af Ib Lundgaard Rasmussen
Indhold
Astrologi: En mange tusinde år gammel videnskab
Astrologien har alene af alle videnskaber kunnet spænde over århundrederne og gjort rejsen i ét stræk. Man skal ikke blive overrasket over, at den er blevet hos os, uændret af tiden, fordi astrologi er sandhed, og sandhed er evig (Goodman 1987, 521).
Men når det gælder de centrale spørgsmål, eksempelvis tolkningen af tegnenes, planeternes, husenes og aspekternes betydning er astrologernes opfattelse samstemmende. Her er jo en tusindårig kundskabs- og erfaringstradition at falde tilbage på (Hansson 1988, 27).
Der findes mindst lige så mange metoder til at tyde horoskoper, som der findes astrologer. Hver eneste må opfinde sin egen metode (Stenudd 1979, 105).
Livet i dag er meget mere indviklet, end det var i det syttende århundrede. Vi må derfor tilpasse planeternes symbolik og betydning til vore moderne krav. ( … ) Andre astrologers erfaringer er hverken hellige eller faste regler. Hvert nyt øjeblik i tiden er unikt, og dette afspejles også af et unikt planetmønster på himlen. Dette mønster skal hver gang tydes på ny af astrologen, og det skal sammenlignes med det spørgsmål, der er blevet stillet (Appleby 1987, 230).
Bogen her forærer næsten en grydeklar rydningstekst. Og jeg skal være den første til at nævne, at det bliver man næppe en selvstændigt arbejdende astrolog af. For der vil stadig være tale om min udlægning. Det er dog mit håb, at min stillingtagen og tolkning vil inspirere læseren til selv at sætte ind med personlig og selvstændig stillingtagen til tolkningen af et horoskop. Forudsætningen for dette er, at man sætter sig grundigt ind i den astrologiske symbolik, dvs. tegn, felter og planeters symbolik (Kirk 1982, 5).
Det er lidt svært at blive klar over, hvordan astrologerne opfatter sig selv – som bærere af en mange tusind år gammel tradition eller som skabende kunstnere. Det er i hvert tilfælde ikke som videnskabsmænd eller -kvinder. Da astrologien blev overladt til glemselen i forbindelse med renæssancen, skyldtes det ikke alene, at vort verdensbillede skiftede udseende, men nok så meget at astrologien ikke kunne følge med udviklingen.
Astrologerne fandt aldrig ud af hvilket stærkt redskab Galilei havde udviklet, da han begyndte at efterprøve Aristoteles’ fysik eksperimentelt, da han og andre begyndte at se for sig selv, i stedet for at tro på overleveringer. Dengang da videnskaben blev nysgerrig, blev astrologerne ladt tilbage, de fik aldrig lært at stille spørgsmål til deres egne kæpheste.
Astrologerne gik i stå, de bruger stadig Aristoteles’ fire elementer jord, vand, luft og ild og de fire temperamenter melankolsk, flegmatisk, kolerisk og sangvinsk til at beskrive deres omverden. De argumenterer stadig ved brug af navnemagi. Det sidste epokegørende astrologiske fremskridt fandt sted, da astronomerne i 1930 døbte den nyopdagede planet Pluto. Hvordan skulle astrologerne ellers have fundet ud af, hvilken betydning den nye planet skulle tillægges. Navnet angiver jo hvilket symbol, der tydes. Hvilken rolle ville Pluto have spillet i astrologien, hvis den havde fået navnet Minerva, som det blev foreslået af mange? Ville planeten da pege på skoler og universiteter, i stedet for minedrift og banker som nu. Desværre var navnet Minerva allerede benyttet til en asteroide.
Det er værd at lægge mærke til, at selv de astrologer der hylder den frie vilje mener, at et tilfældigt navn er bestemmende for, hvordan kosmos virker på mennesket. Samtidig med at de afsværger enhver determinisme eller skæbnetro, hævder de, at det ikke var tilfældigt, at Mars og Pluto fik netop de navne. Dem skulle de have, for at beskrive planeternes egenskaber. Virkede Uranus anderledes på det tidspunkt, da planeten bar navnet Georgium Sidus (i perioden fra opdagelsen i 1781 indtil 1822)?
Når man tolker et horoskop tyder man blot symboler, eftersom hver planet er tillagt en bestemt symbolik. Der bliver blot ridset muligheder og sandsynligheder op – ikke endegyldige sandheder. Når det ofte kommer til at tage sig ud som spådomskunst, er det rent tilsyneladende, og fordi der jo skal sættes almindelige ord på de symboler, man sidder med (Kirk 1989).
Et horoskop viser faktisk ikke noget, vi ikke ved bedre selv i forvejen, hvis vi tænker godt efter. Men det kan være rart at blive bekræftet. Der står intet om ulykker, død, skilsmisser, eller det modsatte. Der er som sagt tale om gætterier ud fra de planeter, der på et givet tidspunkt tegner billedet (Kirk 1989).
Men i dag bruges astrologien først og fremmest som en vej til at lære sig selv bedre at kende. Astrologerne hjælper mennesker med at finde ud af, hvem. de selv er og hvordan de er skruet sammen, sådan at de ved egen hjælp kan skabe sig en god fremtid. Før i tiden tænkte man ikke sådan. Folk ville vide, hvordan det skulle gå dem fremover. De var ikke klar over, at de selv havde en finger med i spillet – en vilje og et valg. I virkeligheden er det næsten umuligt at anvende astrologien til at lave præcise spådomme, fordi mennesket har en vilje og bruger den indimellem (Bentzon-Ehlers 1989, 17).
Den forudsigende astrologis betydning ligger i den kendsgerning, at man rent matematisk kan udregne de gunstige og ugunstige tidsintervaller. Mig bekendt er astrologien den eneste videnskab, der er i stand til at afstikke et tidsbundet livsmønster (Christensen 1978, 9).
Astrologien lærer os, at alt hænger sammen. Det nytter ikke noget at forskanse sig bag en nedladende, elitær åndelig arrogance i den tro, at man kan sætte sig ud over astrologien. Der synes i dag i mange astrologiske kredse at udbrede sig en fuldstændig absurd illusion om den frie vilje, hvor beherskelsen af en eller anden esoterisk-psykologiske floskologi skulle være ensbetydende med et adgangskort til friheden. De samme kredse benægter endog ofte forbindelsen imellem astrologien og det konkrete liv og påstår, at prognose på astrologisk basis slet ikke er mulig (Hjelmborg og Kirsebom 1987,16).
Selv om astrologer ikke giver det samme svar på spørgsmålet om den frie vilje, er det bemærkelsesværdigt så ens, deres bøger ser ud, hvad enten forfatterne tror på skæbnen eller den frie vilje. Man ser dem alle specificere, at planeterne virker sådan og sådan.
Vi har altså astrologiske systemer som Linda Goodman’s soltegn, der strengt knytter sig til traditionen, medens andre bygger nye systemer op fra bunden. Et system, Astrologisk Livsforløb (Mann 1987), bruger horoskopet til at beskrive hele livsforløbet ved at lægge en logaritmisk tidsskala ind over horoskopet. Ved at gøre tolkningen afhængig af kendskabet til logaritmefunktionen, har man effektivt skåret forbindelsen til den astrologiske tradition over. (Logaritmer blev først omtalt i 1544 og den første tabel udarbejdet af Napier i 1614).
Nogle astrologer hævder, at astrologien kun beskriver valgmuligheder, andre at den er skæbnens spejl. I de ovenfor gengivne citater er et par fra bøger om øjeblikshoroskoper, altså horoskoper hvori man søger svar på spørgsmål som: Får jeg stillingen? Bliver vi gift? Et sådant astrologisk arbejde forudsætter naturligvis evnen til at forudsige fremtiden. For de fleste astrologer citeret her drejer det sig om arbejdet med fødselshoroskoper, altså horoskoper opstillet i fødselsøjeblikket. Disse bruges til at beskrive personens livsforløb. Hvad enten man siger: Det vil gå dig sådan eller sådan, eller man siger: På dette tidspunkt har du de og de muligheder, da benytter man horoskopet til at forudsige fremtiden. På trods af lommefilosofiske betragtninger over emnet: Fri vilje eller skæbne, er astrologisk praksis i bund og grund spådomskunst.
Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992
Seneste kommentarer