af René Rasmussen
Rostock-myten, del 1 | Rostock-myten, del 3
Myten – ifølge Galster og Jensen
Den 15. marts 1940 blev der ført top-hemmelige forhandlinger i Bad Doberan nær Rostock mellem danske top-politikere og militærfolk på den ene side og tyske militærfolk og politikere på den anden. Her blev der truffet aftaler om en kampløs besættelse af Danmark, når Tyskland små fire uger senere ville invadere landet.
Tyskerne sendte umiddelbart efter forhandlingerne en bombemaskine til Danmark med resultatet af forhandlingerne, optaget på magnetiske stålbånd (de såkaldte “Lorenz-ruller”), for at orientere de danske politikere i København. For at det skulle være ekstra-hemmeligt foretog bombemaskinen en fingeret nødlanding på Lolland nær landsbyen Købelev. Her ventede danske efterretningsfolk på båndene, der så straks blev sendt videre til København.
Hvorfor man ikke tog en ordinær ruteflyver eller landede i Kastrup, i stedet for at tiltrække sig unødvendigt opmærksomhed ved en nødlanding, er et spørgsmål, som myten ikke tager stilling til. Det nødlandede fly, en Junkers JU-88, havde for øvrigt været på et bombetogt over Skotland og var på vej hjem. Dette er blot ét eksempel af mange på, hvordan helt tilfældige og uvedkommende begivenheder indarbejdes i den store konspiration.
Disse ”Lorenz-ruller” eksisterer ifølge myten endnu. Men det danske rigsarkiv, der som bekendt er hermetisk lukket, holder dem bag lås og slå.
Konspirationsforfatterne henviser igen og igen til de ”lukkede arkiver”, men faktum er, at Rigsarkivet er ganske liberal med at give adgang til båndlagte arkiver, og bl.a. P. Munchs privatarkiv bliver ofte benyttet af historikere. Det turde være overflødigt at tilføje, at arkivet intet indeholder om et møde i Rostock.
Den kopi af stålbåndsoptagelserne som tyskerne selv havde, blev brændt i maj 1945 kort før kapitulationen. Men ved et helt usandsynligt held fandt én af de danske diplomater, Vincent Steensen-Leth, der havde været med ved Rostock-forhandlingerne i 1940, de forkullede rester af adskillige hemmelige papirer, der lå og flød midt i Berlin i maj 1945. Papirerne indeholdt bl.a. referater fra Rostock-mødet. Han snuppede dem og beholdt dem selv – og med dem afpressede han den danske regering, så han, der selv var en uduelig umulius, fik en strålende karriere indenfor udenrigstjenesten.
Vincent Steensen Leth var sammen med marine-attaché Frits Hammer Kjølsen de danske diplomater i Berlin, der i begyndelsen af april 1940 bad Berliner-korresponenterne Jacob Kronika (Nationaltidende) og Helge Knudsen (Berlingske Tidende) om at alarmere den danske offentlighed om, at et tysk angreb muligvis var nært forestående. Det må siges at være en ejendommelig adfærd, hvis Steensen Leth selv skulle have været involveret i Rostock-aftalerne!
De danske politikere, der ifølge myten var indviet i sagen, var: Statsminister Th. Stauning, Udenrigsminister P. Munch, Forsvarsminister Alsing Andersen og finansminister Vilhelm Buhl. Dertil kom værnscheferne, general Prior og viceadmiral Rechnitzer, stabschefen Ebbe Gørtz – foruden en række efterretningsfolk og diplomater, herunder oberst Lunding og gesandten i Berlin, Herluf Zahle.
Dette opbud af danske toppolitikere, diplomater, militær- og efterretningsfolk synes for øvrigt at overflødiggøre den hemmelighedsfulde flyvning med tilhørende fingeret nødlanding. Der var vel dårligt nok nogen vigtige personer tilbage i København at indvie i sagen – bortset altså fra kongen!
Søndag den 17. marts 1940 blev den danske udenrigsminister P. Munch hentet af et tysk fly (en Fieseler Storch) i København og fløjet til Rostock i et ultra-hemmelig mission. I januar eller februar 1940 var hans søn, Ebbe Munch, der var pædofil, nemlig blevet arresteret af det tyske politi i en homosexuel bule i Hamborg. I Rostock mødtes P. Munch nu med Reichsführer-SS Heinrich Himmler. Himmler var øverste chef for det tyske politi, og han benyttede sig af udenrigsministerens tilfangetagne søn til at lægge pres på faderen. Udenrigsminister Munch indvilligede i Himmlers krav om, til gengæld for at få sønnen løsladt, at lade Danmark besætte så godt som kampløst den 9. april 1940.
Der hersker også blandt seriøse historikere nogen uenighed om, hvorvidt historien om den vanartede søn eventuelt kan have noget på sig. Der findes dog ingen dokumentation for hans eventuelle arrestation i Tyskland – og da slet ingen for et møde mellem P. Munch og Himmler.
Selvom mødet altså var top-hemmeligt, og man havde ofret en flyvemaskine på at få Munch transporteret til Rostock, så blev han indlogeret på et ganske almindeligt hotel. Og her var uheldet ude, for her mødte han om morgenen den 18. marts 1940 tidligere folketingsmand for det tyske mindretal i Sønderjylland, pastor Johs. Schmidt-Vodder. Schmidt mødte ifølge myten faktisk Munch flere gange samme dag: Han mødte ham også ude i en skov, hvor Munch stod og kiggede op i luften efter en flyvemaskine – og endnu senere på byens banegård.
Pastor Schmidt mødte også sin slægtning, SS-manden dr. Rudolf Jacobsen, der var Himmlers adjudant. Jacobsen fortalte Schmidt, at der foregik samtaler mellem Himmler og visse “høje danske herrer”. Alt dette mente den da 80-årige Schmidt i hvert fald at kunne huske, da han bliver spurgt om sagen i 1950 …
Munch selv døde i 1948 og kunne derfor ikke udspørges. Men en embedsmand i Udenrigsminsiteriet bevidnede, at Munch rent faktisk havde mødt pastor Schmidt i Rostock engang, nemlig i 1938. Schmidt måtte senere indrømme, at han kun havde mødt Munch i Rostock én gang. Det formentlige møde i marts 1940 beror derfor sandsynligvis på en erindringsforskydning. Historikeren Bjørn Svensson kunne senere dokumentere, at pastor Schmidt denne palmesøndag den 17. marts 1940 var til konfirmationsfest hos familie i Celle i det vestlige Tyskland – hundredevis af kilometer fra Rostock. Efter Svenssons afsløring skubbede Galster datoen for Munchs og Schmidts fatale møde til den 18. marts om morgenen. Det betød, at Munch i de nyere versioner af Rostock-myten måtte tage en overnatning i byen. Denne ”overnatning” er alene kommet ind i myten for at få den til at passe med Schmidts bevislige fravær i Rostock dagen før.
Munch kom ikke med et fly fra Rostock den 18. marts 1940, for flyet var gået i stykker. I stedet måtte han tage færgen – for han skulle nemlig være hjemme for at underskrive protokollen på sit kontor for at have alibiet i orden. Rejsen var top-hemmelig – det skal vi huske på. Alligevel måtte Munch altså tage med tog og færge hjem. Og som om der ikke var uheld nok, så var færgen netop afsejlet fra færgelejet i Warnemünde, da Munch dukkede op. Men det var der råd for: Færgen blev kaldt tilbage, så Munch kunne nå med over.
Tyskerne havde åbenbart kun ét fly til rådighed for denne top-hemmelige mission (!). Det forekommer mildest talt heller ikke troværdigt, at tyskerne skulle risikere afsløring af ”planerne” ved både at lade Munch bo på et almindeligt hotel og rejse hjem med offentlige transportmidler. At kalde færger tilbage er jo forresten noget, danske ministre åbenbart har tradition for! Men hvorfor man således pådrog sig opmærksomheden under en så top-hemmelig mission, er ikke godt at vide!
Nogle uger senere – men endnu før besættelsen – sendte Hermann Göring, der altså også var indviet i Rostock-planerne, en meddelelse til statsminister Stauning gennem en mystisk person ved navn Baron de Trairup. De Trairup opsøgte Stauning på en fiskerestaurant i København, hvor han sad og spiste sammen med en veninde. Da de Trairup erklærede, at han havde en hemmelig meddelelse fra Göring, blev Stauning ligbleg – og hans veninde forlod skyndsomst bordet. Görings meddelelse lød: Hvis ikke Stauning og Danmark makkede ret, så ville tyskerne fortælle om den hemmelige aftale til englænderne! Englænderne ville naturligvis, hvis de kendte til sagen, blive rasende og sørge for at Stauning blev straffet for sit forræderi.
Når man ved, at overfaldet den 9. april 1940 var dømt til at mislykkes, hvis den engelske flåde havde vidst, hvad der var i gære, så virker Görings trussel mildest talt ikke særlig velovervejet. Hitler havde dekreteret absolut tavshed om forberedelserne, fordi overfaldet på Norge var et af det mest risikable krigshistorien. Selv Himmler blev holdt i uvidenhed – og skal den 9. april 1940 have givet udtryk for ærgrelse over at være blevet holdt uden for. Og hvor sandsynligt er det lige at diskutere den slags på en restaurant midt imellem andre spisende gæster? Baron de Trairup er et af Rostock-mytens vigtigste vidner – men hans troværdighed kan ligge på et meget lille sted. Selv hans titel af baron er sandsynligvis frit opfundet! Han tilhører det meget farverige persongalleri af vidner, der næsten alle har en temmelig tvivlsom fortid under besættelsen.
Nu skete der det uheldige, at Baron de Trairup efter at have snakket med Stauning, rejste videre til England, hvor han fortalte den engelske Secret Service om den dansk-tyske Rostock-aftale. Men i stedet for at benytte denne viden til at forhindre det tyske overfald på Danmark og Norge, så holdt englænderne deres viden hemmelig. De anvendte den i stedet til efter krigen at gennemtvinge nogle usædvanligt fordelagtige handelsaftaler med Danmark.
Dette er ét af mange obskure side-teorier i den store Rostock-konspiration: Hvis der er nogen, der undrer sig over, at englænderne betalte så lidt for deres bacon efter 1945, så har vi forklaringen her!
Det var forresten ikke er den eneste skurkestreg, englænderne begik i forbindelse med Danmarks besættelse. Det var nemlig ifølge Rostock-myten i virkeligheden engelske agenter, der myrdede Kaj Munk i januar 1944. Englænderne synes, det gik lidt trægt med at få danskerne til at gå til modstand, men hvis man kunne få den danske befolkning til at tro på, at tyskerne havde myrdet Kaj Munk, så ville befolkningen støtte bedre op om modstandsbevægelsen. Tyskerne blev forfærdede over det skete …
Modstandsbevægelsen kendte også til Rostock-aftalerne. Men den lovede at holde tand for tunge til gengæld for at blive repræsenteret i befrielsesregeringen – den første danske regering efter besættelsen. Og det blev modstandsbevægelsen jo også. Regeringen måtte også love, at der ikke ville blive retsforfulgt én eneste frihedskæmper for stikkerlikvideringer under krigen. Og det er jo heller ikke sket!
Man bemærker, hvem Rostock-mytens skurke er: Det er danske politikere, den danske modstandsbevægelse og englænderne. Mytens uskyldige ofre er, som vi skal se, de efter 1945 internerede og dømte landssvigere, tidligere nazister og Tysklandsarbejdere. Det er også i denne gruppe, vi skal finde de fleste ”vidner”.
I det hele taget har flere udnyttet deres viden om Rostock-aftalerne til at opnå fordele. Det gjaldt ikke mindst tyskerne. Det kan jo undre, at tyskerne aldrig har røbet noget. Men tyskerne tog sig godt betalt: For det første måtte den danske regering give afkald på at få Sydslesvig tilbage i 1945. Det var derfor, Vilhelm Buhl så hurtigt efter befrielsen var ude med sit “Grænsen ligger fast”. For det andet slap tyskerne for at betale de kolossale beløb på clearing-kontoen tilbage – altså hele deres økonomiske mellemværende med Danmark for de fem år, de havde holdt landet besat.
Også amerikanerne havde en mistanke om sagen. Men de havde fået Thule-basen på Grønland i 1941. Og eftersom den samme socialdemokratiske regering, der havde truffet aftalerne i Rostock, efter krigen skulle bekræfte amerikanernes ret til Thule-basen, så var amerikanerne ikke interesserede i at gøre livet vanskeligt for de danske socialdemokrater. Derfor gravede de ikke mere i sagen. Og har de måske ikke basen deroppe endnu?
Englænderne, amerikanerne, tyskerne og modstandbevægelsen vidste altså ifølge Rostock-myten alle besked om sagen, men blev godt betalt for at tie. Men andre, der også vidste besked, fik en helt anden behandling …
Som de fremgår, så bliver alle mulige og umulige hændelser passet ind i den store myte og brugt som bevis for dens rigtighed. At dette samtidig drastisk forøger antallet af mennesker, der på én eller anden måde ”ved besked”, men holder ”sandheden skjult” for den danske befolkning, gør kun Rostock-myten til en ægte konspirationsteori. Den slags teorier har deres egen indre logik, der er stik modsat normalt tænkende menneskers: Jo flere personer, der er indblandet og dermed må holde tand for tunge, jo mere hemmeligt er det!
Men først skal vi tilbage til den 9. april 1940: Rostock-aftalerne måtte naturligvis holdes nogenlunde hemmelige, Men nogen var man jo nødt til at indvie i aftalerne. Det drejede sig om flere ministre og politikere, foruden en række militærfolk og statslige embedsmænd. Der blev udstedt en række højst mystiske ordrer forud for den 9. april 1940: Man måtte ikke skyde på tyskerne, før de havde passeret grænsen (!); danske flyvemaskiner måtte ikke rekognoscere langs med grænsen; soldaterne måtte ikke grave skyttegrave eller indrette andre forsvarsstillinger; der måtte heller ikke sprænges jernbanebroer og andet, flåden blev ikke sat i alarmberedskab; halvdelen af mandskabet på Middelgrundsfortet ud for Københavns havn blev sendt hjem (herunder chefen) og en kanon blev saboteret; der var en vej nede på Falster, som egentlig var gravet op, som kort før den 9. april blev sat i stand; kajen ved Langelinje i København var ryddet, så de tyske skibe let kunne lægge til, og sådan skete der mange forskellige mærkelige ting omkring den 9. april 1940.
Jon Galster har opregnet ikke færre end 64 besynderligheder og mystiske hændelser. De fleste har helt naturlige forklaringer, som det ville føre for vidt at komme ind på her.
Én af de mærkeligste hændelser i myten fandt sted i Sunds ved Herning: Politimesteren i Herning, der altså var indviet i Rostock-aftalerne, havde nogen tid før den 9. april givet nogle forseglede kuverter til to borgere i Sunds, en kartoffelavler og en centralbestyrer. De havde fået besked på ikke at åbne brevene, før der kom ordre til det. Ordren kom den 9. april om morgenen. Den gik ud på, at de to borgere skulle stille sig ud i et nærmere bestemt kryds og vise tyskerne vej til Grove flyveplads ved Karup. Det gjorde de troligt. Men deres naboer så naturligvis på denne adfærd med stor foragt. Da det viste sig, at tyskerne udmærket kendte vejen til Karup, tog de hjem igen. Og få dage senere kom der betjente og afhentede de mystiske breve hos de to borgere. Disse breve er senere forsvundet sporløst!
Hvorfor politimesteren har sat to fuldstændig tilfældige og ham aldeles ubekendte mennesker til at udføre dette top-hemmelige hverv er ikke godt at vide. Men de to er ikke desto mindre blandt Galsters vigtigste vidner. At Grove flyveplads først blev bygget et halvt år senere – i efteråret 1940 – har forresten heller aldrig påvirket Galsters teorier! Men det siger noget om vidnernes troværdighed – eller mange på samme!
Tyskerne kom jo den 9. april 1940 tidligt om morgenen, og efter få timers spredt kamp var det hele overstået. Danmark var besat og der var indgået aftale med tyskerne om at regeringen kunne fortsætte. Faktisk blev der ikke alene indgået den almindeligt kendte aftale om, at samarbejdsregeringen kunne fortsætte; nej, der blev også indgået hemmelige aftaler mellem Stauning og nazisterne: Stauning havde faktisk allerede længe før krigen, vist nok allerede i 1937 eller 1938, ført forhandlinger med tyske top-nazister. Nu her efter besættelsen blev der ført yderligere forhandlinger. Det skete bl.a. på Sandkroen i Nordsjælland. Her forhandlede Stauning og formanden for De samvirkende Fagforbund (svarende til vore dages LO), Lauritz Hansen, med tyskerne. Socialdemokraterne lovede at støtte tysk-nazistiske interesser med alle midler, så længe krigen varede. Dette var årsagen til, at danske arbejdsløse blev sendt på arbejde i Tyskland! Til gengæld for støtten ville tyskerne sørge for, at socialdemokraterne efter krigen ville blive det eneste tilladte parti i Danmark. Der ville blive oprettet et socialdemokratisk diktatur, helt svarende til de nazistiske i Tyskland, komplet med kz-lejre til politiske modstandere (navnlig danske nazister).
Men hvorfor er denne skurkestreg aldrig blevet afsløret? Ja, Stauning døde jo, så han kunne ikke afsløre noget. Og Lauritz Hansen fik efter krigen sin egen lille tobaksforretning, der var betalt af den danske stat. Så var munden lukket på ham!
Kilden til denne fantastiske sideteori er nazisten, den tidligere socialdemokrat Harald Bergstedt, der efter krigen blev dømt som landssviger. Han forstod vist aldrig, hvad han havde gjort galt, og fandt i denne ejendommelige teori en form for forklaring. At Galster og Jensen tror på den og bringer den videre viser vist alt om deres totale mangel på kritisk sans.
Der var naturligvis forskellige folk, der havde mistanke om, at der var ugler i mosen. For hvordan kunne det gå til, at tyskerne så let kunne erobre Danmark? Én af dem, der havde mistanke, var kong Christian den X. Han truede Stauning og Munch med rigsretssag efter krigen. Men det skulle han aldrig have gjort! Det var nemlig ikke et tilfælde, at kongen faldt af hesten i efteråret 1942. Der blev tvært imod skudt på hesten, som derfor blev vild og smed kongen af. Skuddet ramte forresten slet ikke hesten, men derimod kongen i benet. Benet måtte da også senere amputeres (!). Kong Christian den X. blev så skræmt over attentatforsøget, at han derefter klogeligt holdt sin mund. I øvrigt svækkede faldet ham så meget, at han aldrig kom sig over det og døde i 1947.
Kilden til denne sideteori er en unavngiven sygeplejerske, der hævdede at have behandlet kongen og at være blevet bestukket til tavshed med 70.000,- kroner. Igen ser vi, hvordan en virkelig begivenhed – nemlig kongens fald fra hesten – indarbejdes i den store konspiration og forsøges anvendt til at forøge dens troværdighed. I dette som i de fleste andre tilfælde har det dog snarere den modsatte effekt!
Men der var andre, der havde mistanke. Det gjaldt f.eks. den konservative Christmas Møller. Han flygtede jo til England i 1942, inden Stauning eller andre socialdemokrater kunne nå at myrde ham. Men det blev der så rådet bod på i 1948. Christmas Møller blev i første omgang bestukket med en ministerpost, men kunne ikke holde tand for tunge. Og så blev han myrdet i 1948 af statsminister Vilhelm Buhl og tidligere forsvarsminister Alsing Andersen!
Det samme skete med flere danske nazister, der vidste besked: Det gælder Frits Clausen, som fik en forgiftet kop te i 1947; det gælder grev Bent Holstein, der blev myrdet i sommeren 1945. De to folketingsmedlemmer for nazististernes samarbejdspartnere, Bondepartiet, godsejerne J. Sehested og A. Hartel fik efter krigen strenge straffe med konfiskation af store dele af deres gods. Og trusler om at miste mere endnu, hvis de ikke holdt tæt. Og selveste tidligere stats- og udenrigsminister Erik Scavenius, der naturligvis efter sin tiltræden i sommeren 1940 vidste besked, blev efter krigen truet med, at han ville få frataget sin pension, hvis han ikke holdt mund!
Sammensværgelsen om at holde sagen hemmelig lever i dag i bedste velgående. Selvom politikere, embedsmænd, dommere o.s.v. udmærket ved besked, prøver de alle på at holde sagen hemmelig for den danske befolkning. De historikere, der beskæftiger sig med besættelsen, ved også besked om sagen, men ingen tør skrive om det, for så får man med garanti aldrig noget job. Der er altså ganske mange mennesker, der kender til sagen, men ikke desto mindre bliver den fortsat holdt hemmelig for den danske befolkning.
Så vidt myten. Der er mange flere detaljer og enkeltheder, som der ikke er plads til at komme nærmere ind på her. Men det er faktisk en temmelig kompliceret konspirationsteori med mange ”side-teorier”.
Fortsættes>
Ja der er meget sludder med Galster.
Men jeg har personligt talt med den vagt der hver morgen inspicerede de kanoner der den 9. var blokeret af eksperter. Disse var ikke terorister udefra. Der var altid masser af vagter ved kanonerne. Når du så formindsker antallet af kanoner til en, uden at nævne de øvrige kanoner, bliver jeg så klar over at også du, meget kluntet, prøver at føre dine læsere bag lyset. Skam dig
Jeg ved at komandanten på fortet blev væket i sin seng af en tysk soldat. Det kan ikke lade sig gøre uden aftale.
Kære Klaus Hansen
Jeg opsummerer i det pågældende afsnit de vigtigste af Galsters 64 anklagepunkter mod Alsing Andersen. Det er Galster, der i sit punkt 39 taler om “kanonen” i éntal. Så du kan passende skyde på ham i stedet for …
mvh
René Rasmussen
Hej Mytedanner.
Fliegherorst Grove blev bygget fra april til august i 1940. Er det om efteråret ?
Jon Galster nævner ikke Grove Flyveplads, han skriver:”…..Men kolonnerne fortsatte til Karup, hvor allerede gennem længere tid tyske kunstmalere havde studeret de landskablige skønheder og fundet dem vel egnede til en lufthavn.” Hvorfor citerer du ikke Jon Galster ? Dit digteri kan du beholde for dig selv! Du burde læse: Peer Henrik Hansen “Firmaets største bedrifter” kapitel 1. Aldrig mere 9. april.
Venligst
Rudi Daugsch
Til René Rasmussen.
Det er bekymrende at læse dit svar til Klaus Hansen, den 23-12-09.
Jon Galster skriver i sin bog “Den 9.april 1940-en sand myte”, som du angiver som kilde side 29 : “På Flakfortet forsøgte mandskabet at skyde, men det viste sig at KANONERNE var ubruglige. Nå- det kunne jo være et tilfælde. Men det var lige sådan på Middelgrunden. Da det første tyske skib kom forbi, signaliserede man : “Hvem er De?” Hvorpå skibet hejsede det tyske orlogsflag og selv belyste det; men det fortsatte uanfægtet. Mandskabet forsøgte da at træffe skibet i vandlinien med luftværnskanonen, hvad der med sikkerhed ville have sænket det, hvis den virkede.”
Denne episode henviser Galster til i pkt. 39:” Da man endelig forsøgte at skyde fra Middelgrunden, klikkede kanonen.”
Det er en luftværnskanon Galster henviser til. Mit spørgsmål til dig René Rasmussen: Hvad interesse har du i at tilsvine Jon Galster ?
Kære Rudi Daugsch
Det glæder mig meget, at du kun er i stand til at påpege en enkelt unøjagtighed i mit lange og grundige referat af Jon Galsters og Ole Hans Jensens bøger om “Rostock-myten”, nemlig at Fliegerhorst Grove ikke blev taget i brug i efteråret 1940, men allerede i august. Den lille unøjagtighed skal jeg gerne beklage. Men det rokker jo intet ved pointen, nemlig, at “Fliegerhorst Grove” ved Karup først blev bygget EFTER den tyske besættelse! Galster og Jensen skylder da at forklare, hvorfor pokker d’herrer kartoffelhandler P. Michelsen og centralbestyrer Anton Vinkler skulle stå og dirigere tyske tropper til Karup den 9. april 1940, når der nu slet ikke var noget at komme efter? Og kan DU måske forklare, hvorfor dette tophemmelige hverv blev overladt to fuldkommen tilfældige civilister? Galster og Jensen kan i hvert fald ikke!
Mvh
René Rasmussen
Til René Rasmussen
Ja ser du, hvad Ole Hans Jensen bedriver har ikke min interesse. Men jeg kan læse, hvad Jon Galster har skrevet i sin bog “Den 9. april 1940- en sand myte”. Havde du nu sat dig ind i denne bogs indhold, ville du også have været istand til at svare Klaus Hansen! Ser du, hvis man fra tysk side havde planlagt Fliegerhorst Grove, hvad tid var der så at spilde? For at få den klar måtte de vel igang med at bygge den!
Sort på hvidt kan vi læse om kartoffelhandleren og centralbestyreren. Hvem politimesteren i Herning har haft tillid til, er der vel ingen der i dag kan svare på. Men Galsters bog stemmer jo ikke overens med din teori om overraskelsesangrebet den 9. april 1940!
Mvh
RudiDaugsch
Til Rene Rasmussen
Det viser sig også, at Oberst H.M.Lunding i sine erindringer Lunding/Lippert, Gylendal 1970 på side 47 :” Et særligt tysk efterretningsnet skulle tilsyneladende træde i funktion i tilfældet af tysk indtrængen i Jylland. ……… Da nettet blev rullet op, viste det sig, at denne kæmner også havde været tyskerne behjælpelig med at rekognoscere området omkring Grove, som tyskerne fandt egnet til anlæg af en flyveplads. …………Men tyskerne havde stadig efterretningsnet i Jylland, og så sent som den 8. april 1940 henvendte politimesteren i Tønder sig til mig for at få hjælp til at gribe ind overfor et sådant meddelernet. Men da var det for sent…….
Med venlig hilsen
Rudi Daugsch
Til Rene Rasmussen.
I bogen “Om lidt er de borte” Anne Wolden-Ræthing & Gyldendal 2005 kan det på side 323 læses: Jeg (Toldstrup) var jo ung løjtnant dengang, gjorde tjeneste i Sandholmlejren. Vi havde lært, at vi under ingen omstændigheder måtte påtage os frivillig militærtjeneste for fremmed magt. Men på det store runde bord i Officersmessen lå allerede 10. april, så vidt jeg husker, en tryksag fra Forsvarsministeriet underskrevet af Alsing Andersen. Vi kunne tage et eksempel hver. Og der stod, at dén bestemmelse var sat ud af kraft, og at vi var velkommen til at melde os til militærtjeneste for fremmed magt, dvs. altså tysk, og at den anciennitet, som vi havde, og som vi ville erhverve, den ville vi bevare, når krigen var slut. Det stod der. Jeg ærger mig over, at jeg ikke stak et eksemplar i lommen, men man vendte sig jo fra det i væmmelse.
Jeg har kendt et par stykker af dem, som meldte sig. Den ene hed Martinsen. Han blev henrettet efter krigen. der var ikke noget med anciennitet dér. Han blev skudt. Færdigt. Og det er jo helt rystende.
Kære Rudi Daugsch
Bare fordi Toldstrup mener at kunne huske det, behøver det jo ikke at være rigtigt. Og han tager jo også selv forbehold: “så vidt jeg husker.” Hvis der er spredt pjecer af den slags ud på alle kaserner den 10. april 1940, så vil de have overlevet til i dag. Mon dog ikke, at han forveksler det med cirkulæret, der blev udsendt ved stiftelsen af Frikorps Danmark i juli 1941? Frikorps Danmark blev stiftet den 29. juni 1941 på initiativ af de danske nazister i DNSAP og i samarbejde med Waffen-SS. To officerer, herunder korpsets første leder C.P. Kryssing, anmodede Krigsministeriet om orlov for at kunne indtræde i korpset. Hærens øverstkommanderende, Prior, indstillede dem øjeblikkeligt til afskedigelse! Men da denne sag kunne belaste forholdet til besættelsesmagten, så blev fyringen forelagt regeringen den 2. juli 1941. Udenrigsminister Scavenius mødtes den følgende dag med den tyske gesandt, og der blev efter hans ønske truffet aftale om, at de danske officerer, der måtte ønske det, kunne træde uden for nummer (dvs. få orlov). Få dage senere blev der udsendt et cirkulære (og det er sikkert det, Toldstrup tænker på), der indeholdt en generel tilladelse til at melde sig til Frikorps Danmark. Heri stod bl.a., at der blev “givet Tilladelse til, at faste Befalingsmænd af Linjen, Reserven (Forstærkninger) o.l. og hjemsendte Værnepligtige (Befalingsmænd og Menige) fra den danske Hær melder sig til Frikorps Danmark.” Heri står envidere, at de pågældende ville få løn “i overensstemmelse med tyske Bestemmelser” – dvs. fra Tyskland.
Som det turde fremgå, har den sag intet med mystiske aftaler i “Rostock” i 1940 at gøre. Og jeg kan da supplerende oplyse, at den Martinsen, der tænkes på, sikkert er K.B. Martinsen, der senere blev leder af Schalbourg-korpset og i den egenskab har ansvaret for mord og terror på den danske befolkning. Det var derfor, han blev henrettet.
Hvis det ikke har noget med den påståede aftale i Rostock at gøre, hvorfor forklarer du så om alt muligt andet? Det kunne jo godt være, at Toldstrup var usikker på datoen og ikke dokumentet. Det er jo også et åbent spørgsmål, om Toldstrup skulle likvideres?
I bogen “Se dig tilbage” af Just Carl Pedersen kan du på side 43 læse: Vor vrede gjaldt det hele.
Bliv blot i din drømmeverden!
Kære Rudi Daugsch
Nu er det jo dig, der bringer dokumentet på banen. Og så fortæller jeg dig, hvilket dokument der temmelig sikkert er tale om, og sætter det ind i en historisk sammenhæng. At det så ikke har noget med Rostock at gøre, er jo sådan set ikke min skyld – det var dig, der så gerne ville kæde det sammen med Rostock-myten, ikke mig! Hvis du ikke har lyst til at at kende fakta, så lad være med at spørge.
Mvh
René Rasmussen
Hvis du mener, at Toldstrup har gjort tjeneste i Sandholmlejren i juli 1941, så er det dit problem. Jeg kan kun læse, hvad folk der har skrevet om begivenhederne. At du har meget svært ved at læse, er dit problem.
Toldstrup: uden kamp-ingen sejr side 18 : Efter hjemsendelsen fra Hæren i april 1940 købte jeg et gammelt hus med stor have i udkanten af Skive.
Svend Ove Gade: Toldstrup side 24 : Dagen efter så han i officersmessen en skrivelse fra Forsvarsministeriet, der meddelte, at reglen om, at danske soldater ikke måttemelde sig til tjenestefor en fremmed magt, var stillet i bero. Nu kunne man roligt melde sig til tysk tjeneste og endda bevare ancienniteten, når man vendte hjem igen.
14. april blev løjtnant Jensen hjemsendt.
Din opgave er det selvfølgelig at drage løjtnant Jensens (Toldstrups) udsagn i tvivl. Den af ham nævnte skrivelse har aldrig eksisteret. Er det fordi du har været på kasernen den 9. april 1940 frem til den 14. april?
Svend Ove Gade, Frode Jakobsen en biografi – Gyldendal side 132 står der:” Sammen med den øverstkommanderende for de tyske tropper, general H. von Hanneken, og SS-chefen Paul Kanstein skridtede den danske hærchef, generalløjtnant Ebbe Gørtz, 13. oktober 1942 fronten af ved afskedsparaden for Frikorps Danmark, som skulle tilbage til Østfronten. Han (må være hærchef Gørtz, Rudi) var der efter ordre fra statsministeren, Vilhelm Buhl. Bare to år senere, 6. oktober 1944, blev den samme generalløjtnant ( må være chefen for Den Lille Generalstab Gørtz, Rudi) designeret som øverstkommanderende for de danske styrker i tilfældet af en allieret invasion og (han Gørtz, Rudi) kunne 5. maj 1945 iføre sig frihedskæmperarmbind.”
Kære Rudi Daugsch
Jeg har såmænd ikke nogen anden opgave end at fremlægge fakta. Hvis du præsenterer mig for et forsvarsministerielt cirkulære, dateret i april 1940, så bøjer jeg mig gerne for kendsgerningerne. Men den eneste forsvarsministerielle skrivelse, jeg kan finde med et indhold, der passer på Toldstrups beskrivelse, blev udsendt 8. juli 1941. Du kan læse den i Besættelsestidens Fakta, bd. 1., 1. del s. 37-38. Eller her: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/krigsministeriet-om-indtraedelse-i-frikorps-danmark-8-juli-1941/
Derfor er jeg ret overbevist om, at det er dette cirkulære, som Toldstrup husker – og i sin erindring fejldaterer.
Du citerer Toldstrup, der i 2005 blev interviewet af Anne Wolden-Ræthinge og udtalte: ”Men på det store runde bord i Officersmessen lå allerede 10. april, så vidt jeg husker, en tryksag fra Forsvarsministeriet underskrevet af Alsing Andersen.” Det er et interview, hvor Toldstrup skal huske en begivenhed, der ligger 65 år tilbage i tiden. Det er ikke så sært, hvis han husker forkert – og han tager jo selv forbehold for fejlhuskning.
Det er sådan, at cirkulærer, bekendtgørelser, love, lovforslag og skrivelser fra ministerier trykkes i ministerielle publikationer, lovtidender, lovsamlinger etc. Derfor er det ret let at kontrollere, hvornår de udgives og hvad der står i dem. Jeg har ikke kunnet finde det cirkulære, som Toldstrup mener at kunne huske at have set 65 år tidligere. Det er for mig et ret klart indicium på, at han husker forkert og tænker på det cirkulære, der kom i juli 1941. Men hvis du kan finde og fremlægge det omtalte cirkulære, så skal jeg gerne give både dig og Toldstup en uforbeholden undskyldning.
Mvh
René Rasmussen
Rene Rasmussen!
For det første fatter jeg ikke, at du bringer min argumentation i forbindelse med Ole Hans Jensen? Jon Galster har skrevet bogen “Den 9. april 1940-En sand myte”. Denne bog er du ikke i stand til at citere korrekt fra! Du latterliggør Galster, som af den danske stat blev behandlet på skændigske vis!
Kære Rudi Daugsch
Min artikel om Rostock-myten gengiver konspirationsteorierne omkring besættelsen af Danmark på grundlag af Jon Galsters “Den 9. april – en sand myte” og Ole Hans Jensens “Maskerne falder”, der i hovedsagen bygger på Galsters teorier. Jeg har slået dem sammen og refererer dem under ét. Det giver god mening; de nemlig er stort set enige, og Galster og Ole Hans Jensen kendte udmærket hinanden. Galster har bl.a. optrådt på Ole Hans Jensens radiostation. Men hvor jeg skal have bragt DIN argumentation i forbindelse med Ole Hans Jensen, har jeg svært ved at se?
Jeg kan forsikre dig for, at jeg har læst Galsters bog meget omhyggeligt indtil flere gange (selvom det nu er ved at være nogle år siden). Og jeg synes faktisk ikke, at du har været i stand til at påpege nogen væsentlige fejl i mit referat af Galsters bog. Er der ét eneste væsentligt punkt, jeg ikke refererer korrekt? Om Grove lufthavn blev taget i brug i august eller september 1940 forandrer da intet ved, at den ikke var bygget endnu den 9. april 1940. Og om én eller flere kanoner på Middelgrunden blev “saboteret”, er da også mindre væsentligt; Galster skriver selv skiftevis “kanoner” (i flertal) og “kanon” ( i ental).
Hvis Galsters konspirationsteori forekommer latterlig i mit referat, så er det nok fordi, den ER latterlig. Den historie med Galsters hovedvidner, kartoffelavleren og centralbestyreren, er så langt ude, at man ikke kan andet end more sig over den: Nogen tid før 9. april udleverer politimesteren i Herning forseglede kuverter til to ham aldeles ubekendte civilister med strenge ordrer om, at kuverterne først må åbnes, når der kommer ordre om det. Det gør der så den 9. april. Og d’herrer får besked på at stille sig ud i et vejkryds og vise de tyske tropper vej til en lufthavn, der ikke er bygget endnu … Jamen for pokker da! Hvis nu de to (eller bare den ene) havde været så nysgerrig, at han ikke havde kunnet lade være med at åbne kuverten inden 9. april, så ville hele Fall Weserübung (angrebet på Danmark og Norge) have været afsløret! Hvis man endelig skulle have hemmelige vejvisere for tyskerne, mon dog så ikke, man havde valgt nogen, man var sikker på kunne holde tæt? Hvorfor i himlens navn dog vælge sådan et par civile beder til det? Det giver ingen mening, hverken at vise tyskerne vej til Grove eller at bede et par tilfældige civilister om at gøre det. At de rent faktisk var Galsters vigtigste vidner i sagen, siger vist en hel del om dén teori – og om dens ophavsmand.
mvh
René Rasmussen
Til Rene Rasmussen.
Galster skriver:” På Flakfortet forsøgte mandskabet at skyde, men det viste sig, at kanonerne var ubrugelige. Nå-det kunne jo være et tilfælde. Men det var lige sådan på Middelgrunden. Da det første skib kom forbi, signaliserede man : “Hvem er De?” Hvorpå skibet hejsede det tyske orlogsflag og selv belyste det; men det fortsatte uanfægtet. Mandskabet forsøgte da at træffe skibet i vandlinien med luftværnskanonen, hvad der med sikkerhed ville have sænket det, hvis den virkede. Men det gjorde den ikke. I virkeligheden var den saboteret.” (side 29)
Det er hvad Galster skriver. Hvor er kanon og kanoner brugt skiftevis? Der skrives om kanoner og en luftværnskanon. At Galster så i sine 39 punkter benævner luftværnskanonen som en kanon, er dit problem. Dine forklaringer om Ole Hans Jensen har du bragt på banen ikke jeg.
Svend Schjødt-Eriksen skriver i sin bog En udsat post på side 18 : “For os unge befalingsmænd kom den 9. april som en forsmædelse, en katastrofe. Vi ved i dag, at der var personer, som vidste, hvad der var i vente.
Den 29. januar 1940 havde folketinget vedtaget, at Danmark skulle forsvare sig med de til rådighed stående midler, en vedtagelse der hverken var politisk eller praktisk dækning for. Dagen før den 9. april, hvor mange havde kendskab til opmarchen af tyske tropper gennem Slesvig, telefonerede jeg gentagne gange til en ven i krigsministeriet og spurgte, om jeg ikke skulle rejse tilbage til min afdeling i Holbæk. Jeg var i midlertidig tjeneste i København, men min plads ved mobilisering var ved min stamafdeling i Holbæk. Svaret var: nej. Alle skal forholde sig i ro.
En af en soldats første pligter er at adlyde. En anden at holde sig i live. Ellers kan man jo ikke kæmpe. Det sidste, dvs. at holde sig i live, gør man ved at “grave sig ned” så snart lejlighed gives, ganske særligt hvis man skal forsvare en stilling. Men få dage før den 9. april gav krigsministeriet ordre til, at der ikke måtte “graves”, det kunne virke provokerende. I ministeriet var man underrettet om den tyske opmarch gennem Slesvig.”
Altså er Rostock mødet en realitet! Eller tror du, den tyske besættelse af Danmark blev forberedt af kartoffelavlere og centralbestyrere, som ikke kunne holde tæt? Havde der været et Rostock møde, så var du givet den første, der var blevet orienteret!
Kære Rudi Daugsch
Du skriver konkluderende til afslutning på dit seneste indlæg, hvori du citerer fra Schjødt-Eriksens erindringer: “Altså er Rostock-mødet en realitet!”
Men … øh??? Hvor skriver Schjødt-Eriksen, at der skulle været truffet aftaler om en fredelig besættelse ved et møde i Rostock den 17. marts 1940 mellem udenrigsminister P. Munch og Reichsfürer-SS Heinrich Himmler? Hvor ser du “beviset” for Rostock-mødet i det Schjødt-Eriksen-citat, du fremlægger? Jeg kan ærligt talt ikke få øje på det? Schjødt-Eriksen nævner hverken Munch, Himmler eller Rostock med ét eneste ord!?!?
At der var i løbet af foråret 1940 kom efterretninger om en mulig tilstundende tysk besættelse; at der kom (indbyrdes modstridende) meldinger fra det danske gesandtskab i Berlin og fra journalister om et eventuelt tysk angreb; at der i dagene op til 9. april 1940 var meldinger om tysk skibstrafik og tyske troppebevægelser syd for grænsen – og at regeringen besluttede, at det var klogest ikke at foretage sig noget, der kunne provokere Tyskland til et angreb, er aldeles velkendt og kan læses i enhver bog om besættelsen. Hvis ellers man gider åbne dem. Måske du selv skulle forsøge dig?
Spørgsmålet om “kanon” eller “kanoner” er altså noget ordkløveri! Galster skriver i sit punkt 39 (s. 207): “Da man endelig forsøgte at skyde fra Middelgrundsfortet, klikkede kanonen.” Og s. 29 omtaler han den samme kanon som “saboteret”. Det er den såkaldte “saboterede kanon”, jeg refererer til i min korte gennemgang af Galsters 64 punkter.
Men hvis man et øjeblik går ind på Galsters argumentation, så forekommer det i øvrigt at være fuldkommen overflødigt at sabotere én eller flere kanoner! For ifølge Galster (s. 29) havde kommandanten strenge ordrer til kun at skyde varselsskud “og det må kun ske med løst krudt!” Det kan da umuligt sænke nogen skibe? Hvorfor da overhovedet gøre sig den ulejlighed at sabotere kanonen?
Jeg kan kun tilslutte mig J.B. Holmgård, der i sin anmeldelse i “Politiken” af Galsters bog “Den 9. april 1940 – en sand myte!” i sin tid skrev: “Mage til opspind, dårekistesnak og galimatias mindes anmelderen ikke at have oplevet, siden han læste Mark Twains beretning om, at der i et museum i Havana er to kranier af Christopher Columbus, et af ham som dreng og et af ham som voksen mand.”
Det er Galsters bog ramt lige på kornet!
Ja, det er jo nok ikke lige logikken, der plager din hjerne! Selvom det kun er side 29 i Galsters glimrende bog, der skal læses, så er du ikke i stand til at kende forskel på Middelgrunden og Flakfortet. For dig er en dagsbefaling og strenge ordre det samme. Galster skriver, at den erfarende chef for middelgrunden er beordret væk. I hans sted er som chef indsat en ung løjtnant, som ikke kender kanonerne, men kun dagsbefalingen: ” Der må kun skydes varselsskud, og det må kun ske med løs krudt!”
Hvorfor blander du dette forhold med forholdende på Flakfortet sammen?
Hvorfor blander du alle disse ting sammen med Rostock-Mødet. Beviser al din uvidenhed om Galsters bog, at Rostock-Mødet ikke har fundet sted?
Hr. René Rasmussen.
I den samme bog, hvor du skriver om Søren Telling, skriver Henrik Skov Kristensen om Max Pelving. Henrik Skov Kristensen skriver på side 678: ” Fra 1. september 1939 til 1940 blev ikke færre end 42 personer anholdt i Danmark for spionage – de 30 af dem for spionage til fordel for Tyskland. Den tyske spionage i Danmark rettede sig ikke i nævneværdig grad mod Danmark, men mod andre stormagter, især Storbritannien. En undtagelse herfra var det net af (hovedsageligt danske) meddelere, som Abwehr etablerede i Jylland i månederne forud for Operation Weserübung, det tyske fremstød mod Danmark og Norge 9. april 1940. Dette net leverede en lang række oplysninger, som indgik i den militære planlægning.
I januar 1939 blev Pflugk-Harttung idømt fængsel i 1år og 6 måneder. Fra tysk side reagerede man med en strøm af benådningsansøgninger – som synes at have haft den tilsigtede virkning: allerede i juli 1939 blev Pflugk-Hartung sat på fri fod “på grund af verdenssituationen”.”
Det net af (hovedsagligt danske) meddelere, som Henrik Skov Kristensen omtaler, var det kartoffelavlere og centralbestyrere? René Rasmussen, du må da kunne svare på hvem det var?
Kære Rudi
Der er et gammelt ordsprog, som du atter og atter bekræfter rigtigheden af. Det lyder: “En dåre kan spørge om mere, end ti vise kan svare på!”
For det første, så vil det måske være mere nærliggende at spørge Henrik Skov Kristensen, eftersom det er ham, der har skrevet artiklen. Han er leder af Frøslevlejrens Museum og hans e-mailadresse kan findes på museets hjemmeside. Hils ham endelig fra mig!
For det andet, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg skal bruge en uge eller to af min i forvejen sparsomme tid på at grave de pågældende sager frem fra arkiverne og sætte navne på de 42 nævnte personer. Det kan sagtens lade sig gøre (du kan endda gøre det selv, hvis du ellers gider) sagerne må være ved at være frigivne nu. Men hvilket formål skulle det tjene? Ville det gøre os klogere på din skøre Rostock-teori? Hvad enten det tyske spionnet bestod af kartoffelavlere eller ej, så er det da sagen fuldstændigt uvedkommende?
mvh
René