Rostock-myten – 3. del

af René Rasmussen

Rostock-myten, del 1 | Rostock-myten, del 2

Myten opstår

Hvordan i alverden opstår sådan en teori? Allerede samme dag, den 9. april 1940, var der mistro og mistanker imod den danske regering og det danske militær. Mange stillede det i grunden meget rimelige spørgsmål: Hvordan havde man kunnet lade sig overrumple på den måde og hvordan havde man ladet sig nedkæmpe så let? Den simple og rigtige forklaring, nemlig at den danske hær og flåde var blevet forsømt op igennem 1930’erne og at den danske forsvarspolitik kun gik ud på at ”konstatere brud på neutraliteten” og ikke at indlade sig på et eksistensforsvar, blev ikke accepteret. Der måtte tvært imod være humbug med i spillet!

Der var tidligt om morgenen, mens der blev forhandlet på Amalienborg, blevet udsendt ordre om, at de enheder, der ikke allerede var i kamp, ikke måtte skyde, før efter nærmere ordre. Og den ordre kom aldrig. I militære kredse var man forbitret over, at man ikke havde fået “lov til at kæmpe”. Mange steder havde man været klar til kamp, men inden der overhovedet blev løsnet et skud, var der kommet ordre om at indstille kampene.

Danske kredse i Berlin med marineattaché Frits Hammer Kjølsen og journalisterne Jacob Kronika (Nationaltidende) og Helge Knudsen (Berlingske Tidende) forstod heller ikke, hvorfor man i København tilsyneladende ikke havde taget de advarsler, de havde sendt i dagene op til den 9. april, alvorligt. Efter den 9. april 1940 kunne alle jo med lethed se, hvad det havde måttet ende med!

Men nogen egentlig konspirationsteori var der endnu ikke tale om. Den begyndte først at tage form i efteråret 1940. Og den kom som et led i den danske nazi-fører Frits Clausens forsøg på at komme til magten. Det gjaldt for Frits Clausen om at ryste den danske befolknings tillid til den siddende regering. Når tilliden til den siddende regering var væk, så måtte den vige sædet – og så ville det blive Frits Clausens tur! I november 1940 bebudede DNSAP’s parti-avis “Fædrelandet”, at man, med mindre Stauning frivilligt trådte tilbage, ville udsende en pjece, der ville indeholde oplysninger af en så sprængfarlig karakter, at den ville oprøre den danske offentlighed og føre til hans fald. Fremgangsmåden var helt identisk med Hitlers brug af ”dolkestødslegenden” under valgkampene 1930-1932 – og bekræfter dermed, at DNSAP i næsten ét og alt var en kopi af NSDAP.

Stauning trådte ikke tilbage – og den 16. november 1940 udsendte de danske nazister 100.000 eksemplarer af en pjece med titlen: “Den fulde sandhed om landsforræderiet og mordene på de danske soldater den 9. april.” Pjecen, der var betalt med tyske penge, skulle være fulgt op at en kæmpedemonstration dagen efter, den 17. november, ved “Den lille hornblæser” i København – men i sidste øjeblik blev der slået kontra fra centralmyndighederne i Berlin. Det tyske udenrigsministerium var interesseret i ro og orden i Danmark, og så længe den siddende regering kunne garantere ro og orden bedre end nogen anden, så ville man ikke vælte den. Demonstrationen blev derefter en fiasko og magtovertagelsen løb ud i sandet.

Men hermed var myten om politikernes “forræderi” plantet. Og den levede navnlig videre indenfor nazistiske og tyskvenlige kredse.

Efter befrielsen i 1945 opstod der atter rygter om en “aftalt” besættelse. Det var blandt internerede danske landsforrædere, nazister og medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland (”hjemmetyskerne”), at rygterne tog form. Det var i deres interesse at få fremstillet samarbejdspolitikken under (og forud for) besættelsen som endnu mere tyskorienteret, end den egentlig var. Derved fik de et alibi eller en undskyldning for deres eget samarbejde med tyskerne. Deres eget landsforræderi ville tage sig meget beskedent ud, hvis det kunne bevises, at besættelsen af Danmark var aftalt på forhånd af den danske regering, og deres egne handlinger ville tilmed få legitimitet, hvis de kunne fremstå på baggrund af en regering, der havde optrådt som tysk marionet: Hvis de selv blot havde handlet i overensstemmelse med regeringen, så kunne de i grunden slet ikke have gjort sig skyldige i en forbrydelse!

Mange af de mystiske “vidner”, der atter og atter henvises til, stammer fra de rygter og den sladder, der var i omløb i Fårhuslejren, Horserødlejren og andre steder.

Første gang, Rostock-myten tog form udenfor interneringslejrene, var i 1946. Det var tidl. folketingsmedlem for Bondepartiet, der havde samarbejdet med de danske nazister, A. Hartel, der henviste til et møde i Rostock den 17. marts 1940 i et brev vedrørende sin sag. Hartel havde fået konfiskeret store dele af sit gods og sin formue og stod overfor en landsforræderdom. Det ville gavne hans sag, hvis der kunne føres bevis for påstanden. Hartel henviste til sin kilde, en anden interneret dansk nazist, løjtnant Ove Leif Guldberg, der vist nok en overgang havde været tilknyttet den danske efterretningstjeneste. Han var blevet taget til fange af englænderne i Tyskland i slutningen af krigen og kan altså næppe have haft helt rent mel i posen. Guldberg havde ifølge egne oplysninger i 1945 i en engelsk interneringslejr i Tyskland talt med to mænd, der havde deltaget på tysk side i Rostock-mødet, nemlig en dr. Brandt og en dr. Grothmann. Sagen kom frem i tidsskriftet “Revision” i 1948. “Revision” er et såkaldt ”6. maj-tidsskrift”, der blev udgivet af folk, der havde været anklaget eller var blevet dømt for landsskadelig virksomhed eller landsforræderi efter krigen. I dette og andre lignende tidsskrifter blev også tyske krigsforbrydelser, herunder Holocaust, benægtet.

Ove Leif Guldberg skal i 1945 og 1946 have sendt to breve til kong Chr. X med bøn om benådning for ham selv og de øvrige mange tusinde internerede. I brevene henviste han direkte til Rostock-myten og pegede på, at de internerede landssvigere i forhold til dette forræderi intet havde gjort og derfor burde løslades med det samme.

Ove Leif Guldberg blev afhørt flere gange, og han skiftede forklaring hver gang. Hvem de danske deltagere i Rostock-mødet var, beroede på rent gætværk Foruden Munch selv optræder udenrigsministeriets direktør Mohr, general von Stemann, ritmester Lunding (!), kammerherre Zahle og kommandørkaptajn Kjølsen (!)).

Både Lunding og Kjølsen hørte til de efterretningskilder, som op til den 9.april sendte advarende rapporter hjem om at noget var i gære – en højst ejendommelig adfærd, hvis de begge var indviede i planerne!

Da man endelig fik afhørt den ene af Guldbergs tyske “vidner” (den anden var død i mellemtiden), så kunne de positivt dokumenteres, at han slet ikke var i Rostock den 17. marts 1940, men derimod i Wevelsburg ved Paderborn – sammen med Himmler, der altså således heller ikke kunne have været i Rostock! Guldberg viklede sig ind i alle mulig selvmodsigelser og endte med at begå selvmord i 1953. Ifølge myten blev han naturligvis myrdet.

Den såkaldte “Parlamentariske Kommission”, som blev nedsat af Folketinget umiddelbart efter krigen for bl.a. at undersøge omstændighederne vedr. Danmarks besættelse, gik ikke særligt grundigt til værks for at få opklaret beskyldningerne, der på dette tidspunkt heller ikke var særligt udbredte. Det gav naturligvis næring til den formodning, at der var “noget at skjule”. P. Munch døde i 1948, inden der for alvor var kommet gang i rygtedannelserne, og inden han kunne blive ordentligt afhørt om sagen. Det havde nok været bedre, om sagen var blevet opklaret én gang for alle umiddelbart efter krigen.

I mellemtiden havde en anden gammel dansk nazist taget sagen op – nemlig A. Olesen fra Aabenraa. Det skete i 1950 i 6. maj-tidsskriftet Slesvigeren. Olesen afviste Guldbergs version og dokumenterede, at Guldbergs to tyske vidner ikke kunne have været i Rostock den 17. marts 1940. Men Olesen fandt et andet og bedre vidne: Himmlers adjudant, SS-manden, Dr. Rudolf Jacobsen, der var i familie med den hjemmetyske folketingsmand Schmidt-Vodder. Rudolf Jacobsen erklærede, at han havde været i Rostock den 17. marts 1940 og havde en vis viden om mødet. Olesen opsøgte også pastor Schmidt-Vodder, der på dette tidspunkt var omkring 80 år gammel. Schmidt-Vodder mente nok at kunne huske, at han havde mødt udenrigsminister Munch i Rostock den pågældende dag. Dermed var der nyt og friskt brændstof til myten, og det lever den på endnu.

Jon Galster, som i eftertiden er den, der er blevet forbundet med Rostock-myten, kom ind i sagen i 1952, hvor han begyndte at skrive i tidsskriftet Slesvigeren. Galster havde en usædvanligt livlig fantasi, kombineret med en usædvanlig evne til at virke overbevisende. Han drog i 1950’erne land og rige rundt og holdt foredrag om sagen, han udsendte artikler, pjecer og bøger, og han slyngede om sig med anklager om landsforræderi imod danske politikere. Efter foredragene kom der som regel folk hen og snakkede med Galster, mange af dem “vidste noget” eller havde “hørt noget”, og disse nye oplysninger blev så indarbejdet i den store konspirationsteori.

Galster stræbte efter at blive trukket i retten for injurier – der ville han så fremlægge sine mange “beviser”. Det lykkedes ham faktisk at blive anklaget i 1957 – men han fremlagde ikke nogen beviser, der kunne overbevise retten, så han måtte fire måneder i fængsel. Dette har naturligvis kun ført til en udvidelse af konspirationen med de danske domstole.

Galster kæmpede indtil sin død i 1992 en utrættelig kamp for at oplyse den danske befolkning om det store bedrag. Men han fik dog også tid til andre sysler – bl.a. lykkedes det ham at tyde helleristningerne fra bronzealderen, og føre “bevis” for, at der allerede længe inden vikingerne var en livlig handelsforbindelse mellem Danmark og Nordamerika. Han kunne endda dokumentere, at helleristninger i Canada fra bronzealderen var skrevet på et klart og tydeligt dansk (!). Galsters bog “Helleristningernes tale” findes for øvrigt på ikke færre end 73 danske folkebiblioteker … side om side med seriøs litteratur om forhistorien.

Efter Galsters død er Rostock-myten overtaget af den betydeligt mindre talentfulde “detektiv-forfatter” Ole Hans Jensen, der som tidligere nævnt i 1993 udgav bogen “Maskerne falder” og i 2004 sammen med kollegaen Britt Bartenbach “Hvem var fjenden”, der begge omhandler Rostock-myten. Han supplerer teorien med nye detaljer. Bl.a. hævder han, at den tidligere tyske forbundspræsident Johannes Rau i et brev til ham har bekræftet, at Rostock-mødet rent faktisk har fundet sted. Men i brevet skriver forbunds­præsidentens sekretariat faktisk kun, at ingen fortegnelser i tyske arkiver henviser til akter vedrørende et sådant møde, og det tilføjes i overensstemmelse med god arkivskik, at dette dog ikke er ensbetydende med, at der slet ikke findes nogen akter om sagen. I sagens natur kan der jo ikke findes detaljerede oplysninger i arkivregistranterne om hvert eneste stykke papir i de kæmpemæssige statslige arkiver. Brevet er altså, som man ser, ikke nogen bekræftelse!

Man kan desuden læse om Rostock-myten på Ole Hans Jensens hjemmeside, www.npi-news.dk. Her kan man desuden læse, at prinsesse Diana i virkeligheden blev myrdet af den britiske efterretningstjeneste MI5/MI6 på ordre af dronning Elizabeth; at den svenske statsminister Oluf Palme i virkeligheden blev skudt af sin egen kone; at Apollo 11 aldrig nåede månen; at terror-angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 i virkeligheden var iscenesat af præsident Bush – og at der allerede i 1950’erne blev indgået hemmelige aftaler mellem rumvæsener og det amerikanske militær. Dér er Rostock-myten havnet i det helt rigtige selskab …

Litteratur:

• Jon Galster: Den 9. april 1940 – en sand myte! (1990).
• Ole Hans Jensen: Maskerne falder. (1993).
• Britt Bartenbach og Ole Hans Jensen: Hvem var fjenden? (2004) www.npi-news.dk
• Claus Bryld og Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring. (1999).
• Hans Kirchhoff (red.): 1940 – da Danmark blev besat. (1990)
• Bjørn Svensson: Mytedannelser omkring den 9. april 1940. (1957).
• Bjørn Svensson: Derfor gik det sådan den 9. april. (1965).