Moderne Mirakler: 1. Overtro. Spiritisme. Medier.

1 juli 2004 | Bøger | 0 Kommentarer

efter Carl Willmanns “Moderne Wunder” Kjøbenhavn 1887

Tro og Overtro, Sandhed og Vildfarelse, alle menneskelige Forestillinger om Hemmeligheder, Underværker og overnaturlig Indflydelse, ere grundede i den almindelige Forudsætning, at der existerer høiere Væsener end Mennesket selv og i den snart dunkle, snart mere bestemte Bevidsthed om, at den synlige Verden staar i en hemmelighedsfuld Sammenhæng med en usynlig, god eller ond Aandeverden. Menneskets Natur er nu engang saaledes, at hvor Troen ikke slaar Rod, der vil Overtroen indfinde sig som en nødvendig Frugt af den tvivlesyge Vantro.

Istedetfor den frie Villie sætter Overtroen overnaturlige Magters bestemmende Indflydelse, som Mennesket da mener ved en eller anden Indvirkning at kunne stemme gunstigt for sig. Han søger i Bevidstheden om sin Afhængighed at se ind i Fremtiden, eller vel endog at drage de af ham anede høiere Væsener ned i Kredsen af hans Planer, for at de kunne hjælpe ham til at opnaa, hvad der ikke er ham muligt ved egen Kraft.

I Virkeligheden se vi dog Overtroen mere fremherskende blandt de mindre fremskredne Folkeslag end blandt de høiere dannede Nationer. Almindeligt bekjendte ere Beretningerne om Mirakelmagerne i Østerlandene, Aandemanerne i Abessinien, de indiske Fakirer og Dervischer, som ved deres Tryllekunster og Besværgelser, ligesom Gjøglerne i de muhamedanske Lande, vedligeholde Vankundigheden og nære Overtroen hos Befolkningen, idet de give sig selv Skin af Begavelse med overnaturlige Kræfter. Men den store Mængde i alle Lande, selv de mest kultiviterede, var altid og er endnu mere eller mindre overtroisk. Vistnok kunne vi daarligt fatte, hvordan saadanne Forvildelser som Hexeprocesserne kunde være mulige, og vel er Guldmageriet gaaet af Mode; men at der endnu langt hyppigere, end man antager, troes paa Orakler, Signen og Maalen, Gjengangere, Forhexelser, Klarsyn o.s.v., er sikkert nok. Det var ikke blot i Slutningen af forrige Aarhundrede, at Bedragere som Cagliostro, Philadelphia, St. Germain, Mesmer og mange Andre kunde gjøre sig Fordel af den sig bredende Overtro. Vore Dage har Sidestykker nok, at opvise.

Omtrent ved Midten af dette Aarhundrede var det, at en ung Bondepige første Gang vidnede for sin Samtid, at hun havde hørt “Aanderne” banke i Bordene og efterat hun af spekulanter var bleven forevist og havde holdt “Foredrag” over sin Opdagelse i New York og andre Byer, var “Spiritismen” kommen til Verden. Den fik strax mange Tilhængere, hvis Antal steg Aar efter Aar. Den bestod i sin Begyndelse i, at man ved Hjælp af et “Medium” førte Samtaler med Aander, som mentes at færdes usynligt rundt omkring Menneskene. Det første Medium – Bondepigen – satte sig simpelthen ved et Bord, lagde sine Hænder fladt paa Midten af Bordpladen og paakaldte Aandeme, som ogsaa strax vare tilrede, idet de med usynlige Fingre bankede i Bordet. Hun førte en lille dagligdags Samtale med dem, idet Aanderne svarede ved Banken efter et System, som Opdagerinden var fuldstændig paa det Rene med, og hun lod ogsaa Tilskuerne forelægge Aanderne Spørgsmaal, i hvilket Tilfælde de dog maatte holde hende i Haanden for at tilvejebringe den “spiritistiske Forbindelse”. Var det et ikke ganske almindeligt Spørgsmaal, der ønskedes besvaret, vare Aanderne næsten altid tause, de vare i det Hele lunefulde og bleve yderst let fornærmede. Spøg eller Vantro kunde de især ikke fordrage; alle Tilhørerne maatte være tause og artige.

Selvfølgeligt voxede der Medier op som Paddehatte, og ligesaa selvfølgeligt blev Methoden udvidet og forbedret. Man forstærkede nu Mediets Kraft ved at danne en længere spiritistisk “Kjæde” af en Række Tilskuere, man førte Samtalen med Aanderne i Mørke eller i dunkel Belysning, man indrettede smaa Kabinetter alene til Mediets Benyttelse, Mediet hensattes i Extase eller faldt i en Art magnetisk Søvn, og man opnaaede da, at Aanderne foruden Bankningen begyndte at tale igjennem Mediets Mund, at skrive ved dets Haand paa en Tavle under Bordet eller uden dets Haand paa Tavlen under Bordet, og tilsidst præsenterede Aanderne sig selv enten i hel Skikkelse eller blot deres Hænder og Fingre, som lyste i Mørket o.s.v.

Der opstod i Aarenes Løb en hel Mani for Spiritisme. Mange professionelle Medier af begge Kjøn erhvervede sig mere eller mindre Berømmelse, spiritistiske Klubber dannedes, og der indbødes offentligt i Bladene til de spiritistiske Seancer, Tiltrukne af Nysgjerrighed og bearbejdede ved den hele Mystik hildedes de Godtroende mere og mere i Nettet, lode sig tage ved Næsen af listige Bedragere, som brugte Spiritismen som Malkeko, og, hvad der var endnu værre, de bedroge som oftest sig selv.

I Treserne overførtes Spiritismen til Europa, først til England, derpaa til Frankrig, Tyskland og videre omkring. Den viste sig i moderne Dekoration og blændende Udstyrelse og fandt i Europa ligesom i Amerika en velvillig Modtagelse, og Overtroen fandt større og større Næring hos Befolkningen, hvis Nysgjerrighed pirredes ved den kunstneriske Udførelse af de tilsyneladende Underværker. Men baade i Amerika og i Europa kunde det ikke undgaaes, at Medierne og deres Førere undertiden bleve demaskerede. Trods de gjentagne Opdagelser af Bedragerierne kunne Spiritismens fanatiske Tilhængere dog ikke tilstrækkeligt overbevises, og endnu staaer denne Overtroens Hovedpille fast midt i Ruinerne af den Svindel og det Bedrageri, som omgiver den. En fyldig spiritistisk Literatur, hvorved Frankrig og især Tyskland bedrøveligt udmærker sig, og en Mængde spiritistiske Klubber giver endnu den Dag idag det spiritistiske Uvæsen Næring. Der findes saaledes i Paris, foruden andre, en saakaldet “magnetisk Forening”, hver Spiritismen drives efter en storartet Maalestok. Den staaer i Forbindelse med en Magnetisørskole, og er blandt Andet bleven betænkt med et Legat af den efter mange glorværdige spiritistiske Bedrifter endelig selv henslumrede Allan Kardec. I dens elegante Lokaler findes en Forsamlingssal, i hvilken er ophængt Potraiter af de meest fremragende magnetisører og af begavede Medier, deriblandt jomfruen af Orleans. Salens Baggrund dannes af en kolossal hvid Lærredsvæg, der er klart oplyst. Iblandt Tysklands mange Spiritistklubber skulle vi blot anføre, at Hamborg er lyksaliggjort med ikke mindre end tre: “Spiritistklubben”, “Physiologisk Forening” og “Pneumatologia”, i hvilke Aandeverdenens dybeste Hemmeligheder komme til Forhandling. I de offentlige Møder, som udfyldes med Foredrag, Experimenter og Fremføring af nyuddannede Medier, finder man hyppigt et overvejende Antal Damer. Danmark har i Forhold til adskillige andre Lande været nogenlunde forskaanet, især fordi de store vagabonderende Mediet mærkeligt nok ikke have hjemsøgt det. Dog har den berømte eller rettere berygtede Dr. Slade efter Indbydelse af en Privatmand været i Besøg paa Lolland, hver han en kort Tid gav nogle private Seancer. Formodentlig har han ikke fundet tilstrækkelig spiritistisk Modtagelighed hertillands; thi han har, saavidt vides, ikke senene opholdt sig i Danmark. I Kjøbenhavn har der dog existeret idetmindste een spiritistisk Forening med et ikke ubetydeligt Antal Medlemmer.

Saaledes finder denne moderne Vranglære endnu bestandig nye Tilhængere. Men man anvender ogsaa undertiden de lavste Midler til at lokke Lettroende og til senene at fastholde dem. Saaledes lod man ved et Spiritistmøde i Hamborg en Aand give en som Gjæst tilstedeværende Dame den Meddelelse, at hun ufortøvet maatte skrive til sin Hjemstavn, da der ved Ordningen af en Arvesag efter hendes afdøde Broder var blevet et Værdipapir paa 1000 Thaler upaaagtet. Dette sad indeklemt i Sekretairens anden Skuffe tilhøire, og Ingen havde noget Kjendskab dertil. Vor Meddeler forsikrede os, at der strax paa Stedet blev indledet de nødvendige Skridt for at undersøge Sagen, og lovede, at han ikke skulde forsømme at gjøre os bekjendt med Resultatet. Men vi vente endnu stadigt paa at faae nærmere Meddelelse og maa vel snart opgive Haabet.

Et Medlem af en anden spiritistisk Forening i Hamborg, som holder Møder med harmløse “Manifestationer” og har sat sig til Opgave at bevise “Stoffets Gjennemtrængelighed”, beretter i en Afhandling i “Physische Studien”, at der ikke sjeldent i Møderne viste sig materialiserede Hænder, hvis Varme og Fløilsblødhed man kunde prøve, ja han har endogsaa konstateret, “at Neglene vare smukt skaarne, hvad der skulde antyde et aristokratisk Væsen”. I nogle Møder med “Mülsener Mediet” have vi havt Leilighed til at iagttage en saadan Materialisation. Der vistes os lysende Legemer, der bleve betegnede som Arme og Hænder, endogsaa to eller tre paa en Gang. Fra disse udstrømmede saa stærke Phosphordampe, at man kunde lugte dem, efterat de formentlige Hænder forlængst vare forsvundne. Med en Kraft, der forskrækkede alle Tilstedeværende, sloge Aanderne undertiden paa en Dør eller et Klaveer for at bevise, at deres Hænder vare legemelige; men at undersøge disse nærmere blev ikke tilladt. Og til saadanne Forbud, som forebyggede en alvorlig Prøvelse, havde man vistnok sine gode Grunde.

Thi af alle den spiritistiske Løgns Blændværker er Materialisationen det skrøbeligste Makværk og det mest vovelige Experiment. Et dristigt Greb af en mistænksom Tilskuer er ikke sjeldent tilstrækkeligt til at opløse det hele Gjøgl i Intet og til at forvandle den indbildte Aand til en velbekjendt, men forklædt Bærer af jordisk Kjød og Blod. Her er altsaa den experimentelle Spiritismes svage Side. Jo betydningsfuldere nemlig for alle Lettroende Aandernes materielle Optræden maa være, desto mere drastisk virker her den umiddelbare Opdagelse af Svindelen, for hvilken der ikke gives nogen Redning for den grebne Bedrager. Denne haandgribelige Demaskering af materialiserede Aander er ogsaa i den nyeste Tid bleven iværksat med stort Held. Almindelig bekjendt er saaledes Opdagelsen af den af Bastian drevne Aandesvindel ved Erkehertug Johan; man har hørt selve Spiritisterne omtale dette Tilfælde som “Wiener Musefælden”. Man husker, hvorledes der i Opdagelsens Øieblik under Bastians borgerlige Dragt stak en Del af det Aandegevandt frem, hvormed de materialiserede Aander pleiede at udstyre sig, naar de fremtraadte i stort Toilet ved Gallaforestillingerne. Det laa haandgribeligt for Dagen, at Bastian bar Aandeklædningen, som var forfærdiget af let Gaze dyppet i Phosphoressents, og som han benyttede i forskjellige Former, hos sig. Han havde, saaledes som ogsaa andre Medier gjøre, trykket det tynde Stof sammen og skjult det paa saadanne Steder af Legemet, som i Reglen ikke blive undersøgte. At han følte sig greben, fremgaaer tydeligt nok deraf, at han løb bort barfodet, uden at medtage sine Støvler. Forøvrigt var Bastian allerede tidligere demaskeret af Cumberland i Aaret 1880. Denne havde med en skjult Sprøite i rette Øieblik sendt den fremtrædende Aand en Ladning kochenillefarvet Vædske i Ansigtet. Sporene af Farvestoffet kunde senere tydeligt sees i Mediets Ansigt.

Andre Medier, som have ophørt med det uhæderlige Erhverv, have senere aabent bekjendt, at de lysende Gevandter vare bestrøgne med Phosphorolie eller Balmainfarve, hvilket ogsaa var Tilfældet med de tynde Masker, lette Skjæg og smaa Tørklæder, som bleve benyttede, idet de formedes til Slør, Turbaner eller Huer. Men ligeoverfor den lettroende Mængde have Spiritisterne rigtignok paastaaet, at de omtalte Gevandter vare medbragte fra den anden Verden af Aanderne, der ligesom Jordbeboerne betjene sig af saadanne.

Af de nyeste vellykkede Opdagelser skal her anføres to Tilfælde, nemlig med de to kvindelige Medier, det saakaldte Vilhelmsborger Medium Betty Tamke og det Leipziger Medium Valeska Töpfer.

Allerede i flere Aar vandrede talrige Troende til Vilhelmsborg, som ligger paa en lille Elbø ved Hamborg, for at tilbringe nogle Timer med deres afdøde Venner og Slægtninge. Som et ægte og rigtigt Medium forstod her den attenaarige Bondedatter Betty Tamke, i spiritistiske Kredse kaldet “Hamborgs Juvel”, bedre end alle andre Dødelige at citere Aanderne. Hver Uge blev i hendes Faders simple Hus holdt mindst to eller tre Møder. Talrige afdøde Menneskers Aander, lige fra Cagliostro til Professor Zöllner, lod sig tilsyne der og bragte de Tilstedeværende Meddelelser fra det Hinsidige og andre Aabenbaringer, Recepter imod Sygdomme, ja endogsaa Gaver af Blomster og Kager. Mediets Berømmelse og Tilstrømningen ved Møderne tog til, endskjøndt de Besøgende for Forsigtigheds Skyld ikke uden videre, men først efter en nøie Erkyndigelse om deres velmenende hensigter, fik Adgang. Alligevel hævede der sig snart Tvivl om Mediets Ægthed, først eftertrykkeligt udtalt af Professor Sellin. Nogle Venner af Sandheden søgte at trænge tilbunds i sagen og havde den Tilfredsstillelse i et Møde, hvor der viste sig en hvid Skikkelse, ved et dristigt Greb at faa fat i et hvidt Haandklæde. Men Aanden hævede sin Stemme igjennem Betty Tamkes Mund, idet den sagde, at Nogen havde grebet fat i dens Gevandt, og bad, at der maatte blive givet Slip paa det.

Den egentlige Demaskering fandt Sted d. 18. April 1885 i Nærværelse af en af de mest bekjendte Spiritistførere, den tysk-amerikanske Forfatter Cyriax fra Leipzig, som paa den Tid holdt Forelæsninger over Spiritismen i Hamborg. Allerede den foregaaende Dag efter Slutningen af et Foredrag i Hotel du Nord vilde det Experiment i Tankelæsning, som han anstillede med Betty Tamke, ikke lykkes for ham. Betegnende er den Grund, som Hr. Cyriax fremførte til Undskyldning. Den tænkte Gjenstand var nemlig et Speil, og et saadant var naturligvis belagt med Kviksølv; dette, sagde han, kunde Aanderne ikke taale at komme i Berøring med.

Da den 18. April om Aftenen det spiritistiske Møde begyndte, optraadte Betty Tamke og tilbød at lade sig undersøge, for at hun ikke skulde mistænkes for at skjule noget hvidt Tøi hos sig. Denne Opfordring blev, vistnok uventet for Mediet, modtaget af to tilstedeværende Damer, i Virkeligheden foretoge de ogsaa Undersøgelsen saa grundigt, at de bragte to Sengetæpper og et Haandklæde frem for Lyset fra Mediets Korset. Mediet forsikrede under Taarer, at den hende kontrollerende Aand havde befalet hende at gjemme nogle Sengetæpper; hvorfor, vidste hun ikke. De tilstedeværende Spiritister søgte paa deres Side at gjøre Gjæsterne begribeligt, at Aanden af Ondskab havde spillet Mediet et Puds, men Hr. Cyriax foretrak ubemærket at forsvinde.

Paa lignende Maade skete ogsaa Opdagelsen hos Fru Valeska Töpfer i Leipzig i et Møde den 26. Juni 1885. Til Ære for denne Dame maa det dog bemærkes, at hun, trods hendes gjentagne Vægring, maatte lokkes til en Optræden ved alle Overtalelsens Midler og Løvte om Belønning af hendes serene Opdagere, som for enhver Pris vilde have Æren af en Demaskering. Hun lod da ogsaa, efterat hun ved Mødets Begyndelse havde befriet sig for sine Baand, sine mest yndede Aandeskikkelser, Aanden af et Barn ved Navn Abilla og en slank Fruentimmerskikkelse, Adrienne, kunstrigtigt komme tilsyne. Men ved den tredie Fremstilling rakte hun uforsigtigt en af Tilskuerne Haanden og blev nu holdt fast, i samme Øieblik som en af de Sammensvorne besatte hendes Stol bag Forhænget. Ved Undersøgelsen fandt man en stor, hvid Mullsskjorte, som hun bar skjult hos sig, og i det Mørke Kabinet forskjellige af hende aflagte Toiletstykker. Naturligvis manglede det heller ikke i dette Tilfælde paa Udflugter; dog har senene Mediet udtrykkeligt tilstaaet, at Aandemaneriet er den rene Svindel.

Dette er et af de mange Tilfælde, i hvilke de saakaldte Medier ved Kjendsgjerningernes Magt ere bragte til Tilstaaelse og vel endogsaa til at forlade deres forkastelige Løbebane. Anderledes er det derimod med videnskabeligt dannede Fanatikere, som have dannet sig Systemer og forfægte disse med en Haardnakkethed, som var en bedre Sag værdig. Blandt saadanne Mænd findes Forfattere, Læger, Naturforskere og Philosopher. Det er bekjendt, at nogle engelske Physikere, som Crookes og A. Walace, ville finde hemmelige, endnu uudgrundede Naturkræfter bagved de spiritistiske Underværker, og at der til deres Bestræbelser for at danne en ny Videnskab, Transcendentalphysiken, har sluttet sig enkelte tyske Lærde, for hvilke de nye Theorier passede til visse spekulative Anskuelser. I Aaret 1872 spillede en vis Miss Florence Cook, en Rolle som Medium; hende især ansaae Crookes for en Autoritet efter at have gjennemført adskillige Experimenter ved hendes Hjælp, ja han troede endogsaa at have frembragt et Photographi af den Aand, sam var i Ledtog med Miss Cook. Ogsaa Medierne Mr. Home og Miss Fox overraskede de engelske Lærde med deres tilsyneladende vidunderlige Præstationer, som disse ikke formaaede at forklare sig paa naturlig Maade. Dertil hørte f. Ex. Løften og Bevægelse af tungere Ting, som Møbler, ved eller uden Berøring, men uden mekanisk Kraftanvendelse, endvidere Svæven af menneskelige Væsener, den tilsyneladende Vægtforandring af Legemer, Tilsynekomsten af lysende Taageformer, selvlysende, ogsaa i Daglyset synlige Hænder og endelig den pludselige Tilsynekomst og Forsvinden af Phantomer, Skikkelser, Ansigter etc.

Støttende sig til disse og andre Fremtoninger bestræbte de nævnte engelske Lærde sig for at udarbeide en ny Naturlære for det Overnaturlige og fandt begeistret Tilslutning af den tyske Naturforsker F. Zöllner, som ogsaa, trods den almindelige, om end stiltiende Modstand, der mødte ham af den Lærde Verden i Tyskland, hist og her fandt enkelte Tilhængere, hvis om end kun delvise Tilslutning bestyrkede ham i hans forudfattede Meninger. Desto større Anerkjendelse fortjener derfor den aabne og mandige Imødegaaen af Prof. W. Mundt i Leipzig, som paa det Klareste paaviste Forvildelsen i den nye “Videnskab”, der ogsaa snart ved Zöllners tidlige Død tabte sin bedste Forkæmper.

Men endnu optræde bestandigt spiritistiske Forfattere, som blindt og haardnakket opstille systematisk byggede Theorier. Vistnok benægte de ikke, at der gives falske Medier, hvis Løgn og Bedrageri de selv have lært at kjende; men de berolige deres Samvittighed ved at gjøre denne Indrømmelse og fastholde, at de enkelte Bedragerier ikke afgive noget Bevis for, at der ikke existerer ærlige og virkelige Medier.

Vi ere ved en fleraarig Erfaring blevne bekjendte med talrige Personer, som rose sig af at være i Besiddelse af overordentlige Evner, f. Ex. som klartsynede Medier; men alle deres saakaldte phænomenale Ydelser viste sig stedse ved vor nøieste Prøvelse at være rene Fagkunstgreb. Gaves den virkelig Personer, som besad saadanne overnaturlige Evner, saa vilde det dog være langt bedre, om de, istedetfor at vise sig frem for Penge ved offentlige Forestillinger, gjorde sig nyttige for Almenheden til Løsningen af for det Offentlige vigtige Spørgsmaal, til Opdagelsen af hemmelige Forbrydelser eller ukjendte Forbrydere o.dsl. Men om Personer som Bastian, Eglinton, Slade o.A. kunne anvendes til den Slags Tjeneste, og om de virkelig fortjene den dem fra mange Sider ubetinget skjænkede Tiltro, er et Spørgsmaal, som man hellere skulde søge at besvare end tænke paa en Omvæltning af naturvidenskabelige og philosophiske Anskuelser.

At alle af Medierne fremstillede Experimenter ere behændigt udførte Taskenspillerkunster, kan man i de store Stæder faa Leilighed til at overbevise sig om; man har der ikke sjeldent Medierne fra første Haand, og ved Siden af dem Tryllekunstneres Forestillinger, hvorved Spiritisternes Kunster kunne forklares. Tillige findes der Udsalg, hvor de Apparater sælges, som benyttes dertil. I London er der endogsaa oprettet et fast Theater, hvor hver Aften et Par Behændighedskunstnere optræde og til Slutning forklare alle de Kunstgreb og Hemmeligheder, som Medierne benytte for at indbilde Folk, at man ved deres Mellemkomst kan træde i Forbindelse med Aanderne, og hvorved det tydeligt nok bevises, at de alle ere snu Bedragere, som spekulere i Publikums Lettroenhed, stikke Profitten i Lommen og le ad deres Offere.

Fra dette Standpunkt ville vi altid betragte ny fremdukkende vidunderlige Præstationer af den Slags Personer og bestræbe os for at forklare dem. Her handles der da om at give en Beskrivelse af de sig fra Baand, Sække og Skabe befriende Mediers Kunstgreb, om de Midler, som klartsynede Medier og Helbredelsesmedier benytte, om Bedragerierne ved Aandeskrift og Aandernes Materialisation etc., saaledes som de hidtil ere udførte og ganske simpelt kunne forklares.

Originaludgave: Moderne Mirakler / efter Carl Willmanns “Moderne Wunder”. – Kjøbenhavn : Wulffs Boghandel, 1887

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *