Vikingerne i Vinland. 1. del

af Willy Wegner

1. Indledning. De ældste kilder om Vinland.
2. Vinlandstogterne.
3. Hvor lå Markland, Vinland osv? Ældre arkæologiske fund.
4. Nyere arkæologiske fund.
5. Kronologisk oversigt. Anvendt litteratur og links.

Kommentar til den reviderede online udgave

I året 1999 besluttede man i Island at fejre Leifur Eiríksson og tusindåret for hans rejse til Amerika. Derfor bringer Para-nyt nu denne artikel, også selv om den ikke ganske ny, men skrevet for tyve år siden i 1979. Der er sket meget siden, og derfor er denne udgivelse da også blevet tilføjet nogle links, hvor interesserede selv kan søge at opdatere deres viden.
Willy Wegner

1. del:
Indledning

Spørgsmålet om, hvem der først opdagede Amerika, har været et omstridt emne. Almindeligvis har opdagelsen været tilskrevet Christoffer Columbus (1451-1506), der fra 1492 foretog i alt fire rejser over Atlanten. Imidlertid har mange historikere hævdet, at det var en nordbo, Leifur Eiriksson = Leif Eriksson, også kaldet Leif den Lykkelige, der som den første udforskede de nordamerikanske kyster – næsten 500 år før Columbus nåede frem til Mellemamerika.

Problemet om, hvem der kom først, er dog ikke det primære i denne fremstilling, men derimod at søge indicier og beviser for, at nordboere faktisk nåede frem til Amerika i før-columbisk tid.

At der har været tvivl om-, hvorvidt nordboerne (eller vikingerne, om, man vil) nåede frem til de nordamerikanske kyster, skyldes udelukkende de skriftlige kilders karakter. Dels har man været henvist til meget spredte kilder, hvor vikingernes Vinland kun har været omtalt perifert, dels til forskellige islandske sagaer, der først er nedskrevet 200-900 år efter, at de begivenheder, der beskrives, har fundet sted.

Egentlige beviser for vikingernes bosættelse i det nordlige Amerika har været efterlyst helt op til begyndelsen af 1960’erne. Selv om man generelt har stolet på de islandske sagaer, så er de dog af anekdotisk karakter og kan kun indicere et eventuelt historisk forløb. Desuden må man regne med et vist mytologisk islæt samt et vist mål af forherligelse og overdrivelse af “heltenes” gerninger.

Men helt afgørende har det været, at man ikke tidligere har haft håndgribelige beviser i form af fund, der med rimelig sikkerhed kunne tilskrives nordbo-aktivitet i Nordamerika.

Først i begyndelsen af 1960’erne lykkedes det nordmanden Helge Ingstad at gøre fund ved arkæologiske udgravninger på Newfoundland. Dette betød, at de beviser, man havde sukket efter i årevis, endelig fremkom.

Årstal

Ved udformningen af denne fremstilling opstod der problemer omkring de forskellige kilders tidsangivelser. I Frederick Pohls bog fortælles det eksempelvis, at Thorfinn Karlsefnis vinlandstogt fandt sted fra årene 1010 til 1014 i “Naturens Verden” skriver Jørgen Meldgaard, at det var fra 1003 til 1006; og i “Grønlands Historie” oplyser Finn Gad, at Karlsefni vendte hjem fra Vinland år 1009.

For at holde et nogenlunde rimeligt tidsniveau mellem de forskellige hændelser har jeg derfor valgt at holde mig primært til oplysningerne i “Grønlands Historie”.

Navne

Med hensyn til personnavne – og til dels stednavne – hersker der også stor uenighed mellem de forskellige skribenter. Man kan fx se Leif Erikssons navn stavet både “Leif Eriksen” og “Leifr Eiríksson”. Også her har jeg valgt at følge stavemåden i “Grønlands Historie” – altså: Leif Eriksson.

Henvisninger

Kildehenvisninger er i teksten anbragt i parentes. Det første tal gælder kildens nummer i fortegnelsen over anvendt litteratur; de(t) følgende tal er henvisning til sider i det pågældende værk. Således betyder “(1:62)”: “Adam af Bremen: Beskrivelse af øerne i Norden. side 62”.

De ældste kilder om Vinland

De ældste skriftlige kilder, hvori Vinland omtales, har ikke Vinland som primær-emne. Landet nævnes blot med nogle få ord i en større sammenhæng.

Den første, der omtalte Vinland, var Adam af Bremen. I 4. bog af sit værk “De hamburgske ærkebispers historie” fra 1070 skrev han bl.a. følgende, som man antager, han har fået fortalt ved Sven Estridsøns hof:

»Han fortalte også, at mange i denne del af Oceanet har opdaget en ø. som kaldes Vinland, fordi der på den findes vildtvoksende vinstokke, som bærer den bedste vin. At der også på øen findes en overflod af korn, som er selvsået, er noget, jeg har fra pålidelige Daners beretninger og ikke fra fantastiske fortællinger. Bag denne ø. siger han, findes der ikke andre beboelige øer i Oceanet, men alt, hvad der ligger længere ude, er dækket af uhyre ismasser og en uendelig tåge.« (1:62)

Den næste kilde, hvor man hører om Vinland, er “Islendíngabók”, skrevet af Arild Torgilsson (1068-1148) og dateret til 1122-1133 (12:9). Herefter omtales Vinland sporadisk i bl.a. følgende kilder (7:28-29):

1. “Landnámabók” (1. halvdel af 11. årh.)
2. “Kristni saga” (1200-tallet)
3. “Grettis saga” (ca. 1300)
4. “De islandske annaler” (1300-tallet)

De mest omfattende kildeskrifter til vinlandsrejserne dukkede op i det 14. århundrede. Det drejer sig om henholdsvis “Grønlandssagaen” og “Erik den Rødes saga”.

I “Grønlandssagaen” finder man følgende seks vinlandstogter beskrevet (7:39-53):

• Bjarni Herjolfsson opdager nyt land
• Leif Eriksson udforsker det nye land
• Thorvald Erikssons vinlandstogt
• Thorstein Erikssons mislykkede togt
• Thorfinn Karlsefnis vinlandstogt
• Freydis Eriksdatters vinlandstogt

“Erik den Rødes saga” indeholder kun tre beretninger (7:54-64):

• Leif Eriksson opdager nyt land
• Thorstein Erikssons mislykkede togt
• Thorfinn Karlsefnis vinlandstogt

“Grønlandssagaen” og “Erik den Rødes saga”

“Erik den Rødes saga”. der tidligere har været kaldt for “Thorfinn Karlsefnis saga”, findes i to håndskrifter. Det bedste af dem er skrevet af Hauk Erlendsson i slutningen af 1320’rne i “Hauksbók”. Det andet findes i “Skálholtsbók”. Denne saga bygger imidlertid på en ældre legendesaga skrevet af Gunnlaug Eriksson om kong Olaf Tryggvason. Denne legendesaga er dateret til slutningen af 1200-tallet (6:153;11:12).

“Grønlandssagaen” er skrevet af Jón Thordarsson i 1380’erne i “Flateyarbók”. Der har været megen tvivl og debat om denne sagas alder, men den antages at være nedskrevet omkring år 1200 (11:12).

I tidens løb har vinlandsforskere været i tvivl om, hvilken af sagaerne – “Erik den Rødes saga” eller “Grønlandssagaen” – man kunne anse for mest troværdig.

Gustav Storm, der i 1888 fik udsendt bogen “Studier over vinlandsreiserne”, mente, at “Grønlandssagaen” var upålidelig:

»Jeg har under læsningen af Grt. (“Grønlandssagaen”) ikke kunnet værge mig for den formodning, at, da Grt. blev optegnet, var allerede væsentlige dele af traditionen stærkt fordunklet og afsvækket, og at da forfatteren har suppleret traditionen ved egen opfindelse.« (9:205-206)

Som yderligere argument henviser Storm til, at “Grønlandssagaen” er yngre end “Erik den Rødes saga”. En holdning, som Finnur Jónsson helt kunne tilslutte sig (13:66).

Finnur Jónsson går endvidere så vidt, at han bebrejder William Hovgaard, at denne i sin bog “The Voyages of the Norsemen to America” (New York 1914) hævder, at de 2 sagaer kan vurderes lige højt som kilder (9:205).

G. M. Gathorne-Hardy, der i 1921 skrev bogen “The Norse Discoveries of America” (Oxford 1921), anser imidlertid “Grønlandssagaen” for ikke alene at være den mest pålidelige, men også den mest fuldstændige og historisk korrekte (13:64).

Det, at man op gennem årene hovedsagelig har koncentreret sig om “Erik den Rødes saga”, har bevirket, at Leif Eriksson ofte i dag nævnes som Amerikas-opdager.

Imidlertid har Jón Jóhannesson i 1956 påvist, at “Grønlandssagaen” – i modsætning til den traditionelle opfattelse – er den ældste og mest pålidelige af de to hovedkilder om Vinland (12:57).

Dette indebærer, at de historikere, der har arbejdet med Columbus kontra Leif Eriksson – måske mere ud fra nationale end sagligt videnskabelige grunde – godt kan gå hen og “grave Bjarni Herjolfsson frem af “Grønlandssagaen”.

Begge sagaer beskriver tilsyneladende de samme hændelser, hvilket også vil fremgå af det følgende afsnit om vinlandstogterne; men indholdet, antallet af togter og personer samt begivenhedernes forløb er ikke identiske.

I oversigten her over fremgår det, at “Erik den Rødes saga” kun beskriver tre vinlandstogter, og at det er Leif Eriksson, der opdager landet. Bjarni Herjolfsson omtales ikke, og det samme gælder både Thorvald Erikssons og Freydis Eriksdatters vinlandstogter (7:38).

I “Grønlandssagaen” er det Bjarni Herjolfsson, der opdager det nye land, og senere Leif Eriksson, der udforsker det. Ifølge denne saga er Thorfinn Karlsefni kun to år i Vinland mod tre i følge “Erik den Rødes saga” (7:38).

En mere detaljeret gennemgang af forskelle i de to sagaers angivelser vil følge efter beretningerne om de enkelte vinlandstogter.

Originaludgave: Vikingerne i Vinland / af Willy Wegner. – København : Skandinavisk Fort Organisation i kommission hos Sphinx Forlagsboghandel, 1979. – ISBN 87-85199-61-3.
Revideret: januar 1999