af René Rasmussen
Rostock-myten, del 2 | Rostock-myten, del 3
Indledning
Det kan tit være meget svært at acceptere et militært nederlag. Det kan være ubegribeligt, at et land har overhørt advarsler forud for et angreb eller at et lands stolte hær er blevet nedkæmpet. Tyskland har sin “dolkestødslegende” fra 1918, ifølge hvilken den endnu ubesejrede tyske hær blev forrådt af hjemmefronten med de senere “Weimar”-politikere i spidsen. Amerikanerne har deres egen myte om, at præsident Roosevelt skal have tiet med sin viden om et forestående japansk angreb på Pearl Harbor i december 1941, for derved at få den modstræbende amerikanske befolkning til at gå med til at træde ind i 2. verdenskrig. Teorien har forresten mange interessante ligheder med visse af konspirationsteorierne om præsident George W. Bush og angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Også i Frankrig kan man finde dolkestødsteorier, der forklarer, hvorfor deres “grande armée” kunne blive løbet over ende af tyskerne i maj-juni 1940. Da det ikke kunne være den franske hær, der var noget galt med, så måtte skylden ligge hos politikerne.
Også Danmark har sin slags “dolkestødslegende”, nemlig den såkaldte “Rostock-myte”. Myten går ud på, at den danske udenrigsminister P. Munch på et møde med Reichsführer-SS Heinrich Himmler i Rostock den 17. marts 1940 skulle have aftalt, at Danmark ikke militært ville modsætte sig den tyske besættelse den 9. april 1940. Myten nød stor udbredelse i 1950’erne, hvor cand.mag. Jon Galster rejste rundt i landet og holdt foredrag, og ”Rostock-myten” er fortsat Danmarkshistoriens mest kendte og sejlivede konspirationsteori.
Selvom myten aldrig har kunnet underbygges af blot nogenlunde troværdigt kildemateriale, og selvom den er blevet aflivet utallige gange af seriøse besættelstidshistorikere, så lever den tilsyneladende videre i bedste velgående. En internetafstemning, som TV2-Nyhederne foretog i 2005, viste, at af mere end 2.300 afgivne stemmer, troede 39% “i høj grad” og 24% “i nogen grad” på Rostock-myten.
(Kilde)
Selvom den slags afstemninger ikke kan gøre krav på at være repræsentative, og selvom man må formode, at det navnlig er allerede ”troende”, der finder vej til TV2’s hjemmeside og afgiver deres stemme, så giver den alligevel et fingerpeg om, at den kritiske sans og den historiske viden er aldeles fraværende hos en meget stor procentdel af den danske befolkning, når det gælder besættelsestiden 1940-1945.
Rostock-myten er navnlig synonym med forfatteren Jon Galster, hvis bog “Den 9. april – en sand myte” sammenfatter hans livslange besættelse af konspirationen. Bogen udkom i 1990 og står p.t. (marts 2007) på 42 danske folkebiblioteker. Den står under faglitteratur (DK5: 96.71), side om side med seriøs litteratur om besættelsestiden.
I 1993 udgav den selvudnævnte “detektiv-forfatter” Ole Hans Jensen bogen “Maskerne falder”, der i praksis er et sammenkog af Galsters teorier. Den står på 23 danske folkebiblioteker, ligeledes under 96.71.
Til sammenligning står Bjørn Svenssons værk: “Mytedannelser om den 9. april 1940″ fra 1957, der fortsat er det bedste opgør med “Rostock-myten”, kun på 30 danske folkebiblioteker!
Man kan finde oplysninger om “Rostock-myten” på mange obskure steder på internettet. Selv i den engelske udgave af Wikipedia fremstår det (marts 2007) som en kendsgerning, at P. Munch mødtes med Himmler i Rostock i marts 1940, omend det dog fastslås, at der næppe blev aftalt noget “upassende”. Men faktum er, at der ikke findes nogen troværdig dokumentation for, at et møde mellem Munch og Himmler med noget som helst indhold i nogen som helst by nogen sinde har fundet sted!
De fleste almindelige mennesker har kun vage forestillinger om, hvad den i grunden temmelig komplicerede konspirationsteori egentlig går ud på. Men det er min erfaring fra en række foredrag, at den kritiske sans aktiveres, når tilhørerne får kendskab til lidt flere af detaljerne i Jon Galsters vidtløftige, kulørte og meget lidt troværdige teori. Det er derfor værd at referere “Rostock-myten” mere indgående, end det som regel sker. De nedenstående referat beror på Jon Galster og Ole Hans Jensens bøger. Kommentarer af denne artikels forfatter er sat i kursiv.
Selv om jeg godt kan tilslutte mig bemærkningen om Galsters kulørte og til tider vidtløftige fremstilling, mener jeg der er ALT for meget, der tyder på, at manden havde ret. Dertil kommer, at hele det socialdemokratiske system gjorde så meget ud af at ramme ham. Med total berufsverbot – livsvarig udelukkelse fra arbejsmarkedet – oveni 8 måneders fængsel er behandlingen af Galster nærmest uden sidestykke i Danmark!
Skræller man Galsters ærgerlige og selvskadende påstande (eksempler: Christmas Møllers “selvmord” og Chr. d. 10.s fald fra hesten pga skud), vil en ærlig, uafhængig forsker se, af Galster havde fat i den længe ende. Det har mange fremtrædende jurister, historikere og politikere også erkendt – men de turde ikke sige det offentligt. Naturligvis – af hensyn til karriere og levebrød.
Jeg tror imidlertid ikke, at “over-Danmark” kan mane historien i jorden.
Begivenhederne omkring den 9. april er blandt de bedst undersøgte i Danmarkshistorien. Sagen er endevendt, og indtil nu har ingen kunnet præstere bare det mindste bevis på en hemmelig aftale i Rostock (eller andre steder). Og en sådan aftale var da også inderligt overflødig. Det var regeringens velkendte politik, at det danske forsvar skulle “konstatere neutralitetsbrud”, men ikke indlade sig på et eksistensforsvar. Og det var netop det, der skete den 9. april.
I januar 1940, efter at besættelsen af Danmark-Norge var besluttet, udstedte Hitler et såkaldt Führererlass, som sagde, at kun de værmemagtsfolk, der var allertættest på sagen, måtte vide noget om foretagendet.
I løbet af januar udtænkte nogle af dem den tanke, at man underhånden kunne henvende sig til Danmark og Norge og forsøge at få en aftale om en fredelig besættelse.
Det gav i begyndelsen af februar anledning til et nyt Erlass, der forbød den udvej, med den (ikke ufornuftige) begrundelse, at man kunne risikere, at de to lande ville henvende sig til England om hjælp.
Himmler var ikke medlem af værnemagten, og man kan vanskeligt forestille sig, at “Der treue Heinrich” ville gå direkte imod en befaling fra Hitler.
Vi ved desuden, at Himmler d 9. april var vred og skuffet over, at han ikke havde vidst noget.
Det ville han næppe have været, hvis han havde været i Rostock og snakket med Munck.
Enhver, som læser Galsters rablende vanvittige bog om Myten om den 9. april, kan ikke være i tvivl om, at det er et trospørgsmål, om man vil tro Rostock-myten eller ej. Der er ikke det mindste håndfaste bevis for nogen af de påstande Galster frembringer. Tværtimod spinder han sig ind i et utroværdigt spind af spekulationer, som forringer troværdigheden af hans påstande betragteligt.
Hvis der havde været det mindste om myten, ville den have været påvist for længe siden.