, 1966)
• Forrest, Bob: Velikovsky’s sources (Vol. I-VI + Index; Manchester, 1981-82)
• Goldsmith, Donald (ed.): Scientists confront Velikovsky (Ithaca, 1977)
• Velikovsky, Immanuel: Worlds in collision (New Yoerk, 1950). Danske udgaver: Klodernes kollision (Kbh., 1952); Kosmiske kollisioner (Lynge, 1980)
• Velikovsky, Immanuel: Ages in chaos (New York, 1952)
• Velikovsky, Immanuel: Earth in upheaval (New York, 1955). Dansk udgave: Da kloden kæntrede (Lynge, 1981).
• Velikovsky, Immanuel: Oedipus and Akhnaton (New York, 1960)
• Velikovsky, Immanuel: Peoples of the sea (New York, 1977)
• Velikovsky, Immanuel: Ramses II and his time (New York, 1978)
• Velikovsky, Immanuel: Mankind in amnesia (New York, 1982)
• Velikovsky reconsidered, by the editors of Pensée (New York, 1976)

Bøger med afsnit om Velikovsky

• Brown, Peter: Megaliths, myths & men (New York, 1978)
• Frazier, Kendrick (ed.): Paranormal borderlands of science ( Buffalo, 1981)
• Gardner, Martin: Fads and fallacies in the name of science (New York, 1957)
• Hilting, Carl Knudsen: Guder, myter og helleristninger (Boring Sø, 1981)
• Krupp, Edwin C.: In search of ancient astronomies (New York, 1977)
• Magi og mystik: menneskets okkulte verden (Kbh., 1983)
• Moore, Patrick: Can you speak Venusian? (London, 1972)
• Sagan, Carl: Broca’s brain (New York, 1979)
• Sladek, John: The new apocrypha. (New York, 1973)

Tidsskrifter

• Kronos : a journal of interdisciplinary synthesis (Glassboro, New Jersey, 1975 – )
• Pensée (Portland, Oregon, 1972-74)
• S.I.S. Review. (Society for Interdisciplinary Studies, Manchester, 1976– )

© Skeptica
Originaludgave: Velikovsky i søgelyset / redigeret af Jens Laigaard. – Hjallerup : Skeptica ; Wegners forlag, 1984. – ISBN 87-88685-00-4 ; ISSN 0107-2900